Røv til bænk

Udtrykket ”røv til bænk” har vundet forstærket indpas i pædagogiske og uddannelsespolitiske cirkler til trods for, at udtrykket på ingen måde er knyttet til hverken pædagogik eller uddannelse. Det svarer snarere til platte og generaliserende udtryk som ”ja-hat” eller ”privatpraktiserende lærer”. Det er affald fra en parodi på den kritiske tradition, og det betyder intet. Hvis udtrykket har nogen betydning, er det som et retorisk middel, der er knyttet til et læringsrevolutionært opgør med indhold, dannelse og undervisning som sådan.

Men nu har jeg registeret udtrykket i brug tre gange på få uger:

 

A. Annette Lind

Først var det Konkurrencestatspartiets læringsrevolutionære skoleordfører, Annette Lind, der på et samråd med en helt nybagt undervisningsminister henviste til ”røv til bænk” som noget skrækkeligt noget, man bør undgå. Lind brugte udtrykket til at forsvare skolereformens opgør med undervisning som sådan, og hun ville være helt sikker på, at Riisager ikke var på vej væk fra læringsrevolutionens vej. Merete Riisager affærdigede heldigvis helt, at dette udtryk har nogen som helst forbindelse med undervisningsbegrebets narrative, pædagogiske og normative momenter, og hun gjorde grin med hele det latterlige skolesyn, som “røv til bænk” huserer hos. Annette Lind sad fagligt afklædt tilbage som en slags mellemlederideolog for Antorini og for det ministerium, som Riisager nu skal agere i.

 

B. Jacob Fuglsang

Dernæst fulgte Jacob Fuglsang trop den anden dag i Konkurrencestatstidende. Også han er imod ”røv til bænk”, og med denne karikatur som retorisk markør, støtter han op om skolereformens ideologi. Kritikken er udelukket fra hans redaktion. Han mener, at Riisager bare er en ”Trump” og en ”vittighed”, som han har udtrykt det i anden sammenhæng. Fuglsang henviser i sin kommentar til, at Hattie har ”røv til bænk” på sidstepladsen på listen over effektive pædagogiske metoder, der optimerer ”læringsudbyttet”. Jeg formoder, at Fuglsang dermed tænker på Hatties såkaldte ”traditionelle” undervisning? Men jeg kan jo ikke vide det, og eftersom Hattie har 0,0% sans for skolens og undervisningens kulturelle og didaktiske betydning, går disse begreber helt i skuddermudder for ham. Skudder-mudderet forstærkes så af Linds og Fulgsangs populistiske “røv til bænk”-udtryk. Det er faktisk Fulgsang og Lind, som er pædagogikkens “Donald Trump” efter min mening. Fuglsangs simple reference til en teknisk liste havner, når det kombineres med det nye ja-hat-agtige udtryk ”røv til bænk”, lige i Konkurrencestatstidendes mekaniske ideologi, som avisen har overtaget direkte fra Bjarne Corydon mm..

 

C. Per Fibæk Laursen

I det aktuelle nummer af Unge Pædagoger optræder ordet igen (nr.4, 2016). Det er professor Per Fibæk Laursen, der anvender ordet i sin ellers udmærkede artikel ”Intet behov for klassespecifik pædagogik”; denne gang i mere avanceret form, men med grundlæggende samme betydning som hos Lind og Fuglsang. Fibæk opdeler det pædagogiske felt i hhv. et struktureret og et reformpædagogisk/konstruktivistisk felt. Den strukturerede pædagogik er så “røv til bænk”-metoden, mens konstruktivismen markerer en mere fri pædagogik. Den strukturerede tilgang uddybes med følgende bestemmelse af det, Fibæk kalder for ”traditionel lærerstyret røv-til-bænk pædagogik”:

”Detaljerede forskrifter, kun små skridt fremad, præcise mål, nøje overvågning og guidning fra læreren” (s. 35)

Denne distinktion kobler sig, som jeg ser det, direkte op på en distinktion, som Fibæk lavede i 2009 mellem ”konservativ pædagogik og progressiv pædagogik”. Fibæk mente, at disse ”fejlopfattelser” skulle erstattes af hvad virker-læring, hvorved han var klar til at sige ja til skolereformens ideologi.

I den aktuelle udgivelse taler Fibæk dog ikke om ”fejlopfattelser”. Tværtimod er pointen, at man har brug for både struktur og konstruktivisme. Fordelingen af struktur og konstruktivisme afhænger så ikke, som nogen tror, af, hvilken social klasse eleven tilhører, men af, om eleven er ny eller erfaren inden for et fagområde. Som begynder har man, siger Fibæk, typisk brug for en målstyret didaktik, men senere får man brug for en konstruktivistisk pædagogik. Det pudsige er, at Fibæk i modsætning til Fuglsang siger, at Hattie faktisk godt kan lide den målstyrede metode, altså “røv til bænk”. Men det er, fordi Fibæk tænker på Hatties ”direkte undervisning”, som ligger langt højere på listen end den ”traditionelle læringsrum”, som Fuglsang jo henviste til (nr. 29 frem for nr. 145). Begge dele er dog fra mit synspunkt bare nogle Hattie-atomer, som låser pædagogikkens og samfundets udvikling fast i krampe.

