I det følgende vil jeg argumentere for, at Nedlukningen er et opgør med Grundlovens §79 om forsamlingsfrihed, som måske er Grundlovens mest grundlæggende paragraf, samt med en række deraf følgende meget vigtige naboparagraffer. De fleste af disse paragraffer, herunder §79 selv, står stort set uændret siden 1849, hvor landets første Grundlov blev vedtaget. Dengang stod bestemmelserne blot i §91-94.
Der har også været argumenteret for andre brud på Grundloven, f.eks. ejendomsret og krav om inddragelse af Udenrigspolitisk Nævn, men her er det altså forsamlingsfriheden og beslægtede rettigheder, som er i fokus.
Indholdsfortegnelse:
- Forsamlingsfriheden i §79
- Hvad er en Grundlov?
- Grund og lov splittes af: Fra Folketing til ½olketing
- Forholdet mellem samfund og samfundssind
- §79: Den åbne himmel
- §79: At samle sig
- Naboparagrafferne (forenings-, ytrings- og skolefrihed)
- Skolens formål
- Hvad er en “privat bolig”, og hvad er “en have”?
- Regeringens begrundelser for overgrebet på Grundlovens §79
- Om henvisning til rockerloven
1. Forsamlingsfriheden i §79
Vi har nu haft forsamlingsbegrænsninger i over et år, og der er ingen udsigt til, at de forsvinder. I de sidste måneder har begrænsningerne endda været helt nede på 5 personer, så man ikke engang kan få lov at overvære et rådhusbryllup, gå en tur i skoven med sine naboer, eller have et mindre selskab på sin gårdsplads.
Her er Grundlovens §79 om forsamlingsfrihed:
”§79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.”
§79 kan ikke undtages med lov. §79 kan kun omgås, hvis forsamlingen foregår udendørs, og kun hvis den bryder med ”den offentlige fred”, hvilket der jo ikke er tale om i det aktuelle tilfælde.
I bedste fald kan man måske lave en undtagelse af konkrete og afgrænsede forsamlinger af helt særlige årsager i et afgrænset tidsrum. Men kun måske, og egentlig ikke, så længe folk er ubevæbnede og ikke forstyrrer den ”offentlige fred”. Men Nedlukningens forsamlingsforbud er helt generelt og uendeligt, alene begrundet med en reduceret og helt almen ”offentlige sundhed” som en ensom markør. Jeg forstår ikke, at man må det.
Ejendomsretten, som jo er funderet i §73, kan faktisk godt brydes af hensyn til ”almenvellet”, men kun ved lov og med ”fuldstændig erstatning”. Det var den paragraf, som Mette Frederiksen forbrød sig mod d. 4. november i forbindelse med minkskandalen. Men §79 står helt ren. Enhver kan mødes med enhver både inde og ude, så længe de ikke bærer våben eller vil slås.
Højesteretsdommer Jens Peter Christensen skrev d. 26. juli 2020 i JP, at Nedlukningen efter hans opfattelse ikke var et brud på §79, fordi hasteloven tillod politiske demonstrationer. Men der står ikke noget om ”politik” i §79. Her står ”at samle sig”, hvilket er et langt bredere og pædagogisk begreb, der har rødder tilbage i vikingernes tingsteder, til middelalderens landsbyer, i de grundtvigske menigheder, i udviklingen af foreningslivet og af skolerne og arbejderbevægelsen. Og paragraffens 2.pkt omtaler endda “offentlige forsamlinger” på en måde, hvor det forudsættes, at forsamlingsfriheden også dækker private sammenkomster.
Jeg kan faktisk ikke forstå, at Jens Peter Christensen er så nonchalant i dette spørgsmål. Dels fordi, at hvis man ikke kan ”samle sig” frit, så er det jo også meget svært materialiserer tanker og politiske handlinger. Og dels fordi, at ”at samle sig” som sagt også vedrører mange andre dele af det sociale liv end politiske demonstrationer.
Kigger man på udgivelsen “Dansk statsret – 2. udgave” så bekræftes min fortolkning. Det fremgår af bogens kapitel 22, der netop handler om forsamlingsfriheden. Her fremgår det helt klart, at forsamlingsfrihed gælder alle former for forsamlinger og ikke blot politiske holdningstilkendegivelser. Faktisk er Jens Peter Christensen medforfatter på bogen, men kapitel 22 er skrevet af professor, Jørgen Albæk Jensen, fremgår det.
Hvis jeg har ret i det, så er epidemiloven – eller i al fald anvendelsen af den – i modstrid med Grundloven.
