Om lidenskab og dannelse – Morten Kvists pædagogik

Jeg vil gerne gøre opmærksom på et forfatterskab, som er noget overset i pædagogiske kredse, og som jeg også selv kun kender til i det små. Det drejer sig om Morten Kvist, som har været forstander for Askov Højskole og med i Etisk Råd. I dag er han valgmenighedspræst i Herning og med i styrelsen for Grundtvigs Forum. Kvist er også blandt initiativtagerne til Rønshovedgruppen, hvor han i mange år har arrangeret årlige dannelseskonferencer.

Grunden til, at det bliver lidt dagbogsagtigt, er den lidt tilfældige orden, hvori mine læsninger er tumlet ind over dagen. Det startede med, at jeg fandt et gammelt nummer af Askov-tidsskriftet ”Dansk Udsyn” fra 1995 (nr. 4) i reolen. Jeg må have fundet det på et loppemarked eller sådan noget. I tidsskriftet er der en uhyre velskrevet artikel af Kvist, som hedder ”Om lidenskab og dannelse”. Artiklen er fyldt med interessante betragtninger over menneskets grundvilkår, som udledes af forholdet mellem lidenskab og synd. Men selvom kristendommen naturligvis fylder en del, er det på en måde i afledt form, som dog ikke er mindre betydningsfuld. F.eks. får vi at vide, at ”for at der kan blive tale om dannelse, må der ikke gå religion i den, men den har religiøse forudsætninger” (min kursivering).

I stedet for en teologisk redegørelse får vi derfor en gennemgang af nogle kulturfilosofiske markeringer, som Nietzsche laver i ”Historiens nytte”. Kvist fremhæver samspillet mellem det monumentale (de store handlinger), det antikvariske (den sociale oprindelse) og det kritiske (renselsen) som det rum, hvor lidenskaberne, synden og fejltagelserne skal udvikle sig i både brud og ligevægt; dannelsens rum med andre ord.

Det er også her, at kristendommen markerer sig som ”forudsætning”, dvs. som en brudt og lidenskabelig ”begyndelse”, der er skabt i Biblens narrativ som synd, og som også det moderne menneske bader og begynder i. I en central formulering får vi at vide, at ”med risikoen begynder også al frihed, som er det element, mennesker bliver mennesker i”. Det er denne frie og brudte begyndelse, som er lidenskabens og syndens. Kristendommen er virkelig et frihedens og samvittighedens område for Kvist. Og det er denne frihed og samvittighed, denne lidenskab, som dannelsen skal udvikle sig i.

Nogle kender måske Kvist fra Islam-kritiske sammenhænge. Med sin skelnen mellem dannelse og kristendommen som forudsætning, bliver det imidlertid muligt både at føre offentlig teologisk/politisk strid og at møde muslimske børn på frihedens forudsætnings grund. Skolen kan dermed blive et fristed for alle børn, men ok, det er min fortolkning, og teksten er fra før Manhattan 2001. Men Kvist nævner næsten ikke Islam i de tekster, jeg her refererer til.

Det pudsige er så, at jeg lige inden læsningen af Kvists artikel havde fundet en anden gammel bog på hylden. Det var en samling Heretica-tekster, som Ole Wivel udgav i 1962. Det første essay er af digteren Thorkild Bjørnvig. Essayet, som er fra 1949, hedder simpelthen ”Begyndelsen”. Essayet er en både konkret og symbolsk hyldest til barndommen som begyndelse, og til de mennesker og samfund som kan opretholde kontakt til barndommen i hele livet. Bjørnvig funderer begyndelsen i mytologien og i religionen: ”Begyndelsen er Guds sag, men metoden er vores egen”, skriver han. Men essayet er også en form for samtidsdiagnose for en rodløs generation, hvis arne og fald var krigen og modstanden. Som Bjørnvig skriver: ”Det europæiske menneske er ved at prøve at slå rod”. Både Bjørnvigs egen generation og Europa som sådan var ved at finde nye begyndelser i en politisk kvæstet situation.

