Pædagogikkens to verdener: Hadefuld konspirationsteori eller “noteworthy contribution”?

Hvis man er en lidt kritisk pædagogisk forsker i Danmark med rødder i noget grundtvigianisme og noget kritisk filosofi mm., kan man meget let løbe ind i nogle turbulente situationer. Det skyldes, at de faglige fronter er opdelt i to verdener. Den ene verden fortsætter og udbygger sit kritiske og frie men også samfundsmæssigt marginaliserede arbejde. Den anden verden, som kobler sig til policy, implementering og skolereform, er ved at lukke sig om sig selv med klager, administrative processer og spruttende ukvemsord i udstødningsgassen, der udløses ved en let kritisk berøring.

Her er et eksempel på to de to verdener i arbejde.  Det drejer sig om de meget divergerende opfattelser af mit eget arbejde, som det – det må jeg indrømme – også har haft en vis terapeutisk effekt at skrive ned:

 

1. Mit arbejde set fra den ene verdens synspunkt.

Går man ind under menupunktet ”bøger” på herværende hjemmeside og ruller lidt ned, kan man se en række anmeldelser af de bøger, jeg har skrevet og redigeret. Stort set alle anmeldelserne er meget positive. Det samme indtryk får man, hvis man læser et tre sider langt brev, som 22 førende skolefolk og forskere sendte til universitetets dekan i sidste måned.

Endelig bekræftes dette forhold af diverse udtalelser, jeg har fået i forbindelse med ansøgninger mm.. Her er et par citater fra en professorbedømmelse:  ”original contributions to the philosophy of education”, “noteworthy contribution”, “a creative philosopher of education”, “a distinct analyst and debater and a keen controversialist”. Og her er en udtalelse fra en af de mest anerkendte pædagogiske forskere i verden:  “In my view Dr. Rømer not only has a very good grasp of what is happening in the field internationally, but he is also making highly original and highly relevant contributions to the discussion.”

Disse udtalelser og anmeldelser kommer alle fra frie videnskabsfolk og fra frie engagerede medborgere med meget forskellige faglige, politiske og institutionelle tilknytninger, og de er stort set uden forbehold. Det er jo et dejligt og motiverende skudsmål, ikke sandt?

 

2. Mit arbejde set fra den anden verdens synspunkt

Men når jeg møder folk fra den anden verden, ser mit arbejde helt anderledes ud. Her er, hvad fire fremtrædende forskere har sagt om mit virke:

Person A: Forskruet, usandt, infamt, fordrejet, polemisk, konspirationsteori, stærkt ærekrænkende, løgn, fordrejning, demagogi, mobning, karaktermord, konspiratorisk mistænkeliggørelse

Person B: uvederhæftig, løgnagtig, ærekrænkende, veritabel personhetz og årelange forsøg på mistænkeliggørelse og miskreditering

Person C: Tilsvining, demagogisering, højst usagligt

Person D: Uvederhæftig, karikerer, forvrænger, udpegning, beklikning, motivjagt, kollegial uansvarlighed, manglende forskningsetik, akademisk mobning

Disse udtalelser kommer alle fra pædagogiske forskere, som har knyttet sig til skolereformens policyprocesser, altså fra det jeg har kaldt DPO, og det er også stort set uden forbehold.

 

3. Hvor kan man læse mere?

Tesen om de to verdener fremsætter og begrunder jeg i bogen ”Pædagogikkens to verdener”. Her kan man også læse mine forklaringer på tilstanden og dermed også på de store forskelle i bedømmelsen af både mit arbejde og af pædagogik i det hele taget. Jeg synes, at ovenstående empiriske materiale bekræfter tesen og forstærker dens relevans.

 

3 tanker om "Pædagogikkens to verdener: Hadefuld konspirationsteori eller “noteworthy contribution”?"

  1. Kære Thomas
    Ked af at skulle være en plageånd på dine sider, men uskyldig som en søndagsskole er du efter min overbevisning ikke i denne sag. Det er ikke så enkelt efter min overbevisning.

    Ville det fx være forkert af mig at opfatte dine skrifter som stærkt personfikserede fremlægninger og analyser af teoretiske standpunkter, fx a la “…at Rasmussen, som ellers har brugt hele sit faglige liv på at tale dannelse og humanisme ned under gulvbrædderne…”, der ofte pyntes med værdiladede udtryk a la “….hvilket ærligt talt er et kors for tanken”, der ikke tillægger indholdet nogen yderligere værdi end at oplyse om dine mavefornemmelser, og som derudover kan få decideret satirisk karakter a la “Ja-Hattie”?

    Derudover at opfatte skrifterne som stærkt normative, hvor de begreber du slår folk oven i hovedet med, såsom “dannelse”, “fornuft” og “følelse”, ikke i sig selv defineres og gennemargumenteres som ophøjede sandheder, men blot underforstås (du henviser end ikke til skrifter og sidetal, hvor du har gennemtrævlet dem), og som i øvrigt kan være stærkt dikotomiske og politiserende, fx via dine kompromisløse analogier til at være for versus imod folkeskolereformen og være instrumentalist versus humanist?

