I det sidste par år har jeg her på bloggen skrevet en lang række refleksioner over biopolitikkens essens og konsekvenser. På en måde handler det hele om pædagogik og samfund, men undervejs har der også været en række analyser og indlæg, som er skrevet helt eller delvist uafhængigt af nedlukningsdiskussionerne, og som måske har puttet sig lidt.

Disse indlæg – 57 ialt – handler især om pædagogik, men også om forsknings- og kulturpolitiske emner. Jeg har – også for mit eget overbliks skyld – samlet alle disse indlæg i nedenstående materiale:

 

1. juni 2020: Skyld

Mange er trætte af, at forskellige indvandrermiljøer ikke har nok interesse for dansk kultur. Det kan jeg godt forstå, men sagen er, at det ikke er indvandrerens skyld. Altså som i OVERHOVEDET ikke.

Det største opgør med dansk tradition har nemlig intet med indvandrere at gøre. Den afgørende destruktionen af dansk dannelse fandt sted i 1998, da socialdemokratiske og alternativistiske kredse – inspireret af Tony Blairs “third way” og en spirende europæisk læringsøkonomi – etablerede det såkaldte ”kompetenceregnskab”. Den efterfølgende VK-regering var en form for globaliseret bureaukratisering af denne ødelæggelse. Og indvandrerne måtte bare finde deres plads i denne skrækkelige proces.

Derfor blev hele spørgsmålet om den strålende danske dannelse reduceret til et slags tilføjelse, nemlig til et spørgsmål om polemisk identitetspolitik. I den proces blev de store iranske og arabiske kulturer sammen med den danske ditto reduceret af både kompetenceregnskab-danskere og indvandrerne selv til et eller andet med kriminalitet og identitet osv.. Det var så sørgeligt.

Det er let at forstå, at ingen fremmed har lyst til at blive en del af et kompetenceregnskab. Men det er svært at forstå, at så mange danskere syntes, at det skulle være sjovt.

Opgøret med dansk tradition er med andre ord danskernes egen skyld.

Herfra går der en lige linje til de næste tomme socialdemokratiske “regnskaber”, nemlig læringsregnskabet fra 2013, og nu også smitteregnskabet, den ultimative dannelsesnivellering.

Og der går også en linje fra denne forfaldsproces til de radikaliserede identitetspolitiske demonstrationer, som vi ser i disse dage. Demonstrationerne bruger nogle ulykkelige forhold i USA til at fremme en form for had til fortid og fremtid og fantasi.

 

2. juni 2020: Evaluering af pædagoguddannelsen

Pædagoguddannelsen blev sidst ændret i 2013 efter en ”evaluering” fra Rambøll. Det hele foregik efter samme skrækkelige principper som skolereformen, f.eks. ”deregulering, kompetencediskurs, fagopløsning”, altså en total konkurrencestats-bureaukratisering af en stor og rig pædagogisk tradition. Meget nedslående på alle måder.

Ministeriet har skrevet om emnet i et nyt notat fra. 18. juni. Pludselig står der i det lidt tekniske notat, at der i 2016 ”rejste sig en kritik”. Ok, spændende! Hvad mon det er for noget med ”kritik”, som “rejser sig”? Jo, det er såmænd en rapport fra EVA, som ikke mente, at man levede nok op til de skrækkelige målsætninger. Det er det, jeg kalder for “mikrodiversitet”. Der findes ikke noget mere policy-bekræftende end en evalueringskritik.

Det aktuelle notat blev udgivet, fordi der netop er søsat en evaluering af uddannelsen. Der står, som jeg har forstået det, en styregruppe af ministerielle bureaukrater og professionshøjskole-ledere bag. Styregruppen blev nedsat efter EVAs “kritiske” rapport. Der er ingen pædagogisk eller videnskabelig ånd nogen steder.

Heldigvis har en gruppe engagerede lærere fra uddannelsen, hvoraf mange har høje pædagogiske uddannelser og lang erfaring, forsøgt at råbe ministeriet op i nu hele fire højt kvalificerede indlæg i Altinget. Men den form for ”kritik” er der vist ingen, der lytter til.

Ministeriet foretrækker Rambøll og EVA, som inddrages som “kritisk” stemme. Det siger alt om ånden i ministeriet, som stadig er dybt præget af 00’ernes markante opgørelse med dannelse og pædagogik.

Links:
Aktuelt ministerielt notat om processen:  https://ufm.dk/…/evaluering-af-paedagoguddannelsen/Baggrund…

Ministeriets hjemmeside om evalueringen: https://ufm.dk/…/paedagog…/evaluering-af-paedagoguddannelsen

Pædagogiklærernes fire kritiske indlæg:

d. 26. maj: https://www.altinget.dk/…/undervisere-brug-vores-viden-i-ev…
d. 9. juni: https://www.altinget.dk/…/lektorer-paedagogik-boer…
d. 18. juni: https://www.altinget.dk/…/lektorer-dannelsen…

d. 25. juni: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektorer-styrk-paedagoguddannelsen-gennem-formaal-fag-og-frihed?

Rambølls evaluering fra 2012: https://www.ft.dk/samling/20111/almdel/fiv/bilag/205/1118758.pdf

EVA’s sammenfattende “kritiske” rapport fra 2016: https://www.eva.dk/videre…/status-paa-nye-paedagoguddannelse

Magisterbladet skriver om sagen, d. 19. juni: https://www.magisterbladet.dk/…/paedagoguddannelsen-skal-ev…

 

3. juli 2020: Samfundets udenfor

Samfundet kan kun eksistere ved et område uden for samfundet selv.

Hvad er dette ”udenfor”? Er det ”individet”? Nej, det vil være liberalismens fejl, for individet er en del af samfundets egen struktur. Det er almen sociologisk visdom. Individet er i og ikke uden for samfundet.

Hvad er da samfundets udenfor? Det er åndens bevægelser på stederne. Hvad er ånden? Det er suspension, frihed og myte og tingenes roteren.

Hvad er da åndens tilbagevenden og møde med dets indenfor, med samfundet?

Det er det historisk-poetiskes kæmpesyntese. Tilsynekomstens sted. Pædagogikkens ustandselige rumlen.

 

4. d. 11. juni-juli: Små overstregninger og fire års intens strid: læringsmålstyringen afskaffes

Læringsmålsideologiens didaktiske format er nu fjernet helt, ikke blot fra folkeskolens fagbeskrivelser, men nu også endegyldigt fra læreruddannelsens ditto.

De små overstregninger i artiklen fra folkeskolen.dk dækker over fire års giga-kamp mod en politisk, administrativ og forskningsmæssig tsunami af læringsmålsstyring, som har pumpet et falskt selvværd ind i de nye UC’er, og som dermed har præget en hel generation af lærerstuderende.

Denne kamp blev især ført af Keld Skovmand, som skal have verdens største tak, og Merete Riisager, som har været den bedste og mest vidende undervisningsminister i mands og kvindes minde. Riisager blev politisk især hjulpet af Jacob Mark-privat, mens Skovmands skrivende tilhængere græssede på fri mark. Lærer Erik Schmidt stod for omkostningerne i praksis, da han i 2014 fik en tjenstlig advarsel af Odense Kommune; en advarsel som først blev trukket tilbage efter flere ture i Landsretten, senest i 2019, hvor Schmidt vandt sagen som sådan.

Vi skal glæde os over denne landvinding og huske på det store arbejde den har krævet, men også minde hinanden om, at læringsmålstyringen som overordnet ideologi stadig er i fuld vigør, hvilket skyldes, at folkeskoleforliget – med dets rod i et individualiseret og konstruktivistisk læringsbegreb – stadig er intakt og faktisk konsolideret, som jeg ser det.

Men det undrer mig, at Folkeskolen ikke har interviewet nogle af de folk, som jeg har nævnt, og som har stået centralt i hele sagens og kritikkens udvikling.

Folkeskolens dækning, d. 9. marts: https://www.folkeskolen.dk/1845292/endelig-laeringsmaalstyring-afskaffes-i-laereruddannelsen

Undervisningsministeriets pressemeddelelse, d. 7. juli: https://ufm.dk/aktuelt/nyheder/2020/kompetencemal-for-laereruddannelsen-bliver-revideret

 

5. juli 2020: Farvel til læringsmålstyret undervisning

Uddannelses- og forskningsministeriet har i en pressemeddelelse proklameret, at der ikke mere skal undervises i “læringsmålstyret undervisning”.

Tænk hvilken enorm kritisk proces, der ligger som et tavst fundament bag denne lille erklæring. Det er Merete Riisagers, Keld Skovmands og mange andres enorme indsats, som har ført til, at det kun blev én generation af lærere, som skulle udsætte for dette dybt upædagogiske overgreb, selvom det jo er slemt nok.

Det bliver spændende at se, om DPU/AU og UC’erne, som virkelig har understøttet læringsbegrebets dominans i dansk pædagogik og fremmet læringsmålstyringen, nu vil understøtte reformer i dannelsens og pædagogikkens tegn? Eller om alt blot endnu engang skal forties, som om 2010-2017 slet ikke har eksisteret.

Mit bud er desværre, at vi nok ender nok med at skulle skrive en bog med titlen: “Den store glemsel”.

Denne tavsheds-hypotese giver nemlig mening til en særlig formulering i pressemeddelelsen, nemlig der hvor der står følgende:

“Faggrupperne har således medvirket til at sørge for, at revisionen af målene ikke på en utilsigtet måde ændrer på de samlede faglige mål for fagene”.

Konkurrencestaten og dennes affirmative organisationer har dermed sikret sig, at skolereformens kompetencesyn fastholdes i form af det, som EVA i 2011 i en af de store læringsmålstyrings-rapporter kaldte for “langsigtede læringsmål”.

Dertil kommer, at det moderne DPU og professionshøjskolerne er etableret med lærings- og evalueringsbegrebet som den dybt antipædagogiske grund.

Imens den overordnede læringstankegang og dens ledsagende pædagogiske oligarki fortsat har kronede dage, fortrænges den didaktiske formel “læringsmålstyret undervisning” til det kollektivt ubevidste, hvorfra det stadig kan øve indflydelse.

https://ufm.dk/aktuelt/nyheder/2020/kompetencemal-for-laereruddannelsen-bliver-revideret?fbclid=IwAR0jd5uiZeDmaEdwz37XkG3lr9Szt6x2kPLzfsYgq1Q-ezW9P9lwUtNqcDs

 

6. august 2020: Erik Schmidt interviewer Stefan Hermann om AP-Møllerkurserne i Oslo

Erik Schmidt beretter for tiden om den aktuelle situation i København og Aalborg vedrørende den dybt upædagogiske AP Møller-finansierede efteruddannelse af skoleledere på handelshøjskolen i Oslo. Det er interessant læsning på alle måder.

Schmidt interviewer i den forbindelse Stefan Herman, som får lejlighed til at finde nogle gode sider frem hos sig selv. Herman taler f.eks. om skoletradition, formål, sjæl og virke. Man bliver lidt blød i betrækket.

Men man må ikke glemme, at Herman har en interesse i at få videreuddannelserne hjem til professionshøjskolerne, som selv er etableret i et opgør med både tradition og sjæl og formål under 00’ernes VK-regerings konkurrencestatsregime, et opgør som blev forstærket af skole- og læreruddannelsesreform omkring 2013 og senest ifm professionshøjskolernes centralistiske mål for læreruddannelsen, som var ren skolereformsstof.

Herman, som er formand for rektorkollegiet i Danske Professionshøjskoler, vil derfor gerne have videreuddannelserne flyttet fra én form for skolereforms-antipædagogik til en anden. Jeg er dog enig med ham i, at denne anden antipædagogik er bedre end den første (den norske), men anti-pædagogik er den ligegodt.

Hermann skal derfor i gang med mere selvkritisk aktivitet, hvis hans fine ord skal være andet end ideologisk smør på det stivnede og sjæl-løse brød.

Første del af interviewet: http://www.klfnet.dk/aktuelt/nyhed/artikel/stefan-herman-vi-er-noedt-til-at-genopfinde-faglig-ledelse

Anden del af interviewet: http://www.klfnet.dk/…/der-er-noget-med-de-der-tal-der-be…/…

 

7. august 2020: KLs tavshed

Da Erik Schmidt vandt i Landsretten i november 2018, mente Svend Brinkmann, jvf. nedenstående opslag, og alle andre – herunder politikere, fagfolk og jurister – at det var en sejr for ytringsfriheden.

Den eneste undtagelse fra denne regel var Odense Kommune og KL. Her mente man slet ikke, at sagen havde noget med ytringsfriheden at gøre. KL’s juridiske chef, Pernille Christensen, udtalte f.eks. følgende:

“Mange er efter dagens dom ude og sige, at dette er en sejr for ytringsfriheden. Men det er altså en misforståelse. Sagen handler slet ikke om, hvorvidt lærere har ytringsfrihed på personalemøder, men derimod om, at det på en arbejdsplads skal være en pæn og ordentlig tone – også på møder.”

Siden har alt været tavst! Schmidt er mig bekendt ikke blevet tilbudt en form for erstatning/godtgørelse/genansættelse, og der har ikke været effektive kommunale initiativer på området.

https://www.facebook.com/svendbrinkmann/posts/10155588143126205

 

8. d. 21. september 2020: Analyse af kronik af Anders Bondo

http://www.thomasaastruproemer.dk/anders-bondos-kronik-og-arbejdstidsaftalen-med-kl.html

 

9. d. 1. oktober: Omtale af Merete Riisagers bog om selvbyggerbørn

http://www.thomasaastruproemer.dk/merete-riisagers-bog-om-selvbyggerboern.html

 

10. d. 26. oktober 2020:

Refleksioner over MeToo-debatten:

http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-69-metoo-ugerne-i-oktober.html

 

11. d. 28. oktober 2020: Pædagogiske noter fra efteråret 2020

http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogiske-noter-fra-efteraaret-2020.html

 

12. d. 3. december: Noter vedr. SF’s historie

http://www.thomasaastruproemer.dk/noter-til-sfs-historie.html

 

13. d. 3. december: Noter vedr. de radikales historie

http://www.thomasaastruproemer.dk/radikale-noter.html

 

14. d. 14. december 2020: Om den store skolekommission 1919-1923

http://www.thomasaastruproemer.dk/den-store-skolekommission-1919-23.html

 

15. d. 15. december 2020: Anmeldelse af Keld Skovmand & Lene Tanggaards nye bog om læring og pædagogik

http://www.thomasaastruproemer.dk/anmeldelse-af-keld-skovmand-lene-tanggaard-hvad-vi-taler-om-naar-vi-taler-om-at-laere-syv-laerestykker-til-skolen.html

 

16. d. 28. januar 2021: Indlæg og artikler om et frit lærerseminarium i Herning

http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-et-frit-laererseminarium-i-herning.html

 

17. d. 29. januar 2021: Kritik af Pernille Rosenkrantz-Theils og Ane Halsboe Jørgensens bog om menneskeinvesteringer

http://www.thomasaastruproemer.dk/profylakse-og-regnemaskiner-noter-til-pernille-rosenkrantz-theils-og-ane-halsboe-joergensens-bog-det-betaler-sig-at-investerer-i-mennesker.html

 

18. d. 7. marts 2021: om Pissedårlig Undervisning med mere

http://www.thomasaastruproemer.dk/fra-pissedaarlig-paedagogik-til-pissedaarlig-paedagogik.html

 

19. d. 7. marts: om professionshøjskoler og seminariet i Herning

http://www.thomasaastruproemer.dk/det-nye-seminarium-og-professionshoejskolernes-faglige-deroute.html

 

20. d. 17. marts 2021: Kommentar til Lars Qvortrups og Jens Rasmussens ”Skoleret”

http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortrups-og-jens-rasmussens-bog-skoleret-et-laerestykke-til-forskere-myndigheder-og-medier.html

 

21. d. 27. april 2021: Læreruddannelse og professionshøjskole

 

22. 5. d. 29. maj 2021: Kommentar til evaluering af folkeskolereformen

Først vedtog man i 2013 en skolereform, der hviler på et radikalt opgør med skolens formål. Det kom endda så vidt, at dette opgør blev gjort til udgangspunkt for en genfortolkning af formålet, men altså under formålsopgørets eget herretegn; en begrebsmæssig proces der havde udviklet sig fra 2007-2013 i regi af det såkaldte ”Skoleråd”, som selv var en udløber af Globaliseringsrådets totale uddannelsespolitiske nedsmeltning.

Dermed tømtes skolen og landet for pædagogisk sprog. Det var en form for pædagogisk Nedlukning. Det kan jeg sige helt sikkert, for jeg har undersøgt det grundigt.

I stedet etablerede man et centralistisk og kvantitativt system af atomiserede indikatorer, som via en omfattende evaluerings-systematik skulle måle på realiseringen af dette formålsopgør i tætte og nidkære statistikker. Det hele satte sig dybt inde i klasseværelset og i en hel generations psykologi via den såkaldte læringsmålstyring, som fratog børn, unge og deres lærere muligheden for at arbejde med ”kundskaber”, hvilket eller stod centralt angivet i skolens formål. I stedet for formålets ”kundskaber” i ”demokrati og folkestyre” skulle eleverne have ”læring”, så de kunne blive ”soldater i konkurrencestaten”.

