Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Paradigmeskiftet

Kapitel 2 i Skovmands bog er en deprimerende nydelse. Her er en sammenfatning af nogle af hans teser, blandet op med mine egne overvejelser:

I mit eget arbejde forsøger jeg at vise, hvordan skolereformens centrale aktører på kryds og tværs hviler på et teoretisk opgør med den virkningshistoriske indflydelse fra oplysningstiden, grundtvigianisme, reformpædagogik, filosofi og normativitet. Kort sagt: et opgør med pædagogik som sådan. Skovmand genfinder dette kulturtab som en total tomhed i de tekster, som omgiver skolereform og læreruddannelse. Men faktisk er personkreds og proces stærkt overlappende. Jeg har kaldt det samlede system for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO).

For hvad sker der, når hele denne kulturpåvirkning er dømt ude eller reduceret til ukendelighed? Hvem og hvad kommer til syne? Det gør en ny og mærkelig tomhed. Internationalt hedder det “learning”, og i den danske materialisering af denne proces, er det den “læringsmålstyrede undervisning”, der bliver den ny hegemoniske diskurs.

Og her gør Skovmand en række særdeles interessante iagttagelser, som både forskere og praktikere bør notere sig:

 

1.

Ifølge Skovmand interagerer en række organisationer, personer og tekster og får dermed konstrueret en ide om et såkaldt ”paradigmeskifte”. Dette paradigmeskifte skulle bestå i, at 1993-loven var startskuddet for læringsmålstyringen, så man nu er gået fra indhold til læring og fra det ene til det andet og så videre. Skolereformen er altså en del af en juridisk og læringsbaseret substans, der startede i 1993. På den måde får reformen en slags historisk “fundament”. Denne konstruktion foretages primært i to EVA-rapporter fra henholdsvis 2011 og 2012. Konstruktionen starter med analyser af begrebet ”undervisningsdifferentiering”, men hurtigt forsvinder dette begreb fra opmærksomheden, og i stedet træder en fuldstændig almengjort ”læringsmålsstyring” frem i en ny, tekstlig og ideologisk materialitet.

I den såkaldte “ekspertgruppe” for den første rapport er Jens Rasmussen den eneste forsker. Lars Qvortrups daværende kone, Birthe Qvortrup, er også med i tre-personersgruppen. Litteraturlisten består primært af Rasmussen, Hattie, EVA og Egelund/Qvortrup.

I ekspertgruppen for den anden rapport sidder lektor Tomas Højgaard fra DPU, som er stortilhænger af læringsmål, men som slet ikke har Jens Rasmussens status i den pædagogiske debat. Højgaard har ligefrem lavet otte videoer om læringsmål. Ifølge Skovmand har Jeppe Bundsgaard også været inde over. Bundsgaards miljø er da også med på litteraturlisten med to hits, sammen med Højgaard naturligvis. Der er derudover ingen referencer til læringsteori eller pædagogik eller til nogle af de decideret tabuiserede ord. Jeg søgte f.eks. på ”dannelse”, men det havde jeg ikke noget held med.

Disse to EVA-rapporter konstruerer altså ifølge Skovmand en helt særlig fortolkning af 1993-loven, som munder ud i en radikaliseret læringsmålsideologi, der bygges op som et ”paradigmeskifte”. Desværre overser denne EVA-fortolkning af skolehistorien fuldstændig 1993-lovens centrale formuleringer, f.eks. skolens og fagenes formål. Paradigmeskiftet og “læringsmål” er derfor ifølge Skovmand en ideologisk konstruktion, som er lavet af EVA og EVA’s omgivelser. EVA har lavet en faglig og politisk almengørelse ud fra et par totalt misforståede bekendtgørelses-sætninger, som endda optræder i en helt anden sammenhæng. EVA påstår, at de pædagogiske dele af loven er “metaforisk”. Jeg måtte tjekke denne formulering, men den optræder flere steder i EVA’s rapport. Det er vildt kritisabelt. Skovmand uddyber sin EVA-analyse i kapitel 5 (s. 129 ff.)

Efterfølgende sniger denne mærkelige tomme EVA-materialitet ind i ministeriets tekster, f.eks. i hæftet ”læringsmålsstyret undervisning i folkeskolen”, som blev udgivet af et UC/DPU-netværk, der svarer til et såkaldt 2020-læringsløft-konsortium, som Andreas Rasch-Christensen var leder af, og som blev etableret i 2010 med Lars Qvortrup som en central stifter. Og Qvortrup/Egelund anvender også paradigme-logikken i et forord til Hattie/Yates-bog, hvor den dannelsestømte læring virkelig får medvind.

Så den tomme konstruktion ”paradigmeskifte” bruges til at tømme pædagogik for indhold og formål, og herfra spredes konstruktionen til resten af samfundet. På den måde undersøger Skovmand systemet ”konstruktion+spredningsmønster”.

