I 1955 udkom bogen ”Litteraturbogen” på Gyldendal. Bogen indeholder et udvalg af dansk litteratur til ”den første litteraturundervisning”, som der står.

Bogens forfattere/redaktører var Inger Merete Nordentoft og Torben Gregersen. Begge var medlemmer af DKP. Gregersens senere erindringer hed ligefrem ”En værre bolsjevik”, og Nordentoft havde skrevet bogen ”Skolen i Sovjetunionen”.

Nordentoft havde desuden været engageret pigespejder. Senere blev hun skolelærer og kom med i modstandsbevægelsen. Hun skrev også om John Dewey og demokratisk pædagogik. Hun blev også et kønspolitisk ikon, fordi hun insisterede på at opdrage et barn uden for ægteskab, mens hun var skoleinspektør i København.

Gregersen var meget musisk interesseret og tæt på både de klassiske traditioner og den nye jazz. Senere blev han redaktør for Dansk Pædagogisk Tidsskrift.

Begge blev kraftigt involveret i tidens reformpædagogiske ideer og processer, men forlod DKP i 1956 efter Ungarn-krisen.

Så vi taler om creme de la creme fra den kulturradikale-kommunistiske-progressive avantgarde.

Hvad mon disse to progressive venstrefløjsikoner vælger til den ”første litteraturundervisning”? Ja, det er skønne tekster fra modersmålets understrømme.

Nedenfor kan man læse Nordentofts og Gregersens bud på begynderlisten til folkeskolens elever:

 

A. Tekstudvalget i ”Litteraturhåndbogen”:

Folkeviser: Ebbe Skammelsen, Dronning Dagmars død, Agnete og Havmanden, Bruden i Ribe.

Diverse: Den gamle kristelige dagvise, Vægtervers.

Thomas Kingo: Nu rinder solen op.

Holberg: Forord til komedierne, Levnedsbrev, Epistola XXIX.

Brorson: Om skabelsen, Svanesang.

Ewald: Levned og meninger, Kong Kristian.

Wessel: Smeden og bageren.

Baggesen: Da jeg var lille.

Oehlenschläger: Guldhornene, Sanct Hansaften-spil, Aladdin, Hjemve.

Poul Martin Møller: Glæde over Danmark, Hans og Trine.

Grundtvig: Julesang, Den signede dag med fryd vi ser, Modersmålet, Kirkeklokken.

HC Andersen: Det døende barn, Vandring i skoven, Romance, Den fattige dreng på Frankrigs trone, Klokken, Historien om en moder, Hun duede ikke, Gartneren og herskabet.

Chr. Winther: Henrik og Else.

J.L. Heiberg: Barcarole.

St. St. Blicher: Hosekræmmeren, Trækfuglene.

B.S. Ingemann: Morgensang, Aftensang.

Henrik Hertz: Skriftemålet.

Fr. Paludan-Müller: Adam Homo.

Meir Goldchmidt: Min onkels tømmerplads.

Carsten Hauch: Trøst i modgang.

Chr. Richardt: Lær mig nattens stjerne, Altid frejdig når du går.

Georg Brandes: HC Andersen som eventyrdigter.

J.P. Jacobsen: Mogens.

Holger Drachmann: Bjørn Sivertsens Brudefærd, Den stor bjørns endeligt, Der var engang.

Henrik Pontoppidan: Et grundskud, Nådsensbrød.

Helge Rode: Sne.

Herman Bang: Det hvide hus.

Johannes V. Jensen: Kongens fald, Solhvervssang, Danmarkssangen.

Viggo Stuckenberg: Ingeborg.

Jeppe Åkjær: Bondevise, Storken, Aften.

Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren.

Thøger Larsen: Sommervise.

 

Bogen rundes af med en kort litteraturhistorie, hvor de forskellige forfatterskaber omtales.

Det var det. Godt gået! Man bliver jo helt kommunistisk i lungerne.

 

B. Bogens forord/brev til eleven:

Her til sidst vil jeg også citere hele bogens fine forord, som er skrevet direkte til eleven:

”Til læseren

Den første danske litteratur var fortællinger, eventyr og sange, der gik fra mund til mund.

I de lange aftner, hvor mørket stod tæt om borg og hytte, og rummets sparsomme lys næppe nåede ind i alle kroge, skabte fortælleren og sangeren glæde og spænding ved at berette om store helte, om elskendes kærlighed og trængsler, om overnaturlige væsner, der truede mennesket alle vegne, eller om fremmede og mærkværdige ting.

Og så stor var kærligheden til sangene og fortællingerne, at så snart man havde lært skrivekunsten, skrev man dem ned, så man også kunne have glæde af dem, når fortælleren og sangeren var borte.

Af al den litteratur, der er skrevet i Danmark siden da, har vi udvalgt nogle få fortællinger og digte, som vi tror, du kan have glæde af, og som kan vise dig, hvilken rigdom vi ejer i vor klassiske litteratur.

Der er litteratur, hvor handlingen er så spændende, at man ikke kan undgå at blive interesseret, og der er litteratur, hvor det, vi holder af, blot er en stemning.

I nogle af stykkerne kan du nemt mærke, at forfatteren har en bestemt mening, som han vil vinde dig for. Andre stykker har digteren skrevet, for at du skal opleve den glæde eller sorg, som han har oplevet. Det vigtigste er derfor ikke, at du forstår hvert enkelt ord og udtryk, digteren har brugt, men at du forstår, hvad han vil med sit værk.

