Positiv psykologi i vælten: Elevoptimisme og relationskompetence

Der er gang i den positive psykologi for tiden. Lad mig nævne to udgivelser:

 

1. Rapport om elevoptimisme

I forgårs lancerede det statslige Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM, en 88 sider lang rapport om noget, som forfatterne kalder for ”elevoptimisme”. Rapporten tager udgangspunkt i en analyse af de nationale trivselsdata-puljer.

Rapportens forfatterkollektiv, hvor den mest fremtrædende er lektor Hans Henrik Knoop fra Aarhus Universitet, hæver, at jo mere optimistiske eleverne er, desto mere trives de, og desto bedre bliver de til at arbejde med mål og udfordringer. Vi befinder os altså i et vokabular, som passer som fod i hose til skolereformens målstruktur. Rapportens teoretiske udgangspunkt er den positive psykologi i dette paradigmes reneste aftapning og uden den mindste kritiske åbenhed. Det er sådan en slags boble.

Rapportens forfattere taler med baggrund i deres analyser for, at man skal arbejde mere med ”elev-optimisme”, hvilket jo er et carte blanche til den positive psykologi selv, som formodentlig regner med en gylden fremtid som del af en statslig trivselsoptimeringspolicy.

Dette setup blev kritiseret af Svend Brinkmann, som tidligere har været i infight med Knoop. Brinkmann mener, at de to centrale variable, optimisme og trivsel, var for overlappende til, at de kunne udgøre en selvstændig kausal struktur. Med andre ord: resultatet var givet på forhånd via begreberne selv. Jeg er helt enig med ham, og problemet bekræftes efter min mening ved læsning af rapporten selv.

Brinkmann delte sin analyse på Facebook, hvor den i skrivende stund er liket af 1500, delt 166 gange, og kommenteret 326 gange. Det er en fin udbredelse for en så snæver faglig markering. Knoop meldte sig da også hurtigt på banen og arbejdede hårdt på at forsvare rapporten i den ene og den anden del af Brinkmanns flotte tråd. Det lykkes dog ikke for Knoop at stoppe lavinen. Folk bare delte og delte, og Knoops støtter var i klart undertal.

Knoop henviste primært til, at kritikerne burde læse selve rapporten og ikke nøjes med den ellers ret grundige artikel fra Videnskab.dk, som Brinkmann havde linket til. Men i rapporten kan man, så vidt jeg kan se, ikke finde nogen drøftelse af den problemstilling, som Brinkmann påpeger, selvom jeg jo kan have overset noget? Rapporten er blot fyldt med den positive psykologis helt eget vokabular, som jo har rødder i positive thinking fra USA, som Trump faktisk også er rundet af, og som er uden filosofisk og samfundsvidenskabelig substans. Den slovenske filosof Sizek og mange andre har da også kritiseret ideologien.

En af de store problemer med den positive psykologi er, at den foretager en a priori opdeling af sjælens felt i to normative kategorier, positiv/negativ eller optimisme/pessimisme eller lignende. Disse dualismer gentages konstant, og eftersom de er etableret på forhånd, så spærrer de jo for adgang til den realitet, som ellers kunne vise sig med en mere åben indstilling. Dermed mister man adgangen til virkeligheden, som jo er spaltet på forhånd. Dualismen tager magten fra virkeligheden. Og dualismen tager også magten fra subjektet, som under den dualistiske struktur bare skal være optimistisk og positiv, med mindre han da vil være dum og pessimistisk og kun tænke på overlevelse osv.. Og disse tvangsdualismer gælder skam hele vejen rundt, altså for elever, lærere, journalister mm., hvilket man kan studere i rapportens afsluttende anbefalinger til Gud og hver mand. Der er faktisk også en række optimismeoptimerende forslag til journalister, og det er ikke just kritisk journalistik. der efterspørges. Man kan spørge, hvorfor der overhovedet er gode råd til journalister i en rapport af denne type? Jeg tror, at årsagen er, at der faktisk er en journalistisk udløber af den positive psykologi, nemlig den såkaldte ”constructive journalism”, som Aarhus Universitet har lavet et særligt institut for.

Den positive psykologi skærmer med sin dualisme pædagogikken fra virkeligheden, og den tager dermed handlings- og sjælelivet fra folk. Det kan ikke kritiseres kraftigt nok, som jeg ser det.

Så forfatterne konstruerer nogle kunstige problemstillinger med deres problematiske vokabular, og gør derefter den positive psykologis egne begreber til den eneste løsning. Det minder mig lidt om John Hatties forhold til metoden Visible Learning+. Uanset hvordan det går, er mere Visible Learning+ altid svaret. Det er det, man kalder for ”evaluering”.

To af rapportens centrale baggrundsteorier er da også Martin Seligman, hvis synspunkter er dybt problematiske, og Carol Dweck, som i overensstemmelsen med teoriens dualismer opdeler alt i udvidede og begrænsende mindset. Dweck og John Hattie er i øvrigt tekstligt forbundet, hvilket i symbolsk forstand kan aflæses i Skanderborg kommune, hvor der både er synlig læring og mindsets helt nede i børnehaverne. Hattie nævnes også i rapporten, som den eneste pædagogiske reference vel at mærke. Jeg har tidligere analyseret den positive psykologis grundlag i detaljen, hvilket man kan læse om i kapitel 16 i bogen ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”.

