Reformpædagogik var højdannelse

Anders Fogh Rasmussen havde i 2002 travlt med at skælde ud på noget, han kaldte for ”rundkredspædagogikken”. Hans efterfølgere ville have tekniske færdigheder i stedet for. Men hvad fik vi? Vi fik en radikaliseret rundkredspædagogik uden kundskaber. Dvs. kredsen i egen hjerne. Sådan kan det gå.

Fogh var af Venstreslægt og havde dermed indbygget et grundtvigsk gen. Efter sigende dog med en skrap far. Fogh henviste allerede i 00’erne til Kaj Thaning, som var den grundtvigforsker, der prægede Løgstrup og vist også Koch og videre det frie lærerseminarium osv..

Løgstrup og Koch var altså på forskellige måder involveret i dele af udviklingen af den reformpædagogik, som Fogh ikke kunne lide, selvom de altså trak på samme kilder som Fogh selv. Det hele er en forskrækkelige historie. Men ok, man forstår også godt Foghs ærgrelser, for når man læser pædagogisk teori fra 1970-2000, så bliver man altså meget ked af det. Det var virkelig en destruktiv generation, for nu at sige det på den måde. Fogh var desværre også blevet forvirret af den ekstremistiske filosof Ayn Rand, men det lader jeg ligge her, selvom hun spræller lidt i de aktuelle finanslovsforhandlinger, hvor LA, hvis mentor jo er Ayn Rand-fan på den store klinge, er eksistentielt defineret ved noget så kedsommeligt som skattelettelser.

Men var den oprindelige reformpædagogik kultur- og kundskabsløs? Det kan jeg love for, den ikke var. Som nævnt var der tilknyttet højt profilierede personligheder med rødder i grundtvigske miljøer og bondebevægelsen, herunder Georg Christensen og Jens Rosenkjær. Christensen vat tæt på Hal Koch og rektor for Joenstrup Seminarium, og Rosenkjær ville forene bønder og arbejdere. Derudover var der en række folk som var påvirket af Frøbel og især Montessori og senere Dewey. Mange af disse folk var dybt engagerede i litteratur og musik. Læs f.eks. Torben Gregersens erindringer ”En værre bolsjevik”. Gregersen kan ganske vist ikke forliges med sin grundtvigske farfar, hvilket efter min mening på en måde var årsag til, at han bliver jaget hen til kommunisterne. Til gengæld kom morfaren i kredsen om Georg Brandes, og det var sejt, kan man læse, men den nordsjællandske dannelseselite myldrer omkring i Gilleleje. Gregersen var levende interesseret i verden omkring ham og hørte og spillede både klassisk og moderne musik. I erindringerne nævner han først ordet ”børn”, da han vil forstå jazzens væsen, og fra besøget i Sovjetunionen refereres primært fra finkulturelle erfaringer af forskellig art.

Georg Christensen var litteraturmand på den store klinge og havde høje idealer om børnenes litterære dannelse. Oppe i Skive sad en af Christensens elever, Holger Paaskesen, som regerede efter sin lærermesters blanding af grundtvigske og reformpædagogiske idealer. Det kan man læse om i Paaskesens bog fra 1968 “Vi lærer for livet”. Paaskesen spillede iøvrigt en stor rolle ifm læreruddannelsesreformen i 1954, hvor eksamensmomentet blev kraftigt nedtonet.

Rosenkjær var leder af radioens foredragsafdeling. Mange af disse folk var altså højdannede, men de trak også på en dannelseskultur, som de kunne tage for givet. De var i et lykkeligt fald, dvs. i en kreativ motor.

Et centralt sted var ”kursus for småbørnslærerinder”, i daglig tale blot ”kursus”. Her stod Rosenkjær, Georg Christensen og ikke mindst Montessori-psykologen Sofie Rifbjerg centralt. Der var et rend af kulturpersonligheder på kurset. Bernard Christensen, Jens Sigsgaard, Svend Møller Kristensen, Egon Mathiesen osv.. Inger Merete Nordentoft og Anne Marie Nørvig, som også var med i kredsen, arbejdede i øvrigt sammen med Torben Gregersen om undervisningsmateriale, f.eks. læsebøger for børn. Hal Koch kom i Nørvigs hjem og blev omtalt positivt i Nordentofts bog om demokrati. Mange af disse folk bidrog også til at kulturalisere DKP og senere den danske venstrefløj mere bredt. Dvs. at vi fik en arbejderklasse med både åndelighed og handlingsliv.

Mange af disse folk bidrog til skoleforsøg, tidsskriftsredaktioner, skoleledelse, lærerbogsudvikling, kunst mm..Tænk at danske pædagoger kunne uddanne sig i sådanne miljøer dengang?

Jeg er ikke enig med dem alle sammen i alt muligt, men jeg er virkelig ked af, at reformpædagogikken i løbet af 1970’erne mistede både dens ”kultur” og dens ”radikalitet”, for til sidst at blive til det vi i dag kalder for “skolereformen”.

