INDHOLD:
1. Mit blog-indlæg om Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs skolesyn.
2. Staunæs’ og Juelskjærs reaktion
2A. Klage fra Malou Juelskjær, d. 15. april
2B. Klage fra Malou Juelskjær, d. 15. april
2C. Klage fra Dorthe Staunæs, d. 16. april
3. Kort opsamling og link til løbende registering af indlæg om sagen
1. Mit blog-indlæg om Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs skolesyn
15. april skrev jeg følgende blogindlæg:http://www.thomasaastruproemer.dk/danske-paedagogiske-tekster-1-dorthe-staunaes-opgoer-med-den-paedagogiske-tradition.html
Indlægget er en kritisk analyse af en artikel af professor MSO Dorthe Staunæs og lektor Malou Juelskjær, hvori de fremlægger deres syn på klasseledelse. Samme dag skriver jeg følgende til Staunæs:
”Kære Dorthe – Selvom vi er kolleger, har vi vist aldrig hilst på hinanden? Men jeg vil sige, at jeg har skrevet en analyse af en af dine artikler (skrevet sammen med Juelskjær) på min hjemmeside. Jeg har muligvis misforstået det hele, og du er naturligvis meget velkommen til at svare i kommentarfeltet, hvis du har lyst – Mange hilsner, Thomas Aastrup Rømer, DPU-Trøjborg”
2. Staunæs’ og Juelskjærs reaktion
Jeg regner med, at der derefter kommer en diskussion, men det gør der ikke. Fint nok, tænker jeg. Staunæs og Juelskjær har andet at lave.
Men 11 dage senere, fredag d. 27. april, kommer der sørme en reaktion alligevel. Men hvor? På bloggen, i avisen eller i et tidsskrift? Nej slet ikke. Men hvor da?
Jo, jeg får en mail fra Aarhus Universitets ledelse, som beder mig komme til samtale med juridisk bisidder, fordi ledelsen har modtaget to klager fra Juelskjær og Staunæ. Få dage efter fremsendes en ekstra klage fra Juelskjær.
De to forskere beskylder mig for ”tilsvining” og ”had” og “mobning”, og de beder dekanen og institutlederen om at tage sig af sagen.
Nedenfor kan man læse de pinlige henvendelser i fuld dressur. Her kan alle borgere i Danmark se, hvilket ufrit niveau dele af dansk pædagogisk forskning befinder sig på.
2A. Klage fra Malou Juelskjær d. 15. april
“Kære alle,
Nu bevæger Thomas Rømer sig videre ud i det (virtuelle) offentlige rum med sin tilsvining. Og han har yderligere skruet op for retorikken.
Nu har han flyttet sig fra sin facebook (og sin egen hjemmeside) til folkeskolen.dk med overskriften ”Dorthe Staunæs’ opgør med den pædagogiske tradition”.
– dvs. han tilsviner hende (og Helle og jeg) direkte ind i det skolefelt, hvor hun og vi andre har – og forhåbentlig i fremtiden skal kunne have – konstruktive samarbejder.
Jeg kan jo så sætte mig selv og Helle i parentes – eftersom det er Dorthe som person han går efter. Vi bliver blot i indledningen nævnt som ”Staunæs, Bjerg og Juelskjær er et neostrukturalistisk trekløver, som optræder sammen på kryds og tværs under min overordnede tese om denne pædagogiske retnings kritiske forfald”.
Og det gør det jo ærligt talt endnu mere uhyggeligt at han hiver hende ud på denne der måde – og så fuldstændig mislæser alt hvad vi har skrevet.
Og hvor bliver det næste sted han skal svine hende til, mon?
Jeg må sige, at jeg synes det er bekymrende.
Yderligere er det bekymrende at manden underviser vores studerende. Han kan jo dels umuligt lære dem at læse og forstå akademiske tekster (det kan han ej selv) og hvis han lufter sin demagogiseringer i undervisningen også, har vi et betydeligt problem der også.
Jeg vil sige det ligeud:
Jeg mener, at dette her er et ledelsesmæssigt problem at reagere på (CLAUS HOLM, OLILVER KAUFFMANN, PIA BRAMMING). Og jeg mener, at der ligeledes må iværksættes et ’kollektivt-kollega-subjekt’ til at svare ind i den kampagne han har gang i.
