Pædagogikkens splittes ad i to sammenhængende processer:

A. Splittelse 1: Læring vs. formål

Fra omkring 1980: Knud Illeris sætter ’læring’ i modsætning til skolens formål. Dermed kobles ”læring” fra dansk og europæisk tradition. I stedet skal læringen tjene de mest banale sider af marxismen.

Efter murens fald i 1989 mister læringen sin nye ungdomssocialistiske herre. Læringen bliver søgende. Den bliver til en ”ansvar for egen læring”, nu helt formålsløs, uden pædagogiske og politiske formål. Fra omkring år 2000 finder læringen et nyt formål, jf. punkt 2.

Modsætningen mellem skoletradition og læring arbejder sig direkte op gennem årtierne, hvor den splitter dannelsen ad. Modsætningen overtages og videreudvikles fra omkring 1995 af systemteorien og dermed af den pædagogiske forskning. Og splittelsen føres direkte ind i skolepolitikkens kollaps i 00’erne og hen til dette kollaps’ kulmination i Skolereformen i 2013. ”læring” har fundet en ny herre: Den skoleløse globalisering, hvor formålets tradition og dialoger er fraværende eller endda omskrives til læring-sprog.

B. Splittelse 2: Kundskab vs. rundkreds

Fra omkring 2000: ”Rundkredspædagogik” sættes i modsætning til ”kundskaber”. Dermed destrueres kundskabsbegrebets sammenhæng med dansk og europæisk tradition. Kundskabsbegrebets hele essens er ellers en rundkreds – en inviterende og spiraliserende dybdeboring, men nu fryses den rundkredsløse kundskab i kvantitative ”mål”. Herfra tager ”verdensmesteriet” og ”uden fejl” og ”fremragende” over i et tvingende og nedrigt nysprog, som kan dataficeres.

Disse to splittelsesprocesser arbejder sammen og kulminerer med skole- og læreruddannelsesreform i 2012-13.

C. Konsekvens

Al aktuel pædagogik og skolepolitik har denne dobbelte splittelse – denne tvangsmæssige skruestik – som vilkår. Det blev umuligt at lære noget.

Konsekvensen er læring uden kundskab og kundskab uden liv. Måske er det derfor, at ungdommen er sygemeldt? Sygemeldt uden fejl og mangler.