Politikens Kristian Madsen var i sin tid taleskriver for Helle Thorning-Schmidt. Han var også formand for Dansk Socialdemokratisk Ungdom i sine formative år. Det var i starten af 00’erne, dengang det nye globaliserede konkurrencestats-socialdemokrati tog form. Imens våndede landets pædagogik sig i afmagt, først ved Mandag Morgens kompetenceråd i 1998 og senere ved skolereformerne i både 2006 og ikke mindst i 2013. Madsen kom til Politiken deromkring. Det var i de glade konkurrencestats-dage med chefredaktør Bo Lidegaard og den nuværende CEVEA-direktør, Per Michael Jespersen, ved roret. Jespersen selv har omtrent samme baggrund som Madsen. I dag er det en helt tredje Thorning-Schmidt-rådgiver, Noa Redington – med næsten samme baggrund som de andre -, som har fri pen i avisen, mens identitetspolitikken hærger de ledende organer som en ny omkreds.

Var der noget, der hang sammen i dansk politik op gennem 10’erne, så var det Bjarne Corydon, konkurrencestaten, skolereformen og Politiken. Det var samme luns kød.

I dag har Kristian Madsen så anmeldt Mikael Buschs fine biografi om Bjarne Corydon, hvor Bush gennemgår Corydons studietid, regeringsdannelsen, Finansministeriet, Dong-sagen, skolereformen, lockouten og en række andre emner. Jeg anmeldte selv bogen i et blogindlæg i går (se bunden for links).

Lad os se på Madsens anmeldelse fra dagens avis. Madsen giver kun én stjerne til den fine bog. Anmeldelsen bekræfter alle fordomme om min ”hænge sammen”-tese.

Overskriften, som Madsen mener er dækkende for Buschs grundige gennemgang, er: ”Æv, bæv, Bjarne Corydon er led og dum”. Så er niveauet lissom lagt!

Madsen havde endda bedt sin redaktør om slet ikke at anmelde, skriver han. Hvem er Madsens redaktør i denne sammenhæng? Who knows? Måske er det den skolereforms-affirmative uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, som har baggrund i 00’ernes undervisningsministerium, og som altid er frisk på en ny EVA-rapport, mens han konsekvent udelukker den kritiske tradition? Men ok, anmeldelsen står i kultursektionen, så måske er det kulturredaktøren? Hun hedder Mette Davidsen-Nielsen. Det er hende, som giver offentlige sexist-reprimander, hvis en journalist skriver, at en tv-værtinde ”vimser”. Om lidt skal vi høre, hvad Kristian Madsen har erstattet ”vimser” med.

Nå, men vi får så at vide, at den navneløse redaktør svarer Madsen, at Politiken har en ”forpligtelse til at advare læserne” mod en ”vred amatør”. Men bogen er da god, så hvorfor skal læserne ”advares”? Ingen kender svaret. Og skal læserne ikke ”oplyses”? Åbenbart ikke, for der er ingen oplysninger i anmeldelsen, i modsætning til i bogen, som strutter af oplysninger.

Og hvorfor er Busch en ”vred amatør”? Han er en garvet forfatter. Og hvad er der galt med ”amatører”? Er det Politikens begreb for ”det folkelige”? Centrum-venstres 00’er-segment hader den grundtvigske tradition. Modsat i 1950-60’erne, hvor man elskede den. Det var dengang Socialdemokratiet stod for demokrati og pædagogik.

Madsen skriver, at der ikke er tale om ”en objektiv biografi”. Men hvad er ”objektivitet”? Sådan noget findes ikke på dén måde, og Busch deklarerer skam sine værdier tydeligt helt fra start. Madsen ved ikke noget om, hvad en tekst er, eller hvad fortolkning er. Han tror, han har styr på noget, han kalder for ’objektivitet’, mens de andre er åndssvage. Det er primitivt. Sagen er, at bogen er fyldt med fakta og gennemgang af lange sagsforløb, og heldigvis siger Busch engang imellem sin egen mening om tingene. Det er ikke til nobelprisen, men en god og oplysende bog om et af Danmarkshistoriens store kollapser, som Politiken og centrum-venstre selv har en stor andel i.