På den måde blev pædagogikken opslugt af den politiske økonomi og dennes hele logik. Pædagogikken blev lukket ned.

Men nu viser det sig – endda for femte år i træk – , at ingen af de selverklærede indikatorer er indfriet, tværtimod.

Hvad er ministerens svar på det ”problem”? Er det at indkalde til forhandlinger om en ny reform, som tvinger pædagogikken ud af den økonomiske tænknings totale greb? Nej, det er det modsatte, nemlig at fastholde og udvide formålsopgøret, endda i et ”partnerskab” med alle skolens interessenter, dvs. især KL, DLF og BUPL.

I en kronik i Berlingske fastholder ministerens ”partnerskab” folkeskoleforliget fra 2013. Forliget er intakt, og der tales endda om ”ro om folkeskolen”. Og på folkeskolen.dk tales der om at ”løse problemer i bidder” og om at rette lidt i evalueringssystemet. Målet er intakt. Der skal bare repareres lidt på metoderne, fremgår det af et interview med ministeren på dr.dk.

Men samtidig med at ministeren og hendes partnere fastholder skolereformens tankegang, hævder de, at de vil bygge på netop det formål, som reformen som sådan altså er et opgør med. I kronikken i Berlingske står der direkte: ”Folkeskolens formål er vores fælles ledetråd”; en sætning der ledsages af en masse overfladisk snak, som er helt uden effekt og kritisk dybde.

Dermed er opgøret med formålet fastholdt og udbygget under en falsk reference til formålets formelle semantik. Jeg kalder denne ensrettende proces for ”uniformativering”, dvs. at man gør op med skolen iført skolens ord.

DLF og BUPL har med deres tilslutning til ministerens dannelsesopgør ladet en historisk mulighed glide sig af hænde efter min mening. Nu har de i stedet lukket munden på sig selv.

Folkeskolen har brug for uro og erindring.

Links:

Link til Undervisningsministeriets evalueringsrapport:

https://www.uvm.dk/…/210528-status-paa…

Link til Undervisningsministerens omtale af partnerskabet ”Sammen om skolen”, inkl. link til kronik i Berlingske:

https://www.uvm.dk/…/210528-folkeskolereformens…

Link til interview med ministeren i Folkeskolen: https://www.folkeskolen.dk/…/minister-efter-reform…

Link til interview med ministeren på DR: https://www.dr.dk/…/rosenkrantz-theil-efter-folkeskole…

 

23. d. 31. maj 2021: Hvad er aktivisme?

Jeg har i tidens løb læst en del om forholdet mellem videnskab og værdier og mellem politik, forskning og etik. Ofte er teksterne skrevet af politisk engagerede filosoffer og videnskabsmænd.

Men jeg er aldrig stødt på ordet “aktivisme”, som Dahl og Messerschmidt nu har fået parlamentet til at udtale sig om. Hvad er det for noget? Det må være noget, som politikerne har fundet på. Sådan en slags pludderord?

Måske henviser det ”aktivistiske” til, når forskere med henvisning til “evidens” lægger sig pladask ned for politiske banaliteter? Som dengang, hvor Lars Qvortrup og Stefan Herman sammenlignede Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King, fordi Løkke ville score højt på Pisa-listen? Eller når de såkaldte corona-eksperter kun tænker i enøjet statistisk evidens under regeringens nye frihed=overvågnings-begreb? Måske er det kritisabel aktivisme? Anti-politikkens aktivisme?

Men så alligevel ikke, for dem, der er sure på aktivismen, er som regel også vilde med “eksperten” og hans underdanige evidens.

Måske er det Nietzsche, Arendt, Bohr og Karl Popper, som var aktivister? Arendt skrev f.eks. om “action”, og hun refererede iltert fra retssagen mod Eichmann i Jerusalem. Hun var nok aktivist. Derimod var de nazistiske arveforskere nok ikke aktivister? Selvom deres forskning blev finansieret og brugt af you know who.

Nu går jagten ind på den ubestemte “aktivisme”. Den sætning! Den artikel! Den udtalelse! Den person! Og så skal universitetsledelsen komme efter jer!

Dette emne bør drøftes videnskabeligt, pædagogisk og filosofisk, men ikke med banale udtryk, som nærmest er opfundet til lejligheden, og hvor det altid er “de andre”, som er aktivistiske og postfaktuelle, og hvad det alt sammen hedder.

Hermed sagt og udtrykt i god “aktivistisk” ånd, men med fuldt ubehag, for mit sprog tager skade af at diskutere hele denne skrækkelige præmis.

 

24. d. 1. juni 2021: Kære medaktivister

Kære medaktivister, foren jer i strid imod antiaktivismens aktivistiske reduktion af videnskab til “konsensus” og til “den videnskabelige metode”!

Videnskab er det modsatte af enighed og metode-ental. Den er strid og metodekritik og intellektuelt engagement i samfundets spørgsmål og deres grundlag.

Vi er havnet i en form for nypositivistisk elendighed, som forkrøbler ånden.

For god ordens skyld vil jeg sige, at jeg selv er ekstremt kritisk over for det identitetspolitiske og poststrukturalistiske paradigme, men netop derfor er det vigtigt at gå imod alle forsøg på politisk intimidering af alle slags, for ellers bliver man jo ikke selv klogere på, hvad der findes af synspunkter og videnskab og ting i verden, som har både den ene og den anden rod.

Faktisk har poststrukturalismen noget af den samme dårlige effekt på den videnskabelige frihed, som Dahl og Messerschmidt demonstrerer. Det skyldes denne retnings opgør med verdens ting, jvf “cancel culture”. Men hallo! Der har sandelig været filosofiske retninger før med den slags problemer.

Så det er dobbelt dårligdom på sin vis. Men de to politikere er de værste, for de tager fejl af videnskabens væsen, som de aktivistisk postulerer, mens poststrukturalismen blot laver en videnskabelig fejl, som man kan kritisere.

 

25. d. 1. juni 2021: LA’s og DF’s aktivistiske forudsætninger

LA og DF vil gerne have konsensus og videnskabelig metode i ental. Eller skal noget, som kaldes universitetsledelsen, kommer efter nogen, som gør det modsatte, det vil sige tænker og diskuterer frit.

Men hvad bygger DF og LA selv på? Ja, de bygger på det stik modsatte af konsensus og ”den videnskabelige metode”. De bygger på fuld stridbarhed og antimetode, som endda har rødder i sidste århundredes erfaringer på kryds og tværs.

LA bygger især på Ayn Rands filosofi. Hun var – med udgangspunkt i erfaringer fra Sovjetunionen – ekstremt stridbar og aktivistisk, og hun havde enorm indflydelse på 1980’ernes liberalisme, hvor hendes tanker bidrog til kritikken af velfærdsstaten og så videre. Det førte til en vild aktivisme i de forskellige statslige systemer, som skulle tæmmes og gerne udryddes.

DF bygger på Søren Krarups værker. Også han var ekstremt stridbar og aktivistisk. Det samme var store dele af tidehverv og studenterkredsen, som han kom ud af. Her røg man cigarer og diskuterede så det slog gnister, men bagefter gik man i baren og talte aktivistisk om “det moderne sammenbrud”. Løgstrup kom ud af samme suppedas, selvom han aktivistisk smækkede med tidehvervs-døren i 1960’erne. Senere blev både han selv og hans elever interesserede i klimabevægelsen. De blev teologisk funderede klima-aktivister. De ville forsvare “skabelsen”.

Anders Fogh Rasmussen forenede på en måde disse to. Det kom der aktivisme ud af. Både økonomisk aktivisme og dertil muhammedtegninger.

Både Rand og Krarup var totalt ligeglade med både ”konsensus” og ”den videnskabelige metode” i ental. De ville have strid og opgør! Lidt som den franske venstrefløjsfilosof Jacques Ranciere, som skrev bogen “Disagreement”. Det var ånd og tanke før metode og konsensus. Enighed er et slet tegn, når det kommer til sandheden.

Så LA og DF er skabt af stridbare filosoffer og teologer, kort sagt: af aktivisme.

Men nu melder stridbarhedens elever sig med småborgerlig og affirmativ metodekonsensus, som skal tvinge videnskabens og åndens skikkelser i uniform.

Sagen forholder sig efter min mening således: Det er LA og DF og deres metode-forskere, der er aktivistiske. Alle de andre, jeg har nævnt, altså alle “forudsætningerne”, søgte blot sandheden, hver på deres facon og fandt et lille stykke af den i det ene og det andet hjørne.

 

26. d. 3. juni 2021: Gode råd og dokumentation vedr. debat om forskningsfrihed

Nederst er der lidt dokumentation i forbindelse med det aktuelle angreb på forskningsfriheden. Jeg har også lavet seks gode og overaktivistiske råd på videnskabens vegne, som kan stå ret imod den politiske etno-biopolitiske højrefløjs angreb på videnskabelighed:

A. Mine seks råd:

1. Vær ikke blot ”aktivistisk”, men desuden ”overaktivistisk”. Husk at sandheden er aktivistisk. Den sprænger overfladen og alles tilpasning til alle. Jo mere aktivistisk desto bedre.
2. Skriv manifester og eksperimentér med den videnskabelige form på alle måder, dvs. poetisk, politisk og kritisk.
3. Spræng metoden i stumper og stykker. Metoder spærrer for objektets lag og fortid og for sandhedens mulighed for at arbejde.
4. Hav ubehag ved alle former for konsensus og verifikation. Kritiser, falsificer og eksperimenter!
5. Ødelæg den policy-affirmative ”evidens” i videnskabens navn.
6. Giv hinanden jeres smittede og urene hænder derpå.

 

B. Dokumenter ifm. diskussion om forskningsfrihed:

1.

Henrik Dahl har et supergodt spørgsmål om Verdensmål på universiteterne fra d. 17/2, mange tak: Nr. 946: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S946/index.htm

2.

Dernæst har Morten Messerschmidt seks skrækkelige spørgsmål om forskningssynet mere specifikt, alle fra d. 23/2:

Nr. 976: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S976/index.htm

Nr. 977: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S977/index.htm

Nr. 978: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S978/index.htm

Nr. 979: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S979/index.htm

Nr. 980: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S980/index.htm

Nr. 981: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S981/index.htm

3.

I alle Messerschmidts spørgsmål henvises til disse to artikler:

Et blogindlæg af Rune Selsing fra JP, d. 21. februar: https://jyllands-posten.dk/…/luk-universiteternes…/

En artikel af Søren Willemoes i WA fra d. 18/februar: https://www.weekendavisen.dk/2021-7/samfund/hvidensproduktion

4.

Forespørgsel F49 d. 28. maj, v. Morten Messerschmidt og Henrik Dahl: https://www.ft.dk/samling/20201/forespoergsel/f49/index.htm

Vedtagelse V137 i regi af F49, ”Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”, d. 28. maj: https://www.ft.dk/samling/20201/vedtagelse/V137/index.htm (højrefløjens forslag)

V 138 i regi af F49, d. 28. maj: så vidt jeg kan se, har der ikke været stemt om det?: https://www.ft.dk/samling/20201/vedtagelse/V138/index.htm (venstrefløjens forslag, er lidt bedre, men taler stadigvæk om “overdreven aktivisme” som et problem)

 

27. d. 5. juni 2021: Udflytning af uddannelser

Kommentar til regeringens planer om at udflytte uddannelser:

Jeg synes man skal skelne:

Et universitet er et klassisk dannelsessted, med de dybeste rødder. Det hører hjemme på et samlet campus i en større by, hvor videnskabsfolk fra alle fakulteter og sammenhænge kan diskutere og undersøge tingene på kryds og tværs i behørig afstand fra sociale og politiske interesser, som de lejlighedsvist bryder aktivistisk og uegennyttigt ind i.

En professionshøjskole er ikke et dannelsessted. Den er etableret ud af Globaliseringsrådets ødelæggende filosofi fra 2006, som faktisk også truede universiteterne, og som gjorde op med landets pædagogiske tradition. Professionshøjskolerne bør derfor fratages magten over lærer- og pædagoguddannelser, som meget hellere skal ligge rundt omkring i landet og allerhelst med udgangspunkt i civile og folkelige initiativer. Det vil være i ånden fra de gamle seminariers dannelseshelhed. Her er ingen aktivisme, men masser af kritisk engagement.

Det er Uni=Humboldt + seminarium=Grundtvig.

Regeringens “decentralisering” er dårlig for begge dele. Den splitter universitetet op i banal egnspolitik, og den udvider professionshøjskolernes centralistiske magt over det folkelige.

Det problem skyldes, at Socialdemokratiet omkring år 2000 gjorde op med dannelsen i begge former.

 

28. d. 7. juni 2021: Overdreven aktivisme

Henrik Dahl og Morten Messerschmidt har fået hele Folketinget med på at snakke om noget, de kalder for ”overdreven aktivitisme”. Der udskammes og navngives, og Dahl påstår ligefrem, at folk bevidst ”lyver”.

I dag er det køns- og migrationsforskningen, der forfølges. I morgen er det nogle andre. Der er kamp om den nye semantiske kode ”aktivisme”. Det er forskrækkeligt. Tavsheden vil brede sig.

I dag har 282 forskere fra de aktuelt ramte miljøer svaret igen i Politiken, og det forstår man jo godt, selvom det er irriterende, at de reducerer den indholdsmæssige kritik til noget med ”populisme” og ”fornemmelser”. Mange af disse miljøer har rod i en afart af poststrukturalismen, som er præget af Judith Butlers særlige version af Foucaults arbejde. Her vil man altid have problemer med ”det videnskabelige”, fordi man mener, at sandhed er konstrueret, og at der derfor ikke findes en virkelighed uden for diskurser og konstruktioner. Derfor ender retningen med at ødelægge kultur og fortid. Denne kritik af Butlers “sproglige vending på speed” er videnskabelig/filosofisk og bestemt ikke ”populistisk”. Men på den anden side skal man også huske, at al teori på en måde indeholder reduktionisme og fejl, og at sådanne fejl kan producere både ny viden og nye handlingsmuligheder.

Jeg noterer mig, at man iblandt de 282 forskere bl.a. finder lektor Mette Thunø, der i 2012 – som nyudnævnt dekan ved Aarhus Universitet – stod bag et eklatant overgreb på forskningsfriheden i forbindelse med sagen om professor Linda Maria Koldau. Koldau kom i clinch med de nye poststrukturalistiske vinde, der har samme teoretiske rod som dem, der aktuelt udskammes. Mette Thunø gav Koldau en advarsel, fordi hun havde ”brudt den kollegiale fortrolighed pga. dine skriverier i pressen”. Koldau fik direkte at vide, at hun ikke længere skulle ”skelne mellem systematisk og historisk musikvidenskab” – altså en lukning af både offentlig, faglig og kritisk virksomhed.

Jeg noterer mig også, at professor Dorthe Staunæs fra DPU har underskrevet brevet. Hun er heller ikke nogen tilhænger af forskningsfriheden. Det ved jeg, fordi hun sammen med en kollega i 2015 indklagede en kritisk artikel, som jeg havde skrevet, direkte til universitetet i et sprog, der ikke lader Dahl noget efter. Her blev kritik uden videre til ”tilsvining” og ”kollegial uansvarlighed” og så videre. Sagen blev understøttet af DPU’s ledelse og faktisk også af en af de andre aktuelle underskrivere, professor Morten Nissen. Sagen er omtalt i Heine Andersens bog om ”Forskningsfrihed”. Selvom sagen nu har seks år på bagen, har jeg aldrig modtaget den mindste beklagelse.

Så Staunæs- og Thunøsagerne står på en eller anden måde i forbindelse med hele problemstillingen.

I en vis forstand startede problemerne derfor med nogle af dem, som Dahl kritiserer, og Dahl vælger så at forstærke problemet ved at gentage det den anden vej, hvormed videnskabelig og pædagogisk praksis sættes helt i baglås.

Der er ingen vej for en videnskabeligt indstillet person ind i denne debat. Så jeg bliver hængende ved min overdrevent aktivistiske hengivenhed til pluralisme og kritik samt til folkelig og intellektuel debat. I stedet for at slå folk i hovedet med politisk vedtagede semantiske herretegn, skal man spørge: Hvad sker der her?

Links:

Henrik Dahls fb-indlæg: https://www.facebook.com/HenrikDahlLA/posts/1624860661041611

Staunæs klager fra 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/paa-dpu-anklager-om-had…

Indlægget fra 282 forskere i Politiken: https://politiken.dk/…/Vi-bliver-intimideret-og…

Koldau-sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/anmeldelse-af-linda…

 

29. d. 8. juni 2021: Aktivistisk kommentar til Vismandsrapport overdrevent aktivistiske rapport om børnehaver

Det Økonomiske Råd har netop udgivet deres halvårsrapport. Heri indgår en lang analyse af dagtilbud. Det er noget med, at børn er ”humankapital”, som giver ”afkast”, og at det ikke har nogen ”effekt”, hvis der er flere pædagoger i børnehaverne. Man kan også læse om, at børns ”gener” har en effekt. Det er antihumanisme på den store klinge.

