Pædagogisk dagbog: Gymnasieskolen, Marianne Jelveds følelser og et “peer-review”

Nogle gange trænger tingene sig på sådan lidt hulter til bulter, og man ved ikke rigtigt, hvad der hænger sammen hvordan. I sådanne situationer er der kun et at gøre. At skrive sig igennem det på bedste beskub. Her er nogle krydsende emner fra den sidste uges debat.

 

1. Gymnasieskolen

For det første er der hele spillet om gymnasiereformen. Jeg vil ikke sige så meget om det her, for jeg har jo skrevet en kæmpeblog om det, og der kommer også en kronik i Information på onsdag. Jeg vil bare nævne, at reformen er en blanding mellem på den ene side et opgør med dannelse og faglighed, som man endda kalder ”styrket dannelse og faglighed”, og på den anden side en nidkær resultat- og læringsmålstyring, der vil rulle de ministerielle ideologer helt ind i elevernes hjerner. Dannelsesopgøret og styringsiveren forstærker hinanden og smelter sammen i en pædagogisk tvangskonstruktion. Jeg nævner reformen her, både fordi det har fyldt meget, men også fordi jeg skal henvise til den lige om lidt.

Der er en vigtig detalje, som også er værd at nævne, nu vi er ved gymnasiet. Det drejer sig om fagforeningens blad Gymnasieskolen. Bladet er et slags spinorgan for Synlig Læring, der jo rider folkeskolen som en mare for tiden, men som Rektorforeningen og Gymnasieskolen alligevel i fællesskab har kastet sig ud i promovering af. En af de rektorale forkæmpere, Allan Kjær Andersen, har engang i Politiken sammenlignet almendannelse med Goebbels. Men det må man ikke skrive på Gymnasieskolen.dk, at han har. Gør man det alligevel, trues redaktøren med injuriesag, og redaktøren, som hedder Morten Jest, har ingen redaktionel og journalistisk rygrad, så han makker bare ret. Alt det fremgår af en e-mailkorrespondance, som jeg havde med redaktøren, og som man kan læse nedenfor.

Nå, men jeg sendte også korrespondancen til fagforeningens hovedbestyrelse, altså til GL, for redaktøren havde fortalt mig, at han varetog GL’s interesser ved at forsvare rektoren, som ellers formodentlig er DJØF’er. Formanden for GL har sagt på Facebook, at man ville behandle sagen på et HB-møde i sidste uge. Nu er det spændende, om organisationen vil forsvare medlemmernes ret til oplysning og fri diskussion, eller om man ønsker at beskytte den usikre redaktør og Allan Kjær Andersens læringsideologi.

En yderligere udløber af dette emne er, at en af redaktørens kolleger, den tidligere redaktør for folkeskolen.dk, Thorkild Thejsen, var faldet over den blog, hvor jeg omtalte sagen. Thejsen skrev et harmdirrende kritisk brev til Gymnasieskolens redaktør, hvor han blandt andet kaldte sagen ”dyb foruroligende”. Gad vide, om redaktøren omtalte det brev på mødet i GL’s hovedbestyrelse i sidste uge?

 

Links:

Link til korrespondance med Gymnasieskolen.dk: http://www.thomasaastruproemer.dk/almendannelsens-deroute-bladet-gymnasieskolen-i-publicistisk-krise.html

Analyse af gymnasiereformen: http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-af-regeringens-forslag-til-reform-af-gymnasiet.html

 

2. Marianne Jelveds følelser

Dertil kommer det, jeg kalder for ”Jelveds følelser”. Sagen er jo den, at den såkaldte læringsmålstyring, herunder Synlig Læring, som jo også var blandt stridspunkterne under pkt. 1, nu i et par år har maltrakteret skolerne via nogle af de samme personer, som står bag Synlig Lærings aktuelle promovering i gymnasieskolen.

De Radikale var jo med både i skoleforliget, i forliget om Fælles Mål og i normaliseringsloven. Ja, man har støttet det hele med hud og hår. Og den daværende skolepolitiske ordfører, Lotte Rod, var en af de mest ivrige dengang og helt uden for pædagogisk rækkevidde, eller hvad man nu kalder det.

