I 1960 fandtes der en meget interessant og frugtbar dobbelthed i landets dannelsesstruktur. Det var historikeren Ellen Nørgaard, der gjorde mig opmærksom på det ved en konference i foråret 2017, og det står faktisk også i Dansk Skolehistorie, bd. 4, s. 68 i et afsnit, som hun formodentlig har skrevet (der er fire forfattere til værket).
A. De to dannelsesstrukturer:
Sagen er, at der i 1960 findes to målstrukturer:
1. Den blå betænknings struktur
Regeringen udgav i 1960, med hjælp fra et bredt sammensat udvalg af datidens eksperter og interessenter, den såkaldte Blå Betænkning, som var et stort og grundigt tobindsværk, som forsøgte at materialisere reformpædagogikken ind i en korrigeret læseplan for folkeskolen. Sammen med skolereformen fra 1958, som mest vedrørte teknisk spørgsmål, skulle undervisningen og skolesystemet moderniseres med udgangspunkt i demokrati, personlig udvikling, mellemfolkelig forståelse og pædagogiske forsøg. (nb! Læs f.eks. det skønne afsnit om ”lejrskoler”). Den idepolitiske historie bag reformpædagogikken lader jeg ligge her, men vil blot nævne at den i dansk sammenhæng jo har rod i landets kulturradikale mijøer, som peger tilbage til kredsen omkring Georg Brandes.
2. 1900-1937-1941-strukturen
Men der er også en anden struktur, som man lidt glemmer. Det drejer sig om, at man i 1958-reformen ikke ændrede skolens formål. Det var altså stadigvæk formålet i skoleloven fra 1937, der var juridisk, pædagogisk og politisk gældende. Og dette 1937-formål var i 1941 blevet suppleret af en bekendtgørelse, som vel at mærke blev genudgivet i 1960, sammen med den blå betænkning. Og det hele havde igen rod i det såkaldte Sthyrske cirkulære fra år 1900 og naturligvis videre tilbage i 1800-tallet.
Her er lidt mere om denne formåls-muskel:
1937-formålet, der blev vedtaget under den radikale grundtvigianer Jørgen Jørgensen, var stærkt grundtvigsk præget, og det står under et lovkapitel der ligefrem hedder ”Folkeskolens begreb”. Formålet lød i al sin enkelhed sådan her:
”Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber. Kristendomsundervisningen i Folkeskolen skal være i Overensstemmelse med Folkekirkens evangelisk-lutherske Lære.”
I Skolehistorien gør forfatteren opmærksom på, at henvisningen til ”anlæg og evner” knytter an til reformpædagogiske strømninger fra 1920’erne. Det betyder jo, at den blå betænkning, som jo netop er reformpædagogik, ikke uden videre kan opfattes som et decideret opgør med 1937-loven, hvilket ellers ofte antages. Det vender jeg tilbage til.
Ånden i dette formål stammer som sagt fra det Sthyrske cirkulære fra år 1900. I Sthyr-cirkulæret lægges vægt på den nationale og grundtvigske tradition, dvs. på fortælling og kunskaber og med udstrakt pædagogisk frihed til lærerne. Det er faktisk herfra, at ideen om metodefrihed – en ide som videreføres i 1937 – stammer.
Dertil kommer så den bekendtgørelse fra 1941, som skulle supplere 1937-formålet. Den er værd at citere udførligt:
”Man finder imidlertid Anledning til samtidig at understrege, hvad der er udtalt, i Folkeskolelovens § 1 (altså 1937-formålet, TAR), at Skolen gennem sin Virksomhed foruden at være kundskabsmeddelende, maa være opdragende og karakterdannende.
Den bør udvikle og styrke Børnenes Sans for de etiske og kristelige Værdier, give dem Ærbødighed for Menneskelivet og for Naturen, Kærlighed til Hjemmet og vort Folk og Land, Respekt for andres Meninger, Følelse for Fællesskab mellem Folkene og for Samhørighed med de andre nordiske Folk.
