Ny bog om John Hatties pædagogik: ”Hattie på dansk”

Der er netop kommet en ny bog, som hedder ”Hattie på dansk”. I bogen drøfter en række danske forskere John Hatties teori om synlig læring samt teoriens ledsagende pædagogiske koncept Visible Learning+. Følgende personer har bidraget, her angivet i den rækkefølge, hvori deres artikler optræder i bogen: Per Fibæk Laursen. Keld Skovmand, Niels Møller og Jørn Bjerre, Steen Nepper Larsen og mig selv. Bogen er redigeret af Henrik Juul fra Hans Reitzels forlag.

Nedenfor følger en gennemgang og vurdering af artiklerne. Jeg ved ikke, om det er bevidst, men det virker som om, at bogen starter med de mest positive artikler og slutter med de mest kritiske. Selvom jeg, som det fremgår, er mere enig med nogle end med andre, vil jeg faktisk anbefale alle artiklerne, undtagen min egen naturligvis.

 

1. Per Fibæk Laursens artikel

Per Fibæk Laursens bidrag hedder “Introduktion til Hattie og synlig læring”. Det lyder lidt neutralt, men det er det ikke. Det er derimod endnu et af Fibæks glødende forsvar for Hatties forskning.

Der er efter min opfattelse simpelthen et problem med Fibæks grundlæggende horisont, som har det med at ødelægge en ellers sympatisk og pragmatisk tilgang til pædagogiske emner. Problemet er, at han er modstander af dannelse og pædagogisk teori, og at han derfor i de senere år er havnet i en blanding af læringseffektivitet og en form for pædagogisk darwinisme. Han er derfor ikke i stand til at stille de grundlæggende spørgsmål til Hatties teori, som bogens øvrige bidragsydere ellers gør i rigt mål. Fibæks tekst skruer sig sammen i en form for bekræftende bekræftelse, der lukker pædagogikkens egentlige temaer ude. Her er en række konsekvenser af dette ”horisont-problem”:

For det første er de to indvendinger mod Hatties teori, som Fibæk næver, begge tekniske og inden for rammerne skoleeffektivitetsparadigmet selv. Det, Fibæk angiver som kritisk, er derfor på sin vis snarere bekræftende i forhold til den grundlæggende horisont. Den egentlige kritik, som fremføres af bogens andre bidragsydere, nævnes stort set ikke.

En anden måde, hvorpå den forsmallede horisont viser sig, er, at Fibæk bruger en hel side på at fortælle, at Hattie skam er imod den ”neoliberale skolepolitik”, som det hedder. Fibæk har så fundet et par tilfældige Hattie-citater, som han helt ukritisk kolporterer. Men sagen er som følger: Hatties sans for egentlige politiske emner og problemstillinger er lig nul, hvilket skyldes, at hans pædagogik har rod i et radikalt konstruktivistisk læringssyn, der udelukker politologiske og kulturelle temaer. Faktisk falder Hatties læringssyn – med det stærke fokus på læringsudbytte – let i tråd med de værste sider af netop ”neo-liberalismen”. Før dette forhold gennemreflekteres, kan man ikke have tiltro til Hatties små og tilfældige besværgelser.

For det tredje afviser Fibæk, at der er nogen ”logisk sammenhæng” mellem Hatties deciderede forskning og hans pædagogiske koncept Visible Learning+. Begrundelsen synes at være, at det har Hattie selv sagt. Men det er efter min mening simpelthen for jubel-jahattie-agtigt et synspunkt til, at det er værd at kommentere. Hattie er selvfølgelig dybt involveret i promoveringen af sit eget koncept, og hans forskningsindsats er fyldt med begreber, som er ideologisk og pædagogisk inficeret. Jeg vil endda foreslå, at pointen skærpes: Der er nemlig meget mere end blot en ”logisk sammenhæng” mellem forskning og koncept hos Hattie. Der er en åndelig, filosofisk og praktisk sammenhæng, hvilket jeg argumenterer for i min egen artikel. Men den kan Fibæk ikke få øje på, fordi han har smidt den pædagogiske teori væk på præcist samme måde som mange af landets pædagogiske systemteoretikere, som også er begejstrede for Hattie, hvilket man kan læse mere om hos både Nepper Larsen, hos Skovmand og hos mig selv.

Af samme grund støtter Fibæk op om, at Hatties kategorier virker uafhængig af kulturel kontekst. F.eks. fortæller Fibæk, at ”feedback” skam fremmer læringsudbyttet i alle kulturer uanset kontekst. Men den går altså ikke. Det er ikke bare ”virkningen” af feedback, altså ”læring”, der er kulturelt og filosofisk situeret, men derimod også årsagen selv, altså ”feedbacken”. Der er forskel på feedbackbegrebets essentielle karakter, afhængig af om du hedder Sokrates, Dewey, Hattie, Rousseau eller Grundtvig, eller om du er uddannelsesplanlægger i Singapore eller pædagog under skolens formål i Danmark. Men fordi Fibæk har smidt dannelsen og filosofien ud, så tror han, at både ”feedback” og ”læring” kan reduceres til et spørgsmål om årsag og effekt. Feedback-variablen kan så rejse lystigt rundt over hele kloden og afsætte ”effekter”, og den rejse, kan Hattie og hans konsulenter tjene gode penge på, mens de glemmer, at Hatties feedback-begreb er dybt uneutralt. Fibæk lader til at mene, at Hatties kategorier er en form for ren forskning, at de er pædagogisk neutrale? Jeg begriber det ikke. De er da ideologiske om noget, og det er vel at mærke en ideologi, der udspringer direkte fra 90’ernes pædagogiske tristesse.