Det er forstemmende, at det har været så let for regeringen og for et mangelfuldt informeret Folketing at tilsidesætte Grundloven så bastant og så langvarigt og så let. Grundloven yder jo i så fald ingen beskyttelse mod statslige luner og desperate nattemails fra nyansatte departementschefer. Så måske er det ikke kun §73, som er brudt (jf. mink-sagen). Måske er det også §79.
I den forstand føler jeg, at jeg har mistet Grundloven. Det er som om, den svæver væk i horisonten som en ballon i tivoli. Det er som om, man er helt nøgen, som i en slags retsløs fangelejr, i et Guantanamo med løn. Vi er havnet i en stor permanent undtagelse, hvor frihed er omdannet til ”trivsel” og kritik til ”træthed”.
2. Hvad er en Grundlov?
Grundloven er ikke blot en lov. Det er lovenes lov. Det er sammenhængen mellem loven som jura og loven som grund. Loven er juridisk, mens Grunden er pædagogisk, historisk og filosofisk, dvs. åndelig, eller ”praktisk poetisk”, som man siger her til lands.
Grund-loven er syntesen mellem lov og ånd. Den er lovens ånd. Den er lovenes grundende grund. Grundloven regulerer derfor ikke blot lovene. Den grunder lovene i det folkelige liv og dets historie og tradition, som dermed får mulighed for at blive genskabt af nye generationer.
Grundloven er derfor en form for fødsel. Den er en omsorg for, at enhver ny generation kan komme ud af den gamle tid som ånd og grund. Når de gamle kan se de nye generationer vokse ind i denne frihed, så kan de dø i fred og lykke.
3. Grund og Lov splittes ad, fra Folketing til ½olketing
D. 12. marts skete der følgende: Et Folketing halverer sig selv i ydmyg underdanighed over for en regering, som går imod myndighedernes anbefaling, selvom selvsamme regering bruger netop myndighederne til at begrunde sin totale og samfundsudslettende aktion. Dette nysprog omsættes i ordet ”samfundssind”.
Folketinget bliver dermed til et ½olketing. Denne tilstand består så længe, ½artierne støtter Nedlukningen, hvilket de alle sammen stadigvæk gør. Herfra er enhver ”genåbning” blot en forstærket nedlukning. Et altid foreløbig lokkemiddel, der skal få befolkningen til at elske overgrebet mod befolkningen.
Fra dette sted gennemføres dybt indgribende hastelove i stride strømme, primært baseret på ”orienteringer” i lukkede udvalg, som består af sundheds½olitiske ordførere, som har købt og stemt for hele præmissen. Befolkningen nægtes at ”samle sig” og at drive erhverv. Og al socialt liv omdannes til smittestatistisk realtid.
Dermed har staten og dens ”Love” isoleret sig selv og ekskluderet lovens ”Grund”. Grund og Lov er splittet ad. Folk og stat er fjender. Dermed får vi en ½undlov.
4. Forholdet mellem samfund og samfundssind
Ordet ”samfund” er gammelt nordisk. Det betyder sammen-komst og ”at finde sammen i et møde” (fund=møde).
Man finder sammen og gør et fund, når man mødes. Så bliver man til et samfund. Denne tilstand svarer til Grundlovens §79, der handler om at ”samle sig” i fund med hinanden om de ting, man nu finder. Det er nordisk dyd. Det er sam-fund. Det er at mødes og tinge, i et folke-ting, i et al-ting, i et stor-ting, iblandt ting. Ordet ”samfund” har altså dybe rødder i forholdet mellem kultur, natur og frihed. Samfundet er menneskets fineste gave, som mennesket selv har fået af skaberens hænder. Det er Grundlovens rod.
Derfor er forsamlingsfriheden – friheden til at samle sig i sam-fund – også en central del af menneskerettighederne, ja, dén centrale del efter min mening, selvom det danske ”samfund” og Grundlovens ”at samle sig” er endnu dybere og tættere end FN’s menneskerettigheder.
Det skyldes, at samfundet kommer før rettigheden. Rettigheder opstår og udvikles, når mennesker finder sammen i fund, frem for det omvendte synspunkt som hævder, at samfundet er defineret ved retten.
Hvordan så med ordet ”samfundssind” i dette udtryks aktuelle iklædning? Ja, det er det stik modsatte. Det er ikke “at samle sig”. Det er et forbud mod at samle sig. Enhver samling er i samfundssindets optik en smittefare, som er umoralsk og ond. Samfundssindet er en slags had til mennesket.
”Samfundssind” er altså udtryk for et opgør med ”samfund”.
