Note 1 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”

Jeg er i gang med at læse Keld Skovmands helt nye bog: Folkeskolen efter læringsmålsstyringen? Under læsningen myldrer det frem i hjernen med iagttagelser, ideer og erindringer. Jeg skriver om det løbende i en række noter, hvoraf denne er den første, hvor jeg især tager udgangspunkt i bogens forord og kapitel 1.

Skovmands centrale tese er, at skolereformens tekster har et meget smalt og lokalt grundlag, som ledsages af en række internationale og globale referencers mening og indhold. Og ud af denne indsnævring, af dette mønster af betydningstømning, strømmer de smalle og tekniske begreber ned i samfundets pædagogiske krop, som dermed tømmes for pædagogik, kundskaber og formål. (f.eks. s. 23, 33 og 64). Alle Skovmands bøger er forskellige undersøgelser af de diskursive, pædagogiske og moralske sider af denne proces.

 

1. To ministerielle rapporter

I 2014 udkom to ministerielle skrivelser/vejledninger om læringsmålstyret undervisning. Begge tekster blev udgivet af Undervisningsministeriet sammen med DPU og UC-VIA. UCC og UC-Sjælland – som selvfølgelig allerede har skiftet navn og fusioneret og så videre på grund af en eller anden strategi eller sådan noget – var også med på fløjen. De to tekster propaganderer helt ukritisk for “læringsmålstyret undervisning”, og de vekselvirker med skolereformen, Fælles Mål og en lang række omgivende tekster og organisationer, som i de år delte et totalt opgør med pædagogik og dannelse. Det var den såkaldte “læringsrevolution”, som vi stadig lever midt i.

Den ene tekst var intet mindre end ministeriets officielle vejledning til tvangsimplementeringen af den nye statsdidaktik: ”Læringsmålsstyret undervisning i folkeskolen – Vejledning”.

Den anden, skal vi kalde det en rapport, hed: ”Læringsmålstyret undervisning i folkeskolen – Introduktion til fælles forenklede mål og læringsmålstyret undervisning”.

Med dette organisatoriske tekstsystem var der lagt et kæmpestort ideologisk pres på landets skoler, samtidig med at L409, som faktisk er en del af tekstsystemet, hærgede landet. Læs selv de to tekster i bunden, hvis I tør!

Begge tekster er altså udgivet af ministeriet sammen med især VIA og DPU, hvor Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen har været de centrale fortalere for læringsmålstyring. Teksterne har også reference til ministeriets hjemmeside, hvor Rasch-Christensen og Rasmussen, som om de var en slags kongellige forskere, talte for læringsmålstyret undervisning uden det mindste supplement eller konkurrence og i total parallelitet til begrebsdannelsen i de to ministerielle tekster. Jeg har ikke hørt andre tale med samme repetitive mekanik om ”læringsmålstyring”. Jeg fik det eksakt samme vokabular, da Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen åbnede Nationalt Center for Skoleforskning, som også ligger på DPU og er etableret i samarbejde med UC-VIA.

De samme institutioner har desuden rod i et såkaldt Konsortium, der sammenligner Lars Løkke med Martin Luther King, og som blev etableret i 2010 på initiativ af blandt andet Lars Qvortrup og samme række af UC’er som ovenfor, vist nok suppleret af Stefan Hermanns Metropol. Senere fik konsortiet navnet Læringsløft 2020, og Andreas Rasch-Christensen blev formand for foretagendet.

Men Rasmussen og Rasch-Christensen siger nu, endda som en del af DPU’s officielle såkaldte ”dokumentation”, at de ikke har haft noget at gøre med den første af disse tekster, altså “vejledningen”? Det er svært at tro på, må jeg indrømme. Og hvad så med den anden? Enten har Rasmussen og Rasch-Christensen skrevet disse tekster, eller også har de været så tæt på godkendelsen og bearbejdningen, at de ligeså godt kunne have skrevet dem. Ingen anden fortolkning hænger sammen for forstandens øje. Der er i den grad brug for omvendt bevisbyrde i dette tilfælde.

Skovmand har i øvrigt ledt mig hen til følgende “fine” citat fra tekst nr. 2, der understreger skolereformens totalitære stemning i 2014:

”Læringsmålstyret undervisning handler om, at læreren hele tiden sætter sig mål for, hvad eleverne skal lære, og løbende gennem undervisningsforløbet justerer kursen ud fra målene. Målene tydeliggør over for eleverne, hvad de skal lære, og undervejs drøfter læreren og de enkelte elever, hvordan det går med at nå målene. De nye Fælles Mål er læringsmål, der skal understøtte læringsmålstyret undervisning. Og hvorfor læringsmålstyret undervisning? Fordi det virker”

Så det er ”hele tiden”, i hver time, i hver uge, i hvert år i 10 år. Som et psykisk skelet, der skal ødelægge en hel generation og landets pædagogiske liv som sådan. Enhver pædagog må fyldes med indignation under disse, ikke blot ubehjælpsomme, men også farlige formuleringer.

