D. 11. september udkom den siddende regerings skoleudspil. Titlen er ”Folkets skole: Faglighed, dannelse og frihed – justeringer af folkeskolereformen”. Nedenfor drøfter jeg udspillets politiske kontekst og konsekvenserne heraf for tekstens sætninger. Jeg vil argumentere for, at det slet ikke handler om “dannelse, frihed og faglighed”, men om noget helt andet, nemlig om implementeringen af regeringens teknologi- og samfundssyn.
1. Regeringsgrundlaget
Merete Riisager er den mest vidende og kompetente undervisningsminister, Danmark har haft i mange år. Hun har ene kvinde og som menigt folketingsmedlem kæmpet imod skolereformen, og hun har som minister siden 2016 ihærdigt arbejdet med at afbøde konsekvenserne af reformens læringssyn.
Der var mange, der var skeptiske, da hun blev minister. Hvordan kunne hun arbejde konstruktivt med en reform, som hun var inderligt imod? Svaret var både effektivt og elegant. For at forstå det, må man se på 2016-regeringsgrundlagets centrale formulering om folkeskolen. Den lyder sådan her:
”Det er afgørende, at der fortsat sikres ro om folkeskolen, så den forandring, som skolen er i gang med, understøttes bedst muligt. Regeringen vil løbende vurdere, om der er behov for enkelte justeringer som opfølgning på erfaringerne med reformen.” (s. 67)
Der er to ting i denne formulering, som er værd at hæfte sig ved, nemlig det der står, og det der ikke står:
A. Det, der står:
For det første det, der står: Det er ordet ”justering”, der er det centrale. Alle små og store ændringer kan simpelthen puttes ind under det ord. Riisager har derfor kunnet forårsage ændringer i skolens fagstruktur, ændringer af læringsplatformene, en udbredt brug af dispensationer og meget andet. Det aktuelle udspil er en del af denne ”justerings”-proces, og det er også derfor, at ordet ”justeringer” indgår i udspillets undertitel og bruges igen og igen af ministeren.
Vi har altså gang i det, som de gamle diskursteoretikere kaldte for en ”diskursiv strategi”. Det er herligt at iagttage, fordi ordenes oprindelige betydning langsomt men sikkert kommer til syne under betydningsmarkøren ”justering”. Dermed undergraves skolereformens hegemoniske nysprog, så justeringen til sidst gør oprør mod det, som i første omgang bare skulle justeres. Det er det, som også kaldes politik.
B. Det, der ikke står:
En vigtig årsag til Riisagers elegante effektivitet vedrører et ord, som netop ikke er nævnt i regeringsgrundlagets afsnit om folkeskolen, og det er ordet ”læring”. Læring var jo ellers skolereformens centrale begreb – ja, reformens fortalere talte ligefrem om en “læringsrevolution” – men Riisager er altså ikke forpligtet på ordet, som da heller ikke er noget centralt begreb i selve lovteksten for folkeskolen. F.eks. er det ikke nævnt i skolens formålsparagraf.
Riisager har derfor simpelthen kunnet aflæringsficere hele skolevokabularet. Hun nævner aldrig ordet. Derimod siger hun konsekvent ”kundskaber”, og kundskaber er et filosofisk og pædagogisk rigt ord i modsætning til læring, som primært er psykologisk-biologisk-administrativt. Der er ganske vist mange, som tror, at kundskabsskolen er en blanding af røv-til-bænk og pisalister. Men det skyldes udelukkende, at kundskabsbegrebet, som netop blev opnormeret i 2006-revisionen af folkeskoleloven, efterhånden er blevet økonomificeret til ukendelighed, radikalt forstærket i Antorinis skolereform fra 2013. Men Riisager har faktisk nedtonet det økonomiske og i stedet sat kundskaber i relation til faglighed og kulturel udvikling mere bredt.
C. Nyliberalismen og dannelsesliberalismen
Så ordet ”justering” og det manglede ord ”læring” er årsagen til, at Riisager har kunnet arbejde effektivt med at løfte faglighed, kundskab, kultur og demokrati. Ja, hun har faktisk vundet mange læreres hjerter, selvom hun kommer fra et parti, hvis ideologi, mange er kritiske over for. På en måde har Riisagers tilstedværelse været LA’s store chance for at forbinde sig til dansk tradition og kultur. Det har været vigtigt, fordi partiet jo er grundlagt på den ekstremistiske filosof Ayn Rands filosofi. Man kan godt sige, at der er to politiske og åndelige fløje i partiet. En Rand-fløj og en kulturliberal fløj, repræsenteret ved hhv. bror og søster fra Horsens. Det går lidt fremad, men det duer jo ikke, at Randfløjen har formandsposten.
