1. Ny bog om skoleledelse

Der er udkommet en helt ny bog om skoleledelse på Syddansk Universitetsforlag. Bogen hedder ”Aktuelle tendenser og dilemmaer i skoleledelse”, og den er redigeret af de to lektorer Finn Wiedemann og Peter Henrik Raae.

Det er det såkaldte Center for Grundskoleforskning ved SDU, der udgør udgivelsens organisatoriske ramme. Centrets leder, Nikolaj Elf, har skrevet forord sammen med en kollega.

Et af Grundskolecentrets fokusområder er skoleledelse, som netop Finn Wiedemann er leder af. Wiedemann har – ud over sit videnskabelige arbejde – efterhånden et ret omfattende virke som pædagogisk debattør, hvilket jeg vil komme ind på lidt senere.

Jeg vil opholde mig ved bogens første to fyldige kapitler, som  begge er skrevet af Finn Wiedemann. Det drejer sig om indledningskapitlet, men især om kapitlet ”Kampen om skoleledelse – mellem effektivitet og demokrati”. Begge kapitler fylder ca. 20 sider.

Der er tale om et fremragende materiale, der viser, at der stadigvæk foregår kritisk pædagogisk arbejde i samfundet. Udgivelsen tjener virkelig både Wiedemann og SDU til ære.

Lad os se på den filosofiske systematik:

Allerede i indledningen gør Wiedemann rede for, at der har udviklet sig to vidt forskellige syn på skoleledelse: Dels en nordisk tradition, der lægger vægt på ”decentralisering, frihed og tillid” samt på ”demokrati, inklusion, social lighed og dannelse”, og dels en angelsaksisk tradition, som lægger vægt på styring og på ”evidensbaserede koncepter”.

Denne modstilling uddybes i Wiedemanns næste kapitel, som hedder ”Kampen om skoleledelse – mellem effektivitet og demokrati”. Her omtales den nordiske tradition som ”humanistisk og fortolkende”, mens den angelsaksiske tilgang til skoleledelse omtales som ”positivistisk og instrumentel”.

Wiedemann forklarer, hvordan den demokratiske og dannelsesorienterede position blev udgrænset i forbindelse med 00’ernes og 10’ernes skolepolitiske processer. Han bygger her især på forskeren Leif Moos’ arbejde med en ”general education discourse”, der netop handler om ”dannelse og demokrati”. Wiedemann skriver, at Wolfgang Klafki og John Dewey er centrale inspirationskilder i denne sammenhæng.

Den dannelsesorienterede position sættes op over for en såkaldt ”outcomes-based-discourse”, der fokuserer på læringsudbytte, på ”top down” og på at tilfredsstille politiske ønsker. Det er pædagogik mod ”læring”, som Gert Biesta forklarede det i 2004 i artiklen ”against Learning”. Moos er da også inspireret af Biesta.

Wiedemanns fyldige diskussion munder ud i, at han navngiver de to tilgange som hhv. en ”humanistisk fortolkende tradition” og en ”rationel-instrumentel tradition”

Hovedeksemplet på den fortolkende tradition er Leif Moos selv. Moos redigerede faktisk en bog om dannelse i 2017, hvor folk fra den kritiske tradition bidrog, heriblandt Peter Kemp, Alexander von Oettingen, Steen Nepper Larsen og undertegnede.

Wiedeman taler derfor om en Lejf Moos-tradition.

Hovedeksemplet på den instrumentelle tilgang er Lars Qvortrups arbejde med læringsledelse, og internationalt fremhæves Vivian Robinson. Begge stod centralt i arbejdet med skolereformens ideologi. Wiedemann taler ligefrem om en ”Lars Qvortrup-tradition”.

Så Qvortrup og Moos kommer til at stå for hhv. instrumentalisme og dannelse.

Undervejs får Wiedemann også forklaret, hvordan lederrollen historisk set skifter fra en del af en faglig og ligeværdig skolekultur til en mere teknokratisk model. Det var i forbindelse med dette skifte, at man i 1989 nedlagde lærerrådene, hvilket var starten på tabet af pædagogisk autoritet. Et skifte, der kulminerede med skolereformen og lærer-lockouten fra 2013, som understøttedes kraftigt af Qvortrup-linjen.

Wiedemann forklarer også, hvordan dette skifte er en del af en mere overordnet bevægelse ”fra velfærdsstat til konkurrencestat”.

Endelig fortæller han, hvordan kritikken af den Qvortrupske linje samlede sig i en række udgivelser, der på forskellig vis var knyttet til Merete Riisagers virke som skoleordfører og undervisningsminister. Wiedemann mener, at denne Riisager-linje måske viser en vej ”væk fra den teknokratiske pædagogik, som i sin tid afløste reformpædagogikken”.

Så vidt jeg kan se, har bogens efterfølgende kapitler ikke helt Wiedemanns analytiske præcision, men rammen dukker dog op rundt omkring:

F.eks. nævner lektor Jakob Ditlev Boye i sit kapitel, ”Professionalisering af skoleledelse – muligheder og dilemmaer”, også distinktionen mellem Qvortrups ”datainformerede læringsledelse” og Moos’ dannelsesorienterede tilgang. Men Boye deler vist ikke helt Wiedemanns syn på distinktionens dybde? I al fald siger han, at skellet er skarpere i England. Men måske overfortolker jeg denne forskel. Også i det efterfølgende kapitel af Lars Frode Frederiksen og Merete Storgaard arbejder den Wiedemann-inspirerede systematik i nogle passager.

