Referat af konferencen ”Folkeskolens formål til eftersyn”, d. 19. august 2015, på DPU

Tirsdag d. 18. august, altså i går, afholdtes en af DPU’s tilbagevendende store og velplanlagte konferencer, hvis titel denne gang var ”Folkeskolens formål til eftersyn”. I 2013 skrev jeg et langt referat af en lignende konference, der hed ”Konkurrencestatens krav til dannelse”, og skal man tro DPU’s konstituerede leder, Claus Holm, er den aktuelle konference også knyttet til konkurrencestatsideologien. Det kunne man i al fald læse på Folkeskolen.dk, hvor Holm blev interviewet dagen før konferencen.

Jeg har interesseret mig meget for formålsparagraffen, så selvfølgelig havde jeg meldt mig til konferencen, selvom jeg var skeptisk. Min skepsis redegjorde jeg for i en facebook-opdatering dagen før.

Nå, men hvordan gik det så? Kom ”formålet” til eftersyn? Og svaret er: Det gik fuldstændig, som jeg havde forventet. Konferencen handlede næsten ikke om ”formålet”, og når den gjorde, var det i et opgør med formålets egen tradition. Der var kun én undtagelse, som man kan læse om under afsnit 4.

Men først: Her er formålsparagrafferne, som jeg har beskæftiget mig indgående med i bogen ”Pædagogikkens to verdener”:

“§1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.

Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

§2. Folkeskolen er en kommunal opgave, jf. dog § 20, stk. 3. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at alle børn i kommunen sikres vederlagsfri undervisning i folkeskolen. Kommunalbestyrelsen fastlægger, jf. § 40 og § 40 a, mål og rammer for skolernes virksomhed inden for denne lov.

Stk. 2. Den enkelte skole har inden for de givne rammer ansvaret for undervisningens kvalitet i henhold til folkeskolens formål, jf. § 1, og fastlægger selv undervisningens organisering og tilrettelæggelse. Stk. 3. Elever og forældre samarbejder med skolen om at leve op til folkeskolens formål.”

§2 var slet ikke på banen, hvilket man måske godt kan forstå, selvom jeg dog vil bede læseren bemærke, at kommuner og skoleledelse ifølge loven altid skal handle med formålet in mente. Det er faktisk kontroversielt, eftersom formålet ingen rolle spiller i f.eks. KL’s og skolelederforeningens kulørte og forfatterløse propaganda.

De aspekter af §1, der blev nævnt, blev kun inddraget i meget smalle og alt for empiriske betydninger, dvs. som mål og ikke som formål, eller blev kun behandlet i underordnede workshops. Med en enkelt undtagelse hvilede de tre seriøse behandlinger faktisk på et opgør med formålsparagraffens udgangspunkt. Så på indholdsiden var konferencen ikke så god. Her er en gennemgang af mine indtryk. Jeg vil tro, konferencen bliver lagt på DPU’s hjemmeside som video, hvor man vil kunne tjekke, om jeg har hørt ordentlig efter:

 

1. Claus Holms og Lars G. Hammerhøjs indlæg

Konferencen indledtes af Claus Holm, som er mega-konkurrencestatsfan, hvilket jeg har skrevet om mange gange. I denne omgang fik vi det sædvanlige opgør med Løgstrup og Hal Koch, og Holms begejstring for vidensøkonomien og ”arbejdsmarkedet”, som de centrale formålsvektorer, stod også tydeligt frem. DPU er ikke traditionens vogter, for nu at sige det mildt, og jeg var da også lige ved at græde, da jeg, ifølge mine notater, hørte følgende:

”I stedet for demokrati, får vi læring som skolens primære formål”.

(Ifølge folkeskolen.dk’s referat sagde Holm følgende: “I stedet for at demokrati som livsform skulle udgøre skolens primære formål, så er det nok mere præcist at tale om, at læring som livsform i dag er skolens primære formål”).

Hvad er det, der står? ”I stedet for”? Men hvad så med “frihed og folkestyre” i §1? Og husk at ”læring” ikke refererer til “kundskaber” men kun til ”vidensøkonomi” og “læringsmålstyring”, for alt det andet er jo smidt ud ved det teoretiske udgangspunkt (som er samtidsdiagnose og systemteori).

