Nedenfor vil jeg først omtale en vigtig artikel fra Folkeskolen.dk, der handler om en afgørende begivenhed i pædagogisk forskningshistorie; nemlig effekten af begrebet ”relevans” på især pædagogisk forskning. Artiklen hænger sammen med en meget sørgelig begivenhed i dansk pædagogik, nemlig filosoffen Jørgen Hugglers bortgang, d. 11. marts 2024. I det følgende vil jeg forklare denne sammenhæng nærmere.

Her er indholdsfortegnelsen:

1. Relevans i 2006
2. Afskedigelsen af tre filosoffer med dobbelt henvisning til ”relevans”
3. Jørgen Hugglers virke og bortgang
4. Relevansens fortsatte effekt
5. Den historiske organisering af pædagogisk filosofi
6. Referencer

 

1. Relevans i 2006

I Folkeskolen.dk’s artikel befinder vi os i 2006 på et DPU, som på det tidspunkt har eksisteret i seks år som selvstændig institution. Idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt har lige fået forlænget sit rektorat, og biskop Kjeld Holm, som selv er idehistoriker, er blevet bestyrelsesformand. En blanding af Foucault og Gud.

I 2006 har Helge Sander har været forskningsminister siden 2001, og Bertel Haarder er nyudnævnt undervisningsminister. DPU havde egentlig været under Undervisningsministeriet, men kom fra 2005 ind under den ny universitetslov fra 2003. Sander var derfor i gang med at overtage roret, sammen med hele den ”fra forskning til faktura”-ideologi som definerede den nye lov.

De to ministre kommunikerede, og pludselig havde DPU fået en ny ”udviklingskontrakt”, som arbejdede i den ny universitetslovs ånd. Nu skulle DPU målrettes med ”evalueringskultur” og ”nøglekompetencer” og ”kompetencemæssig udvikling” og så videre. Bagved spøgte de nye globaliseringsaftaler og nogle helt nye ”smagsdommere”, nemlig en række grænseløse økonomer, som var ved at overtage den diskursive magt over pædagogikken.

Nu skal vi have noget ”relevant” forskning, kan man læse i artiklen, og man begynder allerede her at snakke om at neddrosle DPU’s filosofiske fag. Ja, ordet ”relevant” bliver et slags nøgleord for den ny kontrakt mellem pædagogisk forskning og den spirende konkurrencestat. Artiklens overskrift er ligefrem følgende:

”DPU skal være relevant”.

Rektor Lars Henrik Schmidt har stadig kritisk blod i årene, så han er uenig i udviklingskontraktens indhold. Her i et længere citat fra Folkeskolen.dk’s artikel:

”DPU’s rektor Lars-Henrik Schmidt er betænkelig. Han kalder 2005 for »et mørkt år for dansk forskning« i den årsberetning for DPU, som han fremlagde i sidste måned. »De danske universiteter skal ikke forske for oplysningens og dannelsens skyld mere, de skal producere viden med umiddelbar nytteeffekt og relevans for praksis«, er hans begrundelse for denne karakteristik.

Han og hans medarbejdere havde ellers været på forkant med et udkast til en udviklingskontrakt, som var mere efter hans hoved allerede inden sommerferien sidste år, men så dukkede undervisningsminister Bertel Haarder op på universitetet i september.

»Bertel Haarder legitimerede sin indblanding i, hvad DPU foretog sig, med, at han havde aftalt udviklingskontrakten med videnskabsminister Helge Sander«, skriver Lars-Henrik Schmidt i sin årsberetning.” (citat slut)

Så Schmidt kæmpede her i 2006 mod ”relevansens” angreb på ”oplysning og dannelse”, som der står, og han havde desuden et godt blik for Haarders og Sanders kundskabsfjendtlige kommunikation.

