I de første kapitler af sin bog har Skovmand arbejdet med følgende to teser, som jeg har drøftet i note 1 og note 2:
- Årsagen til indførelsen læringsmålstyret undervisning er samspillet mellem især to EVA-rapporter fra 2011 og 2012, der postulerer et såkaldt ”paradigmeskift” i skoleloven fra 1993. Under dække af denne påstand omdannes en afgrænset interesse for ”undervisningsdifferentiering” til en individualiseret og nidkær læringsmålstyring, som arbejder helt uafhængig af skolens formål og tradition.
- Læringsvokabularet intensiveres med vedtagelsen af skolereformen i 2013. Det sker i to centrale tekster fra 2014, hvoraf den ene er en decideret ministeriel vejledning. Begge tekster er produceret af DPU, VIA, UC-Sjælland og UCC sammen med Undervisningsministeriet. Disse to tekster arbejder sammen med Fælles Mål som en motor på at udbrede læringsideologien til alle landets kommuner og skoler.
Lad os se på kapitel 4:
A. Ånden fra 2014
Skovmand har fundet et karakteristisk citat fra 2014-vejledningen, der illustrerer den nye læringsånden:
”Når læringsmålene er klare og tydelige for eleverne, inviterer det eleverne ind i medbestemmelse om, hvordan målene bedst kan nås og i vurderingen af, om målene er nået. Dermed bliver eleverne aktivt engageret i deres egen læreproces. Det understøtter også udviklingen af elevernes læringskompetence, idet eleverne får skærpet opmærksomhed på deres egne læringsmål og på deres eget læringsudbytte. Samtidig bliver eleverne bevidst om de læringsaktiviteter og læringsstrategier, der fremmer deres læring, og de læringsvanskeligheder de selv oplever i mødet med specifikke læringsudfordringer.” (s.150)
Ordet ”læring” indgår i hele 10 forbindelser i citatet. I hele den 47 sider lange vejledning, står der ”læring” 418 gange, kun overgået af ”mål”, som optræder 459 gange. Det er meget svært at finde ord fra formålsparagraffen. Det er fuldstændig tomgang. Det er ikke så godt for Aarhus Universitet, at man lægger navn til den slags, og selvfølgelig heller ikke for UC’erne.
B. Selvproduktionen
Skovmand undersøger herefter de få og smalle referencer, der ligger til grund for systemet. Her finder han en interessant struktur: Man hævder at citere andre, men citerer i virkeligheden sig selv.
1. Morisano/Locke
Først ser han på, hvad man af den grafiske opsætning i vejledningen må tro, er et citat af Morisano/Locke. Men i Morisano/Lockes artikel, som kun er på tre sider, kan man ikke finde ”citatet”, eller det der ligner. Artiklen genbruges overalt af læringsideologerne, og de bruger den og omdanner den, så den passer i deres kram. Skovmand skriver:
”Der er to væsentlige karakteristika ved brugen af Morisano & Locke 2013, ud over at den er ukorrekt (og der derfor er tale om misbrug). Dels bruges den både i en ministeriel vejledningstekst, i forskningslitteratur, der støtter op om reformen, og i den følgeforskning, der knytter an til reformen. Dels bruges den kun i tekster, der har Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen som forfattere, medforfattere eller mulig kilde.” (s. 157)
Desuden, kan jeg tilføje, har læringssystemet ingen referencer til decidereret læringsteoretiske diskussioner, med mindre man inddrager Jens Rasmussens arbejde fra omkring 2000, hvor konstruktivisme og systemteori – ledsaget af et totalt opgør med dannelsestraditionen – kommer til at udgøre den åndelige grund. Vi har altså et læringssystem uden læringsteori. I det lys falder den lille Morisano/Locke-artikel jo til jorden med et pladask, før man overhovedet går i gang.
Alt det er jo slemt nok, men nu kommer højdepunktet: For Skovmand har fundet ud af, at det omtalte Morisano-citat fra 2014-vejleningen også optræder i Rasmussens og Rasch-Christensens evalueringsrapport fra 2017. Men her er selvsamme ”citat” blevet til en normativ ”antagelse” for evalueringen. Nu blot ikke mere som citat, men med almen reference til John Hattie! Skovmand undersøger de sider i Hatties bog, som der refereres til, men finder heller ikke i dette tilfælde nogen sammenhæng med henvisningen. Sagen er, mener Skovmand, at citatet burde tilskrives de danske læringstekster selv. Der er intet citat og ingen sammenhæng. Det er selvproduktion, der producerer tekster om sig selv, der tilskrives andre.
Og der er vel at mærke ikke tale om fortolkningsarbejde eller analytisk arbejde, hvor mange forskellige former for omskrivninger og selektioner er helt normalt i forbindelse med tekstarbejde. Der er tale om en form for flad og teknisk referencesystematik, som endda er fuld af fejl, og som spadserer direkte ind og ud af policy- og konsulentkredse.
2. Andreas Helmke
Skovmand finder samme struktur i forbindelse med et Andreas Helmke-citat, som anvendes af Rasch-Christensen og Rasmussen i flere forskellige sammenhænge. Heller ikke dette citat har noget at gøre med Helmkes originale tekst, men er nærmest et citat fra 2014-vejledningen, hvor der ingen reference er. Igen: Tekstens reale reference er en form for intet, nemlig teksten selv.
Realiteten er, at det hele bare er noget, som står i vejledningsteksten selv og ingen andre steder, men som tillægges den ene og den anden efter forgodtbefindende. Og under tomheden arbejder EVA’s banale tekster. Jeg ved ikke, hvorfor samfundet investerer penge i videnskab, når den blot skal underkaste sig konsulentbranchen.
3. John Hattie
Herefter gennemgår Skovmand oversættelsen af John Hatties bog ”Synlig læring for lærere” fra 2013. Skovmand viser i en figur 4.8, hvordan betydningen af Hatties ord hele tiden forskydes, så de passer ind i den danske læringsideologis selvproducerende fabrik. Og en undersøgelse af bogens stikordsregister bekræfter kritikken. Skovmand konkluderer:
”Dermed kommer den danske udgave af Hattie til at ligne de officielle danske læringsmålstekster” (s.164)
Disse forskydninger finder han ikke i de norske og tyske oversættelser, som begge oversætter korrekt.
Man forstår godt, hvorfor Skovmand kalder sit kapitel for ”En værre redelighed”.
Tidligere indlæg om Skovmands bog:
Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Padadigmeskiftet
Note 1 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”