Holm sagde også, at ”dannelse må vige for uddannelse til erhvervslivet”, og det hjalp jo ikke på problemet med mine tårekanaler. Det minder mig om systemteoriens, dvs. den metodiske anti-humanismes opgør med det, den kalder for ”fundamentalistisk fænomenologi”, som jeg også har skrevet om rundt omkring. Holms tænkning er da også præget af Lars Qvortrup og Jens Rasmussen, som jo begge er systemteoretikere (Holm er også inspireret af Lars Henrik Schmidt, hvilket giver ham et blødt punkt for “selvet”, men det er en lang historie).

Nå, men det hele var jo egentlig ikke andet end en gang back to basic-konkurrencestatsideologi, som jeg har behandlet grundigt mange andre steder.

Og det var skam en klassisk “talehandling”, som man sagde i gamle dage. Det vil sige, at det ikke kun var Holm, der talte. Det var DPU selv: ”DPU mener, der er brug for et eftersyn. Er der noget galt, er der noget der skal repareres?”, spurgte Holm. Svaret på det spørgsmål var ”ja”, det fremgik tydeligt. Det næste spørgsmål er så blot, hvem der spørger? Hvem er DPU? Ja, det er altså så konkurrencestaten og vidensøkonomien.

Holms perspektiv, og dermed også min konklusion, blev bekræftet af det eneste andet foredrag, der gik præcist på dagens emne (bortset fra en enkelt undtagelse), nemlig konferencens sidste foredrag, som blev holdt af Lektor Lars G. Hammershøj. Hammershøj har næsten samme teoretiske udgangspunkt som Holms, og også han var ude i et frontalt opgør med den pædagogiske tradition. Hammershøj deltog også, ligesom Holm, i 2013-konferencen, altså den om “konkurrencestaten krav…”, og der var ikke meget nyt under solen i 2015-versionen. Vi fik et opgør med fortiden og, som Hammershøj udtrykte det, med det samfund, som ER, hvilket Hammershøj sidestillede med et opgør med formålets, altså §1’s, ”hovedfokus”, og dette “ER” blev nærmest præsenteret som problemet selv.

Jeg noterede mig ikke noget særligt præcist om, hvad Hammershøj mente samfundet ”ER”, og som han altså ville af med, men det er nok alt det, han ved andre lejligheder har talt ned, nemlig forskellige kombinationer af det nationale, det europæiske, oplysningen, humanismen mm. – “metanarrativerne”, som det hedder i det, der engang var en kritisk jargon.

I stedet skal vi ifølge Hammershøj fokusere på det, som åbenbart ikker noget med §1 at gøre, nemlig det ”samfund der kommer”, altså fremtiden, og her taler vi ligefrem om et ”grundlæggende andet samfund, ja et grundlæggende andet arbejdsmarked”. Det hele havde faktisk en tendens til at kollapse ind i det der med “arbejdsmarkedet”.

Vi skal ”diagnostisere tendenserne”, hed det, og tendenserne er ”individualisering og vidensøkonomi”, og herefter fulgte al det moderne management/konkurrencestats-sprog.

Hammershøj rundede i bedste konkurrencestatsstil af med at sige, at vi skal ”ophæve skellet mellem dannelse og konkurrencestat”, hvilket efter min opfattelse er det samme som slet og ret at ”ophæve dannelsen”. Han sagde ligefrem, at der er brug for at ”operationalisere dannelsen” og ”måle den på alle trin”. Man ser for sig, hvordan læringsmålsstyringen klemmer den sidste rest af åndsfrihed ud af landets pædagogiske liv. Formuleringerne i §1 var alt for “rummelige”, kunne man forstå. Hammershøj refererede her helt ukritisk til den forrige regerings ”Rejsehold”, som er et af synonymerne for antidannelsen i Danmark i sen 00’erne. Hammershøj er helt galt afmarcheret i hele sin tilgang efter min mening.

Så med Holm og Hammershøj, som var konferencens start- og slutpunkt, indrammedes “DPU mener….”.

 

2. Ning de Coninck-Smith

Derpå var det Ning de Coninck-Smiths tur. Coninck-Smith er redaktør på det store værk ”Dansk skolehistorie 1-5”, som har mange dyder. Jeg havde håbet, at hun ville fortælle om formålsparagraffens historie fra 1814 og til i dag, men det gjorde hun ikke. ”Formålet overlader jeg til Holm”, som hun sagde, og i stedet fortalte hun om nogle andre ting. Dermed kom Coninck-Smiths forelæsning, formodentlig uforvarent, til at stå som en direkte støtte til Holms læringsbegejstring og hans opgør med pædagogik. Det var ærgerligt.

