Samlet analyse af byretsdommen mod Erik Schmidt

Tilbage i 2014 blev lærer Erik Schmidt, som i 34 år havde været ansat ved Agedrup Skole på Fyn, tildelt en advarsel af sin skoleleder Mohamed Bibi. Efter en årelang proces, hvor Odense Kommune forsøgte at forhale Schmidts mulighed for en retslig prøvelse af advarslens gyldighed, kom sagen for retten i oktober 2017. Den 1. november faldt der dom. Bibi og Odense Kommune vandt sagen.

Efter min opfattelse er dommen forkert, hvilket jeg vil begrunde i nedenstående 12 kapitler, der er en sammenskrivning af en række mindre indlæg, som jeg skrev umiddelbart efter domsafsigelsen. Som det fremgår håber jeg, at dommen bliver appelleret til Landsretten. Min argumentation bygger på en række læsninger af den 33 siders lange kendelse.

 

Indholdsfortegnelse:

Kapitel 1: Mohammed Bibis opgør med skolens lov

Kapitel 2: Dommerens fortolkning af Bibis opgør med skolens lov

Kapitel 3: En skoleleder med ”negativ holdninger og synspunkter”, der ”pisker en negativ stemning op”

Kapitel 4: Hvem er ”flere lærere”? Og hvad er de ”chokeret over”?

Kapitel 5: Mohammed Bibi blandt “bandemedlemmer” og “trusler på livet”

Kapitel 6: Om “spørgsmål til forhold, som allerede er afgjort”

Kapitel 7: Tre skolelederes syn på Erik Schmidts arbejde

Kapitel 8: Byretsdommerens rolle

Kapitel 9: Det fjerde lærermøde, d. 7. maj 2014

Kapitel 10: Hvem er “samvittighedsfuld og agtværdig”?

Kapitel 11: Rådmand Susanne Crawley Larsens ansvar

Kapitel 12: Odense Kommunes reaktion på dommen

 

Kapitel 1: Mohammed Bibis opgør med skolens lov

I dette kapitel argumenterer jeg for en helt afgørende pointe, nemlig det forhold, at skoleleder Mohammed Bibi er ude i et opgør med skolens lov, mens Erik Schmidt faktisk forsvarer loven. Derfor er det naturligvis dybt paradoksalt og juridisk set problematisk, at Bibi vinder sagen.

Her er min argumentation:

 

A. Mohammed Bibis første lærermøde ifølge Schmidt

På skoleleder Mohammed Bibis allerførste ”Fællesmøde” præsenterer han uden videre sin nye ”vision” uden den mindste diskussion eller tvivl.

Det foregår sådan her ifølge Schmidts orientering til retten:

”På det første fællesmøde den 25. marts 2014 præsenterede Bibi en ny vision for skolen om blandt andet gode fælles læringsrum. Han viste to film om Kinas økonomiske mirakel og teknologiske fremskridt. Han sagde, at skolen befandt sig på en brændende platform, og der måtte sket noget helt nyt. Han sagde til gengæld intet om dannelse eller undervisning, og det synes han (Schmidt, TAR) var underligt” (s.9).

Et så uhørt lavt og postulerende niveau bør enhver fornuftig lærer spørge ind til, hvilket Schmidt da også gør i følgende:

”Schmidt spurgte Bibi, om der var behov for en vision, når nu loven allerede rummer de fælles mål”

Schmidt er her totalt lovlydig, for han spørger jo, om Bibi vision er i overensstemmelse med skoleloven.

I følge domsudskriftet er der flere kritiske røster på mødet, men Bibi viser ingen tegn på interesse eller forståelse for denne saglige og alvorlige kritik.

 

B. Mohammed Bibis første møde ifølge Bibi

Bibis version af samme møde, som altså er hans allerførste møde med skolens lærergruppe, bekræfter dette retlige sammenbrud:

”Han (Bibi, TAR) præsenterede sig på mødet den 25. marts 2014 og viste to videoklip om det Britiske Imperium og om udenadslære. Han understregede, at lærergruppen ville komme til at møde nye udfordringer, og han forklarede, hvad god ledelse er for ham, og det skulle det eksisterende ledelsesteam, herunder Ole Klitgaard, involveres i. Han fortalte om sin vision, der gik videre end formålsparagraffen i folkeskoleloven. Visionen fyldte vist kun to linjer” (s.11) (min kursivering)

Den lidt pudsige og næsten anakronistiske henvisning til ”det britiske imperium” og til ”udenadslære” lader jeg ligge. Det lyder ganske enkelt for barokt for et moderne øre. Mon ikke det svarer sådan nogenlunde til Schmidts ”Kinas økonomiske mirakel og teknologiske fremskridt”? Nå, uanset citationsrum, så markeres hermed “visionens” horisont. Der er ingen reference til skolens lov og ånd i Bibis foretagende.

Og det, som især bør fremhæves, er, at Bibi efter eget udsagn ville ”gå videre end formålsparagraffen i folkeskoleloven”. Hvad kan dog det betyde? Kan man gå videre end lovens formål? Nej, det kan jeg da love for, at man ikke kan. Bibis erklærede intention er dermed slet og ret at omgå lovens allermest grundlæggende paragraf. Og det præsenteres som et ”take it or leave it” for skolens lærere.

Bibi noterer så følgende reaktion hos Schmidt: ”Schmidt spurgte ham, hvem der havde givet ham kompetencen til egenhændigt at formulere skolens vision, og Schmidt påpegede, at der manglede noget om dannelse”.

Så også i Bibis version af mødet er Schmidt altså lovlydig – jvf. “hvem har kompetencen” – og faglig – jvf. “der mangler noget om dannelse”.

 

C. Konklusion

Bibi bør helt klart få den skarpest mulige påtale af Odense Kommune for helt bevidst og uden hjemmel eller diskussion at forsøge at omgå og ændre skolens formålsparagraf.

Schmidt bør derimod få en medalje for at holde på lovens bogstav og ånd.

Men der skete det stik modsatte i retten.

 

 

Kapitel 2: Dommerens fortolkning af Bibis opgør med skolens lov

Som nævnt i kapitel 1 har Mohammed Bibi og Erik Schmidt i nærmest enslydende vendinger fortalt, hvordan Bibi har forsøgt at omgå skolens formålsparagraf til fordel for en ubehjælpsom ”vision”.

Bibis færdige vision præsenteres uden diskussion på hans allerførste lærermøde og tvinges efterfølende ned over en måbende lærergruppe, hvis praksis ellers er underlagt netop skolens formåls grundlæggende paragraf, dvs. kundskabernes (stk.1), fantasiens og virkelystens (stk. 2) og demokratiets og åndsfrihedens liv (stk. 3).

Spørgsmålet er nu: Hvordan opsummerer dommeren – altså lovens ypperste repræsentant – Bibis brud på og Schmidts forsvar for loven? Opsummeringen er som følger:

”Det kan lægges til grund, at da Mohammed Bibi den 25. marts 2014 præsenterede sin vision for Agedrup Skole, gav Erik Schmidt og andre udtryk for, at en vision burde være et fælles projekt, hvilket havde været det gældende princip, indtil Bibi tiltrådte som ny skoleleder. Dette møde gav ikke anledning til påtale eller lignende” (s.32)

Med andre ord: Dommeren kritiserer overhovedet ikke Bibis eksplicitte opgør med skolens formålsparagraf. Han roser i stedet Bibi for at være rummelig overfor, hvad dommeren opfatter som Schmidts irrationelle modstand. At denne tolkning er korrekt, understreges i det efterfølgende afsnit, hvor dommeren omtaler Schmidt som en ”forandringsresistent medarbejder”, som ”en offentlig leder må være forberedt på”.

Når Schmidt altså spørger ind til forholdet mellem Bibis vision og skolens lov, så opfattes det af dommeren overhovedet ikke som en fornuftig diskussion, men som ren og skær psykologisk og organisatorisk betinget ”forandringsresistens”.

Lad mig udtrykke pointen i en generaliseret form via to små dialoger mellem hhv. en minister og hans embedsmand og en universitetsrektor og hans videnskabsmand:

 

Dialog 1

Minister: I dag skal vi gå videre end Grundloven. Jeg har en alternativ vision, der tager udgangspunkt i en video om Hvideruslands styre.

Embedsmand: Men hvad er din kompetence til det? Bør vi ikke følge vores egen lov?

Minister: Nu skal du ikke være så forandringsresistent. Men ok, jeg lader din forandringsresistente kommentar passere i første omgang, for som offentlig leder jo må være forberedt på den slags. Men hvis du ikke i fremtiden gør, hvad jeg siger, får du en advarsel.

 

Dialog 2

Rektor: Fra i dag bestemmer jeg, hvad du skal forske i, og dine resultater skal godkendes af mig. Det er godt for forskningsoptimeringen. Jeg har et par videoer med om det.

Videnskabsmanden: Men vil det ikke være imod universitetslovens §2, der jo taler om forskningsfrihed?

Rektor: Nu skal du ikke være så forandringsresistent. Jeg lader din bemærkning passere i denne omgang, men næste gang får du altså en advarsel.

Mit spørgsmål er nu: Hvordan ville du reagere, hvis du var embeds- eller videnskabsmand? Hvordan mener du, de to personer i dialogen bør reagere? Jeg håber dit svar er: Som Erik Schmidt!

Så vi har altså en byretsdommer, der i sine officielle begrundelser nærmest skriver private ’læserbreve’ om noget, som han helt subjektivt kalder for ”forandringsresistente medarbejdere”, mens det objektive forhold er, at denne medarbejder arbejder for at forsvare landets lov.

Det er på en måde Schmidt, der er dommeren, og dommeren, der er Bibi.

 

 

Kapitel 3: En skoleleder med ”negativ holdninger og synspunkter”, der ”pisker en negativ stemning op”

Refleksionen vedrører, hvem der lever mest op til en skoleleders lovmæssige pligt? Er det Bibi eller Schmidt? Jeg vil med udgangspunkt i folkeskoleloven argumentere for, at det er Schmidt.

 

A. Mohamed Bibis pligtforsømmelse

Mohammed Bibi er leder af en folkeskole i Agedrup.

Hvad er en sådan leders opgave ifølge skolens lov? Lederens opgaven er beskrevet i §2 under lovens kapitel 1, og dette kapitel hedder slet og ret: ”Folkeskolens formål”. Jeg forudsætter, at folk er bekendt med §1, så her kommer det relevante uddrag af §2:

”§2 Stk. 2. Den enkelte skoles leder har inden for rammerne af lovgivningen og kommunalbestyrelsens og skolebestyrelsens beslutninger ansvaret for undervisningens kvalitet i henhold til folkeskolens formål, jf. § 1 og fastlægger undervisningens organisering og tilrettelæggelse.

 Stk. 3. Elever og forældre samarbejder med skolen om at leve op til folkeskolens formål” (mine fremhævninger).

Bibi er altså sammen med skolens lærere, forældre og elever forpligtet på at grunde skoles praksis i skolens formål. Det står to gange. Både i stk. 2 og stk. 3. Dertil kommer §10 og §18, som knytter formålet sammen med fagene og undervisningen.

Men Bibis fattige vision om økonomisk optimering og læringsmaksimering fra ”det britiske imperium/Kinas økonomiske mirakel” har intet med skolens formål at gøre. Bibis vision bestod faktisk først af et kort og teknisk “læringsmaksimering”, men da Bibi blev spurgt til dannelsesbegrbet af en bekymret lærergruppe, så tilføjede han også lige “dannelsesmaksimering”, som om ”dannelse” er noget, der skal ”maksimeres”. How low can you go?

(Agedrup Skoles vision:”At maksimere alle elevers læring og dannelse ved at sikre trygge, inspirerende og udfordrende læringsmiljøer og fællesskaber”)

Ordene fra folkeskolens formålsparagraf er altså totalt fraværende i både ånd og bogstav. Den eneste gang, Bibi mig bekendt nævner formålet, er i sin forklaring til retten, hvor han ligefrem fortæller, at han vil ”gå videre end formålet”!

Bibis ”vision” er dermed en afvisning af hans pligt ifølge §2. Og det er denne afvisning af loven, som sætter følelserne i kog, ja, som “pisker en negativ stemning på” for nu at blive i Bibis fattige sprog.

