Pædagogik og køn – om modersmål og fædreland

Køn er en social konstruktion, hedder det i disse år. Altså har kønnet ingen essens, ingen iboende godhed. Køn er ikke noget virkeligt, siger man, det er ”bare en konstruktion”. Men er synspunktet, at ”køn er bare en konstruktion”, ikke selv ”bare en konstruktion”? Er der noget, der ikke er konstrueret? Det skulle man jo tro, når man kan bruge udtrykket ”bare”. Så må der jo være noget, der ikke er konstrueret? Men vi får aldrig at vide, hvad det skulle være.

Hvis alting er konstruktioner kan man gå tre veje. Den ene vej er at sige, at nogle konstruktioner har en sådan varighed, at disse må anses for at være mere virkelige end andre – i modsætning til døgnfluer der så må være en slags uvirkelige konstruktioner. Man kunne f.eks. ud fra et sådant synspunkt sige, at kristendommen er mere virkelig end x-faktor. Den vej er der næsten ingen konstruktivister, der går. Dem, der antyder den, asfalterer den ikke, og vejen bliver derfor i en form for fodnote (et eksempel herpå er Ernst von Glasersfelds legendariske og berygtede Radical Constructivism, som jeg skrev om i bogen At lære noget i en verden uden gelænder i 2005, og som ligger til grund for den systemteoretiske erkendelsesteori).

En anden vej er at sige, at vi må af med disse konstruktioner, f.eks. ud med ”Danmark” eller med ”han” og ”hun”, for det er ”bare” konstruktioner. Så får man en slags neutralitetspædagogik, hvor både det nationale og kønnene er noget uvedkommende og irriterende, som må overses og glemmes. Man kan herefter ikke sige, at man er dansk, og man må ikke sige ”han” eller ”hun”. Man er ”en person”, højst ”en borger”, og man er ”en hen”, som de vist nok siger i nogle svenske børnehaver. Men denne løsning er åbenbart ikke ”bare en konstruktion”? Selvfølgelig er den det, og det hele er jo i virkeligheden noget pjat, men desværre er det noget magtfuldt pjat, som fjerner hele vores betingede kontakt med vores vilkår og omverden. Hele livets rigdom glemmes til fordel for en virkelighedsfjern og anorektisk ’korrekthed’. Ja, hvem ved: Måske sulter nogle unge kvinder sig selv, fordi de ikke kan få lov til at være kvinder? Fordi de skal kontrollere deres ”hen”? Men det er blot en løs ide, som jeg ikke ved noget om.

En tredje vej er at lade konstruktionerne blomstre frit i en form for kønspædagogisk laden-stå-til. Her gælder det om, at drenge og piger skal være rigtige drenge og rigtige piger. De skal deles op og dyrke deres kønslige behov og interesser. Så kan drengene konstruere sig selv som vilde og få lov at løbe rundt i klasseværelset som abekatte, mens pigerne kan omgive sig med kvælende lyserødt, blive væk i små magtkampe og måske endda blive ”dronning” i pigegruppen eller, når de vokser til, vinde i Paradise Hotel. Nogle gange er dette synspunkt faktisk ikke særligt konstruktivistisk men derimod essentialistisk, som det hedder. Det sker, når synspunktet udledes af biologien. Sådan og sådan er piger og sådan er drenge; fra Venus og Mars som Bertil Nordahl engang skrev, så man ikke skulle tro, at mænd kan være kærlige eller kvinder kan være krigeriske.

Jeg må indrømme, at jeg i mange år har været ude af stand til at skrive et eneste ord om denne problemstilling. Der har ingen åbning og ingen passage været for en pædagogisk filosof ind i alle disse sølle ord, fordi argumenterne, synspunkterne, metaforene og poesien er så fraværende, og fordi ordene derfor savner det usynlige indre, der er filosofiens betingelse.

Faktisk blev jeg ansporet til nedenstående mærkværdigheder af et indlæg på en konference i Istanbul om uddannelsesforskning, hvor en kvindelig forelæser, endda en rigtig politisk korrekt svensk kvinde, pludselig begyndte at tale om moderen som pædagogisk figur. En af mit fags dygtigste internationale venstreintellektuelle og feminist, nemlig canadieren Sharon Todd, der også bor i Sverige, stemte i med sympati, hvilket – formodentlig forårsaget af min egen uvidenhed om diskussionerne inden for feministisk filosofi – kom totalt bag på mig og gjorde mig glad, hvilket faktisk også kom bag på mig. Det skriv, som læseren nu sidder med, er simpelthen skrevet med dette dobbelte baghold som klangbund.

Jeg tror, der mangler kulturelle narrativer, som handler om, hvad kønnet etisk og politisk er og bør være, og som kan spille en rolle for vores liv som mand og kvinde i ægteskabelige og politiske fællesskaber; narrativer, som ikke bygger på en simpel konstruktionsmetafor men heller ikke på en biologisk ditto. Det er et sådan narrativ, en filosofisk funderet fortælling, jeg vil forsøge mig med i dette essay.