Men i mellemtiden er Marianne Jelved blevet skolepolitisk ordfører. Og som venstregrundtvigianer og Knud Illeris-fan kritiserer hun nu både konkurrencestaten og læringsmålstankegangen med store bogstaver. Det har hun sådan set gjort flere gange i små og nicheagtige fora, mens hendes parti har arbejdet i den stik modsatte retning. Men nu har hun læst Keld Skovmands nye bog ”Fælles mål – uden mål og med”, og den har virkelig rystet hende. Første rystelse manifesterede sig i et kort indlæg på folkeskolen.dk, der var skrevet så meget på følelsen, at det emmede af stavefejl. De blev dog rettet, og i et efterfølgende interview svingede Jelved håndtasken igen. Det vil være synd at sige, at hendes kritik blev modtaget med åbne arme på debattrådene, og det er jo ikke så sært, eftersom hendes parti har stået særdeles centralt i alle dårligdommene. Vi er nok mange, der skal have noget mere konkret selvransagelse og politik på bordet.

Nå, men her er der så den pudsige detalje, at Jelved og Rod sammen skriver et læserbrev i Vejle Amts Folkeblad d. 18/4, hvor de kritiserer målstyringen på skoleområdet. At Rod kan gøre det uden at blinke er direkte dårligt for mit helbred, og Jelved er også mange gange blevet gjort opmærksom på problemerne. Men det lader jeg lige fare et øjeblik. Min pointe er nemlig, at Rod siden hen er blevet gymnasiepolitisk ordfører. Det er altså hende, der sidder og forhandler den kombination af dannelsesopgør og læringsmålstyring, som jeg lige fortalte om ligger i gymnasiereformen. Men så skulle man jo tro, at Rod var megakritisk over for gymnasiereformen? Men det er hun ikke. Hun er derimod glad for det, hun kalder en ”ny faglighed”, dvs. dannelsesopgøret. Det der med den gymnasielle ”målstyring”, nævner hun slet ikke. Det gjorde hun sandelig heller ikke, da hun var skoleordfører, tværtimod, selvom der også var masser af målstyring i skolereformens tekster.

Det sejler foruden vind i Arbejdsmarkedspartiet, som jeg plejer at kalde de radikale. Men måske kan Jelved rydde op? Det tyder intet på.

Den centrum-venstrepolitiske realitet, som er den modsatte af Arbejdsmarkedspartiets forvirring, blev derimod sat på plads af Politikens, også kaldet Konkurrencestatstidendes, nye chefideolog, Noa Redington, som har fået fast kæmpeplads hver søndag med stort billede og CV. Han slog i søndags centrum-venstres uddannelsespolitiske grundsyn fast på en provokerende ærlig og brovten facon.

Redington, som er gammel SF’er og spindoktor for Socialdemokraterne – også kaldet Konkurrencestatspartiet, mens Corydon og Antorini svingede den ideologiske taktstok, dvs. under skolereformens tilblivelse – lyder fuldstændig som alle samfundets toneangivende kredse gjorde i 2012-13. Jeg havde næsten glemt, hvor ekstremt det var dengang. Redington skyder i sit indlæg med skarpt mod Danmarks Lærerforening, og i særdeleshed er han i struben på den pædagogiske helt, Anders Bondo, der nærmest ene mand har stridt i stormen. Faktisk er det kun Merete Riisager fra Liberal Alliance, der har budt på en tilsvarende kritisk energi. Desværre kan de to ikke slå pjalterne sammen. Hvorfor ikke? Fordi det der med fagforeninger og Ayn Rand-filosofi, der jo er LA’s grund, bare går rigtigt dårligt i spænd. Riisager er derfor lidt blokeret på forhånd. Men man må medgive, at hun også stemte imod L 409, altså Corydons normaliseringslov, så muligvis tager jeg en lille smule fejl? Men så igen, måske stemte hun bare imod som god liberal, og det skal man jo heller ikke kimse af.

På en måde er Redington uhyre præcis. Han beskriver blot den pædagogiske og uddannelsespolitiske realitet, som aktuelt manifesterer sig i gymnasiereformen, men som også kommer til udtryk i hele implementeringen af skole- og lærereuddannelsesreformen.

Efterhånden som uhyrlighederne er gennemført, har de fleste andre mildnet sprogbrugen. Men hovsa, så kommer der pludselig en af ideologerne fra den gang med hele det gamle vokabular og beskriver det, som faktisk er gennemført, iklædt hele den oprindelige sprogdragt. Der mangler faktisk kun ”ja-hatten”, men ok, den ligger overalt i indlæggets ånd.