Brinkmann kritiserede i sit FB-opslag også rapporten for at mangle sans for sociale og politiske forhold. Konsekvensen er, at den positive psykologi bliver løsningen på næsten alle problemer, som ellers sagtens kan have helt andre f.eks. politiske og kulturelle årsager. Det er en klassisk indvending mod den positive psykologi, som den slet ikke kan svare adækvat på. Da Brinkmann netop kommer fra en mere filosofisk og socialt orienteret psykologi, kan han fremføre kritikken med en styrke, som Knoop, hvis faglige horisont er langt snævrere, intet kan stille op imod. Ja, han kan slet ikke se problemet. Det hele bunder også i, at Brinkmanns forståelse af den græske filosof Aristoteles’ lykke filosofi, er radikalt mere kompetent end Seligman, som jo er den positive psykologis stamfar.

En del deltagere i Brinkmanns tråd kritiserede desuden rapportens tendens til at reducere alle problemer til noget, som kan løses af individets egen indsats. Det benægter Knoop ihærdigt er tilfældet, og man kan da også finde enkelte disclaimers, men så vidt jeg kan se af rapportens og ikke mindst af ideologiens samlede begrebsmæssige outlook, har kritikken bestemt noget for sig. Den positive psykologi er fanget i dette grundsyn, og det nytter ikke noget bare ustandseligt at benægte det. Første del af mottoet for den ledsagende konference er følgende: ”Du skal tro på dig selv, det er det eneste der skal til”. Der er bare for meget af den slags i hele tilgangen.

Jeg håber ikke, at denne rapport får nogen indflydelse på dansk pædagogik, og det ærgrer mig, at undervisningsministeren lægger både navn og forord til, og at hun også har et oplæg på den tilhørende konference. I forordet taler hun dog om noget andet, så måske er hun på pligtarbejde?

Heldigvis var langt hovedparten som nævnt skeptiske over for rapporten. Ja, Brian Degn Mårtensson mente ligefrem, at sagen hørte hjemme i Nordkorea. Flere andre havde lignende associationer, og de lod sig ikke overbevise af Knoops ihærdige og på sin vis prisværdige forsvar for sin sag, som desværre er uden tegn på forståelse for den politologiske og samfundsvidenskabelige og filosofiske kontekst.

Endelig er det værd at hæfte sig ved, at sangeren CV Jørgensen tages til indtægt for rapportens perspektiv. Jeg nævner det her, fordi Christine Antorini i sin tid modsat mente, at CV Jørgensen var alt for pessimistisk. Han er jo begge dele, men det kan hverken Antorini eller de positive psykologer begrebsliggøre. Antorini, fordi hun jo ville de kritiske og sociale traditioner til livs. Og de positive psykologer kan ikke finde et beboeligt sted i verden, fordi de jo har splittet det helt op i udgangspunktet. Den positive psykologi er anti-dialektisk.

Jeg kan sige for mit eget vedkommende, at hvis en lærer fortæller mine børn, at der nu skal arbejdes med deres mindset eller med deres optimisme, så er jeg den, der begynder at lede efter en ny skole.

 

2. Relationskompetence

Den anden dag modtog jeg det nye nummer af det udmærkede og traditionsrige tidsskrift “Kvan”. Temaet er “relationskompetence”. Først lod jeg det bare ligge, for hvem kan være imod relationer og kompetencer som sådan? Da ikke mig.

Men djævlen ligger jo i detaljen. Ved nærmere læsning fandt jeg ud af, at begrebet begrundes med en blanding af den positive psykologi og den beslægtede såkaldte mentaliserings-teori, hvilket desværre afstedkommer en decideret opløsning af både relations- og kompetencebegrebet.

Det var især konsulentlagene, som er på skrivebanen. Dog bortset fra slutningen, som jeg vender tilbage til, og indledningen, som Per Fibæk Laursen står for. Fibæk Laursen skriver i sin intro, at begrebet relationskompetence er en blanding af 1990’ernes reformpædagogik, som man f.eks. så den hos Jesper Juul, og så noget managementideologi. Og det er jo rigtigt nok. Begrebet er næsten helt uberørt af både post-strukturalistisk og systemteoretisk indflydelse, hvilket umiddelbart giver det en lidt blid og uskyldig form, som jeg i første omgang blev bedøvet af. Fibæk sætter dog begrebet i sammenhæng med DPU’s Clearingshouse’s forslag til lærerens kompetencestruktur tilbage fra slut-00’erne. Herfra er der ikke langt til benhård evidenstænkning. Faktisk tror jeg, at Positiv Psykologi vil ende i en form for medicinsk-genetisk lykkeoptimerng. Det var også det, som Seligman lagde an til, da han besøgte Aarhus Universitet under Knoops ledelse forrige år. Herfra er der en lige vej til posthumanisme og cyborgs, indtil alle er maksimalt i godt humør.