Analysens metode er nynordisk; en ide, der er taget direkte fra den nynordiske filosofi, som blandt andet blev udviklet af højskolemanden, CPO Christiansen, i 1940’erne. Det nynordiske er det modsatte af Christine Antorinis såkaldte Ny Nordiske Skole, som faktisk er en ikke-nordisk skole, Ny Nordisk Skole er et eksempel på en form for radikalisering af ’person- og hen-metoden’, fordi den ikke nøjes med et neutralt sprog, men ligefrem kalder ting det modsatte af, hvad det egentlig er. Det nynordiske går derimod ud på, at jo mere man fordyber sig i de kulturelle objekters indre univers, desto stærkere bliver relationen mellem selvsamme objekter. Jeg taler altså ikke om kønnenes forskellighed og lighed som et kompromis, en forhandling eller afvejning – i så fald får man kun halv forskellighed og halv lighed – og i værste fald ingen af delene. Målet er fuldt hus af begge, og jo mere af det ene jo mere af det andet. Det er en metode, som i øvrigt også er i overensstemmelse med en række nye bevægelser i den internationale filosofiske forskning. Det er det stik modsatte af ’person- og hen-metodens’ tilbagetrækning fra livets fedtede og farvestrålende trummerum. Det er altså en uren pædagogik, som vi er nogen, der for tiden går og kalder den slags eksperimenter, hvilket vi måske burde holde op med, eftersom det, vi taler om egentlig blot er pædagogik – eller måske noget helt tredje? (Tanggaard m.fl. 2013).

Samfundet er kønnet, og pædagogikken er kønnet, men det er ikke et problem, som nogen tror. Problemet er tværtimod, at det ikke er kønnet nok. Det vil sige, at det ikke gælder om at glemme eller huske kønnet. Det gælder om at gøre det pædagogisk; det gælder om at ’kønne kønnet’. Hvad vil det sige? Det vil sige, at man ikke kan nøjes med at tale om det neutrale ”mand og kvinde”, eller det maskuline eller det feminine. I stedet skal man tale om kønnet i dets kulturelle og fænomenlogiske essens, i dets væren og tingslighed, i det som kønnet moralsk og menneskeligt set drejer sig om. Vi skal derfor – i stedet for at tale om det neutrale og indimellem antagonistiske ”kvinde” og ”mand” eller om det dyriske ”han” og ”hun” – tale om moderen og faderen som pædagogiske og filosofiske essenser, der kan komme til syne. Er det f.eks. ikke mærkeligt, at man i nogle af de fremtrædende redegørelser for feministisk teori slet ikke finder ordet ”mother”? (se f.eks. Kymlicka 2002 og Stanford Encyclopedia of Philosophy under opslaget ”feminism”).

Vi skal på en måde ikke have en kønspædagogik, men en moderpædagogik og en faderpædagogik, for så tvinges vi bort fra konstruktivismen og biologien uden i en anden forstand at glemme nogle af delene, hvorved vores køn kan få et genfødt liv som moder og fader. Og hvad er så det en moder- og faderpædagogik? Det drejer sig om modersmålet og fædrelandet.

 

1. Modersmålets pædagogik

Moderen omslutter, føder og bærer liv. Derfor er det livmoderens, fødslens og slæberens pædagogik. Denne omsluttende og bærende fødsel fortsætter ind i de pædagogiske relationer, som en omsorgsfuld beskyttelse af det nye, der vil komme. Men også et bærende og slæbende slid med opdragelsens liv, den beskidte, kødelige og blodige affære. Sådan er fødslen og opdragelsen. Der skal fødes, blødes, vaskes, grædes, skændes og læres alt muligt om det praktiske og det moralske og det rimelige, omsorgen for den indre kødelige symbiose, der spredes ud i livet. Det var sådan noget som den svenske kvinde i Istanbul godt kunne lide, og det kan jeg faktisk også.

Men bemærk, at moderen ikke kun har det praktiskes sociale og moralske vekselvirkninger som felt. Alt det får kun mening ved selve fødslen. Det er fødslen som bæres og beskyttes i omsorgen. Fødslen ikke kun fysisk, men også politisk. Barnet er en ny stemme, der skal finde sig selv i en fælles verden, og derfor er al opdragelse knyttet til at beskytte, bevare og nære denne fødthed. De filosofiske rødder til sådan en beskrivelse er Hannah Arendts tænkning. Arendt betoner beskyttelse og livet i hendes begreb om ’natalitet’, fødtheden, der ligefrem udvides til at udgøre en hel politisk teori. Hun beskriver skolen som det sted, der skal beskytte den fælles verden fra barnet og barnet fra den fælles verden, og det er i denne dobbelte beskyttelseszone, at natalitet, en ny handling i det politiske fællesskab kan få lov at gære, for så at vise sig fuldt ud i det voksne liv. Opdragelse og uddannelse er altså at bære menneskets fødthed frem til den fælles verden, så han eller hun kan fødes igen og igen i det politiske og diskuterende offentlige liv. Offentligheden er på en måde moderlig. Her fødes man i Polis, det fælles offentlige og politiske rum, som et resultat af moderens omsorg, bæren og fødsel. Moderen er omsorgen for det nye, der skal komme ud af det gamle, i det gamle, i smerte, i veer, i opdragelse.