5. §79: Den åbne himmel
Grundlovens §79 er den mest grundlæggende efter min mening. Vi tager den lige igen:
”§ 79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.”
Det vil sige, at enhver har ret til at samles med andre. Indendørs er der ingen begrænsninger på denne ret. Udendørs, under ”åben himmel”, kan rettigheden kun begrænses, hvis der opstår tumulter, som rækker ud over skærmydsler.
Og selv hvis Politiet ønsker at skride ind, så skal borgerne først opfordres hele tre gange til at gå hver til sit. Det fremgår af den efterfølgende §80, hvor ”at samle sig” bliver til ”opløb”:
”Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret til at skilles”.
Der er ingen undtagelser fra disse regler. Dvs. at man ikke kan lave undtagelser ved lov. Kunne man det, ville det være angivet, hvilket det er i nogle af de andre Grundlovsparagraffer. Så §79 er ren som den ”åbne himmel” selv. Her er der ikke ”højt til loftet”, for der er intet loft, blot ”åben himmel”, som mennesket samler sig hos.
6. §79: At samle sig
Borgere ”samler sig”, står der direkte i §79. De samler sig selv sammen med andre, som også samler sig selv. Selvene samles om samfundets objekter, om tekster, kirker, kunstværker, bryllupper, skoler, holdninger, legepladser osv.. Der udvikles tanker, ideer og produkter. Man ”samler sig”, og man samler sig selv. Både individualitet og fællesskab kommer til syne.
Denne ”samlen sig” er en kredsen, det er en kreds, en ring, en dans. Det er menneskenes liv. Det er den kropslige, åndelige og rytmiske samlende-sig sammen i en sam-væren. Det er det modsatte af ”samfundssind”, som man for tiden kalder opgøret med §79.
Ingen må forhindre denne proces, så længe folk ikke bærer våben. Samlingen er fri under åben himmel. Det er det, som folket er. Folket er en sådan ”samlen sig”.
Nedlukningen er et brutalt brud med §79. Den er et brud på ”at samle sig” og dermed et brud på folket og på folke-styret.
Nedlukningen er derfor et brud med Folketinget selv, som selv er en ”samling”, en ”folketings-samling” og dermed en kreds om en ”ting”, som vendes og drejes.
Folketinget, folkets samling om ting, har dermed nedlagt sig selv. Det har svigtet dets pligt. Det er omdannet til noget andet. Men til hvad? Til et ½olketing uden kreds eller fælles ting.
7. Naboparagrafferne
De andre paragraffer udspringer af §79.
§78 handler om foreningsfriheden. Den lyder sådan her:
”Borgere har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed”.
Foreningsfriheden kan kun opretholdes, hvis der er forsamlingsfrihed. Hvis man ikke kan ”samle sig”, så kan man ikke ”forene sig”.
§77 handler om ytringsfrihed. Den lyder sådan her:
”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.” (min kursivering)
Dette er den store filosofiske paragraf, som handler om ”tanker” og ”offentlighed”. Det er tankens tilblivelse og tilsynekomst over for andre i bøger og aviser osv.. Det er oplysningens princip.
Disse tanker afhænger af, at andre også tænker og kommer til syne i et fælles liv og offentligt rum. Derfor kan §77 kun have effekt, hvis den er funderet i §79. Hvis man ikke kan ”samle sig”, så dør ånden. Så §77 er tankens paragraf, som er funderet i §79, som er pædagogikkens paragraf.
Lad os fortsætte det pædagogiske spor:
§76 handler om undervisningsfrihed. Den lyder sådan her:
”Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv søger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige af lade børnene undervise i folkeskolen”.
Så man kan selv opdrage og undervise sine børn og danne frie skoler og pædagogiske sammenhænge sammen med andre. Dansk pædagogik er derfor rodfæstet i forsamlingsfriheden, dvs. at kredse af voksne ”samler sig” og danner skole for deres børn i den grundende grunds lov.
Staten skal også tilbyde en form for frihedens forlængelse, hvilket sker i en folkeskole, hvor undervisningen er ”fri”, både i økonomisk og pædagogisk forstand.
Folkeskolen bærer derfor friskolen i sig selv. Folkeskolen er derfor en del af forsamlingsfriheden. Landets lærere samler sig på en skole. Et lærerråd er en slags materialisering af §79.
Folkeskolereformen fra 2013 var et brud på dette princip. Måske er det derfor, at bruddet med den beslægtede §79 nu følger efter.
§79 og §76 er særligt forbundet. Det er forholdet mellem ”at samle sig” og ”undervisning”. Herfra fødes §77’s tanker og skrifter.