 

3. Kundskabsbegrebets deroute og nogle andre oplæg

Derpå fulgte en lang række oplæg, som jeg i første omgang undrede mig over overhovedet var på programmet. Jan Mejding og Peter Allerup talte om læse- og matematikundersøgelserne i regi af Timms og Pearl-undersøgelserne. Frans Ørsted Andersen talte om nogle trivselsundersøgelser og nogle praksisorienterede udviklingsprojekter, han har deltaget i. Jonas Lieberkind fortalte om nogle modsætningsfyldte tendenser i en empirisk undersøgelse om danske skolelevers demokratiske dannelse. Antropologen Ida Wentzel viste en film om ”skolereformen i børnehøjde”, og lektor Hanne Knudsen talte om forældresamarbejde. Alle oplæggene var hver for sig spændende nok, men hvad det havde med ”formålsparagraffen” at gøre, kunne jeg ikke hitte ud af.

Men så fandt jeg pludselig ud af det. Meningen var, at f.eks. Allerup og Mejding skulle tage sig af §1’s ord ”kundskaber og færdigheder”, som altså blev oversat til noget med at score på komparative undersøgelser. Det, må man sige, er en noget smal forståelse af kundskabsbegrebet, som ellers har været med siden 1814. Det er ikke i orden. Men min fortolkning af Allerups og Mejdings funktion forstærkes faktisk af Holms indledende oplæg, hvor han, med reference til de økonomistiske ”Globaliseringsrådet” og det ”Økonomiske råd”, demonstrerede samme reduktionistiske opfattelse af ”faglighed”.

Men to oplæg om læse- og regneundersøgelser er altså ikke en undersøgelse af ”kundskaber” i §1’s forstand. Her er kundskabsformuleringen i §1, stk.1:

”Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling”.

Hvordan filan denne flotte formulering kan blive til læseranglister i en konference om FOLKESKOLENS FORMÅL? Det forstår jeg ikke.

I øvrigt var begge oplæg gode på egne præmisser. Mejding og Allerup fortalte, at det går helt fint med teknikken. Danmark er åbenbart i top 5. Ok, dermed har man så indfriet en tilfældig politisk målsætning. Men spørgsmålet var jo, troede jeg, hvordan står det til med formålet? Havde man gjort det, tror jeg at man ville finde ud af , at formålets kundskabsbegreb er i dyb krise pga læringsmålstyringen. Ja, hele forestillingen om, at kundskaber kan reduceres til “ranglister” er da et krisetegn uden lige.

De andre oplæg, jeg remsede op, handlede på samme måde om nogle empiriske sider af det ene og det andet ord. Helt off the point efter min mening.

 

4. Åndsfrihed, ligeværd og demokrati – Jens Bruuns ensomme sejr

Derpå skulle emnet ”åndsfrihed, ligeværd og demokrati” dækkes. Det skete med to oplæg af henholdsvis Jens Bruun og Jonas Lieberkind, som begge har været involveret i et stykke komparativ europæisk medborgerskabsforskning – det såkaldte ICCE, hvor Danmark simpelthen bonnede ud med en topplacering for nogle år siden.

Lieberkind koncenterede sig primært om at redegøre for et modsætningsfyldt empirisk fund, som var lidt teknisk i forhold til hele formålsdiskussionen, og som jeg lader ligge her. En enkelt normativ markering blev det dog til, da han kort beskrev det pædagogiske felt som en kamp mellem ”konkurrencestatsfortalere og velmenende meningsdannere”. Det lyder lidt som om, at han med denne formulering selv er på konkurrencestatssiden, gør det ikke? Det synes jeg. Selv er jeg nok en ”velmenende meningsdanner”, og det er jo dejligt, men i Lieberkinds mund lød det lidt forkert. Men måske overfortolker jeg? måske var det bare for sjovt? Men hvorfor var der ikke andre muligheder? Jeg synes ikke, det var sjovt.