 

2. Keld Skovmands artikel

Næste artikel er Keld Skovmands ”Forenklingen af John Hattie og Fælles Mål”. Skovmand forsvarer faktisk også John Hatties forskning, men på en lidt anden måde end Fibæk. Skovmand mener, at Hattie er blevet forvansket i den danske kontekst. Skovmand kritiserer repræsentanter for det, jeg kalder for Danmarks Pædagogiske Oligarki, fordi de efter Skovmands mening bruger Hattie som falsk legitimation for den såkaldte læringsmålsstyrede undervisning, som Skovmand er imod, og fordi de konsekvent misbruger og mis-oversætter Hatties arbejde for at fremme en bestemt pædagogisk dagsorden, som instrumentaliserer både indholds- og forståelsesbegrebet.

Skovmand er som altid skarp og præcis i sin kritik af det nationale forfald. Men hans læsning af Hattie er virkelig naiv efter min opfattelse. Han har slet ikke sans for Hatties problematiske læringsteoretiske og pædagogiske udgangspunkt. Denne underlige naivisme finder man også i Skovmands bog ”Fælles Mål”, hvor Skovmand også forsvarer Ontario-pædagogikken, som herhjemme føres frem af både Hattie-tilhængere og læringsmålsfans i en slags fælles jubelkor. Ja, store grupper af kommunalfolk og skoleledere valfarter til Canada i disse år for at lære om læringsmålsstyring derovre.

Det kan godt være, at John Hatties synspunkter og Ontario-pædagogikken radikaliseres i Danmark på den ene og den anden måde, og det er også fint nok, at Skovmand gør opmærksom på det, men Skovmand glemmer en vigtig ting: Både Hattie og Ontario hviler i høj grad på det samme læringsteoretiske og pædagogiske forfald, som vores hjemlige læringsmålstilhængere. Ligesom vi så det hos Fibæk, finder Skovmand nogle citater, som han kolporterer helt løsrevet fra den teoretiske sammenhæng, som Hattie arbejder i; en sammenhæng, der som sagt er meget let forenelig med netop de hjemlige instrumentalister, som Skovmand kritiserer.

Endelig roses Hattie for sin forbindelse til australieren John Biggs, som står bag den såkaldte SOLO-evalueringsmodel, og som har haft enorm indflydelse på især universitetspædagogikken. Biggs har samarbejdet tæt med Hattie ved flere lejligheder, og kritikken af Biggs minder meget om kritikken af Hattie (se Andersen 2010 og Wiberg 2011). Både Hattie og Biggs bygger på den form for den radikale konstruktivisme, som slog igennem i slutningen af 1990’erne, og som også har præget Jens Rasmussen dybt. Og Rasmussen er jo primus motor bag den danske version af netop den læringsmålstænkning, som Skovmand er så vred på. Den radikale konstruktivisme er et rent filosofisk opgør med kultur, indhold og undervisning, og den det går stik imod de ting, som Skovmand ellers går ind for. Denne modsætning er Skovmand helt blind for, og den flænser hans overordnede tanketråd op.

Men når det er sagt, så er Skovmand som altid flyvende, når det kommer til at finde smalhals i Undervisningsministeriets, EVA-rapporters og VIA/DPU-konsortiets små simple sprogspilsforskydninger. Kan ministeriet ikke simpelthen ansætte Skovmand til at rydde op i det hele?

 

3. Jørn Bjerres og Niels Møllers artikel

Den tredje artikel er antologiens højdepunkt. Jørn Bjerre og Niels Møller undersøger i artiklen ”Koncepternes vagtparade: oversættelsen af synlig læring til praksis”, hvordan Hatties teori sætter sig og rumsterer som et nærmest totalitært pædagogisk koncept i en specifik dansk kommune, hvor der arbejdes med Visible Learning på den helt store klinge. Bjerre og Møller følger i detaljer både den enøjede implementeringsproces, den kommercielle og globale organisering af konceptet, evidenspåstandenes manglende referencekvalitet, de latterlige kausalmodeller og de primitive datatransporter. Desuden skildres den mangelfulde indsamling af data på en konkret skole med en ledsagende nærmest komisk kommunikation. Der sker via studier af dialoger mellem skoleleder, lærere og de såkaldte ”Impact Coaches”. Møller og Bjerre peger også på, hvordan kritik-begrebet instrumentaliseres, og hvordan pædagogik ender som et totalitært ”mindset”, der burde få en dansk lærer, der skal virke i åndsfrihed til et løbe skrigende bort.