Redingtons ekstremistiske formuleringer er en kontant beskrivelse af den aktuelt realiserede pædagogiske virkelighed, blot med hele det sprog, man brugte, dengang man politisk ønskede at etablere realiteten. Redingtons tekst er en form for hyper-realistisk anakronisme.

Det er derfor, indlægget virker så overvældende.

Redington skulle tage at læse Bondos fremragende tale fra DLF’s landsmøde, der er en grundig kritik af Redingtons eget grundlag, nemlig konkurrencestatens ideologi og dens pædagogiske konsekvenser. Ja, eller måske skulle han læse noget andet? Bare noget! Men Redington følger slet ikke med i nogen kritik. Han ser bare en fagforeningsmand, der brokker sig. Og Konkurrencestatstidende, som selv stod i spidsen for løjerne dengang, er det mere end villige medium. Det er det, jeg kalder for Pædagogikkens Anden Verden. Konkurrencestatstidende uddannelsespolitiske synspunkter og funktion bekræftes i øvrigt af avisens stilling til gymnasiereformen, hvor man er næsten helt tavs om den omfattende kritik, der har bredt sig på stort set alle andre medier.

Redington mener, at ledere skal gå og styre og holde øje med alle mulige detaljer, og at det ligefrem er sådan, det er på ”alle mulige andre arbejdspladser”. Igen: Det var et helt almindeligt statement i 2013, selvom man i dag er holdt op med at sige det. Med sin anakronistiske markering minder Redington os om virkelighedens virkelighed, dvs. den moderne databaserede skoleledelse, og det skal han på en måde have tak for. Det er efter min mening bedre end Jelveds aktuelle “blæse med vinden”- markeringer. Hun svømmer jo blot rundt i Redingtons strømme som en ledeløs ørred.

Men helt ærligt, når man læser Redingtons syn på ledelse skulle man tro, vi alle sammen var østeuropæiske sæsonarbejdere i et eller andet gartneri uden overenskomst.

Det er den nye socialdemokratisme: At gøre alle lige; Ja, lige så lige som en ufaglært sæsonarbejder. Hvilken vild solidaritet. Hvilken lighedens nysprog.

 

Links

Jelveds følelser 1(debatindlæg): http://www.folkeskolen.dk/585819/laeringsmaalforstyrret-undervisning

Jelveds følelser 2 (journalistisk): http://www.folkeskolen.dk/586009/jelved-om-laeringsmaalstyring-loven-giver-ikke-hjemmel-til-det

Redingtons indlæg: http://politiken.dk/debat/profiler/noaredington/ECE3171187/danmarks-laererforening-bruger-enhver-mulighed-til-at-stikke-en-kaep-i-hjulet-paa-skolereformen/

 

3. Morten Misfeldts og Jeppe Bundsgaards “peer-review”

Der er noget, jeg kalder for ”DPO-handlinger”. Det er, når Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) bruger ufine tricks til at lukke på munden på folk, og når disse tricks har rod i forskellige blandinger af den pædagogiske forsknings magtcirkler og i bestemte ideologiske konfigurationer, og når de er forbundethed med diverse policy-organer. Allan Kjær Andersens klage til Gymnasieskolens redaktør er et eksempel på sådan en handling. Men der var faktisk en til af slagsen i ugen der gik, som ikke bør gå i glemmebogen.

Det startede med, at Keld Skovmand skrev den allerede omtalte bog om ”Fælles mål”, hvor han blandt andet fortæller, hvordan læringsideologien har udryddet pædagogiske formål og pædagogisk tænkning, og hvordan antallet af mål er kraftigt forøget. Han skriver også, hvilket han har fuldstændig ret i, at den nye læringsideologi har totalitære træk.

De navne han nævner i den forbindelse er de sædvanlige, nemlig Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Claus Holm, der alle er begejstrede læringsmålsideologer. Dette trekløver fylder da også en hel masse i aktuelle udgivelser af både Peter Kemp, Steen Nepper Larsen, Brian Degn Mårtensson og mange andre. Det må jo også være hele den gruppe, som Jelved kritiserer så kraftigt.

Men det var slet ikke Qvortrup, Rasmussen og Holm, der reagerede i denne omgang, hverken med småklager eller med kronikker mm..