BH Malou”
(Note, d. 24. august 2015: Klageskrivelse 2A blev trukket tilbage i forbindelse mødet med universitetets ledelse d. 29 april og erstattet med klage 2B. Da jeg kom hjem fra mødet, slettede jeg derfor klagen fra herværende hjemmeside, men eftersom ordlyden i flere dage var en officiel klage, og eftersom Juelskjær ikke personligt, selv her mange måneder efter, har fundet anledning til at beklage de grove anklager – eller i det mindste sige, at det var finker i kampens hede eller noget i den retning – lægger jeg nu denne oprindelige klageskrivelse ud igen, så alle kan se, hvordan kritikkens affekter udtrykker sig i visse kredse på DPU.)
2B. Klage fra Malou Juelskjær, d. 15. april (eftersendt til mig mandag d. 27. april fra dekanatet)
“Kære Claus Holm
Jeg retter hermed en klage vedrørende kollega Thomas Astrup Rømer, som i det offentlige rum i en række indlæg på forskellige webpages beklikker min faglighed, på et højest usagligt grundlag.
Jeg anmoder indtrængende om at klagen vil blive givet prioritet af to grunde
1) her er tale om cyberbullying (en virtuel tilsvining som forskning viser, at det er det er umuligt at gå i rette med selv, uden at blive hvirvlet ind i yderligere tilsvininger).
2) Thomas Astrup Rømers indlæg ligger blandt andet på Folkeskolen.dks hjemmeside. Folkeskolen er netop et af de praksisfelter, min forskning omhandler, og jeg frygter at den usaglige, fordrejede referering af min forskning kan have negative konsekvenser for min mulighed for fortsat at have konstruktive forsknings- samarbejds- og udviklingsrelationer med feltet, når min faglighed beklikkes (og fordrejes) på denne vis. Rømer har (iflg. hans egen hjemmeside) endvidere en omfattende foredragsvirksomhed på folkeskoleområdet, og jeg frygter at beklikkelsen af min faglighed vil fortsætte i disse mundtlige fora. Hvor det jo er helt umuligt at tage til genmæle.
Jeg overvejer i nuværende stund at kontakte Magisterforeningen og for at undersøge om jeg skal køre en mobbesag på Thomas Astrup Rømer
Venlig hilsen,
Malou Juelskjær
Lektor, PhD,”
2C. Klage fra Dorthe Staunæs til konst. institutleder Claus Holm og konst. dekan Johnny Laursen d. 16. april
”Kære Claus Holm og Johnny Laursen
Jeg vil hermed indgive en klage over min kollega Thomas Aastrup Rømer, ansat på Institut for Uddannelse og Pædagogik, Campus Trøjborg for chikane i det offentlige rum.
TAR har på en række virtuelle platforme herunder Facebook og folkeskolen.dk på uvederhæftig vis angrebet og tilsvinet senest mig og to af de forskere, jeg ofte skriver samme med, Helle Bjerg/UCC og Malou Juelskjær. Angrebene karikerer og forvrænger vores forskning og dens kundskabsambitioner. Der skelnes ikke imellem, hvad jeg og mine kolleger analytisk beskriver, og hvad jeg måtte have af meninger om samme. Der sker således et alvorligt kollaps mellem forskningsartikler og debatindlæg. TAR’s angreb er præget af manglende analytisk grundighed, af udeladelse og tilskrivelse af lyssky motiver. Hvis man gjorde sig den anstrengelse at læse mit forfatterskab og virke, men også bare grundigt læste den enkelte artikel, TAR skriver henover, ville man vide, at hans anklager og slutninger er helt ude i skoven. Jeg ved fra kolleger fra Trøjborg, at TAR har fået at vide, at han har misforstået og forvrænget vores tekster. Alligevel har han valgt at offentliggøre sine angreb på en offentlig platform, der læses af alle folkeskolens lærere, ledere og interessenter. Det virker ikke som om, der er gang i en akademisk dialog, men om en tilsværtning.