Andre på DPU var derimod positive over for den ny udviklingskontrakt, kan man læse i artiklen. Det gælder lektor og bestyrelsesmedlem Søren Kruse, den indflydelsesrige professor, Jens Rasmussen, og forskningsdekan Bjarne Wahlgren,

Søren Kruse og Jens Rasmussen skrev i 2007 – sammen med den nuværende DPU-leder Claus Holm – bogen ”Viden om uddannelse”, som var en hyldest til den ny læringsinstrumentalisme. Filosoffen Peter Kemp, som var venner med både Kjeld Holm og Lars-Henrik Schmidt, kaldte bogen for ”antifilosofi”. Der var gang i etableringen af ”pædagogikkens to verdener”, som jeg kalder det.

Samme år, i 2007, blev Claus Holm prodekan uden videnskabelige meritter, hvilket efter min mening var imod reglerne for ansættelse af videnskabelige ledere. Det var Lars-Henrik Schmidt, der forfremmede sin gamle sekretær. Det fortrød han senere hen. I hvert fald skrev han følgende til mig i november 2011 om sin filosofis (samtidsdiagnosens) skæbne:

”Jeg deler din bekymring vedrørende en samtidsdiagnostik, der mister forbindelsen til den filosofiske tradition.”

Et år efter Folkeskolen.dk’s artikel, i vinteren 2007/08, ophører DPU med at være et selvstændigt universitet og fusioneres i stedet ind i et dybt radikaliseret AU, hvis helt nye rektor, Lauritz B. Nielsen kom fra Verdensbanken. Nielsen havde også været med til at lave forarbejdet til universitetsloven fra 2003, og han gik straks i gang med at centralisere og instrumentalisere universitetets liv.

Schmidt gik i sagens natur af, og det samme gjorde Kjeld Holm, eftersom bestyrelsen jo nu blev nedlagt. I stedet blev Lars Qvortrup fra 2008 dekan for et nyt DPU-fakultet med Claus Holm og Søren Kruse som prodekaner og med Jens Rasmussen som indflydelsesrig professor i policy-kontakterne. Vi fik en symbiose mellem systemteori og universitetslov. Vi var ikke mere i videnskabernes og slet ikke i filosofiens land. Derimod var vi havnet i ”relevansens” oprustede territorium.

DPU var nu reduceret til et fakultet under ”relevansens” og konkurrencestatens herretegn.

Den nye dekan, Lars Qvortrup, var af helt samme skole som Rasmussen og Kruse. De udgjorde en trio, som konstant nedgjorde dannelsens traditioner. Og også Holm skiftede i 2007 til systemteori-symbiosen, for han havde jo nu fået en systemteoretisk leder, og så var trioen blevet en magtfuld kvartet.

 

2. Afskedigelsen af tre filosoffer med dobbelt henvisning til ”relevans”

Herefter forstærkes effekten af det relevansbegreb, som havde meldt sig på scenen i 2006. I foråret 2010 forsøger Lars Qvortrup at afskedige tre højt kvalificerede filosoffer med direkte henvisning til deres ”relevans”. Ingen forskere fra DPUs andre områder blev afskediget.

Qvortrup mente, at de tre filosoffers forskning var irrelevant og endda også, at hele det pædagogisk filosofiske forskningsområde var irrelevant. Altså en fordobling af relevansbegrebets effekt. Lad mig uddybe med mine egne kursiveringer:

Først er der relevansen af hele det pædagogisk filosofiske ”forskningsområde”: I den mail, hvori ledelsen orienterede om afskedigelsen, stod der, at ledelsens kriterium for at udvælge forskningsområdet ”pædagogisk filosofi” var, at det er et ”forskningsområde, der ikke lever op til et kriterium om relevans i forhold til DPUs formål og opgave….”.

Og dernæst er der relevansen af de tre filosoffers forskning: I samme mail står der, at der ved ”…fagmiljøet i pædagogisk filosofi varetages forskningsaktiviteter, der enten slet ikke eller ikke fuldt lever op til kriteriet om relevans for DPU’s profil og samlede opgaveportefølje.”

Så hverken forskningsområdet eller de tre konkrete personers forskning var ifølge ledelsen ”relevant”.

Og ledelsens nidkærhed var grænseløs: Dekan Lars Qvortrup skrev nemlig samme dag som varslingsbrevet, d. 21. april 2010, at man skam vil ansætte en ny forsker i antropologi og to nye ved det daværende Institut for Læring. Det vil give ”øget indtjening”, stod der. Altså samme dag som varslingsbrevet. Man får åndenød.

