Pædagogisk og politisk regnemaskine: Noter til Pernille Rosenkrantz-Theils og Ane Halsboe-Jørgensens bog “Det betaler sig at investerer i mennesker”

Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen er nye ministre for hhv. børn/skole og uddannelse/forskning. De udgør regeringens pædagogiske tandem, dvs. det sted, hvor regeringens filosofi udtrykkes. Deres tanker kan man studere ved at læse en bog, som de har skrevet sammen i 2018. Eftersom en regering konstitueres ved dens pædagogiske filosofi, så vil ideerne præge alle ressortområder.

Bogen hedder ”Det betaler sig at investere i mennesker”. Undertitlen er: ”Lad os sammen åbne døren for det næste store kapitel i velfærdssamfundets historie. Lad os give alle børn en fair chance”.

Jeg vil nu i seks noter gennemgå og perspektivere bogen, hvis indhold ligger i grænsefladen mellem skole- og børnepolitik, velfærdspolitik og uddannelsespolitik, men som også er en integreret del af regeringens samlede ideologiske og politiske profil. Bogens filosofiske struktur præger også det begreb om forebyggelse, som ligger til grund for den aktuelle corona-politik, men det lader jeg dog ligge. Kort sagt: Vi taler om regeringens filosofiske grundlag som sådan.

Titlen lægger an til en ren økonomisk forståelse af mennesker. Det ser man ved titlens to udsagnsord ”betaler” og ”investerer”. I undertitlen knyttes disse ord direkte an til ”alle børn” og ”fair chance”.

Med denne semantiske markering kan man forvente en forståelse af pædagogik og velfærd i rene økonomiske/kvantitative termer, ikke mindst i termer fra den amerikanske økonom James Heckman, som er en af de store inden for humankapital- og konkurrencestatstænkning, og som udrydder dannelse, politik og pædagogik fra dagsordenen. Denne sammenhæng kan man f.eks. læse om i bogen Pædagogikkens Idehistorie, som udkom på Aarhus Universitetsforlag i 2017.

Min forventning passer 100%, hvilket jeg nu vil vise:

 

Note 1: Bogens forord

Lad os se på forordet, s. 7-9:
Her står der, at ”vores drivkraft er at bekæmpe ulighed og give lige muligheder for alle børn”. Det kan betyde alt muligt, så hvad betyder det her? Jo, det skal forstås i humankapital-forstand, hvilket fremgår af den efterfølgende sætning: ”Men vi vil med denne bog vise, at vi aldrig for alvor får virkeliggjort den drøm, hvis vi ikke tør oversætte det socialpolitiske sprog til økonomisprog”.

Forfatterne mener, at finanspolitikkens og socialpolitikkens sprog og ressortområder er for opdelte. Ja, deres ”drøm” om ”frihed for alle børn” kan kun opnås, ”hvis vi bryder muren mellem de to ekkokamre ned”. Men for at det skal ske, så må ”socialpolitikere bevise deres værd i kroner og øre”. Og hvordan skal det ske? Jo, det skal ske ved, ”at man i finansministeriet får øjnene op for værdien af at investere i mennesker. Ikke bare som idé, men helt konkret i et regneark”.

Der er ingen forestilling om, at socialpolitisk arbejde bør have en egenart uden for ”regnearket”, tværtimod opfattes det nærmest som et problem.

Forfatterne taler i stedet om deres ”begejstring over en ny regnemaskine”, der skal skrive ”et nyt kapitel i velfærdssamfundets historie”.

Der gøres klar til regnemaskinernes betalingspædagogik i ”økonomisprog”.

Til sidst i forordet takker forfatterne en række personer, heriblandt Martin Rossen, som indtil for nylig var statsministerens meget diskuterede politiske rådgiver, der også havde plads i regeringens centrale økonomi- og koordinationsudvalg. Fra denne inderkreds har man sikkert også fundet valgsloganet ”børnenes regering”, som vi jo nu så småt er ved at finde ud af, hvad betyder. Med den forbindelse til flere ministerier og regeringens inderkreds, får bogens regneark-logik dermed enorm politisk betydning.