Analysen er stærkt inspireret af den amerikanske økonom James Heckman, som har haft stor betydning for en lang række rapporter om dagtilbud helt tilbage fra omkring 2012, hvor Niels Egelund f.eks. tilgangen i forbindelse med projektet ”Fremtidens Dagtilbud”.

Det liberale magasin Indblik.dk har fået en totalt pædagogiktømt cepos-økonom, Mads Lundby Hansen, til at stemme i. Det er en mærkelig form for liberalisme, som reducerer den liberale ånd til effekt og afkast.

Magasinets journalist bruger rapporten og Lundby Hansen til at gøre grin med SF’s fine arbejde med at få minimumsnormeringer. Man synes ikke lige, at man vil interviewe en pædagog.

Vismandsanalysens syn på børn og pædagogik er så blottet for indhold, kultur og faglighed, at det kort sagt ikke er til at holde ud. Rapporten svarer helt den ødelæggende aktion, som de økonomiske vismænd gestaltede i deres angreb på skolen i Rådets beretning fra 2019. Her annoncerede de, at maskiner kunne erstatte læreren, fordi det ville give mere ”produktivitet”.

Oprindelig var det Økonomiske Råd et råd for økonomi. Og hvis det udtalte sig om uddannelsespolitik var det med proportionalitet og sans for helheden. Men denne almindelige statsbetragtning forsvandt i løbet af 2000’erne, og nu er det bare helt slut. Nu overtager Rådet slet og ret pædagogikken som sådan. Det er konkurrencestatens formel.

Men vismændenes begrebsapparat er skam ikke kun “neoliberalt”. Med fokus på den konkurrencestatslige kategori ”humankapitel”, så lægger deres analyse sig nemlig helt i tråd med den aktuelle socialdemokratiske ortodoksi: Undervisningsministeren og forskningsministeren har sammen skrevet et bog om uddannelses- og socialpolitik med helt samme udgangspunkt. Bogen hed: ”Det betaler sig at investerer i mennesker”.

Denne magtfulde ideologi præger også en række forskningscentre og ministerielle initiativer. Det er tale om en slags begrebsmæssig forberedelse til biostaten via en totalisering af den sociale og økonomiske profylakse.

Disse økonomer kender ingen grænser. De tror, de kan determinere alle praksisser med deres kulturløse hegemoni, og vores politiske ledere understøtter forfaldet 100%.

SF har helt ret i, at det er for galt, at der ikke er flere pædagoger i børnehaverne. Dertil kommer, at børnehaverne bør kunne arbejde helt uden kommunale konceptmetoder og banale strategier.

Endelig skal økonomer holde sig 100% fra at determinere børnehavernes liv og logik med deres forsimplede menneskesyn og analysemodeller.

Efter min mening er vismændene blevet ”overdrevent aktivistiske”, for nu at blive i tidens sprog. De bør fratages deres offentlige støtte. Var det ikke noget for Liberal Alliance og Dansk Fryseparti at gå ind i?

Dansk børnehavepædagogik burde være en af landets gaver til verden. I stedet bliver denne fine tingslighed nu udslettet af verdens forfaldsbegreber.

Links:

Link til vismændenes kapitel om dagtilbud: https://dors.dk/…/f21/diskussionsoplaeg/f21_kapitel_iv.pdf

Link til hele rapporten: https://dors.dk/vismandsrapporter/dansk-oekonomi-foraar-2021

Link til Indblik.dk’s artikel: https://indblik.dk/denne-nye-rapport-punkterer-sfs-helt…

Analyse af Pernille Rosenkrantz-Theils og Ane Halsboe Jørgensens bog: http://www.thomasaastruproemer.dk/profylakse-og…

 

30. d. 19. juni 2021: Lærerens dyder

Hvad er en lærers ene dyd? Det er at have sine øjne limet til fortiden og dens ting.

Hvad er en lærers anden dyd? Det er at interessere sig for, hvad hendes elev gør med fortiden.

Lærerens laster:

Hvad er en lærers ene last? Det er at bestemme fremtiden, før eleven kommer til syne.

Hvad er en lærers anden last? Det er et låse fortiden til bestemte fortolkninger, så eleven ikke kan gøre noget med de gamle dage.

 

31. d. 3. juli 2021: Lars Qvortrup og forskningsfriheden

Lars Qvortrup, som er en af hovedideologerne bag landets pædagogiske forfald, har nu to gange blandet sig i den debat om forskningsfrihed, som er rejst af Henrik Dahl og Morten Messerschmidt. Tilbage i maj skrev han i Berlingske, og i sidste uge fik han en af sine utallige kronikker i Politiken.

Qvortrup er ligesom Dahl imod ’aktivisme’, men han er ikke så meget for et af Dahls eksempler. Derfor sammenligner han i begge kronikker Dahl og hans fæller med Stalin. For nogle år siden var det Peter Kemp, der var en ”plattenslager”. Og i 2010 sammenlignede han Lars Løkke med Martin Luther King, fordi Løkke gik ind for Pisalisten. Han mener også, at Grundtvigs begreb om ”folk” er ”dødsensfarligt”. Qvortrup er en frisk fyr, som ikke er spor aktivistisk, må man forstå. Det er altid ”de andre”, der er aktivistiske og konspiratoriske og alt det andet.

I stedet trækker Qvortrup to sager frem, som han selv har været involveret i, og som for så vidt intet har med identitetspolitik at gøre. Den første sag var en diskussion om børnehaveforskningen, som har et par år på bagen. Her fremturede Qvortrup med sit forsimplede syn på forskning og pædagogik imod en række af landets fineste forsvarere af børnehaven og dens videnskab. Lektor ved KU, Jan Thorhauge Frederiksen, gjorde i et fint indlæg i POV-International i går rede for en del af sagens aspekter i et direkte svar til Qvortrup.

Den anden sag er den såkaldte Skovmand-sag. Qvortrup og hans kollega og åndsfælle, Jens Rasmussen, skrev i vinters bogen ”Skoleret”, som jeg selv analyserede grundigt, hvilket man kan tilgå nedenfor. At inddrage både denne sag – og faktisk også den forrige i spørgsmålet om identitetspolitisk forskning – er virkelig langt ude, og i videnskabelig forstand har både Skovmand og børnehaveforskerne helt klart fat i den lange ende. Endelig bør man nævne, at Qvortrup i både Politiken og Berlingske gik direkte efter at få Aarhus Universitets godkendelse af Skovmands afhandling annulleret. Jeg forstår ikke, at universitetet ikke tager til genmæle og beskytter bedømmelsesudvalgets, herunder Lene Tanggaards og Per Fibæk Laursens, arbejde. I stedet har Tanggaard og Fibæk selv talt deres sag på en debattråd på Folkeskolen.dk, og Skovmand må føle sig helt forladt.

Endelig er det værd at bemærke, at Qvortrup selv spiller en problematisk rolle i hele tre eksempler på brud på forskningsfriheden i Heine Andersens bog om Forskningsfrihed.

Links:

Lars Qvortrup i Politiken, d. 26. juni: https://politiken.dk/debat/kroniken/art8246958/God-forskning-m%C3%A5-ikke-forveksles-med-holdninger.-Dem-kan-vi-alle-have.-Det-beh%C3%B8ver-vi-ikke-universiteter-eller-forskere-til

Lars Qvortrup i Berlingske, d. 24. maj: https://www.berlingske.dk/kommentarer/rune-selsings-oenske-er-ren-stalinisme-og-ikke-et-frit-samfund

Jan Thorhauge Frederiksen i POV-International, d. 3. juli: https://pov.international/identitetspolitiske-stramaend/

Analyse af Qvortrups nye bog om Skovmand-sagen, d. 17. marts: http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortrups-og-jens-rasmussens-bog-skoleret-et-laerestykke-til-forskere-myndigheder-og-medier.html

 

32. d. 4. juli 2021: Verdens bedste Robotskole

På Lærermødet på Testrup Højskole i sidste uge talte jeg en aften med tre gode fynboer. De kunne fortælle de mest utrolige ting.

I Vollsmose i Odense har man lavet en ny folkeskole, som kaldes for ”Verdens bedste Robotskole”. Her vil man uddanne små roboteksperteelever og have fokus på ”alle relevante faktorer, som gavner Odense som by” og ”sikre at der er kvalificeret arbejdskraft til stede”. Det fremgår af en byrådsindstilling, som jeg fandt på nettet.

Men hvad er så ”Odense som by”? Jo, fremgår det, det er en ”robotby”. Odense omtaler sig selv som en ”robotby” med ”robotklynger”, og derfor skal der også være en ”robotskole”, og den skal være ”verdens bedste”. Sig mig er Odense sådan en slags stat i staten? En form for politisk robotkoncern? Er det overhovedet lovligt?

Der er også en etnisk komponent i Vollsmoseskolen. Det fremgår her:

”Verdens bedste Robotskole indgår også naturligt i det samlede arbejde med at omdanne området til en bydel, der tiltrækker langt flere forskellige mennesker.”

Ak ja, først skulle det stakkels sogn tvangstestes af biostaten, og nu skal sognets børn robotificeres af Odense-staten.

Om der er andre hensyn, fremgår ikke. Forhåbentlig løber både god gammeldags dansk middelklasse og kundskabsinteresserede indvandrere skrigende bort.

Skolerådmanden, Susanne Crawley Larsen, skrev allerede i februar 2021 om sagen i avisen. Her kunne man læse følgende:

”Og ret endelig de store ører mod Odense, hvor vi også har foreløbig fire års erfaring med fokus på børns digitale dannelse og uddannelse i den bevægelse, som hele byen kender som “verdens bedste robotby i børnehøjde””.

Robotskolen er en del af en ”bevægelse”, en kommunal robotbevægelse.

Den nye skole hedder Odinskolen. Det er en fusion af to tidligere skoler, heriblandt H.C. Andersen-skolen. Det er lidt ironisk, at Odinskolens logo er en mekanisk ravn.

Burde Kurt Westergaard ikke tegne en smilende nattergal og en flot levende ravn til hån, spot og latterliggørelse? Westergaard kan så svinge sin Thor-blyanthammer til forsvar for Vollsmoses børn.

Hele sagen hænger dybt sammen med kommunens såkaldte dannelsesstrategi, som jeg analyserede i 2018. Her erstattede man skolens formål med en form for teknologisk psykologi, som har direkte kontakt til den daværende regerings disruptionsideologi.

Links:

Byrådets indstilling fra april 2021: https://www.odense.dk/politik/dagsordner-og-referater/born-og-ungeudvalget?agendauid=259205f5-424b-44d8-8a84-043b9fea66be&presentationuid=512a767c-bc7f-47d8-8788-7cfdcd1bf7bf

Rådmandens indlæg fra februar 2021: https://avisendanmark.dk/artikel/debat-teknologiforst%C3%A5else-i-verdens-bedste-robotby

Analyse af Odenses dannelsesstrategi: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-odense-kommunes-dannelsesstrategi.html

 

33. d. 10. juli 2021: Spærretid

På Bornholm vil den socialdemokratiske borgmester indføre en såkaldt ”spærretid” for alle kommunalt ansatte, herunder for fagprofessionelt personale, fx lærere og pædagoger, som ofte har dyb praktisk og for så vidt også teoretisk indsigt i deres arbejdes politiske og sociale sammenhæng. Medarbejderne må simpelthen ikke udtale sig til pressen, med mindre de får lov af en eller anden banal direktør.

Borgmesteren hævder, at han gør det for medarbejderens egen skyld. Der er en slags ansættelsesretlig profylakse, som meget tankevækkende følger biostatens logiske struktur. Profylaksen vil beskytte mod friheden. Forvekslingen af omsorg og frihed vil ødelægge begge disse begreber.

Pressen skal simpelthen have lov af den kommunale ledelse til at kontakte og tale med lærere og pædagoger, og de fagprofessionelle og alle andre ansatte må endda kun må udtale sig under dække af det undertrykkende og nedladende begreb ”privatpersoner”, som snarest muligt bør sendes på møddingen.

Spærretiden skal gælde i tre måneder op til kommunalvalget. Efter lidt kritik blev der rettet på nogle kommaer, men ånden er fuldstændig kontakt. Det hele er uden tvivl ulovligt, som jeg ser det, og borgmesteren bør prompte væltes.

Det næste bliver nok, at staten giver universitetsfolk mundkurv på op til folketingsvalget! Det kan de godt droppe. Men hvis Bornholms borgmester ikke bliver stoppet, så ender det jo som en mulighed.

Og hvad med alle andre?

Mon Bornholms borgmester har aktier i Microsofts medie “LinkedIn”, hvor man direkte fjerner kritiske indlæg, der er imod regeringens corona-politik?

Man bør prompte tage al støtte til Folkemødet væk, så længe Bornholms Kommune er engageret i denne udemokratiske praksis, der reducerer borgere og specialiseret personale til kommunale soldater.

 

34. d. 13. august 2021: Forfatningens filosofiske kollaps

Hvad er menneskets natur? Er det ondt? Eller er det godt? Og hvad betyder det for statens forfatning?

Hvis svaret er, at mennesket er ondt, så er er konsekvensen et opgør med frihedsbegrebet samt en dertilhørende omfattende adfærdskontrol. I Renæssancen blev denne konsekvens især effektueret i Thomas Hobbes’ filosofi. Hobbes mente, at fordi mennesket kun tænkte på sig selv, så ville livet blive kulturløst, brutalt og kort. Derfor skulle der være en suveræn, som kunne regulere alle menneskelivets aspekter. Det var guf for udviklingen af de sekulære diktaturer.

Den humanistiske tradition, som udviklede sig sideløbende, og som blev forstærket efter 2. verdenskrig, mente derimod, at menneskets natur også indeholdt gode ting. Det gælder både for Rousseau, John Locke og Immanuel Kant, men også vores egen Grundtvig. Disse folk talte på kryds og tværs for fornuft, moral og forsamling som forudsætninger, der findes i mennesket før staten, dvs. fra naturen, og som staten bør værne om og beskytte. Her får man en stærk men passiv stat. I denne tradition findes der ingen egentlig ”adfærdsregulering”. I stedet taler man om love, som forbinder frihed og politik. Derfor mente disse folk også, at staten skulle lade menneskets frihed arbejde, blot reguleret og vejledt af hhv. ret, uddannelse og oplysning. Det er denne sidste tanke, der har skabt den europæiske forfatningstradition, herunder den danske grundlov, og som alle afledte love derfor er farvet af.

Den moderne version af den første logik, altså at mennesket er ondt, finder man hos psykologen BF Skinner, som i 1971 skrev bogen ”Beyond freedom and diginity”, der udkom få år før hans pensionering (Den danske titel: Har vi råd til frihed?).

Hos Skinner finder man et konsekvent opgør med hele den filosofiske tradition. Enten smides frihedstænkerne ud og omtales som ”prævidenskabelige områder” ud, eller også genfortolkes de som adfærdsreguleringssystemer. Handling og autonomi omdannes konsekvent til adfærd og kontrol. Og opgøret gælder faktisk ikke kun den filosofiske tradition, men også flere andre, her i Skinners egen opremsning: ”politisk forsker, filosof, litterat, økonom, psykolog, sprogkyndig, sociolog, teolog, antropolog, underviser eller psykoterapeut”.

Alle disse fag og områder arbejder ifølge Skinner med ”prævidenskabelige områder” som ”ideer, følelser, karaktertræk, vilje osv.” (Skinner 1971, s. 12-13). Nogle af Skinners største fjender er de store humanister, digteren T.S. Eliot, og C.S. Lewis, som skrev Narnia-bøgerne og det flotte essay ”Menneskets afskaffelse”, samt den kulturradikale og socialliberale filosof John Stuart Mill, men mange andre får også med grovfilen. F.eks. er der en stærk kritik af Sokrates’ såkaldte jordemodermetode, der skabte europæisk filosofi, og Rousseaus rige pædagogik reduceres til ren adfærdskontrol.

Skinner kalder nedladende det hele for ”frihedslitteratur”, som han mener kan reduceres til noget med ”følelser og oplevelser”. Hans behandling af disse emner og fag er så stedmoderlig og reduktionistisk, at det er umuligt at diskutere sagligt. Så jeg nøjes med blot at gengive hans synspunkt.

Skinner mener, at mennesket er helt determineret af dets omgivelser, og derfor handler det om at forfine omgivelsernes påvirkninger af adfærd i betingede og forstærkende reaktions- og refleksstrukturer, så menneskets adfærd kan kontrolleres. Der er intet frit område. Og en evt. kritik af Skinners adfærdspsykologi må vel at mærke selv udsættes for adfærdsteknologisk regulering fremgår det. Det er den slags, der hedder “misinformation” i dag. I demokratiet vil man kalde det uenighed.