Det er Louise Klinge, der står for det andet sammenfattende indledningskapitel, som hedder ”Udvikling af relationskompetence i læreruddannelsen”. Her knyttes positiv psykologi, mentalisering og nærhed sammen, og de faglige kort fordeles, uden smålig skelen til læreruddannelsens pædagogiske tradition og historie. De efterfølgende artikler, tager så de de annoncerede emner op i lidt forskellige kombinationer. Der tales ganske vist også om ”didaktisk rettethed”, men det er mest nogle løse bestemmelser, som går på, at man ikke skal overdrive det der med ”prædikestolen”, som en lærers kateder kaldes.

I Klinges og ikke mindst i erhvervspsykologen Clarissa Corneliussens bidrag kan man læse, at pædagogikken skal have ”nærhed”. Ja, det lyder jo godt. Men hvad er nærhed for Klinge og Corneliussen? Jo, det er den såkaldte mindfulness. Men mindfulness er jo en form for meditation. Det er tilbagetrækning. Det er derfor det modsatte af socialt og pædagogisk nærhed. Det er fravær. Upps! Denne modsætning står helt ureflekteret.

Det peger igen på det generelle problem: Den positive psykologi kan ikke reflektere adækvat over nærhed. Det er en logisk umulighed, fordi dens dualismer har skabt en afstand som udgangspunkt.

På samme måde med den såkaldte “mentalisering”, som behandles af både Klinge og især af Maja Nørgaard Jacobsen, der – ligesom Klinge i øvrigt – også har udgivet på læringsforlaget Dafolo. Jacobsen siger, at hun ikke vil se på adfærd, men kun på de såkaldte ”mentale modeller”, som er årsag til adfærden. Men dermed har man jo splittet psykologien op i adfærd og mental kausalitet. Det kan man ikke lave en ordentlig pædagogisk psykologi ud af, hvilket skyldes, at pædagogik jo knytter sig til handling, vaner, socialitet og sjæleliv, hvilket er det modsatte af adfærd og kausal mentalisering. Igen: Vi ender med det stik modsatte af ”nærhed”, nemlig kognitiv og bedrevidende distance. Og vi ender med det modsatte af “handling”, som jo er formålsparagraffens ord, nemlig med adfærd. Og børns kundskabsliv reduceres til ”mentale modeller”. Det hele går jo i opløsning.

Formodentlig mener artiklens forfatter selv, at hun er undtaget fra mentaliserings-logikken? og at hendes egen artikel skam derfor ikke er ”adfærd”, der skal “forklares”?. Eller er hendes artikel også et udtryk for ”adfærd”, som skal ”mentaliseres”? Men så kan man jo ikke tage den seriøst?

Så det blødt og reformpædagogisk klingende ”relationskompetence”, er altså i virkeligheden lig med fravær, adfærd og undertrykkende mentale modeller. Og man skal vel at mærke være opmærksom på, at ideerne præsenteres som almenpædagogiske teorier og ikke blot en specialpædagogisk metode, der kan anvendes i skarpt afgrænsede situationer.

Endelig er der den positive psykologi. Den kommer især til udtryk i Klinges, men også i Anne Linders artikel ”Relationsbaseret teamsamarbejde”, hvor der er fyldt med de velkendte dualismer. Linders har skrevet en hel bog om emnet, som også udkom på Dafolo forrige år. Dafolo er hipster i de kredse.

Det er værd at hæfte sig ved, at videnskab.dk’s dækning af optimisme-rapporten både indeholder et interview med Knoop og Louise Klinge. På den måde kommer Kvan og DCUM-rapporten til at spille sammen, både begrebsmæssigt, formidlingsmæssigt og tidsmæssigt.

Til sidst vil jeg sige, at Kvan slutter af med to artikler fra seminariesektoren, der kritiserer relationskompetence-begrebet. Her fremfører Lene Wagner og Noomi Matthiesen et alternativ med udgangspunkt i teologien og filosofien, dvs. især Biesta, Løgstrup og Arendt. Desværre går disse udmærkede synspunkter næsten ikke i clinch med temanummerets baggrundsteorier, hvorfor artiklerne kommer til at stå lidt som venlig-kritisk glasur på dårlig bagværk.