Dermed demonstrerer Bibi stærkt “negative holdninger og synspunkter”, og han “pisker en negativ stemning op”, dvs. selvsamme unoder, som han beskylder Schmidt for. For hvilken lærer vil tvinges til at arbejde i en skole, som står i den mest primitive modsætning til loven?

 

B. Erik Schmidts pligtopfyldelse

Derimod repræsenterer Schmidt og lærergruppen netop formålets indhold og lovens ånd. I rettens tekst kan man læse, at lærerne spørger engageret ind både til dannelse, til fagene og til skolens tradition og liv. Og Schmidt er endda blandt landets mest aktive lærere i den nationale pædagogiske debat, hvorfor han har en særlig pligt til at hæve stemmen, når loven trues af den dybeste mangel på faglighed. Ja, Schmidt er nærmest personificeringen af skolens formål, og hans arbejde kan samle alle fra højre og venstre, undtagen læringsteknokraterne naturligvis.

Men i Odense byret kaldes Schmidts årelange arbejde med skolens formål og tradition for ”forandringsresistens” af den lokale dommer, som dermed støtter Bibis oppiskeri og negativitet.

 

C. Konklusion

På en måde er det Schmidt, der er skolens leder. Det er Schmidt, der arbejder efter §2. Bibi arbejder for Singapore eller Kina eller noget helt tredje, som han lige har fundet på sammen med KL, som har sanktioneret advarslen.

Noget andet er – for nu at tage den stakkels Bibi lidt i forsvar – at §2 er en splittet paragraf, som stiller alle skoleledere i en svær situation. Splittelsen skyldes, at skolereformen fra 2013 faktisk som sådan er imod skolens formål. Derfor bærer Bibi ikke ansvaret helt alene, men deler det med med KL, ministeriet og dele af forligskredsen. Men det er kun en forklaring og ikke en undskyldning.

Konsekvensen af min “venlige forklaring” har som konsekvens, at Bibis ageren reduceres til “adfærd” frem for “handling”. Derimod er det handlingen, der er Schmidts gebet. Og “handling”, det er et ord fra skolens formål §1, stk.2.

Bibi bærer derfor et fuldt ansvar for at piske en negativ stemning op med sin negative adfærd over for landets pædagogiske formål og egentlige ledere.

 

 

Kapitel 4: Hvem er ”flere lærere”? Og hvad er de ”chokeret over”?

 Ifølge skoleleder fra Agedrup Skole, Mohamed Bibi, har ”flere lærere” været ”chokeret” over Schmidts udtalelser på et lærermøde d.7. maj. Byretsdommeren lægger i sin begrundelse eksplicit disse to formuleringer til grund for sin endelige dom, som jo gik Schmidt imod, og formuleringerne står også i selve advarslen.

Men hermed begår dommeren efter min opfattelse en fejl:

 

A. Hvem er ”flere lærere”?

Bibi og hans souschef, Ole Klitgaard, hævder som sagt, at ”flere lærere” var chokerede. Efterfølgende får vi at vide, at der skulle være tale om tre lærere ud af 31, nemlig Torben Jørgensen og Marianne Nielsen.

Torben Jørgensen er vidne i sagen. Men Jørgensen siger ikke noget om, at han er ”chokeret”, blot at han følte ”ubehag”, som jo er en meget mildere formulering. Jørgensen siger derudover følgende om Schmidts kritik på det møde d. 7. maj, hvor bølgerne gik højest:

”Schmidt præciserede sin mening. Han var normalt meget konstruktiv. Han angreb ikke Bibi personligt, men var indigneret og fortørnet, og han fik sagt sin mening” (s.19)

Jørgensen er altså ikke ”chokeret”.

Marianne Nielsen gentager derimod i retten, at hun var ”chokeret”.

Navnet på den tredje person kan Klitgaard ikke huske, så vedkommende kan vi ikke regne med. Muligvis drejer det sig om en Kaj Holm, som Bibi nævner i sin forklaring. Men efter hvad jeg har fået oplyst, deltog Kaj Holm slet ikke på det møde d. 7. maj, som han i givet fald skulle være “chokeret” over?

Ingen af de øvrige vidner siger, at de var ”chokerede”, eller noget der ligner, selvom de på hver deres måde angiver, at situationen var speciel, hvilket den jo også var pga. Bibis pædagogiske og organisatoriske overgreb, jf. punkt 2 nedenfor.

Dvs. at der er én eneste lærer ud af 31, som var ”chokeret”. Og én lærer er jo ikke det samme som ”flere lærere”.

 

B. Hvem er lærerne “chokeret” over?

Hvad med resten, dvs. de 27 lærere? Var de chokerede? Ja, det var de, men ikke over Schmidt. De var derimod chokeret over Mohamed Bibis adfærd, hvilket i høj grad kan dokumenteres. Efter mødet d. 7. maj skriver de nemlig et langt brev til Bibi med overskriften: “Vi går en usikker fremtid i møde!”. Her kritiseres Bibi for at ”ændre vores struktur radikalt” på en måde, som ikke ”hænger fagligt og pædagogisk sammen”. Flere gange udtrykker de 27 lærere ”frygt” for konsekvenserne af Bibis initiativer. Og i slutningen af den lange og grundige udtalelse står der følgende:

”Oven i den store usikkerhed er det chokerende, at en kollega er indkaldt til tjenstlig samtale og bliver sanktioneret for at være kritisk og følelsesmæssigt påvirket på et personale møde. Flere af os er nervøse for, at man vil blive straffet for at være uenig med ledelsen” (min fremhævning) (s.6)

Så hele 27 lærere er ”chokerede” over Bibi, hvilket man jo roligt kan betegne som ”flere lærere”. Heroverfor står, at kun en eneste lærer, hvilket jo er det modsatte af ”flere lærere”, altså er chokeret over Schmidt.

For mig at se er det en skærpende omstændighed, at de 27 læreres brev udtrykker en kritik af dybe og betydningsfulde pædagogiske og organisatoriske forhold, som Bibi har undladt at inddrage i sit arbejde, mens den ene lærer af uvisse grunde ærgrer sig over en saglig og rationel indignation på et objektivt set kritisabelt forhold.

Dommeren henviser som sagt i sin afsluttende begrundelse – med henvisning til Nielsen – alligevel til ”flere kolleger”. Han nævner derimod slet ikke, at de 27 lærere var chokeret over Bibis adfærd.

 

C. Dommerens begrundelse for at overse de under pkt. 1 og pkt. 2 nævnte forhold

Dommerens begrundelser for at lægge vægt på ”de flere læreres chok” er, at formuleringen bruges i et kommunalt skema til Schmidt om advarslens baggrund fra d. 15. maj – altså blot en uge efter mødet -, samt at Schmidt underskrev dette skema. Derimod giver dommeren udtryk for, at han ikke vil bruge vidnernes hukommelse til noget, men han lægger altså alligevel vægt på Nielsens udsagn, der som det eneste går Schmidt imod. Brevet fra de 27 lærere, som er chokeret over Bibis adfærd, nævner han som sagt slet ikke.

Men Schmidts underskrift på det pågældende skema er jo ikke en blåstempling af begrundelsens indhold, men blot en registrering af begrundelsens eksistens. Schmidt havde jo d. 15. maj ingen chance for at vide, hvor mange eller hvem disse ”flere lærere” var, og hvad deres ”chok” bestod i. Det er jo netop rettens opgave at undersøge, om disse formuleringer har rod i fakta, hvilket de altså ikke har.

 

 

Kapitel 5: Mohammed Bibi blandt “bandemedlemmer” og “trusler på livet”

Skoleleder Mohammed Bibi fortæller i sin forklaring til retten følgende om sin oplevelse af Erik Schmidts pædagogiske kritik på lærermødet d. 7. maj:

”Trods bandemedlemmer og trusler på livet havde han (Bibi, TAR) aldrig prøvet noget sådan før” (s.13)

Man tror jo ikke sine egne øre. Bibi møder saglig og engageret kritik, men tror han står midt i Loyal to Familia og trues på livet. Bibi er i rockerkrig!

Der er to fortolkningsmuligheder:

ENTEN er Bibi ude i en bevidst mega-overdrivelse, dvs. i en ren og skær løgn, for der er jo ikke en sjæl, der har truet ham på livet, eller noget der ligner på Agedrup skole. Tværtimod har han modtaget en livgivende vejledning fra skolens lærere.

Kort sagt: Bibis banale læringsmaksimerings-vision, som han uden videre diskussion præsenterede på sit allerførste møde med skolens ansatte, forårsagede pædagogisk kritik fra en af landets mest fremtrædende lærere og næsten alle hans kolleger; først imødekommende og venligt og siden med hævet stemme. Hvilken gave til en ny leder, der forsøger at skjule sin usikkerhed bag en tyndslidt og postulerende skråsikkerhed!

ELLER måske er Bibi blot ikke kompetent til at lede en moderne skole, hvor meninger SKAL brydes? Han føler sig krænket af pædagogisk omsorg for skolens tradition og lov.

Så enten er Bibis ”negative adfærd” løgn, eller også er den udtryk for inkompetence. Min forestillingsevne rækker ikke til flere muligheder.

Og dog….…måske ”pisker Bibi bare en negativ stemning op”?

Men i så fald: Hvorfor lægger dommeren alene vægt på denne nærmest ustabile skoleleders

forklaringer? En leder som ikke kan skelne mellem kritik og ”trusler på livet”, selvom han har ansvaret for en skole?

Måske er dommeren hoppet på ”pisken”?

 

 

Kapitel 6: Om “spørgsmål til forhold, som allerede er afgjort”

I dommerens afsluttende afsnit ”begrundelse og resultat” angives følgende vedrørende de to lærermøder, som lå hhv. den 9. og den 30. april 2014:

”Det kan endvidere ligges til grund, at Schmidt på de næste to møder sammen med tre-fire andre rejste en række spørgsmål til forhold, som andre, herunder lovgiver og Odense Kommune, allerede havde afgjort, og som derfor ikke kunne være til fortsat diskussion på lukkede lærermøder”.

Formuleringen ligger i direkte forlængelse af teksten i Bibis advarsel til Schmidt. Her nævnes samme emne, altså det ”allerede besluttede”, hele to gange, blandt andet i denne formulering:

”Det er ledelsens opfattelse, at du på alle fire møder har været negativ og været mere interesseret i at diskutere allerede besluttede forhold og overordnede politikker og udtrykke dig negativt om dem end at deltage aktivt og positivt i arbejdet”

Dommerens og Bibis formuleringer ovenfor giver anledning til to spørgsmål:

1. Hvilke ”spørgsmål blev rejst” på møderne, og hvilke forhold var ”afgjort”/”allerede besluttet”?

2. Må man rejse spørgsmål på et lærermøde vedrørende forhold, som allerede er afgjort af ”lovgiver og Odense kommune”?

Det første møde var jo der, hvor Bibi præsenterede sin vision. Det møde har jeg analyseret i de tidligere kapitler, og her blev ikke ”rejst spørgsmål”, som ”allerede var afgjort”. Her drøftede man blot, om Bibis simple vision var i overensstemmelse med lovens dannelsesfordringer samt en række tekniske spørgsmål

Nu vil jeg derfor med mine to spørgsmål i hånden se på de ”to næste møder”, som dommeren refererer til i citatet ovenfor. Det sidste møde den 7. maj vender jeg tilbage til i kapitel 9.

 

A. Det andet og det tredje møde

Så lad os se på de to spørgsmål, som dommerens bemærkning ovenfor giver anledning til at drøfte:

 

Ad 1) Hvilke spørgsmål blev rejst på møderne, og hvilke forhold var allerede afgjort?

 

a) Møde nr. 2, den 9 april:

Hvilke ”spørgsmål rejses” på møde nr. 2?

I mødereferatet står der følgende:

”Mohammed gennemgår udkast til næste skoleårs struktur og organisering.

Drøftelse/tilbagemelding til ledelsen: Der bliver givet udtryk for både positive holdninger og bekymringer for fremtiden på Agedrup Skole”.

Men her står der da ikke noget om alle mulige ”spørgsmål som allerede er afgjort”? Så i det referat, som Bibi vel selv har godkendt, står der ikke noget ualmindeligt.

Mærkeligt?

Lad os høre hvad vidnerne siger?