Derfor er vi mange, som har holdt øje med, om partiets indflydelsesrige Ayn Rand-segment skulle forgribe sig på skolen. Folk har været nervøse for, om de neo-liberalistiske reduktionismer begynder at arbejde sig ned i skolepolitiken. Men hidtil har Ayn Rands filosofi holdt sig på overfladen, f.eks. i Anders Samuelsens skiftende og skingre skatteudmeldninger og i Joachim B. Olsens usympatiske vendetta mod velfærdsstaten og landets fattige, for ikke at tale om hans syn på fagforeninger og på de globale disruptive deletjenester. Ja, på en måde har Riisagers dannelsesliberalisme langsomt arbejdet sig ind på partiets indre organer og givet dem en dannelsesliberal prægning.
Nogen har troet, at Riisagers støtte til friskolerne var et eksempel på en form for effektuereret ny-liberalisme. Men det er ikke tilfældet. Friskoletraditionen står tværtimod for det stik modsatte. Faktisk er der er jo også masser af friskoletradition i en god folkeskole, men altså ikke i skoleformen, som hviler på en vild anti-grundtvigianisme.
Jeg har ikke fundet nogle tegn på, at Riisagers interesse i sagen skulle været farvet af en markedsgørelse af skolen med dertil hørende konceptskoler, der køber og sælger læring. På en måde kan man sige, at Riisagers støtte til friskolerne er en implicit kritik af en folkeskole, som netop ikke mere er en folkeskole. På den måde bliver ”justeringen” til et forsvar for den virkelige folkeskole. Og at Riisager mener dette alvorligt, kan man se via hendes støtte til nogle af de grupper, der udtrykker modstand mod læringsideologien. Sidst, vi så en sådan ”støtte”, var i Aarhus, hvor Riisager bakkede op om forældre-protester imod kommunens planer om at nedlægge skoler og samle dem i store data-drevne læringscentre.
Riisagers virke har derfor hidtil været et af de sjældne eksempler på et eksemplarisk, vedholdende og grundigt arbejde med en politisk rekonstruktion af samfundets pædagogiske begreber. Det har været al ære værd, og det har været godt at se, hvordan en række andre partiers skoleordførere efterhånden har tilsluttet sig denne proces, naturligvis med deres egne værdier i spil. På den måde har vi siden 2016 kunnet iagttage en langsom, men klar forbedring af landets uddannelsespolitiske grund.
D. Regeringens indre modsætning
En af årsagerne til, at Riisager har kunnet gøre disse ting, er, at skolepolitikken har en lav prioritering hos regeringen. Her har disruption, datastyring og teknologisk udvikling været det centrale tema, hvilket man dog ind imellem har forsøgt at skjule ved at råbe op om indvandrere, så man efterhånden er ved at blive syg af at høre på det. Så Riisager er simpelthen gået under radaren med al sin herlige pædagogik og kundskaber.
Faktisk har hun decideret arbejdet mod de mest teknologiske konsekvenser af læringsideologien. F.eks. har hun været kritisk over for kommunernes brug af trivselsdata, hun har talt imod læringsplatformene, og hun har arbejdet kraftigt på at undgå for meget kommunal styring på skoleområdet. Denne anti-KL-approach ligger lidt i LA’s DNA, hvilket jo er en god ting. Men det betyder også, at hun er kommet i modsætning til KL, som ellers totalt støtter op om regeringens teknologiske visioner.
På den måde er der en form for modsætning: På den ene side har vi Riisagers dannelsestanker og sans for teknologiens problematiske sider og, på den anden side, har vi regeringens og KLs syn på digitalisering og teknologiudvikling. Men LA har kunnet køre friløb, fordi skolespørgsmålet har haft lav prioritet.
2. Det aktuelle skoleudspil
Nu er spørgsmålet så, hvordan det nye udspil falder ind i denne analyse?