TAR’s angreb skal ses i forlængelse af årelange række angreb iværksat imod individuelle forskere indenfor bestemte forskningstraditioner (Jens Erik Kristensen, Lars-Henrik Schmidt, Lars Geer Hammershøj, Laura Louise Sarauw m.fl.). Især på DPU, men også blandt vores samarbejdspartnere på andre forskningsinstitutioner (Andreas Rasch-Christensen, Stefan Herman og tidligere på tidligere ansatte Heller Bjerg, Katja Brøgger og Lars Qvortrup). Angrebene har (ligesom det ovenfornævnte) karakter af udpegning, beklikning, motivjagt og forvrængning af enkeltpersoners faglige integritet og af angreb på institutionen Aarhus Universitet. Indlæggenes had synes automatisk at rette sig mod folk, der har markeret AU/IUP forskningsmæssigt og arbejdet for AU/IUP udadtil. Det skader os som enkeltindivider, hvis disse angreb fortsætter uantastet. Ligeledes skader det Aarhus Universitets ry og muligheder for at få opgaver, rådsposter, indflydelse og midler til institutionen og på anden vis gøre os gældende nationalt. Det vil gøre det gøre yderligere, hvis det får lov at fortsætte. Endelig skaber den slags kollegial uansvarlighed og manglende forskningsetik røre indadtil i miljøet. Der er allerede i mit eget forskningsmiljø skabt uro og en stemning af udsathed. Enkeltpersoner og grupper spørger: ”Hvornår retter han skytset mod mig? Hvordan kan jeg gardere mig mod ubegrundede hadeindlæg og ubehagelige indlæg på konferencer? Skal jeg undgå at lægge mine powerpoints ud, når jeg har holdt oplæg?”
Jeg håber, at I som ledelse vil tage hånd om denne sag. For min og mine kollegers skyld, men også for institutionens. Jeg har endvidere henvendt mig til fællestillidsrepræsentant, Charlotte Paludan, for at undersøge, om dette er en sag om digital, akademisk mobning.
Med venlig hilsen
Dorthe Staunæs, phd
Director of the research program on Organisation & Learning
Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)”
3. Kort opsamling og link til løbende registrering af indlæg om sagen
Det er ikke første gang, jeg er udsat for den her slags intimideringer, hvor indflydelsesrige forskere klager til diverse mellemledere i stedet for at diskutere mine synspunkter og argumentation i det offentlige rum. Jeg vil fortælle om flere episoder i den kommende tid.
Staunæs’ stil er karakteristisk for de fleste henvendelser af den her slags: Først tales der i et vildt vokabular om ”had” og ”tilsvining” – ord som jeg aldrig selv kunne finde på at bruge. Derpå fremhæver hun vigtigheden af instituttets status og hensynet til råd og nævn mm.; men helt ærligt: Hensyn til status og anseelse bør en videnskabsmand være helt ligeglad med, når han vurderer de pågældende myndigheders filosofiske kvalitet. Derudover fortæller Staunæs også, at man altså allerede har forklaret mig det ene og det andet, som om jeg er sådan en, der skal forklares noget, og endelig føres det hele over i et lukket administrativt univers, hvor en pædagogisk kritik slet ikke høre hjemme. Mellemlederne burde afvise det hele prompte, men det kan de åbenbart ikke finde ud af.
Det er pinligt ud over alle grænser efter min opfattelse. Det er et jo et DPU i intellektuel opløsning?
Men jeg vil ikke finde mig i den her slags beskyldninger mere. Angrebene må stå på rent offentlige mål, så fra nu af ryger det hele direkte i medierne. Ellers ender det jo med, at jeg begynder at sige noget, som andre synes er rigtigt, selvom det er forkert.
Kras faglig kritik kan jeg se masser af i Thomas’ indlæg, men had og tilsvining? Ja det skulle da i så fald være mellem linjerne i den klage over Thomas, de ramte har indgivet. Frem for alt forekommer det ynkeligt, at de ikke tager fagligt til genmæle, men vælger at gå efter manden.
Det er lidt sært med al den vrede. Det er jo Thomas Aastrup Rømer, der er i mindretal. Han går imod det, der pædagogisk gælder hos dem, der har magten. Alle kan ikke have ret. Det vil tiden vise. Personligt ville jeg holde på Thomas Aastrup Rømer. Jeg kan slet ikke forstå, at det skulle være legitimt at gå efter at få sin modstander fyret. Det efterspørges faktisk i klagen. Lidt indpakket, men vi er vist i et forum, hvor enhver kan læse indenad.
Det er særdeles væsentligt at offentligheden får kendskab til dette. Det virker som forsøg på at kvæle den frie debat.