Til allersidst takkes en række unavngivne politiske kollegaer fra højre og venstre, som har været med til at skabe ”fundamentet for en ny velfærdspolitik og en ny regnemaskine”.

Her er det værd at nævne, at den tidligere socialminister, Mai Mercado (K), selv var meget glad for disse ideer fra James Heckman. Hun støttede blandt andet den af tænketanken DEA initierede Småbørnsalliance, der samlede en lang række magtfulde organisationer. BUPL trak sig heldigvis fra dollars-menneskesynet. Red Barnet støttede initiativet, så jeg indstillede omgående mine månedlige indbetalinger. Mercados ministerkolleger på forsknings- og uddannelsessiden – Riisager, Pind og Ahlers – var dog ligeglade med Heckman. Denne lidt mere udprægede pluralisme i den tidligere regering er nu afløst af samlet einheits-flok. En samlet kærlighed til en ny regnemaskine.

Man bør også bemærke, at man igen har samlet 0-18-årsområdet under Rosenkrantz-Theil. Dermed tager man arven op fra Antorinis ministerium, så man kan genoptage arbejdet med at ensrette hele 0-18 års-området under en samlet økonomisk-teknisk ideologi; et fint supplement til Corydons vision.

Regeringen giver officielt indtryk af, at man vil stække finansministeriets magt. I min analyse vil der ske det modsatte. Regnearkets regnemaskine vil brede sig ind over pædagogikken og dermed ind over samfundet som sådan, ikke som økonomisk tilbageholdenhed, men i form af den grundlæggende ideologi, som langsomt men sikkert udrydder samfundets praktiske og pædagogiske lag.

Men nu er jeg allerede i gang med de næste noter.

 

Note 2: Resume og indledning

Bogens forord efterfølges af et lille resume af bogen på to sider, s. 13-14, og en indledning, s. 19-20. Lad os se på det:

PRK og AHJ er kritiske over for Finansministeriets regnemaskine, som tæller offentlig velfærd som en udgift i statsregnskabet. De vil i stedet regne de positive afkasteffekter med. Den nye regnemaskine kalder de for SØM. SØM står for ”Socialøkonomisk investeringsmodel”. Den skal medregne ”dynamiske effekter af sociale investeringer”. Dermed vil man få et mere positivt syn på velfærd, der kan supplere 00’ernes neo-liberalistiske modeller.

AHJ og PRT vil opbygge et effektkatalog, en “vidensbank”, hvor alle ”indsatser” sættes i relation til afkast og effekt og indarbejdes i regnemaskinen. Det fremgår af følgende citat fra senere i bogen:

“Det er rigtigt, at vi ikke har konkrete tal og konkret viden for samtlige tænkelige indsatser på sundheds-, social-, beskæftigelses-, uddannelses- og integrationsindsatser endnu, men det har vi for betydelige områder af vores velfærdssamfund, og vi kan dermed begynde med de områder, hvor der faktisk er gennemprøvede og statsautoriserede tal. Samtidigt kan vi speede processen op med at få gennemprøvet tal til vidensbanken i SØM, så større og større områder kan beregnes. Det er bare om at komme i gang.” (s.113)

Så vi taler om “samtlige tænkelige indsatser” og deres økonomiske effekter, som skal indgå i en korrigeret men stadig finansministeriel logik, som kommuner skal kunne trække på i konkrete afkastmaksimerende afgørelser med nogle særdeles stærke algoritmebårne regnemaskiner placeret på rådhuset. Og ser vi på den Heckman-inspirerede forskning, der allerede pt. foregår, så taler vi om detaljerede og specificerede metoder, f.eks. til at lære børn om bogstaver og sange, og disse metoders effekt. Undersøgelserne udføres oftest af økonomer helt uden pædagogisk sans og uddannelse, og effektforståelsen bygger på testresultater, f.eks. nationale tests og sprogscreeninger. Pædagogikken suges dermed ud af praksis og ind i en traditionsløs og evidensificeret styringslogik.