 

  1. Erik Schmidts forklaring:

Schmidt angiver i sin forklaring, at han kunne se ”nogle faglige udfordringer” ved den nye struktur, f.eks. at ”der skulle undervises i musiske fag uden en musiklærer”. Han tog ordet ”to gange på mødet”, og ”andre var enige”.

Også det lyder jo meget tilforladeligt og i fuld overensstemmelse med referatet og god mødeskik. Ja, det lyder nærmest sådan lidt kedeligt, hvis man tager Bibis vilde ”vision” i betragtning.

 

  1. Mohammed Bibis forklaring:

Bibi angiver, at der var ”4-5 lærere, der talte i cirka 90% af tiden”, og at ”det virkede som om, de havde forberedt en række spørgsmål”.

Men det lyder da helt almindeligt, at nogle taler mere end andre, og at der er blevet forberedt nogle spørgsmål?

Bibi siger så, at Schmidt kom med ”mindst 5 indlæg”. Schmidt siger 2, og det er jo ikke helt det samme, selvom der vel heller ikke er en verden til forskel. Og fem indlæg er da også fint, er det ikke? Hvad er der galt med 5 indlæg? Desuden har Bibi en tendens til stærk overdrivelse, f.eks. sammenligner han situationen på skolen med ”trusler på livet”. Så mon ikke Schmidt er tættere på sandheden?

Ifølge Bibi blev der stillet spørgsmål til ”fuld tilstedeværelse” og ”tidsnormer”, et forhold der formodentlig i foråret 2014 blev diskuteret på alle landets lærerværelser, og som blev implementeret i mange forskellige versioner rundt omkring. At det var nødvendigt at stille disse spørgsmål, blev faktisk bekræftet på det fjerde møde, hvor Bibi skjulte en række beregningsfaktorer. Det fik Schmidt til at tale om “lukket ledelse”, hvilket dommeren er enig med Schmidt i. Så her står Bibi helt alene. Jeg vil som sagt omtale det fjerde møde i kapitel 9.

Men alligevel mener dommeren, at det ligefrem er retsstridigt at spørge ind til disse emner? Fordi det allerede er vedtaget? Man må altså ikke diskutere kommunens tekniske politikker; politikker, som endda blev ændret kort tid efter mig bekendt. Og hvad betyder ”vedtaget”. Det er jo alle mulige grader og detaljerings-niveauer? Det er jo absurd!

Bibi fremhæver ikke andre eksempler. Så det må altså være disse lidt tekniske emner, der ryger direkte ind i advarsels-teksten i 2014 og videre ind dommerens begrundelse her i 2017. Jeg skal love for, at der skal deles påtaler ud på min arbejdsplads, hvis dette er den nye norm. Skal vi f.eks. holde op med at drøfte fremdriftsreformen og dens betydning for universitetets drift, fordi fremdriftsreformen ”allerede er vedtaget”?

 

  1. Lærer Carsten Andersens forklaring:

Lærer Carsten Andersen, som i 2014 blev indstillet til Politikens lærerpris, slår omtalen af begge møder sammen. Han siger følgende:

”På de efterfølgende møder blev der talt om teamstruktur, og det blev drøftet, om de ville kunne dække det faglige. Der var en del, måske 10-12, der sagde noget på møderne, nogle mere end andre, og fire-fem sagde klart mest. Erik Schmidt virkede afventende i forhold til oplægget, men stillede som andre kritiske spørgsmål”.

Så her er Schmidt decideret ”afventende”, og emnerne handler om ”teamstruktur” og fagdækning. Altså helt almindelige emner, der er knyttet til dagsordenens tema.

 

  1. Lærer Helge Rasmussens forklaring:

Lærer Helge Rasmussen beretter følgende fra mødet:

”På det andet møde, vidnet husker, blev der drøftet lærerteamssamarbejde, og lærerne sad opdelt gruppevist. Schmidt pointerede, at der manglede faglige ekspertise i nogle fag på hans klassetrin. Dialogen var ikke anderledes i forhold til, hvordan man havde talt sammen de sidste 10 år.

Igen må man spørge dommeren: Hvilke spørgsmål er det, som det er problematisk at rejse her?

 

  1. Souschef Ole Klitgaards forklaring:

Ole Klitgaard, som er souschef og en af Bibis trofaste støtter, siger følgende:

”På det andet møde blev der talt meget om lov 409, som skoleledere selvsagt skulle rette sig efter. Heller ikke administrationsgrundlaget var til diskussion, men givet på forhånd. Odense Kommune havde valgt at gennemføre lov 409 på den hårde måde uden mulighed for lokalaftaler om eksempelvis tilstedeværelse. Schmidt kommenterede både loven og folkeskolereformen”.

Klitgaard har altså en helt anden opfattelse end alle lærerne og faktisk også Bibi har. De understregede jo alene de faglige og tekniske diskussioner, som Klitgaard altså slet ikke nævner? Klitgaard siger så, at Schmidt ”kommenterer” skolereform og L409, men hvis skulle være en forbrydelse netop i foråret 2014, så hører alt da op. Og hvis man blot ”kommenterer”, er man da sådan lidt lavdramatisk, er man ikke?

Der er ingen på mødet, der bander, råber, hæver stemmer eller rejser sig op eller noget som helst andet, som Bibi ellers anfører i advarslen. Der drøftes helt almindelige emner på helt almindelig manér.

Der er ingen andre vidner, som nævner mødet. Men Bibi mener altså, at der er tale om ”negativ adfærd” og ”negative holdninger og synspunkter”? Dommeren støtter Bibis barokke udlægning, for han taler ligesom i Bibis advarsel om, at ”der rejses spørgsmål, som allerede er afgjort”, hvilket dommeren endda betegner som ”forandringsresistent” adfærd. Det må i så fald være den der ”kommentar”, som Klitgaard nævner?

 

b) Møde nr. 3, den 30.april:

I dommen er der angivet følgende citat fra referatet for det tredje møde:

”Kommende skoleårs planlægning: selvstyring og selvledelse (gruppedrøftelse):

Der er lavet justeringer i udkastet om organiseringen af næste skoleår. Kort fælles debat. Gruppedrøftelse omstyrker/udfordringer, hvor selvstyrende skal teams’ne være. Kort fremlæggelse fra de enkelte storteams. Mere fælles debat – kritiske spørgsmål og holdninger, feedback til ledelsen om næste års struktur”.

Det lyder jo heller ikke problematisk eller negativt på nogen måde? Lad os se om vi bliver klogere, når vidnerne uddyber:

 

  1. Erik Schmidts forklaring

Erik Schmidt siger følgende:

”På mødet d. 30. april 2014 blev punktet om bedre udnyttelse af lokalerne udsat, men det var ikke første gang, at et punkt var blevet udsat. Der var mange lærere, der havde spørgsmål, og selv sagde han (Schmidt, TAR) igen noget to gange”.

Nå! Må man bare sige. Det lyder da ikke som ”negativ adfærd”?

 

  1. Mohammed Bibis forklaring:

Hvad er Bibis indtryk fra mødet? Sådan her:

”Op til mødet d. 30. april 2014 var strukturen tættere på at blive fastlagt, herunder placeringen af de enkelte lærere og pædagoger. Man arbejdede for at undgå, at eleverne blev udsat for unødvendige skift af lærere. Det var igen fire-fem lærere, der fyldte meget, og nu blev der også stillet konkrete spørgsmål til forberedelsesrum. Udover Schmidt var det Ludvigsen, Karsten Andersen og Helge Rasmussen der talte meget”

Hvilke spørgsmål ”rejses” her? Der rejses noget så lavpraktisk som ”konkrete spørgsmål til forberedelsesrum”. Men er dette spørgsmål ”allerede afgjort af lovgiver og Odense Kommune”? Næppe. Det var da helt almindelige spørgsmål det forår. At fire-fem personer ud af 31 taler mere end andre er vist også helt normalt, i al fald på alle de arbejdspladser, jeg har opholdt mig på.

De fire talende lærere nævnes endda ved navn: Bibi nævner Erik Schmidt og Helge Rasmussen, som begge er bærere af skolens kultur og kvalitet. Derudover nævnes Juliane Ludvigsen, som er tillidsmand. Endelig nævnes Karsten Andersen, der som nævnt var indstillet til en pædagogisk pris. Schmidt selv har fået tre pædagogiske priser. Hvorfor skulle de ikke tale meget?

 

  1. Carsten Andersens forklaring:

Lærer Carsten Andersens opfattelse af mødet har jeg nævnt i forbindelse med Andersens beskrivelse af det foregående møde. Som vi så, var der ingen problemer overhovedet.

Ingen af de andre vidner omtaler dette andet møde.

 

Nu er mit spørgsmål til dommeren så følgende:

Hvordan kan disse fakta blive til, at ”Schmidt på de næste to møder sammen med tre-fire andre rejste en række spørgsmål til forhold, som andre, herunder lovgiver og Odense Kommune, allerede havde afgjort”? Og endda i et omfang, som kan ligges til grund for en tjenstlig advarsel? Det er simpelthen dårligt juridisk arbejde. Skal det være gældende ret, så vil vi jo få tjenstlige advarsler flere gange om dagen.

Som jeg ser det, er der ikke det mindste problem nogle steder. Der er kun ansvarlige medarbejdere, så langt øjet rækker.

Men Bibi skriver med baggrund i disse fakta, at Schmidt har ”negative holdninger, synspunkter og adfærd”. Denne konklusion vidner om en skoleleder, som i den grad mangler kompetence og faglighed. Her kortslutter sagligheden totalt.

Der er således ikke noget sagligt grundlag for første del af dommerens påstand. Lad os nu se på den anden del:

 

Ad 2) Må man rejse spørgsmål på et lærermøde vedrørende forhold, som allerede er afgjorte af kommune eller Folketinget?

Det anden spørgsmål i forlængelse af mit indledende citat fra dommeren er, om man må drøfte allerede afgjorte emner på et lærermøde?

Nu ved jeg ikke, hvordan personalemøderne i byrettens personalerum forløber, men jeg kan forsikre om, at man i den pædagogiske verden – både på seminarier og universiteter – heldigvis ikke skelner mellem afgjorte og ikke afgjorte emner med den form for systematik, som dommeren angiver. Det er tværtimod af yderste faglige vigtighed, at et lærerkollegium drøfter sit arbejdes politiske og pædagogiske kontekst og sammenhæng. Efter at de pædagogiske råd blev nedlagt for nogle år siden, er det endda ekstra vigtigt, at lærermøderne er steder, hvor de pædagogiske synteser drøftes og funderes.

Glemmer man det princip bliver skolerne til rene produktionsenheder. Dommerens argumentation er derfor gift for skolen som kulturinstitution.

Hvis der overhovedet blev drøftet lovmæssige emner på de to møder – kun et enkelt vidne, nemlig Carsten Andersen, nævner, at det blev ”kommenteret” – så er disse drøftelser et forsøg på at forstå den usikkerhed og splittelse, der er i selve loven. En splittelse, som siden 2015 har fundet udtryk mange steder, både i lovens forligskreds og ved den nye ministers arbejde med fælles mål og i hendes strid med KL og andre om det ene og det andet. Loven er splittet mellem formål og læring, og derfor er det også helt afgørende, at landets lærere diskuterer forholdet mellem pædagogik og politik. Men Bibi kører rent på læringsfronten, så han ser kun “negative synspunkter” på den anden bred.

Det er klart, at der skal være en balance mellem konkrete og overordnede diskussioner, men dommeren nævner ikke nogen balance. Han taler blot om “forandringsresistente medarbejdere” i ånden fra de “negative holdninger”, hvilket er det stik modsatte af ”balance”. Og faktisk er der slet ikke påpeget nogen egentlig ubalance. Vi har kun fundet engagerede og fagligt indstillede medarbejdere. Bibis og dommerens markeringer er derfor et direkte opgør med pædagogisk substans og udvikling.

I advarslen til Schmidt står der, at han har ”negative holdninger og synspunkter”, og at han ”pisker en negativ stemning op i personalegruppen”. Der står endvidere, at dette ”ofte kommer til udtryk på fællesmøder”, altså også på de to møder, som jeg her har analyseret. Der står også i advarslen, at Schmidt har været ”negativ på alle fire møder”, og at han har været ”mere interesseret i at diskutere allerede besluttede forhold og overordne politiker og udtrykke dig negativt om dem end at deltage aktivt og positivt i arbejdet”.