Er problemet ikke netop, at folkets skole skal være folkets, men er blevet videnskabens? Videnskab, som er fuld af glæde ved egen imploderende teoretiseren og fagligt pop… Ikke optaget af historien, det folkelige og hvad man kunne kalde dagligdagens virkelige virkelighed? Selv navigerer jeg dagligt udspændt mellem den grundtvigianske skoletradition og neurologiske teorier. Mine bedste faglige virkemidler finder jeg mange steder imellem de to. Aldrig KUN det ene sted. Hvis forskere, debattører og praktikere ikke må påpege det åbenlyst problematiske i, at man fra centralt hold ønsker at ophæve normer, historie og subjekt i folkets skole og gøre befolkningen til instrumenter for det politiske lags ambitioner – til maskiner i konkurrencestaten – ja så har vi et problem af hidtil usete dimensioner. HURRA, fordi Rømer står ved sig selv og siger sin mening. Den fornærmede teenagerreaktion fra den kritiserede part, som åbenbart lige troede hun havde fået sit 12-tal i public management statens flinkeskoletjeneste, og så vover nogen sørme at stille spørgsmål ved, om Kejseren nu også rent faktisk HAVDE tøj på… Ja, den er faktisk ret komisk. Her er den efter min mening sande historie om teorierne bag skolereformen: http://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/kejserens_nye_klaeder
Kære Thomas
Jeg håber ikke, at sagen får nogle følger for dig, og jeg er sådan set enig med mange andre i, at din post ikke berettiger en kraftig reaktion fra AU-ledelsen (men nu ved vi vel endnu heller ikke, hvad de gerne vil sige). Når det er sagt, så synes jeg faktisk vi har brug for at diskutere rammerne for kollegial, faglig debat i det offentlige rum. Med det store forbehold, at jeg ikke endnu har haft mulighed for at læse den kritiserede artikel, så må jeg indrømme, at din læsning/fremlæggelse af den *forekommer* mig unuanceret,ikke-konstruktiv og som en ‘fanden læser biblen’-læsning. Når jeg får læst den kan det være, jeg må trække de ord tilbage, men din post *forekommer* mig umiddelbart polemisk, meget aggresiv og på ingen måde som et ønske om produktiv dialog (selvom du efterfølgende skriver dette i en mail).
Jeg ville også pænt betakke mig videre debat, hvis jeg var Staunæs mfl. Jeg ville ikke tro på, at der kunne komme en god dialog ud af det med det oplæg. Jeg tror også jeg ville føle mig angrebet og beklikket, og jeg ville faktisk ikke have lyst til at træde ind i den ramme, som du har afsat for dialogen. Det kan være, du synes, det er en produktiv måde at have en debat på, men det er jeg uenig i, og jeg synes også, at vi som kollegaer, forskere må vælge hvordan vi gerne vil indgå i dialog. Jeg synes derfor ikke, som nogle antyder rundt omkring, at ‘de jo bare kan svare på kritikken’ er en helt rimelig respons. Det er dels vanvittig tidskrævende, og dels kan man jo altså synes, at stilen er så polemisk, at det ikke gavner noget. Det kan også være, at man synes debatten bør foregå i andre arenaer. Tidsskrifter, seminarer og ikke på blogs og på facebook, hvor debatten også hurtigt bliver skinger og voldsom som deltagerantallet stiger. Jeg synes allerede, der også er tegn på i ovenstående kommentarer, at det bliver en meget personligt og poltiseret diskussion, som det er svært at træde ind i som forsker.
Så mens jeg håber, at indkaldelsen til samtale måske er mindre dramatisk end den lyder, så synes jeg faktisk også, at du kommer til at overtræde nogle grænser for produktiv akademisk debat. Det retfærdiggør ikke den skarpe reaktion, og jeg synes det bedste havde været om Staunæs et al. havde svaret på din mail og skrevet ‘vi bryder os ikke om stilen, vi gider ikke at diskutere på din blog – men hey lad os holde et seminar, hvor vi kan mødes’…det kunne du jo også have valgt som indgang til at diskutere med kollegaer, som du endnu ikke har mødt.
Kære Thomas Ryberg. Har vi læst samme indlæg??? Jeg kan simpelthen ikke få øje på det polemiske, det aggressive eller det “personlige” i TARs kritik. Vil rigtigt gerne have det peget ud – som det står nu, får jeg fornemmelsen af en flok meget sarte akademikere, der slet ikke tåler kritisk tilgang til deres tekster, men i stedet bliver kede af det og måske endda sårede, når andre ikke kan forstå hvad de mener. Uha, det tegner ikke godt, det her!