Først og fremmest er det helt klart, at udspillet skal agere under den eksisterende skolereforms begrebsmæssige herredømme. Det kan man se på s. 9, hvor man uden den mindste reservation bruger skolereformens mål-apparatur som udgangspunkt for den videre argumentation. Her er der ingen “justering”. Ikke engang en “markering”.
Men der er også to yderligere forhold, som går mere direkte på analysen i afsnit 1.
A. Sammenhængsreformen
For det første blev en del af udspillet – det 10-årige forsøg med frie folkeskoler – præsenteret sammen med Sophie Løhde, som er minister for den moderniseringsstyrelse, der jo om nogen har stået for styring og digitalisering uden sans for pædagogiske emner. Løhde kunne ved lanceringen fortælle, at skoleudspillet var en del af regeringens ”afbureaukratiserings”-plan. Det lyder jo godt, men det er det ikke. ”Afbureaukratiseringen” er nemlig en del af en endnu større plan, den såkaldte ”sammenhængsreform”, hvis hovedlinjer blev præsenteret i 2017. Kigger man på sammenhængsreform-teksten, så er der ingen plads til pædagogik, dannelse og frihed. Her er der data og instrumentalisme, så langt øjet rækker. Sammenhængsreformen danner også administrativ klangbund for regeringens såkaldte ”ledelseskommission”, som heller ikke har den mindste sans for materie eller ledelsesmæssige selvstændighed, og som vil forstærke lige netop den skoletænkning, som Riisager i princippet er imod.
Når det aktuelle skoleudspil derfor lanceres som ”afbureaukratisering”, så følger der et kæmpe anti-pædagogisk apparat med, som Riisager ingen chance har for at stå imod. Om ½ år, hvor Riisager formodentlig er væk, så har Moderniseringsstyrelsen med sin “sammenhængsreform” derfor sat sig endnu mere solidt på den justerede skolereform end før. På den måde ender vi faktisk ikke med en “justeret” reform, men snarere med en “forstærket” reform.
Riisager sagde ganske vist ved lanceringen sammen med Løhde, at frifolkeskolerne skulle være en kombination af det bedste fra folkeskolen og det bedste fra friskolerne, men denne fine intention falder sammen som et korthus, hvis man studerer sprogspillene i sammenhængsreformen og hos ledelseskommissionen.
B. Digitalisering og disruption
Dette billede – og det er så for det andet – forstærkes yderligere af, at selve hovedpræsentationen af den samlede justering i går jo blev foretaget af statsministeren selv, hvilket er endnu et tegn på, at skoleudspillet må tilpasse sig regeringens disruptionspolitik. Og ganske rigtigt. Kigger man i skoleudspillet, så er det meget begrænset, hvad der står om pædagogiske emner. Derimod er der kæmpereferencer til regeringens digitaliseringsstrategi, nemlig den såkaldte ”Teknologipagten”, som selv har rod i udspillet ”Strategi for Danmarks digitale vækst”, begge fra 2018. Referencerne optræder endda to gange. Disse initiativer, som har rødder i erhvervsministeriet under Brian Mikkelsen, bærer kraftigt præg af regeringens forblændelse af de allermest teknologioptimistiske miljøer i verden. Digitaliseringsstrategien, som altså er grundpapiret, refererer da også direkte til disruptionsrådets arbejde. Mikkelsen selv er i øvrigt meget optaget af den stærkt ideologiske Singularity-bevægelse i Californien. Denne bevægelse har også haft stor betydning både for disruptionsrådet, for den såkaldte SIRI-kommission og faktisk også for læreruddannelsen. Den nuværende forsknings- og uddannelsesminister har også baggrund i Singularity-bevægelsen, og det samme har KL, hvilket blev lysende klart i forbindelsen med foreningens nærmest uhæmmede teknologiudspil fra i vinters.
Disruptionsideologien kommer altså direkte til udtryk i skoleudspillet via de tunge erhvervspolitiske referencer til netop de rapporter, jeg lige har nævnt. Og referencen til de såkaldte STEM-fag, dvs. en særlig dataficeret og kompetencebaseret opfattelse af naturvidensk, skal forstås i samme ånd. De nævnes i alle rapporterne og er decideret en del af Teknologipagten.
Bemærk også følgende konkrete formulering på s.12:
”Formålet er at bringe Danmark på forkant med den digitale udvikling og skabe vækst og velstand til gavn for alle i samfundet, herunder styrkelse af STEM-kompetencer”.