Men det passer ikke. Der er ikke godtgjort et eneste eksempel på de forhold, som advarslen angiver, og som dommeren “lægger til grund” på de to omtalte møder. De gange, hvor almene og kommunale emner har været ”kommenteret”, er det sket ud fra pædagogisk saglige hensyn, dvs. ud fra en interesse i at beskytte lovens essens og formål mod Mohammed Bibis overgreb.

Møde nr. 1, 2 og 3 er altså afviklet efter almindelige regler og praksis, dog undtaget Mohammed Bibis banale og pludselige visionsmageri og ønske om at ændre hele skolen ud af det blå, hvilket er den rene og skære negativitet.

 

 

Kapitel 7: Tre skolelederes syn på Erik Schmidts arbejde

Agedrup Skole har haft tre skoleledere siden 1989. Lad os se på, hvordan de hver især ser på Erik Schmidts arbejde:

 

A. Eskild Kjær-Madsen– skoleleder ved Agedrup skole 1989-1999 – skriver følgende i Fyens Stiftstidende, d. 28. juni 2014:

”Den svagt funderede skoleleder kan nu true med – og benytte sig af – tjenstlige repressalier i mangel på overbevisende argumenter. Og så er vi tilbage ved Agedrup Skole – og den tjenstlige påtale til Erik Schmidt.

Jeg mener at kunne tillade mig at kommentere dette forhold, idet jeg i 10 år var skoleinspektør (sådan hed det dengang) på denne skole. Også dengang var Erik et menneske med meningers mod, hvilket vel altid er en umistelig del af ildsjælens og igangsætterens personlighed. Men han var aldrig negativ, altid konstruktiv i anerkendelsen af, at rollerne kan være forskellige hos lærer og leder. Jeg kan slet ikke se for mig, at han skulle kunne gøre sig fortjent til en tjenstlig påtale”.

 

B. Birgitte Andersen– skoleleder ved Agedrup skole 1999-2013 – siger følgende i retten i oktober 2017:

”På personalemøderne oplevede hun (Birgit Andersen, TAR), at der var mange, der havde meninger både for og imod de forskellige emner, så det kom ofte til en engageret diskussion. Både Erik Schmidt, men også andre, var engagerede. Tonen var ærlig uden nag. Schmidt rettede ind, når først der var blevet truffet en beslutning. Hun kan ikke afvise, at han en enkelt gang har brugt et bandeord. Hans forfatterskab og de holdninger, han udtrykte herigemmen, var uproblematiske”.

Sådan er skudsmålet fra to erfarne skoleledere med højt til loftet og faglige ambitioner på deres skoles vegne.

 

C. Mohammed Bibi– skoleleder fra 2014 – havde kun været leder i få måneder, før han i samarbejde med den radikale rådmand og KL gav en advarsel til Schmidt. Nu – efter 25 års arbejde til UG med kryds og slange – hedder det pludselig om Schmidt:

”Ledelsen oplever, at du er meget negativ over for de forandringer, Agedrup Skole er i lige nu. Dette kommer ofte til udtryk på fællesmøder, hvor du har negative holdninger og synspunkter. Det opleves, at du også er med til at piske en negativ stemning op i personalegruppen (….) Det er ledelsens opfattelse, at du på alle fire møder har været negativ og været mere interesseret i at diskutere allerede besluttede forhold og overordnede politikker og udtrykke dig negativt om dem end at deltage aktivt og positivt i arbejdet”. (citeret fra advarslen)

Kig lige på dette stampende, uerfarne og spruttende nega-nega-nega-nega sprog og hele dets ubehagelige horisont. Det er jo forskrækkeligt.

 

D. To spørgsmål: Jeg ved ikke, om der er nogen, der kender bogen ”Harry Potter og Fønixordenen”? Jeg synes, Mohammed Bibi minder om den nyansatte rektor for Hogwards, regelrytteren professor Nidkjær, mens de to tidligere ledere, Eskild Kjær-Andersen og Birgitte Rasmussen, minder mig om magikerhåndværkets pædagogiske vogter, professor Dumbledore, der hjælper nye troldmænd på vej.

(Potter-temaet er inspireret af følgende link: https://ucc.dk/magasin/nr-16-februar-2016/er-professor-nidkjaer-rykket-ind-i-skolen

Lyder disse tre udsagn ikke som om, at det snarere er Bibi og Odense Kommune, der har et problem, frem for Schmidt og hans kollegaer?

Eller har skolereformen ændret samfundet så meget på få år?

 

 

Kapitel 8: Byretsdommerens rolle

Der er et forhold ved Agedrup-sagen, som er værd at have in mente, når DLF vurderer, om sagen skal ankes. Det handler om den dommer, Alex Nymark, som netop har afgjort sagen i byretten:

 

A. De to sager: Meta-sagen i 2016/17 og selve sagen i 2017

Sagen har nemlig været for retten en gang tidligere, endda i både by- og landsret (i hhv. marts 2016 og marts 2017).

Den første retssag handlede dog ikke om advarslens gyldighed, men om, hvorvidt denne gyldighed overhovedet kunne behandles i retten. Det var en sag om sagen, om jeg så må sige. En ”meta-sag”.

Det var Odense Kommune, som ved at anlægge denne meta-sag forsøgte at undgå, at advarslens gyldighed overhovedet blev testet. Kommunen tabte dog meta-sagen i begge retsinstanser, og derfor kører den virkelige sag nu endelig, her hele 3½ år efter at skoleleder Mohammed Bibi blev forskrækket over diskussionsiveren på Agedrup Skoles lærerværelse.

 

B. Byretsdommerens ageren i de to retssager:

Alex Nymark har faktisk været dommer i begge retssager. Lad os se på det:

I byrettens behandling af meta-sagen i marts 2016 spillede Nymark en ret uheldig rolle. Der var tre dommere på sagen. To af dem voterede i Schmidts favør, men Alex Nymark gjorde ikke. Han holdt med kommunen. Nymark voterede altså ene mand imod, at gyldigheden af Schmidts advarsel kunne testes i retten.

Men på trods af Nymarks modstand, vandt Schmidt altså meta-sagen i byretten med 2-1.

Men Odense Kommune var ikke tilfreds. Kommunen ankede derfor meta-sagen til Landsretten. Her gjorde landsretsdommeren nærmest grin med både Odense Kommune og dermed også med den dommer i byretten, der jo støttede kommunen, altså Nymark. Sådan forstår jeg i al fald følgende bemærkninger fra landsretten, som jeg har fundet i Folkeskolen.dk’s referat:

”Man behøver ikke være tilmeldt en arbejdsformidling for at have en interesse i at genoptage sin beskæftigelse, når man fratræder som 62-årig.”

Eller hvad med denne her:

”På et tidspunkt, hvor man er bekendt med, at indkærede (Erik Schmidt – red.) er på vej væk, vælger man at gennemføre advarslen alligevel. Det medfører, at en pletfri tjenestemand med 34 års ansættelse bag sig får en disciplinær straf.”

Eller hvad med dette retoriske klimaks, hvor landsretten faktisk roser en formulering fra flertallet i Odense byret, men dermed altså ikke Alex Nymark, som jo var i mindretal:

”Retten i Odense har brugt noget snusfornuft, der kan lyde lidt som juridisk frihåndstegning, men alligevel har betydning: Har kommunen en retlig interesse i at give en advarsel, så må man også have en retlig interesse i at afprøve advarslen.” (min kursivering)

Denne betydningsfulde ”snusfornuft” havde kun én undtagelse i Odense, nemlig Alex Nymark.

Jeg ved ikke, hvad Schmidt og Danmarks Lærerforening tænkte, da de hørte, at det var selvsamme Alex Nymark, som atter skulle fælde dom i byretten her i oktober 2017; og denne gang vel at mærke uden med-dommere, men altså helt alene. Mon ikke de lige skulle synke en ekstra gang?

Og Nymark skuffede da heller ikke. Han dømte igen i kommunens favør. Denne gang med et angreb på det, han i sin begrundelse kalder for ”forandringsresistente medarbejdere” suppleret af en ekstrem skæv fortolkning af sagens fakta.

Jeg håber derfor, at Landsretten får lejlighed til at behandle sagen.

 

 

Kapitel 9: Det fjerde lærermøde, d. 7. maj 2014

Det er nu tid at kigge på det sidste lærermøde, den 7. maj 2014, hvor bølgerne i særlig grad skvulpede. Men først lige en kort opsummering:

Jeg har i de foregående kapitler begrundet følgende:

1. Schmidt har arbejdet aldeles upåklageligt og til UG med kryds og slange i dansk skole i 36 år. Dette er dokumenteret af hans tidligere skoleledere og af et stort CV med både udgivelser, foreningsaktivitet og pædagogiske priser. Der har ingen klager været nogen sinde over Schmidts arbejde, tværtimod.

2. Den nye skoleleder, Mohammed Bibi, er derimod fagligt set langt under Schmidts niveau. På sit allerførste møde som nyansat præsenterer han en ”vision”, som er under al kritik, vel at mærke helt uden at inddrage skolens lærere. Desuden gør han op med skolens formål, dvs. skolens grundlæggende lov. Dette forhold overser dommeren fuldstændigt. Han taler blot om ”forandringsresistente medarbejdere”.

3. På det næste møde foreslår Bibi en helt ny struktur for skolen, også uden inddrage skolens lærere eller pædagoger.

4. Dommeren giver desuden Schmidt ret i, at Bibi har udøvet “lukket ledelse”, hvilket er emnet for det fjerde møde d. 7. maj 2014, som jeg vil omtale nedenfor.

5. Der har ikke fundet kritisable markeringer sted overhovedet på de første tre lærermøder, selvom Bibi hævder det modsatte. Tværtimod gør Schmidt alene sin pligt. Han drøfter dagsordenens punkter, og han støttes af et næsten enigt lærerkollegium. Derimod er Bibis adfærd særdeles kritisabel fra dag 1. Der er ikke tvivl om, at det er Bibi, der udøver ”negativ adfærd”, og som ”pisker en stemning op”. Dommeren tager normativt parti for Bibi ved at omtale Schmidt regulære pædagogiske arbejde som ”forandringsresistent”.

6. Bibi skriver i sin advarsel, at ”flere kolleger var chokeret”. Men det passer ikke. Det var kun én kollega, der var chokeret over Schmidt. Derimod var hele 27 medarbejdere ”chokeret” over Bibi. De skrev ligefrem et brev til Bibi med titlen: ”Vi går en usikker fremtid i møde!”. Også dette faktum overser dommeren.

7. Bibi sammenligner situationen med nogle gamle erfaringer med ”bandemedlemmer” og med ”trusler på livet”. En grotesk overdrivelse, som ikke bekræftes af andre, og som viser, at man ikke kan regne med hans almene dømmekraft.

8. Der blev kun rejst helt legitime spørgsmål på møderne, og det er ikke godtgjort, at spørgsmålene vedrørte forhold, der ”allerede var afgjort”. Og i øvrigt er det helt legitimt og fornuftigt også at drøfte ting, som allerede er afgjort. Det ligger i skolelovens formål §1, stk.3, der taler om folkestyre, demokrati og åndsfrihed.

9. Dommeren har haft en problematisk rolle i en tidligere behandling af sagen i Odense byret, hvor han ene mand stemte imod Schmidt med begrundelser, der senere blev hånet af en enig landsret.

Schmidt møder altså frem til det fjerde lærermøde d. 7. maj 2014 i fuldstændig uplettet tilstand. Dommeren siger ganske vist det modsatte, men han har ingen fakta at basere sin konklusion på. Mohammed Bibi siger også det modsatte i advarslen, men heller ikke han har noget at have sine formuleringer i. Det er ikke andet end synsninger fra en usikker og ny leder, som ellers er blevet godt og venligt modtaget af netop Schmidt. Bibi taler da også i sin advarsel til Schmidt kun om, hvad han ”oplever”.

Schmidt har alene handlet i pligt over for sin skole og landets lov.

Så altså: Det er alene det fjerde lærermøde, som skal kunne begrunde en tjenstlig advarsel til en person, som er blandt landets mest visionære og agtede lærere.