 

Referencer:

Link til DCUM’s rapport om elevoptimisme: https://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-analyse-folkeskolen-boer-arbejde-med-elevernes-optimisme

Videnskab.dk om rapporten: https://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-analyse-folkeskolen-boer-arbejde-med-elevernes-optimisme

Svend Brinkmanns tråd om rapporten: https://www.facebook.com/svendbrinkmann/posts/10155427594056205?__xts__[0]=68.ARBQCbPj48nlZsJ8LwjCGY2Ckt8LbVqCdBm1tHBB9xhBBt2STagFcdgrsFYMxWqKRcW9gGz-UuTuJkpzSgLGr8xQEYyUeZwHdvxGYxEU0BaH4f_-MaUE8Xqy8AJveBTvXUeK4e5KrvXBoCNUUW1-8log_ZSPFGZhZMOPa3W7baG4xUcM_bXNcQI&__tn__=-R

Kvan, nr. 111: Relationskompetence, http://www.kvan.dk/product_info.php?cPath=3&products_id=116

Rømer, T.A. (2017). Ballade i pædagogikkens forsamlingshus, Forlaget Fjordager: http://www.fjordager.com/ballade-i-paedagogikkens-forsamlingshus

4 tanker om "Positiv psykologi i vælten: Elevoptimisme og relationskompetence"

  1. Thomas.
    I vanlig stil forsøger du her at opstille modsætninger mellem Svend og mig / positiv psykologi og alt mulig andet, du synes er vigtigere – uden at jeg finder hold i ret meget af det. Den totale krig, du så gerne vil se, er en illusion. Der ER ikke den store modsætning, du forsøger at fremmane, selv om der er en del uenigheder. Interesserede læsere vil selv kunne forvisse sig herom i Svends og min fælles bog Positiv og negativ psykologi fra 2016, som findes her: https://bogreolen.dk/positiv-og-negativ-psykologi_svend-brinkmann_9788702198416?referer=google-shopping&gclid=EAIaIQobChMIwcOpit-w3QIVUeh3Ch3iCgfnEAQYAyABEgLoj_D_BwE

    Hvad angår detaljerne i din tekst har jeg en del kommentarer, som jeg for nemheds og læserens skyld har, har indsat direkte i første del af din tekst, kopieret her:

    1. Rapport om elevoptimisme

    I forgårs lancerede det statslige Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM, en 88 sider lang rapport om noget, som forfatterne kalder for ”elevoptimisme”. Rapporten tager udgangspunkt i en analyse af de nationale trivselsdata-puljer.
    Rapportens forfatterkollektiv, hvor den mest fremtrædende er lektor Hans Henrik Knoop fra Aarhus Universitet, hæver, at jo mere optimistiske eleverne er, desto mere trives de, og desto bedre bliver de til at arbejde med mål og udfordringer. Vi befinder os altså i et vokabular, som passer som fod i hose til skolereformens målstruktur.
    Rapportens teoretiske udgangspunkt er den positive psykologi i dette paradigmes reneste aftapning og uden den mindste kritiske åbenhed. Det er sådan en slags boble.

    • HH: Kun delvist. Vi bygger primært på selvbestemmelsesteori og self-efficacy-teori, som blev udviklet længe inden positiv psykologi opstod omkring år 2000.

    Rapportens forfattere taler med baggrund i deres analyser for, at man skal arbejde mere med ”elev-optimisme”, hvilket jo er et carte blanche til den positive psykologi selv, som formodentlig regner med en gylden fremtid som del af en statslig trivselsoptimeringspolicy.

    • HH: Nej, vi argumenterer for, at elever undervisningen skal indrettes, så det forebygges at de mister troen på sig selv i skolen – dvs. troen på at de kan få en interessant dag og interessant fremtid. Dette kræver både gode rammer og aktive elever. Ved at så tvivl om dette, forsinker Thomas og andre indsatser for tusindvis af elever, som har alvorligt brug for dem. Ikke ”positiv-psykologiske indsatser”, men blot indsatser som kan forbedre deres rammer i skolen såvel som deres muligheder for at få gavn af dem. Der er op mod 30.000 elever, som næsten ingen optimisme oplever i skolehverdagen, og de tager skade af det, hvis man ikke kommer dem til hjælp. 30.000 elever svarer til samtlige elever på 100 mellemstore folkeskoler.

    Dette setup blev kritiseret af Svend Brinkmann, som tidligere har været i infight med Knoop. Brinkmann mener, at de to centrale variable, optimisme og trivsel, var for overlappende til, at de kunne udgøre en selvstændig kausal struktur. Med andre ord: resultatet var givet på forhånd via begreberne selv. Jeg er helt enig med ham, og problemet bekræftes efter min mening ved læsning af rapporten selv.

    • HH: Jeg har haft en fin dialog med Svend i kommentarsporet til hans opslag, hvilket enhver vil kunne forvisse sig om. Her har vi blandt andet drøftet dette med overlappende variable, som ofte er en udfordring i psykologi (der er fx mere end 30 officielle definitioner på well-being, hvilket giver en del begrebsforvirring, som imidlertid kan overvindes med lidt god vilje).

    Brinkmann delte sin analyse på Facebook, hvor den i skrivende stund er liket af 1500, delt 166 gange, og kommenteret 326 gange. Det er en fin udbredelse for en så snæver faglig markering. Knoop meldte sig da også hurtigt på banen og arbejdede hårdt på at forsvare rapporten i den ene og den anden del af Brinkmanns flotte tråd. Det lykkes dog ikke for Knoop at stoppe lavinen. Folk bare delte og delte, og Knoops støtter var i klart undertal.

    • HH: Det er givetvis rigtigt, at vi er i undertal, men heldigvis bliver argumenter ikke automatisk svagere af, at man er i undertal.