Jeg hørte engang en svensk forskerstuderende, hvis navn jeg desværre har glemt, tale om læreren som en væverske, der vævede mønstre igen og igen, hver dag og hvert år, kun med små forskelle i tråde og mønstre. Hvorfor væver hun? Det gør hun af samme grund, som Odysseus hustru Penelope vævede i årevis, mens hendes mand var på farten. Det gør hun for det første i omsorg for kulturens mønstre og dens offentlige og fælles tråde og for at vente og se, hvem der viser sig i verden, i forvisning om at der rent faktisk vil vise sig nogen. For det andet væver hun for at holde de dumme bejlere væk, som kun har selviske interesser. Det forekommer mig, at denne smukke metafor indfanger noget af moderens pædagogik, den ventende, tålmodige og omsorgsfulde genskabelse, altid med nataliteten, det nyes hilsen, indbygget, der bliver ubehageligt til mode, hvis folk ustandselig vil bemægtige sig vævningens mønstre med mekaniske og økonomiske interesser, og som vil bemægtige sig menneskets og kulturens fødthed.

Men moderskabets pædagogik er også noget åndeligt. Man taler endda om modersmålet. Det sprog, der omslutter os, bærer os, gennemstrømmer os, og som vi må udtrykke os i. Det er så nært så nært, at man næsten glemmer det. Dermed forbindes moderskabet med en form for historisk poesi. Sprogets tilstand og muligheder, dets følelser, vittigheder, rim, fortællinger, og alle de mystiske mellemrum mellem ordenes betydning. Alt sådan noget. Der kan være en fare for at glemme det poetiske, altså modersmålet – det sker når fædrelandet forvitrer, men herom senere. Dette er opdragelsens grund: En både poetisk og beskidt beskyttelse af det, som skal komme til syne i det, som allerede er.

Grundtvig taler i sin tekst Det danske firkløver fra 1836 om, at Danmark har fire blade: Konge, folk, modersmål og fædreland. Konge og folk vil jeg fortælle om en anden gang. I dette essay handler det om modersmålet og fædrelandet. Modersmålet er altså et af firkløverets blade, og Grundtvig taler ligefrem om ”vores fælles søde moder” (Grundtvig s. 49). Moderen væver og omslutter sit lands melodi, dets sprog, socialitet og kød. Begrebet om moderen har altså ikke kun med familien at gøre. Moderskabet bliver også til en national kategori. Moderen virker endvidere offentligt i modersmålets poesi i landets omsluttende og bærende og fødende liv. Det er altså heller ikke blot nationalt, det er mere omfattende, det er et praktisk, nationalt og poetisk begreb. Det får ekstremt stor betydning for Grundtvig, fordi det er grundlaget for hele hans opgør med juristen og embedsmanden som oplysningsaktør, til fordel for det han kalder den sociale poesi

Grundtvig skriver f.eks.: ”Vil man i vore dage have en dansk højskole, hvor fædrelandskærlighed skal ånde og modersmålet blomstre, da må man takke Gud for skjalden” (Grundtvig, s.40). Et syn, som også Ove Korsgaard gør en del ud af i sine senere arbejder, og som man også finder hos Martha Nussbaum, endnu en af verdens fremtrædende kvindelige filosoffer.

Nu hører jeg en stemme, der med rette spørger, om ikke også tænkningen og fornuften er en del af moderens begreb? Det er det, og jeg vil beskrive det under punkt 3 nedenfor, men først må jeg lige sige et par ting om faderen og fædrelandet.