Det grundige empiriske arbejde sættes desuden ind i en sociologisk ramme. Forfatterne kritiserer Hattie og hele hans gruppe af koncept-klakører for at reducere forholdet mellem forskning og praksis til et simpelt oversættelses- og translationsforhold. Desuden hører vi om, hvordan dette oversættelsesforhold ender med at ødelægge både forskningens og praksis’ kvalitet og egenart. Artiklen er et grundigt og tankevækkende arbejde på alle måder med fuld empirisk og teoretisk fanfare.

 

4. Steen Nepper Larsens artikel

Dernæst er det Steen Nepper Larsens tur. I artiklen ”The Impact – blinde vinkler i John Hatties evidens-credo” rakkes Hatties arbejde slet og ret ned i kælderen. Det sker i karakteristisk ekvilibristisk stil med udgangspunkt i en bred kritisk horisont. Nepper Larsen fremhæver blandt andet det forhold, at Hatties sene arbejde er skrevet sammen med en meget determineret hjerneforsker, hvilket gør, at neurologi og evidens begynder at spille sammen på en uheldig måde. Desuden argumenterer Nepper Larsen – med reference til Biesta, Adorno og Gadamer – for, at Hatties kundskabsbegreb er mangelfuldt. Denne modstilling af den kritiske europæiske åndsvidenskab og den teoretisk uformående Hattie er et herligt overkill på alle måder.

Endelig bekræfter Nepper Larsen – i forbindelse med en diskussion af det nypositivistiske effekt-begreb – noget, som Møller og Bjerre også drøftede med udgangspunkt i deres empiriske analyser; nemlig det forhold, at Hatties er tilbøjelig til at trække på sine egne begreber, når han vil måle effekt. Synlig Læring-konceptet ender dermed i en form for cirkelslutning. Dette synspunkt kan jeg helt klart bekræfte i forhold til en evalueringsundersøgelse, som blevet lavet i Skanderborg kommune, hvor man er totalt hattieficeret, og som Bjerre og Møllers undersøgelse muligvis stammer fra. Her undersøgte Hattie-konsulenterne direkte, om eleverne var blevet ”synligt lærende elever”. How low can you go?

 

5. Min egen artikel

Endelig er der min egen artikel ”Et kritisk lys på John Hatties teori om Visible Learning”, som er en destruktivt kritisk analyse af en række af Hatties grundlæggende begreber om læring, undervisning og feedback. Jeg vil lade andre om bedømmelse og analyse, men kan dog her kort markere, at jeg i artiklen argumenterer for følgende:

  1. Hatties teori er et eksempel på, hvad der sker, når evalueringsteori marginaliserer og overtager pædagogik, vel at mærke i pædagogikkens eget navn.
  2. Der er validitetsproblemer knyttet til den afhængige variabel ”læringsudbytte/outcome/achievement”.
  3. Hatties læringsbegreb bygger på et dobbelt opgør med undervisning og med den europæiske pædagogiske tradition.
  4. Hatties feedback-begreb har indbygget en centraliserende tendens.
  5. Hattie radikaliserer en i forvejen reduktionistisk læsning af Karl Poppers teori om ”de tre verdener.

 

I ”Hattie på dansk” er der med andre ord noget at læse for enhver smag og stilling.

 

Referencer og links:

Link til forlagets omtale: Hattie på dansk, Hans Reitzel, 2017.

“Hattie på dansk” er anmeldt af Thorkild Thejsen på Folkeskolen.dk: http://www.folkeskolen.dk/601188/anmelder-traek-hattie-bog-tilbage

John Hatties arbejde er også temaet for Tidskriftet Paideia, nr. 9, 2015. Her er de yderst positivt stemte hovedartikler skrevet af Per Fibæk, Lars Qvortrup, Thomas Nordahl og af John Hattie selv: https://issuu.com/dafoloforlag/docs/paideia_9. Paideia udgives af forlaget Dafolo, som også udgiver John Hatties bøger her i landet.

Her er de to kritikker af John Biggs, hvis teori minder meget om Hatties. De kommer begge fra Down Under: har skrevet artikler sammen og henviser til hinanden på kryds og tværs:

Andersen, H.L. (2010). ”»Constructive alignment« og risikoen for en forsimplende universitetspædagogik”, Dansk universitetspædagogisk tidsskrift, nr. 9, s. 30-35. http://www.dun-net.dk/media/102953/pages%20from%20dut_9-8.pdf. Hanne Leth Andersen, som har skrevet den fine artikel, er i dag rektor for RUC.

Wiberg, M. (2011) ”Forståelse i forskningsbaseret undervisning – især i relation til human- og samfundsvidenskab”, Dansk universitetspædagogisk tidsskrift, nr. 10, s. 58-63. http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/dut/article/view/5561?acceptCookies=1

Skriv en kommentar