Dermed bliver pædagogisk viden skruet ned i en økonomisk logik. Denne proces fremskyndes af, at PTK og AHJ absolut ingen forståelse har for områdernes tradition og faglighed. Bogen har ingen socialfaglig eller pædagogisk faglighed. Alt subsumeres under den forskelsløse ækvivalens “velfærd”, hvilket endda alene konciperet som statistik.

Dette ”næste store kapitel i velfærdssamfundets historie” gør, står der i bogens resume, at det ”langt om længe er muligt at sætte tidligt og helhedsorienteret ind (…). Dels ved at bruge pengene dér, hvor vi ved, at de virker. Dels ved faktisk at beregne gevinsten ved velfærd (…).

De fleste eksempler tages fra socialpolitikken. F.eks. kan det betale sig at behandle for alkoholmisbrug osv.. Og der tales konsekvent om, at især Socialministeriets og Finansministeriets ressortområder er ”ekkokamre”. Men PRK’s og AHJ’s anliggende er alment. F.eks. hedder det i et af deres forslag: ”Udvid SØM til uddannelse, sundhed, beskæftigelse og integration”. Og det er også en sådan udvidelse, der pt finder sted, f.eks. omkring Aarhus Universitets Trygforskningscenter, som har omtrent samme ideologiske grundlag.

Ethvert tiltag, der ”giver et økonomisk afkast” kaldes for ”en social investering”. Der er ingen egentlig forskel på en børnehave og et narkobehandlingssted.

Sidst i resumeet står der: ”Vores drøm er, at et barns fremtid ikke skal afgøres af dets forældres liv”. Drøm? Afgøres? Forældres liv? Hvad mon det betyder? Ingen ved det, og i denne ubestemthed kan humankapitalens røde løber rulles ud i den totale teknisk-økonomiske diskurs’ forhal. Og løberen rulles langt ud over rammerne for børn og familier med sociale problemer og ind i samfundets inderste opdragelses-værdier og processer, som disse udspiller sig i det civile samfund, dvs. i både almindelige familier og i gode børnehaver og vuggestuer. Målet er dels at nivellere statistisk variation og dels økonomisk vækst. Konsekvensen er f.eks. tvangsadoption for statistikkens skyld.

SØM er et økonomisk defineret opslagsværk for afkasteffekter for alle ”velfærdsydelser”, men tilfældigvis også for opdragelsen. Men familiers og slægters liv er da også fyldt med alle mulige gode ”afgørelser”? Er det ikke godt, at have håndværksslægter? Eller præsteslægter? Eller lærerslægter? Det er ikke al social arv, der er ”negativ”, og det gode almindelige opdragelsesliv vil jo uvægerligt og heldigvis give statistiske udsving. Frihed er ikke en kurve. På den måde føres AHJ og PRT i retning af en form for socialistisk-teknisk statsopdragelse uden sans for opdragelsens og familiens betydning.

 

Note 3: Kapitel 5-8

Noter til Pernille Rosenkrantz-Theils og Ane Halsboe-Jørgensens bog: “Det betaler sig at investerer i mennesker”, kapitel 5-8.

Kapitel 5:

PRT og AHJ betragter den humankapitalistiske økonom, James Heckman, som en ”børnenes økonom”. Betagende udtryk! Heckman har peget på en ”regneregel”, der skal puttes ind i SØM, som PRT’s og AHJ’s nye regnemaskine hedder: nemlig at jo tidligere indsats, desto større afkast.

Der henvises til den berømte ”Heckman-kurve”, som sætter en konkret indsats i relation til ”rate of return to investment in human capital”, som det hedder. PRK og AHJ kalder det for ”gevinst og effekt”.

Hej lille Peter i klapvognen! Du er vel nok en sød lille humankapital! En lille soldat til Corydons konkurrencestat!

Men hvilke typer ”indsatser” taler James Heckman om? Jo, han taler om ”kognitive og ikke-kognitive færdigheder”. Han kalder det for ”færdighedsudviklende indsatser”. Det er bevist med ”kontrolgrupper”, står der. Det er total antipædagogik, dvs. økonomi. Der er ingen kultur, ingen historie, ingen natur, ingen tilsynekomst, ingen fællesskab, ingen ballade.

