I oktober 2021 udsendte Sundhedsministeriet en ”Redegørelse til Folketinget om anvendelse af epidemiloven”. Teksten består af en række ministeriers evalueringer af den nye epidemilov, samt af en sammenfatning af disse evalueringer, som er forfattet af Sundhedsministeriet selv. Den samlede rapport har været sendt til høring i en bred kreds af organisationer i to omgange, først med frist d. 3. november 2021 og senere d. 5. januar 2022 (disse høringssvar har jeg dog ikke kunnet finde).
Der er altså tale om et dokument, der siger noget om tilstanden i statens indre. Det er biostatens selvrefleksion. Hvad vil staten, hvis den kan? Og svaret er: Det er nedlukningens kaos.
Selvom teksten er fra efteråret 2021 og altså har været i proces lige siden, så er den gået helt under radaren. Det var JP, som gjorde opmærksom på sagen her i starten af april 2022, hvor coronaen er lagt i dvale for en stund.
Rapporten er notorisk renset for alle kritiske bemærkninger. Ja, faktisk foreslås der deciderede udvidelser af statens biopolitiske magt.
I det følgende vil jeg omtale nogle af rapportens pointer:
A. Sundhedsministeriets sammenfatning af centrale temaer i høringssvarene i tolv hovedpunkter
Allerede i den korte indledende sammenfatning lanceres den centrale logik:
”Der efterspørges – for så vidt angår alment farlige sygdomme – mulighed for at fastsætte indgribende restriktioner, som kan være sundhedsmæssigt velbegrundede”.
Det vender vi tilbage kraftigt tilbage til.
Dernæst følger seks sider, hvor Sundhedsministeriet har lavet en ”Tematisk gengivelse af høringssvarenes hovedpointer”. Der er her tale om en helt ukritisk gennemgang af tolv temaer, der generelt set forstærker de biopolitiske optioner. Lad os se på det:
1. Epidemikommissionens sammensætning:
Epidemikommissionen, som jo primært består af regeringens egne embedsmænd, fungerer godt. Det gælder både, hvad angår sammensætning og ”en fornuftig balance mellem den nødvendige brede i sammensætningen og den nødvendige funktionalitet”, som det står.
Så den ekstremt ”smalle” sammensætning af kommissionen opfattes altså som ”bred”, og den helt ukritiske operationsiver opfattes som en ”nødvendig funktionalitet”.
Kommissionens meget selektive brug af ”eksperter” omtales som ”andre særligt sagkyndige”.
2. Ministeriernes samarbejde med Epidemikommissionen
Det foreslås, at Styrelsen for Patientsikkerhed – ”uden forudgående høring” i Epidemikommissionen – skal kunne ”udstede konkrete påbud”. Så kan kommissionen nøjes med at arbejde med mere ”generelle kriterier”. Altså mere magt til det biopolitiske bureaukrati.
I det hele taget opleves ”forelæggelsesprocessen”, altså de administrative processer, ofte som alt for ”for tung og ressourcekrævende”. Så Epidemikommissionen fratages på en måde operativ magt. De omfattende brud på retsstatens ånd og regler skal kunne gennemføres hurtigere og mere effektivt, må man forstå.
3. Parlamentarisk kontrol
Selvom dette kapitels overskrift taler om ”parlamentarisk kontrol”, så handler det stort set ikke om dette emne. Men kontrollen fungerer fint, må man forstå.
Den meget omdiskuterede hast, hvormed Epidemikommissionen har orienteret Epidemiudvalgets medlemmer, nævnes slet ikke.
Desuden fortæller man, at det er ok, hvis man erstatter egentlige offentlige høringer med kommunikationsprocesser i de biopolitisk definerede ”sektorpartnerskaber”. Det kaldes for ”et operationelt alternativ”. Det er lidt den samme operative og bureaukratiske konsekvens, som vi så under punkt 2.
4. Gyldighed af nedlukningsaktioner
Man klager over, at det kun er muligt at lave restriktioner for 4 uger ad gangen. Det er for lidt, fremgår det. Man vil have op til 8 uger.
5. Den decentrale ressortfordeling ved visse restriktioner
Der er for stor magt i de enkelte ressortministerier. Man bør i højere grad samle nedlukningsinitiativerne i centrale aktioner hos styrelserne, som blot tager udgangspunkt i en ”generel holdningstilkendegivelse” fra Epidemikommissionen.
Det fremgår, at der i perioden fra marts 2020 til oktober 2021 blev udstedt hele 1360 corona-relaterede og foreløbige bekendtgørelser, hvilket er ca. en fjerdedel af alle bekendtgørelser i perioden. Dette omfang og hastværk umuliggør jo simpelthen en effektiv demokratisk kontrol med myndighederne.
6. Automatiske nedlukninger
Der foreslås en effektivisering og centralisering af de automatiske nedlukninger. I en forbindelse kommer der et afgørende forslag om et helt nyt princip, nemlig at ”automatiske nedlukninger” flyttes fra ”samfundskritiske” til ”alment farlige sygdomme”. Her er den centrale passage:
”Det kan i den forbindelse overvejes, om en eventuel hjemmel til at fastsætte regler om at iværksætte automatiske lokale nedlukninger ligeledes bør kunne finde anvendelse ved alment farlige sygdomme, som lokalt er særligt udbredte, med henblik på at inddæmme og begrænse høj lokal smitte, uanset at der ikke på landsplan er tale om en samfundskritisk sygdom, jf. i øvrigt nærmere herom i pkt. 3.7 nedenfor”.
Som det fremgår af henvisningen til ”pkt. 3.7” kommer der mere om dette i det efterfølgende afsnit.