Og hvorfor skal vi have denne statsdidaktik over det hele? “Fordi det virker”!, står der?  Altså bare sådan ”virker!”. Niveauet er under Marianergravens dybeste sted. Men er der da slet ingen ”dokumentation”, som man kalder det på DPU? Nej, der er ikke en eneste reference overhovedet.

I den første tekst – altså i vejledningen – er der dog nogle referencer. Der er især Hattie- eller Hattie-inspirerede referencer samt en af de dersens Dafolo-bøger fra dengang, nemlig bogen ”Professionelle læringsfællesskaber” fra 2013. Denne bog er skam stadig meget populær på UC-VIA, hvor man publicerer artikler som, ”de siger, vi skal PLF’e”. Men jeg orker ikke at læse flere af den slags referencer. Min reol bugner af vigtige udgivelser, som er tabu hos Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) og på ministeriets referencelister.

Men hvor er der så nogle referencer? Altså nogle ordentlige nogle? Der må der være nogen? Ja, Ifølge Skovmand sagde Antorini på et samråd til Riisager, at reformen hviler på den ”bedst mulige forskning” (s.80). Men Antorini kunne ikke lige sige hvilken. Undervisningsministers embedsmænd sagde efterfølgende, at der slet ingen evidens er.

Det hele er ren luft, en ubestemmelig ubehagelig gasart.

 

2. Folkeskolen efter reformen

I bogen ”Folkeskolen efter reformen” fra 2015, som Skovmands kritiserer flere steder, giver Rasch-Christensen og Rasmussen i endnu en fuldstændig ukritisk læringsmålsartikel nogle referencer til Hattie, Rambøll, Rasmussen selv og nogle flere lignende. Skovmand viser, at Rasmussen og Rasch-Christensen har skævvreden flere af de i forvejen stærkt ensidige referencer groft , så de passer i deres eget kram.

I samme bog, fortæller Jens Rasmussen i bogens centrale og stort anlagte artikel, som han er ene-forfatter på, at Ontario har ”løftet provinsens skolevæsen” på PISA-listen. Men Skovmand viser, at det er skrupforkert. Ontario faldt faktisk på PISA i de år. Men hvordan kan en professor i Sociologi, som har disse emner som sit centrale sagområde, tage fejl om så afgørende et punkt? Velvidende at netop PISA-placeringen er det centrale kvalitetskriterium for politikerne? Det er dybt kritisabelt.

Men Rasmussens mærkelige markering er ikke en enlig svale. I en kronik i Politiken, d. 9. februar 2012, skrev Rasmussen sammen med Lars Qvortrup og Dorthe Staunæs følgende:

“I dag ligger Ontario i toppen i de internationale komparative undersøgelser”

Med mindre der noteres andet, hvilket ikke sker, må “internationale komparative undersøgelser” forstås som i toppen af PISA, og topplaceringen er vel at mærke i modsætning til “i går”. Man påstår altså også her, at Ontario er gået frem i PISA.

Rasmussens fejl var altså ikke en enlig svale, nu er den blot suppleret af Qvortrup og Staunæs.

Året efter skifter Rasmussen synspunkt. Det sker i UC-VIA’s tidsskrift ”Liv i Skolen”, i et temanummer om Ontario. Her skriver Rasmussen nu  – uden at nævne sit tidligere synspunkt – at Ontario er gået tilbage i PISA. Man bliver noget rundtosset. Og hovsa, nu gør det alligevel slet ikke noget, at det går dårligt på PISA! Hvorfor ikke? Jo, forklarer Rasmussen, for det går i stedet frem i Ontarios egne lokale tests! Man er endnu mere rundtosset! I øvrigt viser Skovmand, at fremgangen i de nationale tests skam heller ikke er entydig. Jamen, kan man da ikke stole på noget? (Se Skovmands materiale på folkeskolen.dk).

Det var i øvrigt i samme artikel i “Folkeskolen før reformen”, at Rasmussen erklærede, at skolereformens læringsbegreb er Humboldtsk, en tese Rasmussen også fremførte i 2013 på en stort anlagt konference på DPU. Rasmussen have ganske vist så sent som i 2011 kritiseret Humboldt kraftigt, men det nævner Rasmussen slet ikke. Peter Kemp, som i sin bog “Løgnen om dannelse” har fremanalyseret Rasmussens svingning kalder det nedladende for ”strategisk klogt”. Kemp er ikke imponeret, og vi andre er rundtossede igen. Og Qvortrup sagde pludselig helt det samme om Humboldt som Rasmussen. Qvortrup var i Deadline med det sammen med Kemp.