6. Skolens formål
Så at ”samle sig” i §79 hænger sammen med skolefriheden i §76.
Denne sammenhæng fremgår også af folkeskolens formål.
I skolens formålsparagraf, stk 1, står der, at skolen skal ”give eleverne kundskaber”. Ordet kundskaber er gammelt. Det betyder at “samle sig” om fordybelse i tingene, så man opnår fortrolighed med tingenes væsen og lag.
Kundskaber er derfor en udløber af forsamlingsfriheden. De er en form for kredsgang. De er sam-væren om samfundets ting, det er folkets-ting. Kundskaber og demokrati hænger sammen.
Pædagogik og Folkestyre er derfor en del af samme organ. Det fremgår også af formålsparagraffens stk. 3, som netop handler om ”frihed og folkestyre” og om ”åndsfrihed, ligeværd og demokrati”.
Grundlovens §79 er derfor sammenhængende med folkeskolelovens §1.
Eftersom §79 nu er i ruiner, så er folkeskolens formål også i ruiner, hvilket det allerede var på vej til at blive med skoleloven fra 2013.
Hermed har jeg forklaret sammenhængen mellem Grundlov og skole samt Nedlukningens totale brud med begge.
7. Hvad er en “privat bolig” og hvad er “en have”?
Før jeg går videre til hastelovenes begrundelser, så har jeg fundet et lille eksempel, både på hvordan reglerne kan få meget indgribende konsekvenser for samfundslivet, og på hvad der sker med reglerne, når de gradbøjes i den nye ånd.
For en måneds tid siden var der en diskussion om, hvad der udgjorde en ”privat bolig” i forhold til det forsamlingsforbud for grupper over 5 personer, som har rod i hastelovenes bemyndigelser. Årsagen var, at der var havde været et selskab i en privat garage, hvor politiet havde interveneret, fordi denne garage angiveligt ikke blev anset for at være en del af den “private bolig”.
Det fik d. 21. januar Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti til at spørge justitsminister Nick Hækkerup om, hvordan man egentlig skulle forstå udtrykket “privat bolig”.
Svaret er virkelig mærkeligt:
Først står der i ministerens svar, at forsamlingsforbuddet ikke gælder ”private boliger eller haver i tilknytning hertil”. Der står også, at udtrykket ”privat bolig” skal forstås ”bredt og videre end bopæl”. Man slapper lidt af.
Men derefter står der tilsyneladende det stik modsatte? Nemlig at haver og gårdspladser skam slet ikke er en del af den ”private bolig”, og at ”privat bolig” kun refererer helt konkret til, ”der hvor man overnatter”.
Det betyder så, at f.eks. ”haver og gårdspladser” ikke er en del af boligen alligevel, og at disse steder dermed er direkte omfattet af forsamlingsforbuddet. Det kan man læse her:
”Videre fremgår det, at andre lokaliteter – der således ikke falder ind under begrebet privat bolig – omfatter bl.a. udendørslokaliteter, som f.eks. haver og gårdspladser, og indendørslokaliteter, som f.eks. lader, skure og værksteder, som den pågældende råder over.”
Så hvis man er en familie på fem, så må man ikke mødes med farmor i haven eller på en privat gårdsplads.
Det er som om, at ideologien i fortolkningen af reglen overtrumfer ideologien i selve reglen, som i sig selv er et opgør med Lovens Grund. Vi får en juridisk fordobling af overgrebet på §79, et overgreb som jo er dirigeret af det “ekstreme forsigtighedsprincip”.
8. Regeringens begrundelser for overgrebet på Grundlovens §79
D. 26. marts fremsatte regeringen hastelov nr. 158, som bygger videre på L133 fra d. 12. marts. Begge love, som vedrører ændringer af epidemiloven, blev vedtaget på ekstremt kort tid i en total kortslutning af demokratiets normale og anerkendte processer.
I hastelovens §6 giver ½olketinget uden videre bemyndigelse til, at sundhedsministeren kan gennemføre en række drakoniske angreb på Grundlovens §79.
§79-problemstillingen er faktisk omtalt i bemærkningerne til både L133 og L158. Her fremgår det, at regeringen ikke mener, at der er problemer med §79. Der angives i bemærkningerne til L158 følgende tre grunde, som er udført i al hast, og som ikke holder i retten efter min mening:
- For det første nævnes det, at politiske demonstrationer er undtaget fra hastelovens forsamlingsforbud. Det var samme argument, som Jens Peter Christensen, som allerede nævnt under kapitel 1, fremførte i JP i juni 2020. Men det er slet ikke tilstrækkeligt, eftersom §79 tillader alle former for forsamlinger og ikke kun politiske demonstrationer. §79 tillader alle at ”samle sig”, og det kan man gøre på mange måder, både i skoler og hos købmanden og mange andre steder. Det skal staten ikke blande sig i, med mindre, der er fare for den offentlige fred, hvilket der jo ikke at tale om her.