Thomas@ Tak for dit indlæg. Min analyse af Staunæs’ og Juelskjærs tekst er helt efter bogen og er ikke engang i nærheden af at overtræde nogen som helst grænse. Men hvis du har det synspunkt, vil jeg da håbe for dig, at du undgår at komme i kontakt med kritiske processer i dit arbejdsliv, selvom det vil gøre mig bekymret på vegne af dit fags kvalitet. Det, der er tale om her, er, at SJ ikke KAN svare. Derfor tyer de til den her gang småtotalitær adfærd og reducerer offentlig kritik til noget, de kalder for “cyberbullying”. Du bør gennemtænke dit kritikbegreb efter min opfattelse? Måske har du skrevet noget om det? Så vil jeg gerne se det og måske kritisere det:-)
Thomas Ryberg, det er muligt, at man på DPU har helt særlige normer for høflighed og polemik, men jeg forstår ikke, hvad du mener. Det ville være hjælpsomt, om du udpegede konkrete eksempler i Thomas’ kritik på den stil, du betegner som “umiddelbart polemisk, meget aggresiv og på ingen måde som et ønske om produktiv dialog”. Jeg kan simpelthen ikke finde den.
Aastrup Rømers analyse er tilstrækkelig præcis til at den kan imødegås af faglige argumenter. Dette kunne også bidrage til udvikling af en stærkere akademisk offentlighed på AU / IUP. Hvis Aastrup har fejllæst Staunæs er det op til sidstnævnte at gendrive i en offentlig dialog. At åbne en personalesag mod Aastrup Rømer er skudt helt over målet. Hvis en markant faglig kritik gør at man kan trække “had”-kortet og vinde så vil megen substantiel, faglig diskussion forstumme.
Lad os nu få den faglige, kritiske, skarpe offentlige dialog der gør os alle klogere.
Jeg tror bare jeg helt overordnet vil undre mig over at jeg nu efterhånden har set så mange der bevæger sig i Uni-universet tale om nødvendigheden af at debatten foregår i Tidsskrifter, på seminarier og i andre lukkede fora.
Det er da muligvis mægtigt interessant til diverse detaljepilleri, men i mellemtide er der en lille elitær skare af forskerer der ikke holder sig tilbage med at udbrede deres ganske ensidige udlægninger som sandheder overfor os andre lægmænd.
Der er en seriøs mangel på deltagelse i debatten fra andre.
Vi skriger faktisk på det, for ikke at blive kvalt i ensidigheden
Og jeg ville have ønsket at Staunæs havde ladet sig “falde” til det samme niveau som TAR
Netop fordi der mangler en åben diskussion, også for andre end forskere og prædikanter.
Det er det et levende universitet gør, blander sig, er aktivt, er en del af fællesskabet, ikke leverandør til arbejdsgiver.
At kritikere trues og hindres er alvorlig, men dessverre ikke uvanlig. Når fagmiljøer mangler en forståelse av kritikkens vesen og kritikkens demokratiske og erkjennelsesmessige betydning, ser vi et ganske tydelig mønster: kritikk forstås som personangrep og møtes med personangrep. Vi skriver om de samme tendensene på vår blogg, blant annet i dette innlegget: http://www.mestrermestrerikke.no/2015/03/ingen-kritikk-takk.html
Jeg forstår ikke hvorfor der klages, tværtimod!
Af klagerne fremgår det, at der åbenbart er tale om en anspændt kultur. En kollega anklages for tilsvining og personligt had overfor enkelt personer i to klager der i den grad er præget af det selvsamme! Ledelsen har da virkelig fået noget at se til – at navigere igennem og konkludere på. I mine øjne er der slet ingen sag – i hvert tilfælde ikke af faglig karakter, men derfor kan der jo godt være nogle relationelle uoverensstemmelser som parterne ikke selv kan håndtere og derved er overgivet til ledelsen at løse.
Et par kommentarer angående det faglige – her forstået som Thomas Aastrup Rømers ret til at ytre sig som han har gjort det på sin blog og om potentialet i disse ytringer. Et potentiale der burde påskønnes også af de forurettede klagere ( se især punkt 3)
1. På sin egen private hjemmeside skriver han indledningsvis i sin blog: ”Her er en delrefleksion under et mere overordnet emne, som interesserer mig …” . Altså refleksioner over et emne som har hans (personlige) interesse i en moderne form og medie: den subjektive blog. Her er det – som det er det for alle andre bloggere og kommentatorer – først og fremmest Thomas` egen troværdighed som sættes i spil.