    Knoop henviste primært til, at kritikerne burde læse selve rapporten og ikke nøjes med den ellers ret grundige artikel fra Videnskab.dk, som Brinkmann havde linket til. Men i rapporten kan man, så vidt jeg kan se, ikke finde nogen drøftelse af den problemstilling, som Brinkmann påpeger, selvom jeg jo kan have overset noget? Rapporten er blot fyldt med den positive psykologis helt eget vokabular, som jo har rødder i positive thinking fra USA, som Trump faktisk også er rundet af, og som er uden filosofisk og samfundsvidenskabelig substans. Den slovenske filosof Sizek og mange andre har da også kritiseret ideologien.

    • HH: Den problemstilling, Svend rejser, er ikke særlig vigtig for vore analyser, fordi både trivsel og optimisme er klart operationelt adskilt i designet, og fordi korrelationen mellem fx den generelle skoletrivsel og de forskellige aspekter af optimisme kun er en del af de samlede resultater.

    • HH: Langt vigtigere er analyserne af graden af elevernes optimisme, og her ser vi blandt andet at:
    o Ca. 65.000 elever ’scorer’ højt på optimisme indekset.
    o Knap 30.000 elever ’scorer’ alarmerende lavt på optimisme indekset
    o Det er tilsyneladende lettere at være optimistisk skoleelev i de kommuner med højst gennemsnits-indkomst
    o Der er ingen synderlig forskel på drenge og piger i resultaterne

    • HH: I rapporten tager vi faktisk eksplicit afstand fra ”positive thinking” på side 17hvo vi skriver CITAT BEGYNDT: Desværre er optimisme for mange nært beslægtet med begrebet ”positiv tænkning”, som blandt mange fagfolk er blevet et uheldigt brand, man ofte er nødt til at tage lidt afstand fra. Det skyldes, at det især forbindes med den amerikanske præst, Norman Vincent Peale, og dennes selvhjælpsbog The Power of Positive Thinking fra 1952, som ganske vist har vundet enorm udbredelse, men som løbende er blevet kritiseret for det halvreligiøse og videnskabeligt mangelfulde grundlag, de mange råd i bogen bygger på. Ikke mindst repræsentanter for videnskabelig positiv psykologi har gennem årene måttet bruge mange kræfter på at forklare, at den videnskabelige viden om optimisme ikke er det samme som Peales ideer om, at det er Jesus, der taler gennem dig, når du tænker positivt – selvom det ved første øjekast kunne se sådan ud. CITAT SLUT

    • HHK: Positiv psykologi har ikke ”rødder” i ”positive thinking”.

    En af de store problemer med den positive psykologi er, at den foretager en a priori opdeling af sjælens felt i to normative kategorier, positiv/negativ eller optimisme/pessimisme eller lignende.

    • HH: Dette er lodret misforstået, som jeg ofte har forsøgt at forklare Thomas. For det første er der næppe nogen mere dialektisk teori end flow-teorien, som står centralt i PP, hvor kampen mod entropien bølger frem og tilbage hvert eneste sekund gennem hele livet. For det andet, er det helt primært videnskabelige kategorier, der er tale om. Fx er smerte en negativ (uønsket) emotion – og gengældt kærlighed en positiv (ønsket). Man kan så lade sine normer påvirker af, hvad man videnskabeligt ved, men det er en anden sag.

    Disse dualismer gentages konstant, og eftersom de er etableret på forhånd, så spærrer de jo for adgang til den realitet, som ellers kunne vise sig med en mere åben indstilling. Dermed mister man adgangen til virkeligheden, som jo er spaltet på forhånd. Dualismen tager magten fra virkeligheden. Og dualismen tager også magten fra subjektet, som under den dualistiske struktur bare skal være optimistisk og positiv, med mindre han da vil være dum og pessimistisk og kun tænke på overlevelse osv.. Og disse tvangsdualismer gælder skam hele vejen rundt, altså for elever, lærere, journalister mm., hvilket man kan studere i rapportens afsluttende anbefalinger til Gud og hver mand. Der er faktisk også en række optimismeoptimerende forslag til journalister, og det er ikke just kritisk journalistik. der efterspørges.

    • HH: Dette lyder jo ikke godt, men det er heldigvis heller ikke reelt. Man kan sagtens tale om, at noget er godt, og noget andet er skidt – eller at noget er positiv, og noget er negativt – uden at der går noget tabt. Der er endeløs plads til nuancer i forlængelse af det. Tænk hvis man i forlængelse af Thomas’ overbevisning heller ikke måtte kalde en spade en spade, fordi der derved etableredes en kunstig dualisme til ikke-spader, som spærrede for det virkelige spade-univers.

    Man kan spørge, hvorfor der overhovedet er gode råd til journalister i en rapport af denne type? Jeg tror, at årsagen er, at der faktisk er en journalistisk udløber af den positive psykologi, nemlig den såkaldte ”constructive journalism”, som Aarhus Universitet har lavet et særligt institut for.