Skolen maa saaledes bidrage til at give Børnene Idealer, hjælpe dem til at sætte sig Maal i Livet, øge deres Respekt for Oprigtighed i Tale og Adfærd og styrke deres Pligtfølelse. Gennem sund Disciplin læres god Opførsel og udvikles Sans for Orden.”
Det er jo skønne gamle ord, og teksten blev altså endda genudgivet i 1960, altså sammen med den blå betænkning og 1958-reformen, ligesom for at understrege samfundets normative tilstand.
I 1960 har vi altså en dobbelt-struktur i landets pædagogiske formål.
(Som et lille PS vil jeg sige, at Egon Clausen i sin nyeste bog om tidsskriftet Unge Pædagogers historie kommer ind på forholdet mellem reformpædagogik og 1941-bekendtgørelsen. Clausen er som tidligere redaktør af tidsskriftet på reformpædagogikkens fløj, og han er stærkt kritisk over for 1941-teksten og dens grund i liberale og nationale miljøer fra 1800-tallet. Han har desværre stort set ingen sans for denne traditions kvaliteter og udgangspunkt, eller for det forhold at den grundtvigske tradition faktisk har mange ting tilfælles med reformpædagogikken (Clausen 2017, s. 17-32+50). Der har i perioder har været modsætninger mellem reformpædagogik og det nationale, men det skyldes efter min opfattelse mestendels den kolde krig, dvs. påvirkningen fra kommunismen og marxismen, og naturligvis også at dele af den nationale tradition i perioder udviklede sig reaktionært. Min pointe er blot, at der ingen grund er til at hænge sig i fejlene.
Clausen påpeger faktisk selv nogle af de steder, hvor syntesen virker, f.eks. i forbindelse med grundtvigianeren og reformpædagogen Holger Paaskesens arbejde med læreruddannelsen i 1950’erne, men syntesen omtales også på s.98, s.108, s.153, s.181, s.244 og s 254-55, selvom det naturligvis bliver lidt på note-planet. Den kolde krigs uheldige effekt på den pædagogiske udvikling drøftes også af Clausen fra s.88, og især på s.90. Clausen omtaler også den blå betænkning og genudgivelsen af 1941-bekendtgørelsen. Igen opfatter han alene 1941-teksten som et reaktionært dokument. Han har dog stadig sans for den blå betænknings kundskabsmæssige ambition (s.105-110).
Så selv hos Clausen er billedet på et mere underordnet niveau altså broget i forhold til det syntese-spørgsmål, jeg drøfter her.
I forhold til den aktuelle politik var Clausen på skolereform-fløjen i 2013, men han er mig bekendt på det seneste i kommet i bevægelse. Blandt andet via et meget positivt interview med grundtvigianeren Brian Degn Mårtensson.
I sin bog skriver Clausen da også følgende om den aktuelle situation:
“I efteråret 2014 var reformpædagogikken heller ikke længere hjemsted for visioner om et andet og bedre samfund. Nogle af deltagerne havde faktisk været med til at forme grundlaget for den nye lov om folkeskolen, men ude fra den selvsamme skole kom der højlydte klager fra lærere, der følte sig nedvurderet og mistænkeliggjort af ledende politikere fra både højre og venstre side i det politiske liv” (s.13))
B. Modsætning eller syntese?
Der er nogen, der har haft travlt med at understrege modsætninger mellem disse to strukturer, og i Skolehistorien tales der da også om ”nærmest modsatrettede signaler” og en ”tohovedet politik”.
Man kan også læse, at det var den aktuelt siddende minister, Kristen Helveg Petersen, der gik ind for den blå betænkning, mens den tidligere mangeårige radikale undervisningsminister, Jørgen Jørgensen, som jo havde stået for 1937-loven, gik ind for 1941-cirkulæret. På en måde var det en intern strid i det radikale venstre. En strid som måske stadig ligger og ulmer lidt? Men ok, det var dog Jørgensen, der som minister fra 1957-1960 havde båret arbejdet med den blå betænkning frem? Der er lidt for partihistorikerne at kigge på. Det er Brandes vs Grundtvig i en særlig forening.
