Mikael Busch’ mesterstykke og Kristian Madsens fallit: Pædagogikkens to verdener

Politikens Kristian Madsen, som er tidligere formand for Socialdemokratisk Ungdom og taleskriver for Helle Thorning Schmidt, gik i forgårs helt amok på Mikael Busch’ nye bog om Bjarne Corydon. Madsen kalder Busch’ arbejde for en ”braldrende bøvs”. Jeg skrev om Madsens anmeldelse den anden dag. Hans barokke tekst viser en avis i socialdemokratisk konkurrencestatsideologisk nederdel med grå forrevne strømper, og uden den mindste vimsen.

Jeg læste faktisk lige bogen igen til formiddag, og den var endnu bedre anden gang. Måske skulle jeg overveje at gå fra 5 til 6 stjerner?

Tag f.eks. indledningen. Madsen lægger slet ikke mærke til, hvor fin og effektiv den er, hvilket jo skyldes, at Madsen selv er en del af det problem, som indledningen demonstrerer.

Her grundfæster Busch hele den pædagogiske modsætning, som Corydon og hans regering har været skyld i, helt fra dagtilbud og til skole, gymnasium og universitet. Busch fortæller, hvordan pædagogikkens to verdener støder sammen i to helt konkrete situationer, der udtrykker bogens reale erfaringshorisont, og som falder sammen med samfundets centrale konflikt. En horisont, som altså opfanger dén pædagogiske splittelse, som landet har stået i siden 2006, og især siden 2013, og som Corydon bærer et vigtigt ansvar for at udvide. Madsen og hans avis er bare en del af problemet, og det er jo derfor, at han ikke kan se andet end ”bøvser”.

Men hvad er det så, Busch fortæller i starten af bogen? Hvilke to situationer omtaler han? Hvordan rammesættes ”pædagogikkens to verdener”?

Først beretter Busch om et møde i publicist-klubben i 2018, hvor han hører et oplæg af Corydon. Hele flokken af journalister og kommunikationsfolk og smådirektører fedter jovialt for den magtfulde finansminister, som kaldes for ”publicisten Bjarne Corydon”.

Efter hyggefesten rejser Busch sig op og vil stille et spørgsmål, men han afbrydes uden videre af Corydon som siger, at det er nok dig, som ”er ved at skrive en bog om mig”, og som ”har sammenlignet mig med Erich Honecker”. Ifølge Busch er det ikke korrekt, men det får være. Stemningen er slået an. Busch er i modstand. Landets pædagogiske splittelse er annonceret. Det er Publicisten mod Forfatteren. Konkurrencestaten mod Erfaringen. Det er stærkt oplysende passager. Herfra rumler landet.

Efter at have genvundet fatningen spørger Busch så, hvorvidt Corydon stadigvæk er stolt over skolereformen? Først vil Corydon ikke svare, angiveligt fordi det bryder mødets dagsorden, men alligevel fortæller han den undrende forsamling, at ”skolen er ikke for lærernes skyld”. Ok, så ved man det. Og universitetet er ikke for forskernes skyld? Og hospitalet er ikke for lægernes skyld? Og demokratiet er ikke for borgernes skyld? Hvor forkert, halveret og banalt! Corydon aner intet om, hvad ”elever” og ”lærere” er. Skolen er for både elever og lærere, for ellerså får skolereformen og Cyrydons anti-lærer-linje magten og samfundet går “fra undervisning til læring”, som var slagordet, da Corydon havde magten. Den form for læring er det værste, der kan ske for en elev. Ja, hun vil ophører med at være en elev overhovedet.

Det er fremragende framet af Busch. Kristian Madsen overser fuldstændig Busch’ kunstfærdighed. Splittelsen har vist sig. Både på mødet og i anmeldelsen. Læreren er udraderet lige op i synet på læreren selv.

Den anden episode, Busch omtaler, er, at Corydon har afvist at deltage i Busch’ arbejde med bogen. Corydons argument er følgende: ”Projektet minder mig ærligt talt mest af alt om den form for aktivitet, typer som Rasmus Paludan markerer sig med”. Så Busch, som er en seriøs skribent og dannelsesforkæmper med årtiers erfaringer fra gymnasieskolens tysk-undervisning, sammenlignes direkte med Rasmus Paludan! Et totalt sammenbrud for Corydon. Igen overser Kristian Madsen det fine kunststykke. I stedet burde han interviewe Corydon om det utrolige udsagn, som Busch fortæller om.

Med disse to erfaringsbaserede eksempler fra bogens indledning formår Busch at skildre den grundlæggende konflikt i dansk uddannelsespolitik. Er man til dannelse og kundskaber, eller er man til instrumentalisering, nysprog, centralstyring og kvantitativ læring? Busch er hos dannelsestraditionen, dvs. den urene pædagogik. Corydon og Madsen er hos Politiken og DPU, hvis ledelse ligesom Corydon snakker Ove Kaj Pedersens antipædagogik efter munden i den ene magtfulde aktion efter den anden.

Det er et fremragende setup, som Busch får lavet her. Det er pædagogikkens to verdener. Hermed har han gjort klar til gå i dybden med bogens emne, som er ”nødvendighedens pædagogik”. Her er der endnu flere kunststykker, som jeg glæder mig til at omtale ved en senere lejlighed.

Denne bog han min største anbefaling. Den er helt på linje med Keld Skovmands, Peter Kemps, Brian Degn Mårtenssons, Iben Bendikte Valentin Jensens og med Anders-Peter Mathiasens fremragende bøger om beslægtede emner.

Links:

Min anmeldelse af Mikael Busch’ bog (her har jeg samlet alle links i sagen): http://www.thomasaastruproemer.dk/anmeldelse-af-bjarne-corydon-og-noedvendighedens-politik.html

Min anmeldelse af Madsens anmeldelse af Busch’ bog (her er der link til Madsens anmeldelse): http://www.thomasaastruproemer.dk/politikens-kristian-madsen-anmelder-mikael-buschs-corydon-biografi.html

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.