- For det andet angives det, at hastelovens indgreb indføres af ”vægtige hensyn til folkesundheden”. Men det argument gælder ikke. Grundloven hjemler ikke en sådan mulighed. Den beskytter snarere imod den slags almene markeringer, som ingen kan kontrollere. I bemærkningerne tales også om ”alment farlige sygdomme”, men corona er slet ikke kategoriseret som en ”alment farlig sygdom”, så det er helt uforståelige ord. Og selv hvis coroaen var ”almen farlig”, ville indgreb i forsamlingsfriheden stadig være ulovlig ift Grundloven, eftersom der ingen undtagelser er for §79’s gyldighed, ud over dem jeg allerede har nævnt.
- For det tredje hævdes det, at begrænsningerne i §79 alene tager udgangspunkt i ”konkrete vurderinger”. Men det passer ikke. Begrænsningerne er generelle, vedvarende og ukonkrete, og de er ikke knyttet til konkrete vurderinger overhovedet, tværtimod. Det er et absurd argument.
I bemærkningerne til L133 er der desuden en kort henvisning til rockerloven. Jeg behandler det selvstændigt nedenfor. Derudover er der nogle korte linjer om en mulig nødretsbegrundelse som sættes i forbindelse med trusler mod ”den offentlige fred”. Det er så kortfattet, og konsekvenserne så store, at det heller ikke kan tages alvorligt. Og der er jo ingen fare for den ”offentlige fred” ved, at jeg går en tur i skoven med mine naboer. Det er snarere dybt foruroligende, at “nødretten” fremføres så nonchalant. Argumentet forfølges da heller ikke yderligere. Desuden er forsamlingsfriheden som sådan ikke en trussel mod nogen ”offentlig fred”, tværtimod, så bidrager den til freden. Hele logikken er foruroligende udemokratisk.
I bemærkningerne henvises også til juristen Alf Ross’ statsretslige arbejde. Ross var rets-positivist, hvilket er udmærket i visse sammenhænge, men det er dårligt, hvis man vil forstå Grundlovens sammenhæng med sociale og historiske processer, som jo er emnet i denne analyse. Derfor var Ross også i sin tid ude i stærk polemik med højskolemanden Hal Koch, der i sin bog om demokrati mente, at samfundet og demokratiet byggede på livslove med rod i påvirkningen fra Sokrates, Grundtvig og Jesus. En retspositivist vil have tendens til at reducerer Grundloven til ”lov” og at glemme dens ”grund”. Dermed kollapser Grundloven ned i Folketinget, som dermed mister sin filosofiske og pædagogiske forankring.
Endelig vil jeg sige, at Ross faktisk i flere af sine bøger i høj grad har sans for rettens historiske fundament, så jeg er slet ikke så sikker på, at han kan tages til indtægt for regeringens syn på §79.
De tre grunde plus det løse holder altså ikke. Der er derfor tale om et brud på landets Grundlov efter min mening. Det håber jeg i al fald, for ellers er Grundloven ubrugelig.
Regeringen har altså ikke blot brudt Grundlovens §73 i forbindelse med minksagens ødelæggelse af andres ejendom uden lovhjemmel. Den har også brudt Grundlovens §79 ved Nedlukningen som sådan. Eftersom §79 nok er den mest grundlæggende paragraf af alle – retten til at “samle sig” – kan dette brud slet ikke tages alvorligt nok.
Grundloven er derfor erstattet med Undtagelsen, som definere sin nye ”lov” i hast, og hvis ”grund” er en glemt og overset rest.
9. Om henvisningen til Rockerloven
Et af regeringens argumenter for, at den har overholdt §79 er en henvisning til den såkaldte Rockerlov fra 1996. Denne begrundelse kan man læse i bemærkningerne til de to store hastelove, L133 og L158, og den gentages faktisk af en professor i forfatningsret, Jørgen Albæk Jensen, i en artikel på TjekDet.dk.
Faktisk er det forhold, at Højesteret overhovedet antog sagen til behandling et bevis for, at forsamlingsfriheden også omfatter ikke-politiske forsamlinger. Denne pointe angives også i “Dansk Statsret – 2. udgave” på s. 376.