En anden linje i Skinners refleksioner er følgende: Frihed fører ifølge Skinner ligefrem til katastrofer, lidt på samme måde, som jeg nævnte det under omtalen af Thomas Hobbes. I en moderne udgave af dette argument vil man sige, at frihed fører til smitteeksplosion, til klimaproblemer og til sexistiske overgreb. Friheden har med andre ord udelukkende onde konsekvenser.

Menneskets frihed er altså ikke en forudsætning, som skal reguleres ved lov, hvilket var filosoffernes synspunkt. Frihed er snarere defineret ved regulering som sådan. Det svarer til justitsministerens tale om, at mere overvågning fører til mere frihed.

Hos både Skinner og Hobbes er friheden altså selve problemet. Derfor er løsningen også en slagtning af friheden, hvilket så sker i enten et personligt eller et teknologisk diktatur.

Ingen grundlov eller liberal forfatning kan eksistere på dette grundlag.

Skinner fik stor indflydelse på psykologi og pædagogik. Store dele af den evidensbaserede effektivitetstilgang, som har præget pædagogikken især siden omkring år 2000, bygger på denne tankegang.

Niels Egelund, som var statens yndlingspædagog i 2000’erne, refererede også positivt til Skinners arbejde. Dermed bliver det lettere at forstå, hvordan Egelunds arbejde kunne føre til et så drastisk opgør med hele den humanistiske tradition i dansk pædagogik. I en udgivelse fra 2003 sagde han følgende:

”Lærerne må derfor søge at iværksætte en pædagogisk intervention – adfærden må korrigeres systematisk. Systematisk korrektion af adfærd leder straks tankerne hen på behaviorisme, på navne som Pavlov og Skinner. De har været i miskredit i Danmark i 1970’erne og 80’erne, men dybest set bygger de blot på en systematisk brug af de lovmæssigheder, der er fundet om indlæring.” (Egelund 2003, s. 97)

Ifølge den amerikanske sociolog Shoshana Zuboff, som selv i høj grad arbejder ud fra den humanistiske tradition – især Sartre og Arendt – inspirerede Skinner også de tekniske overvågningssystemer, som udviklede sig i samspillet mellem den amerikanske stat og teknologiske interesser efter terrorangrebet på Manhattan i 2001, og som siden er blevet omsat i almindelige kommercielle produkter og administrative systemer.

Skinner tilhører gruppen af skabere af en særdeles indflydelsesrig bevægelse inden for den psykologisk-pædagogiske forskning, hvis begreber kom til at arbejde som en understrøm i et opgør med filosofi og humanisme. Dette opgør blev oversat direkte til kontrol og overvågning, og det manifesterer sig nu for alvor, forstærket af Nedlukningen, der også har frihedens og forfatningens opløsning som fundament.

Skinner slutter sin bog med følgende faretruende statement, hvor han lyder som en moderne virolog:

”Et videnskabeligt syn på mennesket giver spændende muligheder. Vi har endnu ikke set, hvad mennesket kan få ud af mennesket”.

Referencer:

Skinner, B.F. (1971). ”Har vi råd til frihed?”, Gyldendal.

Egelund, N. (2003). ”Urolig og forstyrrende adfærd – eller en skole og en undervisning, der ikke passer til eleverne?”, i Uddannelsesstyrelsen: ”Skolens rummelighed – fra ide til handling”.

Zuboff, S. (2019). ”Overvågningskapitalismens tidsalder”, Informations Forlag.

 

35. d. 8. september 2021: Nyt socialdemokratisk og teknokratisk skoleråd

Undervisningsministeren har udnævnt et nyt såkaldt ”Rådet for Børns Læring”. Det sker hvert tredje år. Lad os se lidt på det nye og de gamle råd i en omvendt kronologi:

2021:

Ingen af de profilerede medlemmer har beskæftiget sig med pædagogik. Her er de førende kræfter i formandskabet:

Formanden for formandskabet hedder Eva Sommer. Hun er også bestyrelsesformand for EVA, udnævnt hertil af undervisningsministeren, og altså nu også udnævnt til formand for Rådet for Børns læring af selvsamme minister. Tidligere har hun været børne- og ungedirektør i Københavns Kommune. Hun har mig bekendt aldrig beskæftiget sig indholdsmæssigt med skole- og børnepolitik.

Mads Meier Jæger, professor i mikrosociologi. Forsker i social ulighed i uddannelse. Har heller aldrig skrevet om skoler og børnehaver, men interesserer sig bl.a. for velfærdsøkonomen James Heckmann, som undervisningsministeren også er begejstret for.

Jens Peter Thomsen fra VIVE, som har cirka samme interesser som Mads Jæger, dvs. at han interesserer sig for social lighed på samme måde som undervisningsministeren selv, som faktisk har skrevet en skrækkelig bog om hele tilgangen.

Altså ingen skole- eller læringsforskere i de centrale udnævnelser.

Dertil kommer nogle få kommunefolk og et par skoleledere, som er uden betydning. Måske bortset fra Helle Bjerg, som er skoleleder, og som er tæt på kredsen omkring professor Dorte Staunæs, hvor hun skrev ph.d. i sin tid. Stanuæs står for en særlig tilpasningsdygtig version af Foucault, og i den egenskab understøttede hun skolereformens idegods i sin tid.

En anden skoleleder i formandskabet, Marco Damgaard, er direkte opført som ”socialdemokrat”.

Omkring formandskabet er der i selve “rådet” en masse organisationer. Her er det værd at bemærke, at professionshøjskolerne er repræsenteret ved Andreas Rasch-Christensen, som spillede en meget negativ rolle omkring vedtagelsen af skolereformen. Resten er uden pædagogisk og skolepolitisk profil.

2018:

Det tidligere råd, som blev nedsat af Merete Riisager i 2018, var væsentligt mere pædagogisk profileret. Her bestod formandskabet af Charlotte Rønhof (formand), professor Pernille Hviid, rektor Stefan Hermann, forskningschef Andreas Rasch-Christensen, professor Per Fibæk Laursen, præsten Henrik Gade Jensen og lærer Mette Frederiksen.

Dette noget mere faglige råd fik dog ingen indflydelse, og dets sidste rapport var tandløs efter min mening. Rønhof, som var den eneste i pædagogisk forstand udefrakommende, smækkede med døren i sommers pga den manglende indflydelse. Udnævnelsen af Rønhof var næppe Riisagers ide.

2015:

Rådet før Rønhofs råd, nu fra 2015, som formodentlig har været nedsat af Antorini, havde følgende formandskab (de vigtigste): Direktør Agi Csonka (formand) (EVA/SFI), rektor Stefan Hermann, forskningschef Andreas Rasch-Christensen, professor Charlotte Ringsmose (som også er med på Heckmannvognen).

Dette råd havde samme ånd som det nyudnævnte på grund af Czonka, der svarer til Sommer, og Ringsmose, der med sin Heckman-interesse, svarer til de to økonomer. Ringsmose er dog pædagogisk forsker, hvilket de to andre jo ikke er.

2007-2013:

Før dette råd havde man Skolerådet 2007-2013, som udsprang af Globaliseringsrådets totale opgør med pædagogik. Her sad der to nationaløkonomer sammen med Niels Egelund og en Heckman-scient.pol. I modsætning til de senere læringsråd var Skolerådet ekstremt indflydelsesrigt. Rådets rigtige navn var ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling”, hvilket i sig selv siger alt om dårligdommene.

Før 2007:

Går man endnu længere tilbage, er der andre rådsdannelser, også af mere pædagogisk art med rødder i lærerhøjskolen og seminarierne. Jeg skriver om det hele i bogen ”Skolens formål”, som udkommer til februar.

https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2021/sep/210908–her-er-de-nye-medlemmer-af-raadet-for-boerns-laering

 

36. d. 29. september 2021: Kritik af det uddannelsesvidenskabelige miljø fra det uddannelsesvidenskabelige miljø

En førende forsker fra ”Afdeling for uddannelsesvidenskab” på DPU, lektor Jens Erik Kristensen, kritiserer nu sit eget fagmiljø på det kraftigste. Sådan forstår jeg i hvert fald en af hans udtalelser.

På et dannelsesmøde på Testrup Højskole i juni måned sagde Kristensen, ifølge Erik Schmidts reportage til KLF, følgende i sit foredrag, som vel at mærke åbnede mødet, og som derfor må betragtes som en form for signatur-oplæg:

”Det hele handler om uddannelsesøkonomi. Uddannelse er blevet en gøgeunge! Jeg er selv ansat til at forske i uddannelsesvidenskab, men man må nærmest ikke sige ordet pædagogik”.

Kristensen konkluderede: ”Det er en art formålsfortrængning”.

Så pædagogik og pædagogiske formål er forbudt i det uddannelsesvidenskabelige miljø?

Det bliver spændende at høre, hvad resten af fagmiljøet siger til den svada.

En anden ting er, om der er noget om snakken? Det er jo nok en lang historie, men en fornemmelse kan man måske få ved at studere statutterne for afdelingens kandidatuddannelse i uddannelsesvidenskab.

I 2018-studieordningen står der følgende, som i høj grad støtter Kristensens synspunkt:

”Kandidatuddannelsen i uddannelsesvidenskab giver studerende kompetencer til, på baggrund af en kritisk og analytisk tilgang, at udvikle og styre processer inden for det uddannelsesvidenskabelige felt i spektret: udvikling og ledelse af humane ressourcer og organisationer samt forvaltning og styring af uddannelse og læring. (…)

Herefter nævnes to ”faglige tematikker”:

A.

”Udvikling og ledelse af humane ressourcer og organisationer:

Denne faglige tematik retter fokus mod at udforske, undersøge og analysere organisering og ledelse af udvikling, læring, tilblivelsesprocesser og innovative potentialer. Formålet er at kvalificere studerende til fagligt og kritisk at bidrage til udviklingen, ledelsen, planlægningen og udførelsen af uddannelsesmæssige tiltag i både offentlige institutioner og private virksomheder.”

B

”Forvaltning og styring af uddannelse og læring

Denne faglige tematik retter fokus mod at udforske, undersøge og analysere den offentlige forvaltning og styring med særlig vægt på uddannelsesområdet i lyset af samfundsmæssige forhold og politiske tiltag på kommunalt, statsligt og internationalt niveau. Formålet er at kvalificere studerende til fagligt og kritisk at formulere og udføre opgaver af forvaltningsmæssig og politisk karakter med betydning for det samlede uddannelsesvidenskabelige felt.”

Det er der jo ikke meget ”pædagogik” eller ”formål” over for nu at sige det mildt. “Pædagogik” og “dannelse” nævnes dog også, men kun kort og opremsende sammen med en masse ”lærings”-ord, og kun som midler til at fremme ovenstående konkurrencestatsinspirerede struktur, der har dybe rødder i 2000’ernes opgør med pædagogik og pædagogiske formål.

Dermed understøttes dannelsens underordning under vidensøkonomiske diskurser, et hierarki som en af oprindelige uddannelsens hovedmænd, Lars Geer Hammershøj, har stået på i dannelsesdebatten, som jeg ser det.

Med denne struktur og logik understøttes Jens Erik Kristensens mere generelle tese om, at uddannelse og dannelse er blevet opsplittet og adskilt; en tese som han har fremført flere steder, f.eks. i udgivelsen ”Pædagogikkens idehistorie” fra 2017, som han udgav sammen med Ove Korsgaard og Hans Siggaard Jensen.

Så det er måske ikke så sært, at Jens Erik Kristensen har det svært i dette miljø?

(Studieordningen fra 2018 er en opdatering af kandidatuddannelsens første studieordning fra 2013. Uddannelsens bachelordel, som startede i 2010, ser lidt anderledes ud, men farves naturligvis af kandidatdelens målsætninger)

Links:

Reportage fra dannelsesmøde i Testrup, juni 2021: https://klfnet.dk/…/der-er-gaaet-uddannelse-i-lortet…

Studieordning for kandidatuddannelsen i Uddannelsesvidenskab, 2018: https://eddiprod.au.dk/…/webse…/DokOrdningService.cfc…

Afdeling for uddannelsesvidenskab: https://dpu.au.dk/…/afdeling-for-uddannelsesvidenskab/

 

37. d. 6. oktober 2021: Kommunerne i transhumanistisk raid

I kommunerne leger man med tanken om skoler som rent digitalt konstruerede læringsrum uden lærere. Det fremgår af et interview, som Politiken har lavet med direktøren for KL, Christian Harsløf.

Her er et uddrag fra artiklen:

”Teknologien giver mulighed for en radikal nytænkning af lærernes rolle i samspillet med den digitale undervisning.

»De mest teknologibegejstrede vil spørge, hvorfor man egentlig skal bruge en lærer til at stå ved katederet og gennemgå de samme sider om og om igen. Hvorfor ikke bare lave en YouTube med landets bedste lærer og bruge den lokale lærers kræfter på noget bedre? Videoerne findes allerede og bliver flittigt brugt af eleverne«, siger Christian Harsløf.

Som nedlukningen under corona har demonstreret, er det i princippet muligt at basere folkeskolen på fjernundervisning. Der findes programmer, der med kunstig intelligens kan bestemme den enkeltes elevs kompetenceniveau og stille de mest relevante opgaver. De kan rette opgaver og kan bedre end de fleste lærere udpege elever, der sakser deres besvarelse fra nettet.”

Harsløf, som selv kun lyder lidt skeptisk, fører dermed ”hvad nu hvis?”-ånden videre fra KLs store teknologiudspil fra 2018, som var skrevet af konsulentfirmaet Dare Disrupt, der har rødder i det radikaliserede miljø omkring Singularity University i Silicon Valley. Rapporten fremhævede ligefrem Cambridge Analyticas metoder.

Økonomisk Råd leger med samme tanker i deres rapport fra 2019, hvor man opfatter skoler som ren læringsproduktivitet, hvor læreren i princippet vil kunne erstattes af maskiner.

På den måde overgår skolerne fra et være et fysisk sted til et digitalt rum. Denne forskydning fra legemets og sjælens ”sted” til det grænseløse og kontrollerbare ”rum”, som efterfølgende omdefinerer kroppen, er en central transhumanistisk formel.

Link til artikel: https://politiken.dk/viden/art8401538/KL-direkt%C3%B8r-Der-er-n%C3%A6rmest-ingen-gr%C3%A6nser-for-brug-af-tech

 

38. Omtale af Holger K. Nielsens bog

En folkesocialistisk deroute: Anmeldelse af Holger K. Nielsen: ”Det var det værd – politisk tilbageblik”

 

39. d. 14. oktober 2021: Slagtning af humaniora

I juni blev der indgået en bred politisk aftale om udflytning af uddannelser til de mindre byer.

Alle troede, at forliget handlede om regionalpolitik. Men så fik universiteterne lov til at veksle udflytningerne til besparelser, fordi disse udflytninger var dyre og besværlige. Det kunne man læse om i bladet Forskerforum for et par uger siden.

Og nu udmøntes disse ”besparelser” så meget konkret, i første omgang på Københavns Universitet. Det går næsten udelukkende ud over Humaniora. Det er noget med “arbejdskraft”, fortæller universitetets rektor.

Hele 25% skal der skæres i humanioras optag, og universitetets rektor lægger op til nedlæggelse af flere fagmiljøer. Det er en slagtning. Formentlig følger de andre universiteter efter lige om lidt.

Det handler altså overhovedet ikke om ”regionalpolitik”. Det handler om regeringens opfattelse af humaniora som ”de lærdes tyranni”, som boligminister Kaare Dybvad kalder sin seneste bog. Det er ideologi forklædt som socialdemokratisk rindalisme.

Forligskredsen er formodentlig blevet fuppet. Her er de partier, med ordførere, der ifølge ministeriets omtale af forliget – under dække af udtrykket ”regionalpolitik” – har skrevet under på dette socialdemokratisk dirigerede opgør med videnskab og dannelse:

Ulla Tørnæs, Venstre

Jens Henrik Thulesen Dahl, uddannelsesordfører, Dansk Folkeparti

Astrid Carøe, uddannelsesordfører, SF

Pernille Skipper, uddannelsesordfører, Enhedslisten

Britt Bager, uddannelsesordfører, Konservative

Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige

Torsten Gejl, Alternativet

Isabella Arendt, Kristendemokraterne

Links:

Link til den politiske aftale: https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2021/bred-politisk-aftale-om-bedre-muligheder-for-uddannelse-i-hele-danmark

Link til KU’s nyhed om sagen: https://nyheder.ku.dk/alle_nyheder/2021/10/udflytningsplan-fjerner-1.600-studiepladser-i-koebenhavn/

Link til Forskerforums artikel: https://www.forskerforum.dk/magasinet/2021/346/saa-meget-skal-universiteterne-skaere-i-storbyoptaget

 

40. d. 15. oktober 2021: Noter til Mikael Jalvings bog “Forsvar for almindeligheden”

Historikeren Mikael Jalving har i sin seneste bog “Forsvar for almindeligheden” følgende fine samtidsdiagnostiske formulering, der åbner hans kapitel om “dannelse”:

“Fortiden skammer vi os over; fremtiden skræmmer os. Både skammen og frygten forhindrer dannelse. Den første, fordi skammen får os til at tro, at alle før os var idioter. Den anden, fordi den fører til enten lammelse eller panik” (s.85)

Så for den nye generation er “dannelse” erstattet af henholdsvis “skam” og “frygt”. På den måde virker “cancel culture” (skammen) og “biopolitikken” (frygten) sammen i konstruktionen af en moderne og udpint statistisk defineret eksistens, som er udstyret med foreløbige adfærdstilladelser.