Herefter begynder Kristian Madsen at tale, som om han sad på Johns Bodega efter midnat, altså i ånden fra anmeldelsens overskrift: Æv, bæv, du er led og dum. Busch lyder ”ulideligt bondesnu”, skriver Madsen, som også fortæller, at bogen er “pinlig”, og at Busch ”råber paroler om det urimelige overgreb på lærerne”. Madsen kan slet ikke forstå det der med pædagogikken, som blev smadret af skolereformens læringsbegreb, og han synes, at Buschs dybt interessante omtale af Corydons “normalisering” af gymnasiet er “endnu kedeligere end det lyder”. Det hele lyder ligesom, når Politikens journalister interviewer Anders Bondo. Eller som dagen efter de store lærer-demonstrationer i 2013, hvor Politiken på forsiden valgte at bringe et kæmpebillede af sangerinden Nabiha, som havde fået nye krøller. Madsen og hans avis er en krop i Corydons ånd, dvs. en idealisering af Ove Kaj Pedersens post-kommunistiske strukturalisme.

Madsen kalder bogen for en ”bralrende bøvs”. Den er ”lallende inkompetent” og ”pinagtig” og ”bare fraser”. Men Madsen kan ikke pege på nogle fejl eller noget, og det er der heller ikke andre, der kan. Busch fortæller side op og side ned om ting, der er sket, og Madsen kan ikke finde noget konkret at udsætte. Derfor går han i selvsving. Det overophedede bodega-sprog viser, at Madsen er truet på sin eksistens, dvs. på Politikens konkurrencestatstidende-ånd. Buschs herlige bog er en Muhammed-tegning, og Madsen virker som en krænket imam, som slet ikke tager stilling til tegningens substans, og som løber forskrækket rundt i Cairo sammen med nogle redaktører fra sin egen avis og fra naboerne i Pilestræde og en journalist fra Kommunernes Landsforenings, som alle har anmeldt bogen i samme Cairo-ånd.

Madsen mener ikke, at Busch gør forsøg på at ”forstå og udlægge” Corydons ”forsvar for sin politiske linje”. Men Busch demonstrerer Corydons politiske linje i detaljen. Jeg tænkte først selv lidt, at Busch måske burde have læst en bog af Corydon. Andre politikere har jo skrevet bøger, hvor man kan læse om deres ”politiske linje”. Men Corydon har aldrig skrevet noget. Kun nogle ledere i Børsen og den slags. Han er ikke en selvstændig politiker med ”en linje”. Han er bare en slags inkarnation af Ove Kaj Pedersens teori, materialiseret som et bevidstløst og farligt pædagogisk ideal med 00’ernes katastrofale opgør med åndsvidenskab og pædagogisk tradition som den tonedøve klangbund, og med en særlig nedrig fortolkning af 1980’ernes postmarxisme som livmoder. Der er derfor intet at “forstå” eller at “udlægge” hos Corydon. Man kan kun “demonstrere”, hvilket Mikel Busch så gør.

Madsen siger, at Busch har lavet en ”kaskade af sammensværgelsesteorier” og ”kæpheste i en sovs af spekulade uden solidt fundament”. Men det passer ikke. Busch deklarerer konsekvent sine interessante og sporadiske konspirationsteorier, hvor han bruger sin erfaring som spionforfatter, og det meste af tiden opregner han bare en masse saglig viden om bogens emner. Og der er ingen ”kæpheste”, men blot sunde og rationelt funderede holdninger, som har rod i rige og skrivende erfaringer med tilstanden i dansk pædagogik og åndsliv, som Madsen åbenbart ikke ved noget om.

Og ”fundamentet” er skam helt ”solidt”. Busch redegør hen over hele 17 sider for de kilder og interviews, han trækker på.

Til sidst fremsætter Kristian Madsen, som åbenbart hader konspirationsteorier, selv en konspirationsteori, nemlig at forlaget People’s Press kun har udgivet Buschs bog for at få fingrene i nogle crowd-funding penge. Den manglende selvironi hænger i lårtykke stråler.

I BT fortæller Kristian Madsen efterfølgende, at hvis man skriver om Corydon, så skal man op i “den rette liga”, et udtryk som understreger Madsens næsegrus-beundring, hans mangel på forståelse af kritik og folkelighed og dermed hele hans problematiske politisk-journalistiske horisont.

Links:

Kristian Madsens anmeldelse af Mikael Buschs bog: https://politiken.dk/kultur/boger/art7658221/Pinagtig-og-ulidelig-biografi-om-Bjarne-Corydon-burde-aldrig-have-været-udgivet

Min egen anmeldelse af Mikael Buschs bog: http://www.thomasaastruproemer.dk/anmeldelse-af-bjarne-corydon-og-noedvendighedens-politik.html

Interview med Kristian Madsen og Mikael Busch til BT: https://www.bt.dk/samfund/forfatter-fik-1-stjerne-anmelderen-maa-foele-sig-kraenket