    • HH: Den vigtigste begrundelse fra vores side er, at vi ønsker at appellere til journalisterne om ikke at svine skoler og lærere unødigt til, som det så tit er sket. Det tager modet fra folk, og det er dybt urimeligt. I tråd hermed har vi i udarbejdelsen af rapporten også gjort os megen umage for ikke at gøre nogen eneansvarlig for noget, hvad angår elevernes optimisme eller andet som utvetydigt er fællesanliggende. Dette har mange af de kommenterende på Svends facebook fuldstændig overset – måske fordi Svend ikke tydeliggjorde det i sit opslag.

    • HH: Konstruktiv journalistik er blandt andet etableret, fordi journalistikken risikerer at bryde sammen, hvis man udelukkende serverer problemer og ikke løsninger. Eller konsekvent overdriver overskrifter (Ulven kommer!), så folk holder op med at tro på det, der formidles. Eller udelukkende orienterer sig mod nyhedskanaler, som bekræfter ens eget ståsted, så samfundet derved polariseres (alle sociale systemer svækkes af intern polarisering). På den måde kan konstruktiv journalistik godt betragtes som delvist analogt til positiv psykologi, der er etableret, fordi psykologien har haft et meget dominerende fokus på det dysfungerende og behandlende, som mange har ønsket skulle suppleres med fokus på det velfungerende og forebyggende.

    Den positive psykologi skærmer med sin dualisme pædagogikken fra virkeligheden, og den tager dermed handlings- og sjælelivet fra folk. Det kan ikke kritiseres kraftigt nok, som jeg ser det.

    • HH: Jeg vil på det kraftigste advare mod ukritisk at tro på denne påstand fra Thomas’ side. For det første er vi nødt til at kunne bruge kategorier for overhovedet at kunne samtale. For det andet er der ikke tale om den karikerede dualisme, Thomas beskriver. Og for det tredje er der masser af vigtige indsigter og interventioner inden for positiv psykologi, som folk går glip af, hvis de forhindres i at stifte bekendtskab med dem, fordi der er sået tvivl om det hele via indlæg som dette af Thomas. Det er meget vigtigt med kritik, men det er i videnskab først og fremmest for at afprøve ideer og undersøgelser og teorier sagligt og sobert. Så lad os nu holde kammertonen, Thomas. Så er det i øvrigt også meget lettere for de, der kritiseres, at tage imod kritikken.

    Så forfatterne konstruerer nogle kunstige problemstillinger med deres problematiske vokabular, og gør derefter den positive psykologis egne begreber til den eneste løsning. Det minder mig lidt om John Hatties forhold til metoden Visible Learning+. Uanset hvordan det går, er mere Visible Learning+ altid svaret. Det er det, man kalder for ”evaluering”.

    • HH: Nej og nej og nej.
    To af rapportens centrale baggrundsteorier er da også Martin Seligman, hvis synspunkter er dybt problematiske, og Carol Dweck, som i overensstemmelsen med teoriens dualismer opdeler alt i udvidede og begrænsende mindset. Dweck og John Hattie er i øvrigt tekstligt forbundet, hvilket i symbolsk forstand kan aflæses i Skanderborg kommune, hvor der både er synlig læring og mindsets helt nede i børnehaverne. Hattie nævnes også i rapporten, som den eneste pædagogiske reference vel at mærke. Jeg har tidligere analyseret den positive psykologis grundlag i detaljen, hvilket man kan læse om i kapitel 16 i bogen ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”.

    • HH: OK, det er din vinkel, og det accepterer jeg.

    Brinkmann kritiserede i sit FB-opslag også rapporten for at mangle sans for sociale og politiske forhold. Konsekvensen er, at den positive psykologi bliver løsningen på næsten alle problemer, som ellers sagtens kan have helt andre f.eks. politiske og kulturelle årsager. Det er en klassisk indvending mod den positive psykologi, som den slet ikke kan svare adækvat på.
    Da Brinkmann netop kommer fra en mere filosofisk og socialt orienteret psykologi, kan han fremføre kritikken med en styrke, som Knoop, hvis faglige horisont er langt snævrere, intet kan stille op imod. Ja, han kan slet ikke se problemet. Det hele bunder også i, at Brinkmanns forståelse af den græske filosof Aristoteles’ lykke filosofi, er radikalt mere kompetent end Seligman, som jo er den positive psykologis stamfar.

    • HH: Ok Thomas. En dag kan vi jo lade det komme an på en prøve 😊

    En del deltagere i Brinkmanns tråd kritiserede desuden rapportens tendens til at reducere alle problemer til noget, som kan løses af individets egen indsats.

    • HH: Det står der ikke med ét ord i rapporten, men det er folk nok ligeglade med.

    Det benægter Knoop ihærdigt er tilfældet, og man kan da også finde enkelte disclaimers, men så vidt jeg kan se af rapportens og ikke mindst af ideologiens samlede begrebsmæssige outlook, har kritikken bestemt noget for sig.