Hvis det er korrekt, så skal der virkelig være faldet brænde og ild ned på mødet d. 7. maj – f.eks. med grove personlige beskyldninger og sexistiske eller racistiske markeringer – for at advarslen skal være berettiget. Lad os se på det:

I advarslen står der følgende:

”Det opleves, at du også er med til at piske en negativ stemning op i personalegruppen. Dette kom særligt til udtryk på personalemødet den 7. maj 2014, hvor du begyndte at råbe højlydt og beskyldte skolens leder for at udøve ”lukket ledelse”. Du råbte gentagne gange, bl.a. ”Nu må det vanvid stoppe”

Lad os se på denne formulering i lyset af retsudskriftets fakta:

 

1. ”Særligt til udtryk”

Udtrykket ”dette kom særligt til udtryk” må slettes. Der foreligger ingen dokumentation for, at Schmidt har ”pisket en negativ stemning” op på de tre foregående møder. At Bibi har ”oplevet” en oppisket stemning på de første tre møder er en helt subjektiv oplevelse, som formodentlig har rod i faglig og ledelsesmæssige ubehjælpsomhed. Det er – hvilket jeg givet dokumentation for – snarere Bibi selv, der har ”pisket en negativ stemning op”.

 

2. ”Lukket ledelse”

Bibi anklager Schmidt for at sige, at Bibi har lavet ”lukket ledelse”. Men det kan vi også slette, for i dommerens konklusion bekræftes Schmidts opfattelse eksplicit:

”Det kan til endvidere lægges til grund, at der på mødet den 7. maj 2014 blev talt om differentieret forberedelsestid, og at lærergruppen ikke blev lovet indsigt i de præcise kriterier for differentieringen med den begrundelse, at der var tale om et ledelsesværktøj. Schmidt har på den baggrund været fuldt ud berettiget til at tale om lukket ledelse” (s. 32)

Bibi har altså udøvet ”lukket ledelse”. Den del sletter vi derfor også fra advarslens begrundelse.

 

3. ”Rejse sig og råbe”

Dernæst kommer ”rejse sig op”, ”råbe højlydt” og ”råbe gentagne gange”, blandt andet at ”nu må dette vanvid stoppe”.

Disse markeringer er de eneste i hele sagskomplekset, der nu er tilbage. Efter min mening berettiger de i sig selv – som isolerede hændelser – på ingen måde til en tjenstlig advarsel, og da slet ikke når nu “råberiets” objekt, nemlig den “lukkede ledelse” er anerkendt. Men selv, hvis man skulle lægge vægt på “råb” og “vanvid”, er det faktisk højst usikkert, hvad der overhovedet er foregået. Næsten ingen af vidnerne taler om, at der har været “råbt”. I resten af nærværende indlæg vil jeg bevise denne stærke tvivl med udgangspunkt i retsskriftet:

Først kan vi se på referatet fra lærermødet. Her står der følgende:

”Punkt 2. Kommende skoleårs planlægning: Selvstyring og selvledelse (gruppedrøftelse): Der er lavet justeringer i udkastet om organiseringen af næste skoleår. Kort fælles debat. Gruppedrøftelse om styrker/udfordringer. Hvor selvstyrende kan teams’ne være? Kort fremlæggelse fra de enkelte storteams. Mere fælles debat- kritiske spørgsmål og holdninger, feedback til ledelsen om næste års struktur”

Står der noget problematisk her? Nej, det gør der jo ikke. Ifølge referatet er der ikke sket noget som helst usædvanligt. Med mindre Bibi mener, at ”kritiske spørgsmål og holdninger” er problematiske. Det gør han jo nok, og denne mening er helt klart et KÆMPE-problem, som i høj grad ”pisker en stemning op”.

Så der er intet objektivt belæg for advarslen i selve mødereferatet. Der er ingen, der råber eller rejser sig op eller det andet, som advarslen påstår.

Hvad siger vidnerne? Langt de fleste siger, at der ikke er sket noget problematisk, men enkelte har ”oplevet det” anderledes. Her er en grundig gennemgang:

 

A.

Erik Schmidt:

Schmidt fortæller først, at han på mødet problematiserede Bibis nye struktur, som ville betyde problemer for dækningen i fagene tysk og musik. Det lyder jo yderst sagligt.

Schmidt fortæller også, at han kritiserede den ”lukkede ledelse”, som dommeren og alle andre jo giver ham ret i, at Bibi udøver, og som Schmidt er ”fuldt ud berettiget” til at kritsere.

Derpå kommer følgende, nu i citat:

”Han (Schmidt, TAR) forudsagde, at det ville skabe splid blandt lærerne, og han var efterhånden godt frustreret over de mange drøftelser om først visionen og nu også den kommende forskelsbehandling, men han sagde hverken ”vanvid” eller ”kraftedeme”. Han mener ikke, at han bandede på mødet. Han husker ikke at skulle have slået i bordet. Han var ikke ene om at blive vred, og flere tog ordet. Der var på mødet andre skænderier, som han ikke deltog i, og han satte ikke kollegaerne op mod Bibi og udviste heller ikke en negativ attitude over for Bibi, men over for den lukkede og arrogante ledelsesstil. Han hørte ikke efterfølgende fra kollegaer, som det påstås skulle være blevet chokerede.”

Så ifølge Schmidts rolige udsagn har der ikke været nogen problematisk episode. Kun en kritisk tilgang, som skyldes Bibis kritisable adfærd; en kritik som både dommeren og kollegaerne også mener var velbegrundet.

Odense Kommunes advokat beder så om uddybning: Her siger Schmidt følgende: ”Han (Schmidt, TAR) er enig i, at sige ”nu må det stoppe” er ret usædvanligt, men der var tale om en følelsesladet protest, og han fremførte jo samtidig argumenter. Han sad ned og sagde det ud i rummet, højt og med eftertryk.”

Heller ikke her er der nogle problemer, tværtimod er der pligtfølelse på den helt store klinge. Man kan mærke, hvordan følelserne nærmest undertrykkes og bliver til en helt almindelig dansk sætning, som man kan sige til sin gamle bedstemor, uden at hun ville rynke på næsen.

 

B.

Mohammed Bibi:

Mohammed Bibi har på få måneder formået at skabe total panik på skolen med sin negative adfærd. Først fremsætter han egenrådigt en fagligt set kritisabel ”vision”, dernæst vil han uden videre ændre hele skolens struktur, og endelig fremturer han med lukket ledelse og hemmelige arbejdstidsregler. Næsten hele lærergruppen skriver et langt brev til Bibi, hvor de fortæller, at hans advarsel til Schmidt er “chokerende”.

Bibi oplever det som om, at Schmidt har været negativ på alle møder, men at det ikke passer, har jeg ført bevis for i mine øvrige indlæg (især kapitel 4 og 6). Spørgsmålet er nu alene, hvordan Bibi oplever mødet d. 7. maj.  Det lyder sådan her:

”Den 7. maj 2014 blev der under punkt 2 drøftet grad af selvstyre, på hvilke opgaver, skulle der være selvstyre, økonomi og vikarer. Nogle lærerteams var aktivt medvirkende, mens andre skulle skubbes i gang. Schmidt gav udtryk for bekymring over fagdækningen. For så vidt angår selvstyre gav han udtryk for, at enten skulle det være 100 procent selvstyrende enheder, herunder om tilstedeværelse eller ej, for ellers skulle der slet ikke være nogen grad af selvstyre. Hvis han havde valgt at træde ind i Pædagogisk Udvalg, ville han have haft indflydelse på disse emner.

Som det fremgår af regnearket, blev Schmidt godskrevet for sine særlige opgaver; arbejdet med Agedrup Rundt, klasselærer for 5.a og læsevejleder. Kompensationen skete ud fra nogle tal, der var arvet fra den gamle ledelse, og de brugte fortsat også de gamle koder. Regnearket indeholder ingen individuel vurdering af forberedelsestiden, men da regnearket kom op på væggen, var der en lærer, der spurgte om, hvorfor det ikke blev til det samme antal lektioner. Hans svar var, at lærere ikke er ens; nogle er på nedsat tid og andre holder ferie i seks uger. Nogle lærere, herunder Schmidt, ville se det, der lå bag, og dertil svarede han, at det er et ledelsesinstrument, og at de ikke havde krav på at se det, der lå bag.

Schmidt slog i bordet, skubbede sin stol bagud, rejste sig op og råbte i affekt “Lukket ledelse”, “Det kan du ikke gøre Mohammad”, og “Det kan du ikke gøre imod os”. Han råbte også “Nu må det her vanvid fandeme stoppe”. Han talte meget højt og pegede på ham stående, mens han sagde det. Så vendte han sig mod Ole Klitgaard og sagde lidt mere afdæmpet “Jeg er skuffet over dig”. Så gik han lidt demonstrativt rundt i lokalet. Der opstod en mærkelig stemning. Schmidt var den eneste af de kritiske lærere, der opførte sig på sådan en måde. Han valgte at tælle til 10 og fik så afviklet mødet. Da han bagefter kørte hjem, var det med en mærkelig fornemmelse: Trods bandemedlemmer og trusler på livet havde han aldrig prøvet noget sådan før. Han var rystet.”

Så Schmidts brøde består ifølge Bibi i, at Schmidt – under de ret graverende omstændigheder, som Bibi selv har skabt – ”skubber sin stol bagud”, og at Schmidt ”rejser sig op” og ”råber”, at Bibi laver ”lukket ledelse”, hvilket han jo rent faktisk gør.

Her må vi huske tre ting:

1. Disse forhold kan ikke i isolation begrunde en tjenstlig advarsel. På en måde stopper vi her.

2. Både dommeren og de andre vidner siger, at det omtalte regnearks tal angav individuel forberedelsestid, og dommeren bekræfter, at der var tale om ”lukket ledelse”. Bibi står altså sammen med sin viceinspektør helt alene med det synspunkt, at regnearket skulle handle om noget andet.

3. Langt fra alle er enige i Bibis beskrivelse af Schmidts kropssprog. Schmidt siger f.eks. at han ”sad ned” og blot talte ”højt med eftertryk”. Han siger også, at han ikke ”bandede”, hvilket da heller ikke fremgår af advarselsteksten.

Hvad siger de andre vidner mon? Ja, langt de fleste er på linje med Schmidt:

 

C.

Lærer Carsten Andersen:

Carsten Andersen har ingen problemer med Schmidts indsats under mødet:

”Mødet d. 7. maj 2014 blev specielt. Der kom et skema om, hvorvidt teams’ene kunne dække det faglige. Ledelsen foreviste et regneark, som vidnet på grund af de forskellige koefficienter reagerede på, og han spurgte, om man sigtede imod differentieret forberedelsestid. Ledelsen gav udtryk for, at de havde taget højde for den enkelte lærers forhold, og at der var tale om en afbalanceret plan, og derfor kunne der godt differentieres på forberedelsestiden. Ole Klitgaard (vice-skoleinspektøren, TAR) er god til at regne med regneark, og vidnet fik det indtryk, at der var taget hensyn til klasselærerne.

Det kom til en ophedet debat. Schmidt er generelt ikke god til tal, men da ledelsen gav udtryk for, at de ønskede at differentiere forberedelsestiden, var det noget, Schmidt spurgte ind til. Bibi svarede, at der var tale om en balanceret plan udarbejdet med kenskab til den enkelte lærer.

Schmidt virkede vred. Vidnet kan ikke huske, om han sagde, at nu måtte vanviddet stoppe. Vidnet ville have hæfte sig ved eventuelle bandeord. Schmidt kan være vedholdende. Han sad to meter fra Bibi og blev siddende. I en periode var ordstyren sat ud af spillet”

Her er der ingen, der råber eller bander eller rejser sig op, eller hvad det nu alt sammen hedder på Bibisk. Der er bare en vred lærer, som udtrykker sin kritik sammen med sine kolleger over forhold, som objektivt set er kritisable ifølge dommeren selv og ifølge skolens formål. Debatten er ”ophedet”, men det er da kun godt en gang imellem.

 

D.

Lærer Tina Kristensen:

Tina Kristensen har heller ingen problemer med Schmidts indsats under mødet:

”Hun (Tina Kristensen, TAR) husker et møde, hvor ledelsen offentliggjorde nogle tal for forberedelsestid. Det blev præsenteret på væggen. Lærerne syntes, at det var noget uigennemskueligt, og det var der nogen, der gav mere udtryk for end andre. Mohammed Bibi blev spurgt til tallene, og han svarede, at det var hans ledelsesværktøj. Hun kan ikke huske, om han også svarede på spørgsmålet om, hvilke kriterier, der lå til grund.