2. Det opfattes som en yderligere skærpet omstændighed – hvilket vel egentligt er årsagen til de konkrete klager? – at Thomas linker til sin egen blog og det pågældende indlæg i et frit debatforum på DLF´s medlemsblads hjemmeside, Folkeskolen.dk. I klagen står der om dette ”… at offentliggøre sine angreb på en offentlig platform, der læses af alle folkeskolens lærere, ledere og interessenter. ” En beskrivelse Folkeskolens redaktion vil glæde sig over! Faktuelt er det langt fra alle i de nævnte faggrupper, der gæster hjemmesiden. Langt fra! Folkeskolen har omkring 160.000 læsere OM MÅNEDEN. Til sammenligning gæster omkring 200.000 Kristeligt Dagblads hjemmeside OM DAGEN. I en opgørelse af hvilke indlæg Folkeskolens læsere klikkede på i 2014 var der ca. 5000 på det indlæg som rangerede på en 10. plads! Mit bud er at højst 500 har klikket ind på det pågældende link og videre til Thomas´ ”kontroversielle” indlæg – af disse er hovedparten vel sagtens Thomas` faste følgere. Herregud! Klagerens ordvalg og medieforståelse synes her nærmest at være præget af en forfængeligheds båren paranoia.
3. Hvorfor bifalder Dorte Staunæs (m.fl.) ikke, at der sættes fokus på den pågældende artikel? Jeg var blandt de få som klikkede ind på Thomas´ indlæg – det gør jeg som regel. Jeg havde ikke tid til at læse det. Selvom Thomas skriver vildt godt, er det ofte ”tungt” stof som kræver fordybelse. Men min interesse for Staunæs´ artikel blev vakt – jeg kendte ikke til den før! Jeg kender Thomas` position, som jeg påskønner men langt fra er enig i. Faktisk kan jeg selv rumme både ”Jens Rasmussen” og ”Thomas Aatrup Rømer” i min tilgang til den aktuelle skolepolitik og praksis – læreruddannelsesreform og folkeskolereform. Fra mit synspunkt indeholder det at kombinere en moderne lærings teknologisk tilgang med en solid dannelsesfunderet tilgang et stærkt skoleudviklingspotentiale! Ser man bort fra heldagsskole aspektet er det at søsætte en læringsreform indenfor rammer den eksisterende formålsparagraf en stærk satsning. Min pointe i relation til nærværende polemik er, at læringsreformen med fokus på målstyret læring og varierede undervisningsformer herunder bevægelse fra politisk hold søsættes sammen med et nærmest bagud skuende (reaktionært syn) syn på klasseledelse og læreren som autoritet. Det er sgu da interessant – og er det ikke netop det både Thomas og Dorte (blandt andet) sætter fokus på? Fra hver deres position men til gensidig inspiration for os andre? Det må sgu da for pokker også være interessant for dem, der føler sig forurettede – altså dem der klager – at den diskussion åbnes blandt andet med afsæt i deres egne tekster? Også selvom disse i denne diskussion karikeres/forvrænges, kan det have en positiv effekt på udfaldet: en dybere indsigt og bedre praksis.
4. Jeg er helt sat af med hensyn til, at der her skulle være noget problem – det ser snarere ud som om personlig fornærmethed og forfængelighed synes at stå i vejen for debat og skoleudvikling. Spørgsmålet er hvem og hvad der ”skader” ”det pædagogiske universitet” mest i denne sag? Anklagerne eller den anklagede?
Ser frem til et opdatering når ledelsen har talt.
High Hopes
Jan Thrane
Jan Thrane har siden 2009 gennem journalistik, bladtegning, blog og debat beskæftiget sig med uddannelsespolitik – særligt læreruddannelsen og skolereformen.
Jan Thranes Tegneblog på Fagbladet Folkeskolens hjemmeside:
http://www.folkeskolen.dk/blogs/jan-thranes-tegneblog/
Jan Thranes profil i Dansk Journalistforbund (DJ) og Danske Bladtegnere (DB):
http://bladtegnere.dk/Danske-bladtegnere/Jan-Thrane/
Kære Thomas. Jeg har som udenforstående fulgt sagen. Jeg tænker følgende: Du kalder det for ‘tekstanalyse’, hun kalder det ’tilsvining’ – hvad tror du fiskehandleren nede på hjørnet ville kalde det?