Denne interesse for begyndelser og disses nærmest kæmpende forudsætning hos både Kvist og Bjørnvig er helt parallelle, som jeg ser det.

Et andet sted, hvor samme tema arbejder, er i Kvists juleprædiken fra 2014, som blev bragt i Den Korte Avis. Her modstiller Kvist Betlehem og Rom, hvor sidstnævnte ligefrem sidestilles med Konkurrencestaten. Det er det lille barn i krybben imod kejseren fra Rom. Dermed får vi begyndelse og lidenskab over for tilpasning og teknokratisk styring. Her er det værd at nævne, at Kvist omtaler den ”nationalt sindede verdensborger” som alternativ til konkurrencestatens opportunisme. Her trækker Kvist formodentlig på Peter Kemps arbejde og indflydelse. Hermed knytter Kvist an til en langt bredere pædagogisk strømning end mange af sine tidehvervskolleger, som ikke har megen pædagogisk sans. Men Kvist har med sit fokus på historie, handling, kritik og lidenskab faktisk også utroligt meget til fælles med Kemp. Kemp skrev jo også disputats om ”engagementets poetik”, hvilket jo blot er andre ord for lidenskab og dannelse (begyndelse). Tænk hvilket lærerseminarium de to kunne rejse sammen, hvis de kunne få lov.

Jeg vil også nævne Kvists fine tale til årets konfirmander, som blev bragt i Kristeligt Dagblad. Her kører sådan set samme tema, dvs. forholdet mellem Jesus og kejseren, mellem Betlehem og Rom, mellem samvittighed (altså lidenskab og synd) og tilpasning, blot i en sprogdragt der passer til anledningen og målgruppen. Det er derfor, de 14 årige skal huske Jesus, når de bliver voksne. De skal huske deres barndom, deres evne til at begynde, deres Betlehem. Kun derved kan de agerer dannet, dvs. i samvittighedsfuld lidenskabelighed mellem det monumentale, det arkivariske og det kritiske. Igen er Kristendommen en forudsætning for dannelse, men ikke dannelse i sig selv.

Dette fokus på ”begyndelse” finder vi også hos Hannah Arendt, hvis centrale frihedsbegreb er knyttet til fødslen, det hun kalder for natalitet, som er betegnelsen for vekselvirkning mellem tænkning og handling. Både Kvist, Kemp, Bjørnvig og Arendt bekræfter dermed menneskets livsmod og livsfylde. Dermed står de i modsætning til en række filosoffer fra især mellemkrigstiden, hvor døden stod centralt, måske fordi de var omgivet af død i både fortid og fremtid.

Endelig vil jeg nævne et kort indlæg om dannelse, som Kvist skrev tilbage i 2013, hvor man også kan mærke temaerne arbejde. Her kritiserer Kvist bureaukratiets, mediernes og uddannelsesforskningens sammenspisthed. I stedet foreslår han følgende udgangspunkt for modstand, dvs. lidenskabelig og samvittighedsfuld dannelse:

”Den kan kun komme fra en almendannelse og en folkelig fornuft, som tager tilværelsen i hele dens dybde, højde og bredde alvorligt, og som er forpligtet af det sprog, som udspringer af et direkte møde med ting og mennesker, et sprog, som er forbundet med de sanselige erfaringer, vi som mennesker er fælles om, og et sprog, som er eksistentielt bundet til fænomenet ånd.”

Det tror jeg faktisk ikke, jeg kan udtrykke bedre selv.

 

Links/referencer:

Morten Kvist (1995): “Om lidenskab og dannelse”, i Dansk Udsyn, nr .3, s. 214-224.

Kvists juleprædiken: https://denkorteavis.dk/2014/julepraediken-2014/

Kvists tale til sine konfirmander: https://www.kristendom.dk/konfirmation/kaere-konfirmander-foelg-jeres-samvittighed

Kvists indlæg om dannelse: http://dev.denkorteavis.dk/2013/den-almene-dannelse-er-nodvendig/

Thorkild Bjørnvig: ”Begyndelsen”, i Wivel, O. (1962): Heretica, Gyldendal.

Skriv en kommentar