Om dansk liberalisme, Ayn Rand og Liberal Alliance

I det følgende vil jeg argumentere for, at Liberal Alliance er bundet af en filosofi, som partiets ideologer ikke vil deklarere, nemlig Ayn Rands. Denne dobbeltbinding hæmmer deres mulighed for at udvikle en liberal politik i dansk-tysk tradition, som kan udgøre et korrektiv til konkurrencestaten som pædagogisk og politisk ideal; et ideal som er fremherskende i både  Venstre og Radikale Venstre og dermed i dansk liberalisme som sådan (hvilket gør, at disse partier faktisk forlader liberalismen). Liberalismen savner altså noget liberalisme, og vel at mærke savnes en liberalisme som ikke er bundet til Rands ideer, men det kan Liberal Alliance ikke rigtigt udtrykke, som situationen er nu. Argumentationen er struktureret i syv små dele. Hvad synes læseren? Har jeg overset noget?

 

1. Henrik Dahl om Lars Seier Christensens betydning for Liberal Alliance

SociologenHenrik Dahl skriver i Berlingeren d. 31/8 om Lars Seier Christensen, Saxobank-direktør og medlem af og bidragsyder til Liberal Alliance med tætte forbindelser til både netavisen 180 grader og tænketanken Cepos:

”Han er enormt vigtig, fordi han er den, der træder til i det øjeblik, hvor der er behov for at rekonstruere Ny Alliance og skabe et bredt, skarpt og klart liberalt projekt. Han er vital for at have skabt den enorme fortjeneste og væsentlige politiske platform, som Liberal Alliance er blevet til. Uden ham eksisterede det ikke.”

Seier Christensen er altså fundamentet for LA. Uden ham fandtes Liberal Alliance ikke i sin nuværende form og med sin nuværende opbakning. Den vurdering er jeg enig i. Er der nogen, der ikke er? Og man kunne tilføje, at han står centralt i den knastørre liberalisme, som har udviklet sig i kongeriget i de sidste ti år. Til gengæld er jeg ikke enig i, hvilket vil fremgå af nedenstående, at Saxobankdirektørens liberale projekt er ”bredt”.

 

2. Lars Seier Christensens religiøse forhold til Ayn Rand

Seier Christensen har et religiøst forhold til den amerikanske filosof Ayn Rand. Det er velbeskrevet i indlæg i både Weekendavisen og Konkurrencestatstidende-Janteposten, der før hed Politiken (se referencer i nedenfor). Saxo Bank er faktisk bygget op efter principperne i Rands såkaldte “objektivisme”, der afholdes jævnligt menighedsmøder, og især Ole Birk Olesen, folketingsmedlem for Liberal Alliance, er tæt på denne kreds er mit indtryk. Olesens bog hedder også ”taberfabrikken”, et udtryk der ligger i naturlig forlængelse af Rands brutale liberalisme. Det er ren og skær nyreligiøsitet, som uundgåelig vil få en tvangsmæssig indvirkning på sine omgivelser. Det svarer til marxisterne i 1970’erne, hvilket jeg har redegjort for i bloggen ”de danske liberalister minder om 1970’ernes marxister”. Alt komprimeres under en og samme teori, og hvad angår alternativer som konservatisme og socialisme, kan man læse, at det er noget fællesskabsorienteret pjat, der kan afvises med hurtige, sure og hånlige bemærkninger – en strategi, der gør, at også vores socialister og konservative intellektuelle, rives med i disse smalle og tekniske nyliberale sprogspil. Nyliberaismen gør dermed vores filosofi til noget alt for polemisk, og det var måske også derfor, at de konservativt orienterede kræfter, som i sin tid var med til at skabe “Ny Alliance”, forsvandt ud af billedet i forbindelse med Seier Christensens rekonstruktion “Liberal Alliance”.

 

3. I Ayn Rands filosofi er egoisme en dyd

I Rands filosofi er egoisme en dyd, mens altruisme opfattes som en farlig last. Enhver må tackle virkeligheden efter sine egne rationelle formål, og det eneste moralske er at gå direkte på virkelighedens elementer uden moralske hensyn, hvilket selvfølgelig er totalt paradoksalt set fra – ja, netop et moralsk synspunkt. Filosofien bliver dermed i ekstrem grad en filosofi om den stærkeste ret. Taberne er selv ude om deres elendighed, de er en del af en ”taberfabrik”, som altruismens politik som nævnt kaldes af f.eks. Birk Olesen i hans bog af samme havn. Der er ingen henvisninger til tysk eller andre former for mere socialt orienteret liberalisme, og i det omfang andre filosoffer inddrages, som det f.eks. gælder for Aristoteles, gøres det ekstremt smalt og helt uden inddragelse af hans etik og politiske filosofi. Hvis man inddrog gjorde det, altså inddrog Aristoteles’ politiske og etiske filosofi, ville Rands etik, eller hvad man nu skal kalde den, falde til jorden med et brag. Rand tager kun det med, der kan fremme enhvers livtag med den objektive verden, derfor kalder hun sin filosofi for ”objektivisme”. Som det hedder hos en af Rands mest fremtrædende tilhængere, Leonard Peikoff: ”Objectivism says that remaining alive is the goal of values and of all proper action (s.213)”. Moralitet er at handle konsistent og rationelt i forhold til de langsigtede mål man har sat, så man kan overleve, og ”selfishness is not an innate weakness, but a rare strenght (s.239)”. Sig lige det til Vaclav Havel! eller til de moralske kim i hver af os. Det er med sådan en filosofi i bagagen, at Rands filosofi bliver et ideelt bagtæppe for en grådig og hensynsløs kapitalisme. Bemærk: Der er altså ikke blot tale om, at egoisme er en risiko eller et vilkår. Den er en dyd. Egoismen bliver dermed til et pædagogisk og politisk ideal.