 

2. Fædrelandets pædagogik

Faderen giver sæd og forudsætninger. Han kommer fra forudsætningen, fra transcendensens vinde. Han er en fremmed, som man ikke kan undvære, fordi han i denne fremmedhed etablerer det udenfor, foruden hvilket intet indre kan eksistere. Hvad er dette udenfor? Her er der forskellige niveauer: For det første hævder Grundtvig som sagt, at et andet af firkløverets blade er fædrelandet, og i netop dette ord ligger jo også essensen af bestemmelsen af det faderlige. Det er det politiske på en lidt anden måde end hos moderen. Det er fællesskabets oprindelse og tænkning, samt disse momenters omsætning i industriel foretagsomhed, statens konstitution og videnskabelig og filosofisk argumentation. Faderen og hans fædreland kommer udefra. Men faderen drives, og det er så det andet niveau, yderligere ud i verden, i det europæiske og i hele verden, og det sker også i Grundtvigs universitetsideer, men f.eks. også i den meget populære verdensborgerpædagogik. Faderen er en nærmest fjern forudsætning, en forudsætning, der hele tiden forsøger udefra at konstituerer et fællesskab, og at sætte sig ind i det sociale liv, men som aldrig helt kan finde en plads, og som derfor er overladt til en lidt rastløs driftighed, erotisk sitren og ubestemt ensomhed. Fædrene er en slags ”community of those who have nothing in common”, som den amerikansk filosof Alphonso Lingis siger i en helt anden forbindelse.

Forholdet mellem filosofi og fædreland udspilles i sin fortagsomhed og driftighed hos den klassiske liberalisme. Det er nok lidt overraskende for nogen, fordi størstedelen af den moderne liberalisme, hvilket jeg også vil vise nedenfor, er helt uden pædagogisk sans. Det sker f.eks. når den klassiske liberalisme taler om, at samfundet er et resultat af en samfundskontrakt. Denne ide er netop båret af, at nogle individer, som egentlig er udenfor samfundet, gerne vil etablere en eller anden struktur, hvor inden for ensomheden, den liberalistiske frihed, kan agere. Jeg tænker også på englænderen John Lockes ”gentle” ”man”, det vil sige det britiske pædagogiske ideal, som stadig spiller en rolle mange steder i den engelske skolekultur (f.eks. i Nash 1965). Ja, i en spritny undersøgelse af succesfulde skoleledere, er der faktisk et eksempel på en australsk drengskole, hvor lederen netop blev beskrevet som en ”gentle” ”man”, altså en ”blid leder” – meget passende eftersom det var unge gentlemen, der skulle uddannes på den pågældende skole (Doherty 2014). Sørme noget andet end den danske skoleleder som blandt andet Kommunernes Landsforening taler frem, som snarere, i et kønspædagogisk perspektiv, kan beskrives som en lidt primitiv maskulinitet. Hos Locke, derimod, knyttes det fædrene an til det ”gentle”, det milde, den milde mand, ham som med hans hang til ejendom, dannelse og filosofi også må have sans for andre, for svaghed, for de besiddelsesløse og for høflighed og dannelse. Denne fader må hele tiden underspille sin status; jo mere ejendom desto mere ”blid”. Denne særlige fader er den fornuftige og driftige fader, knyttet til fædrelandets industri tænkning og historie, men han underspiller altid sin betydning. Begreber som tabere og vindere, der betyder så meget for dansk ny-liberalisme, er fraværende her. En gentle-man, en blid og velhavende fader, ville aldrig skrive en bog med navnet ”taberfabrikken” – aldrig! (som i Olesen 2007).

Så er der det næste niveau, som vedrører det faderlige som noget, der er udenfor, uden for livsprocessen. Faderen leverer en forudsætning, men er derefter i konkret forstand udenfor, eftersom foster og moder og efterfølgende den bærende og omsluttende opdragelse, der bærer nataliteten frem er en form for kødelig og åndelig forlængelse af fødslen. Dette ”udenfor” sætter sig hos alle fædre som en aldrig helt udryddelig trang til at være alene, at trække sig ud – og hvad er det for et sted? Dette udenfor? Som grækerne siger: Det er barbarens eller filosoffens eller gudernes sted. Derfor er der også flest mænd, der går til grunde i ensomhed og mærkværdighed. Det er nomaden, tænkeren, barbaren som ikke kan komme til i samfundets reproducerende sociale kød. Fædrelandets åndelige forudsætninger er lavet af sådanne mennesker, af tanker, oprør og rejser, i vilde vinde, der slog sig på dette og hint, og fædrelandets ting, dets objekter og institutioner er bygget af mennesker, der fandt en plads hos en moder. Men pladsen hos moderen går aldrig op. Det transcendente og vilde fædrene princip vil stadig havde en plads i pladsen, og vil hjemsøge eller inspirere – også dem, heldigvis de fleste, der bliver og bygger op. Manden trænger til kvinden, men faderen trænger ikke blot til moderen, han savner hende snarere, fordi han aldrig helt kan være hos hende. Det erotiske i seksuel og befrugtningen i kulturel forstand er forløsningen af et savn. Egon Clausen skriver, som en form for eksemplificering af pointen, i sine erindringer, De levendes land, at ”den fader, der var i himmelen, var en enlig herre, der engang blev forladt af den kvindelige part, og nu savnede han hende så meget, at alle sukkede ved det” (Clausen, s.67).

