”Pissedårlig undervisning” som pædagogisk dyd

Hvad søren? Der var Uren Pædagogik i Politiken i lørdags, og endda stort anlagt på forsiden af kultursektionen! Meget mystisk og højst unormalt. Poul Aarøe Pedersen interviewede Alexander von Oettingen. Og hvilken julefest med masser af gaver under træet. Von Oettingen fortalte om pointerne fra sin nye bog ”Pissedårlig undervisning”, som jeg selv læste i forrige uge.

Jeg blander de to tekster, altså interviewet og bogen, lidt i min indlæg. Min overordnede pointe er, at ”pissedårlig undervisning” både er pædagogisk dårligdom og pædagogisk superdyd, og at denne tvetydighed har en fantastisk kritisk effekt.

I starten af interviewet lyder det hele lidt som den gamle skolereformsfanfare. Lærerne er for dårlige, de ”leverer” ikke, som PAP kalder det, og de gider sgu ikke engang tale om det, og skolepolitikken er præget af ”zig-zag-kurs” osv. ud af omfartsvejen. PAP kan næsten ikke komme ud af sit skolereformslæringssprog. Han tror, at pissedårlig undervisning er en underafdeling af skolereformens ”fremragende undervisning” og dermed jo et argument for endnu mere skolereform. I den logik skal man af med det pissedårlige, og al den dejlige pædagogik ender som endnu mere ”fremragende” tomgang.

Men snart bliver det klart, at von Oettingen er ude i et generalopgør med skolereformens ”fremragende undervisning”, og efterhånden må PAP lade stå til og lade de skønne sætninger flyde. Det, som PAP tror er ”pissedårlig undervisning”, er det stik modsatte end von Oettingens syn på sagen, som er, at pissedårlig undervisning er en dyd. Den pissedårlige undervisning bliver dermed et slags tvetydig brækjern, der kan flænse reformsprogets hegemoni op med rode. Det er genialt, det der! Lad os se lidt nærmere på det hele.

 

1. Mest om bogen:

Forløberen til skolereformen var Antorinis skrækkelige initiativ Ny Nordisk Skole. Her talte man om ”fremragende undervisning” i tide og utide. Betegnelsen hang sammen med ”verdensklasse” og alt det andet nysprog, og den var endda kommet ind i karaktersystemet, hvor karakteren 12 står for ”fremragende undervisning med ingen eller få uvæsentlige mangler”. Hele dette tomme og undertrykkende vokabular har haft store ødelæggende konsekvenser for vores pædagogiske sektor.

Von Oettingen har fint blik for dette. I et andet interview fra maj 2019 taler han ligefrem om, at ideen til pissedårlig undervisning stammer fra, at UC-sektoren ville tvinge ham til at lave en folkemødedebat om ”fremragende” undervisning, hvilket han nægtede. ”Pissedårlige undervisning” i skolereformens forstand – altså ”det fremragende” – ender dermed som ”pissedårlig undervisning i millionklassen” (s. 39).

Men denne form for ”pissedårligdom” er altså skolereformens version af sagen. Den virkelige ”pissedårlighed” er pædagogisk, hvilket i Oettingens pen er en stor og stærk dyd. Overskriften på bogens kapitel 1 er ligefrem: ”Det fremragende findes ikke”. I stedet får vi følgende beskrivelse af pissedårlig undervisning, altså nu som dyd:

”Det bedste, sublime eller fremragende er ikke pædagogisk interessante begreber. Det anderledes, skæve forunderlige, uventede, betagende, paradoksale og angstprovokerende er langt tættere på pædagogikkens virkelighed. Alt det fortæller os nemlig, at her er noget på vej, der er ved at finde sin form; noget eksperimentelt, som er større, end vi regner med, fordi det gør indtryk og sætter aftryk” (s. 16)

Det ”pissedårlige”, som umiddelbart virker som en underdanig underafdeling til ”det fremragende”, gøres til en dyd, der latterliggør det ”fremragende”.

Den gode pissedårlige undervisning har faktisk også en teori, nemlig den såkaldte ”negative pædagogik”, som Oettingen beskriver sådan her:

Negativ pædagogik… ”er skeptisk overfor alle former for ren og uren pædagogik, idealisme, normativitet, illusioner og utopier. Den er negativ og skeptisk overfor pædagogisk praksis, teori og forskning, der ophøjes og ophedes. Negativ pædagogik er en radikalisering på godt og ondt, og uden sikkerhedsnet” (s.22)

Oettingen mener, at hans negative pædagogik står i modsætning til uren pædagogik, men deri tager han fejl. Den negative pædagogik er tværtimod et supereksempel på uren pædagogik som sådan, og den er selvfølgelig både ”idealistisk og normativ”, blot på et andet niveau.