Og få år efter kan EVA så evaluere sin egen tomme konstruktion i folkeskolereformens såkaldte “følgeforskningsprogram”. Rasmussen og Rasch-Christensen lavede dermed i 2017 en evalueringsrapport over sig selv, hvilket dog blev påpeget af ministeren. Det er en skrækkelig tomhedens cirkel. Og det er efter min mening utrolig, at seriøse forskningsinstitutioner vil lægge navn til miseren.

Det er et ren og skær videnskabeligt fund, som Skovmand her leverer. En helt særlig oligarkisk lukning af det pædagogiske rum.

Det grafiske omdrejningspunkt for Skovmands pointe er et skema på s.99, hvor man kan følge konstruktionsprocessen i de to EVA-rapporter.

At tænke sig: Læringsmålstyret undervisning er skabt af EVA’s banale fortolkning af skoleloven fra 1993.

(I Skovmands afhandling drøftes “paradigmeskiftet” nærmere på s.77ff og s. 152ff))

 

2.

Læringsmålstyringen kommer altså fra EVA og fra denne organisations netværk. Skolereformen er altså en evalueringsreform, hvilket også bekræftes af hyppige henvisninger til en OECD-rapport fra 2004, som krævede mere evaluering. Men det, som skulle evalueres – altså pædagogik – findes desværre ikke mere. Evalueringen er blevet objekt for sig selv.

Evalueringsperspektivet understreges af, at det såkaldte ”Skoleråd”’s korrekte betegnelse var ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling af Folkeskolen”. Skolerådet, der eksisterede fra 2007-2013, var altså også et “evaluerings”-organ. Økonomen Jørgen Søndergaard var formand. Pædagogikken i formandsskabet var repræsenteret ved Niels Egelund, som jo skrev to Hattie-forord med Qvortrup, samt nogle meget reform-affirmative skoleledere. Senere kom dette evaluerings-råd til at hedde ”Rådet for børns læring”, hvor Andreas Rasch-Christensen har været en gennemgående figur. Skovmand ærgrer sig et sted over, at han ikke har gjort mere ud af denne ”skoleråds-forbindelse”, fordi Skoleråd og EVA-rapporterne arbejder sammen på kryds og tværs. Den centrale evalueringsrapport er decideret bestilt af Skolerådet. Og især Skolerådets beretninger fra 2011-13 kan ende som vigtige tekster i Skovmands argumentation. Her flyder det med Hattie og læringsmål og kulturtømning, så man bliver helt blå i kasketten. Jeg glæder mig til at se Skovmands kortlægning af forbindelsen, når han engang får tid til at lave den.

Der sker noget meget problematisk i dansk skolepolitik i de år, altså fra midt 00erne og frem til skolereformen. “Skole” bliver til evaluering uden anden genstand end evalueringen selv. Selv børn bliver til selvevalueringssystemer. Og det er i den sammenhæng, at John Hattie kan bruges. For Hattie kommer selv ud af en evalueringstradition. Hattie gør altså det samme som EVA, dvs. at han omdanner pædagogik til evaluering, men problemet forstærkes i den danske kontekst, som er overdetermineret af et endnu mere radikalt opgør med dannelse og pædagogik, end man ser det hos Hattie. Og Hatties ideer har dog rod i noget teori, hvilket EVA stort set ikke har. EVA-ideologiens tomhed suger tomhed ud af de problematiske teorier. Vi ender med en helt særlig og udsøgt tom tomhed. En form for verdensklasse-tomhed!

 

3.

”Paradigmeskiftet”’s læringsmålstyring spredes herfra ud i samfundet. Konstruktionen finpudses f.eks. af Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen i stort anlagte interviews på ministeriets hjemmeside, den spadserer direkte ind i en række vejledningstekster fra Undervisningsministeriet, hvoraf de vigtigste er udarbejdet af et førnævnte DPU/UC-kreds, og den vandrer også ind i skolereformens forligstekst, ind i Antorinis svar til oppositionen og ind i hendes embedsmænds offentlige markeringer, hvor der direkte henvises til Rasch-Cristensen og Rasmussen. Og paradigme-konstruktionen understøtter et generaliseret og substansløst ’forskningen viser og peger på-vokabular’, som dukker op med falsk argumentatorisk kraft i det ene indlæg efter det andet, selvom der ikke er andet grundlag end EVAs smalle konstruktioner.

