Politiken = Dagblad for læringspropaganda = konkurrencestatstidende

Politiken har efter min opfattelse efterhånden udviklet sig til et slags propaganda-organ for tænkningen bag det undervisningsministerielle teknokratiske light-produkt Ny Nordisk Skole og dermed også for skolereformen og en række beslægtede initiativer, der alle har et opgør med dannelse som en fælles dybdestruktur. Desuden ledsages det hele af en grundlæggende tilslutning til den nye konkurrencestatsideologi, som Politikens chefredaktion også abonnerer på. Her er en uddybning:

Uddannelsesredaktøren Jakob Fuglsang og hans redaktion er stor-fans af tænkningen og dækker kun kritiske røster på de allermest lav-praktiske niveauer. Deres syn på forskning, pædagogik og kritik er desuden ekstremt smalt og teknisk, og man besøger slet ikke de centrale konferencer og seminarer, som afholdes hyppigt, og hvor man kunne få noget at vide. i september 2014 blev der f.eks. afholdt en stor skolekritisk konference på Vartov. Heller ikke den blev referereret i avisen. Når man besøger en skole, er det næsten altid en af Ny Nordisk Skoles mønsterskoler, f.eks. den i Brønshøj, og de eksperter, man ringer til, er også som regel folk fra skolereformskredsen, selvom der er adskillelige tænketanke om dannelse i landet, der kunne stille alternative ideer og informationer til rådighed. Endelig er det tankevækkende, at avisen, selvom det myldrer med problemer på skolerne i disse måneder, slet ikke laver nogle ordentlig reportager, hvor man kan læse om det. Det er simpelthen dårlig, lukket og propogandaagtig journalistik.

Så er der analyseredaktøren Poul Aarøe Pedersen. Hans ja-hat roterer som en propel på en militærhelikopter. Det var ham, der i 2011, modsat hele Danmarks fagpersonale, erklærede, at den kritiske og generelt roste udgivelse “Uren Pædagogik” var årets værste fagbog, hvorefter han ugen efter gav Niels Egelunds “Folkeskolens Udfordringer” 5 hjerter – og han kan slet ikke få nok af at sige, at nu må skoleledere og lærere altså tage sig sammen.

Litteraturredaktøren, Jes Stein Pedersen, er begyndt at udtale sig på måder, som indirekte understøtter den officielle ideologi. F.eks. hed det på et tidspunkt at livet eller verden – jeg kan desværre ikke finde teksten igen – er ”meningsløs”, og den anden dag hed det sig, at poesi ikke hørte til i politik. Sådanne simpelheder er en ren hovedvej ind i konkurrencestatens vokabular, især når vokabularet ligger og flyder på de andre redaktionskontorer. En fornemmelse der bekræftes af Jes Stein Pedersens helt ukritiske opbakning til tænketanken DEAs syn på uddannelse og pædagogik for en månedstid siden.

I sidste måned ramte vi så et nyt lavpunkt. Journalist Jakob Sheikh interviewede Anders Bondo i en af søndagsaviserne og også på Politikens TV. Interviewet gik helt op i ja-hatte og barnlige beskyldninger. Jeg tror ikke, at interviewet havde bestået eksamen på journalisthøjskolen. Det håber jeg i al fald ikke, for det var fuldstændigt blottet for interesse, viden og sans for sagen. Der er simpelthen ingen på Politiken, der forholder sig seriøst til dansk skolepolitik og da slet ikke til kritikken af den. Det er derfor, at det ikke er journalistik, men derimod propaganda.

I sidste måned sendte jeg en kronik om den såkaldte Agedrup-sag ind til avisen. Sagen, som optager mange skoleinteresserede, handler kort sagt om, at en splinterny skolereformsbegejstret skoleleder har givet en tjenstlig advarsel til en af landets dygtigste og mest aktive lærere for at have ”negative holdninger”. Kronikredaktøren, normalt en af de fornuftige, skulle lige tale med uddannelsesredaktøren, altså Fuglsang, hvorefter jeg fik et afslag. Efter gentagne henvendelser til en af Fuglsangs journalister kom sagen så i avisen – med fire linjer!

Formanden for tænketanken DEA, Stina Vrang Elias, havde også i juni en længere kommentar i avisen om masseuniversiteter og “moderne dannelsesbegreber”, der også er ført i Ny Nordisk Skoles ånd. Det var forresten det indlæg, som litteraturredaktøren synes så godt om. Jeg sendte et indlæg med en kritik af Elias’ synspunkter, men heller ikke det indlæg havde interesse i dagbladet for læringspropaganda. Der er lukket for principiel kritik af de nye skolepolitiske tider. Derimod er der fri adgang for Ove Kaj Pedersen, hvis ideer dækkes udførligt, og Lars Qvortrup og Andreas Rasch-Christensen, som begge arbejder aktivt for skolereformens ideer, og som vist har fri adgang til debatsiderne.

Hvorfor er det blevet sådan? Jo, det er jo nok fordi, at chefredaktøren Bo Lidegaard er fan af Ove Kaj Pedersens teori om konkurrencestaten, ligesom Bjarne Corydon er det. Lidegaard er på den måde tilhænger af det ideologiske projekt, som centrum-venstre er vilde med for tiden, og som fører væk fra seriøs pædagogik og dannelse og direkte i favnen på nysprog, økonomitænkning og instrumentalisme af værste skuffe – kort sagt: Ny Nordisk Skole og skolereformen. Desuden er Lidegaard ud af Hal Koch-traditionen, hvilket i dag betyder, at man går ind for en stille og pæn dansk velfærdsstat, der underlægger sig alt muligt, som man så opfatter som økonomiske “vilkår”; helt parallelt med Kochs egen lidet prisværdige strategi under besættelsen – Lidegaard er en form for økonomisk Scavenius. Han, og dermed hele Politiken, bygger på en blanding af Konkurrencestat og Hal Koch, og det er derfor, at uddannelses- og debat/analyse-redaktionen er så indelukket, provinsiel og kritikfjendsk, som den er. Al kritik oversættes til “nej-hatte”, og konkurrencestats-ideologien har sat sig stærkt ind i uddannelsesredaktionens kød.