    Dertil mange udsagn, der indikerer, at du allerede ved, at det du skriver er sandt a la “Jeg læser det, teksten siger, og det behøver ikke at være det samme, som forfatteren tror den siger”, hvilket jo gør det umuligt at forholde sig til afprøvende og dialogisk? Hvor er dit eget demarkationskriterium i alt dette? Skal det hele læses som videnskab eller som fagpolitisk religion?

    Du skriver vist selv et sted, at du ønsker at skelne personen fra teksten, men med alle de ovennævnte virkemidler bliver det meget svært for mig som læser. Det bliver efter min overbevisning en sammenblanding af filosofisk analyse, debatindlæg, politisk manifest og personfokuseret satire. Noget af det veldokumenteret, andre dele postulerende og provokerende. Det kan jeg godt forstå afføder følelsesmæssige reaktioner af den art, du dokumenterer, når man ikke er vant til en sådan Cocktail.

    At de følelsesladede reaktioner så kan antage illegitime desperate former, såsom at klage til ledelsen, kan være et trist faktum, men som følelsesmæssige reaktioner er de efter min overbevisning delvist fremprovokeret ved dit valg af stil, og det burde du tage til eftertanke, hvis du virkelig ønsker at tage stilling til det omfang reaktionerne reelt set bekræfter din tese. Pas på det hele ikke bliver en selvopfyldende og selvbekræftende profeti.

    Jeg har -som du ved- ikke noget negativt forhold til dig og er meget interesseret i dannelsesprocesser og idealer, så når jeg (og andre forholdsvise udenforstående) har samme problemer med læsningen af det du skriver, som din fortællings antagonister har, kunne der måske være noget om det?

    Skrevet i venskabelighed og med ønske om at isolere det faglige fra det personlige 😉

    Bedste Hilsner
    Henrik

  2. Kære Henrik: 1. Ja, det vil være helt “forkert at opfatte” det sådan. 2. Jeg tror, du misforstår, hvad jeg mener med at skille det faglige fra det personlige. Jeg har skrevet mit synspunkt ned i DPO-2. Når jeg siger “skiller”, så er det selve skilningsprocessen, jeg foretager, og det er den som opfattes som personlig. Jeg adskiller ikke på forhånd, jeg adskiller selv. 3. Jeg kender ikke “andre”, der vil bruge de ord, jeg nævner i mit indlæg (had, tilsvining mm) om mit arbejde, Det er DPO-sprog efter min mening, og jeg synes ikke de eksempler, du giver, er problematiske overhovedet, tværtimod er de stærkt dokumenterede i mit arbejde. Som jeg også nævner i indlægget, får jeg god respons fra den almindelige videnskabelige og pædagogiske verden. 4. At undersøge, hvad teksten siger i sig selv, er bestemt ikke et carte blanche til at sige hvad som helst. Tværtimod er det et åndsvidenskabeligt og hermeneutisk princip, der kræver begrundelser, som jeg også giver. 5. Jeg har skrevet mange bøger mm om forskellige sider af de emner, du omtaler.

    Så kort sagt: Du tager helt fejl. Det eneste, du har ret i, er, at mit arbejde samlet set er en blanding af filosofisk analyse, debat, videnskab og satire, men grundkernen er filosofisk/videnskabelig, hvilket fremgår under menupunkterne bøger/artikler, men det er klart, at uddannelsespolitikken og pædagogikken skriger på satire, følelser og forestillingsevne i disse år. mh Thomas

  3. Kære Thomas
    Nuvel, nu kan det godt være, at jeg er helt forkert på den, men jeg deler tilsyneladende en oplevelse med dine antagonister (og andre), hvad forholdet mellem person og sag angår, som kan forklare, hvorfor jeg går galt i byen i så fald. Så der kan stadig være et formidlingsproblem på spil, uagtet om det er fordi jeg og andre er tungnemme eller at du har et stilistisk problem. Det kunne man jo så godt forsøge at få til at fungere lidt bedre i fællesskab, især hvis du vedkender dig, at dine skrifter er en blanding af nævnte genrer, for nogle af disse er jo ikke videnskabelige som sådan, heriblandt følelsesytringer og satire. Den sidste genre kan dertil være decideret ondskabsfuld, da den sigter mod at gennemtrumfe budskaber ved at gøre nogen eller noget til grin.

    Jeg er for øvrigt gammel science fiction fan og kan alle mine samfundskritiske klassikere såsom “1984”, “Fagre nye verden”, “Walden Two”, “Clockwork Orange” og “Fahrenheit 451”. Disse har hvilet på nogle objektive og videnskabelige påviselige præmisser for deres tid, men dette grundlag gør dog ikke deres øvrige fiktive indhold til konkret sandhed, men i bedste fald til symbolske samtidsbilleder. Da jeg selv har svært ved at skelne veldokumenterede teser fra din satire og normative skælden ud, har jeg valgt at læse DPO1 og 2 som sådanne symbolske samtidsbilleder og vil gerne anerkende dem som sådan. Det er nok hvad jeg kan strække mig til med mine intellektuelle kapaciteter og opfattelser af hvad videnskab er, men det er også nok for mig til, at de har værdi.

    Bedste Hilsner

Skriv en kommentar