Hvad var der så? Jo, i nogle af trådene omkring Skovmands bog blandede professorer Morten Misfeldt sig. Misfeldt sad med i den såkaldte mastergruppe, som styrede slagets gang ifm. udarbejdelsen af de nye Fælles Mål. De to andre i gruppen var Andreas Rasch-Christensen og den tidligere nævnte Jens Rasmussen. Misfeldt var fortørnet over at blive kaldt totalitær, selvom det var lidt langt ude, eftersom han slet ikke er nævnt i Skovmands bog.

Misfeldts indlæg var stærkt følelsesladet og helt hen i vejret. Skovmand stod i første omgang fast, men så blev han lidt betuttet og skrev en beklagelse, som Misfeldt prompte reagerede på ved at sige at han var ”glad, sådan rigtigt”. En anden professor, Jeppe Bundsgaard, som var leder af Fælles Mål-gruppen i dansk, og som har en central position i Pisa-undersøgelserne, kritiserede også Skovmand for det ene og det andet.

Nå, men alt det var nok gået i glemmebogen, hvis ikke Bundsgaard og Misfeldt havde besluttet sig for at lave et offentligt og arrogant ”peer-review” af Skovmands fine bog. Det blev jeg så harm over, at jeg skrev følgende:

“Jeg overvejer at lave en større analyse af ovenstående mistrøstigheder fra Bundsgaard og Misfeldt, men da det kniber med tiden, vil jeg i første omgang nøjes med essensen:

  1. Der er tale om et arrogant misbrug af den fine ide ”fagfællebedømmelse”. Det er stærkt angribeligt og pinligt for Bundsgaard og Misfeldt at bruge et system for saglig og anonym ligeværdighed – et system som det har taget generationer at opbygge og som udøves uden betaling – til at lege partiske overdommere i en uddannelsespolitisk og faglig strid. Brøden forstærkes af, at det arrogante misbrug udføres af to professorer overfor en person, der ikke engang har en ph.d.-grad.
  2. Bundsgaard og Misfeldt taler nedsættende om Skovmands Biesta-reference. Desværre afslører de dermed blot deres egen uvidenhed om Biestas filosofi og hele den handlingsteoretiske, kritiske og teologiske tradition, som hans tænkning udspringer af, og som skolereformen i sin helhed er et direkte angreb på. Faktisk var det netop Biesta, der allerede i 2004 gjorde opmærksom på, at det nye lærings-sprog totalt underminerede pædagogik og uddannelse, en konsekvens der lige netop sætter sig igennem mange steder i disse måneder. Eftersom Fælles Mål – som især Misfeldt, men også Bundsgaard er dybt involveret i – er fuldstændig sammensmeltet med det af Biesta kritiserede læringsbegreb, er Skovmands kritik helt berettiget, og hans synspunkter støttes på forskellige måder og i forskellige varianter af mange andre. Men Misfeldt og Bundsgaard er så opslugte af lærings- og kompetencediskursen, at de slet ikke har tid til at sætte sig ordentlig ind i det teoretiske og filosofiske grundlag for kritikken. De lyder nærmest, som når John Hattie afviser pædagogisk teori på fire liner.
  3. De to kamphaner nævner også mit navn i farten som eksempel på, at læringsbegrebet skam ikke udmønter sig i ytringsfrihedsproblemer. Jeg har over 60 sider i de to essays ”Danmarks Pædagogiske Oligarki 1+2” grundigt dokumenteret, at det forholder sig stik modsat, både for min eget og for andres vedkommende. Kun ved at opbyde alle mine kræfter overhovedet, er jeg i stand til at overvinde den enorme selvcensur, der presser sig på pga. magtfulde professorers evindelige klager til mellemledere og tidsskriftsredaktioner, og jeg henviser også til Agedrup-sagen og til en række sager i nogle Københavnske kommuner, hvor læringsbegrebet arbejder sig totalitært direkte ned i pædagogikkens og den enkelte lærers og pædagogs faglige sjæl. Desuden er studiet af pædagogiske formål – som Biesta forslår at, man har mere fokus på – totalt marginaliseret på DPU, hvis ledelse er helt opslugt af konkurrencestater og læringsideologi. Intet af alt dette demonstrerer de to herrer noget seriøst kendskab til. De følger overhovedet ikke med i den aktuelle folkelige og teoretiske udvikling af pædagogiske emner. Men at misbruge videnskabens navn og proces til at slå på en seriøs undersøgelse, har man ingen problemer med.
  4. Desuden er det moralsk anstødeligt, at Misfeldt er medunderskriver og medforfatter. I sidste uge lavede han en masse småpiget ravage, fordi Skovmand korrekt påpegede læringsideologiens totalitære essens og konsekvens, endda uden at nævne Misfeldts navn. Derpå var Skovmand endda så venlig at beklage lidt, hvilket han efter min mening ikke burde have gjort, og Misfeldt svarede, at han var ”meget glad”, og det endda ”sådan rigtigt”. Alligevel skal Skovmand nu lægge øre til dette arrogante ”peer-review”, hvor det er helt tydeligt, at Misfeldt slet ikke er orienteret i den pædagogiske og den uddannelsespolitiske debat på et niveau, der blot nærmer sig Skovmands. Til gengæld kan Misfeldt både lave ”Fælles Mål” med ”lærings”-fortalerne, Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, og lave falske og pinlige fagfællebedømmelser, der underminerer videnskabens etiske indre.
  5. Endelig støder det mit ellers ikke så sarte sind, at Jeppe Bundsgaard i går skulle have deltaget i en debat på Vartov om emnet sammen netop Keld Skovmand. Bundsgaard meldte afbud til arrangementet og samme dag offentliggør han så dette smædeskrift. Det har jeg ingen sympati for.