Men sad os se på den nærmere argumentation, som har to sider, dels en konkret og dels en almen. Det er især den almene begrundelse, som regeringen henviser til, men man bliver nødt til at se på den konkrete sammenhæng, hvori den almene tese fremføres:
A. Konkret argument
Rockerloven handler om, at man kan lave konkrete forbud om ophold i specifikke boliger ved helt særlige og problematiske forhold. Loven er som sagt fra 1996, og allerede dengang diskuterede man §79. I 1999 blev der faktisk ført sag i Højesteret om lovens forhold til §79. Højesteret stadfæstede loven som gyldig. Men Højesterets argument var bestemt ikke noget carte blanche til at forbyde forsamlinger og heller ikke rockerne, tværtimod.
I forbindelse med en konkret sag i 2013 fortæller advokat Sysette Vinding Kruse om Højesterets dom fra 1999:
”Hvis der er en konkret, påviselig risiko for, at der vil komme en væbnet konflikt eller en konflikt der er til fare for andre, kan politiet gøre brug af rockerloven”
Vinding Kruse siger også følgende:
”Der skal være en konkret risiko, og det er ikke noget, man kan gøre for evigt tid. Det er noget, de hele tiden skal tages op. Det er ikke en måde at forbyde rockere i villakvarterer på, siger hun.”
Det fremgår også, at et sådant konkret forbud kun kan forlænges, så længe der fortsat er en konkret risiko for, at personer er i fare.
Vinding Kruse siger:
”Og faren skal være konkret. Det er ikke nok med den generelle fare, som er forbundet ved at leve ved en rockerborg”.
Denne fortolkning udspringer direkte af rockerlovens §1, stk 3:
”Stk. 3. Stk. 1 og 2 kan kun anvendes, såfremt det angreb, der er risiko for, må antages at være led i et gensidigt opgør mellem grupper af personer, hvor der på begge sider anvendes voldelige midler, herunder skydevåben og sprængstoffer.”
Summasummarum: For at tage Rockerloven i anvendelse skal der være en konkret og alvorlig fare, og en evt. anvendelse skal være afgrænset i tid og rum. Det svarer nogenlunde til ånden i §79.
Men disse argumenter har jo intet at gøre med Nedlukningens generaliserede forsamlingsforbud for hele landet i flere måneder!
Regeringen har faktisk siden 1999 forsøgt at udvide rockerlovens gyldighedsområde, så man kan føre mere nidkær kontrol med ”rockerne”, men denne udvidelse er for det første ikke blevet prøvet ved Højesteret, og selvom den blev godkendt, ville den ikke ændre på kravet om et meget konkret og afgrænset virkningsfelt, et krav som altså stadig gælder fuldt og helt, og som Nedlukningen forbryder sig imod.
B. Alment argument: Proportionalitet og vilkårlighed og ekstrem forsigtighed
En anden ting er, at Højesteret i sin rocker-dom henviser mere generelt til, at forsamlingsfriheden kan brydes under visse omstændigheder. Det sker med følgende formulering:
”Højesteret bemærker indledningsvist i dommen, at grundlovens § 79 om forsamlingsfrihed er en nødvendig og selvfølgelig forudsætning for et demokrati, men at bestemmelsen ikke hindrer, at lovgivningsmagten fastsætter regler, som begrænser forsamlingsfriheden, såfremt dette sker til beskyttelse af andre væsentlige interesser, fx andres liv og velfærd. Et sådant indgreb må dog ikke ske vilkårligt, og Højesteret understreger, at et indgreb i forsamlingsfriheden skal være proportionalt og henviser i den forbindelse til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 11.”
Her tales for et ”proportionalitetsprincip” og et forbud mod ”vilkårlighed”. Der skal altså være proportioner og en konkret regelbaseret anledning. Man kan altså ikke bare lukke en skole, hvis ingens liv er i konkret fare. Og man kan slet ikke lukke alle skoler. I øvrigt var nedlukningen et eksplicit opgør med “proportionalitetsprincippet”. I stedet blev myndighederne kommanderet til at følge det såkaldte “ekstreme forsigtighedsprincip”.
Og Menneskerettighedskonventionens artikel 11 , som dommen henviser til, lyder sådan her:
”Artikel 11: Forsamlings-og foreningsfrihed
- Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.
- Der må ikke gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder (…).”
Så udgangspunktet for menneskenes liv er forsamlingsfrihed, en ret som kun kan indskrænkes under helt specielle og velbegrundede omstændigheder, og henvisningen til “sundheden” må underkastes dette krav.