Heckman siger, at man får det det allerstørste ”afkast” ved at bryde den sociale arv. PRK og AHJ henviser til en undersøgelse af Rockwool, hvor nogle af de mest inkarnerede Heckman-ideologer sidder. Her har man fundet ud af, at børn af højtuddannede forældre klare sig bedre i de nationale tests end børn af forældre uden uddannelse. Surprise! Ja, og den er faktisk allerede gal fra fostertilstanden. Jo lavere fødselsvægt, desto dårligere klarer man sig. Det må man kalde ”tidlig indsats”!, et udtryk som her er helt ukendelig ift. almindelige sundheds- og socialfaglige tilgange. Jeg kalder det ”forebyggelse på anabolske steroider”, eller foster-læring. Man ser for sig, hvordan SØM-velfærdsstaten metodisk sætter sig i kød og forplantning, indtil alle statistiske variationer er gået i nul.

Der må ikke findes statistiske forskelle. Det skal pædagogikken nu bidrage til at ordne. Derfor skal man lave ”indsatser”, som kan indgå i SØMs effektkatalog over indsats-effekt-kombinationer. Men det er forkert, for pædagogikken har ikke ligheden som mål, men som forudsætning, og denne forudsætning kaldes for ”ligeværd”. Vendes det om, som det sker i Heckman-ideologien, får vi umenneskelighed.

Bemærk også henvisningen til Nationale Tests. Mange af Heckman-forskerne er meget bekymrede for, at man fjerner disse tests, fordi det vil ødelægge forskernes mulighed for at teste læringsmetoders afkast. Jeg hørte både Heckman og hans tilhængere forrige år på en konference i Aarhus. Det er lukket pædagogisk land.

Man forstår godt, at BUPL forrige år forlod et Heckman-inspireret samarbejde med henvisning til menneskesynet, endda selvom Heckman jo faktisk taler for flere penge til daginstitutionerne. Det var en flot aktion.

Kapitel 6:

Men det er ikke kun Heckman-kurven, som skal lægges ind i SØM. Det samme skal ”specialiseret og detaljeret viden” om ”afledte effekter”, som skal give et mere ”korrekt beslutningsgrundlag” både ”nationalt, regionalt og lokalt”. SØM er både et ”forvaltningsmæssigt styringsgrundlag” og ”den finansielle motorvej”. Det passer perfekt til KL’s ideologi og eksistens.

Denne ”specialiserede og detaljerede viden” er et rent metodeinferno, og den har intet med egentlig kundskab at gøre. Men styringssegmentet kan vinge af i regnearket. Måske kan man også vinge et verdensmål eller to af, og skrive om det på kommunens facebook-side.

På s. 97 står der, at SØM pt især bruges på socialområdet. PRT og AHJ vil udvide gyldighedsområdet til uddannelses- og børneområdet, som de jo begge i dag er blevet ministre for. Det vil ”sætte gevaldigt kul på kedlerne i forhold til at sætte tidligere ind og være mere præcis i velfærdsindsatsen”, som det nærmest truende hedder. Metoden skal bruge ”rigtigt og massivt”. Denne ’massive og præcise indsats’ skal ”nedbryde siloer”, dvs. ressortområder, der alle kan omdannes til økonomiske kalkuler via de begrebsmæssige processer, som jeg har beskrevet.

Der er brug for det modsatte, nemlig at opbygge flotte siloer af kundskaber og politik efter at den økonomiske tænkning har hærget i årtier. Men PRT og AHJ vil det modsatte af det modsatte. De vil nedbryde resterne af faglig selvstændighed i økonomiens og statistikkens navn. Og alle, der ikke følger trop er “siloer”.

Kapitel 8:
Her får vi at vide, at ”i SØM ligger en vidensbank med data for, hvordan en given social indsats virker”, og som ”vi allerede har dokumenteret effekten af”.