Jens Bruun, derimod, var simpelthen dagens højdepunkt, dagens åndelige fyrtårn. Alt, hvad han sagde, stod i modsætning til konferencens ånd, men jeg tror faktisk ikke, at der var nogen, der opdagede det, måske ikke engang ham selv? Her er nogle af hans sætninger ud fra mine noter. Jeg har skrevet et par korte kommentarer i parentes:

”Formål er som i ”før” (Hammershøj og Holm står for et opgør med ”før”, de vil have ”fremtiden”)

”Formål er som i ”For-udsætning” (fremragende)

”Der er forskel på mål og formål” (hele konferencen beskæftigede sig primært med aktuelle mål, og ikke med formål, altså ikke om ”før”, og heller ikke om ”forudsætningen”. Faktisk var Holm/Hammershøj ude i et opgør med “Er” og “Før”)

”Ved at tale om mål, glemmes formålet” (ja, det bar hele konferencen præg af)

”Formålet er målets forudsætning” (ja, dette samspil mellem mål og formål kan ”DPU’s” horisont slet ikke håndtere i disse år)

”Formålet er ikke underlagt tid, som målet er” (Tænk over det!!!!. Det er stik modsat samtidsdiagnosen, som er Holms og Hammershøjs gebet. Formålet er en “rumlig” kategori.)

”Formålet er et mål i sig selv” (det er klassisk pædagogik, mange tak)

”Skolen handler om at udvikle dømmekraft, så formålet ikke kan betyde hvad som helst” (kunne det ikke stå over det hele? tak!)

Desværre brugte Bruun ikke sine guldkorn til at rejse en kritik. Det burde han have gjort. Og ingen andre kommenterede hans fine formuleringer. Men han skal have tak for, som en helt-alene-stork, at bringe dagens emne på banen.

Bruun var hverken ”konkurrencestatsfortaler” eller en ”velmenende meningsdanner”, som Lieberkind netop havde udtrykt det. Bruun var en dybt seriøs filosof, dagens eneste.

 

5. Workshop om det nationale og det multikulturelle

Nogle undrer sig måske over, hvad der blev af formuleringerne i §1 om ”fortrolighed med dansk kultur og historie og fortrolighed med andre lande og kultur”? Det er jo hele den nationale tradition og dens forhold til omverden, der er reflekteret i dette udtryk, som vist nok er Bertel Haarders.

For folk som Holm og Hammershøj, og faktisk også systemteoretikerne, er den slags en vederstyggelighed, og de fremhæver det aldrig. Ja, selv blev jeg engang tiltalt som “højreradikal” af en systemteoretiker, fordi jeg har talt pænt om det “nationale”.

(Det er måske også derfor, at der slet ikke var inviteret filosoffer, teologer, højskolefolk eller andre med forstand på slige den slags emner, f.eks. Jørgen Carlsen eller Alexander von Oettingen eller Peter Kemp?).

Det er for ringe efter min mening, men typisk for DPU for tiden.

Nå, men emnet, altså det der med det nationale, dukkede faktisk op sådan lidt indirekte. I løbet af eftermiddagen var der nemlig indlagt nogle workshops. Og fordi jeg i foråret havde rodet mig ud i en historiedidaktisk diskussion på min blog, havde jeg meldt mig til en workshop, der hed: ”Fortrolighed med dansk kultur og historie – det nationale fællesskab til genforhandling i det 21. århundrede”.

Dette vigtige emne var simpelthen reduceret til en historie- og danskdidaktisk workshop. Oplægsholderne var Helle Rørbech og Claus Haas, og især sidstnævnte havde som så ofte før travlt med at modstille det nationale og det multikulturelle, så især det nationale blev opfattes som noget meget smalt og nærmest et overgreb mod landets udlændinge. Haas sidestillede ligefrem formuleringen “kendskab til andre landes kulturer” med noget “multikulturelt”, som han satte op overfor “fortrolighed med egen kultur”-formuleringen, som så var noget nationalistisk. Det er vist det, man kan kalde for en “socialkonstruktivistisk konstruktion”.Den modsætning er jeg helt uforstående overfor, simpelthen helt.

Helt ærligt: Jeg forstår det ikke. Efter konferencen spadserede jeg i strålende solskin ned gennem Nørrebros nye parkanlæg. Der var mange hudfarver, men det hele var så pæredansk som noget. Men denne ”ærkedanske mangekulør”, der har rod i Christianias syntese af frigørelse, nordisk mytologi og venstregrundtvigianisme, kan ikke komme til orde med fuld litterær og æstetisk mangesidighed, når Haas’ konstruktioner regerer. En udlænding kan efterhånden ikke møde andet end et velfærdsbureaukrati, fordi vi jo ikke har et DANMARK at vise frem, fordi Haas og mange andre tror, det er undertrykkende.

