1.
De radikale støttede delvist op om ideerne i U90. Landsformanden K. Helveg Petersen, som havde været formand for Den Blå Betænknings læseplansudvalg og senere undervisningsminister, skrev i 1977 bogen Skolen og udviklingen. Her talte han for skolens opgave som ”fremtidsrettet” i den nye globale ånd og med en kraftig nedtoning af kundskabsspørgsmålets relevans. Han var tydeligvis inspireret af arbejdet med ”Oprør fra midten”, som han skrev sammen med Villy Sørensen og Niels E. Mayer. Pedersen knyttede skolens formål an til ”alsidig udvikling”, til ”samfundets problemer”, og den Blå Betænknings ”at lære at lære” fremhæves eksplicit. Den RUC’ske og dermed også U90’s ”problemløsning” fremhæves også, selvom alle de marxistiske undertoner er fjernet (Petersen & Jensen 1977). Der er ingen referencer til den grundtvigske eller den herbartianske virkningstråd, heller ikke i litteraturlisten.

I et efterskrift til en bog fra 1989 med Helvegs kronikker hyldes Helveg af to fremtrædende lærere, Ole Albæk og Christen Sloth Christensen, for sin påvirkning af Ole Vig Jensen, af det såkaldte 7-punktsprogram og af Danmarks Lærerforening. 7 punkt-programmet vil jeg omtale i en anden tekst, fordi det har en virkelig interessant dannelsesmæssig bestemmelse midt imellem Haarder og Ole Vig og lærerhøjskolen. De to lærere knytter kraftig an til den grundtvigske tradition. De skriver, at ”folkeskolen er et fristed” og ”et forsamlingshus”, og der står, at ”opdragelse, undervisning og kultur ses altså som sider af præcis samme sag: et folks selvforståelse”. Derimod er der ingen omtale af ideerne fra Helvegs 1977-udgivelse, som jo mere havde karakter af en afpolitiseret U90 (Albæk & Christensen 1989).

2.

Der er en interessant krølle på forholdet mellem Kulturministeriet, som blev etableret i 1961 som en del af den nye socialdemokratiske satsning på området, og Undervisningsministeriet. Der er nemlig et stærkt personsammenfald af åndeligt interesserede folk fra det Radikale Venstre og Socialdemokratiet i de to ministerier. Bomholt, med det store filosofiske vingefang og dannelsesanslag, var undervisningsminister fra 1953-57 og blev senere i 1961-64 den første kulturminister. Derefter blev Jørgen Jørgensen, som jo også var undervisningsminister i 1930’erne, undervisningsminister igen i 1957-61. Den næste undervisningsminister var Kristen Helveg Petersen fra de radikale (1961-64), som skulle implementere den nye skolelov (se også tidligere note).

Helveg formåede at fastholde forskningen i sit ressort, som Bomholt ellers gerne ville have over i sit nye kulturministerium (Kulturministeriet 2011). Forskningen forblev i Undervisningsministeriet frem til 1993, hvor det samledes i et nyt forskningsministerium. I 2011 kom læreruddannelsen til forskningen i regi af et samlet forsknings- og uddannelsesministerium, hvorved Undervisningsministeriet havde mistet både kultur, videnskab og videreuddannelse.

Helveg Petersen havde faktisk tidligere været embedsmand i Undervisningsministeriet under Jørgen Jørgensen, hvor han havde været leder af læseplansudvalget for Den Blå Betænkning. Også Helveg Petersen blev efterfølgende kulturminister fra 1968-71 med mange rige ideer, hvilket man især kunne læse om i en ”kulturpolitisk redegørelse” fra 1969.

I 1964 skrev Helveg en lille bog om netop kultur- og uddannelsespolitik. Han sammenlignede kulturpolitikkens opgave med pædagogens, dvs. en slags smagens dannelse, og han kritiserede forslag til at sidestille pædagogik med produktivitet. Det var sådan set i Bomholts ånd og han understregede også både lærerhøjskolens og demokratiets betydning. Den kundskabsmæssige og faglige kvalitet var noget dog tynd, så sproget løber i retning en blød demokratisk individualisering med reference til den Blå Betænkning, hvilket jo lægger op til situationen under pkt. 1 (Pedersen 1964).

