Noter til SF’s historie

Nedenstående er en form for kommenterende noter til følgende udgivelse:

Hans Mortensen: ”Den røde tråd – SF og vejen til magten”, Lindhardt & Ringhof, 2011.

1.

SF opstår som en udløber af DKP, som SF opfatter som værende for centralistisk og for moskovitisk.

Derpå opstår VS som en udløber af SF, som VS også opfatter som værende for centralistisk

Efter murens fald går det hyper-decentrale VS og det hyper-centralistiske DKP og det trotskistiske SAP sammen i et nyt parti.

Det nye parti, som består af gamle fjender, får det Moskva-klingende navn Enhedslisten, hvilket jo er det modsatte af et ”folke”-parti.

 

2.

Pelle Voigt fra SF’s Venstrefløj tabte i 1994 sin kreds til den nye næstformand, Christine Antorini, som dog ikke blev valgt. Senere blev han visesanger og udgav en plade med Søren Pind.

 

3.

SF var i dyb krise i slut-70’erne. En vigtig faktor i den efterfølgende fremgang var Steen Gades etablering i 1977 af Livø-lejren. Holger K skriver: ”Der er ingen tvivl om, at Livø i disse år blev til en mental vitaminindsprøjtning i en sygdomstruet organisme”.

SF forbindes herfra med lejrskolen. Denne skønne forening varer ved i omkring 30 år, før Søvndal og co sætter en stopper for lejrskolepolitikken med deres neo-kommunistiske konkurrencestatspolitik.

En anden vigtig faktor for successen var Gert Petersens succesfulde evne til intellektuelt at kombinere folkelige demokratiske bevægelser og parlamentarisk arbejde, så man undgik endnu en sprængning af partiet. Med det udgangspunkt kunne man også forbinde sig mere dybtgående med det nye højskolevenstre, hvis oprørske sangere skrev fædrelandssange, og altså også med lejrlivet i Limfjorden.

Dette er min generations SF. Vi stemte allesammen på dem i 1982.

 

4.

Partiet plejede omgang med Rumænien og Nordkorea helt op til slutningen af 1987-88. I en vis forstand er partiet skabt ved kærlighed til alle kommunister, som ikke er fra Moskva. I 1980 oversætter SF’eren Poul Dam den rumænske diktator Ceausescus taler. Den radikale K. Helveg Petersen skriver et fyldigt forord på ca. 80 sider, som ikke kan opfattes som andet end en hyldest. Denne udgivelse omtales dog ikke af Mortensen, måske fordi Dam forlod Folketinget og partiets hovedbestyrelsen i 1976-77. Men bogen er et udtryk for det gamle centrum-venstres kollaps.

 

5.

Poul Dam får en ret kort og negativ omtale af Mortensen. Det er lidt synd, for han er en interessant figur. Han havde rødder i modstandsbevægelsen og i det nationalkonservative Dansk Samling, men kom efter krigen i nærheden af Hal Kochs arbejde i Ungdomssamvirket. Han var altså på ingen måde kommunist. Senere blev han lærer og forstander i 12 år for Magleås Fokehøjskole, hvor han fulgte efter den pædagogisk kreative og verdensborgerligt tænkende Johannes Novrup. Dam var også kulturelt aktiv det ene og det andet sted. Han var en slags forbindelse mellem SF og den mere klassiske danske tradition. Men han faldt altså også i SF-grøften med bidrage til at hylde alle som var imod USSR, herunder det rumænske diktatur. Og Mortensen interesserer sig ikke det mindste for denne pædagogiske og kulturelle sammenhæng.

 

6.

Mortensen fortæller, at SF omkring 1990 indgår et forlig med Schlütter om boligpolitik. De konservative er begyndt at tale om ”decentralisering og selvforvaltning”, og det var ”ord som klingede godt i mange SF-ører”, står der.

Men disse ord var jo de nye New Public Management ord, som havde rødder i 1980’ernes neo-liberalisme! Haarder kaldte det for ”perestrojka i uddannelsessystemet”, hvorved han sammenlignede skolelærere med gammelkommunister. Men dele af SF var altså tiltrukket af disse forræderiske ord, som intet havde at gøre med små jugoslaviske Tito-enklaver eller med højskoleidealer. På den måde blev partiet trukket væk fra sit ståsted.

Samme fløj af partiet, som altså helt havde mistet deres ideologikritiske sans, var også glade for de radikale. Heroverfor stod de gamle arbejderister stadigvæk med deres rødder i det gamle DKP og i klasseanalysen.

På den måde sker der lige efter murens fald –  der i sagens natur giver SF orienteringsproblemer – en form for forsoning mellem SF og de liberale omkring en række diskursive fixpunkter. Socialdemokratiet holdes faktisk uden for det omtalte forlig, hvilket er med til at sætte Auken under pres. Kort tid efter væltes Auken af Nyrup, der sammen med Mandag Morgen kan iværksætte det helt store konkurrencestatsraid i regi Kompetencerådet og dermed omdanne Socialdemokratiet radikalt. Vor tids socialdemokrater er uddannet i denne skrækkelige ånd.

 

7.