Man ser for sig en hærskare af små og store konceptpædagogiske pakker, som kommunerne køber ind på, og som implementeres ned over en børnehavepædagogisk tradition, som disse socialdemokratiske ”velfærdspolitikere” har 0,00% sans for.

Desuden vil der blive en strategisk kamp uden lige om at komme ind og ud af SØM. Den pædagogiske viden bliver pakkede styringsværktøjer, som det kræver magt og penge at etablere og agere i inden i det store SØM-system.

PRT og AHJ kalder denne proces for at et område ”SØMMES” (s. 114). Løb væk! bare løb!

Så finansministeriets DREAM skal suppleres med SØM. Der er et eller andet ved disse to ord, som sætter mig helt i stå.

 

Note 4: Generel vurdering

Undervisningsministerens og uddannelses- og forskningsministerens store vision om en samlet velfærdsregnemaskine bygger på et enormt socialpolitisk-økonomisk system, SØM, som PRK og AHJ drømmer om at udbrede det til hele uddannelsessektoren, som de nu alene er ansvarlige for som nytiltrådte ministre.

SØM står for ”Den socialøkonomiske investeringsmodel”. Det blev indført i vinters, helt under min radar. Det skyldes nok, at det i første omgang “kun” er et socialpolitisk system. Men de to ministre vil altså udvide systemet til hele den offentlige sektor.

SØM er udviklet af to konsulentbureauer, nemlig VIVE, som er en sammenslutning af SFI og det kommunale KORA, og det økonomiske konsulenthus Incentive, der er helt ude i konsulenttågerne hvad angår de emner, der drøftes her. Incentive’s beskrivelse af dets arbejde med den sociale sektor er følgende:

”Omkostnings-, effekt- og registeranalyser, evalueringer, Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM), datadrevne beslutningsprocesser, sociale investeringer, social investeringsfond.”

Og der er ikke den mindste sans for institutionernes formål, faglighed og historie. Det er samfundet omdannet til teknik og spyttet ud som et SØM, der med ”datadrevne beslutningsprocesser” borer sig ind i det sociale livs kød, til det tømmes for blod.

Det er Incentive, der står for “uddannelsen” til systemet, hvis jeg har forstået det ret. Det kan man læse om, på firmaets hjemmeside.

SØM sammenfatter effektforskning inden for hele det sociale område. For nylig er der også lavet et SØM for børn og unge. Vores to ministre vil nu også indfører det på børne-, skole- og uddannelsesområdet. Kommunerne er ellevilde. Data-ideologerne hopper også i spændt forventning.

Kigger man på systemet er der tale om det mest teknokratiske system, som man overhovedet kan forestille sig. Der er fyldt med effektmålinger, koncepter, progression og d-scorer. Det er lige til at putte John Hattie og Nationalt Center for Skoleforskning ind i, blot er det langt mere omfattende og systematisk.

Jeg vil på det kraftigste råde alle relevante aktører til at indstille alt konstruktivt samarbejde med de to nye ministre, indtil de dropper deres intentioner. De Nationale Tests er intet ved siden af dette system.

Man kan selv gå på opdagelse i de ubehøvlede systemer. Blot som eksempel er her SØM’s definition af deres allestedsnærværende effekt-begreb:

”En effektstørrelse er et tal, der udtrykker, hvor stor en forskel en indsats gør for borgerne, der modtager indsatsen sammenlignet med status quo (der kan være en anden eller ingen indsats). Effekten for borgeren kan fx være opgjort som øget livskvalitet, bedre trivsel, færre symptomer etc.

En effektstørrelse kan både være positiv eller negativ. En positiv effektstørrelse betyder, at borgerne i indsatsgruppen i gennemsnit har en bedre effekt af indsatsen end borgerne i en eventuel sammenligningsgruppe. En negativ effektstørrelse betyder, at borgerne i indsatsgruppen i gennemsnit har en dårligere effekt af indsatsen end borgere i en eventuel sammenligningsgruppe. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at indsatsen har negative effekter for borgerne i indsatsgruppen, men blot at indsatsen gør det dårligere end den indsats, der sammenlignes med.

