Claus Holm har skrevet et indlæg til Information, som har bragt de kritiske sind i kog, både på avisens debattråd og på de sociale medier. Klummen hedder ”Fri mig for forældet snak om fritidsrøveri”, og den eneste, der mig bekendt har liket indlægget, er Claus Hjortdal fra Skolelederforeningen. Måske er indlægget udtryk for sådan en slags læringsrevolutionær skolelederfilosofi? Det tror jeg.

Men hvad er det mon, der foregår i Holms tekst?

1. Liberalisme?

Holm spørger til, hvorvidt skolereformen er et udtryk for “anti-liberalisme”? Først svarer han, at det er et “forkert stillet” og et “fantasiforladt” spørgsmål. Bagefter siger han så alligevel, at reformen faktisk er mere liberal ”end nogensinde før”, og at det er udtryk for ”den vigtigste liberalistiske ide i dag”. Man bliver lidt forvirret. I bogen Livsduelighedens pædagogik har Holm skrevet, at skoleformen er en realisering af et marxistisk individ-ideal, hvilket han koblede op på Ove Kaj Pedersens Konkurrencestat og Antorinis Ny Nordiske Skole. Og i Asterisk nr. 77 fortalte han, at skolereformen skam ikke producerer ”neo-liberale mennesker”, hvad det så end er for nogen? Jeg er helt efterladt på perronen, må jeg indrømme, for Holm refererer tilsyneladende, som han føler for.

Men Holms sætninger overdetermineres faktisk af en dybere sandhed, som kan forklare den politiske forvirring; nemlig det forhold, at konkurrencestaten er en neo-marxistisk version af neo-neo-liberalismen. På den måde kan man jo både sige, at skolereformen er socialisitisk og liberal, som man nu lyster. Men man skal så lige huske på, at det hele kører i ”neo-former”, så det er bestemt ikke dyderne – hverken de liberale eller de socialistiske – vi har gang i.

Endelig er der også den mulige forklaring på den pludselige interesse for “liberalismen”, at Holm ser en personlig og organisatorisk interesse i, at hans elskede skolereform, hans tilknytning til Ove Kaj Pedersens ideologi og hele hans organisation, altså DPU, kan stå på god fod med den nye politiske og pædagogiske vind, som han formodentlig opfatter som ”liberalistisk”. Men så er vi ovre i den “anvendelsesorienterede dannelse”, hvis jeg må være lidt sjov.

2. Frihed?

Holm mener, at der i folkeskolereformen er ”mere fri tid end nogensinde før”. Han taler også om, at “moderne lærere og elevers frihed i en helhedsskole” er en “grundide med folkeskolereformen”. Så tænker jeg: Gad vide om Holm egentlig følger med i den omfattende debat om læringsmålsstyret undervisning og Synlig Lærings-tvang, som finder sted indenfor hans fag? Holm refererer aldrig til kritikken, og når han bliver spurgt, som Anders Bondo f.eks. har gjort nogle gange, så er han tavs. Man må også betænke, at KL, UVM og datalæringsinteresser er godt i gang med at lægge en stram teknologisk struktur ned over det pædagogiske liv. Vi har altså, med udgangspunkt i et radikalt dannelsesopgør, både gang i en hattieficering og en dataficering af landets pædagogik. Men i Holms termonologi bliver alt dette til en ”tidsvarende ide om moderne lærere og elevers frihed i en helhedsskole”. Jeg er Lost In France, som Bonnie Tyler synger det. Holm lever i Pædagogikkens Anden Verden.

3. Skole og fritid?

Jeg kan heller ikke lade være med at spørge, om skellet mellem skole og fritid virkelig er så gammeldags, som Holm beskriver det, både her og i forrige nummer af Asterisk? Det lyder sådan lidt vildt og ideologisk, når sociale tendenser absolutiseres på denne måde, efter min mening. Jeg håber, at landets børn også har et frit og civilt liv helt uafhængig af skolen; ikke mindst hvis skolen skal være en læringsrevolutionær skole, som i Holms tilfælde. Og når Holm så til sidst siger, at skolereformens læringsfilosofi, der vel at mærke vil helt ind i børns og borgeres hjerner, er ”den vigtigste liberalistiske ide i dag”, så er jeg altså gået på hen på baren.

