1. Er der nogen studerende eller elever, som gider at have en lærer, der opfatter sig selv som en metode til deres egen, altså elevernes egen, læring? En læring, hvis effektivitetskriterier vel at mærke ikke er fastlagt af læreren, skolen og faget selv, men som derimod i den kvantitative detalje er bestemt af halvstuderede mellemledere, der sidder på et kontor og tror, de kan forudse, hvad landets økonomi (og kun den!) har brug for om 50 år? Er der med andre ord nogen, der vil have en lærer, som blot er en metode?
2. Hvis en lærer og en skole – og dermed alt, f.eks. inklusion, fag, undervisning, forårskoncerter og frikvarterer – blot er en metode til fremme af kvantitativ læring, ”synlig læring” som det hedder – så eksisterer læreren og skolen jo kun så længe, de er effektive (hov!!). Læreren og skolen har ikke mere nogen kulturel betydning eller noget filosofisk ilt og bliver dermed reduceret til en metode blandt andre mulige. Når man derfor en eller anden dag har udviklet software, som er mere effektiv end læreren og skolen til at score på de kvantitative læringsmål, kan læreren afskaffes, og skolen nedlægges. Fra den dag kan eleven og den studerende sidde derhjemme og i ophøjet individualitet – måske med lidt elektronisk support fra en anden datamat i ny og næ – indfri læringsmålene til karakteren 12, til ”fremragende og verdensklasse” og i overensstemmelse med KL Danmarks visioner – uden fejl og mangler, som disse er defineret af det kæmpestore men også lillebitte datamatiske system. Der vil naturligvis heller ikke eksistere sådan noget som ”inklusionsproblemer”, eftersom alle vil være ekskluderet fra hinanden og omdannet til vedhæng til en statsstyret skærm og derfor være totalt inkluderet i konkurrencestatens software. Så har vi fået os et effektivt uddannelsessystem.
3. Hvad med eleven? Han er væk, for hvis en lærer blot er en metode, så har vi heller ingen elever. Konkurrencestatsfilosofien erstatter da også eleven med ”den opportunistiske personlighed”, som det hedder hos samtidsdiagnostikeren og systemteoretikeren Claus Holm, der havde arrangeret en konkurrencestatskonference på Århus Universitet i forgårs. Egoisme bliver pludselig en dyd. Og hvor finder vi for tiden det samme synspunkt, altså at egoisme er en dyd? Det finder vi hos filosoffen, Ayn Rand, hvis ånd svæver over Saxo-bank og dermed halvdelen af Liberal Alliance og Cepos. Opportunisme og egoisme! Har sådan en læringsopportunistisk person brug for en skole eller en lærer? Overhovedet ikke, og derfor har hverken Holm eller Rand nogen filosofi herom. Læreren er en metode, og eleven er væk. Nogen gange kaldes ”eleven” i konkurrencestaten også for en ”soldat”. Hvordan man kan være både opportunistisk og en soldat på samme tid går over min forstand. Det er jo en modsigelse! Det må være en egoist, der gør som teknokratiet siger. Tror I det er en sympatisk person? og så i en national skole? ¤%&/()
4. Ny Nordisk Skole går naturligvis ikke så vidt, men dens filosofi er en start. Skolen, læreren og eleven nedlægges kun i filosofisk forstand, men skoler kan ikke opretholdes uden filosofi. Skolen og læreren er nu en metode til at fremme kvantitative måltal, og den studerende/eleven skal arbejde sig opportunistisk, egoistisk og soldateragtigt gennem systemerne, og egoisme og teknisk metode er det modsatte af en skole, simpelthen det modsatte.
5. Kan et land eller en kultur eksistere uden læreres og elevers møde og vekselvirkning? Nej, det er bombesikkert, for uden denne syntese sker der ingenting overhovedet – altså ingen VIRKELIG læring. Hverken bevarelse af gamle dyder eller fremskridt og udvikling. Sådan har det været i tusinder af år uanset politisk tilhørsforhold, men nu har vi åbenbart spenderet skattekroner på høje uddannelser til mennesker, der mener, at de nu er fri fra tid og rum og intet har at beskytte, og som taler om revolutioner, manifester, radikalitet, og ny-ny-ny, men som egentlig blot mener ikke-ikke-ikke.