 

4. Liberal Alliance tror, at Rand er ligegyldig, selvom partiet selv er skabt af hendes underdanige elev

Nu er der så en af mine facebook-venner, som åbenbart er tæt på LA-folkene, der fortæller mig, at de fleste i LA er ligeglade med Rand, og det har både Samuelsen og Mette Bock også sagt på forskellige måder. Men så er mit svar, at jo mindre Bock og de andre i LA beskæftiger sig med Rand jo værre. Hvorfor det? Jo, det er jo fordi, at partiet, jf punkt 1, er grundlagt og afhængigt af Seier Christensen og dermed, jf. punkt 2, af en religiøs og mekanisk tilknytning til Rand. I sådan en situation forsvinder påvirkningen fra Rand jo ikke, fordi man er ligeglad – i så fald har man, hvis man ignorerer påvirkningen, blot et uuddannet forhold til sit eget grundlag. Man taler så blot Rand-sprog uden at vide det. Det svarer til at sige, at fordi alle mulige europæere ikke går rundt og taler om Rosseau, så er de og deres institutioner ikke påvirket af ham. Men det er jo lige netop, hvad de er – helt inde i sprogets sætninger, og hvad der siges og ikke siges. Ja, både DFs Søren Krarup og Konkurrencestatstidendes Peter Wivel, og det er blot eksempler, siger endda, at der går en lige linje fra Rousseau til det moderne liv, selvom de er uenige i den moralske bedømmelse af indflydelsen. Vi kunne slet ikke tale, som vi gør i de institutioner, vi har, hvis ikke den franske revolution og dens tænkning var en del af os. Sådan er det med alle politiske og kulturelle forhold og dermed også for en konstruktion som Liberal Alliance. At nægte at læse Rand fordi man dermed tror, at man ikke er påvirket, selvom den organisation, man virker i, er grundlagt af hendes “elev”, for nu at bruge et lidt for fint ord, er det samme som at sige, at fordi jeg ikke har læst om Rousseau, så er Danmarks og Europas kultur og politik ikke påvirket af ham. Dette argument er svært at gå imod – er det ikke?

 

5. Den egoistiske kerne i LA, som ikke kan erklæres

Dermed er der en egoistisk kerne i LA, som gør det vanskeligt at forholde sig til europæiske liberale strømninger, ikke mindst i dansk, tysk og til dels engelsk liberalisme; en kerne som ikke kan reflekteres, fordi man bilder sig selv ind, at den ikke betyder noget. Der er et lukket maskinrum i egen båd. Der er lukket for den grundtvigianske tilgang, fordi Grundtvig var orienteret mod fællesskabet og folket, endda med udgangspunkt i blandt andet Aristoteles’ etik og tysk dannelsesfilosofi. Der er også lukket for den tyske liberalisme, fordi Rand ikke arbejder med et dualistisk menneskesyn, der gør mennesket til en dobbelthed af et åndeligt og et sanseligt væsen. Endelig er der lukket for både John Stuart Mills og John Lockes liberalisme, altså den britiske tilgang, fordi de også arbejder med forskellige former for moralske dualismer, der gør mennesket moralsk og netop ikke egoistisk.

Ergo er Liberal Alliance bundet til Rands filosofi på en måde, der står i modsætning til f.eks. Grundtvig og Kant, men denne modsætning kan ikke reflekteres, fordi man selv tror sig uden for Rands indflydelse. Man kan måske nok spjætte lidt i nettet i ny og næ, i et læserbrev om dannelse etc, men mere kan det ikke blive til. Man har ganske vist ressourcerne, ikke mindst fordi Mette Bock har den fornødne uddannelse som filosof og politolog, og fordi hun egentlig er grundtvigianer, er europæisk interesseret og ren og skær gammeldags fornuftig. Hun har en pligt efter min opfattelse. Imidlertid kan hun kun løfte denne pligt, hvis hun går i Clinch med Rand-impulsen i partiet, men det kan hun jo ikke gøre, hvis hun ikke vil læse og kritisere Rand, fordi hun tror, det er spild af tid. De andre LA’er er afhængig af godt selskab er min vurdering. Riisager, der sammen med Bock skriver debatindlæg om national dannelse, kunne også bidrage til at vriste partiet fri af Rands tunge ånde. Kunne de to ikke slå sig sammen i en Rand-kritik, der kunne sende Seier Christensen og Ole Birk ud af centrum? Med en dansk-tysk liberal akse kunne Hayek og Rand måske også bidrage med lidt godt? Hayek med sin ”spontane orden” og Rand med lidt foretagsomhed. Men de duer altså ikke som bibler eller som filosofkonger; kun som underordnede tanker.

