Pædagogisk filosofi recovered

En historie er nu afsluttet. Den varede 4½ år. Den var pænt omtalt i sin tid, men er siden formodentlig gået i glemmebogen for andre end de berørte. Men nu er den altså endelig helt afsluttet, og det er blot denne afslutning, jeg vil fortælle om her, så det hele i det mindste er bogført et sted.

Hvad handler det da om? Jo, det handler om fyringsvarslerne i 2010 af tre pædagogiske filosoffer på den daværende Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, en institution, der efterhånden har haft ligeså mange navne som den har haft ledere og dekaner. Jeg selv skrev en del om det dengang, hvilket man kan læse om i bogen Krisen i Dansk Pædagogik og på nedenstående links til en række blogindlæg, som jeg skrev, da sagen rullede. Bloggene hed ”Pædagogisk filosofi knust 1-6”, men det var heldigvis – i al fald på den meget lange bane – falsk alarm, for nu – efter alle disse år – er tingene endelig normaliserede. Vi mangler faktisk kun en officiel beklagelse til de tre berørte fra DPU og fra Aarhus Universitet. Kommer den, kan jeg skrive en ”Pædagogisk filosofi recovered 2”.

Her er historiens hovedtræk i fem trin:

 

1.

I marts 2010 består DPU’s ledelse af dekan Lars Qvortrup og institutleder Jens Erik Kristensen. Qvortrup, som i 1980’erne var strukturkommunist på den store klinge, blev efter murens fald indædt tilhænger af den tyske sociolog Niklas Luhmanns systemteori, der passede perfekt til en illusionsløs kommunist, og mange pædagogisk interesserede i landet, heriblandt en del af Qvortrups ansatte og endda undervisningsminister Christine Antorini, spadserede lige ind i samme blindgyde i løbet af 2000’erne. Institutlederen Jens Erik Kristensen, der faktisk selv kom fra det pædagogisk-filosofiske fagmiljø, er en ligeså ukritisk brik, blot i et andet kompetenceregime, nemlig den såkaldte “samtidsdiagnose”, som er en særlig dansk afart af postmodernismen, der udsprang af miljøet på Institut for Idehistorie på Aarhus Universitet i midt-80’erne. Det har siden vist sig, at den alliance mellem Qvortrup og Kristensen, som historien demonstrerer, slet ikke var tilfældig, og at systemteori og samtidsdiagnosen i mange sammenhænge går sammen som fod i hose, hvilket f.eks. præger skolereformen dybt, men det er en anden og lang historie.

Stilles tidsmaskinen til 2010 ser vi følgende: Rundt omkring i samfundet tordner Pisa-debatten og finanskrisen, og Qvortrup slår sig sammen med rektorerne for de nydannede professionshøjskoler og hans vigtigste åndsfælle på DPU, professor Jens Rasmussen, om den helt store evidensbaserede læringsvogn. Ja, man hylder endda Lars Løkke Rasmussen som en ny Martin Luther King, og man drager under den samlede presses journalistiske fanfarer til Singapore og andre pisa-hoppe-lande i lange karavaner.  Qvortrup skriver også kronikker, hvor han fortæller om, at evidensbaseret viden nu skal afløse filosofi og holdninger, og ”transparens, relevans og evidens” er den nye religion under Pisa-grafens herredømme. Sådan var ånden, og det er den jo på mange måder stadigvæk, i al fald på de bonede gulve, selvom en vis besindelse vist nok også breder sig i de yderste blodkar.

 

2.

I marts 2010 beslutter institutleder Jens Erik Kristensen helt uden andre varsler end de sædvanlige vandrør, at den brede og internationalt orienterede kandidatuddannelse i pædagogisk filosofi skal nedlægges og erstattes af en uddannelse i Kristensens egen lille 1980’er-navle, der som sagt er den ”pædagogiske samtidsdiagnose”. Der er ingen begrundelser og ingen diskussion. Men dekan Qvortrup bakker op. Efter omfattende protester på det lokale, nationale og det nordiske plan lykkes det dog at forpurre denne primitive plan, og allerede i april trækkes beslutningen tilbage. Alle ånder lettet op.

 

3.

Men allerede i april 2010, altså blot en måned senere, lægger dekan Qvortrup op til afskedigelser. Han varsler afskedigelse af tre pædagogiske filosoffer, som de eneste blandt det videnskabelige personale, fordi deres forskning ikke er ”relevant”, et udtryk Qvortrup elsker, og som han fører sig frem med i tide og utide. Men med Qvortrups øvrige udtalelser og med den forrige måneds uddannelsesdiskussioner in mente er det klart, at det er en ren faglig slagtning – der er simpelthen tale om et systemteoretisk relevanskriterium med strukturkommunistisk baggrund, og dét er ikke til at spøge med. Varslingen implementeres med mekanisk og hård stemmeføring af de tre fyringsvarslede filosoffers tidligere kollega, Jens Erik Kristensen, på et kort og hurtigt indkaldt møde.

 

4.