Endvidere trækker von Oettingen på en interessant fortolkning af Sokrates’ ”daimon”, dvs. Sokrates’ indre filosofiske stemme, som ”advarer ham”, og som ifølge von Oettingen er en særlig negativ kraft i pædagogikken, som man skal værne om. Von Oettingen siger direkte: ”Pissedårlig undervisning er pædagogikkens daimon”. Den negative pædagogik er altså i virkeligheden en filosofisk og moralsk praksis, som er det stik modsatte af ”fremragende undervisning” og moralisme. Derfor ender von Oettingen med at tale om utilstrækkeligheden, tvangen, det kunstige og tænkningen, som pædagogikkens grundlag.

Det er skønne lyde, hvis man er vild med pædagogik. Pissedårlig undervisning er ”undervisning uden illusioner”, som det hedder (s. 55). Vi er faktisk tæt på både Martin Luther og Søren Kierkegaard i nogle af disse passager. Det er en form for tidehvervspædagogik.

Det er også værd at nævne, at von Oettingen modstiller lærerne i de to film ”The Wave” og ”Døde poeters klub”. The Wave svarer ifølge von Oettingen til Tvind og til ”innovativ” og ”praksisnær undervisning”, hvilket i hans beskrivelse kommer til at lyde som en moderne professionshøjskole. Derimod er John Keatings vidunderlige lærer i ”Døde poeters klub” indbegrebet af den pissedårlige undervisnings filosofiske dyd.

Men al denne herlige illusionsløse og nærmest hæmningsløse negativitet er på ingen måde kynisme. Det fremgik allerede i referencen til ”Døde poeters klub”. Og læs f.eks. også denne passage, som trækker på tyskeren Hartmut Rosas sociologi:

”Skolen er et sted for meningsfyldte resonanserfaringer, der gør eleverne og deres verden en lille smule større (Rosa 2018). I skolen skal eleverne kunne gå i resonans med klassekammeraterne, lærerne og et interessant indhold. Fagene og undervisningen er resonansakser, der åbner for nye erkendelser af og erfaringer med verden. Undervisningens resonans kan antage mange former: Romanen, som man læser sammen, eller historiske begivenheder, som man hører om, åbner sig og fører én til andre verdener og steder. Projektet, som man arbejder sammen om, eller den musical, som man opfører giver værdifulde oplevelser. Kæresten, som man kysser i skolegården og vennerne, som man leger med, gør en forskel af enorme dimensioner. Det giver alt sammen genklang og resonans” (s. 69)

Indimellem falder von Oettingen ned som et lam. Det sker f.eks. i forbindelse med inddragelsen af systemteoretisk sociologi, der desværre stadig præger ham i en form for 2000’er-rest, i hans totale mangel på forståelse for den grundtvigske/reformpædagogiske virkningshistorie og for skolens formåls betydning samt ved en lejlighedsvis forveksling af ”pissedårlig undervisning” som dyd med dårligdom, hvormed han jo ryger i ”fremragende”-grøften. Men hovedlinjen er, som jeg har beskrevet det.

 

2. Mest om interviewet:

Her er nogle af von Oettingens pointer fra interviewet i Politiken:

Von Oettingen kritiserer i artiklen sin egen sektor, dvs. professionshøjskolerne, som har været for pissedårlige til at ”kombinere en fagfaglig dybde med en tæt kontakt med folkeskolens praksis”. Det må være rene bandeord på Politiken. Det er i hvert fald bandeord på DPU, skal jeg hilse at sige.

Han kritiserer også læreruddannelsesreformens 1:1-ideologi om forholdet mellem teori og praksis. Han taler for, at seminarierne skal huske at være ”fjern fra praksis”. På den måde får lærerlivet og undervisningen sit eget formål. Faktisk havde læreruddannelsen sit eget lovbeskrevne formål helt frem til 2012. I andre sammenhænge har von Oettingen forsvaret folkene og tankerne bag den nye læreruddannelse. I lyset af ovenstående markeringer er det svært at forstå.

Von Oettingen kritiserer også kommunerne for deres lemfældige omgang med ”uddannelseskoncepter og digitale læringsprogrammer”. I bogen siger han, at ”fornuften er – digitalt – sat ud af kraft” (s. 85). Han kritiserer i det hele taget digitaliseringen for dens meget fokus på hastighed og effektivitet. Han taler i stedet for, at læring har brug for ”tid, langsommelighed, gentagelse, afprøvning, fejl og muligheden for at fordybe sig”, og han vil have lærerne til at tale og diskutere alle disse ting i pædagogiske fællesskaber. Den aktuelle symbiose mellem kommunal ideologi og dataficeret Silicon Valley-begejstring er virkelig skræmmende. Derfor er det skønne ord, som von Oettingen får afleveret heromkring. Det er pissedårlig undervisning som den fineste dyd. Jeg kalder det bare uren pædagogik.

Da Danske Professionshøjskoler skulle dele interviewet på twitter.com, skrev de følgende utrolige ledsagertekst: “”Pissedårlig undervisning” skal bl.a. løses ved at prioritere et tættere partnerskab mellem kommuner og læreruddannelsen, så de lærerstuderende hele tiden er i kontakt med praksis på skolerne”. Det siger alt om perspektivet.