Bemærk at Menneskerettighedernes omtale af mulige begrænsninger i folks menneskeret til at ”samle sig” ikke stammer fra Grundloven, der kun nævner vold og uro som legitime begrænsninger, og som derfor fremstår som en mere ren rettighed. I Grundloven har ”forsamlingsfriheden” endda sin helt egen paragraf ved siden af foreningsfrihedsparagraffen. Menneskerettighederne slår forsamlings- og foreningsfrihed sammen i samme Artikel.
Den danske lov er altså skrappere end Menneskerettighedskonventionen, når det kommer til forsamlingsfrihed, hvilket Højesteret lader til at overse. Det er ikke så godt.
Menneskerettighederne åbner altså for flere undtagelser, men det er bestemt ikke en ladeport for måneds- og årelange generaliserede restriktioner. Begrænsningerne skal være begrundet i et proportionalitetsprincip, og de må ikke have en vilkårlig karakter.
Men selv, hvis man inkluderer Menneskerettighedernes mere almene ”proportionalitetsprincip”, som Højesteret endda ledsager med krav om, at tiltaget skal være både ”nødvendig” og ”egnet”, så er Nedlukningen et eklatant brud også på Grundloven. Det skyldes dels, at Nedlukningen som nævnt skete som et direkte opgør med netop proportionalitets-princippet til fordel for et “ekstremt forsigtighedsprincip”, og dels at Nedlukningens begrænsninger på §79 er vilkårlige og generelle og principielt uendelige. Uendeligheden er forstærket af den nye epidemilov fra d. 1. marts 2021, hvorefter både influenza og corona nu kan retfærdiggøre Nedlukninger.
Så Nedlukningen er forbudt både ifølge Menneskerettighederne, og fordi Nedlukningen bygger på et opgør med proportionalitetsprincippet, og det er “endnu mere forbudt” ifølge Grundloven, hvor der ikke engang er noget proportionalitetskrav, og hvor friheden derfor er nærmest absolut, med mindre den er meget konkret begrænset i en specifik lov, som det f.eks. var tilfældet i forbindelse med Rockerloven.
Referencer:
”Coronaskeptisk organisation sagsøger Mette Frederiksen: Vil bevise, at nedlukning er i strid med Grundloven”, Tjekdet.dk, d. 15. februar 2021.
Rockerloven fra 1996: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1996/907
Hastelov, L133, jf. bemærkninger til §79 på s. 14-15: https://www.ft.dk/…/lov…/l133/20191_l133_som_fremsat.pdf
Hastelov, L158, jvf. bemærkninger til §79 på s.12: https://www.ft.dk/…/lov…/l158/20191_l158_som_fremsat.pdf
Her er de fulde tekster fra bemærkningerne til de to hastelove:
A. Her er bemærkningerne til L133:
”Ifølge grundlovens § 79 har borgerne ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åbenhimmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.
Det er almindeligt antaget i den forfatningsretlige litteratur, at grundlovens § 79, 3. pkt., ikke udtømmende gør op med de indgrebsmuligheder, der er over for forsamlinger. Det er således bl.a. antaget, at der – i det omfang der er hjemmel hertil i anden lovgivning – uafhængigt af grundlovens § 79,3. pkt., kan foretages indgreb af hensyn til andre væsentlige offentlige eller private interesser, forudsat at der ikke dermed er tilsigtet et indgreb i forsamlingens ytringstilkendegivelse som sådan, jf. bl.a. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 700 ff. og 706 ff., Als Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udgave v. Ole Espersen, 1980), side773 ff., og Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3 (3. udg.,2003), side 131 f.
Som eksempel nævner Poul Andersen, a.st., side 706 f., at sygdomme ifølge den daværende epidemilovs § 22 kan begrunde et forbud mod afholdelse af offentlige møder. Højesteret tog ved dom af 16. august 1999 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1798) stilling til bestemmelsen i §1 i lov nr. 907 af 15. oktober 1996 om forbud mod ophold i bestemte ejendomme (rockerloven), der indeholder hjemmel for politiet til at forbyde en person at opholde sig i en bestemt ejendom under nærmere angivne betingelser.
Højesteret anfører i dommens præmisser bl.a., at grundlovens § 79 om forsamlingsfrihed af hensyn til muligheden for gennem forsamlinger at befordre meningstilkendegivelser sikrer, at forsamlinger kan afholdes uden forudgående tilladelse fra en offentlig myndighed og ikke vilkårligt kan forbydes.