Resten af bogen handler om andre aspekter af skoleledelse, men eftersom Wiedemann både er redaktør, forskningsgruppeleder og skribent på de to første kapitler, så ender bogen som en form for pædagogisk filosofisk manifest.

Bogen er naturligvis også en defacto kritik af DPUs udvikling og ledelse, der i høj grad har stået for at understøtte Lars Qvortrup-modellen; en model, der siden 2010 har ført til adskillelige fyringsvarsler, som især har været rettet mod folk fra Lejf Moos-traditionen.

Moos var faktisk frem til 2017 selv lektor ved DPU, men han kom ud af Danmarks Lærerhøjskole, som DPU fra 2000 blev etableret som et opgør med. Moos var på en måde en slags DLH-rest på DPU. Dem er der vist ikke nogen af mere. På den måde er Wiedemanns bog et empirisk eksempel på en kulturel strid.

Kort sagt: Wiedemanns bog understreger relevansen af min tese om ”pædagogikkens to verdener”, som jeg har udviklet i en bog af samme navn, og som hele tiden arbejder bag det, som Wiedemann kalder for  ”hybridformer”, der konstant produceres ud af de konkurrencestatslige processer.

 

2. To debatindlæg

Jeg skrev i indledningen, at Wiedemann også har været aktiv i den uddannelsespolitiske debat. Det kunne man se et eksempel på i april 2024, hvor han i Altinget kritiserede DPU’s leder Claus Holm for at ”fremture” med ”firkantede, generelle og udokumenterede påstande.”

Og Wiedemann fortsatte:

”Dem, der kender Holm, ved, at han stod last og brast om skolereformen fra 2014, som i høj grad var en statslig og centralistisk reform, der blandt andet mødte stor modstand fra landets lærere.”

Det er værd at bemærke, at Claus Holm er en af Lars Qvortrups ivrigste elever, både fagligt og organisatorisk.

Og få måneder senere, i september 2024, bragte Altinget igen et tankevækkende indlæg fra Wiedemanns blyant.

Baggrunden for dette andet indlæg er, at han har hørt en podcast, hvor den tidligere LA-politiker, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, interviewer Helle Thorning-Schmidt. Hun udtaler sig om folkeskolereformen fra 2013, hvor hun jo var statsminister.

Thorning-Schmidt fremlagde ifølge Wiedemann nogle meget ekstremistiske synspunkter, f.eks. at det er ”børnene der ejer skolen”. Thorning siger følgende:

”Vi ville gerne gøre det klart og tydeligt, at det er børnene, der ejer folkeskolen. Børnene skulle lære på en sjovere måde. De skulle have mere bevægelse.”

Og videre i samme stil i et citat, hvor hun kritiserer dagens skole for, at lærerne har for stor indflydelse:

”Nu har man bare jo overladt folkeskolen til lærerne. Det betyder, at samfundet og i særdeleshed børnene ikke ejer den mere.”

Opgøret med undervisning og lærere lyser ud af disse udtalelser, som jo dengang blev kombineret med Bjarne Corydons konkurrencestatsideologi. Vi skulle gå fra ”undervisning til læring”, som man kaldte det. Konsekvenserne for skoleledelse var en omfattende instrumentalisering.

Det hele resulterede i lockouten af lærerne i 2013 og i den såkaldte læringsmålstyring, som i ideologisk samspil med DPU, herunder med Claus Holm og Lars Qvortrup, fjernede magten fra både elever og lærere.

I sit indlæg, som kan tilgås nedenfor, forklarer Wiedemann nærmere, hvor Thorning-Schmidt tager fejl.

Faktisk kritiserer han også intervieweren, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, for at være alt for ukritisk. Ammitzbøll-Billes manglende kritiske sans kan faktisk undre, for dengang skolereformen blev vedtaget, var han folketingsmedlem for LA. Og LA jo var det førende kritiske parti under Merete Riisager, hvilket Wiedemanns som sagt også nævner i den aktuelle bog.

Tak til Wiedemann for at have dokumenteret dette interview, som ikke er uden skolehistorisk betydning. Og tak for at sætte hele problemstillingen ind i en faglig og forskningspolitisk sammenhæng.

 

Litteratur:

Finn Wiedemann og Peter Henrik Raae (red.) (2024). Aktuelle tendenser og dilemmaer i skoleledelse, Syddansk Universitetsforlag.

Finn Wiedemann (2024). ”Lektor til Thorning: Det er falsk historieskrivning, når du påstår, at folkeskolereformen var en succes”, Altinget, d. 19. september. https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektor-til-thorning-det-er-falsk-historieskrivning-naar-du-paastaar-at-folkeskolereformen-var-en-succes

Finn Wiedemann (2024). “Lektor i svar til DPU-leder: Det er godt, at vi kommer væk fra den uniformerede statslige folkeskole”, Altinget, d. 19. april 2024. https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektor-i-svar-til-dpu-leder-det-er-godt-at-vi-kommer-vaek-fra-den-uniformerede-statslige-folkeskole

Thomas Aastrup Rømer (2024). Pædagogikkens to verdener – 2. reviderede udgave, Aalborg Universitetsforlag.

Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og Thomas Aastrup Rømer: Uren pædagogik 1-3, Klim 2011,2014 og 2018:

Link til fokusområdet ”skoleledelse” på Center for Grundskoleforskning, SDU. https://www.sdu.dk/da/forskning/center-for-grundskoleforskning/forskning/fokusomraader/skoleledelse