I SØMs vidensdatabase er alle effektstørrelser opgjort som standardiserede effektstørrelser (Cohen’s d). Det betyder, at det er muligt at sammenligne effektstørrelser på tværs af studier, der har benyttet forskellige effektmål.”

Sådan er det over det hele. Der er ingen faglighed.

Og betænk venligst, at det er hele velfærdssektoren, altså også skole, børnehave, UC’er og Universiteter, der nu foreslås inddraget i denne store regnemaskine-effekt-systematik. Det bliver et kvantificeret metodeinferno uden lige.

Der er ingen henvisninger til pædagogiske eller socialfaglige emner. SØM ved slet ikke hvad det er. Den går kun op i “beregningsredskaber” og “effektdatabaser”. Det er fremtidens socialdemokratiske politik for alle velfærdsinstitutioner samt for skole, børnehaver etc.., ja for samfundet som sådan.

Det er regnemaskine-kærlighed. Og det er Pernille Rosenkrantz-Theils og Ane Halsboe-Jørgensens samt et totalt dannelsestømt Socialdemokratiets kærlighed. Det er en form for læringsmålstyring for hele samfundet. På en måde er det også et forstadium til coronaens altomfattende smitteregnskab. Det nye SØM består af virologer.

Det er et åndeligt, pædagogisk og politisk kollaps.

 

Note 5: Et eksempel

De nye ministre, Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsbo-Jørgensen, er vilde med velfærdsøkonomen James Heckman og den såkaldte SØM-metode, som de ønsker at overføre fra det sociale område til uddannelsesområdet. De har endda skrevet en bog sammen om emnet, hvor de erklærer deres kærlighed til ”den nye regnemaskine”.

SØM vil resultere i et omfattende fokus på metode, evidens og økonomi og i et tab af pædagogisk indsigt og kvalitet, hvilket jeg på det principielle plan har argumenteret for i ovenstående noter 1-4.

I denne note 5 vil jeg omtale et konkret eksempel på denne begrebsmæssige proces:

Tænketanken CEVEA, som er knyttet til Socialdemokratisk tankegods, har i 2018 lavet en rapport om brugen af SØM. Forordet er skrevet af den nyvalgte socialdemokratiske kandidat til EU-parlamentet, Niels Fuglsang. I rapporten finder man fuldstændig samme ånd som i ministrenes bog, dvs. Heckman og SØM.

CEVEAs rapport refererer helt ukritisk videre til en RAMBØLL-rapport fra 2012 om samme emne. Begge rapporter fremhæver en særlig pædagogisk metode, nemlig De Utrolige År (DUÅ), som især er rettet mod børnehaverne. Metoden giver ifølge rapporterne et særligt stort afkast. Dvs. at metoden er topscorer på SØM-Heckman-skalaerne. Derfor anbefaler Socialministeriet metoden, som også er officiel pædagogik i mange kommuner. I den nye regering er småbørnsområdet overgået til undervisningsministeriet.

Der er også lavet et helt datasystem, hvor kommunerne kan tilgå ”effekterne af DUÅ-programmerne”. Effekten måles med ”det validerede testredskab Eyberg Child Behaviour Inventory”. CEVEA skriver, at De Utrolige År har et ”stort samfundsøkonomisk potentiale”, og så videre.

DUÅ, som bl.a. er beskrevet i Christians Aabros bog ”Koncepter i pædagogisk arbejde”, er en dybt problematisk samling af tekniske belønnings/straf-processer, der ligger milevidt fra dansk-tysk-italiensk børnehavetradition. Den pædagogiske værdi er altså lig med minus 100%, uanset en evt. målt effekt på ditten eller datten.

De nye ministre vil nu via SØM/Heckman-ideologien udbrede De Utrolige År i uddannelsessektoren. Og endnu mere alvorligt: De vil udbrede hele denne tankegang om metode, effekt, evidens og styring til børnehaver, skoler og på uddannelsesinstitutioner, under velfærdsstatens og lighedens slidte banner.