Her er et par yderligere markeringer:

1.

Hattie er en hyper-konstruktivistisk teoretiker. Han mener blot ikke, at konstruktivismen er konstruktivistisk nok. Derfor skal læreren holde mund, selvom han skal være aktiv ustandseligt ved at styre, guide og optimere kvantitativt og datainformeret læringsudbytte. Vi får derfor en form for radikaliseret målstyringspædagogik, der er langt mere styret end den målstyring, som Fibæk mener ligger i den strukturpædagogik, som Fibæk mener er det modsatte af konstruktivisme. Men eftersom Hatties ”målstyring”, som altså er radikalt konstruktivistisk, er etableret i læringsrevolutionært øjenmed, kan den ikke komme i kontakt med egentlig undervisning og indhold. Denne radikaliserede målstyringskonstruktivisme vælter efter min opfattelse Fibæks distinktion totalt omkuld, og dermed falder også hele hans svars struktur og relevans.

2.

Fibæk reducerer traditionel undervisning til ”røv til bænk” (s.35 og 38). Dermed ender han, blot mere reflekteret end de andre, med at reproducere Annette Linds og Jakob Fuglsangs platte fejl. Fibæk har da også i flere sammenhænge været alt for tæt på læringsparadigmet, f.eks. som deltager i Ny Nordisk Skole og via interessen for ”læringsudbytte” og for Hatties arbejde.

Hvad er sagens fakta? Det er, at der slet ikke findes noget i pædagogikken, der hedder ”røv til bænk”. Der findes derimod undervisning, og den indeholder både kundskabsmæssige, normative, narrative, praktiske og metodiske momenter, som en dygtig lærer er i stand til at reflektere, fordi han har gået på et godt seminarium og har mødt nogle dygtige kolleger undervejs, der interesserer sig for deres fag, deres samfund og deres elever. “Røv til bænk” er en læringsrevolutionær konstruktion, som ikke findes som didaktisk begreb og praksis. Enhver, der nævner ordet uden nærmere faglig bestemmelse, er en Donald Trump.

Endelig kan jeg ikke lade være med at bemærke – som et kuriosum – at Fibæk var vejleder for Merete Riisager, da hun skrev speciale på universitetet.

 

D. Efterskrift (tilføjet d. 29. december):

Allerede i de centrale faser af skolereformens tilblivelse spillede “røv til bænk” en rolle, som er helt parallel med ovenstående. Det kan man læse om i en artikel i Politiken fra januar 2013.

KL’s formand, Erik Nielsen, vil også af med  ”røv til bænk” og have ”sjov læring” i stedet for, som det pt kaldes hos Claus Holm. Det er Rambøll og KL der har lavet en undersøgelse, der ”viser”, at lærerne bruger for meget tid på ”traditionelle undervisningsformer”. Andreas Rasch-Christensen supplerer uden videre KL’s ”røv til bænk” med ord som ”vaner og traditionel klasseundervisning”, og en lille pisa-sammenligning får han også med.

Skoleelevernes formand fortsætter trenden: Udtryk som ”Undervisningskultur, faglighed, isolation, øde ø” ryger direkte ind under ”røv til bænk”-metaforen.

Det kører virkelig simpelt og pædagogikødelæggende på alle niveauer. BUPLs formand stemmer også i uden at blinke.

Anders Bondo er helt enig med KL. Han vil ”nytænke skoledagen totalt”. Det var tre måneder før konflikten, dvs. dengang DLF og Antorini stadig var kærester. Bondo ville have revolution.

Indlæggene orkestreres og dirigeres af Konkurrencestatstidende uden antydningen af kritisk journalistik.

 

Referencer:

Fuglsang, J. “Tre ting du kan lære af livets hårde skole“, Politiken, d. 23. december 2016. (facebook-kommentar).

Laursen, P.F. “Intet behov for klassespecifik pædagogik”, Unge Pædagoger, nr.4, 2016, s. 34-41.

Laursen, P.F. “Progressiv, konservativ eller virkningsfuld“, Kvan, nr. 84, 2009, s. 7-17.

Facebook-kommentar med link til samrådet med Merete Riisager.

 

En tanke om "Røv til bænk"

  1. Henrik Dahl har flere gange før sit valg til folketinget nævnt RTB. Som noget der er for lidt af, hvis ikke jeg husker forkert.

Skriv en kommentar