Det er præcise og vigtige tanker.

A. Demokratiet

Herlig bog, i øvrigt. Frisk og personlig i sit sprog og sin tanke.

F.eks. kan jeg fremhæve følgende sætning, hvor Jalving i én enkelt sætning nærmest når frem til en ny erkendelse om forholdet mellem demokrati og dannelse:

“Dannelse er noget ganske andet (end popularitet og meningsmålinger, TAR) og er et nødvendigt korrektiv til demokratiet. Dannelse skal derfor hverken afspejle eller efterligne demokratiet, men hæve det, kvalificere det, ja, muliggøre det…”

Så dannelse går fra at være demokratiets “korrektiv” til dets forudsætning (jvf. “muliggøre”). Men eftersom dannelse i disse år reduceres til skam og frygt, så undermineres demokratiet jo i så fald? Stille og roligt, step by step?

Der er med andre ord en sammenhæng mellem demokrati og dannelse

B. Barndommen

Jalvings forsvar for barndommens “arvelighed” og “skønhed”, dvs. for barndommens egenart i leg og alvor, er også værd at fremhæve. Han er nervøs for, at barndommen bliver en “permanent revolution”, dvs. et skammens og frygtens sted. Han savner lidt den klassiske Rousseau, fremgår det.

Jalving trækker også på professor Bent Meier Sørensens kritik af digitaliseringens afmaterialiserings-effekter og på den tyske sociolog Hartmut Rosas kritik af accelerationssamfundets fremmedgørende konsekvenser. Barndommen er under angreb. Jalving lyder nærmest som en repræsentant for den klassiske og dannelsesorienterede reformpædagogik, når han sådan kritiserer det moderne læringsapparat.

Jalving forbinder dog også barndommen med et forsvar for familie og ægteskab, hvilket han gør ret i efter min mening. Og familien er ingen reformpædagogs kernebegreb, bortset måske fra John Deweys tidlige arbejder. Men det burde det være, for familien er jo barnets naturlige omgivelse og vækstbetingelse, som endda forstærkes åndeligt og retligt af ægteskabet som kærlighedens institutionelle syntese.

C. Folket

Den sidste del af bogen handler om “folket”, som jo i en vis forstand vokser ud af familien og opdragelsen, jf. Grundlovens §76 og 79.

Jalving siger mange interessante ting, men hans analyse mangler efter min opfattelse sans for det forhold, at også efterkrigstidens centrum-venstre har rod i landets dannelsessammenhænge. På den måde kommer han til at reproducere et lidt nostalgisk nations-begreb, som minder mig om DF i 00’erne, og som skulle supplere Anders Fogs almene generalangreb på netop “det folkelige” via de store politisk-økonomiske globaliseringsplaner, som f.eks. skolereformen i 2013 var en direkte konsekvens af. Dette problem hænger måske sammen med, hvad jeg opfatter som en manglende sans for Grundtvigs betydning.

D. Gud

Til allersidst er der et kapitel om “Gud”, som indledes med den skønne sætning: “Gud er nok det mest almindelige, der findes”, hvilket jo understreger dybden i bogens titel. Når Jalving taler om “det almindelige”, så har han derved en pædagogisk-filosofisk pointe. Det er skønne ord.

Resten af kapitlet er på en måde udtryk for det modsatte synspunkt, nemlig at Gud er ualmindelig, men det lader jeg fare i denne omgang. Kapitlet er lidt for præget af det kierkegaardsk definerede tidehverv, efter min smag. Måske er det også derfor, at kapitlet om “folket” smager lidt for meget af DF? Men ok, Jalving har jo også skrevet en bog om Søren Krarup, og hele Islam-emnet har fyldt meget gennem årene. Dette emne er dog ikke så fremtrædende i den aktuelle udgivelse, heldigvis efter min mening.

Vi er en lille flok i landet, der elsker gamle dage. Jalving er en af dem, og som Hannah Arendt siger: En lærer må have “his eyes glued to the past”. Ellers bliver der ingen fremtid.

Reference: Mikael Jalving: “Forsvar for almindeligheden”, Hovedland, 2021.

 

41. d. 17. oktober 2021: Demokratiets skumring og det transnationale teknosystem

Kender I det? Man er lidt færdig med dagens dont, men har en times tid til overs. Jeg scanner reolen for en eller anden bog at fordrive tiden med, og jeg falder over en bog, som jeg købte omkring år 2000, men aldrig fik læst.

Bogen, hvis titel er ”At forstå sin samtid”, er en dansk oversættelse fra 1996 af en samling essays af den indflydelsesrige finske filosof Georg Henrik von Wright, som overtog Wittgensteins lærestol i Cambridge i 1948.

Bogens fem artikler spænder fra 1947 til 1994.

Von Wright levede fra 1916 til 2003 og blev i starten af karrieren oplært af folk fra den logiske positivisme. Det var 1920’ernes scientisme og ikke åndsvidenskaben, der svingede taktstokken, må man formode.

Senere fulgte han, via sin interesse for Wittgenstein, med over i den analytiske filosofi, især ved denne filosofiske retnings indflydelse på sprogteori og logik. Det var i den politiske og pædagogiske filosofis svageste årtier.

Der var altså en form for teknisk-filosofisk interesse i baggrunden, en slags ekspert-filosofi, som ellers ofte medfører en tilbageholdenhed i de normative spørgsmål, hvilket da også prægede von Wrights indstilling i mange år: ”Sociale og politiske spørgsmål kunne ikke for alvor engagere mig”, skriver han.

Men efter krigen og frem mod 1990’erne rejste der sig langsomt en politisk og normativ interesse ud af rædslernes materie. Og min pointe er nu, at von Wright genforbinder sin politiske interesse med hans tidligere tekniske vidensinteresser på en måde, som har aktuel relevans. Lad os se på sagen:

Von Wright abonnerer stærkt på Oswald Spenglers historiesyn. Det vil sige, at historien udvikler sig i separate højkulturer. Der er altså ingen fremskridt, men blot storhed og fald. Spenglers hovedværk fra 1918-1922, altså lige efter 1. Verdenskrig, har den karakteristiske titel ”Vesterlandets undergang”. Kulturerne vokser op, for siden ”at visne og dø” (s. 9).

Von Wright køber denne tese. Vi er i dag i slutningen af Vesterlandet. Vi er i ”skumringen”, som det hedder i forordet, og von Wright forstår derfor sit eget arbejde som noget, der finder sted i en ”reflekterende skumring”.

Og i to andre essays forklarer han, hvordan hele den græske dannelseskultur dels har tragedien, men også naturinteressen, indbygget i sig, og dels står i et dybt modsætningsforhold til den jødisk-kristne-kultur, som beskyldes for at ødelægge naturen. Også den russiske forfatter Dostojevskij bruges til at underbygge pessimismen.

(Det er i denne analyse af det teologiske grundlag, og i skæbnegørelsen af det græske, at det går galt for von Wright efter min mening, men det lader jeg ligge her)

Folk som Mozart og Goethe og andre står for kulturelle højdepunkter, som maner til ”ærefrygt”, men de står også en form for punktum, som mander til ”vemod”. Vi er i en form ”slutfase”, hedder det her i 1994.

Nu har denne kombination af centraleuropæisk undergang og russisk eksistentialisme faktisk også inspireret konservative kredse mange steder. Men for von Wright sker der noget helt andet, som jeg vil beskrive nu.

Von Wright fortæller, at især Berlinmurens fald har betydet, at vestlig forbrugerisme og økonomisk vækst har bredt sig globalt, hvilket viser sig som en ”krise i forholdet mellem menneske og natur”. Denne krise er samtidig Vesterlandets endeligt. Han mener ikke, at man kan ”forebygge miljøødelæggelserne i tide”, og han mener heller ikke, at vesten kan løse sin krise ”inden for rammerne af vedtagne demokratiske styreformer” (s.9).

I et sidste kapitel, der har det karakteristiske navn ”De sidste tider”, annonceres den nye antidemokratiske og naturfilosofiske ånd, som sættes i direkte forbindelse til ”den elektroniske automatiseringsteknologi”, som vil ”gøre mennesket overflødigt”, men som også vil bidrage til bremse den økonomiske vækst, som von Wright jo mener er et udtryk for kulturens sidste strofer (s. 180).

Den politiske udgave af denne teknologi kalder han for et ”teknosystem”, som i en ”transnational” form sættes i modsætning til nationalstaterne, som er bærere af skumringen. Kort sagt: ”Staten er ved at forsvinde”. Der er fuld honnør for Karl Marx i ledsagerteksten.

Von Wright spørger så: ”Kan teknosystemet ikke selv overtage styringen?” (s.188). Hans svar er lidt nølende, men også bekræftende, som jeg læser det. Han ender derfor i en regelret dystopi. Et par spæde forsøg på at genskabe den gode stemning ved hjælp af lidt æstetisk aktivitet, falder pladask til jorden.

Dermed har Von Wright genskabt et positivistisk verdensherredømme, som består dels af en transnational og teknisk styring og dels af tilfældige og udmarvede kulturrester. Imens kan han sidde og læse Platon og høre Mozart i skumringen og tænke på dengang, der var noget, der hed demokrati og pædagogik.

Tankevækkende og skrækkelige prognoser, som helt mangler sansen for menneskets fødthed.

Reference: Georg Henrik von Wright: “At forstå sin samtid”, Munksgaard, 1996.

 

42. d. 23. oktober 2021: Data-barnet i Aarhus

Lektor Niels Jakob Pasgaard har været så venlig at finde et kommunalt og ensomt skyggebarn omgivet af et såkaldt “datahjul”. Det er som at se Pipi uden sin negerkongefar og uden sine venner og sin landsby og uden sin hest og abe eller prusselusker eller politibetjente i nærheden. Bare et lille ensomt barn uden farver, alene defineret af kommunale data.

Pasgaard har fundet billedet på Martin Østergaard Christensens LinkedIn-profil. Østergaard Christensen er direktør for Børn og Unge-magistraten i Aarhus Kommune, og han har en fin ”lærings”-karriere fra Aalborg.

SF’eren Thomas Medom er rådmand for magistraten i Aarhus. Der er også datahjul for børnehaver. Der er styr på det hele. Det er mere Danish for Progress end smilets by, for at sige det på den måde. Så ved man da, at man ikke skal stemme på SF til kommunalvalget.

Kommunen kalder datahjulets elementer for “resultatkvalitet” og “proces- og resultatkvalitet”.

Klikker man videre ind på direktørens LinkedIn-profil, kan man læse en række begejstrede kommentarer fra direktørens kommunale kolleger i den ene og den anden kommune.

Det er tale om en form for transhumanistisk vision. En data-opdragelse. Men den anden dag lærte vi også fra KL-direktør, Christian Harsløf, at man i flere kommuner leger med tanken om en skole uden lærere. Mon ikke det er noget for Aarhus Kommune? Det lille grå barn i datahjulet har i al fald ingen voksne til at hjælpe sig. Hvad skal man bruge pædagoger til?

Og det er også værd at huske på, at KL’s teknologipolitik også bærer stærkt præg af transhumanismen. Det blev udarbejdet af Anders Hvid fra firmaet Dare Disrupt. Hvid var iøvrigt i Politiken i dag, hvor han talte rosende om Facebooks nye teknologiske dobbeltvirkelighed “Metavers”. Hvid siger følgende:

“Folk siger ofte: Der er virkeligheden. Og så er der den virtuelle virkelighed. Men det, der sker virtuelt, er jo egentlig lige så virkeligt. Det sker bare i en anden sfære”.

Hvid mener, at især coronaen har lært os om hyper-digitaliseringens lyksaligheder. Han er uddannet på det dybt ideologiske Singularity University og har haft indflydelse på den danske regering og på uddannelsespolitikken.

Links:

Pasgaards oprindelige ledsagertekst med link til Aarhus-direktørens LinkedIn-opslag kan læses i dette link til hans facebook-profil: https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/10226559232384620

Politikens artikel om Facebooks metaunivers: https://politiken.dk/viden/art8432599/Snart-kommer-Facebooks-metaverse-og-det-bliver-meget-vildere-end-du-overhovedet-kan-forestille-dig

 

43. d. 29. oktober 2021: Nationale tests i folkeskolen A

Der er lavet en ny aftale om nationale tests mm. Det vil sige, at vi befinder os i regi af den evalueringsideologi, som blev effektueret af Globaliseringsrådet i 2006, som blev forstærket af Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling i årene 2007-2013, og som kulminerende i skolereformen fra 2013. Der var tale om et dybt opgør med dannelse og dansk skoletradition. Evaluering erstattede slet og ret pædagogik som bærende begreb.

Denne ideologi fastholdes og forstærkes i den nye aftale. Her fra indledningen:

”Det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem skal bidrage til en endnu stærkere evalueringskultur i folkeskolen. Ligesom der skal etableres en stærkere opfølgningskultur. At teste eleverne skal skabe gennemsigtighed for elever, forældre, lærere og samfund. Og skal danne baggrund for opfølgning over for skoler og i undervisningen.

Gennem et dybt og systematisk kendskab til elevernes styrker og svagheder skal vi skabe et solidt grundlag for at støtte og stimulere alle elever, så de får det bedste ud af deres skolegang. Dermed får vi en folkeskole, der skaber de stærke faglige resultater, som alle partier er enige om, er helt centrale både for børnenes liv og for samfundet som helhed.” (mine kursiveringer)

Så vi kan ikke nøjes med ”evalueringskultur”, som i sig selv var et opgør med pædagogik. Nej, vi skal skam have en ”endnu stærkere evalueringskultur” og en ”stærkere opfølgningskultur”. Det vil give ”gennemsigtighed”, står der.

Og så kommer det allerværste, nemlig at man vil opnå ”et dybt og systematisk kendskab til elevers styrker og svagheder”. Her blinker alle tegn på en skrækkelig blanding af agloritmer, læringsstyring, lighedsstatistik og centralstyring.

Resten er tekniske justeringer.

Rapportens centrale referencer består af to henvisninger til EVA og VIVE, dvs. to evalueringsorganisationer, som har evalueret evalueringerne, og som i høj grad har bidraget til og forstærket Globaliseringsrådets dagsorden op gennem 00’erne.

Baggrundsgruppen hedder “Sammen om skolen”. Gruppens sammensætning og synspunkter ligger i direkte forlængelse af evalueringsideologiens ånd.

Men hvorfor skal man overhovedet have et ”bedømmelses- og evalueringssystem”? Væk med det!

Links:

Ministeriets pressemeddelelse med link om baggrund etc.: https://www.uvm.dk/…/211029-bred-aftale-om-fremtidigt…

Reportage fra dagens pressemøde: https://www.folkeskolen.dk/…/forbroedring-ved…

Direkte link til aftalen: https://backend.folkeskolen.dk/…/aftale-om-det…

 

44. d. 29. oktober 2021: Nationale tests i folkeskolen B

Politikerne får det til at lyde som om, at vi nu slipper for nationale tests. Zenia Stampe skriver ligefrem på FB, at ”endelig afskaffer vi de sindssyge nationale tests”.

Det er rent nysprog, for realiteten er følgende ifølge aftalens s.2:

Før: 11 obligatoriske tests og 4 frivillige tests

Nu: 14 obligatoriske tests og 11 frivillige tests

Altså flere tests end før.

Desuden kommer der en større testbyrde på de små klasser (2. og 3. klasse). Jamen, det er da bare så hyggeligt. Og en almindelig lærer kan naturligvis ikke selv finde ud af, hvordan det går, må man forstå. At der så skal testes i færre fag er nærmest en detalje efter min mening.

Det hele kører naturligvis som en del af et stort centralt kontrolsystem med testbanker og meget mere. Det har egentlig ikke noget at gøre med almindelige pædagogiske bedømmelser af børns udvikling eller faglige arbejde. Der er heller ikke tale om almindelige ”eksaminer” eller ”karakterer”. Det er bare kontrol og kontrol ud fra en omfattende datagenereringsproces.

Man regner også med – gjorde lærer Erik Schmidt mig opmærksom på – at hele 10% af landets skoler skal hænges ud for dårlig kvalitet. Og kvalitet er her vel at mærke lig med et inferno af kvantitative indikatorydelser. Disse over 100 uartige skoler kommer så til ”skoleudviklingssamtale” på kommunen. Det kan man læse om på s. 16. Det kører helt automatiseret i et kæmpestort statistisk apparat. Det er noget coronaplanlægnings-system over det, hvis jeg må være lidt sjov.