Spørgsmålene om Skovmands diskussion af taksonomi må han selv svare for, hvis han altså overhovedet vil – man kan jo godt forstå, hvis han ikke vil – og en række af indvendingerne er lavtekniske og ligegyldige. Der er ingen af disse små indvendinger, der berører relevansen og kvaliteten af Skovmands overordnede argument og referencer.

Med dette pinlige og arrogante misbrug af videnskabelige bedømmelsesprocesser, Bundsgaards og Misfeldts nærhed til mere eller mindre centrale policy-processer, manglen på pædagogisk og filosofisk udsyn og uvidenheden om læringsbegrebets totalitære historie og effekt på både det pædagogiske og det organisatoriske plan, skriver de to hanelefanter sig direkte ind i Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO).

Skovmand skal have tak for at få denne virkelige virkelighed, denne lille DPO-struktur, til at komme til syne, selvom han på ingen måde har fortjent det, eftersom han har skrevet sådan en god bog.”

Skovmands eget svar kan man læse på:http://www.folkeskolen.dk/585971/vartov-og-virkeligheden, hvor der også er links til diskussionens oprindelse.

Min egen omtale af bogen kan læses på:http://www.thomasaastruproemer.dk/danske-paedagogiske-tekst…

Heldigvis var de øvrige kommentatorer helt enige med mig i den sag, eller jeg var enig med dem, eller hvordan det nu er. Hvor er vi henne, hvis man misbruger sin professortitel til at lave ubehjælpsomme fagfællebedømmelser i det offentlige rum, fordi man ikke kan argumentere for sin sag? Misfeldt og Bundsgaard har ikke manet sig op til en beklagelse, hvilket er alt for dårligt. Indtil det sker, ryger markeringen direkte i DPO-kassen, som det også fremgår af min kommentar.

Endelig skylder jeg at sige, at min omtale af Misfeldt og Bundsgaard som ”hanelefanter” er inspireret af Karen Borgnakkes brug af udtrykket i en aktuel kronik i bladet Folkeskolen.

 

Links:

Link til Misfeldts reaktion: http://www.folkeskolen.dk/585017/hvis-forenklede-faelles-maal-er-nazi-propaganda-saa-er-

Link til Misfeldts ”beklagelse”: http://www.folkeskolen.dk/585123/undskyld-keld

Link til Skovmands beklagelse: http://www.folkeskolen.dk/585366/mig-og-saa-morten

Link til ”peer-reviewet”:http://www.folkeskolen.dk/585830/uden-maal-og-med–et-peer-review

Link til Karen Borgnakkes kronik om ”hanelefanter”: http://www.folkeskolen.dk/584142/naar-hanelefanterne-broeler-

Tilføjet d. 28. april: Peer-reviewdebatten tages også op af lektor Stinus Storm Mikkelsen på folkeskolen.dk i indlægget “Uden mål og med – en kildekritisk anmeldelse af et “peerreview”“. Storm Mikkelsen kritiserer ligesom mig og mange andre Bundsgaard og Misfeldt i kraftige vendinger, og både Bundsgaard og Keld Skovmand kvitterer på meget forskellige måder nede i tråden.

 

Skriv en kommentar