Pædagogikkens to verdener – en refleksion over et års arbejde

1. 1984 eller 1Q84?

Den japanske forfatter, Haruki Murakami, skrev i 2009 bogen 1Q84. Heri beskrev han en verden, der var blevet fordoblet. Der var både en virkelig almindelig verden og så en verden, der i løbet af bogen fremstod mere og mere fantastisk, sær og umenneskelig. Først er der blot små detaljer til forskel, et forkert politivåben eller et mærkeligt vejskilt. Senere myldrer de særeste væsner frem, et helt folk af ”little people”, der i en lidt obskur social genetik nedstammer fra en fundamentalistisk marxistisk sekt fra 1970’erne. Årstallet i den første verden er 1984. I den anden verden er vi i 1Q84, og det hele er naturligvis med reference til George Orwells totalitarismekritik, bogen 1984, som er fra det omvendte parralle årstal, 1948.

Det mest karakteristiske ydre tegn på, at man er i 1Q84, er, at der er to måner på himlen, og bogens to hovedpersoner er i hele bogen fortabt i 1Q84, hvor de leder efter hinanden. Pointen er, at de kun kan finde kærligheden i denne sære virkelighed, og først til allersidst, efter en sælsom genforening, kan de vende tilbage til 1984, hvor virkeligheden så alligevel ikke er helt, som den var før.

Mit eget arbejde er også historien om, hvordan vi er ved at skabe et parallelt land, et land med to måner. Et land, hvor ordene, sætningerne, blikkene, bevægelserne og dermed vores vaner har skiftet og mistet betydning. Nogle gange ved man ikke helt, hvilket land man er havnet i. Skiftet sker med umærkelige forskelle og ryk, der sniger sig ind i vores institutioner og i vores sprogbrug. Ord, der før betød noget i den ene verden, genopstår med nye referencer og i nye konstellationer i den anden verden, ofte i den stik modsatte betydning end før. Og som i 1Q84 stammer alle de ”little words” på en måde fra sekteriske opgør i starten af 1970’erne og nogle konsekvenser heraf, som løber af snørklede floder og vandløb frem til skrivende stund.

 

2. 2014 eller 2Q14?

Det er historien om, hvordan på den ene side Danmark, et frit europæisk land med filosofi, historie og kultur strømmende ind og ud af vores institutioner, og på den anden side det, jeg kalder Ny Nordisk Skole eller KL-Danmark, et land af mellemledere og et mærkeligt indholdstomt sprog, har adskilt sig fra hinanden. Danmark er blevet fordoblet i henholdsvis en skjult virkelighed og i et uvirkeligt men synligt land med to måner, og lige nu løber vi fortabte rundt i den forkerte verden med en udeklarerbar erindring.

Hvor studerer man bedst den slags processer? Den proces hvorved et land udskiller sig fra sig selv? Hvor den åndelige og praktiske virkelighed forlades til fordel for ”små folks” sære tilbøjeligheder? Det gør man i skole- og uddannelsestænkningen. Hvorfor? Fordi det er i pædagogikken, at man genskaber det, som er værdifuldt, og derfor kan man også bedst studere et samfunds normative forskydninger i forbindelse med undersøgelser af uddannelsesprocesser, altså forsøgene på at genskabe det man holder af. Pædagogikken er stedet hvor forskydninger i den åndelige astrologi, et udtryk jeg har fra Martin A. Hansen, træder tydeligst frem. Min opgave er derfor at beskrive forskydningerne, løsrivelsen og etableringen af den kunstige verden, lad os kalde den 2Q14, som den materialiserer sig indenfor det pædagogiske og det uddannelsesmæssige område. Jeg ønsker at beskrive, hvordan vi har fået et nyt tomt land, der har lagt sig ovenpå det virkelige, som vi næsten ikke mere kan se – og det er min egen generation, der, puffet fremad af den forrige, står for den tykke og stivnede glasur.

En del af mine indlæg beskriver adskillelsesprocessen. I artiklen ”ånd og praksis i et nationalt uddannelsessystem?”, beskrev jeg forudsætningerne for en situation, hvor et land er helt, nemlig at de pædagogiske formål og den pædagogiske praksis er forbundet i, hvad jeg ved andre lejligheder har kaldt magnetisk stridbarhed, altså i en fri, kritisk og u-ligegyldig relation, i en åndelig og praktisk syntese. Derpå gik jeg ind i store og små analyser af, hvordan ordenes betydning og sammenhæng skrider i de mange nye policy-tiltag, tænkemåder og tekster, der har udviklet sig omkring især den siddende regerings uddannelsesinitiativ, Ny Nordisk Skole, og en række beslægtede områder. Her er detaljerede analyser af folkeskolereformens argumentationsstruktur, af gymnasietænkningen, af principperne for udviklingen af skolens fag, og af Danmarks Lærerforenings professionsideal. Det er også i disse passager, at ideen om forskellen mellem Danmark og KL Danmark udvikles. Alt sammen med henblik på at vise, at formål og praksis adskilles på en måde, så formålet ligefrem glemmes eller afvikles, og hvor praksis i samme sekund reduceres til ren anvendelse og instrumentalisme under nye og teknokratiske formåls herredømme. Når det er sket, har vi fået to verdener. Den treleddede proces frem mod etableringen af 2Q14 kan tegnes sådan her:

Formål og praksis

Hvor langt man kan iagttage forfaldet i de mange tekster og indlæg på min blog er lidt forskelligt – nogle gange er vi den midterste række og andre gange i den nederste række. Enkelte gange kommer der nogle pip fra det øverste område i tabellen, men det er som regel enten fra folk, der er langt væk fra egentlig indflydelse eller også er pippene blot magtfulde besværgelser, der hurtigt underordnes de to måners sprog.

Et tegn på, at man befinder sig i nærheden af niveau 1, den stridbare magnetisme, er, når europæiske og danske åndstraditioner arbejder inde i pædagogikken. Det sker f.eks. når de Humboldske universitetsideer arbejder inden i universitetets praksis, eller når Grundtvigs filosofi kan høres inde i de frie skolers formål og praksis.

Et tegn på at man er ved niveau 2, altså hvor formål og praksis er adskilt, er, når det f.eks. hævdes, at danske og kritiske traditioner står i modsætning til hinanden, eller når kundskabsbegrebet splittes op i henholdsvis dannelse og udvikling.

Endelig er tegnet på niveau 3, at der slet ikke henvises til filosofi eller kritik på nogen ordentlig måde, men blot til økonomiens og arbejdsmarkedets behov. Hvis der alligevel henvises til formål og indhold, omdannes filosofi, demokrati og kritik til en metode til at fremme deltagelsen i den globale konkurrence.

Denne skematiske struktur, som jeg allerede, blot mere udførligt, omtalte i bogen Uren Pædagogik fra 2011 i kapitlet ”Dansk pædagogik i fald og bund”, arbejder, synes jeg selv, som et effektivt og knastørt analyseapparat, der bryder rationaliteten i aktuel dansk uddannelsestænkning og policy ned stykke for stykke. Tilbage står det afpillede ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)”, der truer med at opløse DPU, altså en fri pædagogisk videnskab, og med at omdanne den den pædagogiske videnskab til anvendte og underdanige sysler.

 

3. Konkurrencestaten

Med dette overordnede udgangspunkt, drøftes en lang række temaer: For det første har jeg diskuteret de nye teorier om konkurrencestaten og deres anvendelse i pædagogik. Grunden til, at det er interessant, er, at konkurrencestatsteorien forsøger at formidle mellem ånd og praksis på en ny, men også problematisk måde. Det specielle er, at denne formidling paradoksalt nok må fungere på baggrund af et opgør med åndeligheden selv, og dermed jo også med praksis, der omdannes til ”anvendelse”. Dermed bliver konkurrencestaten en formidling mellem to forfaldskategorier, hvilket naturligvis lukker al diskussion inde i et bur, i 2Q14. Konkurrencestatsteorien er altså etableret som et svar på noget, som den ved hele sit begreb har afvist. Det gør naturligvis teorien ekstremt uegnet til at begå sig i den pædagogiske verden. I ovenstående tabel vil man derfor placere konkurrencestaten i det nederste højre hjørne, altså det sted, hvor filosofi- og formålsvokabularet er helt underlagt en i forvejen instrumentaliseret praksis’ herredømme. Hvordan denne underlæggelse og hele proces finder sted, har jeg beskrevet i mange af mine indlæg. Der er både analyser af en række af de centrale teoretiske tekster, udførlige referater fra stort anlagte konferencer og analyser af den offentlige debat. Min overordnede pointe er, at de to ord, konkurrence og stat, på en måde er normative modsætninger. Mødet og sammenstødet mellem ”konkurrence” og ”stat” i begrebet ”konkurrencestat” er et møde mellem tabellens mest modstridende celler i et og samme begreb. Dermed splintrer de to ord i deres forening selve udtrykket ”konkurrence-stat” i tusinde stykker. Eftersom ”konkurrencestaten” dominerer politikopfattelsen herhjemme er denne kritik meget alvorlig, og ødelægger det filosofiske grundlag for den førte pædagogik i Danmark, som dermed kommer til at stå uden begrundelser.