Erik Schmidt spurgte i flere omgange, men han var ikke alene om at stille spørgsmål. Hun kan ikke huske, om han brugte ordet vanvid. Men han satte sin hånd i bordet og sagde ”Det kan simpelthen ikke være rigtig Mohammed”. Det ligger ikke til Schmidt at piske en stemning op eller bande, så det ville hun have bemærket, hvis han havde gjort. (…)

Hun har videre på sagsøgtes advokats spørgsmål forklaret, at Schmidt ikke råbte op, og han blev siddende under mødet”.

Så her har vi samme mønster som hos Schmidt og Andersen: Ingen bander, ingen rejser sig, ingen – udover Bibi – pisker en stemning op, og der var mange, som var kritiske over de objektivt set yderst kritisable forhold.

 

E.

Lærer Helge Rasmussen:

Det samme mønster finder vi hos Helge Rasmussen:

”På mødet d. 7. maj blev lærerne præsenteret for nogle nye tal, der indførte individuel forberedelsestid, også til lærere i samme fag. Schmidt sagde ”Nu må det stoppe, det her”. Om han brugte ordet vanvid, husker vidnet ikke. Alle kan vel komme til at bande, og det kan godt være, at Schmidt sagde ”nu må det sgu stoppe”. Han rejste sig ikke op og talte ikke på en unormal måde. Schmidt havde måske tidligere haft frihed til at tale på grund af de resultater, han havde opnået. Han slog ikke i bordet. (…)

Han har videre på sagsøgtes advokats spørgsmål forklaret, at Schmidt kom med sine ytringer i et normalt stemmeleje med tryk under”.

Igen samme billede. Schmidt sidder ned og taler ”normalt, med tryk under” og han slår ikke i bordet, og sagens indhold er objektivt set kritisabelt. Måske kommer han til at sige ”sgu”. Man må korse sig.

 

F.

Lærer Torben Jørgensen:

Torben Jørgensen bekræfter ovenstående billede:

”Vidnet deltog på mødet d. 7. maj 2014. Regnearket havde forskellige tal ud for de enkelte lærere, og det var Schmidt en af kritikerne af. Schmidt stillede spørgsmål til tallene, men fik ikke helt svar, fordi Mohammed Bibi slog det hen med ”Det behøver du ikke at få at vide nu”. Schmidt blev vred, og stemningen blev lidt trykket”. Schmidt blev usædvanligt højrøstet og talte med store bogstaver. Vidnet følte ubehag ved situationen. Schmidt blev vist nok siddende, men vidnet skulle vende sig for at se på ham, så det har han ikke nødvendigvis opdaget. Schmidt præciserede sin mening. Han var normalt meget konstruktiv. Han angreb ikke Bibi personlig, men var indigneret og fortørnet og han fik sagt sin mening. En sådan adfærd sætter sine spor.”

Jørgensen var berørt af ”situationen”, men det fremgår ikke, om det er pga. Schmidt eller Bibi.

Schmidts indlæg var ”usædvanlig højrøstet” og med ”store bogstaver”, hvilket jo skal se på baggrund af, at Schmidts facon normalt er rolig og nærmest jysk. Men der var ingen decideret ”råberi”, som jo mere er en form for usaglig larm.

Der var heller ingen ”personangreb” eller bandeord, og Schmidt rejste sig ikke op eller slog i bordet. Schmidt var ”indigneret” og sagde sin mening, fuldstændig ligesom de 27 andre lærere, som efter mødet skrev et langt brev til Bibi med titlen: ”Vi går en usikker fremtid i møde!”

 

G.

Lærer Mikkel Frank (nyansat):

Også Mikkel Frank bekræfter i store træk det overordnede billede:

”Han (Mikkel Frank, TAR) deltog i mødet den 7. maj 2014 og husker regnearket, at det afstedkom en diskussion frem og tilbage, herunder om baggrunden, der byggede på ledelsens skøn. Schmidt sagde højt ”Det kan du ikke Mohammad”, og ”Du kender os ikke”. Schmidt sad skråt bagved vidnet. Der opstod en mærkelig stemning, og mødet fik et vendepunkt. Schmidts ytringer var ikke særligt konstruktive, men rettet mod Bibi. Hans ytringer gjorde indtryk på vidnet, der ikke er vant til, at man taler sådan til en chef. Dagen efter var det ”the talk of the town”.

Heller ikke her er der nogen, der råber eller bander eller rejser sig op. Der er blot to helt almindelige danske sætninger, som udtales højt på en måde, som den nyansatte lærer ikke var vant til. Jeg kan selv huske, da jeg første gang var vidne til en ilter diskussion på et lærermøde. Man kan godt blive lidt betuttet. Det er nok lidt det samme, der er sket for Mikkel Frank.

 

H.

Viceskoleinspektør Ole Klitgaard:

Klitgaard har været Bibis væbner hele vejen igennem. Det var ham, som Schmidt var ”skuffet over”, hvilket jo er let at forstå eftersom Klitgård har været ansat på skolen i mange år.

Klitgaard fremlægger en række tekniske oplysninger om regnearket med de differentierede forberedelsestider, som ifølge Klitgaard kom på tavlen ved en fejl, og hvis indhold både alle lærerne og dommeren åbenbart har misforstået. Dernæst beretter han følgende:

”Schmidt blev oprevet. Bibi ville lukke regnearket ned. Schmidt råbte højt ”Nu må dette vanvid fandengaleme høre op” Vidnet kan ikke huske, om ordene var rettet mod nogen specielt. Schmidt slog i bordet, rejste sig op, og vendte sig imod vidnet og sagde ”Dig er jeg godt nok skuffet over”. Da stod han halvt oppe. Det blev sagt lidt mere afdæmpet, end da Schmidt råbte. Så satte han sig ned igen. Vidnet har aldrig set en sådan reaktion fra Schmidt før eller oplevet andre reagere på det niveau”.

Så ifølge Klitgaard, som har støttet Bibi hele vejen, både råber, bander og slår Schmidt, dog kun “i bordet”. Disse påstande modsiges af stort set alle andre vidner.

Hårdt presset af Schmidts advokat vedgår Klitgaard, at Schmidts vrede kan skyldes en bekymring for fagene musik og tysk, og at også andre var kritiske.

Vi får også at vide, at ”selv under punktet ‘meddelelser’ kunne Schmidt finde på at stille kritiske spørgsmål, men det var han ikke ene om”. Jamen du godeste: Kan nogen ligefrem ”finde på” at stille ”kritiske spørgsmål” under ”meddelelser”. Er det at ”piske en stemning op?” Jeg er målløs.

Endelig siger Klitgaard, at de fjernede bandeordet fra samtalereferatet, fordi det ikke betyder så meget, heller ikke for Bibi. Det var ikke ”et kardinalpunkt”, som det hedder.

Så det med bandeordet trækker vi også fra. Det betyder ingenting ifølge Klitgaard og Bibi, og der er jo også meget uenighed om, hvorvidt det var et fandme, et fandengalemej, et kraftdæleme, et lille fint ”sgu” eller om det overhovedet blev udtalt. Men som sagt betyder det ifølge Klitgaard ikke rigtig noget uanset, og det kom jo heller ikke i advarslen eller i referatet. Og ærligt talt: Man ryger jo heller ikke i fængsel, hvis man siger ”sgu”.

Endelig er det værd at nævne, at Klitgaard, som jeg har forstået det, ikke var så vild med at give relevante oplysninger til retten. Klitgaard siger nemlig, at flere kolleger var ”chokerede”. Først kan han ikke huske hvem, men da retten beder ham om at strenge sig an, kan han pludselig godt huske navne. Det viser sig dog efter retssagens afhøringer, at der kun var tale om én lærer, der var chokeret, og det er jo det modsatte af ”flere”. Der er på den baggrund ikke grund til at lægge specielt vægt på Klitgaards vidneudsagn, hvilket dommeren ellers gør.

 

I.

Lærer Juliane Ludvigsen:

Juliane Ludvigsen bekræfter også Schmidts forklaring:

”Hun husker mødet den 7. maj, hvor der var en ophedet stemning. Det var et ubehageligt møde for næsten alle. Men hun huskede selvfølgelig også mødet på grund af det efterfølgende forløb. Det var ikke Schmidt, der var skyld i den ophedede stemning, men ledelsen havde uddelt timer uden at fortælle hvorfor. Der var usikkerhed omkring forberedelsestid. Der blev talt om, at erfaring var et kriterium i relation til tildeling af forberedelsestid. Matematiklærerne kunne i regnearket se på tallene, hvilken forberedelsestid de ville få, men de kunne ikke få oplyst det, der lå bag.

Schmidt sagde i den forbindelse til Bibi ”Det kan du simpelthen ikke. Du kender os ikke”. Ordene faldt følelsesladet. Hun husker ikke, om han også sagde, at vanviddet burde høre op. Han hverken slog i bordet eller rejste sig op. Hun kan ikke huske, om han sagde ”Lukket ledelse”. Han bandede ikke.

(…) Det er ikke hendes opfattelse, at Schmidt piskede en negativ stemning op på møderne, og han var ikke den eneste kritiske deltager”

Her er der heller ingen bandeord, ingen råberi, ingen der rejser sig op eller slog i bordet, og slet ikke nogen grovheder overhovedet. Derimod er der en skoleleder, nemlig Bibi, som var ”skyld i den ophedede stemning”.

Det er værd at hæfte sig ved, at Ludvigsen, som er biologilærer, har har været timelærer i natur/teknik på Danmarks Lærerhøjskole. Hun har også udarbejdet undervisningsmateriale til naturfag og er master fra Syddansk Universitet i naturfag. Hun er altså, ligesom især Erik Schmidt, en højt kvalificeret lærerkraft.

 

J.

Pædagog Marianne Nielsen:

Marianne Nielsen bekræfter holdningsmæssigt Bibis forklaringer, men de konkrete fakta, der angives, støtter i nogen grad Schmidt:

”Hun (Marianne Nielsen, TAR) deltog på mødet d. 7. maj, hvor regnearket kom op på væggen. Schmidt reagerede meget kraftigt på tallene, og tonen blev voldsom. Der ”røg finker af fadet”. Schmidt blev ved med at spørge ind til tallene, herunder til forberedelse. Han sagde ”Det kan du simpelthen ikke”, og han rejste sig i vrede og sagde ”Det kan du ikke gøre”. Han var højtråbende. Det lykkedes Mohammad Bibi at få samlet trådene op og afvikle mødet til tiden. Hun tænkte ikke umiddelbart på eventuelle konsekvenser for Schmidt, men ude i det private ville man næppe kunne opføre sig sådan over for en leder. Vidnet var meget påvirket af Schmidts adfærd. (…) Schmidt havde aldrig gjort noget lignende, og han havde aldrig tidligere anvendt så direkte en tone.

Schmidt havde efterlyst et eller andet i relation til tallene i regnearket, men efter vidnets opfattelse var det vist ikke muligt at give ham baggrunden. (…)

Hun deltog i mødet i faglig klub, men hun kan ikke huske, om hun var medunderskriver af brevet til Bibi.”

Der er helt klart, at Marianne Nielsen er meget berørt af situationen, men helt konkret får vi at vide, at Schmidt har rejst sig op og ”råbt” to helt almindelige sætninger højt, som hun ikke umiddelbart mener bør have konsekvenser for Schmidt. Der hverken bandes eller slås i bordet, og der er ingen grovheder i miles omkreds.

Det forstærker ikke tiltroen til vidnets dømmekraft, at hun ikke kan huske, om hun underskrev de 27 læreres protestbrev til Bibi, og hendes måde at tale om objektet for den lukkede ledelse på (”et eller andet i relation til regnearket”) bestyrker denne skepsis. Det er formodentlig denne mangel på objektivitet, der gør, at hun kan reducerer Schmidts rationelle indignation til “råb”.

Marianne Nielsen var den eneste ansatte på skolen, som angav at være ”chokeret” over Schmidt, mens der som sagt var 27 lærere, som var chokeret over Bibi. Muligvis var Nielsen også blandt de 27? Det kan hun som sagt ikke huske.