Det vil sige, at store kommercielle, forskningspolitiske og nationaløkonomiske interesser begynder at arbejde sammen om at afgrænse, konceptualisere og organisere bestemte metoder, som har egne – ofte globale – konsulent- og kursussystemer, og som dermed kan indgå i SØM-systematikken. Imens udgrænses den pædagogiske tradition og dennes forbundethed med historiske og civilsamfunds-processer. Pædagoguddannelsen vil efter min mening lide ubodelig skade ved denne proces.

Vi får virkelig brug for uren pædagogik.

 

Note 6: Ny forskningsenhed i Børne- og Undervisningsministeriet

Til sidst vil jeg omtale en helt aktuel konsekvens af den tankegang, som jeg netop har skitseret.

Undervisningsministeriet har pr. d. 30. januar etableret en ny forskningsenhed. Ministeriets opslag, som interesserede forskningsinstitutioner kunne søge, er fra september 2020. Lad mig kort omtale disse to tekster/hændelser. Først opslaget fra september.:

Af opslaget fremgik det, et den nye forskningsenhed skal foretage en ”afdækning af kausale sammenhænge og anvendelsen af økonometriske metoder”.

Vi er ikke i videnskabens område af to årsager:

For det første normeres indhold og metode på forhånd. Enhedens primære indholdsmæssige opgave – altså det med ”kausale sammenhænge og økonometriske metoder” – er følgende:

”Bidrage til at udvikle et metodisk redskabskatalog i samarbejde med BUVM, herunder fx estimering af langsigtede konsekvenser af tidlige indsatser og spill-over effekter.”

Alting handler om at udvikle et redskabskatalog med evidensbaserede metoder, så statistiske forskelle kan gå i nul, og så der kan komme noget økonomisk afkast. At tankegangen hænger sammen med SØM-modellen fremgår af følgende formulering:

”Formålet hermed er at styrke det vidensmæssige grundlag for BUVM’s fremadrettede arbejde med at skabe stærke uddannelser, hvor alle børn og unge lykkes, herunder udvidelse af den socialøkonomiske investeringsmodel(SØM) til BUVM’s område”

Der er også en anden grund til, at forskningsenheden ikke har noget med fri forskning at gøre. Udover den indholdsmæssige normering, jeg lige har omtalt, så skal forskningen nemlig indgå i et særdeles tæt samspil med det politiske niveau. Der står nemlig, at forskningsenheden skal….

”Deltage i opfølgning og sparring på relevante aktiviteter i BUVM, herunder fx rådgivning i forbindelse med opstart af analyseprojekter, give konkret input til implementeringsmekanismer, analyser, forsøgsdesign mv.”

Ja, forskningsenhedens ansatte kan endda i perioder flytte fysisk arbejdsplads til ministeriet, fremgår det.

D. 1. februar 2020 blev modtagerne af forskningsbevillingen så offentliggjort. Det kan man læse om på Folkeskolen.dk:

”Ud fra ‘en samlet vurdering af ansøgerne’ har ministeriet valgt, at den nye forskningsenhed åbner til efteråret på Københavns Universitet i et samarbejde mellem Økonomisk Institut, Sociologisk Institut og Copenhagen Center for Social Data Science.

Forskningsenheden skal ‘levere forskning på internationalt niveau og engagere sig i kvantitativ metodeudvikling’. Arbejdet skal så vidt muligt basere sig på danske data, herunder registerdata, nye indsamlinger af data samt allerede indsamlede data på ministeriets område.”

Så SØM handler om økonomi og social data. Der er ingen pædagogik.

Jeg havde faktisk troet, at Tryg-forskningscentret ved Århus Universitet, som også er stærkt Heckman- og økonomi-inspireret, havde vundet udbuddet, men måske har århusianerne ikke været data-orienterede nok? I al fald etableres altså nu en helt ny data-social-økonomisk enhed i København; en enhed der i sin politiske og faglige struktur minder lidt om den dybt indgribende biopolitiske realitet, som siden d. 11. marts har holdt landet i et jerngreb.

