Reportage fra seminar om Knud Grue-Sørensen, d. 27. september, på DPU

Jeg sidder i aftentoget på vej hjem fra Emdrup. Jeg har været til et vellykket seminar om Knud Grue-Sørensen (1904-1992), som var landets første professor i pædagogik på Københavns Universitet fra 1955-1974. Jeg kender ikke meget til Grue-Sørensens filosofi, så jeg så frem til at lære lidt, både om ham, men også om, hvordan forskellige personer så på ham. Her er lidt indtryk fra hoften:

Først fortalte Hans Siggaard Jensen om, hvordan Grue-Sørensen var blev blokeret fra et professorat i filosofi ved KU af den daværende professor Jørgen Jørgensen, som både var logisk positivist og stalinist. Jørgensen, som også mente, at man skulle kontrollere embedsmænds politiske holdninger, har nok været svær at danse med. Især når man som Grue Sørensen mente, at det gav mening at drøfte etiske spørgsmål, hvilket den logiske positivisme jo ikke mente.

Denne afvisning af Grue-Sørensens filosofi var en af grundene til, at Grue Sørensen faktisk endte som professor i pædagogik i stedet for, hvilket helt klart var en degradering i datidens atmosfære. Flere af dagens talere undrede sig da også over, at Grue Sørensens tidlige interesse for bevidsthedsfilosofi stort set forsvandt fra hans virke som professor i pædagogik. Men der var simpelthen lukket dør hos Jørgensen, så måske fik Grue-Sørensen bare nok af fagfilosofien? Jørgensen må have været skrap, for heller ikke en anden af tidens fremtrædende filosoffer, Peter Zinkernagel, fandt nåde for hans blik. Siggaard Jensen, som selv var en del af miljøet på KU dengang, fortalte levende om sagen. Det lidt paradoksale er så, at Siggaard Jensen selv ved flere lejligheder har bidraget til at undgå, at den pædagogiske forskning i landet har kunnet udvikle sig i Grue Sørensens ånd. Det skete både da han underskrev Lars Qvortrups forsvar for at afskedige tre filosoffer fra DPU i 2010 og ved en professorproces nogle år senere, hvor den pædagogiske filosofi forsvandt, og hvor Siggaard-Jensens rolle i bedste fald var uklar, som jeg har forstået det.

Siggaard nævnte også, at man måske burde interessere sig for begrebet ”resonans”, som Grue Sørensen brugte en gang imellem. Han – eller var det Thyge Winther-Jensen, som talte senere? – mente, at begrebet måske havde rod i Augustins platonisk inspirerede pædagogiske filosofi. Alle, der har rørt ved Augustins ny-platonisme, ender med at gøre sig gældende. Hanne Arendt skrev hovedopgave om emnet og Martin Luther var jo også Augustiner-munk. Der er en slags hyldest til tilbagetrækningen og en kritik af formidlingens selvfølge, som gør noget godt for både den frie tænkning og for pædagogikken som sådan.

Derefter gik det lidt stille for sig i forbindelse med nogle ellers udmærkede oplæg af Jørgen Huggler, Merete Wiberg og Oliver Kauffmann. Men efter frokost, var der igen liv i de pædagogiske klude. Først holdt Alexander von Oettingen et strålende oplæg. Von Oettingen skrev jo i 00’erne disputats om Grue Sørensen, så han var virkelig engageret og fortalte om Grue Sørensens neo-kantianske filosofi, hvor især Herbarts begreb om ”bildsamkeit” spillede en stor rolle. Vi hørte også om Grue Sørensens kritik af teknificeringen af pædagogikkens udvikling fra midt-tresserne og om pædagogikkens kulturelle og dannelsesmæssige betydning. Det var meget afslappende. Oettingen fik også lige givet et par rap over fingrende til den aktuelle dataficering og hattieficering. Hvordan det så hænger sammen med, at han sidder med i styrelsen af Nationalt Center for Skoleforskning, som i høj grad er præget af netop disse tendenser, skal jeg ikke kunne sige.

Thyge Winther-Jensen, som var næste taler, er simpelthen elev af Grue Sørensen, og han fortalte om sit samvær med dagens hovedperson i lidt samme vendinger som von Oettingen, blot suppleret med en række personlige fortællinger og oplevelser. Thyge fortalte mig også noget, jeg ikke vidste, nemlig at Grue-Sørensen var uddannet skolelærer, og at han underviste på forskellige skoler, mens han læste filosofi. Så måske var det simpelthen Guds plan, at han ikke skulle være professor i filosofi, men i pædagogik i stedet for?

Lars Henrik Schmidt var den mest kritiske oplægsholder. Han mente simpelthen, at Grue Sørensen burde gå i glemmebogen. Kritikken gik ud på, at Sørensen efter Schmidts mening helt glemte at inddrage den kritiske filosofi i linjen fra Nietzsche, Freud og Marx. Denne kritik var også direkte henvendt til von Oettingen. Faktisk kan jeg huske, at Peter Kemp afleverede en lignende kritik af Oettingen for nogle år siden i samme lokale som i dag. Problemet er, at moderniteten hos Oettingen og Grue Sørensen kondenseres i en eller anden version af oplysningstiden og den tyske idealisme. Schmidt mener, at der også findes en form for anden modernisering, som tager udgangspunkt i tiden fra 1860-1930; Weimar-republikken og kulturradikalismen  med andre ord. Jeg er helt enig med Schmidts kritik og med Kemp i hans version af det samme. Hvis man mangler de kritiske energier fra tiden omkring 1. verdenskrig, så ender vi let i en aflukket didaktisk og forklarende idealisme uden samfund, hvilket både von Oettingen og Grue Sørensen har visse tendenser til. Men Schmidt går dog alt for vidt ved at afvise det hele All Together og erstatte det med sin samtidsdiagnose, som efter min mening overhovedet ikke er kritisk, men som snarere repræsenterer noget af det mest bekræftende vi har i dansk pædagogik. Man ender med at bekræfte det, man vil kritisere, og det er jo overhovedet ikke kritisk, tværtimod. Det er netop samspillet mellem oplysningen og 1. verdenskrig (samt nogle flere ting), der giver pædagogisk energi efter min mening. Og der er jo masser af ting at lære hos både von Oettingen, Grue Sørensen, Kant og Herbart, men jo også hos Freud, samfundsvidenskaben og de andre. Man skal huske at være rummelig, hvis man vil være kritisk. Og uden Kant går det da slet ikke.