Denne tomme lærings-ideologi bæres frem af EVA og i mindre omfang Rambøll sammen med Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen. Især Rasmussen burde have sagt stop, men han kan ikke, fordi han har smidt pædagogik og dannelse på porten forinden. Derfor løber han ind i EVA-sproget og også sammen med det. Ja, han ender med at kraftforstærke og ophede sproget, hvilket sker sammen med resten af DPU’s centrale organer, hvor Qvortrup sad fra 2008-10 og igen fra 2015 til nu, og hvor også institutlederen, Claus Holm, får en tiltagende central rolle, hvilket faktisk også omtales af Skovmand. Vi får et ”forgrenet spredningssystem”, som det hedder.

 

4.

Skovmand viser herefter, hvordan denne paradigmeskifte-proces gentages og vekselvirker med med reformen af læreruddannelsen fra 2012. Også her sidder Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen i centrale roller, og også her henvises til ”paradigmeskift”, hvilket også her betyder, at læringsmålsideologien kommer til at stå centralt. Skovmand har også noteret sig det delvise oprør fra de lærerstuderende og fra DLF, som fjernede et par tidsler i tidselmarken. Men stadigvæk indgår læringsmålsstyringen som en central og bekendtgørelsesbestemt statsideologi i læreruddannelsen. Men altså ifølge Skovmand uden andet fundament end et par banale EVA-rapporters destruktion af skoletraditionen. En effektiv måde at tømme et lands indre liv for kundskab og pluralitet.

Læringsmålstyringens stærke placering i læreruddannelsen er faktisk blevet endnu mere barok, efter at læringsmålstyringen er blevet reduceret til at være vejledende i Folkeskolen. Nu har vi en form for splittelse i systemet. Jacob Mark og Merete Riisager her drøftet dette forhold på et samråd. De lader til at være helt enige om problemet, men diskussionen har ikke bredt sig, ikke engang til UC’erne, hvis eksistens og ledelse er dybt integreret i EVA-sproget. UC’erne blev jo etableret i 2008, og de har kunnet bruge EVA-sproget til at bygge en identitet med, som desværre er tom.

“Paradigmeskiftet” vandrer herefter videre til en central forskningsartikel om læreruddannelsen, som er skrevet af Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, og som jeg husker så bitterligt, og videre ned i de lærerstuderendes bachelorrapporter, hvilket Skovmand faktisk giver et eksempel på.

 

5.

Endelig et par drys:

a.

Skovmand har en tabel på s. 93 med en række citater fra de ledende aktører. Her kan man læse nogle af de ord, som læring bliver bygget op omkring (jeg har kursiveret lidt):

Læringsmål er:

– Hvad eleverne specifikt skal kunne

– Kunnen i stedet for indhold

– hvad eleverne til slut skal kunne.

Dette er ånden overalt i lærings-skolen, dag ud og dag ind: specifikke og individualiserede slutmål uden indhold, som skal dirigere hele det pædagogiske system i store datasystemer, med storkommunerne og KL som central dirigent. Alt er evaluering. Resten er ”negative holdninger”.

b.

Skovmand fortæller, at tyskeren Andreas Helmkes brug af ordet ”Bildungsstandard” er oversat til det lokale policy-udtryk ”Fælles Mål”. Det sker i en oversættelse af Helmkes bog, som Jens Rasmussen har ”bearbejdet”, som det hedder. Jeg er totalt målløs. Men måske har Rasmussen lavet en note. Det håber jeg.

På s.163 i Skovmands bog – hvilket er helt fremme i kapitel 4 – er der i øvrigt et herligt skema, hvor Skovmand dokumenterer, hvordan også John Hattie oversættes til EVA-sprog.

Der er nok at svare på for EVA, Rambøll, Rasmussen og Rasch-Christensen. Det må man sige.

Links:

Link til note 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/note-1-til-keld-skovmands-bog-folkeskolen-efter-laeringsmaalstyringen.html

De omtalte EVA-rapporter kan man finde i afsnit 14 i dette link: Oversigt over evalueringer af folkeskole- og læreruddannelsesreform

1 thought on “Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Paradigmeskiftet

  1. Det er hårdt at skulle se det i øjnene, men måske skal vi virkelig helt tilbage til 1993 for at finde ud af, hvornår ånden egentlig slap ud af flasken.

    Det var nemlig der, man reelt opgav ideen om klassen som den centrale arena og indsatte den enkelte elev som altings begyndelse og slutning i folkeskolen. Det var formuleringerne fra dengang (§18 stk.4), der lå til grund for indførelsen af de individuelle, skriftlige elevplaner i 2006, som må betegnes som det første store ryk i praksis i retning af den læringsmålstyrede skole. Siden da har klassen med den undervisende lærer været skammet ned under gulvbrædderne til fordel for ‘barnet i centrum’, ansvar for egen læring og læreren som vejleder. Den sang istemte DLF fra første øjeblik. Og det hele kom vist nok fra det daværende Statens Pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre, som var et drivhus for reformpædagogiske kongstanker uden gang på jorden.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.