Haas refererede til en undersøgelse, han havde lavet, hvor de fleste lærere sagde, at de både underviste med “det nationale” og med ”andre landes kultur” for øje. Haas mente tilsyneladende, at det var en modsætning, men det synes jeg slet ikke, tværtimod, og de to aspekter står jo også helt problemfrit sammen i formålsparagraffen. Jeg har ved en anden konference bemærket Haas’ vrede mod det nationale, og ikke mindst mod Grundtvig. Haas’ vej er helt forkert efter min mening.

Rørbechs forskning er jeg ikke bekendt med, udover at den indeholder stærke poststrukturalistiske og socialkonstruktivistiske referencer, hvilket jeg ved andre lejligheder har problematiseret. Jeg fandt dog også et foredrag på nettet, hvor Rørbech tilbage i 2011 taler om den amerikanske filosof Martha Nussbaum. Nussbaums humanisme tænker det ”multikulturelle” sammen med ”verdensborgeren” og multi-kulti får dermed en langt mere æstetisk og filosofisk side, som jeg ikke er stødt på i mine læsninger af andre DPU-poststrukturalister, f.eks. i Dorthe Staunæs’ arbejder, som går meget mere i retning af post-humanisme og hjerneforskning . Filosoffen Peter Kemp er iøvrigt også meget glad for Nussbaum, men han ser slet ingen modsætning mellem det nationale og det globale, som Hass jo gør, tværtimod faktisk. Hvorvidt Rørbech har fastholdt sin interesse for Nussbaum, ved jeg ikke, men jeg tror det faktisk, fordi hun lød meget mere blød i sine distinktioner, end Hass gjorde, selvom hun ikke helt kunne slippe den barske neo-strukturalistiske diskurs.

Formålsparagraffen er national i dybden – heldigvis, for så kan den samle mange forskellige mennesker i sin kreds. Men det kan den jo ikke gøre, hvis dens nationale grund afvises som noget højreekstremistisk.

 

6. Konklusion

Det var en meget velorganiseret konference, forplejningen var fin, og oplæggene var spændende. Men horisonten var simpelthen for smal og ideologisk, og DPU slap derfor skidt fra konferencen på det indholdsmæssige plan.

Faktisk vil jeg fortolke konferencen som et oplæg til et decideret opgør med Folkeskolens formål set ud fra den nye skolereforms synspunkt. Da dette udgangspunkt, altså skolereformen, jo selv hviler på et opgør med den pædagogiske tradition som sådan, og dermed også  med formålsparagraffen, så er det klart, at man næsten ikke kan genkende skolens formål i konferencens vokabular, dvs. i DPU’s talehandling.

Jens Bruun var dagens højdepunkt. Det varede i ca. 10 minutter ud af 8 timer. Havde han brugt sine ideer til at kommentere konferencens horisont, havde han også været dagens helt.

 

Andre omtaler af konferencen:

Konferencen i fuldt videolink (tilføjet d. 3. september)

Journalistisk dækning af konferencen på folkeskolen.dk

Journalistisk dækning af Claus Holms oplæg på folkeskolen.dk

Lærer Anette Linds referat på folkeskolen.dk

Min egen analyse af Løgstrups tekst om skolens formål, kan man læse i afslutningskapitlet i bogen Krisen i dansk pædagogik

En tanke om "Referat af konferencen ”Folkeskolens formål til eftersyn”, d. 19. august 2015, på DPU"