Der rejste sig en omfattende kritik. Især filosoffen og teologen Peter Kemp, som i 2007 var trådt tilbage som leder af det pædagogisk filosofiske fagområde, kæmpede imod, men også studerende og andre forskere støttede op. Også Kjeld Holm protesterede fra den gamle sidelinje, og sagen var i det hele taget i medierne. Men der stort set ingen solidaritet blandt DPU-kollegaerne fra de andre forskningsområder. De puttede sig i egoistisk lettelse.

Men Claus Holm, Søren Kruse og Lars Qvortrup afviste kritikken i et indlæg i Information. Nu nægtede de pludselig, at relevansbegrebet havde spillet en rolle, selvom ”relevansen” faktuelt set stod helt centralt i begrundelserne, hvilket jeg netop har dokumenteret. Inkompetencen og den bagvedliggende ideologi var hård kost.

Efter hård offentlig kamp blev fyringerne omstødt med nogle intetsigende begrundelser. Den fremtrædende forskningsdebattør, lektor Claus Emmeche fra KU, kaldte i Information forløbet for ”en skandale”. Og lektor Anne-Marie Eggert Olsen, som selv kom fra det pædagogisk filosofiske miljø, udtalte følgende:

”Men problemet er, at ledelsen med genansættelserne forsøger at dække over, at de med fyringerne har begået en fejl i en meget principiel sag om forskningsfrihed, som har stor betydning for danske forskere.”

En lille krølle: i 2010 var flere af Lars-Henrik Schmidts gamle elever blevet aktive aktører i det ny relevanssprog, så her var der ingen modstand, tværtimod. Det var en slags tragedie for Schmidts virkningshistorie, for Schmidt havde jo ellers været kritisk tilbage i 2006. Schmidt ærgrede sig som sagt også, selvom han ikke tog del i protesterne.

 

3. Jørgen Hugglers virke og bortgang

Og nu kommer vi så til den sørgelige og aktuelle begivenhed, jeg omtalte i indledningen. En af de tre afskedigede filosoffer, hvis virke Holm og Qvortrup altså mente var uden ”relevans”, var nemlig dr. phil. Jørgen Huggler, som afgik ved døden i forrige uge, onsdag d. 11/3.

Jørgen Huggler var en stor kender af tysk idealisme og var i det hele taget bredt orienteret i den pædagogisk filosofiske tradition. Han var dr. phil. og havde været på DPU siden 2002. Som tiden gik, blev han en  inspirationskilde for pædagogiske filosoffer i Norden; både som redaktør for tidsskriftet ”Studier i pædagogisk filosofi”, som bestyrelsesmedlem i ”Nordisk pædagogisk filosofisk forening” og som mangeårig formand for ”Dansk Filosofisk Selskab”. Faktisk har Dansk Filosofisk Selskab lige haft årsmøde, hvor den nuværende formand fortalte om Hugglers ”store faglige kraft”. Der blev også afholdt et minuts stilhed i dagens sørgelige anledning.

Men for DPU’s ledelse var Hugglers arbejde altså ikke ”relevant”.

Endelig er det værd at notere sig, at Huggler fra ca. 2021-24 var afdelingsleder for det selvsamme pædagogisk filosofiske område, som altså i 2010 ikke var ”relevant”. Huggler forvaltede sit embede som afdelingsleder rummeligt og venligt til alles almene tilfredshed.

Jeg har noteret tre andre omtaler af Hugglers bortgang på de sociale medier: For det første et Facebook-opslag af dr. pæd. Alexander von Oettingen, som via sin bog om ”Det pædagogiske paradoks” fra 2001 var med til at vitalisere det pædagogisk-filosofiske forskningsområde. Von Oettingen skriver, at Jørgen Huggler var hans mentor. Endvidere har filosoffen Carsten Fogh-Nielsen har skrevet nogle fine ord om Hugglers virke. Begge disse to personer havde gennem tiden også været udsat for relevansbegrebets effekt. Det vender jeg tilbage til om lidt.