Bestemmelsen hindrer imidlertid ikke, at der ved lov fastsættes regler, som – uden at være rettet mod en forsamlings meningstilkendegivelser – begrænser forsamlingsfriheden, når dette sker til beskyttelse af andre væsentlige interesser, herunder andres liv og velfærd, idet sådanne begrænsninger dog ikke må gå videre end, hvad der er nødvendigt for en sådan beskyttelse, jf. herved også EMRK artikel 11.
Højesteret anfører desuden bl.a., at lovens forbudsordning er begrundet i hensynet til beskyttelse af omkringboende og forbipasserende og ikke er rettet mod gruppens forsamling som sådan eller dens adgang til meningstilkendegivelse. En afskæring af vedkommende gruppe fra ophold på den pågældende ejendom medfører, at den bliver uegnet som angrebsmål. På den baggrund anføres det bl.a., at lovens forbudsordning må anses for egnet til at opnå det formål, den forfølger, og at ordningens betydning for grupper, som gennem deltagelse i gensidigt væbnet opgør har gjort sig til angrebsmål, er beskeden i forhold til den tilstræbte beskyttelse af omkringboende og forbipasserende, der uforskyldt udsættes for fare, hvorfor Højesteret ikke fandt forbudsordningen stridende mod grundlovens § 79.
Navnlig den foreslåede § 6 vil efter omstændighederne kunne benyttes til at fastsætte regler om indgreb mod visse forsamlinger. Efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse vil den foreslåede ordning ikke udgøre et indgreb i strid medforsamlingsfriheden efter grundlovens § 79. Der er herved lagt vægt på, at den foreslåede ordning ikke giver mulighed for at fastsætte regler eller i øvrigt foretage indgreb rettet mod meningstilkendegivelser, men at eventuelle indgreb vil blive fastsat af hensyn til at beskytte et vægtigt hensyn tilden offentlige sundhed, herunder hensynet til at mindske eller forhindre udbredelse af alment farlige sygdomme her i landet.
Der er endvidere lagt vægt på, at det forudsættes, at indgreb mod forsamlinger foretaget efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse alene vil blive fastsat i det omfang og den tidsmæssige udstrækning m.v., som efter en konkret vurdering er nødvendigt for at beskytte hensynet til den offentlige sundhed. Det bemærkes i øvrigt, at det for så vidt angår grundlovens §79, 3. pkt., hvorefter forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred, er almindeligt antaget i den forfatningsretlige litteratur, at der i tilfælde, hvor faren udgår fra udenforstående, kan nedlægges forbud mod en forsamling ud fra nødretsbetragtninger, jf. Poul Andersen, a. st., side 710, Peter Germer, a. st., side 417 med note 44, og Henrik Zahle, a. st., side 131.
Der kan i den forbindelse også henvises til bemærkningerne til politilovens § 7, stk. 4 (Folketingstidende 2003/04, tillæg A, sp. 5922). Det må antages, at nødretsbetragtninger efter omstændighederne tillige vil kunne danne grundlag for konkrete forbud mod forsamlinger som følge af udbredt smittefare.”
B. Fra bemærkningerne til L158:
”Ifølge grundlovens § 79 har borgerne ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.
Forholdet mellem grundlovens § 79 og navnlig den gældende § 6 i epidemiloven om forbud mod afholdelse og deltagelse i større forsamlinger er behandlet under pkt. 4.1 i bemærkningerne til lovforslag nr. L 133 af 12. marts 2020 (jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som fremsat, side 13f.), der bl.a. indførte den gældende § 6.
Det fremgår bl.a. heraf, at bestemmelsen efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse ikke vil udgøre et indgreb i strid med forsamlingsfriheden efter grundlovens § 79.
Der lægges i den forbindelse bl.a. vægt på, at den foreslåede ordning ikke giver mulighed for at fastsætte regler eller i øvrigt foretage indgreb rettet mod meningstilkendegivelser, men at eventuelle indgreb vil blive fastsat af hensyn til at beskytte et vægtigt hensyn til den offentlige sundhed, herunder hensynet til at mindske eller forhindre udbredelse af alment farlige sygdomme her i landet.
Der lægges endvidere vægt på, at det forudsættes, at indgreb mod forsamlinger foretaget efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse alene vil blive fastsat i det omfang og den tidsmæssige udstrækning m.v., som efter en konkret vurdering er nødvendigt for at beskytte hensynet til den offentlige sundhed.
Tilsvarende forudsætninger er lagt til grund for den foreslåede udvidelse af epidemilovens § 6, hvorefter der vil kunne fastsættes forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted. Det er på den baggrund Sundheds- og Ældre-ministeriets opfattelse, at den foreslåede ordning ikke udgør et indgreb i strid med forsamlingsfriheden efter grundlovens§ 79.”