4. Det sjove læringsliv

Holm mener, at man skal lære af efterskolerne. Der lever man ”det sjove læringsliv”, fortæller han. Nu ved jeg ikke, hvad Holm tænker på med ”sjov”? Jeg er med på, at der meget gerne må være humor i undervisningen, og at en vittighed hist og pist kan gøre underværker, men ”sjov”? Hvor kommer det udtryk fra? Det forbinder jeg ikke med noget som helst på det pædagogiske plan. Vi ender med noget i retning af følgende dannelsesideal: ‘En nydende performer under mellemlederincitamenternes ustandselige reorganiseringer og flydende pædagogiske strukturer, som skal være sjove’. Dvs. at vi får en blanding af en soldat og en opportunist, som det hedder på konkurrencestatssprog. Kort sagt: En ja-hat.

Et andet forhold, som man bør være opmærksom på, er følgende: Holms læringsbegreb er renset for indhold, tradition og formål. Der er tale om læring som en fri flydende metakognitiv substans. Det har altså intet med den grundtvig-koldske tradition at gøre, som jo ellers ligger til grund for efterskoletraditionen. Tværtimod har Holm normalt travlt med at afvise både Løgstrup, Hal Koch, indhold og dannelse i alle mulige sammenhænge. Til gengæld refererer han flittigt til det mest forbenede læringsinstrumentalister i landet. Så Holms tanker er faktisk fostret i et opgør med efterskolens tradition. Men nu bruger han pludselig efterskolen som et ideal, der skal inspirere en folkeskolereform, som er decideret anti-grundtvigsk i sin substans? Det hænger ikke sammen. Efterskolerne bør løbe skrigende bort fra denne reference, fordi den reducerer dem til at være læringsrevolutionære funktionspunkter.

Lidt tættere på substansen kommer vi, når Holm ultrakort taler om et ”undervisende og vejledende samvær…, der fører et stort og bredt udbytte med sig”. Det kan jo betyde lidt af hvert, som det lige står. Men det underliggende opgør med efterskolens og skolens egen tradition og med dannelse og indhold umuliggør en seriøs pædagogisk tolkning, hvilket også bekræftes af alle Holms andre indlæg igennem tiden. Det “undervisende og vejledende samvær” er koblet op på det indholds- og kulturtømte læringsbegreb. Vi ender med “læring for sjov” i stedet for et “undervisende samvær”.

5. Efterskole og grundskole

Hvis Holms ideer skal i kontakt med en seriøs pædagogik, må det ske med fuld aktivering af de kulturelle og pædagogiske traditioner, som både ligger i efterskolens essens og i skolens formål. I den omegn vil man kunne finde store fællesmængder mellem grundskole og efterskole, og jeg er enig i, at et stærkere fokus på disse fælles områder vil afstedkomme pædagogisk udvikling, pluralisme og kvalitet i samfundet. Men disse fremskridt kan ikke knyttes an til det metakognitive læringsideal, der pt dominerer folkeskolen, og som Holm står for en central eksponent for.

links:

Claus Holms indlæg:  https://www.information.dk/debat/2016/12/fri-foraeldet-snak-fritidsroeveri?utm_medium=social&utm_campaign=btn&utm_source=facebook.com&utm_content=btm

Link til Asterisk: http://edu.au.dk/aktuelt/asterisk/magasinetasteriskarkiv/

Anders Bondo stiller spørgsmål: http://www.thomasaastruproemer.dk/anders-bondo-christensen-stiller-spoergsmaal-til-claus-holm-og-lars-qvortrup.html