Der er faktisk også mange, som stort set overser dobbeltheden. De glemmer, at 1900-1937-1941- strukturen altså stadig gjorde sig gældende i 1960’erne. Henning Fonsmark og hans tradition, som stadig præger den aktuelle dannelsesinteresse hos f.eks. Liberal Alliance, mente, at 1960 var et rent skift i reformpædagogisk retning, hvilket det altså ikke er (jeg tjekker senere, for at være helt sikker).
Men måske bør man slet ikke forstå de to strukturer som modsætninger (og jo heller ikke slet og ret glemme den ældste af strukturerne), men snarere se dem som én stor dannelsessammenhæng. Det understreges af tre forhold, som Skolehistorien faktisk også nævner:
- Den indflydelsesrige formand for DLF, Stinus Nielsen, er glad for både den blå betænkning og for genudgivelsen af 1941-bekendtgørelsen. Han udtalte sin ”store tilfredshed” – som der står – med begge tekster.
- Skolehistorikerne fortæller desuden, at ”den tohovede politik…..trivedes i befolkningen”. Formålsstrukturen havde altså rod i samfundets folkelige liv.
- Som allerede nævnt indholder 1937-formålet referencer til reformpædagogiske temaer (“anlæg og evner”) (s.34), og der er skam masser af kundskaber og værdier i den blå betænkning og i reformpædagogikken, f.eks. hos Inger Merete Nordentoft..
Dertil kommer et tredje og mere grundlæggende forhold, nemlig at min syntese-hypotese er i stand til at forklare en række pædagogiske udviklingstræk frem til ca. 1975, hvor den næste skolelov vedtages med et kraftigt korrigeret formål med en reformpædagogisk hældning.
Syntese-ideen udspiller sig f.eks. i brede kredse på Danmarks Lærerhøjskole omkring blandt andet professor Carl Aage Larsens pædagogik, hvor didaktisk og metodisk udvikling knyttes an til samfundets historie og filosofi, og også i seminarium- og højskolekredse står den vekselvirkende dobbelthed stærkt i forskellige versioner. Det får naturligvis store og positive konsekvenser for forståelse af undervisning og skole.
Men man kan også nævne et helt andet eksempel: I udviklingen af f.eks. den reformpædagogiske lilleskolebevægelse, som har en særlig vækstbund i dansk tradition, og i flere af de mange skoleforsøg, spiller syntesen også ind, hvis man studerer historien nærmere, hvilket faktisk også noteres i Skolehistorien (s.223).
Spørgsmålet er, om man også kan finde en version af syntesen i professor Grue-Sørensens arbejde. Det tror jeg faktisk, at man kan. Har jeg ret i det, bør man efter min mening omfortolke hans arbejde lidt.
Endelig er det værd at nævne, at begge dannelsesstrukturer, både den grundtvigske og den reformpædagogiske, understreger pædagogisk frihed. Der er en hel basal samklang her.
Jeg springer her en række internationale påvirkninger over. Men det korte af det lange er, at vi får en særlig dansk materialisering, som jeg her har kaldt for ”syntese”, af de europæiske bevægelser fra 1800-tallet og ind over de to verdenskrige.
Ind imellem kunne syntesen skride lidt. Det skete f.eks., hvis der gik for meget naturvidenskabeligt laboratorium i reformpædagogikken, eller hvis den nationale tradition blev for rigid (den såkaldte ”sorte skole”); ja, kort sagt: Hvis de glemte hinanden. Men grundlæggende fik vi med ”dobbeltbeslutningen” i 1960 skabt grundlaget for en pluralistisk og åben skoleudvikling med en høj grad af traditionsbevidsthed, hvor man vel at mærke også behandlede børnene ordentligt.
