Note 4 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Opgør med demokratiet

I de første kapitler af sin bog har Skovmand arbejdet med følgende tre teser, som jeg har drøftet i note 1, 2 og 3:

  1. Den meget tynde faglige årsag til indførelsen læringsmålstyret undervisning er samspillet mellem to EVA-rapporter fra 2011 og 2012, der postulerer et såkaldt ”paradigmeskifte” i skoleloven fra 1993. Under dække af dette postulerede ”paradigmeskifte” omdannes en afgrænset interesse for ”undervisningsdifferentiering” til en individualiseret, nidkær og almengjort læringsmålstyring, som arbejder helt uafhængig af skolens formål og tradition. Alt ender som ”fra….til….”,  f.eks. ”fra undervisning til læring”, og det nye ”til” skal målstyres.
  2. Læringsvokabularet intensiveres med vedtagelsen af skolereformen i 2013. Det sker i to centrale tekster fra 2014, hvoraf den ene er en decideret ministeriel vejledning. Begge tekster er produceret af DPU, VIA, UC-Sjælland og UCC sammen med Undervisningsministeriet. Disse to tekster arbejder sammen med Fælles Mål som en motor på at udbrede ”paradigmeskiftets” læringsideologi til alle landets kommuner og skoler.
  3. Denne referencemæssige og faglige tomhed fortærer og misrepræsenterer en række internationale referencer til læringsideologiens eget formål. Det gælder f.eks. tekster af Hattie og Helmke, men også måden, hvorpå EU’s uddannelseskategorier og Bologna-traktaten oversættes til danske forhold.

Samlet set er denne radikale tomhed gennemført af et begrænset antal personer, nemlig især Lars Qvortrup, Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Niels Egelund, samt nogle få konsulenthuse, EVA og Rambøll. I de begrebsmæssige omgivelser finder vi systemteori, teorien om konkurrencestaten og evidens-tænkningen (afhandlingen, s. 152)

 

A. To noter til kapitel 5: Lærificering og DLH

I Kapitel 5 er der mange interessante markeringer. Jeg vil kort nævne to, nemlig forholdet mellem global og national lærificering samt Skovmands inddragelse af Danmarks Lærerhøjskoles didaktiske tradition.

1.

Skovmand drøfter forholdet mellem den internationale og den danske lærificering. Diskussionen af den internationale lærificering rammesættes af en drøftelse af Gert Biestas arbejde. Skovmand accepterer Biestas analyse, men mener, at lærificeringen har været ”særligt radikal i Danmark”. Det skyldes, at ”læring” har været så stærkt koblet til ”mål” og ”styring” på samme tid, og at denne lærings-mål-styring hviler i ”paradigmeskiftets” opgør med alt. Dermed frakobles både kundskaber og formål, hvilket ikke i så høj grad gør sig gældende i den internationale diskussion. Desuden forsvinder læreren som selvstændig aktør og myndighed. I stedet rekonstrueres læreren som “undervisningsekspert”, “metodeekspert” eller “læringsfascilitator”. Herfra kan den danske læring teknificeres, hvilket sker i diverse statslige og kommunale styringsinitiativer.

Med treenigheden lærings-mål-styring, så kollapser de internationale tendenser ned i en helt særlig dansk materialisering. Danmark er altså ikke blot et eksempel blandt andre på ”lærificering”, men det eksemplariske eksempel som sådan på en decideret lærificering af lærificeringen. På sin vej igennem dette glimrende ræsonnement, hvor der fokuseres på forskelle mellem dansk og international lærificering, risikerer Skovmand dog at glorificerer det internationale niveau. Det vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

2.

Fra s.194 er der en form for hyldest til den gamle DLH-didaktiker Carl Aage Larsen. Skovmand forklarer, hvordan Larsens didaktiske interesse var funderet i skolens og fagenes formål, altså skolelovens aktuelle §1 og §5, men at dette fundament er væk i de nye reformer, hvor lærings- og kompetencemål er blevet enerådende. Denne rehabilitering af DLH-gods, som vi også fandt i Skovmands oprindelige afhandling, må være meget provokerende for DPU’s ledelse, som gør alt for at lærificere den pædagogiske forskning. Larsens favoritter var Christen Kold, Wolfgang Klafki og John Dewey. Lyder det ikke bedre end EVA?

 

B. Noter til kapitel 6: Konkurrencestaten, demokratiet og Claus Holm

Skovmands næste kapitel, kapitel 6, er virkelig interessant. Her drøfter han ”konkurrencestatens pædagogik”, herunder hvordan Claus Holm, som jo er leder af DPU og helt åndeligt sammenslynget med Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, forbinder sig med den diskussion. Lad os se på det.

Først går Skovmand i rette med Ove Kaj Pedersens stærke tendens til at epokalisere sin teori om konkurrencestaten. Først kom den ene statstype, nationalstaten, og så den anden, velfærdsstaten, og til sidst kom konkurrencestaten som en slags krone på værket. På den måde ender ”konkurrencestaten” som et ufravigeligt vilkår og en empirisk realitet i samme “til…fra..”-struktur som “paradigmeskiftet”. Denne opfattelse prægede centrum-venstre stærkt i årene omkring skolereformen. Men den prægede også DPU’s leder Claus Holm, som opfatter konkurrencestaten som en ”grundpræmis for Danmark i en globaliseret verden” (s.203). Hvilken vild strukturalisme! Så kan vi lære det.

Dernæst drøftes Ove Kaj Petersens forståelse af Løgstrup. Petersen putter Løgstrup i velfærdsstats- og demokratikassen sammen med nogle mærkelige tolkninger af hans centrale begreber, og dermed er Løgstrup jo ganz gegangen ligesom alle mulige andre også er, fordi de ikke lever i Ove Kaj Petersens mærkelige stat.

Petersen refererer til Hans Hauges disputats, men der kan Skovmand ikke finde noget om sagen. Men ok, er det ikke til pyt-kassen i den her sammenhæng? Nej, det er det ikke, for DPU-leder Claus Holm tager stafetten op. Holm er ”på linje med ”Pedersen”, som det hedder, og ønsker at gøre Løgstrup og velfærdsstaten til ”fortid”. Ifølge Holm findes der ikke mere ”fri tid”, og derfor bør vi underordne alting arbejdslivet og den globale konkurrence.

Og Holm fortsætter. Han vil af med ”demokrati som livsform”. Han vil have ”læring som livsform” i stedet. Det er ren konkurrencestatsteoretisk paradigmeskifte-ånd. Holm vil have ”kompetencer i kundskabsløshedens tidsalder”, som Skovmand veloplagt kalder det (s. 208). Derpå undersøger Skovmand, hvordan disse formuleringer spiller sammen med nogle formuleringer hos Jens Rasmussen, som ønsker at gå fra ”indholdsorientering til resultatorientering”, hvilket jo er endnu en version af det føromtalte ”paradigmeskifte”, der skal bruges til at udrydde alting af interesse (jvf. tese 1 ovenfor)

Det samlede resultat er, skriver Skovmand, ”et opgør med dannelsestanken og forestillingen om mennesket som myndigt”. Det er lige godt grooue, som vi siger i Jylland, at ledelsen af dansk pædagogisk forskning står for den slags, og at det endda understøttes af Aarhus Universitet.

 

Tidligere indlæg om sagen:

Note 3 til Keld Skovmands bog “Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Selvreferencens system

Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Padadigmeskiftet

Note 1 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”

Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer Weekendavisen/Keld Skovmand på DPU’s officielle hjemmeside

Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige “Notat”

 

 

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.