Personligt syntes jeg at din betegnelse ‘tekstanalyse’ er meget fornøjelig, men misvisende. Jeg mener at det du laver skal kaldes ‘politisk kritik’, men jeg har også læst Statskundskab. Og jeg syntes at din form og dit valg af kamp-arena, er lidt morsom. Tror du ikke et politisk parti ville være et mere rigtigt valg?
Din “filosofiske snak” der minder mig om noget jeg læste i 80’erne. Højtstemt.
“En radikal neostrukturalistisk kritik af en smalt konciperet klassisk skoletænkning ender således med at blive en radikal forstærkende accept af skolereformens opgør med selvsamme og ligeså smalt konciperet skoletradition. Man forstærker faktisk opgøret med den pædagogiske tradition; et opgør, som allerede ligger i skolereformen. Kritik bliver lig med en form for radikaliseret accept”.
Og jeg bemærker også at almindelige Folkeskolelærere ikke er interesserede overhovedet. Du taler jo ikke til dem. Hvem taler du egentlig til? Det er heller ikke politikerne. Det er nogle faghoveder, som er lige så højtstemte som du selv er.
Og det er jo sagens kerne, at det du går rundt og laver er relativt ubrugeligt for dem som det handler om. Tag dig et job som skolelærer.
Og hør nu: Du er ikke den der skal redde dansk åndsvidenskab. Du er ikke den der skal redde den ‘pædagogiske tradition’. Og du er ikke filosof. Det er ikke en fagbetegnelse. Og det er ikke en betegnelse man giver sig selv.
Find en anden form. Foretag din kritik på en anden måde. Vis i stedet hvilke konsekvenser den førte politik har.
Her er til gengæld et personangreb. Og de er jo i sagens natur usaglige, irrelevante og helt ubrugelige. Hvorfor nu tale om TARs stilling og hvor han skal søge job??? Undskyld, Geert; det er uinteressant hvad du mener om manden. Men det kunne være interessant at høre hvad du mener om sagen.
PS. Jeg er lærer og underviser og interesserer mig vældigt meget for denne kritik. Så jeg vil betakke mig for at andre lægger låg på en debat med indllæg som ovenstående.
Vi er nok en del, der gerne vil have en opdatering! Jeg vil blive skuffet, men desværre ikke fuldstændig overrasket, hvis det ender med, du får mundkurv på.
Som censorformand i psykologi ved landets universiteter, 2010-14 (næstformand 2006-10) kan jeg genkende den fuldstændige uimodtagelighed for kritik af eget arbejde.
De to kvinder var en del af en kultur, hvor man uproblematisk udøvede gensidig censur (når man sammen med en ansat fra et andet universitet skiftes til at være eksaminator og censor ved hinandens eksaminer). Den anden ansatte kunne endda være fra Århus Universitet (AU), fordi man jo kom fra UIP (dengang DPU), som var noget ganske andet. Argumenterede man. Nu er det, når det er belejligt at argumentere modsat og understrege tilhørsforholdet åbenbart helt det samme.
Jeg kan ikke erindre, at nogen som helst fra DPU dengang kunne se noget problem i dette fravær af eksterne øjne. Alt foregik internt og sammenspist ved eksaminerne. Man var tilfreds med det.
Da jeg som ny formand ville igang med en grundlæggende revision af hele dette fætter-kusine-show, der historisk havde hindret en reel ekstern censur, mødte jeg en mur af modstand. En kæmpe mailudveksling blandt alle censorer (alle psykologer) om de mulige patologiske sider af min personlighed var en af reaktionsformerne. Men på intet tidspunkt regnede jeg da dette for had. Det føltes måske nok sådan indeni mig. Men had? Nej. De var bange for at blive set i deres faglige uformåen.
Det var sammenspist og faglig lukkethed, der stod i fare for at blive belyst og vurderet nøgternt – dét var, hvad der lå til grund for den voldsomme reaktion. Jeg havde med andre ord fat i noget. Og hele den eksterne censur for psykologi på universiteterne er da også siden blevet ændret til at være noget, censorformandskabet udpeger. Det er ikke længere eksaminator, der ringer til sin gamle studiekammerat og inviterer til endnu en hyggelig bytte-kasket-dag.
Hvad vil jeg sige med denne faktuelle historik: Hold fast Thomas Aastrup Rømer. Du har fat i den lange ende. Kanske at AU vakler (de er jo også kollegaer og flettet ind i hinanden), men ministeriet holder stand og er garant for ordentlighed.