Også denne gang udløses en omfattende diskussion, som endda når frem til de nationale medier, både Jyllandsposten og Weekendavisen. Hele det nationale og internationale filosofiske miljø inddrages, der laves underskriftsindsamlinger, skrives kronikker og arrangeres debatmøder og meget mere. Det hele ender med, at Lars Qvortrup i løbet af sommeren 2014 må trække varslingerne tilbage.

Den første, der reddes, er lektor Asger Sørensen, der i 2010 blot har været ansat i to år. Hans område er netop etik og politisk filosofi, emner som Qvortrups systemteori har store problemer med. Qvortrups utrolige halmstrå er, at Sørensen nu skal knyttes til faggruppen Pædagogisk Sociologi, som er Qvortrups eget emne, frem for Pædagogisk Filosofi, fordi der er brug for lærere i den omegn. Først i 2012, lang tid efter Qvortrups regeringstid, lykkes det efter gentagne henvendelser Sørensen at få brudt denne latterlige binding, så han kan begynde at forske i det område, som han er videnskabeligt bedømt og ansat til.

I august 2010 reddes så de to andre, nemlig lektor Henrik Vase Frandsen, som forsker i fransk fænomenologi – det som Qvortrup ved anden lejlighed har kaldt for ”fundamentalistisk fænomenologi” – og lektor Jørgen Huggler, hvis forskning hævdes at være for filosofisk. Qvortrups halmstrå er denne gang, at eftersom der er brug for undervisningskræfter i den nye Aarhus-afdeling, skal de to fyringstruede have ansættelsessted der – til trods for at begge bor og arbejder i København. Nu er de åbenbart relevante nok til Aarhus (hvor jeg selv arbejder)?

I fire år har Frandsen og Huggler altså været ansat på skrømt i Århus. De har ganske vist haft kontor og virke i København, hvor de har været både studienævnsformand og forskningsprogramleder, men de har ikke kunnet få lov til at flytte deres formelle ansættelse. Det har været et utroligt stunt med alle mulige organisatoriske krumspring som konsekvens. Men nu, fra 2015, efter 4 komma 5 år, er også denne qvortrupske konstruktion endelig bragt til ende. Huggler og Frandsen er nu ansat i Emdrup, hvor de arbejder og bor i forvejen.

 

5.

Dermed er denne sag endelig slut. Alt er som det var…. bortset fra de arbejsmiljømæssige forbistringer og alle mulige andre små og store konsekvenser. Alle fyringstruede har i mange år haft store timeoverskud, og optaget på kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi er mangedoblet. Nu mangler som sagt blot en officiel beklagelse og en par gode flasker rødvin til de berørte. Det kan den nye institutleder, Claus Holm, passende stå for. Her skal man dog huske på, at Holm selv sad i DPU’s ledelse i 2010, og at hans egne ideer selv bygger kraftigt på netop systemteori og samtidsdiagnose, altså Qvortrups og Kristensens filosofier; et forhold der nok hæmmer omsætningen i Føtex’ vinafdeling lidt, hvis jeg skal bruge min samtidsdiagnostiske sans – men jeg kan naturligvis tage fejl, selvom jeg ikke tror det.

Men hvad skete der så egentlig med Qvortrup og Kristensen? Ja, Qvortrup forlod året efter Aarhus Universitet. Først blev han gået som dekan, og siden forlod han Aarhus Universitet. Den nye dekan Mette Thunø, som nærmest var Qvortrups overkvinde i magtbrynde, hvilket gik ud over børnelitteratur- og it-forskningen og Linda Maria Koldau, kunne ikke bruge ham, da DPU skulle overgå fra at være et fakultet til at være et institut. Og jeg tror heller ikke, at hverken Thunø eller daværende rektor Laurits Holm var begejstrede for Qvortrups primitive håndtering af det filosofiske spørgsmål i Emdrup. I al fald smækkede Qvortrup med døren. Lars Qvortrup er nu professor ved Aalborg Universitet, hvor han promoverer den såkaldte LPS-metode rundt i kommunerne med systemteoretisk skråsikkerhed, mens han skriver skolereformbegejstrede indlæg til Politiken.

Kristensen er i dag menig lektor på DPU. Han har aldrig beklaget sin adfærd over for sine gamle kolleger, og han har nu et kontor i den modsatte ende af bygningskomplekset i Emdrup. I dag er reflekterende ukritisk over for Ove Kaj Pedersens konkurrencestat og taler for et såkaldt ”medarbejderborgerskab”. Det hele hænger desværre fint sammen.

 

Links til de oprindelige blogs, med yderligere diskussioner og referencer:

http://www.folkeskolen.dk/505686/paedagogisk-filosofi-knust—del-1

http://www.folkeskolen.dk/505693/2del—paedfil-knust

http://www.folkeskolen.dk/505696/del-3—paed-knust

http://www.folkeskolen.dk/505700/del-4—paed-knust

http://www.folkeskolen.dk/505704/del-5—paed-knust

http://www.folkeskolen.dk/505706/del-6—paed-knust

 

 

 

Skriv en kommentar