Von Oettingen kritiserer desuden den såkaldte output-styring, som han mener er gået alt for vidt. Kan I huske skolereformens store slogan og effekt? ”fra input til output”, også kaldet ”fra undervisning til læring”? I stedet vil han have de grundlæggende pædagogiske spørgsmål på banen: ”Hvad skal de lære i skolen, hvorfor skal de komme i skole, og hvad skal vi give videre til næste generation af værdifuld viden og værdier?”, hvilket man jo i parentes bemærket ikke kan svare på, uden at komme ind på de emner som Oettingen lige har overladt til ”utopierne”, f.eks. grundtvigianismen og skolens formål. Men Oettingen er altså imod skolereformens individualiserede ”output-læring”, også kaldet ”læringsmålsstyring”, som han i bogen omtaler som ”pissedårlig undervisning udpindet til mindste målhierarki og sat ind i digitale algoritmer”. Oettingen mener at denne tankegang hænger sammen med ”konkurrencestatens filosofi”, som i bogen omtales som ”ren DDR-pædagogik” (s. 81-82).

Han vil – igen i artiklen – tilbage til ”dansk skoletradition”, der har ”klassen og fællesskabet og en dialogisk praksis som bærende fundament”. Her er der lærerhøjskole, Grue-Sørensen og Herbart for fuld skrue. Det er herligt.

Endelig taler von Oettingen for mere disciplin over for det, som han metaforisk kalder for ”de onde børn” og ”de onde forældre”, som på forskellige måder ødelægger det pædagogiske fællesskab og ligefrem kan ”forvandle klasseværelset til en krigszone”.

AvO har følgende hyldest til Danmarks pædagogiske tradition, som jeg citerer i fuld længde, eftersom jeg ikke kan sige det bedre selv:

”Den største systemfejl – som digitaliseringen i en vis forstand er en udløber af – er, at vi alt for ukritisk har giftet os med en globaliseringsuddannelsestænkning, en OECD-tænkning. Vi har fået et overdrevet fokus på PISA og nationale testresultater. Det er, som om vi i den proces helt har glemt at tage den danske uddannelsestradition alvorligt. Vi har i hvert fald overset, at OECD-systemer netop ikke løfter vore egenartede uddannelsessystem. Det er en global uddannelsestænkning uden sans for national uddannelseskultur. Den samme pissedårlige undervisning world wide”

Til sidst virker PAP helt tavs. Det er som om, han har lært noget. Men på en måde har han valgt en forkert overskrift til sit interview, som er ”Der er alt for meget pissedårlig undervisning i den danske folkeskole”. Det er jo kun von Oettingens analyse af overfladen. I virkeligheden skulle der have stået: ”Der er alt for lidt pissedårlig undervisning i den danske folkeskole”.

Det eneste problem med Oettingens heltemodige indsats kan være, hvis han bruger dobbelttydigheden i ”pissedårlig undervisning” til at tale med to tunger i uddannelsesdebatten i stedet for at radikaliserer sin negative pædagogik direkte ind i UC-sektoren og skoleverdenen. Han må fortsætte sit store kritiske og pissedårlige arbejde med at smadre den ”fremragende undervisning”, som jo slet ikke eksisterer, men som alligevel har fået lov til at undertrykke pædagogikken på en larmende måde, ikke mindst i UC-sektoren og i læreruddannelsens baggrundstekster.

Endelig vil jeg sige, at undervisningsminister, Merete Riisager, som fratrædelsesgave forærede ”Pissedårlig Undervisning” til den nye minister, Pernille Rosenkrantz Theil. Det var velvalgt, for Rosenkrantz Theil er inspireret af velfærdsøkonomen James Heckmann, som desværre fører lige lukt i kanalen for fremragende undervisning.

Forfatteren Knud Romer – som også er en slags poetisk skoletysker – har skrevet et engageret og levende forord til bogen.

 

Referencer:

Oettingen, A.v. (2019). Pissedårlig undervisning, Hans Reitzels Forlag.

Pedersen, P.A. (2019). ”Der er alt for meget pissedårlig undervisning i den danske folkeskole”, Politiken, d. 23. juni.

Den nye undervisningsminister får overrakt ”Pissedårlig undervisning” af den gamle: https://skoleliv.dk/nyheder/art7274313/Rosenkrantz-Theil-varsler-en-anden-vej-end-Riisager

Oettingens oprør med den fremragende undervisnings tvang i UC-sektoren (fra maj 2019): https://skoleliv.dk/nyheder/art7189363/%C2%BBMan-bliver-n%C3%B8dt-til-at-acceptere-at-meget-af-l%C3%A6rergerningen-er-at-levere-noget-halvlunket%C2%AB

Tidligere indlæg (fra Folkemødet 2018):

Folkemøde 2018: Pissedårlig undervisning

Pissedårlig undervisning 2: Ansvar og fremtid

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.