 

4. Europæisk og dansk filosofi

Distinktionen, forbundenheden og den magnetiske stridbarhed mellem ånd og praksis, forbundenhedens gradvise afvikling og dens omvendte hierarki i konkurrencestatsteorien, har ført til, at jeg også må interessere mig for, hvordan vi kan genbeskrive skolen og pædagogikken i sig selv, dens essens, substans og begreb. Jeg leder med andre ord efter 2014, efter virkelighedens skole, så Ny Nordiske Skole med alle dens mærkværdigheder ikke får lov til at gøre os fremmede for os selv. Dette arbejde har jeg påbegyndt i mine tidligere bøger, og arbejdet fortsætter jeg i samme ånd i herværende blogserie med undersøgelser af den pædagogiske filosofi udvikling; undersøgelser, der trækker på både aktuel og klassisk pædagogisk filosofi fra hele Europas tradition. Her inddrages især den i dansk pædagogik ret ukendte tingsfilosofi, der er et opgør med konstruktivisme, og som påkalder sig international opmærksomhed i disse år, både i metafysisk interesserede kredse og inden for den pædagogiske filosofi. Centrale internationale forfatterskaber i den sammenhæng er Georgio Agamben, Graham Harman og Jan Masschelein. På forskellige måder har jeg villet minde om et af de sprog, som den europæiske tradition kan tale om pædagogik i, når tanken slår fri. Det er en påmindelse om, hvad begreber som f.eks. dømmekraft, lighed, skole, videnskab, disciplin, kundskaber, køn og værdier kan betyde, når filosofien arbejder med virkelige begreber, og når fænomenerne kan vise sig frit for en søgende opmærksomhed uden økonomisk sans.

En anden og beslægtet vej er en række undersøgelser og analyser af tekster og bevægelser i den danske tradition. Her har jeg kigget på nogle af Grundtvig-receptionens forskydninger, som har bidraget til tabellens forfaldsprocesser, fordi Grundtvig for tiden har en i bedste fald ambivalent position i dansk pædagogik. Jeg argumenterer også for, at grundtvigske ideer ligger meget tættere op af helt moderne pædagogisk teori end forfaldspædagogikken gør. Endelig har jeg fundet nogle spændende temaer i dele af Martin A. Hansens forfatterskab og i forfatteren Egon Clausens erindringer, som jeg også har fortalt om.

Målet med både de europæiske og de danske indsatser har været at skabe indhold til den øverste del af tabellen, det vil sige til ord, som kan bruges til at beskrive pædagogisk formål og praksis, der er forbundet i magnetisk stridbarhed, og som med tiden kan forenes i en pædagogik med både danske og europæiske niveauer.

 

5. Politiske ideologier

Analyserne af de forfaldsprocesser, der cementerer opdelingen i to verdner, og påmindelsen om filosofiens kraft har også ført til en række analyser af dansk liberalisme, som i de senere år har udmøntet sig en ekstrem stats- og dannelseskritisk tænkning, fordi den har været stærkt farvet af amerikansk ny-liberalisme med den konsekvens, at den nordeuropæiske liberalisme, der er meget mere venlig stemt overfor pædagogiske spørgsmål, er gået helt i glemmebogen. På den måde, sådan lyder den overordnede tese, bidrager dansk liberalisme til opdelingen i de to verdner og glemmer den åndsvidenskabelige verden, hvorved pædagogisk praksis, også i f.eks. tænketanken CEPOS’ initiativer, styrter i grus. Havde man satset på mere humanistisk orienteret form for liberalisme, havde vi ikke haft disse problemer. Også konservatismen har i parentes bemærket forspildt sine muligheder, men de indfris slet ikke for tiden, fordi hele det borgerlige Danmark med få undtagelser har solgt sin forstand til landet med de to måner. Socialismens problemer er en del af min egen generations liv, så den får jeg også vendt undervejs. På trods af disse kritiske indsatser forsøger jeg også at argumentere for vigtigheden af dygtigt udformede ideologier. Det sker i sær i indlægget ”Tre erfaringer”.

 

6. Det pædagogiske oligarki i 2Q14

Hele dette analyseapparat har været på flittigt arbejde i en lang række indsatser, kommentarer til og analyser af diverse indlæg, begivenheder, konferencer, lovforslag mv. Her viser jeg, hvordan sprogspillene og sætningernes rækkefølger skrider i mudder så glat som ål helt nede på det allermest konkrete niveau, og samtidig ønsker jeg at demonstrere den polemiske, pædagogiske og medborgerlige kraft, som den mere overordnede analyse giver. Endelig vil jeg fremhæve mit arbejde med at beskrive Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), der er en beskrivelse, af hvilke personer der taler og skriver i horisonten fra den tredje forfaldsform, altså bunden, som regel uden at have redskaber til selv at kunne se det, hvilket har den effekt, at deres adfærd er præget af magt og en mere og mere bureaukratisk indespærring af et samfunds vigtigste ejendom, nemlig dets pædagogik. Når oligarkiet tager over får vi en snakkende men formålsløs maskine af ”little people”, et KL Danmark i Ny Nordisk Skole i 2Q14, der lægger sig oven på vores virkelige ophav, som til sidst kun viser sig som et ubestemmeligt, tavst og desperat savn i det folkelige livs transaktioner. Herefter kan vi lukke skolerne og erstatte dem med apps.

 

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.