Før hed det ”nationale tests”. Nu hedder det så ”Folkeskolens nationale færdighedstests”. Det er mageløst. Det betyder ikke andet, end at Danmarks Lærerforening nu endelig er blevet en integreret del af skolereformens ideologi. Foreningens formand kalder systemet for ”meningsfuldt”. Foreningen har svigtet lærernes kamp i 2013.

Endelig er det værd at bide mærke i, at aftalen introducerer IQ-test som relevant pædagogisk værktøj. Det er en ladeport for forskrækkeligheder. Mig bekendt har man ikke brugt denne metode i almenpædagogikken siden 1930’erne.

Politikerne, herunder SF og RV, er rørt til tårer, fremgår det af folkeskolen.dk’s dækning af dagens pressemøde. Begge disse partier stemte ellers imod de nationale tests indførelse i 2006, hvor testene var en del af Anders Fogh Rasmussens store globaliseringspakke. De vendte på en tallerken i 2013, hvor de blev begejstrede skolereformtilhængere. Og nu bekræfter partierne altså deres tilknytning til skolereformens ånd, som består af et evalueringsfunderet opgør med pædagogik, som ikke mindst VK-regeringen i 2000’erne stod for at gennemføre.

 

45. d. 30. oktober 2021: Nationale tests i folkeskolen C

Hvem er sejrherren i aftalen om et nyt evalueringssystem for folkeskolen? Det er Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen. Det er nemlig ånden og forslagene fra Fogh Rasmussens stort anlagte Globaliseringsaftale fra 2006, som nu endelig tiltrædes af stort set alle politiske partier og centrale samfundsorganisationer. Løkke Rasmussens skoletanker i det såkaldte Vækstforum fra 2009 er i samme ånd.

De små ændringer, der lægges op til i de nye aftaler, er mikrodiversitet under de oprindelige aftalers åndelige herretegn.

I starten, dvs. i 2006, var SF og RV faktisk imod, og det samme var nogle få socialdemokrater, som havde rod i 1960’ernes socialdemokratiske åndssocialisme.

SF og RV kom dog – via et konkurrencestats-radikaliseret socialdemokrati – med på Fogh Rasmussen-vognen i forbindelse med skole- og læreruddannelsesreformen i 2013. Konsekvensen var en stor konflikt med DLF. Det var dengang, at Barbara Berthelsen sad i Moderniseringsstyrelsen under Corydon.

Men nu er DLF også kommet med. Her er man nu også blevet fans af Fogh Rasmussens og Lars Løkkes opgør med pædagogik.

Så nu hylder alle, inklusive SF og RV og DLF, Anders Fogh Rasmussens og Lars Løkke Rasmussens politik, som andre har kaldt den fuldbårne “neoliberalisme”.

2000’erne er nu fuldbyrdet.

 

46. d. 25. november 2021: Aktivistisk forskning

Der er kun en ting, der er værre end “aktivistisk forskning”. Jeg mener: herregud, så pyt da med lidt aktivisme. Må man nu ikke være lidt aktiv? Og man skjuler jo ingenting. Men granted! kønt er det ikke.

Men ok, hvad er så det, der er værre? Det er evidensens forskning.

Hvorfor? Jo, for evidensen underlægger sig aktivismens resultat. I ved: optimeringsmetoder til Pisa-lister og smittelister og alle mulige andre ensporede statistikker. Evidensen er faktisk endnu mere aktivistisk end aktivismen. Den vil blot ikke være ved det. Den skjuler sin aktivisme. Det er nypositivismens elendighed.

Men hvad er forskning så? Det er videnskab. Men hvad er videnskab? Det er det passive liv blandt tingene selv. Det er fordybelsen i skaberens værk. Det er undersøgelse af virkelighedens lag og materialer. Her spørger man ikke: Hvad virker?, men i stedet: Hvad sker der? Eller som på engelsk? What’s going on? Det er en anden form for ”aktivisme”. Det er “a matter that matters”.

Hvad skal det nytte? Det skal ikke nytte (det vil føre til evidensaktivisme). Det skal i stedet skabe virkelig handling og kritik og dermed ødelægge evidensens aktivitet. Den passive videnskab skal kort sagt forstyrre nytten og dermed være så unyttig som muligt.

Dermed går vi fra “åben aktivisme” over “skjult aktivisme” til “vita activa”.

 

47. d. 25. november 2021: Maria Magdalene

Teologen Marianne Aagaard Skovmand skrev i 2017 en kort og tankevækkende bog om “Maria-evangeliet”. Det er Maria Magdalenes oversete fortælling, som man siden 1880’erne har stykket sammen af forskellige efterladenskaber i Egypten og Grækenland.

Det er en skøn bog, der gør op med store dele af en ellers dominerende opfattelse af Maria som skøge eller i bedste fald mindreværdig.

I bogen læser vi om en Maria, der er ifølge Grundtvig var Jesus’ “veninde” og måske også kæreste, og som selv efter Jesus’ død blev forkynder for en bred kreds af interesserede.

Til sidst citeres direkte fra sangenes sang, det gamle testamentes store klimaks (også kaldet “højsangen”), som er en hyldest til menneskelig poesi, erotik, længsel, trofasthed og kærlighed, og som ifølge Skovmand minder om Marias sorg efter korsfæstelsen. Hun havde mistet sin ven:

“Jeg vil stå op og vandre rundt i byen i gade og på torve. Jeg vil søge ham, jeg elsker så højt. Jeg søgte ham, men fandt ham ikke.”

På den måde bliver kristendommen en form for ånds- og kærlighedsfællesskab, og ikke en kamp mellem en dualistisk adskilt ånd og krop (som i værste fald kom til at stå for mand og kvinde med hekseforfølgelser osv.).

Så der er noget med Maria, Jesus, højsangen og Grundtvig. På sin vis er det noget af denne sammenhæng, som politisk tog form i grundlovens religions- og forsamlingsparagraffer, og som også informerer ægteskabets fineste dyder.

Man og kvinde i ånd, kærlighed og venskab.

Link til omtale af bogen:

https://www.bibelselskabet.dk/anmeldelse-af-mariaevangeliet

 

48. d. 8. december 2021: Opdatering af Sophias hjemmeside

Jeg vil lige slå et slag for dannelsestænketanken Sophias nye hjemmeside. Sophia blev etableret omkring 2006 og spillede i årene efter en stor rolle ift at fremme kritikken af den tiltagende instrumentalisme, som udviklede sig i de sene 00’ere og resulterede i skole- og læreruddannelsesreformerne omkring 2013.

Måske er jeg lidt reduktionistisk, men jeg vil sige, at tænketankens hovedlinje udspringer af de tidlige 1990’ere, dvs. tiden omkring Ole Vig Jensens tid som undervisningsminister. Vig Jensen omtales ofte positivt hos Sophias folk. Under ham forenedes en mild rest-grundtvigianisme og en lidt hjemløs reformpædagogik med forskellige musiske og æstetiske temaer samt lidt kritisk teori. Kundskabsbegrebet lå dog stort set brak. En stor del af Vig Jensen-linjen blev efterfølgende opslugt af det konkurrerende “ansvar for egen læring”, mens de tiloversblevne dannelsesfolk herefter stiftede Sophia, der på den måde kom til at stå i en produktiv modsætning til læringsrevolutionen.

Helt aktuelt kan man høre Steen Nepper Larsens fine interview med John Krejsler om Krejslers nye bog “Skolen og den transnationale vending”. Krejsler giver en flot forklaring af dette tema, og i hans bog er der også en – måske lidt teknisk – gennemgang af det, man kan kalde en national tradition, som Krejsler både elsker og hader i en eller anden mystisk kombination, som ender med at underminere sig selv.

Krejsler har også nogle kritiske markeringer ift det nye Herning-seminarium, som både han selv og Nepper Larsen er enige om at kalde nationalt-konservativt. Krejsler sætter dette i modsætning til en accept af globaliseringen, som han faktisk selv står for. Han vil arbejde “taktisk”, som han siger, ind i OECD-diskursen, hvilket ikke lige lyder som Nepper Larsens kop te?

Begge glemmer dog, at et hovedbegreb i Herning-initiativet faktisk er det meget lidt pladdernationalistiske “verdensborgerskab”, som netop – og eksplicit inspireret af Peter Kemps arbejde – markerer et mundialt og humanistisk opgør med et økonomisk defineret begreb om “det globale”. Herning-initiativet er derfor ikke “nationalt-konservativt”, men blot pædagogisk, dvs. konservativt og interesseret i al almindelighed, både vedrørende fortrolighed med vores eget skønne sted og vedrørende interesse i og forståelse for verdens andre spændende steder. Det giver en god kritisk effekt på det opgør med stederne, som i disse år effektueres af det økonomisk-biologiske globaliseringssystem, som Krejsler forveksler med virkelig internationalisering.

Krejslers problemer skyldes, at hans filosofi er en blanding af Foucault og Deleuze, som begge har et problem med verdensforholdet. Herfra går det helt galt med kritikken. Krejsler havner i noget, som fortalerne kalder for “affirmativ kritik”. Krejsler er her på linje med en kollega i det uddannelsesvidenskabelige forskningsmiljø, Dorthe Staunæs, som Krejsler også fremhæver positivt i hans bog. Staunæs’ syn på kritik stiftede jeg selv bekendtskab med i 2015, hvor hun indberettede mig til universitetets ledelse for et helt almindeligt kritisk indlæg om hendes arbejde. Det var under al “kritik”, for nu at sige det på den måde, og Staunæs tabte da også sagen med et brag.

Til sidst vil jeg nævne, at denne “affirmative kritik” også har bemægtiget sig Danmarks Lærerforening. Det kunne man læse om i et indlæg på folkeskolen.dk af Morten Refskov, som ellers stillede op – og blev valgt – som en kritisk røst til DLFs hovedbestyrelse. Men nu er “kritikeren” så blevet “affirmativ kritiker”, hvorved kritikken forsvinder. Det svarer helt til Krejslers position.

På den måde opsluges kritikken af sit objekt. Det skyldes, at kritikken ikke er tilstrækkeligt stærkt filosofisk og videnskabeligt funderet, mens objektet, hos Krejsler altså “den transnationale vending”, ofte er.

Men jeg løber ud ad en tangent nu. Mange tak til Sophia for at fortsætte det fine arbejde.

Links:

Link til Sophias nye hjemmeside: https://www.sophia.nu/

Link til Nepper Larsens samtale med John Krejsler. Her kan man også læse Krejslers svar på ovenstående indlæg: http://www.sophia.nu/podcast/1689/

Link til Krejslers bog: https://samfundslitteratur.dk/…/skolen-og-den…

Link til omtale af Staunæs-sag: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu

Link til DLF-indlæg: https://www.folkeskolen.dk/…/dlf-mener-kritik-eller-kritik

 

49. d. 22. december 2021: Afslag på ansøgning om frit lærerseminarium

Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg har afvist ansøgningen om en fri læreruddannelse i Herning.

I afslaget er der ikke angivet nogen særlig begrundelse. Der konkluderes blot følgende:

”Jeres ansøgning har været drøftet på møder i udvalget den 23. november og den 14. og 21. december. På baggrund af udvalgets drøftelser blev det konkluderet, at der ikke er politisk flertal for at etablere Den Frie Læreruddannelse i Herning. Udvalget vil derfor ikke på baggrund af jeres ansøgning bede ministeren om at skabe lovhjemmel til etablering af uddannelsen.”

Det er på en måde lidt paradoksalt, at man på den ene side tvinger universiteter til at flytte uddannelser til provinsen, men når provinsen så selv foreslår en ny, selvstændig og gennemarbejdet institution, så bliver det afvist ved kasse 1. Det tyder på, at vi er i ideologisk terræn.

Jeg har en halv teori, som jeg lige kan lufte, og som kan være en del af forklaringen på afvisningen: Det er jo nok de radikale, der har været tungen på vægtskålen. Her har man sådan set været for et frit lærerseminarium, men man har været skeptisk over for at lægge uddannelsen i Herning. Denne skepsis har åbenbart vundet. Hvorfor mon? Jo, måske fordi den tidligere landsformand for de radikale, Svend Thorhauge, her i efteråret forlod sin stilling i partiet for, pr. d. 1/12- 2021, at tiltræde som chef for læreruddannelsen i UC-VIA, som jo har ansvar for læreruddannelserne i Silkeborg og Nr. Nissum, som jo ligger tæt på Herning. Mon ikke Thorhauge har snakket med sine gamle venner i partiet? Dermed er ”skepsis” blevet til ”vished”.

VIA har stor magt i det midtjyske og har været stærkt imod etablering af klassiske seminariestrukturer og imod hele den dannelsessammenhæng, som det frie seminarium er et udtryk for. Og faktisk forsøgte VIA for få år siden decideret at nedlægge Nr. Nissum-uddannelsen.

Så det er denne organisationsinteresse, som Thorhauge nu er blevet en del af, og som han kan forstærke via sine forbindelser til de radikales ledelse. Men som sagt: Det er blot en hypotese.

Nu må man så finde et andet sted til den frie læreruddannelse. Måske Sønderjylland? Eller måske Vestsjælland? Bare som eksempler. Men så bliver de vel sure i f.eks. UC-syd, som jo har en station i Haderslev? Hvad vil von Oettingen, som er rektor for UC-Syd, sige til det? Måske giver det lidt splid inde i UC-maskineriet? Det må man håbe. De farlige højskolefolk svæver som kinesiske flagermus og spreder dannelsesskræk.

I Skolemonitors dækning er især Uffe Elbæk begejstret for afslaget. Elbæk sad jo i Mandag Morgens Kompetenceråd i 1998 og tilhører derfor den konkurrencestatsinspirerede del af det, som senere blev til partiet Alternativet, hvis øvrige rester ellers har støttet seminarieinitiativet, hvis jeg har forstået det ret.

Elbæk siger også, at hele emnet nu er dødt, altså ikke blot det konkrete initiativ i Herning, men alle former for private læreruddannelsesinitiativer. Men folketingsudvalgets formuleringer ovenfor giver ikke grundlag for en sådan fortolkning, synes jeg? Nu må vi se i de kommende dage, hvem der har misforstået hvad. Men vi skal nok på den anden side af et valg, og hvem ved så, hvem der har kræfter til et nyt initiativ?

Uffe Elbæk vil have mere frie tøjler for professionshøjskolerne, som jo er etableret med udgangspunkt i konkurrencestatsideologien, som Elbæk selv har været med til at fremme. Dvs. at han vil have mere centraliseret konkurrencestatsdecentralisering. Det står i stik modsætning til den egentlige alternative sjæl, dvs. en syntese mellem natur og kultur.

PS: Tilføjet nogle dage senere: Svend Thorhauge lagde dagen efter et indlæg på FB, hvor han forsøgte at tale Herning-sprog, selvom hans egen institution har gjort alt for at kritiserer tankerne bag Herning-initiativet. Dette paradoks bestyrker min hypotese, som jeg ser det.

https://skolemonitor.dk/nyheder/art8540610/Politisk-flertal-giver-d%C3%B8dsst%C3%B8d-til-ny-og-fri-l%C3%A6reruddannelse-i-Herning

Link til Svend Thorhauges fb-opslag fra d. 23. december: https://www.facebook.com/SvendThorhauge/posts/341532787797274

 

50. d. 3. februar 2022: Ny bog om pædagoguddannelsen

Det er ikke kun læreruddannelsen, der er til løbende diskussion. Det samme gælder pædagoguddannelsen.

Der er netop udkommet en debatbog om emnet ”God og dårlig pædagoguddannelse”, som indeholder ”18 skarpe tekster om landets største videregående uddannelse”, som det hedder i undertitlen.

Der foregår mange interessante ting i bogen, som indledes med et flot manifest, der gør radikalt op med den pædagoguddannelse, som har udviklet sig siden midt-00’erne. Manifestet lægger vægt på formål, frihed og fag.

Der er også mange spændende tekster; f.eks. åbningsartiklen, som er skrevet af den nok førende forsker inden for feltet, den tidligere seminarielærer ved Jysk Pædagogseminarium, Karsten Tuft.

Karsten Tuft skriver, at pædagoguddannelsen udspringer af det civile samfunds opdragelsesprocesser, som især landets kvinder arbejdede med, og som staten efterhånden så velvilligt på. Denne proces fik stor betydning for demokratiets og pædagogikkens udvikling.

Dertil kommer, at Tuft placerer pædagoguddannelsen som en central del af den demokratiske udvikling omkring grundlovens frihedsparagraffer, især §71, som stadfæster den personlige friheds ukrænkelighed. Og der er bestemt ikke tale om nyliberalisme her. Det er snarere tale om demokratisk-liberale-humanistiske erklæringer, der trækker på hele efterkrigstidens kulturudvikling. Tufts samtidige interesse for leg og tradition gør ham altid interessant at læse.