Til sidst gav Per Fibæk et strålende oplæg, som kom totalt bag på mig. Han kommer lige fra nogle studier af en række af vores egne pædagogiske klassikere, som han har skrevet om i sin nye bog ”Dialog”, så han var frisk. Han betonede blandt andet Grue Sørensens kritik af det pædagogiske ny-sprog. Som eksempel nævnte Fibæk, at især socialkonstruktivister og post-strukturalister har udviklet store uvaner på det område. Specifikt nævnte han Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs begreb om ”mellemrumspotentialisering”, som egentlig bare betyder ”frikvarter”. Han gjorde lidt grin lige der. Bare han nu ikke udnævnes til “paria” og kommer til samtale hos dekanen! Det kan man nemlig godt risikere, hvis man kritiserer nogle af de folk. Staunæs er iøvrigt nyudnævnt professor. Det er nok ikke Jørgen Jørgensen, der dirigerer i Emdrup.

Fibæk betonede i stedet Grue-Sørensens interesse for dagligsprogets visdom, et forhold, som ellers var lidt nedtonet hos de andre oplægsholdere. Men Thyge gav Fibæk ret og supplerede med at fortælle om Grue Sørensens skepsis over for ”uddannelses”-begrebet. Disse pointer er virkelig noget, vi kan bruge for tiden, hvor pædagogikkens praktiske sprog ligger totalt underdrejet i det ”forskningsbaserede” bur. Med sit fokus på dagligsprogets visdom blev Grue-Sørensen – og jo faktisk også Per Fibæk – til forsvarer af pædagogisk praksis.

Lidt i samme ånd kritiserede Fibæk tendensen til at tro på, at den pædagogiske forskning kan klare det hele. Han kritiserede især en kronik af Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, hvor de tilbage omkring 2014 erklærede sig meget optimistiske på vegne af den pædagogiske forsknings læringsmaksimeringsmuligheder. Den kronik kan jeg godt huske, og jeg fik også lidt vand i øjnene.

Lidt i samme boldgade omtalte Fibæk sit arbejde i Ny Nordisk Skoles såkaldte dialoggruppe, som Antorini nedsatte som en slags forløber til skolereformen. Fibæk fortalte, at de andre i dialoggruppen mente, at forskningens opgave var at finde effektive metoder. Han sagde også, at han faktisk talte imod dette over for de andre i gruppen, men at det blot var svært at overtale de andre. Det var selvfølgelig dejligt at høre, at Fibæk har talt pædagogikkens sag i Antorinis bagland, men jeg må sige, at jeg blev lidt skeptisk lige deromkring. Jeg hørte nemlig Fibæk tale om Ny Nordisk Skole ved flere lejligheder i sin tid, og jeg erindrer ikke at have hørt den her slags reservationer. Tværtimod nærmest. Og jeg mener ellers, at jeg hørte godt efter.

Fibæk fortalte også, at han som ung marxist var med til at gøre oprør mod netop Grue-Sørensen, som jo repræsenterede professorvældet. Thyge Winther kunne supplere med at fortælle om, at de studerende dengang var gale og useriøse. Det var den kritiske tradition, der fik en på hatten lige der. Lars-Henrik Schmidt, som tilhører Fibæks generation, sad da også og grinede lidt overrasket og nærmest overbærende. Jeg syntes bare, det var så sjovt det hele. Det var dengang, der var ballade i pædagogikkens forsamlingshus. Nu er der bare ”ro om folkeskolen”.

Tak til Oliver Kauffmann for at have arrangeret denne fine dag.

Link til dagens program

2 tanker om "Reportage fra seminar om Knud Grue-Sørensen, d. 27. september, på DPU"

  1. Dejligt at høre lidt fra et interessant symposium, når nu man ikke kunne være der selv. Deltog i Grue Sørensens forelæsninger på Frue Plads i 1973/74 og var til min førstedels eksamen i Teoretisk Pædagogik med Grue Sørensen som eksaminator og Kampmann (inspektør i Undervisningsministeriets Seminariekontor) som censor, Var præget af alder, anekdoter og pædagogisk filosofi – dvs. at kunne hans “Opdragelens historie bind 1-2-3” uden ad. Hans senere opslagsværk er stadig standardværk i min egen læsning. Klog Mand.

  2. Godt at høre godt om Grue Sørensen. En fin bog Oettingen har skrevet om emnet. – Kun logisk at Lars-Henrik Schmidt ikke har det mindste til overs for Grue S. – Grue S. ville givetvis heller ikke, som jeg, have noget til overs for Schmidts mange ord uden tanker bag.

Skriv en kommentar