Rasmussens nye ”fortolkning” af Humboldt er da også helt hen i vejret, hvilket Kemp viser i sin bog. Kemp kaldte også Rasmussens utroværdige skifte for ”halvdannelse” og for ”forfalskning af dannelse”.

Det undrer mig, at Skovmand ikke har blik for Kemps iagttagelser, som jo netop angår en af de tekster, som Skovmand især er ude efter. Men Skovmand kommer fra en anden faglighed, og har ikke så meget fokus på dannelsesaspektet og teorihistorien. Men i forhold til videnskabelig og pædagogisk form, opdager de præcist det samme.

 

3. Viden om uddannelse

I 2007 udgav Jens Rasmussen bogen ”Viden om uddannelse” sammen med bl.a. Claus Holm. Det var den bog, Kemp kaldte for ”anti-filosofi” i sit hovedværk “Filosofiens verden”. I “Viden om uddannelse” kunne man læse om en af de nyere rødder til det aktuelle kollaps og til Rasmussens mærkelige skift, nemlig den luhmannianske systemteori, som dog havde videre rod tilbage til omkring 1996, hvor Rasmussen blev ”metodisk antihumanist”, som han kaldte det, mens frosten lagde sig i de indre farvande. Claus Holm var i øvrigt også medredaktør på den føromtalte ”Folkeskolen efter refomen”, og de to Luhmannianeres fælles artikel indgik efterfølgende i Holms ph.d.-afhandling. Holm, Rasmussen og Qvortrup er som skudt ud af samme bibelskole. Alle tre er mega-luhmannianere, og de har en faglig historie, som forstærker Luhmanns i forvejen mange tekniske aspekter, og det er den slags ”forstærkninger”, som Skovmand er god til at få øje på, og som han finder som en Tintin alle mulige steder.

Skovmand har i øvrigt fuld sans for sammenhængen mellem denne 2007-udgivelse og en efterfølgende meget indflydelsesrig undersøgelse af læreruddannelsen i forskellige lande, som Jens Rasmussen var førsteforfatter på, få år før han stod for den rapport, der lå til grund for læreruddannelsesreformen i 2012. Begreberne spadserede lige over. Men Skovmand overser altså den systemteoretiske og filosofiske prægning efter min mening.

Skovmand mener vist nok til gengæld, at jeg overdriver systemteoriens indflydelse. Han mener i stedet, at problemerne skyldes ”neoliberalismen” (s.39). Men Skovmands ”neo-liberalisme” er alt for ubestemt efter min mening, og neo-liberalismen findes jo også i mange andre lande. Systemteorien har efter min mening en særlig funktion her i landet i forhold til at lukke diskursen om sig selv i et slags teknisk omverdensfjendsk løg. Løg-metaforen har jeg fra en af Hannah Arendts drøftelser af totalitarisme. Både Luhmann, de neoliberale og Arendt er ud af samme post-holocaust-tradition, men de to første rammes af murens fald på en meget problematisk og teknisk måde, hvilket ikke sker for Arendt af mange forskellige årsager.

Men igen: Skovmand er virkelig god til at identificere ”lukningerne”. Herfra finder han diskursive mønstre, spredningsrytmer og mærkelige betydningsskift og lukninger, så det er en deprimerende fryd. Lidt på samme måde som Kemp gør det i sin bog inden for dannelsesteorien.

Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: paradigmesikftet

Links:

Skovmand, K. (2019). ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen”, Hans Reitzel.

Link til den første rapport (”vejledningen”): https://docplayer.dk/413518-Laeringsmaalstyret-undervisning-i-folkeskolen-vejledning.html

Link til den anden rapport (”Introduktionen”): https://hvinningdalskolen.skoleblogs.dk/files/2014/12/Laeringsmaalstyret_undervisning_i_folkeskolen_Introduktion.pdf

Skovmands dokumentation for Rasmussens omskiftelige syn på Ontario og PISA: https://www.folkeskolen.dk/652672/ontario-frem-eller-tilbage-i-pisa-dokumentation-1

Om ”Folkeskolen – efter reformen”: https://www.folkeskolen.dk/561856/historisk-vaerk-om-skolereformen

Peter Kemp om Jens Rasmussens omskiftelighed syn på Humboldt: http://www.thomasaastruproemer.dk/peter-kemps-opgoer-med-halvdannelsen.html

Om DPU’s konference i 2013, hvor Rasmussen erklærede, at skolereformen er en ren Humboldt: http://www.thomasaastruproemer.dk/konkurrencestatens-krav-til-dannelse-kommenteret-referat-fra-konference-pa-dpu-aarhus-universitet-d-20-november-2013-i-emdrup-kobenhavn.html

Link til kronik om Konsortium: https://www.berlingske.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.