Endelig har en studerende, Thomas Sørensen, skrevet et smukt memorandum på LinkedIn og Facebook, som fik mange fine kommentarer fra andre af Hugglers studerende.

Men nu tilbage til fyringssagen i 2010. Umiddelbart efter Qvortrups og Holms ideologiske fyringsaktion i 2010, sagde Huggler følgende til universitetets magasin Univers:

”Sagen har jo meget principielle aspekter. Så selv om vi nu er sikret vores job, så er der jo stadig spørgsmålet tilbage om, hvordan og med hvilke begrundelser man som universitetsledelse kan fyre folk.”

Et klogt spørgsmål fra filosoffen, må man sige, men der kom aldrig noget svar. Universitetets ånd var rystet.

Også de to andre fyringsvarslede filosoffer er rige tænkere: Asger Sørensen skal til efteråret forsvare sin doktordisputats, som roses til skyerne af bedømmelsesudvalget, og Henrik Vase Frandsen, som er DPU’s sidste teolog, har skrevet spændende bøger om Løgstrup og om fransk fænomenologi. Men på DPU er sådanne undersøgelser altså uden ”relevans”. Asger Sørensen efterfulgte i øvrigt Huggler som formand for Dansk Filosofisk Selskab fra omkring 2016. Han kritiserede Holms ideologiske system fra selskabets talerstol.

 

4. Relevansens fortsatte effekt

Fra 2014 blev Claus Holm selv leder af DPU. Som en af sine første handlinger nedlagde han uden videre et helt nyt professorat i almenpædagogik, som han ellers få dage forinden havde blevet tilbudt Alexander von Oettingen! Professoratet var ikke relevant for DPU’s strategi, og det var da også opslået af Holms forgænger. Og et par år senere afbrød Holm filosoffen Carsten Fogh Nielsens karriere, da Fogh Nielsens adjunktur helt uforståeligt ikke blev til et lektorat.

Og netop Alexander von Oettingen og Carsten Fogh Nielsen har jo skrevet mindeord til Huggler.

Der var også flere andre sager, som jeg lader ligge for nu.

Undervejs skrev Claus Holm en kontroversiel ph.d.-afhandling med professor Jens Rasmussen som vejleder, og han gik i en tiltagende symbiose med konkurrencestatsteori og OECD. Det hele var et udtryk for relevansens sejr og filosofiens død.

Fra 2025 blev uddannelsen i pædagogiske filosofi halveret, og organisatorisk set blev området opslugt af en didaktisk afdeling, som i dag ledes af didaktikeren Mikkel Stovgaard. Stovgaard er vel at mærke elev af netop Jens Rasmussen og af Karen Wistoft, som også er systemteoretiker, og som undervejs har været gift med både Søren Kruse og Lars Qvortrup. Stovgaard skrev ph.d. i 2017 om ”målorienteret undervisning”, som var kodeord for skolereformens ideologi. Så der er effektiv karriere, hvis man skriver om de ”relevante” ting. Der er næppe nogen fremtid for pædagogisk filosofi i dette organisatoriske system.

Både Stovgaard, Qvortrup og Wistoft støttede Claus Holms næste store ideologiske fyringsaktion i 2022, som jeg selv pludselig blev en del af, selvom jeg ifølge universitetet selv scorede i top på alle de fire fyringskriterier, som Holm selv havde stillet op. Igen rejste der sig en stor offentlig debat, men denne gang blev fyringerne fastholdt.

En gruppe ansatte på DPU støttede Holms aktion i et stort læserbrev i Folkeskolen.dk. Men Jørgen Huggler skrev ikke under på støtten til Holm. På det tidspunkt var Huggler ellers afdelingsleder under Holms ledelse, så der har formentlig været et vist pres på at deltage i støtteskrivelsen, som blev bragt på Folkeskolen.dk. Huggler skrev efterfølgende endda en pæn anbefaling af mit arbejde, hvilket nok ikke har været så let som mellemleder i det system, som netop havde stået for afskedigelsen.