Danmark er skam allerede nr. 1 i digitalisering, så det med ”forkant” er derfor et rent udtryk for ideologi. Vi er altså nr. 1 i verden, men skal alligevel på forkant? Befolkningen bliver jo helt øre under kasketterne. I den digitale vækststrategi tales der på samme måde: ”Det er regeringens vision, at Danmark skal være digital frontløber” (s.6). Desuden er alle disse rapporter, inklusiv de fleste af ”STEM-projekterne”, som selv er en del af Teknologipagten, uden begrebsmæssig kontakt med de pædagogiske formål, som Riisager ellers har talt for. Tværtimod begrundes de økonomisk og instrumentelt.
En ironisk krølle er, at skolereformens ideolog, Christine Antorini, jo nu er blevet direktør for Novo Nordisks naturvidenskabelige læringscenter, og at dette center netop i høj grad er involveret i Teknologipagten og dermed også i hele en samlede digitale strategi. Skoleudspillets nye fag ”teknologiforståelse” har også rod i digitaliseringsstrategien. Antorinis og regeringens ideologi løber derfor sammen i ødelæggelsen af ”justeringens” muligheder. De nye frifolkeskoler bliver formodentlig STEM-konceptskoler uden fagstruktur etc., hvilket Riisager ellers har talt kraftigt imod ved andre lejligheder.
I digitaliseringsstrategien foreslås det også, at uddannelsesstederne skal ”blive bedre til” at bruge Big Data fra EU’s satelitter mm.. Der er ingen stopklodser i miles omkreds. Vi er i Singularity-land. Men tjek det selv.
Endelig er det værd at bemærke, at undervisningsministeriets nye departementschef, Søren Hartman Hede, på Altinget.dk annoncerede en reorganisering af ministeriet, som er helt domineret af datastyring. Her er der heller ingen skolefaglighed.
Så Riisager tabte slet ikke til Ayn Rand og nyliberalismen. Hun tabte til en særegen kombination af Singularity-bevægelsen og finans- og erhvervsministeriets embedsmænd.
Jeg er naturligvis helt enig i, at landets skoler skal tilbyde undervisning i teknologi. Men der skal være tale om en grundig og kritisk indføring i teknologiens opbygning, dens virkninger samt dens filosofiske og samfundsvidenskabelige begrænsninger og brug. Og teknologipædagogikken skal under ingen omstændigheder kobles på en forvirret disruptionsstats teknificerede læringsgalimatias. Den skal netop kobles op på kundskaber og dannelse, hvilket er det modsatte.
3. Konklusion
Regeringen og ikke mindst dens embedsmænd fra erhvervs- og finansministeriet har med det aktuelle skoleudspil derfor sat sig tungt på skolepolitikken. Det eneste tilbageværende åndehul er den korte omtale af arbejdet med ”lempelse af bindingerne i fælles mål” fra 2017. Men disse ”lempelser”, som netop er begrundet i folkeskolens formålsparagraf, vil hurtig kommer under kærlig behandling, når Silicon Valley tager over. Denne prognose bekræftes af, at skolens formål, som jo ellers var lempelsens centrale pointe, slet ikke nævnes i skoleudspillet.
Konklusionen er, at vi ikke har fået en ”justering” af skolereformen, men snarere en forstærkning.
Der bliver også flyttet lidt skolereforms-time-teknik fra den ene ende af det begrebslige bur til den anden. Det betyder ikke noget, og så har pressen noget at skrive om, mens den forstærkede reform rulles ud.
Referencer:
Skoleudspillet ”Folkets skole: faglighed, dannelse og frihed – justeringer af folkeskolereformen”, september 2018: https://www.altinget.dk/misc/Folkeskoleudspil.PDF
Regeringsgrundlaget 2016: http://stm.dk/publikationer/For_et%20friere,_rigere_og_mere_trygt_Danmark/Regeringsgrundlag2016.pdf
Teknologipagten, 2018: http://www.teknologipagten.dk/
Strategi for Danmarks digitale vækst, 2018
Om disruptionsrådet: https://www.regeringen.dk/partnerskab/
KL’s teknologi-rapporter, 2018
Interview med Søren Hartmann Hede på Altinget.dk
Brian degn Mårtenssons analyse “Opgørets time”, som er væsentlig mere optimistisk end min