Summa summarum: Med denne dobbelte struktur var grunden lagt for en bemærkelsesværdig syntese i 1960’ernes pædagogik, som udspillede sig på mange forskellige måder, og som stadig rører de pædagogiske hjerter i hele landet, nemlig en sammenhæng mellem grundtvigske, kundskabsinteresserede og reformpædagogiske ideer.
C. Den tabte mulighed: Fra 1975 til i dag
Syntesen blev først ødelagt, da den ny marxistiske pædagogik i 1970’erne bemægtigede sig læringsbegrebet i direkte polemik med skolens formål og den dobbelte strukturs herredømme. Det er ud af denne sørgelige og polemiske ånd, tingene har materialiseret sig frem til i dag.
Den nye generation var ikke engang tilfredse med 1975-formålet, som ellers bestod i en form for udvidelse af den blå betænkning i forhold til den nationale struktur.
Faktisk kan man forstå den seneste formålskorrektion fra 2006 som et forsøg på at genetablere syntesen fra 1960, eftersom det nationales og kundskabernes rolle styrkes (stk. 1), samtidig med at reformpædagogikkens indsigter bevares (stk.2 og stk.3).
Denne store pædagogiske og uddannelsespolitiske mulighed er dog blevet ødelagt af en metodisk antisyntese, som består af sammensmeltningen af økonomi, embedsværk og en vildt radikaliseret reformpædagogik, hvilket præcist er skolereformens ingredienser.
Referencer og links:
Det Styrhske Cirkulære fra 1900: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/cirkulaere-om-undervisningsplaner-for-de-offentlige-folkeskoler-sthyrske-cirkulaere-6-april-1900/?no_cache=1
Bekendtgørelsen fra 1941: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/bekendtgoerelse-om-maalet-for-folkeskolens-undervisning-24-maj-1941/
Om 1958-loven: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/bekendtgoerelse-af-lov-om-folkeskolen-18-juni-1958/
Om den blå betækning fra 1960: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/undervisningsvejledning-for-folkeskolen-1960-den-blaa-betaenkning/
Ellen Nørgaard mfl. (2014). Dansk Skolehistorie, bind 4, Aarhus Universitetsforlag.
Clausen, E. (2017). Klassens frække elev – kapitler af Unge Pædagogers danmarkshistorie, København: Gyldendal.
Skolens formål gennem tiderne: https://backend.folkeskolen.dk/~/Documents/41/55841.pd
Ja tak, men skal/kan vi ikke bare løfte dette syntese princip ud af et latent historicistisk lys?
Det vi har været gode til en gang, kan vi vel gentage for eftertiden. Jeg mener at vi skal indbygge syntesen i den urene pædagogik – ikke bare som en teori men som en Dewey inspireret forhåndenværende praksis: i kan kun skabe syntese ved at gøre det!
Forleden skrev jeg jo netop om den urene pædagogisk “syntetiske kausalitet”… altså
“Det vil sige at hvis vi skal placere en uren pædagogik ‘korrekt’ i en almen dialog – så stiler den sig ‘ikke’ som en dialektisk mod position til den rene pædagogik. Det er mere korrekt at sige, at vi her kan mediere/mægle mellem en beskidt og en ren pædagogik – altså “noget” som Dewey, og siden Rorty peger på.
Altså, jeg mener at vi afvæbner uren pædagogik, ved opstille den som “bedre” end den rene/beskidte… det det den kan handler om at vi i denne pædagogiske lysning kan møde – uanset og umage. ”
Men dette ikke som en omnipotent pædagogik – nej barnet/børnene (og vi) skal øve sig i at skabe syntesen! En uren pædagogik kan sætte arenaen for sådanne demokratiske eksperimenter… hvor vi realisere syntesen…
Det er under sådanne eksperimenter med syntesen, at dannelsen realiseres!