Der er ingen bemærkninger om den kæmpestore og stærkt kritisable proces, der har været omkring disse sygdomsklassifikationer. Der står heller ikke noget om den kritik, der har været af samspillet mellem Epidemikommission, eksperter og Epidemiudvalg. Tavsheden er larmende, som man siger.
7. Adgangen til at fastsætte visse restriktioner ved alment farlige sygdomme
Man taler gentagende gange om ”mindre indgribende restriktioner”. Hermed tænker man f.eks. på ”lukning af butikker” og ”krav om coronapas”, men også en mere ubestemt række øvrige tiltag; f.eks. mundbind må man formode ud af sammenhængen.
Men disse tiltag er jo ikke ”mindre indgribende”. Det er tværtimod stærkt indgribende og diskriminerende nedlukningsaktioner.
Disse kraftfulde tiltag ønsker man endda at gøre brug af, selvom coronaen ”kun” er klassificeret som ”alment farlig”, dvs. stort set konstant. Altså samme logik, som vi så under “automatiske nedlukninger” og i den indledende sammenfatning.
En anden effekt af dette forslag er, at man kan undgå at behandle sagerne i Epidemikommission/Epidemiudvalget, som først træder i funktion ved ”samfundskritiske sygdomme”. Dermed falder kravet om parlamentarisk godkendelse af restriktionerne bort. En evt. parlamentarisk kontrol skal højest ”overvejes”, som der står.
Kort sagt: der arbejdes med en omfattende udvidelse af nedlukningen.
8. Behandling af personoplysninger
Man foreslår en udvidet tilgang til brug af digitale løsninger a la coronapas og smittestop-appen, samt en deraf følgende øget udveksling af personoplysninger. Disse adgange bør udvides til at kunne træde i kraft allerede ved klassifikationen ”smitsom sygdom”, altså klassifikationen under “alment farlige”. Den digitale kontrol med borgerne skærpes dermed radikalt.
9. Om nødundervisning
Også lovgivningen om undervisningen bør centraliseres i Epidemiloven, står der. Jeg tror også, at der er nogle yderligere udvidelser af restriktionsmulighederne, men jeg kan faktisk ikke helt gennemskue teksten. Der er heller ingen kritiske markeringer i denne omegn.
10-12. Diverse regler vedr. ind- og udrejse.
B. Udvalgte ministeriers høringssvar
Resten af materialet består af høringssvar fra de enkelte ministerier. Jeg vil kort nævne tre ministerier:
1. Justitsministeriet og Sundhedsministeriet selv:
Begge disse centrale ministerier ønsker, at man allerede ved ”alment farlige sygdomme”-kategorien kan påtvinge befolkningen restriktioner som mundbind og coronapas, som dermed oven i købet kommer helt uden for parlamentarisk bevågenhed. Formuleringerne spiller effektivt sammen med Sundhedsministeriets sammenfatning ovenfor.
Disse synspunkter har derfor helt klart dyb rod i statens indre. Magnus Heunicke var da også i starten meget uvillig til at afkræfte ideerne om opgøret med Epidemiudvalget, da JP’s journalister spurgte ind til emnet. Og han afkræfter slet ikke, at man agter at flytte centrale nedlukningstiltag ned i “alment farlig-kategorien”.
Sundhedsministeriet fremhæver desuden, at der er gode erfaringer med ”brugen af digitale løsninger”, og at man bør udvide disse aktioner til også at gælde ved ”alment farlige” sygdomme. Igen har vi samme logik.
2. Børne- og Undervisningsministeriet:
Her ønskes en mere effektiv centralstyring af nedlukningens elementer, så ministeriet selv slipper for så meget koordinering. Ellers er det hele mest teknik.
I ingen af disse svar er der drøftelser af retspolitiske eller retsfilosofiske spørgsmål.
C. Diverse
Ifølge JP støttes forslagene om at udvide restriktionsmulighederne for de ”Alment farlige sygdomme” af Kommunernes Landsforening og af professor i immunologi Jan Pravsgaard Christensen. Dermed understreges det, at kommunerne og den såkaldte ”forskning” er en integreret del af det biopolitiske apparat.
Heldigvis ser det ud til, at der ikke umiddelbart er tilslutningen til biostatens ideer fra politisk hold, men vi ved hvor hurtigt, de politiske partier kan vende på en tallerken. De har jo alle sammen stemt for nedlukningerne med brask og bram og er dermed tvunget ind i den biopolitiske logik.
Nu kender vi i al fald til biostatens intentioner.
Diverse links og referencer:
Link til rapport og høringsmateriale: https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/65720
Link til JP’s dækning af sagen, d. 4. april 2022:
Det ligner en totalstat, hvor vi har frikvarter indtil klokken ringer igen. Befolkningen er sat helt udenfor. Man må håbe, at der er kritiske partier, der forstår rækkevidden af dette, men hidtil har de været naive. De tror på, at når det handler om “sundhed”, så er alt jo godt. Så et Staten bedstefar. Men sundhed er jo kun ét aspekt. Det kan udvides til andre områder, hvor den søde bedstefar skal passe godt på os. Bekæmp dette lovforslag!
Det er- kort sagt- dybt skræmmende- og meget smart af politikerne at uddelegere undertrykkelsen af borgerrettighederne, så de bare kan vaske hænder og påstå at det ikke har noget med dem at gøre, med samme logik som har præget de seneste mange årtiers erodering af borger- og frihedsrettigheder.
tak for at belyse dette, vi lever i en tid hvor alting ser ud til kun at gå den forkerte vej… vores frihed er under angreb og vores politikere tjener ikke længere folket.