Skal man pege på reformpædagogikkens dannelsesbidrag i dag, bør man især nævne lilleskolerne og visse friskoler, samt nogle byggelegepladser, dengang kaldet for ”skrammellegepladser” og ”skrammologi”. Lilleskolernes kreds holdt iøvrigt deres første møde på Vartov. Skolerne skulle være en blanding af hjem og moderne pædagogik. Så der var nok en grundtvigsk forbindelse der. Endelig bør man måske nævne Christianias æstetik, som i dag er overalt i byrummene. Måske også lejrskolerne? Hvis de da ikke er ved at forsvinde? Måske er der også et bidrag til en grundlæggende form for national æstetik, som også lever videre?

Ellers er det desværre den reformpædagogiske anti-dannelse, der råder. Man smed kulturen væk. Tilbage stod de kognitive tests og den ustandselige kontrol med børns dataficerede ”læring”, som det hedder i dag, uden kundskabsinteresse vel at mærke. Det reformpædagogiske demokratibegreb, som begrundedes med henvisning til john Dewey, var i realiteten blot en grundtvigsk og måske endnu ældre figur efter min mening, men det lader jeg ligge her. Rundkredsen stammer helt andre steder fra end 70’er-pædagogerne. Folketinget er også en rundkreds.

Pt arbejder jeg med tre hypoteser om, hvorvidt der var nogle idemæssige bevægelser i reformpædagogikken selv, som bidrog til dens tragik. Det drejer sig for det første om forholdet til grundtvigianismen, som var blandet, som det fremgår ovenfor. Men forbindelsen mellem de to strømninger blev opretholdt frem til 1989, hvor den forsvandt. Skolereformens reformpædagogik er en direkte konsekvens af dette brud, som Antorini selv beskriver det i nogle af sine bøger fra 2000’erne. I forskningskredsene blev bruddet båret frem af poststrukturalismen og systemteorien, dvs. af DPU. DPU bidrog faktisk også positivt til reformpædagogikkens udvikling, men det var dengang, institutionen hed Danmarks Lærerhøjskole. Lærerhøjskolens rektor, G.J. Arvin, var medunderskriver på Emdrup-planen og stærkt præget af Montessoris ideer. Og en række af hans medarbejdere arbejdede med forholdet mellem moderne pædagogik og fagudvikling inspireret af bl.a. Dewey, Klafki og Christen Kold. Men det fik stort set en ende i 2000, da DPU blev dannet. Fra da af hed mantraet “læring”.

Det andet idemæssige træk drejer sig om det hele eller halve opgør med Frøbel, som fandt sted i 1920’erne. Der var en kamp mellem Frøbel og Montessori på det tidspunkt, en kamp mellem en åndelig/romantisk og en naturvidenskabelig/psykologisk pædagogik, formodentlig struktureret af 1. verdenskrigs rekonstruktion af videnskab og filosofi. Og ”Kursus”, som primært var Montessori-båret, kom jo efter de to klassiske pædagogseminarier, Frøbel-højskolen og Frøbel-seminariet. Jeg har en mistanke om, at Frøbel tabte for meget. At den milde og åndelige interesse for barnet gik tabt. Havde man fastholdt Frøbel mere, kunne man måske have stået stærkere i 1989.

Det gamle Frøbel-seminarium, som lå på Frederiksberg, fungerede frem til forrige år som afdeling under det skrækkelige UCC. I dag bruges bygningerne til en ny folkeskole, som drives efter den nyeste skolereforms-reformpædagogik.

Det tredje problem er forholdet til den nykantianske pædagogik fra 1800-tallet, heriblandt Herbart og hans virkningshistorie. Herbarts fortolkere endte med at gøre ham til jernhård didaktiker, hvilket han overhovedet ikke var. Han ville blot give pædagogikken en egenart. Det pudsige er, at reformpædagogikken og kulturradikalismen i høj grad selv er et produkt af ny-kantianismen, blot i nogle senere former. Konsekvensen af denne fejl bliver et alt forsimplet kundskabsbegreb, som ind imellem bliver gjort til noget, som skulle være ”undertrykkende”, og hvad det ellers har heddet siden 1970’erne. I dag har vi heldigvis Alexander von Oettingen til at minde om den gamle tyske tradition, men desværre tror jeg ikke, han helt har sans for reformpædagogikkens og grundtvigianismens dyder, hvilket han burde. Læser man Herbart selv og de dannede reformpædagoger er der ikke så stor forskel, at det gør noget.

Når det hele er samlet op igen, så får vi nogle fine børnehaver og skoler, fyldt med dejlige rundkredse, undervisning og kundskabsting, og vel at mærke uden centraldirigeret læringsmålsstyring. Herfra kan folket oplyse politikken.

Men så længe, der er en forligskreds, der står vagt om det pædagogiske forfald, så kan vores tradition ikke virke.

Skriv en kommentar