  1. Kære Thomas
    Jeg missede desværre konferencen omkring formålsparagraffen, noget som jeg ellers havde set hen til, fordi det er så vigtigt for mit virke som censor i fagene pædagogik og almen didaktik i læreruddannelsen.
    Nu har man jo godt nok slagtet fagene i læreruddannelsen – noget din ven Jens Rasmussen tøhø og DPO folkene har sørget for – til gengæld vil man have studerende med højere gennemsnit ind på landets lærerseminarier.
    Det giver ingen mening hvis man ikke har noget formål med sit virke.
    Når vi er ude som censorer er der 3 ting der må være tilstede i en opgave/et mundtligt forsvar for at vi kan tale pædagogik.
    De 3 ting der altid må præsenteres i en pædagogikeksamination er: et samfundssyn, et menneskesyn og et dannelsessyn.
    Går vi over i faget almen didaktik må der tillige knyttes et læringssyn, samt alle de overvejelser der er forbundet med “unterwisen”, metodevalg, målstyring, elevforudsætninger og meget andet for at få sin undervisning til at lykkes og man kan kalde sig lærer.
    På trods af jeg ikke var til konferencen er jeg glad for du gjorde det Thomas og jeg er helt enig med dig i dine beskrivelser, det er jo en katastrofe,hvis landets højeste instans på det pædagogiske område er blevet så udvandet at man ikke evner at forholde sig til noget så vigtigt som skolens formål og dermed dannelsessyn.
    Jeg har flittigt refereret til de 3 fundamentaler vi dog får præsenteret i folkeskolens formål når jeg har været ude som censor: Ligeværd, åndsfrihed og demokrati. Ligeledes har jeg bedt de studerende gøre rede for hvorledes de skaber fortrolighed med dansk kultur og giver kendskab til andre kulturer. Særlig i et fag som dansk som andetsprog har de fremmede studerende og underviserne i faget ofte opfattet mine fornuftige og lovbundne krav som nærmest racistiske og iøvrigt har de ikke forholdt sig til kravet i formålsparagraffen. Istedet ønsker de lige gyldighed, men filosofisk set findes den position ikke – blot for den naive. Derfor er det såmænd godtnok at vi bliver bedt om at skabe fortrolighed med dansk kultur og de gode værdier folkets skole repræsenterer – en lærer må ville noget med sin undervisning.
    Du skal være opmærksom på en ting Thomas, og det er at når undervisningsministeriet og DPU ikke formår at forholde sig til skolens formål – altså når der er dannelsesmæssig krise på de højeste pædagogiske niveauer – så betyder det ikke at dannelseskravet forsvinder, eller i Jens Rasmussens forståelse blot kan opløses som en sæbeboble der brister og er væk i vinden til fordel for et eller andet samfund med kildrende emergens som norm; nej, det der sker, hvis man ikke forholder sig opmærksomt på idealerne i et dannelsessyn er, at lærerne kommer til at gøre ting i blinde. Sådanne lærere er livsfarlige for vore værdier og vort demokrati. Og når man så aktivt ønsker at knægte lærerne, som vi så det med Lockouten og lade disse overgå til funktionærer underkastet en andens ledelse, så har man altså disse lydige funktionærer som skal modtage ordrer fra målstyringsapparatet, men som ikke kan tænke selv.
    Når det verdslige dannelseskrav er svækket, som vi ser det fra DPU´s konference, så skal vi være opmærksomme på at der altid er 2 kræfter som gerne byder sig til. Det ene er kristendommen/troen og det andet kommer fra kapitalisterne/erhverslivet, som jo aldrig er bange for at byde ind med krav og forventninger til folkeskolen.
    Det er nok ca. der vi er lige nu og jeg er derfor ikke enig med dig i at Jens Rasmussen bærer ved til et marxistisk bål, men derimod naivt bærer ved til et kapitalistisk bål istedet.
    Du vil også notere at vor nye minister på området venstremanden Esben Lunde godtnok har skrevet ph.d. i Grundtvig, men det er jo ikke en Grundtvig vi kender. Det er Grundtvig vendt i konkurrencestatstænkningens sur/sød sovs og voila ! kristendommen og kapitalismen omfavner hinanden i kær forening og ud ryger værdierne i det verdslige dannelsesbegreb.
    Jeg forstår ikke de pædagogiske tænkere ikke er mere på vagt overfor de 2 nævnte interessenter og allerede med KLM faget i læreruddannelsen så vi en uheldig sammenkobling, hvor pædagogikfaget blev stormet af kristendomsfaget, som straks fandt sig godt tilrette i den ledige stol og stort set ingen løftede hverken finger eller øjenbryn i det pædagogiske felt. Det undrede mig meget.
    Jeg er derimod fortsat med den sene Grundtvig der klogelig sagde: “menneske først, kristen så” og der ligger et kæmpe arbejde med først og fremmest at forsvare de eksisterende værdier i formålsparagraffen og dernæst fortsat filosofisk drøftelse af, hvad vi vil med vores folkeskole, vore børn og kommende borgere.
    Venlig hilsen
    Morten Konge Nielsen
    Cand.pæd.pæd.

Skriv en kommentar