Faderen er derfor bundet af en dobbelt pligt. Den ene er pligten mod den verden, han er lavet af og i, dvs. modersmålet og pligten over for sin egen moder og hele det sociale og praktiske liv, som han kommer til syne i og bader i med sit åndedræt, og som bærer ham, omslutter ham og nærer ham. Den anden er pligten overfor de andre fædre, fædrelandet, landet af fædre, landet af de ensomme og savnende og landet af dem, der forsøger at lade savnet rumsterer i nye institutioner, ideer og industri. Han er dog også forpligtet på en endnu dybere sammenhæng, som jeg vil beskrive nu.

 

3. Modersmålet i fædrelandet og fædrelandet i modersmålet

Selvom disse beskrivelser efter min opfattelse er en udvidelse og forbedring af den almindelige kønspolitiske diskurs, er det stadig utilfredsstillende. Vi risikerer, hvis vi ikke tænker endnu en gang, at fremfører en kulturel essentialisme, der betoner kønnenes forskellighed, og bliver vi herved, så ender vi i en alt for opdelt tænkning om mænd og kvinder, som om en kvinde ikke kan filosofere og bygge ny industri op, eller som om en mand ikke kan omgå sine børn kropsligt og omsorgsfuldt. Min pointe er nu, at moderen og faderen er afhængige af hinanden på en sådan måde, at moderen kun kan være moder via faderen, og faderen kan kun være en fader via moderen. At finde sig en ægtefælle er derfor at finde sig selv, det er at overgå fra at være mand til fader eller fra at være kvinde til moder og dermed bygge en syntese. Og samfundet kan kun være et fædreland via et modersmål og det kan kun have et modersmål via et fædreland. Det er dette jeg vil forsøge at sandsynliggøre i det følgende.

Det må ikke glemmes, at Sokrates var en jorde”moder”, han hjælper den indre fader, den hjemløse tænker, frem som en moder, han får andre til at fødes. Hvorfor det? Jo, fordi det han som en moder hjælper frem, er den enkeltes indre evne til fri tænkning, til filosofi. Han hjælper den enkelte ud af samfundet, sætter ham i stå, så han enten må gå til grunde i barbarisme eller vende tilbage til samfundet udstyret med dialektikkens våben i kamp mod et stivnet sprog, der skal gøres til et modersmål. I dette fædrenes land, kan man bygge frit efter tankens egen vilje; det ene fantastiske tankesystem efter det andet, der som filosofisk og religiøs lyrik omgiver vores bærende og omsluttende sprog og gør det til et modersmål. Sokrates bygger selv, måske især via eleven Platon som fortæller, en hel ideal statsforfatning. Indimellem er der en form for forbindelse, en befrugtning, mellem den vilde tanke og samfundet, altså mellem fader og moder. Det sker, som jeg allerede har fortalt, når jordemoderen finder faderen frem. Men det sker også når faderen vender tilbage fra sit eksil, tilbage til samfundet. Her kan det slå gnister, for så brydes nye politiske og pædagogiske ideer med det mulige, og det sker altid i strid. Men hvis man vil omsætte tankespindet direkte, altså uden gnist, i samfundet, så bliver det jernhård totalitær ideologi, som f.eks. da man ville omsætte ”kommunismen” direkte i Østeuropa. Den af jordemoderen fremkaldte fader, kalder på strid og foretagsomhed for at vende tilbage til modersmålet, men også en form for passivitet, omsorgsfuldhed og følsomhed, for at nøjes med at blive til en gnist, den kalder på en ”selvstændig gentle-man”. Omsætningen, altså faderens tilsynekomst i modersmålet, kalder med andre ord på moderen i sig selv og hos andre.

Hannah Arendt har på sin side en stærk interesse i tænkningens mærkelige udenfor, altså for fædrenes land. ”En stille to-i-en dialog” kalder hun det, og trækker intensivt på netop Sokrates. For hende er tænkningen netop det ensomme område, som kan tø frosne sprogspil og stivnede institutioner op. Det sker, når man fra tænkningens krøllede område og dens forsøg på at blive sig selv, vender tilbage til samfundet. Det sker i en offentlig kritik, i en tilsynekomst, i en fødsel, i nataliteten. Nataliteten, det moderlige, bliver dermed også faderlig, fordi den indeholder sprogets forudsætninger og filosofien. Arendt bygger ingen systemer, både fordi hun skriver som jøde efter 2. verdenskrig, men også fordi hun er en form for filosofisk moder. Moderen som opdager faderen, tænkningens udenfor og dens forbindelse med fødslen og modersmålets poesi. Jeg tror ikke, at en eneste kvinde i filosofihistorien har opbygget et filosofisk system. Men Arendt opdager tænkningen, hun finder faderen, og i samme øjeblik fødes modersmålet, i samme øjeblik bliver sproget badet i frihed og poesi, fordi det bliver ubestemmeligt. Faderens savn knyttes hermed til moderens længsel. Savnet er rettet mod det eksisterende, det man kommer af og skal finde, mens længslen knytter sig til en aldrig helt forsonet afstand. En kønspædagogik vedrører derfor et lands mulighed for at tale og tie om savn og længsel.