Heldigvis er der Peter Wivel og Bjørn Bredal, som er to dygtige og engagerede undtagelser, og indimellem får avisen også besøg af professor Jørn Lund, der også kan drøfte pædagogiske emner, når han får lyst.

Den nye kulturredaktør Rune Lykkeberg har også mange gode iagttagelser, men de er helt uden for det pædagogiske område. Desuden er det mit indtryk – men det er kun en fornemmelse, for jeg har ikke læst hans bøger – at han er lidt for betaget af “end of history”-filosofien, som også let lader sig forene med konkurrencestatstænkningen. Har jeg ret i det, har Lykkeberg ingen modhager, når indflydelsen fra resten af redaktionen presser sig ind på hans kontor. Kronikredaktøren er faktisk normalt også udmærket, men det ser ud til, at også han er fanget ind af propagandaens fangarme.

Der er naturligvis undtagelser, men hovedsporet er klart. Politiken er en Ny Nordisk Skole – Det er et dagblad for læringspropoganda, et konkurrencestatstidende – instrumentalismens højborg. Et organ for pædagogikkens nedsmeltning – og det hele dirigeres mere eller mindre bevidst fra chefredaktionens ideologiske fejltagelser.

Så var det bedre i Seidenfadens dage. Dengang var propagandaen i det mindste mere levende. Men det var fordi, han var glad for Karl Popper, som har et syn på samfundet, som er det stik modsatte af Ove Kaj Pedersens mekanisme historicisme, dannelsesglemsel og statsliggørelse af alt.

Jeg erindrer kun en undtagelse inden for pædagogik og forskning, hvor Politiken fik sig en “holdning”, som ikke er det samme som en “ideologi”, og det var Politikens forsvar for Linda Maria Koldau, men det er også over tre år siden. Det var før Ove Kajs kategorier havde sat sig fast. I dag rejser Jakob Fuglsang rundt og gør grin med folk, der mener, at forskning IKKE handler om arbejdsmarkedet. Det gjorde han i al fald på Folkemødet i Allinge, da de lærerstuderendes formand, Bob Bohlbro, argumenterede for, at der var forskel videnskabelig viden og læreruddannelsesviden.

 

PS En ekstra iagttagelse:

d. 27. september refereres der fra et såkaldt “Politiken-talk” om Humaniora og dannelse. I den forbindelse er der to interviews, et med lektor Steen Nepper Larsen, der kommer fra en samfundskritisk dannelsesfløj, og et med Lars Goldschmidt som er konkurrencestatstilhænger og formand for kredsen omkring Ny Nordisk Skole.

Journalist Kenneth Lund interviewer – på en tankevækkende måde. Når Lund skal stille kritiske spørgsmål til Larsen, er det helt uden sans for Larsens ærinde, og Larsen bliver spurgt, om “han ikke bare er ligeglad med akademikerarbejsløsheden”? og hvad vi skal med al den filosofi “i konkurrence med resten af verden”?

Goldschmidt, derimod, bliver ikke spurgt, hvad der bliver af filosofi, dannelse og videnskab, når “arbejdsmarkedet” tager over. I stedet spørger Lund, hvorfor regeringen ikke bør være endnu mere arbejdsfikseret end nu. Og når Lund vil spørge kritisk til “dimensionering” af tysk, så er det pga. bekymringen for Danmarks “eksportmarked”!

Så Nepper Larsen bliver kritiseret for at tale for meget om filosofi og for lidt om arbejdsmarkedet, mens Goldschmidt bliver kritisereret for ikke at tale nok om arbejdsmarkedet. Jamen, det er jo helt barokt!

Ideologiseringen har dermed sat sig helt inde i de journalistiske sætningers rækkefølge. Altså ikke bare i “redigeringen”, men i tungerne. Ikke kun i reportagen men også i kritikken.

Kenneth Lund får dog stillet et enkelt rimeligt spørgsmål til Goldschmidt, nemlig om ikke Nepper Larsen har ret i, at humanistiske uddannelser har værdi i sig selv. Derpå svarer Goldschmidt helt i overensstemmelse med Ny Nordisk Skoles, skolereformens, regeringens og Politikens egen ideologi:

“Jeg tror ikke, der er særlig mange, der tager en uddannelse, alene fordi den har en værdi i sig selv, og som ikke ønsker at få et arbejde, når de er færdige. Og jeg kan faktisk ikke se, at det er noget, vi som samfund skal bakke op om. Åndsvidenskaberne har det med at blive meget indadvendte og ende som et onaniprojekt – altså systematisk selvtilfredsstillelse uden relevans for samfundet”.

Ånd er onani. Tænk jeg troede, det var det modsatte?

Kenneth Lund er så vidt jeg ved menig journalist, og hans spørgsmåls forudsætninger og indhold afspejler formodentlig blot “ånden”, eller hvad Goldschmidt nu kalder det, på Politikens redaktion.

 

Skriv en kommentar