Jeg har læst Lars Qvortrups og Karen Wistofts (QW) nye bog ”Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse” (Qvortrup & Wistoft 2024). Bogen er helt ny og har været diskuteret meget, fordi QW mener, at det ifølge tilgængelige statistikker ikke står så slemt til med trivslen, som mange har hævdet. Det har de muligvis en pointe i, men det er et andet forhold, jeg vil drøfte her, nemlig selve det begreb om trivsel, som de to forfatteres abonnerer på.

QW mener, at der findes to trivselsbegreber, nemlig et biologisk og et fænomenologisk begreb. Det første kan de ikke lide, men det andet går de ind for. Lad os se nærmere på disse to begreber:

Det ”biologiske” begreb handler om, at en ”organisme” er en del af en omverden, der påvirker dens velbefindende. Hovedeksemplet er Hans Henrik Knoops trivselsbegreb, der definerer trivsel som sundhed, dvs. at have det godt/at fungere godt. Mennesket er en slags brik i biologiens og sundhedens kausale keglespil. Trivsel opfattes ifølge QW som en form for ”smitte”.

Denne klassifikation er lidt uretmæssigt over for Knoop. Det skyldes, at han jo bygger sit begreb på den positive psykologi, især Martin Seligman, som igen abonnerer på en bestemt fortolkning af Aristoteles. Den positive psykologi er med andre ord ikke nogen simpel kausal-maskine, men snarere en form for filosofisk psykologi. Det fremgår også af Knoops 2023-definition af trivsel som et ”gennemgribende behov for frihed, aktivitet, vækst og selvregulering – herunder leg, læring og kreativitet” (Knoop 2023). Qvortrup og Wistoft refererer eksplicit til denne tekst af Knoop.

Knoop omtaler ganske vist trivsel som ”sundhed”, men med hans definition bliver trivsel jo et altomfattende begreb, der også handler om pædagogik og frihed. Så Knoops teori er nærmest det modsatte af det, som QW hævder. Den er ikke biologisk. Desuden er den ikke social/kausal, men snarere individualistisk-filosofisk, hvilket forstærkes af den meget individualistiske fortolkning af Aristoteles. Så hovedeksponenten for det, som QW kalder for ”det biologiske begreb”, er faktisk snarere fortaler for et filosofisk og individualistisk syn på trivsel, som herfra breder sig ud i hele samfundsforståelsen.

En konsekvens af denne fejl er, at QW reducerer ”det biologiske” til en banal sundhedsvidenskabelig kausalitet, der efterfølgende medfører en ”offergørelse” af ”patienten”. Og en anden og mere radikal konsekvens af fejlen er, at vi får en total ødelæggelse af hele den aristoteliske inspiration, som i forvejen var noget skadet via Seligmans individualisme. Opgøret med Knoop ender derfor som et implicit opgør med hele den sociale og etiske tradition.

Lad os se på QWs andet begreb om trivsel, det fænomenologiske begreb. Der er her tale om et ekstremt smalt begreb. Det skyldes, at der tages udgangspunkt i en Luhmann-inspireret fortolkning af fænomenologen Husserl. Resten af den enorme fænomenologiske tradition nævnes ikke.

Så først tager vi den mest individualiserede fænomenolog, Husserl, og derpå teknificerer vi ham med en teknificeret Niklas Luhmann. Hvad får vi så? Så får vi en meget radikal, teknisk og epistemologisk individualisme.

Konsekvensen af denne form for “fænomenologi” er, at mennesket reduceres til et iagttagelsessystem. Omverdenen bliver til den iagttagede omverden, og selvet bliver til det iagttagede selv. Vi får et lukket og selvregulerende system, hvor iagttagelser af iagttagelser iagttager iagttagelser.

Vi er meget langt fra den fænomenologi, som fænomenologiens elever udviklede, dvs. folk som Løgstrup, Gadamer, Merlou-Ponty og Hannah Arendt. Vi er snarere i nærheden af Ernst von Glasersfelds ”radikale konstruktivisme”, som da også inspirerede vores hjemlige Luhmann-folk og dermed skolereformen, kraftigt (Rasmussen 1996).

Hos von Glasersfeld var helten ikke primært Husserl, men snarere den irske filosof George Berkeley (1685-1753), som jo skabte den såkaldte solipsisme. Solipsismen er en radikal epistemologisk ensomhed, som Berkeley kun kunne redde ved at indføre Gud; en mulighed, som ikke drøftes af systemteoretikerne, som i stedet indfører ”systemerne”.

Vi får derfor en destruktion af “verden”. Alle er alene, omgivet af ”systemer”, der iagttager sig selv. Dermed fordobles det opgør med kulturelle og filosofiske forklaringer, som jeg nævnte i forbindelse med omtalen af Knoop.

Qvortrup har da også siden 2008 været en kraftfuld støtte for skolereformens idegods, og som dekan for DPU ville han nedlægge den pædagogiske filosofi. Qvortrup har endda ved en tidligere lejlighed talt om, at en såkaldt ”fundamentalistisk fænomenologi”, men det gjaldt så ikke for Husserl (Qvortrup 2011).