    • HH: Lad mig endnu engang opfordre interesserede læsere til selv at vurdere det. For nærværende kan jeg sige, at det er lodret forkert, at vi i rapporten lægger op til at ” reducere alle problemer til noget, som kan løses af individets egen indsats”. Hvis nogen kan finde så meget som et eksempel på dette, vil jeg være meget interesseret.

    Den positive psykologi er fanget i dette grundsyn, og det nytter ikke noget bare ustandseligt at benægte det. Første del af mottoet for den ledsagende konference er følgende: ”Du skal tro på dig selv, det er det eneste der skal til”. Der er bare for meget af den slags i hele tilgangen.

    • HH: My goodness, Thomas. Det er et digt af en 14-årig dreng, du citerer – som bruges poetisk. Her er denne indledende tekst fra konferencefolderen: CITAT BEGYNDT: ”du skal tro på dig selv, det’r det eneste der skal til. For hvis din selvtillid er bar, så lyt til hjertet og hør det svar, for drømme bliver til virkelighed, hvis bare du finder, din selvtillid”. Ovenstående kunne være en poetisk udgave af de amerikanske forskere E. Deci og R. Ryans selvbestemmelsesteori, ifølge hvilken selvbestemmelse, kompetence og samhørighed er de psykologiske behov som forudsætter trivsel og motivation hos mennesker. Men det er det ikke. Det er et uddrag af teksten fra vindersangen i MGP 2011- skrevet af Malthe på 14 år. CITAT SLUT

    Jeg håber ikke, at denne rapport får nogen indflydelse på dansk pædagogik, og det ærgrer mig, at undervisningsministeren lægger både navn og forord til, og at hun også har et oplæg på den tilhørende konference. I forordet taler hun dog om noget andet, så måske er hun på pligtarbejde?

    • HH: Jeg håber folk vil læse rapporten åbent og kritisk og danne sig deres egen mening, frem for at nøjes med Thomas’ eller min. Og jeg synes det klæder rapporten at ministeren har valgt at tage imod vores invitation til at skrive forord til en rapport om en trivselsmåling, hun selv er øverst-ansvarlige for.

    Heldigvis var langt hovedparten som nævnt skeptiske over for rapporten. Ja, Brian Degn Mårtensson mente ligefrem, at sagen hørte hjemme i Nordkorea. Flere andre havde lignende associationer, og de lod sig ikke overbevise af Knoops ihærdige og på sin vis prisværdige forsvar for sin sag, som desværre er uden tegn på forståelse for den politologiske og samfundsvidenskabelige og filosofiske kontekst.

    • HH: Tak for de pæne ord. Det er egentlig fascinerende, hvordan man med lidt filosofisk snilde kan omtrylle en rapport, der dokumenterbart (læs selv) er ét langt argument for at fremme såvel personers som fællesskabers selvbestemmelse i hverdagen – til noget med Nordkorea. Men mennesket er jo kreativt, og meget er muligt. Især hvis man ikke føler sig forpligtet af facts.

    Endelig er det værd at hæfte sig ved, at sangeren CV Jørgensen tages til indtægt for rapportens perspektiv. Jeg nævner det her, fordi Christine Antorini i sin tid modsat mente, at CV Jørgensen var alt for pessimistisk. Han er jo begge dele, men det kan hverken Antorini eller de positive psykologer begrebsliggøre. Antorini, fordi hun jo ville de kritiske og sociale traditioner til livs. Og de positive psykologer kan ikke finde et beboeligt sted i verden, fordi de jo har splittet det helt op i udgangspunktet. Den positive psykologi er anti-dialektisk.

    • HH: Igen, læs gerne rapporten og bemærk den dialektik, C. V. Jørgensen er indskrevet i. Thomas ser det ikke, og det er nok helt ok.

    • HH: Og nej, Thomas – det er kun i DIN verden, vi ikke kan finde et beboeligt sted. Heldigvis har vi de andre.

    Jeg kan sige for mit eget vedkommende, at hvis en lærer fortæller mine børn, at der nu skal arbejdes med deres mindset eller med deres optimisme, så er jeg den, der begynder at lede efter en ny skole.

    • HH: Jamen, så er der jo bare tilbage at håbe, at dine børn i givet fald kan undvære det arbejde. Til læseren vil jeg dog tilføje, at optimisme, som vi definerer det i rapporten, er nært beslægtet med oplevelsen af self-efficacy, som er noget nær den vigtigste – og videnskabeligt meget veldokumenterede – enkeltforudsætning for, at elever klarer sig godt i skolen. Overhovedet. Elever uden optimisme i skolen, tager skade af at være der, hvis det står på over længere tid. Tænk hvis en debat som denne kom for skade at så tvivl herom.