For ligesom vi ikke kan undvære digterne til at udtrykke, hvad vi dunkelt føler, eller til at åbne vore øjne for værdier, vi ikke før har lagt mærke til, således kan digterne heller ikke undvære os – læserne.

Når den danske litteratur har holdt sig levende i mere end 600 år, skyldes det både digterne, som har formået at tale, så vi lyttede dertil, og læserne, som har været den klangbund, der gav digtet dets fulde klang.

Det er vort ønske, at denne bog skal gøre dig til læser.

Torben Gregersen og Inger Merete Nordentoft”

I dette brev til eleven mærker man tydeligt en klassisk form for dannelsesorienteret reformpædagogik med rødder i Rousseau og Dewey, dels ved den venlige og direkte henvendelse og dels ved en næsten intim anknytning til barnets kundskabsudvikling og litteraturens bedste materialer. Der er tale om dyb tekstlighed og personlig udvikling på samme tid, som er det stik modsatte af at være autoritær, og som er født i kærlighed til både kundskaber og til barnets udvikling.

Nogle år senere udkom et bind 2 af “Litteraturbogen” med et udvalg af nyere dansk litteratur. Dette andet bind var rettet mod de ældre elever (8-10. klasse)

 

C. Konkurrencestatspædagogikkens opgør med progressivismen

Senere gjorde dele af venstrefløjen – og faktisk også højrefløjen – op med hele denne rige dannelsestradition, som altså var elsket i brede kredse, og som var sprogets kildrende kilde. Pludselig havde den slags noget med Dansk Folkeparti at gøre, og dansk-didaktikerne på DPU kaldte nedladende traditionen for ”skolsk”. De ville have kompetencer i OECD’s tjeneste i stedet for. Det er DPU’s lunger. Hvilken tragedie.

 

D. Digt til ytringsfriheden

Bagest i bogen er der en kort omtale af de forskellige forfatterskaber, som optræder i bogen. Blandt andet får man noget at vide om Grundtvig.

Nordentoft og Gregersen fortæller, at Grundtvig kom under royal censur i 1825, fordi han havde kritiseret H.N. Clausholmsen. Censuren blev først hævet 12 år senere, nemlig juleaften 1837. Derfor skrev Grundtvig julenat i ren og skær glæde digtet ”Modersmålet”, som altså er med i Nordentofts og Gregersens smukke samling. i 1846 komponerede Henrik Rung en fin melodi, og så var digtet blevet en sang, hvad det på en måde var i forvejen.

I sangen belægges ytringsfriheden med både mødre og piger. Denne linje i romantikken finder vi også hos den tyske teolog og pædagog, Fr. Schleiermacher, som talte om verden som en livmoder. Herfra strømmede borgerdamerne ind i de pædagogiske institutioner op gennem 1800-tallet. Senere talte Hannah Arendt i samme ånd om “fødthed” (natalitet), som havde samme rod som ordet “nat-ion”. Og man må jo heller ikke glemme Sokrates’ “jordemoder”. Og inde i moders mål er så ”fædrenes ånd”. Det er fine ord.

De første fem vers i Grundtvigs digt gælder for alle mennesker i verden, og det sjette vers handler om det danske sprog. Vi er både på stedet og i verden, hvilket var romantikkens store opskrift.

Digtet optrådte også som en slags forord til bogen ”Skolen for livet”, som udkom året efter, i 1838. Vi har med andre ord med et af pædagogikkens og højskolens digte at gøre. Munden vågner.

Her er ytringsfrihedens glade strofer. Oprindelig var digtet på 20 vers.

”Modersmålet

1.

Moders navn er en himmelsk lyd,

så vide som bølgen blåner,

moders røst er den spædes fryd

og glæder, når issen gråner,

sødt i lyst og sødt i nød,

sødt i liv og sødt i død,

sødt i eftermælet!

 

2.

Moders røst er den vuggesang,

der huer os bedst af alle,

modersmål har en himmelsk klang,

når børnene ”moder” lalle,

sødt i lyst og sødt i nød…

 

3.

Modersmål er det kraftens ord,

som lever i folkemunde;

som det elskes i syd og nord,

så sjunges der sødt i lunde,

sødt i lyst og sødt i nød…

 

4.

Modersmål er det rosenbånd,

som store og små omslynger;

i det lever kun fædres ånd,

og deri kun hjertet gynger

sødt i lyst og sødt i nød…

 

5.

Modersmål er vort hjertesprog,

kun løs er al fremmed tale.

Det alene i mund og bog

kan vække et folk af dvale,

sødt i lyst og sødt i nød…

 

6.

Modersmålet ved Øresund

og trindt i de grønne lunde

dejligt klinger i allen stund,

men dejligst i pigemunde

sødt i lyst og sødt i nød…”

 

Referencer:

Torben Gregersen og Inger Merete Nordentoft: Litteraturbogen, Gyldendal, 1955.

Analyse af DPU’s forskning i faget Dansk: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-jeppe-bundsgaards-dannelsessyn.html

Link til DPU-konference om danskfaget, d. 10. november 2023: https://dpu.au.dk/danskfagets-dag-2023