Et eksempel herpå er en af Trilles plader fra 1979, der netop hedder “altid har jeg længsel“. Trille kan betone “længslen”, endda “altid”, fordi hun synger som en moder. Dette kommer mest prægnant til udtryk i sangen “Danmark”, hvor Danmark, bilen og kroppen alt sammen fortolkes via det, der er inden i, nemlig køkkenet, barnet, og blodet/hjertet. Hun synger ligefrem om et Danmark, der er “mærket efter fødsler fuld af smerte”; fødsler jeg tror både henviser til mødrenes konkrete fødsler og til Hannah Arendts fødsler af offentlige ideer og handlinger, altså til natalitet i politisk forstand. Det er altså en sang til fædrelandet via modersmålets metaforer, ganske usædvanligt for 1970’ernes feminisme. Fædrelandet havde dog stadig en vis kraft i 1979 på venstrefløjen. F.eks. kunne man høre både Sebastian, Gnags og til dels også Bifrost synge i nationale og mytologiske termer, endda ind imellem som “gentlemen”, og EU-modstanden var i høj grad båret frem af nationale og nordisk-mytologiske temaer.

Sokrates er faderen, der også er en moder

Arendt er kvinden, der også er en fader

Ergo:

Modersmålet er det kvindelige princip forstået ud fra det mandlige i længslen

Fædrelandet er det mandlige princip forstået ud fra det kvindelige i savnet

 

Det er en form for livgivende dans helt inde i sætningernes indre. En moder og en fader, der slynger sig om hinanden, som befrugter hinanden, som giver frugt, og bygger op, som bliver til en bygning, til et ægteskab og til et land. Det er moderen, og jo mere hun er moder, desto mere kommer hun tæt på det faderlige og vise versa. Hvad sker der så, hvis dansen ophører? F.eks. hvis faderen kun forstås ud fra det mandlige og dermed ophører med at være fader? Eller hvis det moderlige kun en forstås ud fra det kvindelige, hvorved hun ophører med at være moder? Så forfalder tingene i modsætninger. Manden bliver en skråsikker og hyper-rationel mekaniker, hvad enten det viser sig i vores videnskabelige liv i form af systemteoretisk autisme, hvor der ingen omverden findes, eller i en mekanisk liberalisme, som taler om ”taberfabrikker” og ”normafvigere”. Eller måske forfalder selv ”manden i manden” , så han udvikler forskellige former for plat aggressivitet, hvorved vi egentlig forlader manden og overgår til det dyriske ”hannen”. Kvinden bliver i forfaldsformen i det videnskabelige liv til en form for omsluttende og snæver kropsfænomenologi eller til lukket fællesskabsfilosofi, og i hverdagen bliver det til psykologisering eller et hav af lyserød opmærksomhedssøgende intimitet, hvorved kvinden bevæger sig ned mod ”hunnen”. Det er her, i de biologiske forfaldsformer, at den kulturelle fornægtelse sætter ind, hvor kønnet forsvinder, og hvor det heler ender i et rungende trist ”hen”.

Vi får hermed følgende tabel, hvor forfaldet er tiltagende fra venstre mod højre. Bemærk at moderen og faderen er i samme felt, mens de andre begreber for kønsforskellen, f.eks. mand/kvinde og han/hun, er i hvert sit.

Syntese Første   forfald – kulturel konflikt Andet   forfald – biologisk determinisme Tredje   forfald – kulturel neutralitet
Moder   — syntese -Fader Kvinde/feminisme   (f.eks. kropsfilosofi og kommunitarisme)      Hun       Hen
Mand/   maskulinitet (f.eks. dansk liberalisme og systemteori)       Han        Hen

 

4. Frihedsråd, taberfabrikker og ungdomsoprør

Her følger nogle refleksioner, der er en form for efterladenskab fra ovenstående tabel.