Så Jørgen Huggler støttede aldrig relevansens system. Tværtimod var han offer for den. Han var dog heller ikke offentlig kritiker, som f.eks. Peter Kemp, Asger Sørensen, Anne-Marie Eggert Olsen og undertegnede blev. Huggler var en mere stille natur, som især arbejdede med at udvikle den pædagogiske filosofis historik, begreber og organisation.

I dag er det pædagogisk filosofiske område som sagt udsultet, selvom alle i samfundet taler om dannelse og åndelig oprustning og så videre. Og på alle DPU’s og AU’s ledelsestrin svæver ”relevansens” ideologi.

Måske var det ikke tilfældigt, at Claus Holm i bogen ”Folkeskolen efter reformen” fra 2015 skrev, at skolereformen fra 2013 var udtryk for et ”paradigmeskifte”, som for alvor vil slå igennem, ”når det gamle paradigmes bærende kræfter dør ud” (min kursivering).

Holms ufølsomme og åndsfjendtlige formulering er et udtryk for relevansens tragiske logik, som systematisk marginaliserer kritisk aktivitet; en logik som er til stor skade for pædagogikken og dens videnskab. Dette opgør med videnskabelig kritik satte sig også løbende i DPU’s strategipapirer og forskningsprogrammer.

Jørgen Hugglers profil og publikationsarbejde blev fjernet fra DPU’s hjemmeside allerede dagen efter hans bortgang, og der har efter to uger ikke været nogen omtale af dødsfaldet i DPUs overordnede nyhedsstrøm. Claus Holm har dog sendt en kort intern orienteringsmail rundt, hvor han imidlertid ikke nævner den helt afgørende og centrale ”relevans”-problematik, som via DPU’s ledelse – herunder Holm selv – i 2010 truede Hugglers arbejdsliv, og som stadig har konkret effekt. Holms mail er sammen med Carsten Fogh Nielsens mindeord efterfølgende blevet lagt nederst på pædagogisk filosofis side – dvs. langt nede i systemet -,  hvilket jeg kun blev opmærksom på ved et tilfælde.

Holm har endda nerve til i sin mail at skrive, at Huggler ”var en af de centrale kræfter i at opbygge pædagogisk filosofi som forsknings- og uddannelsesområde”; et ”forskningsområde” og en filosof, som Holm i 2010 altså mente var ”irrelevant”.

Mange tak til Jørgen for mange gode stunder og for spændende tanker og engagement i pædagogisk filosofi. Men ikke tak til Claus Holm og hans relevansideologi, som har spændt ben for både Huggler og for pædagogisk tænkning som sådan.

 

5. Den historiske organisering af pædagogisk filosofi

Nedenfor kan man tilgå lister over ministre, rektorer, dekaner og afdelingsledere, som har omgivet arbejdet med pædagogisk filosofi siden 2000.

Ministre med ansvar for universiteterne:

Birte Weiss (A), 2000-01

Helge Sander (V), 2001-10

Charlotte Sahl-Madsen (K), 2010-11

Morten Østergaard (RV), 2011-14

Sofie Carsten Nielsen (RV), 2014-15

Esben Lunde Larsen (V), 2015-16

Ulla Tørnæs (V), 2016-16

Søren Pind (V), 2016-18

Tommy Ahlers (V), 2018-19

Ane Halsboe-Jørgensen (A), 2019-21

Jesper Petersen (A), 2021-22

Christina Egelund (M), 2022-?

 

Rektorer ved Aarhus Universitet:

Henning Lehmann, 1983-2002

Niels Christian Sidenius, 2002-2005

Lauritz B. Holm-Nielsen, 2005-13

Brian Bech Nielsen, 2013-?

 

Dekaner for Humaniora/ARTS ved Aarhus Universitet:

Bodil Due, 1999-2010 (Humaniora)

Mette Thunø, 2010-14 (ARTS)

Johnny Laursen, 2014-23 (ARTS) (Niels O. Lehmann, prodekan for uddannelse, 2015-2022)

Maja Horst, 2023-?