Over vandene svævede sølvbryllupsparret, pædagogen Ebba Strange, som havde rod i de fineste sider af 1950’ernes kulturradikalt inspirerede reformpædagogik, og Gert P, som var en slags folkelig kommunist. Strange støttedes af teologen Margrethe Auken, som selv havde rod i Studenterkredsens tidehvervs-sammenhæng, og af den netop omtalte Steen Gade, som kom ud af folkeoplysningen. Det var centrum-venstredannelsen i partiet, som ligeså godt kunne være radikale. Men nogen af dem manglede altså også ideologikritisk sans.

Det er lidt sjovt at tænke på, at arbejderisterne via Villy Søvndal 20 år senere endte i favnen på Corydon og konkurrencestaten, dvs. i et regelret opgør med både kulturradikalisme og grundtvigianisme, dvs. med hele partiets ø-lejr.

 

8.

I januar 1991 overtager Antorini næstformandsposten. Hun er ifølge Mortensen på arbejderfløjen i formandsvalget, dvs. at hun støtter Holger K. Nielsen imod Steen Gade. Det kom faktisk bag på mig.

Hun blev dog ikke valgt ind i Folketinget i 1994, hvor hun havde overtaget Pelle Voigts kreds i København. Hun bliver først valgt ind i 1998-99. Hun er RUC’er og kommunikationsmedarbejder i det fremstormende Oticon, hvis direktør, Lars Kolind, sad i Kompetencerådet. Senere blev Kolind leder af Løkke-fonden.

Antorini svinger mellem det nye og det gamle. Hun går imod SF’ernes modstand mod Amsterdam-traktaten, som hun mener er et ”moralsk svigt” og forlader partiet. Senere ender hun som konkurrencestatslæringsideolog i Thorning Schmidts regering, som i høj grad understøttes af de gamle arbejderister fra SF.

De rød-grønne EU-tilhængere er også trætte af EU-politikken. Gade trækker sig som næstformand. Få år efter – det må være omkring 2001 – forlod Antorini også partiet.

Antorini og hendes mand, Henrik Dahl, samt Steen Gade og John Iversen drøftede faktisk muligheden for at etablering af et nyt socialistisk pro-eu-parti, men droppede det.

Gade stiftede i stedet ”Nyt Europa”. Vi er lidt langt fra Livø.

Antorini forlader Folketinget i 1999 til fordel for et civilt job, men vender som sagt tilbage, men nu for Socialdemokratiet i 2005. Hun vender sit nye partis skolepolitik 180 grader og får partiet til at stemme for VKs 2006-skolereform, hvor ”evaluering” i globaliseringens tjeneste komme til at stå centralt. SF stemmer faktisk imod. Long live Livø!

 

9.

I 2005 bliver traditionalisten Villy Søvndal formand efter kampvalg mod Pia Olsen Dyhr. Samme år bliver Thorning-Schmidt leder af Socialdemokratiet.

Herefter følger en kraftig centralisering under Søvndal. Den tidligere DKP-formand, Ole Sohn, hjælper til med ”kammeratlige samtaler”, og en ung Thor Møger bliver ung strateg, som holder strategimøder med Sass Larsen og Bjarne Corydon, som var ”leder af Socialdemokratiets analyseafdeling”. Vi får en ny organisatorisk-strategisk understrøm, der boltrer sig under 2006-Globaliseringsaftalens vinde.

D. 27. maj 2008 holder følgende personer et hemmeligt møde i den nordsjællandske landsby Jørlunde:

A: Thorning-Schmidt, Corydon, Sass-Larsen, Noa Redington, Carsten Hansen og Asbjørn Riis.

F: Villy Søvndal, Ole Sohn, Thor Möger Pedersen, Turid Leirvoll og Claus Perregaard.

Herefter følger en stribe fælles politiske oplæg:

2008: Plads til alle er vil (integrationspolitik)

2009: Fair forandring (skattepolitik)

2010: Fair løsning (finanspolitik)

Der bliver også lavet en fælles plakat med billede af Thorning og Søvndal med overskriften: ”Sammen om Danmark”

Thor Möger var gift med SF’eren Nanna Westerby, som skrev om ”Ny nordisk Skole” sammen med Antorini. Senere ender både Möger og Westerby hos socialdemokraterne, altså samme vej som Antorini. Efter sammenbruddet omkring konkurrencestaten og Dong, flyder flere andre med, f.eks. Astrid Krag. Ida Auken går til de radikale, men hendes mor, Margrethe, lå også på den ”rød-grønne fløj”, som det hed, hvis man ikke var så meget ”socialist”, at det gjorde noget.

I 2013 går SF helhjertet ind i den nye skolereform, der er en forstærkning af den 2006-reform, som partiet jo ellers havde stemt imod. Dermed var det slut med Livølejrens betydning og med partiets folkelige sider.

Livølejren blev mig bekendt nedlagt i 2015.

I dag er partiet en nullitet, en blanding af konkurrencestat, biostat, identitetspolitik og verdensmål, som holder fast i alle Thorning-Corydon-Søvndaltidens pædagogiske tankegang og reformer, som bygger videre på VK-regeringens Globaliseringsråd.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.