Ny Nordisk Skole og Danmarks Lærerforenings professionsideal

Jeg har ofte undret mig over, at Danmarks Lærerforening kan støtte Ny Nordisk Skole (NNS) samtidig med, at foreningens ledelse og medlemmer henviser til foreningens ”professionsideal”. Seneste eksempel på denne samtidighed er Dorte Lange, som både er næstformand i DLF og formand for NNS’ dialoggruppe – hun henviser netop til professionsidealet i det seneste nummer af Folkeskolen.

Umiddelbart er der nemlig en verden til forskel på NNS’ teknokratiske konkurrencestatsskole og så den milde reformpædagogiske grundtvigianisme, der kendetegner professionsidealet, og som er udformet af en stor arbejdsgruppe under ledelse af filosoffen Jørgen Husted i 2002. Der er umiddelbart ingen sammenhæng overhovedet. Ja, NNS er efter min opfattelse nærmest bygget op netop som et opgør med den venstre-grundtvigianisme, som er professionsidealets grundlag.

Men hvorfor så? Hvordan hænger det sammen? Måske fordi der egentlig ingen modstand er indbygget i idealet– ikke ret meget i al fald. Professionsidealets lærer er ganske vist meget forskellig fra NNS-læreren, men det er som om, at idealet ikke for alvor har de indbyggede redskaber til at stoppe skredet mod lærerbegrebets opløsning, som er realiteten i NNS. Det er som om, at professionsidealet peger frem mod sin egen opløsning.

Dermed tænker jeg på to mangler. For det første at professionsidealet er udformet i en tid, hvor man havde et meget problematisk forhold til ”kundskaber”. Begrebet nævnes kun to gange, og det handler begge gange om, at man skal have de ”fornødne kundskaber”, men at man “tillige” og derudover skal have alt det ’væsentlige’, nemlig demokrati, åndsfrihed, engagement etc.. Kundskaber begrebsliggøres altså kun negativt. Dermed er professionsidealet i sig selv meget defensiv og endda lidt kritisk i kundskabsteoretisk forstand. Derfor kan man heller ikke stå imod, når generalangrebet sætter ind og reducerer kundskaber til tekniske Pisa-færdigheder og til kompetencer i konkurrencesamfundets tjeneste. Måske tror man, at man kan skifte kundskabsbegrebet ud, samtidig med at man kan beholde sit professionsideal – eller omvendt? Men det er umuligt – det er klart.

Det andet store problem er, at man overhovedet har lavet et ”professions”-ideal. Det vil sige, at man fra starten har gjort læreren til en funktion i samfundets maskineri. Dermed har man også accepteret en glidebane, der nu er i gang med at gøre læreren til en ”undervisningsekspert”, altså blot en funktion, der kan fremme ”læring”. På en måde er det en fejl, at man ser på sig selv som en ”profession”. En lærers essens er uden for alle professioner. En lærer er suspenderet fra samfundet. En lærer kommer fra kulturens overdrev, grøfter og moser – en fjern person, der tvinger og samler en ny generation ind i sin skolastiske kreds, for at enhver og enhver ny generation i fri opmærksomhed kan genskabe det, der er værdifuldt. En lærer er en form for ”amatør”, en elsker af vores fælles ting og børnenes tilsynekomst imellem alle tingene. Men læreren som ”amatør”, kan ”professions”-idealet i sagens og begrebets natur ikke komme i kontakt med, og derfor har man ingen stopklods, der kan afværge glidebanen mod den totale funktionalisering.

Professionsidealet bør dermed forstås som en overgangstekst, der på sin vis varsler en kritisk stilling til Ny Nordisk Skole, men som samtidig peger frem mod selvsamme. Jeg tror, at det er derfor, at Danmarks Lærerforening har problemer med at fastholde en indholdsmæssig skolepolitisk kritik, og det er også derfor, at foreningen støtter Ny Nordisk Skole, samtidig med at mange formodentlig også har et vist ubehag derved.

Men der er selvfølgelig mange gode formuleringer i professionsidealet. Min favorit for tiden finder man til allersidst, hvor der står: “Læreren vil bruge sin ret og pligt til at fremføre kritik overfor ledelsen og ved konflikter udnytte skolens formelle organer til at fremføre sine synspunkter og medvirke til løsninger. I sidste instans vil læreren være henvist til at gøre offentligheden opmærksom på eventuelle alvorlige og uløste misforhold i skolens virke”. (min kursivering)

Er vi ved at nærme os “sidste instans”?

 

ps! En eller anden vil måske indvende, at der rent faktisk i NNS’s såkaldte manifest er en reference til “nordisk dannelsestradition”, men den passage kom først med på Sorø-mødet, og siden har ingen brugt den til noget. Den betyder intet. NNS er derimod et opgør med dansk-tyske dannelsestraditioner, hvilket jeg har vist i bogen Krisen i dansk pædagogik.

Referencer:

Professionsidealet

Dorte Langes indlæg i Folkeskolen

Professionsidealet diskuteres også i bogen: Lise Marie Andersen (red.) Folkeskolens filosofi, Århus: Philosphia 2008.

Skriv en kommentar