 

Konklusion:

Der skete intet d. 7. maj, som isoleret set er problematisk, uanset hvilket vidneudsagn der lægges til grund.

Ser vi på Bibis og Klitgaards udsagn bestrides de desuden af både Schmidt, Andersen, Rasmussen, Kristensen, Frank, Jørgensen, Ludvigsen og opblødes en del af Nielsen.

Hvis Schmidt skal kunne tildeles en advarsel, kan det alene ske på baggrund af mødet d. 7. maj, eftersom der ikke har kunnet føres bevis for eventuelle problematiske situationer på de andre møder. Tværtimod har Schmidt gjort sin pligt i forhold til skolens lovmæssige formål.

Men selv på d. 7. maj angives det altså af en overvægt af vidner, at de situationer, som Mohammed Bibi omtaler som ”oplevelser”, ikke har fundet sted. Og stridens objekt på mødet, den såkaldte ”lukkede ledelse”, angives af dommeren som helt korrekt beskrevet af Schmidt og de andre lærere, selvom Bibi og Klitgaard benægter det. Bibis optakt til mødet, dvs. i de blot 4 måneder han har været ansat, har desuden været præget af stærk negativ adfærd efter enhver målestok.

Dommeren konkluderer, at Schmidt ”enten har råbt op eller i hvert fald talt med hævet stemme”. Men med denne formulering rejses der jo tvivl om, hvad der rent faktisk er foregået. Det kan altså højst godtgøres, at Schmidt har ”hævet stemmen”, og det kan altså umuligt være en begrundelse for en advarsel, at man hæver sin stemme på et isoleret møde, og især ikke under de omstændigheder, som jeg har omtalt.

Dommeren konkluderer desuden, at Schmidts opførsel har virket ”chokerende på flere kolleger”, men det passer helt objektivt set ikke. Der er kun én person, som har været ”chokeret” over Schmidt, nemlig den samme person, som i et vist omfang støtter Bibis vidneudsagn ovenfor, men som ikke kan huske helt centrale handlinger i sagen, f.eks. hvad hun har skrevet under på. Der er derimod 27 personer, som var ”chokeret” over Bibi.

En central pointe hos dommeren er, at det er lang tid siden, mødet fandt sted, og at det derfor ”naturligt nok er svært at huske i detaljer”, som det hedder. Dommeren bruger dette forhold til i stedet at henholde sig til referatet af et møde, som Bibi efterfølgende holdt med Schmidt og hvis tekst overføres til selve advarslen.

Men det passer ikke, hvad dommeren skriver om vidnernes hukommelse. Vidnerne husker generelt set udmærket de centrale forhold, og det samlede billede er helt klart, at der ikke blev råbt og slået i bordet og alt det andet, der som isolerede handlinger ikke engang kan begrunde en advarsel.

Man må også betænke, at grunden til, at der er gået så lang tid fra møde til retssag, er, at Odense Kommune – vel at mærke helt uden ret – forhalede sagen i det uendelige. Det krænker altså min retsfølelse, at denne forhalende uretmæssighed nu får negative følger for Schmidt, ikke mindst fordi dommeren i den aktuelle del af sagen faktisk medvirkede til at kommunens forhaling sagen med et helt år.

Derudover må man sige, at det pågældende referat jo kun er underskrevet af Schmidt som en form for registrering af dets eksistens. I modsat fald var der jo ingen grund til at føre vidner eller retssag i det hele taget. Nu fik vi i stedet en retssag som demonstrerer, at referatets og advarslens ord er tomme og usikre tønder, men dommeren lader som om, at hele denne proces er ligegyldig i forhold til teksten fra 2014.

Endelig er det påfaldende, at den påståede ‘manglende hukommelse’ åbenbart ifølge dommeren ikke gælder ledelsen, hvis udsagn refereres i den afsluttende begrundelse for dommen, og som ellers har glemt eller som overdriver centrale aspekter af sagen.

 

 

Kapitel 10: Hvem er “samvittighedsfuld og agtværdig”?

Dommeren mener i sin dom, at Erik Schmidt har forbrudt sig mod tjenestemandslovens såkaldte ”dekorum”, dvs. §10, stk. 1, som lyder sådan her:

”Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for pågældendes stilling og vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen indebærer”.

Dommeren tager imidlertid helt fejl i denne konklusion. Af kapitel 1-9 står det klart, at det forholder sig stik modsat. Det er Schmidt, der følger §10, og Bibi der ikke gør. Lad os sammenligne Schmidts og Bibis adfærd:

 A. Sammenfatning af Erik Schmidts adfærd

1. Schmidt har arbejdet til UG med kryds og slange i 36 år på samme skole. Han har været en central og konstruktiv placeret kraft i hele lokalmiljøet, i den nationale drøftelse af skolespørgsmål og for skolens pædagogiske udvikling som sådan. Schmidt har ALTID opført sig i fuld overensstemmelse med både samfundsmæssig, individuel og faglig pligt.

2. Schmidt har taget uhyre godt imod Bibi helt fra starten af Bibis ansættelse. Schmidt har ageret venligt og med udsøgt konduite. Et eksempel: Erik Schmidt er redaktør på det lokale blad “Agedrup rundt”. I nummeret fra april 2014, altså efter Bibi er ansat, har Schmidt et uhyre venligt og sympatisk indstillet interview med Bibi. Schmidt har desuden givet Bibi en hel side under rubrikken “Mohammed informerer”. Her omtaler Bibi den fine velkomst han har fået fra skolens lærere, heriblandt Schmidt. Bibi siger, at skolen “emmer af god stemning”, og af overskriften fremgår det, at Bibi har fået en “fantastisk start”. Desuden er i bladet der en reportage fra “indsættelsen”, som også er uhyre imødekommende og nærmest jovial.

3. Schmidt har drøftet de dagsordensfastsatte punkter sagligt og i samarbejde med kolleger og ledelse på alle fire møder. Schmidt har holdt sig fuldstændigt til de angivne emner. Disse forhold fremgår af både mødereferater og hovedparten af de i dommen anførte vidneudsagn. Han har i visse sager været kritisk, men kun ud fra saglige argumenter. Kritik i almindelighed er sundt, og i den aktuelle situation er det ligefrem en pligt, ikke mindst i lyset af Bibis adfærd, som jeg sammenfatter nedenfor.

4. Schmidt har kastet hele sin omfattende faglighed og interesse ind i diskussionen om udviklingen af Agedrup Skole, og han har forsvaret skolens og samfundets grundlæggende værdier, som de kommer til udtryk i skolens lov, som han som tjenestemand er forpligtet på at følge.

5. Schmidt “hævede” kun på det allersidste møde sin stemme, og kun da Bibis adfærd blev for negativ og oppiskende. 27 af skolens 31 lærere udtrykte, i enighed med Schmidt, bestyrtelse over for Bibis adfærd. Selv dommeren kalder Bibs adfærd for “lukket ledelse”.

6. Schmidt påtog sig at arrangere skolens jubilæumsfest, selv efter at advarslen var annonceret. Odense Kommunes advokat har den usympatiske frækhed at påstå, at Bibi derved viser rummelighed og inviterer til samarbejde.

7. Schmidt har på intet tidspunkt talt kritisk om Agedrup Skole og dens ledelse i offentligheden. Tværtimod har han i enhver henseende opført sig yderst korrekt. Selv i hans nuværende virke som redaktør for LærerBladet har han helt afholdt sig fra kampagner.

 

B. Sammenfatning af Mohammed Bibis Adfærd

1. Bibi ville fra dag ét revolutionere hele skolens pædagogiske grundlag, så det kunne passe med hans banale og usaglige ”vision”, som skulle “gå videre end skolens formål”, og som enhver lærer med sin faglighed i behold derfor bør kritisere og problematisere, for så vidt vedkommende har taget en læreruddannelse i Danmark. Jeg tror og håber, at f.eks. Stefan Hermann, som er rektor for læreruddannelsen i København, vil give mig ret i det.

2. Bibi ville på de næste to møder uden videre ændre skolens struktur og organisation, og det skulle ske på samme egenrådige måde, som han ville indfører sin ”vision”,

3. Bibi udøvede lukket ledelse, hvilket også understreges af dommeren.

4. Når Bibi møder kritik fra lærergruppen, reagerer han med at skrive en advarsel til Schmidt. Advarslen er ført i et helt uhørt sprog, som går stik imod dansk pædagogisk tradition: Bibi bruger udtryk som ”negative holdninger og synspunkter”, ”at piske en negativ adfærd op”, ”negativ over for de forandringer, Agedrup skole er i lige nu”, ”du har været lodret uenig i tænkningen og har heller ikke ønsket at forstå ændringen” etc.. Disse udtryk, som er uden grund i vidneudsagnenes flertal og ånd, er intet andet end en svag og dårligt funderet leders ”oplevelse” af Schmidts og lærergruppens saglige, agtværdige og samvittighedsfulde indignation på deres fags og skoles vegne.

5. Bibi har groft overdrevet en række forhold, f.eks. sammenligner han Schmidts ”hævede stemme” med en ”trussel på livet”, og Schmidt og hans engagerede kolleger sammenlignes med “bandemedlemmer”. Hans viceleder ”glemmer” centrale aspekter af sagen i retssalen, men husker dem så alligevel. Da disse aspekter prøves hos vidnerne, har de ingen grund.

6. Bibi giver Schmidt advarslen, selvom Schmidt har sagt sin stilling op pga. Bibis negative adfærd. Det er da ikke en “agtværdig” handling?

7. Bibi dukker ikke op til Schmidts afskedsreception, og han sendte heller ikke en stedfortræder. Derimod var både fagfolk og hele lokalsamfundets agtværdige støtter troppet op i en ren hyldest til Schmidts mangeårige indsats for skolen, lokalsamfundet og landet.

8. Bibi bidrager til at forhale Schmidts ret til at få prøvet advarslen ved domstolen.

 

Der er på denne baggrund ingen tvivl om, at Schmidt i allerhøjeste grad har vist sig ”værdig til den agtelse og tillid, som stillingen indebærer”, og at han ”samvittighedsfuldt har overholdt de regler, der gælder for hans stilling”. Schmidt er simpelthen dagens noble gentleman, der har handlet i lovens og i den fælles interesse.

Derimod har Bibi gjort det modsatte. Han har handlet uden tilstrækkelig faglig og demokratisk samvittighed, han har i pædagogisk forstand stampet i jorden, råbt højlydt og udvist negativ adfærd, vel at mærke helt uden sans for skolens funktion og lov. Bibi er derfor efter min opfattelse uværdig til at være skoleleder, og han fortjener ingen agtelse og tillid fra de lærere, fra den skole og fra den lov, som han har ansvar for at udvirke ifølge skolelovens §1 og §2.

Hvorfor har vi en tjenestemandslov, når man får en tjenstlig advarsel for at følge den?

 

 

Kapitel 11: Rådmand Susanne Crawley Larsens ansvar

Den politisk ansvarlige for Odenses skoler, rådmand Susanne Crawley Larsen (RV), har udtalt sig om Agedrup-sagen, som jo startede, da hun var ny som rådmand. Udtalelserne falder i nedenstående video fra gruppen ”Odense ser rødt”, hvor hun siger følgende to ting:

”Og så kan I jo spørge: Hvordan tager du det alvorligt? Jeg tror ikke, jeg tager det alvorligt ved at trække en advarsel tilbage. Det er en personalesag mellem en lærer og hans leder”

”For mig, der er sagen en personalesag, som kører sit eget spor. Og så er der det her med: Har vi ytringsfrihed eller har vi det ikke. Og selvfølgelig har vi det. Det står i grundloven, og den grundlov, den gælder jo også lærere i Odense. Men jeg noterer mig, at det er de faktisk i tvivl om.”

Efter min mening er den gal med Crawley Larsens politiske og moralske dømmekraft, hvilket jeg gerne vil begrunde:

 

A. ”Personalesag”

Crawley Larsen forsøger at undgå at tale om Agedrup-sagen ved at lukke den inde i en juridisk relation mellem Schmidt og Mohammed Bibi. Dermed kan hun lade som om, hun ikke har nogen politisk interesse i sagen.