 

6. Manglen på liberale partier i Danmark

Dette resultat er på en måde vigtigt, fordi både Venstre og Radikale Venstre har solgt deres liberale sjæl til konkurrencestaten, som jo er det stik modsatte af både tysk, engelsk, dansk og for den sags skyld dele af den amerikanske liberalisme. Vi har altså ingen dygtige liberale partier i Danmark, undtaget et Rand-baseret, som ser på Danmark som en ”taberfabrik”, og som undskylder egoistiske finansinstitutioner uden fælles sans med, at ”det er samfundets skyld”, mens man pukler løs på fattige mennesker, der har det svært, og kalder dem for ”tabere”, som om livet handlede om at vinde.

Det er faktisk værre end under Anders Fogh Rasmussen. Fogh talte godt nok også i sin bog ”Fra socialstat til minimalstat” om, at danskerne var ”slaver” af velfærdsstaten, og han havde også forlæst sig på en amerikansk ærkeliberalist, nemlig Robert Nozick. Men han refererede også i anden sammenhæng både til Kaj Thaning, en fremtrædende grundtvigianer frem til midt i 60’erne, og han, altså Fogh, læste også i minimalstatsbogen Aristoteles’ filosofi langt mere politisk og etisk, end Rand gør det. Det var også derfor, at Fogh havde lettere ved at gå sammen med Dansk Folkeparti, som jo er et nationalt og dermed et fællesskabsorienteret parti.

Dertil kan man så notere den pudsige tilføjelse, at Dansk Folkepartis filosofi, altså tidehvervstænkningen, ligesom Rands, heller ikke kan lide altruisme – det skulle efter sigende være at gå Gud i bedene. En del af de teologiske kredse omkring Tidehverv er vist nok også glade for Nietzsche, for mennesket er jo kun drevet af magt og lunken forestillelse, hvilket Tidehverv så, i modsætning til Rand, bruger til at bringe Gud på banen. Netop Nietzsche var, mener nogle, også en af Rands inspirationskilder, hvilket man godt kan fornemme. Nietzsche var dog også hoffilosof for Georg Brandes, som Søren Krarup vist nok ser som roden til alt ondt, så det er selvfølgelig ikke så enkelt. Alting hænger aldrig helt sammen, for nu at sige det på den måde. Endelig er Nietzsche idol for de såkaldte samtidsdiagnostikere, som er fans af idehistorikeren Lars Henrik Schmidt, og som jeg tror mest stemmer på partier til venstre for

Socialdemokratiet. Samtidsdiagnostikerne har også mere eller mindre accepteret konkurrencestaten, men det er jo heller ikke så underligt i betragtning af, at man ofte kalder Nietzsches filosofi for ”nihilisme”, selvom der er noget diskussion om det i Nietzsche-forskningen. Magten må accepteres, som den er, er devicen. Under alle omstændigheder ligger der en strøm lige der mellem Rand og Nietzsche, dvs. mellem Tidehverv, Liberal Alliance og dele af venstrefløjen, som kan samles op, men vi må ikke håbe, at der er nogen, der opdager det.

 

7. Hvor kan man læse om Ayn Rand?

Jeg har hørt det fremført, at ingen liberal politiker har tid eller lyst til at læse Rands bog ”Og verden skælvede”, en slags filosofisk roman på over 1000 sider, som man kan få tilsendt gratis fra Saxo-banks hjemmeside. Man kan også få et fint overblik i den grundige men helt ukritiske bog ”Objectivism: The Philosopy of Ayn Rand” . Den er skrevet af Leonard Peikoff, som selv er megafan af Ayn Rand. Som han siger i indledningskapitlet: ”Ayn Rand’s philosophy has changed thousands of lives, including my own, and has the power to change the course of history”. Rand har også forandret Seier Christensens liv, og hun pulserer i vores liberalisters valg af emner og sætninger, der siges og ikke siges. Men de vil ikke tage stilling til det, så måske bliver de blot en brik i ”the course of history”? Men så er man jo ikke en del af en “spontan orden”. Tværtimod bliver man en maskindel i historiens kværnende hjul, og var det ikke blandt andet den slags historiske determinisme, som især Karl Popper, en anden af de liberale helte, var imod i hans koldkrigsskriv “The Poverty of Historicism” fra 1957?

Er det en nogenlunde rigtig analyse?

 

Referencer:

Peikoff, L. (1991). Objectivism: The Philosophy of Ayn Rand, New York: Merididan

“Milliardæren, partiet og den ultraliberale drøm”, artikel i Politken, d. 5. maj 2013

Kvam, Kela (2012). “Hvem er John Galt?”, kronik i Weekendavisen, de. 21. december 2012.

Gøttke, Leander Møller: “Den liberalistiske drøm er et mareridt“, Berlingske, d. 31. oktober 2014.

 

2 tanker om "Om dansk liberalisme, Ayn Rand og Liberal Alliance"

Skriv en kommentar