a. Hvem har fædrelande? Det er dem, som har eller har haft, og som stadig i åndelig forstand har og vedligeholder en diaspora, en form for landflygtighed, et udenfor. Jøderne er et stærkt eksempel – de vil altid have et fædreland, selvom de mister deres stat, men også Tibet, som på en måde lever af Dalai Lamas eksil. Har Danmark haft et eksil? Ja, vi har f.eks. haft Sønderjylland mellem 1864 og 1920, Kierkegaard og Grundtvigs ensomme systemer og Frihedsrådet under besættelsen. Lad os se på Frihedsrådet: Det var et eksil, og det talte man stolt om i 1950’erne, men det holdt man hurtigt op med, og nu ved vores børn knap nok, at det nogensinde har eksisteret. Derimod ved de måske lidt mere om samarbejdspolitikken? De ved, at de danske myndigheder, men også mange menige landsmænd, samarbejdede med nazismen for at redde landets kroppe og bygninger eller for egen vindings skyld. I denne glemsel og mistænkeliggørelse af Frihedsråd og Frihedskamp, undsiges fædrelandet og dets andethed, dets eksil og af det ’fællesskab af dem som ikke har et fællesskab’. Dermed mister modersmålet sin poesi og bliver til gemen overlevelse; Danmark bliver til samarbejdspolitik, fædrene kan ikke savne mere, og mødrene mister deres længsel – alt rettes mod overlevelse. Udviklingen på Konkurrencestatstidende, tidligere Dagbladet Politiken, er et eksempel på denne triste udvikling efter min opfattelse. Her tales samarbejdspolitikken af chefredaktør Bo Lidegaard frem på samme måde som den aktuelle blinde indordning under konkurrencestatens grådige individualisme, som han, sammen med Bjarne Corydon, mener skal være vores politiske og pædagogiske ideal. Fædrelandet og modersmålet bliver til metoder for helt andre kræfter, altså for andre ”fædre” og ”mødre”, og dermed kollapser hele den smukke dragt og bliver til en bunke brugte og farveløse tekstiler.

Det moderlige ændrer karakter og bliver til det kvindelige, og faderen bliver hjemløs. Vi bør, for at redde moderen fra kvinden og hunnen, genfinde fædrelandet, altså faderen, den fjerne fader, ham der tvinger afstand og fremmedhed ind i samfundet, og dermed giver luft til et modersmål og praktisk liv, der efterfølgende kan swinge og rumstere i længsler. Derfor er det også forkert at gøre Frihedsmuseet til et besættelsesmuseum; det er blot endnu en kvindeliggørelse, der glemmer moderen og faderen (hov, nu fik jeg pludselig en mening om det!). Museet bør tværtimod være endnu mere friheds- og fædrelandsorienteret end før, det vil sige betone Danmark med sin diaspora, sine nomader, entreprenører, tænkere og kæmpere og krigere. Et Danmark hvis mødre kalder på et fædreland, som gør modersmålet livligt og gør kvinderne smukke og selvstændige og moderlige, uanset hvordan de ser ud og uanset deres mod, og som gør mændene driftige, opbyggelige og ”gentle” i de sociale omgivelser, hvor de nu engang er sat og altid er lidt på besøg, og hvor de derfor indstifter en fjernhed og afstand, der er grundlaget for den moderlige længsel.

b. Ny-liberalisten – altså ikke John locke, som er en klassisk liberalist – er en fader, der mangler et modersmål, og som derfor bliver til mandlig mekanik. Sproget eksisterer kun som individuelle markedsatomers meddelelsesmiddel. Sproget bliver teknik og ikke til kunst og omsorg. Sprog omslutter ikke, men beslutter. Hvorfor mangler liberalismen ofte sans for modersmål, og hvorfor bliver dens sprog derfor så tørt? Det er fordi, liberalismen ikke har sans for fædrelandet. Det er altså maskulinitet frem for fædre, der er metaforen. For fædre og mødre hører sammen i en syntese, mens det maskuline og det feminine er modsætninger eller højst supplementer til hinanden. Når faderen og moderen mister deres etiske og kulturelle befrugtning, så forfalder faderen til maskulinitet og moderen til femininitet. Og liberalismen, som vi ser det hos den danske ny-liberalisme, hvor Ayn Rands og F. Hayeks filosofi er hovedinspirationskilderne, ender med at postulere nogle færdigsyede individer, der eksperimenterer og handler uden det sprog, der strømmer igennem dem. Liberalismen glemmer, at den er født. Der er derfor heller aldrig referencer til modersmål eller fædreland eller det, der ligner, i moderne dansk liberalisme. Liberalismen mangler en moder for at blive faderlig. Nu er den blot ren maskulin mål-middel rationalitet og ”economic man”, og så kan den politiske og teoretiske feminisme med rette gå til angreb. Men feminismens angreb bliver desværre alt for ofte også et angreb på faderen, og dermed også på moderen, og feminismen forfalder derfor til ”det kvindelige”, der ses som en modsætning til ”det mandlige”.