 

Referencer og Links:

Link til bogudgivelse: https://forlagetaxl.dk/?product=det-betaler-sig-at-investere-i-mennesker

Link til SØM: SØM — Socialstyrelsen – Viden til gavn

Omtale af Heckman-ideologien på Aarhus Universitet: http://www.thomasaastruproemer.dk/indtryk-fra-match-point-seminar-paa-aarhus-universitet.html

Om BUPLs aktion i 2018:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156087463169481&id=837549480

CEVEAs rapport: https://cevea.dk/analyse/positive-okonomiske-effekter-af-sociale-indsatser/

Rambøll-rapport fra 2012: https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/evaluering-af-de-utrolige-ar-slutrapport

Socialstyrelsen om De Utrolige År: Teori og metode — Socialstyrelsen – Viden til gavn

Link til De Utrolige Års danske hjemmeside: https://xn--deutroliger-68a.dk/de-utrolige-ar-programmer

Link til De Utrolige Års amerikanske hjemmeside: The Incredible Years | Training series for Parents, Teachers, and children

Christians Aabro (2016): Koncepter i Pædagogisk Arbejde”, Hans Reitzel.

Link til Incentive: https://www.incentive.dk/

Korsgaard, Kristensen & Jensen (2019). Pædagogikkens Idehistorie, Aarhus Universitetsforlag.

Undervisningsministeriets opslag fra d. 20. september 2020 om det nye forskningscenter: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2020/sep/200901-bliv-vaertsinstitution-for-ny-enhed-for-boerne–og-undervisningsforskning

Folkeskolen.dk’s dækning af det nye SØM-center på KU, fra d. 1. februar 2021 https://www.folkeskolen.dk/…/undervisningsministeriet…

 

Her er et par eksempler på nogle praktisk-kommunale konsekvenser af tankegangen:

Zetland-artikel fra d. 3. februar 2021 om et projekt i Hjørring og Silkeborg: Kan algoritmer se ind i et barns fremtid? I Hjørring og Silkeborg eksperimenterede man på udsatte børn (zetland.dk)

Artikel fra Ingeniørens hjemmeside fra d. 27. januar 2021 om den såkaldte Gladsaxemodel: Gladsaxe-modellen spøger: Nyt AI-projekt skal forudsige mistrivsel hos børn | Version2

 

Ovenstående blog bygger på en række facebook-opslag fra juli-august 2019, som kan tilgås i følgende links med diverse kommentarer etc.:

Note 1:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157348119469481&id=837549480

Note 2:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157350612084481&id=837549480

Note 3: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157353012694481&id=837549480

Note 4: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157354607779481&id=837549480

Note 5: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157382362234481&id=837549480

1 thought on “Pædagogisk og politisk regnemaskine: Noter til Pernille Rosenkrantz-Theils og Ane Halsboe-Jørgensens bog “Det betaler sig at investerer i mennesker”

  1. Ideen om, at de bløde værdier skal gøres målbare, så den kan indgå i de benhårde finanspolitiske kalkuler i stedet for at blive totalt ignoreret, er besnærende og vel til en vis grad nødvendig. Det går jo ikke, at uddannelse og sundhed placeres på udgiftssiden i vores samfundsregnskab, samtidig med at alt, hvad der genererer en eller anden form for afkast – fx øget ‘arbejdsudbud’, der bare er et andet ord for øget arbejdsløshed – indgår på indtægtssiden. Men hvis vi i et forsøg på at legitimere samfundets kulturelle behov reducerer dem til økonomiske investeringsobjekter, så går det hele op i røg.

    Det kan godt betale sig at holde skole, jovist, men det er altså ikke noget, der skal stå i folkeskolens formålsparagraf. Det økonomiske afkast eksisterer, og det skal vi have finansministeriet til at begribe, men det er kun en bivirkning af skolens arbejde. Hvis det bliver til skolens berettigelse, er dannelsen ikke længere formålet, men midlet til noget, der er vigtigere. Og så er det bare et spørgsmål om tid, inden man finder andre og bedre midler, der hælder dannelsen ned ad brættet.

    Men hvad gør vi så? Hvordan får vi så stoppet finansministeriets total overherredømme?

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.