I en note om sin tese definerer Tuft forskellen mellem demokrati og totalitarisme på en måde, som i høj grad forklarer, hvorfor pædagogikken har trange kår under nedlukningens regimer. Ja, Tuft nævner faktisk vaccinationstemaet i denne sammenhæng:

”I et demokrati er skellet mellem civilsamfund og stat, mellem det private og det offentlige, en forudsætning, der adskiller demokratiet fra totalitarismen, hvor dette skel ophæves og det totalitære styre gennemtrænger alt”

En anden af bidragsyderne er Jan Jaap Rothuizen, som er forskningsleder i UC-VIA’s dannelsesgruppe. Han fortæller i en af sine artikler, ”Mellem styring og pædagogik”, om udviklingen fra pædagogseminarierne til de moderne professionshøjskoler. Han kalder det en ”forfaldshistorie”. Han mener, at ”pædagogik blev taget ud af ligningen”, at de moderne UC’er lider af ”forstoppelse”, og at uddannelsen er blevet ”affortryllet”. Der bliver virkelig kritiseret igennem i disse passager.

I to andre artikler arbejder Niels Jakob Pasgaard og Jan Jaap med at revitalisere kundskabsbegrebet, og jeg vil også nævne Hans Henrik Hjermitslevs artikel, som forbinder seminarietraditionen med de grundtvigske linjer. Til sidst vil jeg fremhæve Hans Henrik Hermitslevs og Pasgaards fælles artikel om dannelse, hvor de forbinder de aktuelle dannelsesdiskussioner med pædagoguddannelsens muligheder og tradition.

I en tredje artikel af Rothuizen fremhæves inspirationen fra den tyske dannelsestradition, især fra Herbart. Det er faktisk lidt kontroversielt i denne sammenhæng, fordi mange pædagoger, herunder Karsten Tuft, har haft et meget negativt syn på Herbarts arbejde, der opfattes som et udtryk for en form for sort skole. Det er dejligt, at Jan Jaap her bryder ny grund for den pædagogiske dannelse. Årsagen til, at Rothuizen kan komme frem til disse konklusioner er i min fortolkning hans reviderede og udvidede opfattelse af kundskabsbegrebet. Jeg er dog lidt ærgerlig over, at hans interessante begreb om ”ballade”, som tidligere har fyldt i hans arbejde, er udeladt af analysen. Der er dog rester af begrebet i en artikel, som han har skrevet sammen med Line Togsverd, hvor der tales om de pædagogiske situationers indbyggede ”ustyrlighed” og ”polyfone” struktur. Men i en vis forstand er ”ustyrlighed” det modsatte af ”ballade”, eftersom ”ustyrligheden” jo køber styringens præmis.

Der er også flere andre udmærkede indlæg, men jeg vil holde her.

Det tegner godt for pædagoguddannelsen, hvis disse tanker og deres manifest kan realiseres.

Litteratur:

H.H. Hjermitslev & B.M. Rasmussen & L. Togsverd (red.). ”God og dårlig pædagoguddannelse – 18 skarpe tekster om landets største videregående uddannelse”, DPP Forlag. https://www.werkshop.dk/producenter/85-forlaget-dpp/1097-god-og-daarlig-paedagoguddannelse-/

 

51. d. 7. februar 2022: Højskolen til debat i 1961

For et par måneder siden havde Ove Korsgaard en interessant kommentar i Højskolebladet om en legendarisk debatbog, ”Højskolen til debat”, fra 1961, som ansporede mig til at læse bogen igen. Jeg har linket til Korsgaards kommentar nedenfor.

Selvom man roligt kan sige, at tiden omkring denne bogudgivelse var turbulent, så er det tankevækkende, hvor lidt bogen handler om samtiden og den nære fortid, dvs. besættelsen, den kolde krig, Berlinmuren, kommunismen, demokrati mm..

Bogen handler snarere om forståelsen af 1800-tallet, eller rettere om 1900-tallets forståelse af 1800-tallet, det vil sige ikke mindst om forholdet mellem Grundtvig, Christen Kold, S. Kierkegaard og om nogle af de store højskoleforstandere fra 1860 og frem til 1. verdenskrig.

Så når højskolen inviterer til aktuel debat, så handler det om fortiden. Det er et godt tegn. Året før var den Blå Betænkning for folkeskolen udkommet. Men der var der ingen fortid.

Ove Korsgaard gør opmærksom på, at Askov-læreren, Jørgen Bukdahl, var ”rasende” efter udgivelsen. Det skyldes at hans kritiker, teologen og tidehvervsmanden Kaj Thaning, havde hele to artikler med i bogen, og at den ene af disse artikler har et efterskrift, hvor Thaning rakker Bukdahl ned, uden at Bukdahl blev tilbudt at svare.

Så på den måde er der tale om en Thaning-bog. Det hele emmer af Grundtvigsk tidehverv, dvs. først menneske og derpå kristendom. På den måde bliver højskolen til en kulturskole. Løgstrup slutter af, men han er også Thaning-mand og taler varmt om kunsten. Der er også et indlæg af Gyldendals direktør, Ole Wivel, som understreger tendensen. Det samme gør flere andre indlæg af den ene og den anden højskolemand (der er ingen kvinder).

Men i en vis forstand er Thaning-linjen og dermed bogen også et opgør med fortiden, selvom stort set alle forfatterne er teologer.

Her er min fortolkning af forskellen mellem Bukdahl- og Thaning-linjen:

Bukdahl mener, at højskoletraditionen bunder i forskellige vekselvirkninger mellem især Kold, Grundtvig, Kierkegaard. Ja, han lægger endda vægt på en overordnet lighed mellem Grundtvig og Kierkegaard vedrørende synet på tysk idealisme, på massen og på dannelseseliten. Kold repræsenterer ifølge Bukdahl en slags syntese af Grundtvig og Kierkegaard. På den måde får Bukdahl aftegnet en både pluralistisk og sammenhængende tradition, der hænger godt sammen med hans nynordiske filosofi om forbindelserne mellem national, nordisk og europæiske kulturtraditioner; en reference der ellers kun er sekundært repræsenteret i bogen via nogle ret negative referencer til Holger Begtrups og CPO Christiansens stort anlagte historiesyn. Så der er skam megameget kunst og kultur hos Bukdahl, selvom han ikke er enig med Thanings kulturlinje.

I Askov-forstanderen Knud Hansens artikel fornemmer man lidt samme holdning som Bukdahls. I al fald taler han for, at Kierkegaards syn på ånd kan inspirere til en moderne højskolepraksis, men også til en kritik af moderne psykologi. Han nævner dog ikke Grundtvig og Kold, hvilket er lidt ærgerligt for mit ærinde.

Kaj Thaning mener derimod, at Kold med al sin kristendom ødelagde Grundtvigs livsoplysningsprojekt, og Thaning inddrager ikke rigtig Kierkegaard. Dermed falder ”det kristne” ud af alle tre 1800-talskoryfæer i Thanings fortolkning.

Det er derfor, at højskolen bliver en sekulariseret ”kulturskole” hos Thaning. Vi er havnet lige præcist i den splittelse i læreruddannelsen, som diskuteres helt aktuelt i forbindelse med KLM-faget.

Men Thanings noget grovkornede kritik slår på en måde ham selv i bagdelen. Det skyldes, at hans egen teologiske bevægelse, det såkaldte “Tidehverv”, som blev etableret i 1920’erne, i høj grad bestod af både Kierkegaard- og Grundtvig-inspirerede teologer, dvs. en form for ”lighed mellem G og K” – jf. Bukdahls tese –, men blot under 1920’ernes og skyttegravenes tegn. Ja, i en vis forstand kan man godt anskue 1961-udgivelsen som en form for syntese inden for denne sammenhæng, dvs. som en blanding af kulturinteresse (sekulariseret Grundtvig) og eksistentialisme (Sartre mm.), der blev forstærket efter krigen.

Så på en måde er Thaning selv en slags moderne Kold, hvis man følger Bukdahls logik? En højskoleforstander under Grundtvigs og Kierkegaards åndelige sammenhæng. Blot uden at være ved det, fordi det med ”det kristne” er blevet parkeret?

På den måde får Bukdahl en slags ekstra pointe. Vi taler blot om to forskellige århundredes synteser af livssammenhænge, som måske har endnu dybere strukturelle rødder.

Få år senere – altså i midten af 1960’erne – forlod Grundtvigianerne Tidehverv, hvorfra deres elever, nu uden eksistensen, flød over i den nye venstrefløj, især til SF. Tilbage i Tidehverv havde vi så Kierkegaard-teologerne, som – nu uden kulturhumanismen – to årtier senere dannede Dansk Folkeparti og gjorde op med ”det moderne sammenbrud”.

Jeg hepper selv på Bukdahls synteser og mere gamle dage, så fremtiden kan blive til noget.

Men herlig bog. Kunne man ikke lave noget lignende for læreruddannelsen? Altså: ”Læreruddannelsen til debat”?

Men det skal i så fald ikke være et temanummer i professionshøjskolernes magasin om læreruddannelsen, som hedder ”Studier i læreruddannelse og profession”. Hvorfor ikke? Nej, fordi man i dette blad nu stiller formelle krav om, at forfatterne skal lave et ”metodeafsnit” og et ”state of the art”-afsnit, så ”debatten” kan ligne nogle UC-bacheloropgaver. Herre Jemini!

https://hojskolebladet.dk/nyhedsarkiv/2021/dec/ove-korsgaard-bogen-hoejskolen-til-debat-afspejler-en-vigtig-strid-som-har-traade-langt-tilbage-i-hoejskolens-historie

 

52. d. 7. februar 2022: Ny udvikling i diskussion om dannelse og KLM-faget på læreruddannelsen

Først lavede folk med rødder i landets dannelsestraditioner et forslag om et frit lærerseminarium i Herning, hvor alle landets pædagogiske linjer – den grundtvigske, den didaktiske og den reformpædagogiske – kunne vekselvirke i fuld dybde og udsyn. Under forslaget lå en stærk kritik af UC’ernes pædagogiske ideologi, som især udviklede sig mellem 2006 og 2013.

Folketinget afviste forslaget af mere eller mindre uransagelige grunde. Det skete i december 2021.

Nærmest samtidig, i slutningen af november 2021, kom der så et forslag fra nogle af feltets interesseorganisationer – DLF, de lærerstuderende, KL og professionshøjskolerne -, også kaldet ”udviklingsgruppen”. Det var en slags ministerielt bestillingsarbejde.

Dette forslag accepterede den grundlæggende instrumentalisering fra 2006/2013, men den opnormerede også især kvaliteten af det didaktiske element. Dertil kom, at gruppen ville nedlægge faget Kristendomskundskab, Livsoplysning og Medborgerskab (KLM), som udgjorde resterne af seminarietraditionen. Faget overlevede med nød og næppe 2013-reformen, og nu skulle det altså væk igen.

Alexander von Oettingen havde tydeligvis haft stor indflydelse på gruppens arbejde. Han funderer dannelse i ”undervisning” i en mærkelig form for modsætning til kulturhistorien; en modsætning, som ikke fungerer i dansk skoletradition efter min mening.

Udviklingsgruppens rapport fik så især Lene Tanggaard og Keld Skovmand op af stolene i en række grundige kronikker i Kr. Dagblad, og Tanggaard svingede også taktstokken på sidste uges Folketings-høring om læreruddannelsen, godt bakket op af censorformanden for KLM, Lakshmi Sigurdsson, og flere andre. Von Oettingen og andre UC-folk forsvarede sig efter bedste evne rundt omkring. KL og DLF deltog ikke i høringen, mens de lærerstuderende støttede Udviklingsgruppens forslag. De mente, at forslaget indeholdt KLMs emner, hvilket jeg nu på ingen måde er overbevist om.

Men nu skifter to af de organisationer, som var med i udviklingsgruppen, mening. De er blevet berørt af kritikken. Det gælder især de lærerstuderendes organisation, hvor den dygtige formand, Caroline Holdflod Nørgaard, nu ligefrem taler for et udvidet KLM-fag, der både skal samle seminarietradition og didaktik. Nørgaard ledsager sin nye holdning med en hyldest til seminarietraditionen og med en barsk kritik af professionshøjskolernes ideologi. Hun siger til folkeskolen.dk:

“Der er også brug for, at der tages politisk ansvar for, at de bygninger vi går i, faktisk skaber et læreruddannelsesstudiemiljø. De nye campusser er bare store betonbygninger med hvide vægge og meget lidt fokus på, at vi er lærerstuderende (…) Og samtidig bør man se på, hvordan vi kan få genetableret den lokale læreruddannelsesrektor, som kan være en autoritet og markant meningsdanner i forhold til, hvordan de lærerstuderende skal uddannes. De lærerstuderende har brug for én at spille bold op ad”.

Nørgaard taler for en form for statslig baseret friskolemodel, som jeg ser det i en gammel seminarieånd. Det er skønne ord.

Danmarks Lærerforening lader til at følge trop efter Holdflod Nørgaard, dog på en nærmest dvask måde. Formanden, Gordon Ørskov Madsen, siger følgende, også til folkeskolen.dk:

“Det er fint at slå de fag, som vi foreslår, sammen. Hvis det kan være en løsning, så kan jeg godt se, at det kan fungere. Om det skal hedde KLM eller noget andet er ikke så afgørende. Jeg hører, at politikere og folk fra uddannelsesverdenen mener, at det er vigtigt, at faget hedder KLM. For mig er det ikke vigtigste. Men hvis det kan være det, der samler, så mener jeg godt, at det kan være en farbar vej.”

Ørskov Madsen virker blød og holdningsløs. Og om han er enig med Caroline Holdflod Nørgaard i den meget kritiske vurdering af professionshøjskolerne, får vi heller ikke at vide. Han har mest været optaget i at indføre mundbind i skolerne og i at omdanne skolerne til små coronaorganisationer, er mit indtryk.

Så nu er udviklingsgruppens forslag splintret?

Så hvad nu? En ny rapport?

Spændende at høre, hvad de andre aktører siger til denne udvikling.

Links:

Dagens artikel fra folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/laererstuderende-aendrer…

Mere om udviklingsgruppens udspil med links mm.: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af…

Lidt om Herning-initiativet: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om…

Folketingshøring om dannelse, d. 1. februar: https://www.ft.dk/da/aktuelt/nyheder/2022/02/01022022-ufu-dannelse-laereruddannelse

 

53. d. 21. februar 2021: Aarhus Universitets forslag om læreruddannelse og ”kandidat i velfærd” i 2007-10.

I det følgende vil jeg omtale en tråd i den nyere pædagogiske historie. Nemlig historien om, hvordan en kuldsejlet læreruddannelse satte sig i konkrete afskedigelsesbegrundelser. Undervejs kommer jeg ind på det ene og det andet, som jeg selv synes er interessant.

A. AU’s forslag om læreruddannelse i 2007

I september 2007 ansøgte Aarhus Universitet om at lave en læreruddannelse; en ”5-årig akademisk læreruddannelse”, som det hed. Ansøgningen blev godkendt af Akkrediteringsrådet, men efterfølgende afvist af politikerne.

Forslagets faglige referencer var et opgør med pædagogisk tradition. Der var lidt til OECD og EU-kommissionen samt til nogle evalueringsrapporter. Dertil en enkelt reference til den tyske didaktiker Andreas Helmke, hvis tekniske didaktik dengang havde stor indflydelse i systemteoretiske kredse. Desuden var der en kort reference til en artikel af den indflydelsesrige systemteoretiker, Jens Rasmussen, som jo også stod for evalueringen af den statslige læreruddannelse i 2012, som var tømt for dannelsesindhold.

Den allermest centrale reference er dog samme Jens Rasmussens bog ”Viden om uddannelse”, som han skrev i 2007 sammen med Claus Holm, som dengang var kommunikationsmedarbejder på DPU, og den daværende prodekan på DPU, systemteoretikeren Søren Kruse. I det hele taget spiller Niklas Luhmanns systemteori den helt afgørende rolle i denne bog. Filosoffen og teologen Peter Kemp, som havde været institutleder for Pædagogisk Filosofi på DPU, skrev et sted, at bog var ”antifilosofisk”, og det har han ret i, synes jeg.

Udspillet fra Aarhus Universitet trækker da også helt klart på en eller anden kombination af Rasmussens/Holms/Kruses pen. F.eks. i følgende ”dannelses”-ideal, hvor den omtalte reference optræder direkte:

”De kommende lærere skal være i stand til at lade deres praksis lede af forskningsviden og at kunne analysere deres egen praksis. Det indebærer, at viden (faglig, fagdidaktisk og pædagogisk) bør være den styrende faktor for progression i uddannelsen og ikke praksis/praktik, som det er tilfældet i den nyligt vedtagne læreruddannelseslov. Det indebærer endvidere progression mellem uddannelsens teoretiske, vejledende del og uddannelsens brugbarhedsorienterede praksisdel (Rasmussen et al. 2007).”

De systemteoretiske distinktioner er over det hele, vel at mærke i kombination med et totalt opgør med læreruddannelsens tradition og praksis, f.eks. ”den nyligt vedtagne læreruddannelseslov”, som det spydigt og reduktionistisk hedder.