  2. Uanset de mange nuancer vil jeg til enhver tid mene at trivsel er et spørgsmål om at de rette samfundsmæssige og lokalt strukturelle betingelser er til stede og ikke hvorvidt en enkelt elev har personlige forudsætninger for at komme i flow. Det svarer lidt til, at man udelukkende fokuserer på Viktor Frankls eksistentielle strategier for at overleve livet i en koncentrationslejr og ikke stiller spørgsmål til det samfund og den kultur der tillader så menneskefjendske miljøer. Denne psykologiske reduktion er altid en fare ved individ orienterede psylogier såsom PP, lige så vel som socialpsykologierne kan havne den anden grøft og helt tabe individet af syne til fordel for sociologiske systemer, diskurser og andet godt. Selv er jeg ikke overbevist om at PP kan spille på begge strenge og opnå den fornødne balance, der skal til for at komme trivselsproblemer til livs. I de fleste af de former jeg får præsenteret PP i synes livet at være evigt lysegrønt for den der kan komme i flow uagtet hvor absurde samfundsbetingelserne i øvrigt kan være. Der er ikke meget plads til at beskæftige sig med undertrykkelse, marginalsering, stigmatisering, fremmedgørelse eller revolutioner. Det hele ender i det stærkt individuerede flow begreb som en art universal løsning på alle problemer på alle niveauer. Eller er dette en misforståelse?

  3. Kære Henrik.

    Tak for kommentaren. Jeg er i store træk enig i dine betragtninger om strukturernes betydning. Vil dog tilføje, at personlige forudsætninger – så som dét at kunne koncentrere sig eller dét (optimistisk) at tro på, at det er umagen værd, altså er afgørende for fx at kunne være i flow – uanset strukturerne. Det er både-og – dvs. både strukturer og individer.

    Vi skal netop undgå at havne i den ene eller anden grøft, som du skriver – hvilket, man kan bemærke, at folk desværre forledes til, når fx sociologer og psykologer spilles ud mod hinanden i en debat – som om miljø og individ ikke er to sider af samme sag. Jeg kan i øvrigt kan forsikre dig om, at flow ikke er nogen universalløsning på noget som helst, og at jeg heldigvis aldrig er stødt på kolleger, som påstod det.

  4. Kære Hans Henrik. Tak for dit svar og kommentar.

    Jeg ved jo godt, at for den positive psykolog er personlige forudsætninger for at komme i flow vigtige at fokusere på, og kernen af kritikken er, at analyserne ofte ender på dette eller beslægtede positive og individualpsykologiske begreber. Herved kan et grundlæggende problem få et forkert fokus på et forkert niveau, fordi det kommer til at handle om at cope med de til enhver tid givne strukturer og ikke at ændre strukturerne på deres rette niveau, fx lovgivning, herskende ideologier og kommunale implementeringer af disse i praksis. Altså skades-reduktion, men ikke bekæmpelse af årsager til skaden.

    Men det er ikke mit eneste problem. Et andet er, at selve flowbegrebet tilsyneladende er et procesbegreb og ikke et produkt-begreb. Der synes at sættes en norm om, at det optimale liv er et i så meget flow som muligt. Altså en mental tilstand. Her ville jeg selv se i en helt anden retning, nemlig den historisk-materialistiske og mene, at især arbejde gør os i stand til at vokse gennem de produkter og relationer vi spejler os i, giver os identitet og gør os i stand til at samarbejde og overleve i flok. Dette ikke for at sige, at dette så ER meningen med livet, men for at gøre opmærksom på, at både du og jeg er ude i et normativt ærinde her, og at ingen af os egentlig har grundlag for at hævde at vores normer for et optimalt liv skulle gøre sig gældende for alle mennesker til hver en tid og under alle omstændigheder. Det er teoretiske antagelser, som kun alt for let ophøjes til rene dogmer, og flow har fået denne status indenfor PP i mine øjne. Der synes ikke at sås tvivl om, at vi skal i flow og det er godt på kort såvel som langt sigt. Jeg tror gerne på, at ingen forskere i PP vil hævde direkte at flow er en universalnøgle, men det store fokus på flow efterlader nemt dette indtryk. Det er da bare fint, hvis vi fx kan få ADHD børn motiveret i læringssituationer i skolen, men det hjælper dem ikke grundlæggende, hvis de skal hjem til alskens former for sociale problemer i deres familie eller nærmiljø, herunder alkoholisme, stofmisbrug, fattigdom, isolation og vanrøgt i alle afskygninger. Uden at have begreber såsom stigmatisering, marginalisering, eksklusion, konflikt, isolation, undertrykkelse, fremmedgørelse eller lignende til rådighed, har jeg svært ved at se hvordan i via PPs positive begreber kan opnå en kritisk position overfor herskende strukturer og dermed skabe den balance vi begge efterlyser.

    Selv har jeg i årtier været træt af at psykologi er så paradigmatisk opdelt. Min filosofi er, at alle psykologiske retninger har fat i noget, men ingen de vises sten. Lad fænomenerne invitere til de teorier og metoder man bruger, og/eller kombiner dem efter bedste mulighed og evne, frem for at presse kæpheste nedover fænomener på en måde, der reducerer deres kompleksitet uhensigtsmæssigt og følgelig ikke kan stå alene som katalysatorer for praktikere og politikere til at gøre en afgørende forskel for så mange som muligt.

    Bedste Hilsner
    Henrik

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.