Det var derfor, jeg blev så glad, da jeg hørte de to svenske venstreintellektuelle feminister tale om ”moderen”, for så bliver de egentlig og faktisk også nødt til at tale om ”faderen”. Det gjorde de nu ikke.

c. Ungdomsoprøret er et opgør med faderen, det har allerede Poul Berendt og Henrik Jensen beskrevet i henholdsvis Bissen og Dullen og Det faderløse samfund, og begge strækker de sociologiske tråde langt tilbage i historien. Men min pointe er ydermere, at uden faderen forsvinder moderen simpelthen, og i stedet kommer kvinden og endda hunnen til syne. Kvinder og mænd gik i oprør mod faderen, hvorved de ikke kunne udvikle deres køns kulturelle syntese. De mænd, som var unge i 1970’erne, blev derfor ekstremt kønsligt rodløse, og det gjorde samfundet også, og derfor rejste det kvindelige og det feminine sig, altså feminismen. Nogle mænd kunne så skrive om, at kvinder og mænd – altså ikke fædre og mødre – var som Venus og Mars – to forskellige planeter, kærlighed og krig. Et slags antagonistisk brud på den syntese, dans og befrugtning, jeg har talt om. Herefter glider kvinden, altså hende som en gang var moder, videre ned og bliver til en ”hun”, og så får vi unge piger som definerer sig via små sociale magtkampe og ved deres evne til at pynte sig, så man kan få ”likes”. Faderen forfalder på sin side først til hyperrationel maskulinitet og siden hen til en simpel form for dyrisk råhed, til hannen, til en kamphane i konkurrencestaten, eller ligefrem til en børste, uden begreb om, hvad det vil sige at være ”gentle” og at have et modersmål og en fødthed, en natalitet – og så er vi tilbage til tabellen ovenfor.

Hvis man skulle gå endnu videre i refleksionen, tror jeg, at man støder på mytologien, fx på Odysseus’ vilde fart og evige savn og på Penelopes tålmodige længsel, og dermed støder man også på Athene, gudinde for blandt andet visdom, den vilde vind, som forsøger at hjælpe Odysseus hjem på trods af havguden Poseidons irriterende indgreb. Og havet, hvad er det andet end det omsluttende og bærende. Så kvinden Athene beskytter det faderlige, mens manden Poseidon er i det kvindelige. Men hvad det nærmere betyder, ved jeg ikke helt.

 

5. Konklusion

a. Problemer med en manglende fader svarer til problemet med fædrelandet, altså med det sociales ”udenfor”, der ikke kan eller vil være i det sociale eller som ligefrem glemmes. Dermed kan sproget ikke blive til et modersmål, og nye fædre kan ikke savne.

Problemer med moderen svarer til problemet med modersmålet, som ikke kan værne, beskytte og bærer fødtheden poetisk frem, fordi faderen ikke har kontakt til sin ensomhed, og derfor kan moderen ikke længes.

 

b.

Modersmålet kan kun komme i stand via det faderlige.

Fædrelandet kan kun komme i stand via det moderlige.

Moderen er faderens indre.

Faderen er moderens indre.

 

Referencer:

Arendt, H. (1961). “The Crisis in Education”, i Arendt, Hannah: Between Past and Future, London:  Penguin Books.

Behrendt, Poul (1984). Bissen og dullen – familiehistorier fra nutiden, København: Gyldendal

Clausen, Egon (1992). De levendes land, København: Gyldendal.

Doherty, Joy & Gurr, David and Drysdale, Lawrie: “Australia – The developing principal”, I Day, Christoffer & Gurr, David (2014): Leading Schools Succesfully – Stories from the field, New York: Routledge.

Glasersfeld, Ernst von (1995). Radical Constructivism – a way of knowing and learning, London: The Falmer Press.

Grundtvig (1968). ”Det danske firkløver eller danskheden partisk betragtet” i Bugge, Eyvin (red.). Grundtvigs skoleverden i tekst og udkast, bind 2, København: Gads Forlag.

Jensen, Henrik (2006). Det faderløse samfund, København: People’s Press.

Kymlicka, Will (2002). Contemporary Political Philosophy – a Introduction, Oxford: Oxford University Press.

Nash, Paul (ed.) (1965). The Educated Man – Studies in the history of educational thought, New York: Wiley.

Olesen, Ole Birk (2007). Taberfabrikken, København: People’s Press.

Rømer, Thomas Aastrup (2005). At lære noget i en verden uden gelænder – en kritisk diskussion af nyere læringsteori, København: Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag/Aarhus Universitetsforlag.

En tanke om "Pædagogik og køn – om modersmål og fædreland"

  1. Der er læsning, der er mere interessant end andet. Der er kommunikation, der indrammer noget, jeg kan genkende som et problem og derfor vælger at handle på. Jeg betragter det som et stort problem, når jeg, i kommunikationsbidrag fra tydeligvis belæste og eftertænksomme personer, kan spore en næsten følelsesmæssig afstandtagen til en særlig akademisk beskrivelse af samfundsmæssige sammenhænge. Der er ikke noget, der er konstrueret, det konstrueres! Og i social sammenhæng er det kommunikationen. Mennesket er som del af kommunikation, en konstruktion, som det også i biologisk forstand er det. Men det kan være svært at forstå, hvis man ikke vil lade sin egen forforståelse komme på prøve.

Skriv en kommentar