I 1980 kom Helveg Petersen til at stå for et centrum-venstreideologisk kollaps, da han sammen med den grundtvigsk sindede SF’er Poul Dam skrev, hvad man nærmest må opfatte som en hyldest til den rumænske diktator Nicolae Ceaușescu (Petersen 1980).

Den næste undervisningsminister i rækken fra 1964-68 var socialdemokraten KB Andersen, som jeg allerede har omtalt. Han kom ud af arbejderhøjskolens bevægelse. Han blev dog ikke kulturminister. Det samme gælder Helge Larsen (1968-71), Knud Heinesen (1971-73) og Ritt Bjerregaard.

Senere gik strømmen lidt den anden vej, da Ole Vig Jensen gik fra at være kulturminister fra 1988-90 til at være undervisningsminister i 1993-98. Jeg vil også nævne, at også Hal Kochs kone, Bodil Koch var kulturminister, nemlig i 1966-68. Der flyder mange strømme ned i Krogerup Højskole, for nu at sige det mildt.

Den sidste store kulturminister i perioden, fra 1964-66, var Hans Sølvhøj, som kom ud af en Grundtvigsk sammenhæng og som via ansættelse under Jens Rosenkjær endte som generaldirektør i Danmarks Radio i de helt store ekspansionsår, nemlig 1961-76. Senere blev Sølvhøj mangeårig hofmarskal for kongehuset og symboliserede på den måde det åndelige centrum-venstres løb igennem hele samfundslivet. Det var hele denne sammenhæng, som senere mundede ud i et mærkeligt kultursnobberi, som bl.a. gav sig udslag i at Danmark ikke deltog i Eurovision fra 1967-1977 og nedlæggelsen af Dansktoppen i 1970’erne. Dette opgør med populær kultur stammede altså fra socialdemokratiet selv. Så kom Rindalismen og Fremskridtspartiet.

Jens Rosenkjær havde selv været forstander på Borups Højskole og var aktiv i reformpædagogiske kredse. Bl.a. lagde han hus til det såkaldte Montessori-kursus og var medunderskriver på Emdrup-planen, hvis ideer i høj grad inspirerede Den blå betænkning. I den Blå Betænknings læseplansudvalg sad også skolehistorikeren Roar Skovmand, som var lærer på Krogerup Højskole, og som senere blev professor på Danmarks Lærerhøjskole. Han var far til Svend Skovmand, der selv blev radikal og aktiv i EU-modstanden, hvilket jo var stik modsat Helveg Petersens tilbøjelighed.

Der er flere grunde til, at jeg nævner denne sammenhæng mellem kultur og pædagogik. For det første er bevægelsen fra undervisning til kultur et udtryk for både den tætte sammenhæng mellem de to områder, som via de socialdemokratiske partiprogrammer Fremtidens Danmark (1945) og Vejen Frem (1961), udspiller sig lidt for meget på kulturens og ikke mindst på økonomiens præmis. Og bevægelsen mellem de to ministerier gælder også for visse centrale embedsmænd, f.eks. den tidligere forstander for Krogerup højskole, K.E. Larsen, som var direktør i Kulturministeriet fra 1988-90 og efterfølgende direktør i Undervisningsministeriet fra 1990-1993. En tredje forstander for Krogerup fra 1982-2001, Søren Bald, blev landsformand for de radikale og intervenerede på Lidegaards og Jelveds hold i den seneste formandsstrid. Lidegaard var selv vokset på på Krogerup.

For det andet lå store dele af den nye kulturpolitisk definerede uddannelsespolitik faktisk i det nye Kulturministerium, herunder den ekspanderende folkeoplysning og voksenuddannelse og også højskolerne. Det var virkelig velfærdsstatens åndelige og institutionelle kultursammenhæng, der blev etableret i disse år.

Referencer:

Christensen, C.S. & Christensen, P. (1989). “”…med fødderne i den blå luft” – kronikker af K. Helveg Petersen gennem 55 år”, Dafolo.

Petersen, K.H. 1964). Kultur- og uddannelsespolitik, Odense: Normanns Forlag.

Petersen, K.H. & Jensen, P.E. (1977). Skolen og udviklingen, København: Munksgaard.

Petersen, K.H. (1980). “introduktion”, i Nicolae Ceausescu: Ceausescus taler, Samleren.