Så verdens-kategorien går i opløsning. Verden omdannes i stedet til noget, som QW kalder for ”ydre faktorer”, som kan hives ind og ud som forklaringsenheder efter forgodtbefindende, og hvor alle andre end QW selv hele tiden mangler en eller anden metodisk korrektion. Så er der lige lidt ulighed, så er der lidt skærme. Alt muligt nævnes eller nævnes ikke. Det er meget tilfældigt.

Især amerikaneren Jonathan Haidts arbejde med “skærme” kritiseres ved hjælp af dette metoderaid på en meget teknisk måde. Det lader i det hele taget til at være meget vigtigt for QW at friholde den teknologiske udvikling for mistanke. Dermed kommer de i selskab med en række totalt ukritiske forskningsmiljøer på DPU og AU, som har udviklet sig siden omkring 2013 i forbindelse med fakultetet ARTS’ forstærkninger af universitetsreformen fra 2003.

Den vigtigste ”ydre faktor”, som ifølge QW forstærker trivselsproblemerne, er en såkaldt ”trivselssemantik”, dvs. den måde man taler om trivsel på, hvilket har en tendens til at ophede trivselsproblemerne. Denne semantik påvirker så de individuelle iagttagelsessystemer. Denne forklaring underkastes – i modsætning til Haidts arbejde – ingen metodiske krav. Bemærk også, at der kun findes ”semantikker”, men ingen real verden.

Begge de to trivselsbegreber producerer altså både verdenstab og filosofisk reduktion. Det biologiske begreb reducerer især Aristoteles, men også de mere omfattende kulturelle systemer, som mennesket indgår i – f.eks. konkurrencestat, identitetspolitik og senkapitalisme og så videre –  til en form for intet. Og det fænomenologiske begreb reducerer den fænomenologiske tradition til et slags lukket og subjektivt iagttagelsessystem, der er omgivet af ”ydre faktorer”.

I begge tilfælde er det som om, at human- og socialvidenskaberne forsvinder.

Konsekvensen af denne rammesætning bliver efter min mening ensomhed. Den ensomme iagttager af iagttagelser, som er omgivet af ”ydre faktorer”. QW’s analyse producerer mistrivsel.

Dette system får i sagens natur store konsekvenser for QWs forklaringsmuligheder. Og min konklusion er, at QWs ”fænomenologiske” iagttagelsessystem faktisk selv er en del af trivselsproblemet som sådan. Det skyldes, at deres systemer udspringer af de samme filosofiske processer, som skabte den aktuelle uddannelsestænkning, som jo ligger til grund for skolereformen, som igen skabte den aktuelle trivselssemantik. Deres begreber er faktisk en del af problemet. QWs arbejde bliver dermed selv en del af den “trivselssemantik”, som de er imod.

Det er derfor, at QW i bogens afslutning taler om, at børn og unge, som jo nu er reduceret til iagttagelsessystemer, skal ”lære at trives”. Det svarer til omkring 2011, hvor den luhmannianske kreds talte om ”at lære at lære” og om at gå fra “undervisning til læring”. Og trivselsbegrebet fik dets gennembrud i netop disse år.

Denne logik forstærkes af, at QW mener, at skoleelever skal fremme det, som QW i bogens afsluttende kapitel kalder for ”vores kollektive verdenstrivsel”. Dermed fordobles trivselsbegrebets effekt. Den fjerne og nedbrudte verden genopstår nu som et omfattende ydre trivselskrav.

I slutningen af bogen begynder QW pludselig at tale om en form for lykkelig forsamlings- og legetilstand, der minder om et mere realt fænomenologisk og folkeligt udgangspunkt. Men disse beskrivelser står i total modsætning til det subjektivistiske iagttagelsessystem, som QW lige har fremlagt. Det er dybt selvmodsigende. Måske en form for ureflekteret erindring fra deres egen barndom?

PS:

Jeg sidder og iagttager mig selv iagttage smagsindtrykkene på min tunge, mens jeg iagttager iagttagelserne af en Guinness. Ved siden af mig sidder mine sanseindtryk af en ven, som også iagttager sin egen iagttagelse. Rundt omkring os flyder semantiske systemer.

Det er skolereformens filosofi, først som “læring” og nu som “trivsel”. Frembringer denne særlige form for ”fænomenologisk trivsel” ikke mistrivsel? Trivslens realitet ender som et opgør med den virkelige trivsel, som bunder i erfaringens liv i verden i det som den indflydelsesrige reformpædagogik Anne Marie Nørvig i 1943 kaldte for “børnesorger-børneglæder”.

 

Litteratur:

Knoop, H. (2023): ”Bidrag til en almen teori om trivsel”, Kognition & pædagogik, årgang 33, nr. 10, s. 6-18.

Nørvig, A.M. (1943). Børnesorger-børneglæder, Grafisk forlag.

Qvortrup, L. & Wistoft, K. (2024): Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse, Dafolo.

Qvortrup, L. (2011). Den myndige lærer – Niklas Luhmanns blik på uddannelse og pædagogik, Dafolo.

Rasmussen, J. (1996). Socialisering og læring i det refleksivt moderne, Unge Pædagoger.

Rømer, T.A. (2017). ”Lars Qvortrup, Grundtvig og pædagogisk forskning”, www.thomasaastruproemer.dk. http://www.thomasaastruproemer.dk/lars-qvortrup-og-grundtvig.html