Hvordan ser faget pædagogik ud i udspillet? Her er nogle markeringer:

”Undervisningen i de pædagogiske fag er rettet mod en profession. Det indebærer, at relevans og anvendelighed af de teorier og forskningsresultater, der inddrages i undervisningen, ekspliciteres, så det står tydeligt for de studerende.”

Så altså ”relevans og anvendelighed” over hele linjen.

Og videre:

”Det pædagogiske område i uddannelsen indeholder elementer fra det pædagogiske, psykologiske og sociologiske felt. Inden for det er læreplansteori, herunder målbeskrivelser, faglige standarder, progression, samt evalueringskriterier, evalueringsformer, udførelse af evaluering og karaktergivning/skriftlige udtalelser i fokus. Endvidere er udarbejdelse af undervisningsplaner, valg og vurderingskriterier for undervisningsmaterialer væsentlige elementer”.

Dertil nævnes elevplaner, portofolier og disses ”betydning for kommunikations- og læreprocesrefleksioner”.

Så altså ”evaluering” og målstyring over hele linjen. Især ”evaluering”.

Vi ender altså med et totalt opgør med dansk læreruddannelsestradition, som reduceres groft via referencen til 2006-loven. I stedet indsættes evaluering, relevans, målstyring og anvendelighed, som jo blev centrale begreber efter 2006, hvor Globaliseringsrådet og i videre forstand ”Skolerådet” for alvor ændrede strukturen i dansk pædagogik. Skolerådets rigtige navn var faktisk ”Rådet for Evaluering og kvalitetsudvikling”. Her sad to nationaløkonomer, en systemteoretiker og Niels Egelund, som jo helt havde købt præmissen.

B. DPU’s forslag om Kandidat i ”velfærd” i 2009

Som sagt blev AU’s forslag ikke realiseret, men i de efterfølgende år satte tankegangen sig stærkt i DPU’s udvikling, ikke mindst via den nye dekan, Lars Qvortrups, ledelse fra december 2007. Her forsøgte man f.eks. i efteråret 2009, anført af prodekan Søren Kruse, som jo var medskribent på ”Viden om uddannelse”, at omdanne alle DPU’s uddannelser til en samlet ”velfærdskandidat”.

Denne nye uddannelse i “velfærd” var baseret på ”kvalitet, produktivitet og effektivitet”, som skulle relateres til ”arbejdsmarkedet” på en ”relevant” måde. Uddannelserne skulle ”performe” bedre og give bedre ”indtjening”, hed det.

Faktisk er ”en ny læreruddannelse” også nævnt i dette forslag, så måske var det stadig et issue på det tidspunkt, altså i 2009? I hvert fald markerer referencen, at der en sproglig og ideologisk forbindelse mellem de to uddannelsesforslag.

Her følger “velfærdskandidatens” definition af forslagets centrale begreber:

Ved ”kvalitet” i uddannelsen forstås, at ”de studerende opnår læringsresultater forstået som kvalificering”.

Ved ”produktivitet” i uddannelsen forstås, at de studerende ”gennemfører uddannelsen på normeret tid”.

Ved ”effektivitet” forstås, at ”uddannelsen kan gennemføres, således, at der er sammenhæng mellem graden af mål og opfyldelse (kvalitativt og produktivt), de ressourcer, der er til rådighed, og de ressourcer, der anvendes på uddannelsen.

Sproget er som en mur. Det er som om, at ingenting findes.

Omkring 2007-10 handler læreruddannelse og pædagogisk forskning altså om relevans, evaluering, anvendelighed, kvalitet, produktivitet og effektivitet. Alt andet ligger brak. Der er heller ikke noget om emner som klima, bæredygtighed, køn eller IT. De kom først senere, hvor de kunne bygge videre på 00’ernes tomhed.

Velfærdskandidaten lagde også op til at ”revidere eksisterende kandidatuddannelser” og til at etablere en ”ny bacheloruddannelse i uddannelsesvidenskab”. Så der var nervøsitet i DPUs kroge.

Men heller ikke ”velfærdskandidaten” blev gennemført i den angivne form. De gamle kandidatuddannelser fra DPUs etablering i 2000 forblev intakte.

Uddannelsesvidenskaben effektueredes dog i 2010 som en mærkelig blanding af Foucaults kritiske termer og systemaffirmativ ideologi. Samtidsdiagnostikerne, som jo også var Foucault-folk og elever af Lars-Henrik Schmidt, løb derfor hen til uddannelsesvidenskaben, hvor de mest filosofisk indstillede af dem formodentlig har det svært i dag, fordi denne uddannelse jo var stiftet ud af selvsamme neoliberale diskurs, som man hævdede at gøre op med. Der kom faktisk en bog fra miljøet fra 2017, som er tankevækkende. Især når man kender til baggrunden.

C. Næste “uddannelsesreform”

Uddannelsesvidenskaben blev altså til virkelighed med velfærdskandidaten som det ideologiske grundlag, mens det første tema – altså den generelle revision af de eksisterende kandidatuddannelser – ikke blev til noget.

Og dog: Den systemteoretiske og – som det fremgår – stærkt teknokratiske ledelse havde et horn i siden på filosofien. Få måneder efter ”velfærdskandidaten”‘s kollaps, forsøgte ledelsen systemteoretiske ledelse i februar 2010, sammen med en ny samtidsdiagnostisk mellemleder, at omdanne kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi til en uddannelse i samtidsdiagnose. Efter omfattende protester mislykkedes også denne aktion.

D. Fyringsvarsler

Men det var ikke slut. Da man ikke kunne komme igennem med sin uddannelsesreform, forsøgte ledelsen, igen sammen med den samtidsdiagnostiske mellemleder, i april 2010 – altså blot en måned efter – at afskedige tre pædagogiske filosoffer, fordi deres forskning angiveligt ikke skulle være ”relevant”, som det hed.

Dermed var et af ordene, altså “relevans”, som jo spillede en stor rolle i både uddannelsespolitikken generelt og i læreruddannelsesforslaget fra 2007, omdannet til en særdeles materiel effekt. En af de fyringsvarslede filosoffer, Asger Sørensen, har beskrevet processen i bogen ”Asger Sørensen går på universitetet” fra 2020. Bogen er virkelig interessant.

På en måde udgør disse fyringsvarsler resterne fra de mange tidligere tab, først tabet af læreruddannelsen, derpå af velfærdskandidaten og dernæst af DPU’s lokale “uddannelsesreform”.

Men Qvortrup kom heller ikke igennem med fyringerne, blandt andet pga. Peter Kemps ihærdige engagement i sagen. Til sidst gav Qvortrup op. Han forlod posten som leder i 2011. Siden forlod han DPU. Men han vendte tilbage i 2016 som leder af et nyt Nationalt Center for Skoleforskning, hvor både Holm, som nu selv var blevet leder, og Rasmussen bidrog til løjerne, som lå 100% i forlængelse af de tidligere processer.

Referencer:

Aarhus Universitet: Ansøgning om godkendelse af ny akademisk lærerbachelor, d. 28/9-2007.

Akkrediteringsrådets godkendelse af AU’s læreruddannelse og ministeriets afvisning, 2008: https://akkrediteringsraadet.dk/wp-content/filer/afgoerelser/Aarhus_Universitet_akademisk_laererbachelor.pdf

Søren Kruse: Uddannelsesreform: Velfærdskandidat – omsorg, læring, uddannelse, 4/9-2009.

Referat fra åbning af Nationalt Center for Skoleforskning: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk-nedsmeltning-nationalt-center-for-skoleforskning.html

Asger Sørensen (2020): ”Asger Sørensen går på universitetet – scrabbog fra omvæltningerne”.

Rasmussen, J. & Kruse, S. & Holm, C. (2007). ”Viden om uddannelse – uddannelsesforskning, pædagogik og pædagogisk praksis”, København: Hans Reitzels Forlag.

Ljungdalh, A. mfl. (2017). ”Uddannelsesvidenskab – en kritisk introduktion”, Samfundslitteratur.

 

54. d. 12. marts 2022: Barndom og barnlighed

Er barndommen en tidlig livsfase, som overstås?

Nej, barndommen er mennesket i fuld udfoldelse, og den lever videre inde i alle steder og i alle livsfaser, også hos oldingen på dødens rand.

Der findes ingen virkelig videnskab og ingen social praksis uden leg og omsorg inde i vanerne.

Opdragelse og børnehaver er derfor ikke en “forberedelse” til skolen, men snarere fuldbårne dannelsesprocesser i egen og selvstændig betydning, som giver både mennesket og dets institutioner livsfylde og begyndelse.

Hvis ikke denne proces er vellykket – hvis ikke barnet altid er inde i den voksne – bliver det voksne menneske barnligt, som er usundt, i stedet for “barn-ligt”, som er sundt.

Og hvis de voksne mennesker bliver barnlige, så bliver samfundet også barnligt. Og hvad sker der så, når samfundet bliver barnligt? Så vil det forladte barn styre barndommen og dennes værdier, dvs. alt.

Så barnligheden modnes i samfundet og spreder leg, nysgerrighed og åbenhed i institutioner og socialt liv.

(Inspireret af John Dewey: Democracy and Education, 1916, ch.4: Education as growth)

”With respect to the development of powers devoted to coping with specific scientific and economic problems we may say the child should be growing in manhood.

With respect to sympathetic curiosity, unbiased responsiveness, and openness of mind, we may say that the adult should be growing in childlikeness” (Dewey, s.50)

 

55. d. 14. marts 2022: Nedlukningsskole og avatarer

Lidt nyheder fra skolens verden:

A.

Inspireret af Nedlukningens fjernundervisning har et politisk flertal nu tilladt skolerne at lave helt op til 20% hjemmeundervisning. DLF ser muligheder, og Skolelederforeningen er nærmest begejstret.

Det samme er politikerne. De kalder det ”frihed” eller sådan noget.

Det er en udvidelse af Nedlukningens logik. Konsekvenserne er uendelige. Skolen ender som en algoritme og mister forbindelsen til “forsamlingen”.

B.

I samme genre kan folkeskolen.dk fortælle, at syge børn i København kan deltage i undervisningen via en ”avatar”, altså en form for stedfortræderrobot. Om lidt kan syge lærere gøre det samme. Men hvorfor overhovedet have lærere? Eller elever? Det er også Nedlukning.

C.

Endelig kan man læse, at Undervisningsministeriet har fået ny departementschef, Kent Harnisch. Han er importeret fra Finansministeriet, hvor han har arbejdet med skolepolitik siden 2012. Det vil sige, at han må have være involveret i skolereformens dybe instrumentalisering af dansk pædagogik.

Ministeren tror på ”stabil drift”, siger hun. Men ingen drift er uden ideologi, og Finansministeriet er fjende af pædagogikken.

I 2013 stod der statistik-økonomi på nedlukningen. I dag står der statistik-biopolitik. Det er negativ social arv.

Links:

Om foreningernes respons: https://www.folkeskolen.dk/dlf-skoleledelse-skolepolitik-christiansborg/skoleledere-og-dlf-ser-bade-muligheder-og-udfordringer-i-aftale-om-onlineundervisning/4182318

Politikernes respons: https://www.folkeskolen.dk/it-it-i-undervisningen-onlineundervisning/aftale-skoler-far-et-ar-mere-med-ekstra-frihed-og-mulighed-for-onlineundervisning/4182105

Den københavnske robot-ordning: https://www.folkeskolen.dk/fravaer-it-kobenhavn-kommune/kobenhavn-vil-bruge-robotter-for-at-spare-pa-sygeundervisning/4182730

Ny departementschef i UVM: https://www.folkeskolen.dk/…/borne-og…/4182292

 

56. d. 9. marts 2022: Tiden står stille i Rudersdal Kommune: Læring overalt.

Hvis nogen gik og troede, at læringsrevolutionen var afblæst, så skal de lige besøge Rudersdal kommune, som allerede i 2015 var blandt frontløberne med store AP Møller-bevillinger til Synlig Læringsprojekter. Her står tiden stille.

I et aktuelt opslag søger kommunen en afdelingsleder på en lokal folkeskole. I det korte jobopslag, der fylder ca. en side, optræder ordet ”læring” hele 16 gange.

Klikker man ind på kommunens skolepolitiske papirer, står der stadig synlig læring og læringsmålstyring over det hele.

Kommunen er totalt upåvirket af tidens diskussioner, og alt er som i 2015. Det er som om, at revolutionen står helt stille.

Links:

Jobopslag: https://www.laererjob.dk/resultat/paedagogisk-afdelingsleder-til-troeroedskolen-lja-83280246.aspx?jobId=LJA-83280246

Kommunens skolepolitik: https://skole.rudersdal.dk/skole/temaer/laere-laere

 

57. d. 20. marts 2022: Beskedenhedens problem

En lærer ved kun, hvad han ikke kan. Det skyldes, at pædagogik og undervisning er svage aktiviteter, som undersøger elevernes opmærksomhed og tilsynekomst i kulturens arvemateriale. Effekten heraf er uforudsigelig. Det er “ansvar uden viden”, som Gert Biesta siger. Det er den svage pædagogik høje loft.

Derfor er beskedenhed en lærers største faglige dyd. En lærer praler aldrig, ikke fordi, at han er beskeden som person, men fordi han kender sit fags ubestemmelige dybder og processer.

Men når nu samfundet siger, at læreren er dårlig pga. en statistisk test i skraskumslit, så giver det et kæmpeproblem:

Læreren kan ikke sige, at han er god og at hans elever skinner af kompetencer, for så praler han og bryder dermed beskedenhedens bud.

Men læreren kan heller ikke sige, at han er dårlig, for dermed køber han den logik, der siger, at undervisning har statistiske resultater, dvs. at undervisning skulle være stærk og ikke svag.

Læreren her herefter to muligheder for at forsvare sig fag og dettes indbyggede beskedenhed:

1. Han kan vælte narrativet ved kritik og handling.
2. Han kan forblive tavs og indædt i arbejdet med at finde børn og mennesker, han kan undervise, så de kan blive hans elever.

(Inspirationskilder: En blanding af Gert Biesta, Michael Oakeshott og Jacques Ranciere)

 

58. d. 20. marts 2022: KL’s teknologisyn

KL har gang i udviklingen af den helt store databiks. Det foregår i tre led (A-C):

A. Transhumanistisk rapport:

KL’s involvering i de meste radikale sider af teknologibegejstringen kom for alvor til offentlighedens kendskab i 2018. I dette år udgav KL en 200 sider lang rapport, det såkaldte ”teknologispring”. Rapporten var udarbejdet af det kontroversielle og transhumanistisk-orienterede firma, Dare Disrupt Dare Disrupt tog robotificeringen og teknificeringen af samfundet til nye højder.

Man kan læse rapporten her:

https://www.kl.dk/media/15341/kommunernes-teknologiske-fremtid-fuld-version.pdf

B. KL’s ”politik”:

Med udgangspunkt i denne rapport har KL efterfølgende udarbejdet en lang række politiske initiativer, der er samlet i det ene og det andet skrift. Det kaldes for ”politikker”

Her kan man f.eks. læse noget om robotter:

”En robot kan aflaste og bistå medarbejderne i opgaveløsningen og gøre borgerne mere selvhjulpne. Det gælder fx ældre borgere eller borgere med fysiske handicaps. Robotter med kunstig intelligens (læringsrobotter) kan på sigt individualisere og differentiere børn og unges læring og understøtte lærere og pædagogers arbejde.”

Både Dare Disrupts rapport og de forskellige politikker er samlet under overskriften ”politik” på KL’s hjemmeside:

https://www.kl.dk/politik/teknologispring/

C. KL’s ”styring”:

Disse ”politiker”, som altså har rod i Dare Disrupts rapport, har udmøntet sig i et enormt kompleks af administrative systemer, arbejdsgrupper, rapporter og tiltag, som nu skal udvikle og dirigere en omfattende datastyring af hele velfærdsområdet. Man kan læse om det enorme system under ”økonomi og administration” på KL’s hjemmeside. Det er bureaukratisk teknologipoesi for alle pengene:

https://www.kl.dk/okonomi-og-administration/digitalisering-og-teknologi/kommunernes-digitaliseringsprogram/

d. 22. maj udbredes ideologien på et stort KL-træf, hvor alle de mange talere er yderst positivt indstillet: https://tilmeld.kl.dk/kd2022

D. Før 2018:

Allerede i 2017 skrev jeg om KL’s ideologi i dette blogindlæg, hvor der også er links til tidligere analyser af KL’s teknologiske og pædagogiske filosofi:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kls-disruptionsideer-vuggestue-robotter-vr-briller.html

E. Konklusion:

Coronanedlukningen har uden tvivl forstærket den processuelle energi i dette ideologisk-politisk-administrative system, som i de kommende år vil sive ned i de enkelte kommuner, hvorfra ideologien kan omdanne velfærdsområdet, herunder de pædagogiske institutioner, til ukendelighed.

Der er ikke angivet nogle stopklodser fra institutionernes historie og dannelsesmæssige situation i materialet. Det er snarere skolereformens læringsforståelse, der arbejder, som det også fremgår af citatet under punkt C.