Men det er barokt af følgende grund: Odense Kommune har vist dyb interesse i sagen helt fra starten. Kommunen har været helt i landsretten for at undgå, at sagen kom for retten; der er blevet brugt mange penge på sagen, og man har involveret KL i rådgivningsarbejdet. Der er altså ikke bare tale om en ”personalesag mellem en lærer og hans leder”, men om en principiel sag som både KL og Odense Kommune har deciderede strategiske interesser i; interesser, som Crawley Larsen med sin udtalelse skjuler og ikke vil ud med.

Susanne Crawley Larsen har været med hele vejen og bærer derfor et kolossalt ansvar for alle sagens aspekter.

Agedrup-sagen er principiel, fordi den udtrykker en dyb strid mellem dansk pædagogik og skolereformens tankegods, dvs. en uenighed om, hvad ”normalisering” er. Og når Crawley Larsen bevidst reducerer dette principielle aspekt til noget, som ikke kommer hende eller KL ved, selvom det modsatte er tilfældet, så gør hun sig skyldig i det, jeg kalder for en ”postmoderne løgn”, dvs. en løgn, der søges kamufleret som en teknisk sandhed.

 

B. Dannelse og Grundlov i Odense

Crawley Larsen rejser rundt på Fyn og taler fint om dannelse og om Grundloven.

Men det er altså Schmidt, der i årevis har arbejdet for dannelse overalt i landet, mens Bibi virker helt blank i det emne for nu at sige det mildt. Og når Schmidt så – efter Bibis trættende og vedholdende lærings-fremturen i kommunens og dermed i Crawley Larsens navn – endelig ”hæver stemmen” i dannelsens interesse, så reducerer Crawley Larsen det hele til ”en personalesag”. Endnu et eksempel på en ”postmoderne løgn”.

Endelig er Crawley Larsens opfattelse af ytringsfrihedens tilstand for kommunens lærere næsten ikke til at bære. Først var der i starten af årtiet en stor fyringsrunde, hvor man ville fyre de syge og besværlige for i stedet at sætte ”det bedste hold”, der kunne give ”mere læring for pengene”, som det usympatisk hed. Og nu kommer så Schmidt-sagen, hvor en pletfri tjenestemand tildeles en advarsel – som er formuleret i et uværdigt sprogbrug – blot for at “hæve stemmen” i skolens og dannelsens interesse på et internt møde.

Ifølge en statistik fra 2013 var de fynske lærerne skræmt fra vid og sans, hvilket jo gør Schmidts “hævede stemme” i 2014 endnu mere nødvendig. Alligevel fremturer Crawley Larsen med ”Grundloven”. Endnu en ”postmoderne løgn”.

Det mest utrolige er, at Schmidt løbende har omtalt Crawley Larsens indsats virkelig pænt i LærerBladet, som han er redaktør for. Ja, han har nærmest handlet ”agtværdigt”, som det hedder i tjenestemandslovens §10. Det samme kan man bestemt ikke sige om hverken Bibis eller Crawley Larsens negative adfærd.

Links:

Video med udtalelser af Susanne Crawley Larsen: http://osrtv.dk/2017/11/03/gravoel-skuffelse-odense-laererforening/

Indlæg om situationen i Odense i 2010: https://www.folkeskolen.dk/506854/nysprog-i-odense—hvem-er-kompetent

Ytringsfrihedsundersøgelse for Odense Kommune i 2013: http://www.odenselaererforening.dk/media/4405291/olf-undersoegelse-ytringsfrihed.pdf

 

 

Kapitel 12: Odense Kommunes reaktion på dommen

I forrige kapitel omtalte jeg rådmandens reaktion. Susanne Crawley Larsen mente, modsat stort set alle iagttagere, at der bare var tale om en personalesag uden særlig betydning, blot et lille teknisk anliggende mellem Schmidt og hans skoleleder. Alligevel har hun sat alle sejl til for at vinde sagen i flere omgange. Det hænger ikke sammen, hvilket jeg forsøgte at bevise.

Mig bekendt har vi derudover kun set én kommunal reaktion på dommen. Den stod på folkeskolen.dk nederst i et helt andet indlæg, og den lød i nærmest selvudslettende larm sådan her:

”Poul Anthoniussen, der er administrerende direktør for Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, oplyser til folkeskolen.dk, at kommunen tager dommen til efterretning og ellers ikke har nogen kommentarer til dommen.”

Hertil følgende kommentarer:

 

A. Odenses kæmpesag

Anthoniussen siger, at kommunen tager byrettens dom ”til efterretning” og får det dermed nærmest til at lyde som om, at sagen ikke rigtig har nogen interesse, ja, at den nærmest gik dem lidt i mod.

Men intet har ligget Odense mere på sinde end denne sag. Kommunen har som allerede nævnt gjort de yderste krumspring for at undgå at sagen kom i retten. Man har ligefrem været i landsretten for at undgå, at den egentlige sag blev prøvet. Sagen har stået på i 3 år og har kostet kommunen mange penge.

For Odense kommune er det altså ikke bare lille ”en sag”, men snarere en kæmpesag, der handler om muligheden for at styre pædagogiske processer efter egne små ”visioner”. Hvorfor og hvordan denne ”mulighed” er så vigtig at realisere fremgår af punkt 2.

Der er derfor ingen tvivl om, at kommunen ikke blot tager byrettens afgørelse til ”efterretning”.  Kommunen er lykkelig i alle sine organer. Anthoniussen burde have sagt:

”Jeg er så lykkelig, at jeg er lige ved at sprænges, over, at vi nu helt slipper for disse selvstændige pædagoger. Fra nu af er det mine og ikke mindst KL’s visioner, der bestemmer”.

 

B. Kommunernes Landsforenings kæmpesag

Det er nemlig ikke kun Odense Kommune, der ”tager til efterretning”. Det gør også implicit KL, som har været en centralt placeret rådgiver i denne sag. KL har så at sige koopteret Odense Kommunes interesser og gjort dem til sine egne, på en sådan måde, at kommunens egne embedsmænd selv forstår alting i KL-termer, hvilket de faktisk gjorde i forvejen. I pædagogisk forstand betyder ”en kommune” ikke noget i Danmark. Det er interesseorganisationen KL, der dirigerer slagets gang.

Og når jeg taler om ”KL-termer”, så svarer det til ren og skær skoleopløsning. Det kan jeg sige med stor sikkerhed, eftersom jeg har nærlæst stort set alle interesseorganisationens skolepolitiske udspil. Nyere forskning har også vist, at disse udspil er en del af et længerevarende projekt med at knægte lærerstandens magt over pædagogikken. KL’s adfærd kaldes i den forbindelse for ”støjende styring”.

Det er intet mindre end en skændsel for dansk demokrati og pædagogik, at denne lukkede private interesseorganisation har fået så stor uddannelsespolitisk indflydelse. Jeg forstår ikke, at ikke flere kommunalpolitikerne ikke gør oprør. Det kan ikke passe, at det kun er Ulf Harbo (Ø) fra Norddjurs og Simon Pihl Sørensen (S) fra Lyngby, som kan gå imod strømmen?

 

C. Odense Kommune og Kommunernes Landsforening

Odense Kommune/KL-forbindelsen er bestemt ikke ny. Den tidligere rådmand for skoleområdet frem til 2012, Stina Willumsen (SF), var i mange år med i KL’s ledelse, hvor hun arbejdede sammen med partifællen Jane Findahl fra Fredericia, som ville have et fælles læringssprog for skolerne. Det er en våd KL-drøm, for så kan man styre det hele med sine antipædagogiske regneark.

Også Odenses tidligere borgmester Anker Boye var med i KL’s formandskab i mange år frem til 2014, og han bærer dermed et hovedansvar for både sagen om Schmidt og for skolepolitikken i det hele taget.

KL og Odense Kommune er altså forbundet på kryds og tværs. I den konkrete sag mod Schmidt har KL været med som rådgiver, og Odense Kommune benyttede i den aktuelle sag, efter hvad jeg har fået oplyst, samme meget dyre advokat-firma, som KL normalt benytter. Jeg ved ikke, om det er Odense Kommune eller KL, der betaler for de juridiske ydelser. Det skulle ikke undre mig, om det var KL. Min hypotese vil være, at der er fyldt med interaktion mellem KL og Odense Kommune, hvis man undersøger det nærmere.

 

D. Odense og KL i 2012

Her kan vi vende tilbage til Poul Antoniussen, som jo er den kommunale direktør, som tog afgørelsen ”til efterretning”. Ham kender jeg fra tidligere. I 2012 var han også direktør eller noget i den retning. Hans rådmand var dengang netop den føromtalte Stina Willumsen. I 2013 fik han Crawley Larsen i stedet for.

I 2012 ville kommunen fyre de gamle og syge lærere, så man i stedet kunne ansætte folk, som var tro mod kommunens KL-inspirerede visioner. Man kaldte det for ”at sætte hold”.  Man havde indforskrevet nogle af læringsrevolutionens ideologer, Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, til at understøtte visionen med små videoer på en hjemmeside, der hed “fremtidens skole”. Her kunne man høre om hele den kundskabsopløsning, som få år efter blev realiseret i skolereformen, men som KL allerede var godt i gang med.

Forskerne sagde, at vi skulle ”lære at lære”, og Anthoniussen ville have ”mere læring for pengene” på det ”nye hold”, som det usympatisk hed. På Christiansborg knejsede Corydon og Antorini med korsebånd og stjerner.

I foråret 2014, blot to år og en ”normalisering” senere, ville en helt nyansat Mohammed Bibi så læringsmaksimere hele Agedrup Skole under Anthoniussen, Crawley Larsens, Stina Willumsens, Antorinis og Corydons ideologi. Da Schmidt indigneret ”hævede stemmen” med et par faglige betragtninger, så fik han det gule kort. Han hørte nok ikke med på det ”læringsmaksimerende hold”, som Odense og KL havde sat?

 

E. Dommens konsekvenser

Poul Anthoniussens kommentar bør stå som en skrækstøtte på alle landets klasseværelser. Det er en tavs, men larmende ledsager til det kommende KL-raid på landets skoler. Nu skal vi have ”læring for pengene” på alle mulige læringsmaksimerende borgmestres hold, mens en eller anden politiker rejser rundt og taler om dannelse, formål og Grundlov.

Links:

Link til artikel med Poul Anthoniussens kommentar: https://www.folkeskolen.dk/618532/erik-schmidt-jeg-er-faktisk-lidt-rystet-over-hvor-tyndt-det-er

Sagen fra 2012 om Odense Kommune kan man læse om i min bog ”Krisen i dansk pædagogik”.

Et enkelt link om sagen i 2012: https://www.folkeskolen.dk/506322/odense-vil-fyre-sig-til-det-bedste-hold

 

 

Ovenstående arbejde bygger på følgende blogs:

Agedrup-sagen, del 12: Odense Kommunes reaktion på dommen

Agedrup-sagen, del 11: Rådmand Susanne Crawley Larsens ansvar

Agedrup-sagen, del 10: Hvem er “samvittighedsfuld” og “agtværdig”?

Agedrup-sagen, del 9: Det fjerde lærermøde, d. 7. maj 2014

Agedrup-sagen, del 8: Byretsdommerens rolle

Agedrup-sagen, del 7: Tre skolelederes syn på Erik Schmidts arbejde

Byrettens dom i Agedrup-sagen, del 6: Om “spørgsmål til forhold, som allerede er afgjort”

Byrettens dom i Agedrup-sagen, del 5: Mohammed Bibi blandt “bandemedlemmer” og “trusler på livet”

Byrettens afgørelse i Agedrup-sagen, del 4: Hvem er “flere lærere”? Og hvad er de “chokeret over”?“,

Byrettens afgørelse i Agedrup-sagen, del 3: En skoleleder med ”negativ holdninger og synspunkter”, der ”pisker en negativ stemning op

Byrettens afgørlse i Agedrup-sagen, del 2: Dommerens fortolkning af Bibis opgør med skolens lov

Byrettens afgørelse i Agedrup-sagen, del 1: Mohammed Bibis opgør med skolens lov

 

Alle indlæg om sagen siden 2014 kan tilgås her: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

En tanke om "Samlet analyse af byretsdommen mod Erik Schmidt"

  1. Hej Thomas

    Meget informativt skriv – Tak for det.

    En ting der også kunne være interessant at få belyst, er ansættelsesproceduren af Bibi som skoleleder.
    Er det et bevidst valg ex.vis?

    Mvh.
    Anders

Skriv en kommentar