 

Ledere af DPU:

Rektor Lars-Henrik Schmidt, 2000-08

Dekan Lars Qvortrup, 2008-11

Institutleder Hanne Løngren, 2011-14

Institutleder Claus Holm, 2014-? (kommunikationsmedarbejder/chef ved DPU, 2000-2008,  kommunikationsdekan 2008-11 og viceinstitutleder 2011-14)

 

Leder af de afdelinger, hvor pædagogisk filosofi har været placeret:

Peter Kemp, professor, Institut for pædagogisk filosofi, 2000-05

Ove Korsgaard, professor, Institut for pædagogisk filosofi, 2005-08

Jens Erik Kristensen, lektor, Institut for pædagogik, 2008-2011

Jørgen Huggler, lektor, programleder for pædagogisk filosofi, 2012-13

Hans Siggaard Jensen, professor, Afdeling for pædagogisk filosofi, 2014-2015

Lars-Henrik Schmidt, professor, Afdeling for pædagogisk filosofi og generel pædagogik, 2015-16

Oliver Kauffmann, lektor, Afdeling for pædagogisk filosofi og generel pædagogik, 2016-20

Jørgen Huggler, lektor, Afdeling for pædagogisk filosofi og generel pædagogik, 2020-24

Helle Rørbech, lektor, Afdeling for fagdidaktik, generel pædagogik og pædagogisk filosofi, 2024-2025

Mikkel Stovgaard, lektor, Afdeling for fagdidaktik, generel pædagogik og pædagogisk filosofi, 2025-?

 

6. Referencer:

”DPU skal gøres relevant”, Folkeskolen.dk, d. 23. juni 2006: https://www.folkeskolen.dk/dpu-skal-goeres-relevant/

”Fyringer trukket tilbage på DPU”, Univers, 2010: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/nr10/fyringertrukkettilbagepaadpu

Kjeld Holms kritik af DPU’s ledelse, 2010: https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/ECE4475130/Biskop-i-protest-mod-universitet/

”Forskere: DPU genansætter forskere for at dække over fejl”, Information.dk, d. 16. august 2010. https://www.information.dk/indland/2010/08/forskere-dpu-genansaetter-filosoffer-daekke-fejl

Alexander von Oettingens ord på FB: https://www.facebook.com/profile.php?id=100011083422575

Carsten Fogh Nielsens ord på FB: https://www.facebook.com/filoffen/posts/pfbid02s6qM4z2nSLsk8bNfsMji57QHupYTpMKMSkDqyThjveG5Uc5ta53mmYYhSyxc2KMol

Lærer og tidl. studerende Thomas Sørensen på LinkedIn: https://www.linkedin.com/posts/tsoerensen79_j%C3%B8rgen-huggler-er-d%C3%B8d-vi-lever-i-en-verden-share-7440031919653851136-raWM?utm_source=share&utm_medium=member_desktop&rcm=ACoAAAhRHdkBtypo5g-RnogoxJomUkNv2zINx-k. Og på Facebook: https://www.facebook.com/tsoerensen79/posts/pfbid0itu2Gyo82wQzibAV8RtPAw1cahjTnqsRHtrZvKWFFLrTSjcNzSbhZK9z7oKzEEe3l

Lars Qvortrup, Claus Holm, Søren Kruse mfl.: ”Kemps kampagne mod DPU holder ikke”, Information.dk, d. 20. maj 2010. https://www.information.dk/debat/2010/05/kemps-kampagne-dpu-holder

Lars Qvortrup, Mikkel Stovgaard, Karen Wistoft m.fl.: ”Kollegamodsvar i debatten om afskedigelser på DPU”, Folkeskolen.dk, d. 8. december 2022. https://www.folkeskolen.dk/debat/debat-kollega-modsvar-i-debatten-om-afskedigelser-paa-dpu/

Claus Holm (2015), ”Ny styring af lærernes autonomi”, i Jens Rasmussen, Claus Holm og Andreas Rasch-Christensen: Folkeskolen efter reformen, Hans Reitzel.

Asger Sørensens tale til Dansk Filosofisk Selskab, november 2023. https://paradoks.nu/2023/11/14/uden-uddannelse-ingen-frigoerelse-velkommen-til-paedagogisk-filosofi/

Omtale på Pædagogisk Filosofis hjemmeside: https://dpu.au.dk/forskning/forskningsenheder/paedagogisk-filosofi