Jeg vil gerne slå på tromme for en virkelig interessant udgivelse, der kom her i efteråret 2017. Det drejer sig om bogen ”The Nordic Secret – A European Story of Beauty and Freedom”, som er skrevet af de to økonomer, danskeren Lene Rachel Andersen og svenskeren Tomas Björkman.
Bogen stiller spørgsmålet: Hvorfor er de skandinaviske lande en økonomisk, politisk og kulturel succes?
Svaret er “dannelse”.
Bogen er et yderst velargumenteret forsvar for nordisk folkedannelse, både i dens grundtvig-koldske og dens moderne former. Der er fuld reference til engelsk og især tysk dannelsestradition og dennes forbindelser til høj- og friskoletraditionen og til det moderne gennembrud, og forfatterne drøfter udførligt og i detaljer, hvordan vi stadig bør lære af denne tradition, holde den ved lige og udvikle den.
På en måde er det 1830 og 1871 – guldalderen og det moderne gennembrud -, der arbejder som en vekselvirkende motor. Dermed sættes hele kulturen i en produktiv spænding, som skaber en særlig æstetik og en særlig nærheds- og frihedsforståelse, som vi stadig bader i.
Ifølge forfatterne var folkedannelsen desuden med til at immunisere f.eks. Danmark for nazistisk indflydelse i 1930’erne. Tyskerne manglede folkedannelse, for nu at sige det på den måde. Det danske folk blev nationalt-demokratisk, men det gjorde det tyske ikke. Derfor betyder ordet ”folk” også noget vidt forskelligt i de to lande. Der er dog ingen tysk-fjendtlighed. Tværtimod understreges sammenhængen mellem tyske og danske dannelsesforståelser igen og igen. Bogen er nationalt-sindet, men på ingen måde nationalt-chauvinistisk. Vi er langt fra DF. Det er dansk og tysk dannelse i forening og syntese.
Der er også nogle virkeligt interessante overvejelser over ikke bare oplysningens, men også pietismens betydning for dannelsesbegrebets udvikling. Det er værd at have in mente i disse tider, hvor pietismen har så dårlig presse (jvf. DR’s Danmarkshistorie).
Der er et myldrende liv af forbindelser mellem aktører, grupperinger og tanker hele vejen op gennem især 1800-tallet samt en spændende skildring af disse tankers betydning for både skandinavisk, men også f.eks. amerikansk (Dewey og Luther King) og schweizisk (Pestalozzi, Rousseau og Piaget) kulturudvikling. Det er som om, forfatterne har fundet en guldåre, nemlig dansk kultur, som de bare øser og øser af, lige ind i det moderne nationale, nordiske og europæiske liv. Og der er vel at mærke ikke blot tale om en velkendt Danmarks-historie, men snarere om en dannelseshistorie, der sætter en række markante og oversete skel, hvis man sammenligner med den vilde anti-grundtvigianisme, som f.eks. skole- og læreruddannelsesreformen bygger på.
Ud over de mange tankevækkende og strålende forbindelser, er der også en interessant kritik af den aktuelle skolepolitik her i landet. Forfatterne anser det – med rette – som en form for forbrydelse, at man siden 00’erne har bygget pædagogik og uddannelse i et decideret opgør med den rige tradition, som de har fundet frem og pudset af.
Endelig er det værd at nævne, at der ikke er tale om en banal reaktion på det moderne livs kompleksitet. Tværtimod forsøger forfatterne at forbinde dannelsen med helt moderne udviklingspsykologi og med samfunds-, teknologi- og globaliseringsteori uden på nogen måde at være hyper-optimistiske.
Indimellem tager de mange psykologiske faser og lag måske lidt overhånd. Jeg er ikke vild med alt dette version 2.0 og 3.0. Det psykologiske og systemteoretiske udgangspunkt – som ikke er luhmannsk forstået – har det med at gøre den kulturelle ontologi til et spørgsmål om faseopdelt ”forestilling”. Men ok, et eller andet kritisk skal jeg jo finde på, og måske fungerer det faktisk udmærket? Forfatterne undgår i al fald helt, at deres faser ender i en ”fra og til”-logik, som vi f.eks. ser det i konkurrencestats-inspireret reformpædagogik. Alle faserne får lov til at arbejde med hele tiden, hvilket faktisk er svært. Der er nærmest tale om kulturelle lag. Og da Abbas vidunderlige sang ”Move on” tages frem som et eksempel på en såkaldt ”meta-moderne” poesi, var jeg solgt. Der er også masse af vers fra Grundtvig, PH mm.. Det er bare så dejligt idérigt det hele. Diskussionen er både struktureret og åbnende.
Med disse udgangspunkter kan forfatterne ende ud med et sandt eldorado af spændende pædagogiske ideer, helt fra betydningen af nationale myter og samhørighed i grundskolen, via en nærmest Hannah Arendts beskyttelse af børnenes og ungdommens nære og frie kundskabsliv og det moderne livs interesse for videnskab og demokrati, til et forslag om et Grundtvigsk universitet i Strassburg. Ja, og meget meget mere. Det er national og europæisk dannelse i den skønneste og åbnende forening.
Bogen er i den forstand en velargumenteret reprimande til alle, der har stemt for de aktuelle pædagogiske reformer. Det er en national og åben traditions besindige råb og bidrag til verden.
Denne bog har min varmeste anbefaling. Den er et bidrag til en moderne drøftelse af den nordiske dannelsestraditions store betydning og muligheder efter 00’ernes destruktive inferno.
Reference til omtaler af bogen:
Forfatterne har også en facebook-side, ”The nordic secret”, hvor man kan følge deres arbejde.
Bogen har være anmeldt i Weekendavisen, d. 5. januar 2018. Anmelderen var generelt meget positiv, men mente, at bogen indimellem var en ”nostalgisk over længslen tilbage til velfærdsstatens storhedstid”. Det forstår jeg faktisk ikke. Velfærdsstaten betyder nærmest ingenting i bogen, og jeg kan slet ikke finde nogen nostalgi. Det er ikke en historie om banal politisk økonomi, selvom forfatterne er økonomer Anmelderen skrev da også, at interessen for ”nationalstaten” giver ”forfærdelig god mening”.
Lene Rachel Andersen blev også interviewet til Højskolebladet d. 8. december 2017.