Der er kommet en meget spændende – men også modsætningsfyldt – rapport om brug af mobiltelefoner i den danske grundskole. Det er Andreas Lieberoth, der har stået for arbejdet. Lieberoth er fagligt set – hvis jeg har forstået det ret – tæt på de ret teknologibegejstrede IT-kompetencemiljøer, som præger dele af UC-sektoren og visse kredse på AU.

Det modsætningsfyldte ved rapporten består i, at dens resultater går imod Lieberoths pædagogiske holdninger. Lad os se på sagen:

 

A. Del 1: Beskrivende data

Lieberoth og hans gruppe har interviewet pædagogiske nøglepersoner fra 602 skoler.

I rapporten arbejdes der med ni forskellige strategier for mobilbrug på skolerne. Det giver følgende kategorier (i parentes er angivet den enkelte strategis hyppighed):

Ingen faste regler (1,6%)

Bruges som arbejdsredskab (4,4%)

Efter lærers skøn (11,8%)

Regler laves i klasserne (14,9%)

Aldersdifferentieret (14,8%)

I tasken/slukket (22,8%)

Opbevares med adgang efter aftale (mobilhotel) (10,2%)

Opbevares hele dagen under løs (mobilfængsel) (19,1%)

Forbud (0,4%)

De 9 kategorier angives at være gensidigt overlappende, men alligevel ender fordelingen på 100%. Det skyldes, at der arbejdes med en såkaldt ”kondensering”. Det slører realiteten lidt, men nok om det.

Ofte vil man kunne samle de sidste tre strategier, forbud/fængsel/hotel, under én kategori, der minder om forskellige variationer af det franske mobil-forbud. Gør man det, har 30% af skolerne et forbud i bred forstand, hvor mobilerne altså kun kan tages frem i helt særlige situationer i løbet af dagen. Selv i “fængslet” bruges mobilerne i ny og næ, nemlig på 16,2% af fængsels-skolerne.

Mobiler er forbudt i frikvartererne på 46,9% af alle skoler. Det er især inden for kategorierne ”fængsel/hotel/lærerskøn/slukket”, at børnene har glæde af dette forbud.

De mest strikse områder i landet er regionerne Sjælland (fængsel: 41%), Syddanmark og Hovedstaden. De mest liberale på området er Midtjylland og Nordjylland. Især i Midtjylland er den helt gal (fængsel: ca. 0%).

 

B. Del 2a: Effekter og sammenhænge.

Den generelle tendens er følgende:

Jo mere restriktive regler, skolerne har for brug af mobiler, desto mere koncentration, ro, nærvær, samvær, leg og bevægelse får man. Frikvartererne bliver også bedre.

Det er noget af et resultat, må man sige.

Den eneste fordel ved brug af mobiler i skolen er, at det angiveligt skulle forbedre ”digital dannelse og selvregulering”. Dette begreb er dog ikke defineret i rapporten og har slet ikke samme ligefremme hverdagsbetydning som de andre variable (frikvarterer, ro, leg etc.). I undersøgelsen kommer det bare til at fremstå som om, at jo mere mobilbrug i skolen, jo bedre et eller andet med mobiler, som er godt. Det kan man ikke bruge til noget. Ord som “dannelse” og “selvregulering” er videnskabelige begreber med mange betydningslag.

Og mon ikke det giver super digital dannelse at være uden mobiltelefoner i 8 timer om dagen? Det tror jeg.

 

C. Del 2b: Videre forskning/samfundsperspektiv/model til den danske folkeskole

Det virker faktisk som om, at rapportens resultater kommer lidt bag på forfatteren, der jo også selv er knyttet til kredsen af teknologi-glade og kompetenceorienterede forskningsmiljøer. Til sidst giver han sig da også ideologisk til kende. Her kan man læse at ”skærmteknologier er kommet for at blive”, at de bidrager til en ”professionel og demokratisk fremtid”, at ”Danmark har tradition for at lade det være op til de enkelte skoler”, at man skal ”klæde lærerne godt på til at håndtere den digitale pædagogik”, at man ”undervurderer, hvor virkeligt det digitale samvær også er for den nye generation” osv.. Vi får også at vide, at vi skal ”komme fra det 20. århundredes medieforbrug til det 21. århundredes mediedeltagelse”, og at det er vigtigere at få ”god morgenmad” end at kritisere mobilvanerne.

Kort sagt: Lieberoth kan især godt lide en af sine variable, nemlig det ubestemte ”digital dannelse og selvregulering”, som altså udgør et helt marginal del af rapportens pædagogiske resultat. Men er ingen særlig fremhævelse af alt det, som vedrører rapportens centrale resultater, nemlig alt det som mobiltelefonerne ødelægger, altså koncentration, leg etc..

Rapportens afsluttende konklusion og bogens fire anbefalinger følger trop på denne tendens. Her tages alene udgangspunkt i ”digital dannelse/selvregulerings”-variablen, og rapportens centrale resultater inddrages slet ikke. Dermed udtrykker forfatteren en holdning, hvis horisont går stik imod resultaterne i hans egen rapport. UC- og medieforskningskollegerne på twitter virker da også meget forvirrede.

Men lad os holde fast i rapportens resultat, nemlig at et mobilforbud/fængsel/hotel i både undervisning og frikvarter fremmer koncentration, ro, nærvær, samvær, leg, frikvarter og bevægelse. Kort sagt: Det pædagogiske liv som sådan. Rapportens korrekte anbefaling burde derfor være: Lav et mobil-fængsel!

Lieberoth forsøger, formodentlig ubevidst, at tale sig uden om rapportens hovedresultater. Han er anfægtet og lidt forvirret, og rapportens konklusioner går derfor imod rapportens data. Men han skal have tak for at vise modsigelsen frem og for det store arbejde i det hele taget.

Det kan med udgangspunkt i rapportens resultater ikke gå for hurtigt med at få Google ud af børnenes kropslommer. Dertil kommer hele argumentet med europæisk frihed over for asiatisk og amerikansk digitaliseringsdominans. Og Lieberoth nævner heller ikke de dannelsesmæssige problemer med Kommunernes og regeringens dataideologi, som jo vil spille sammen med mobilerne og læringsdatasystemerne, f.eks. via AREA9-systemerne.

Her vil du måske indvende, at det heller ikke er Lieberoths opgave i rapporten. Men den indvending holder kun indtil s.42, hvor han forlader sine data og træder frem i pædagogisk forstand. Når man kan tale om “århundreder”, så kan man også drøfte digitaliseringens politiske og dannelsesmæssige konsekvenser.

 

Link til rapporten: http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Udgivelser/E-boeger/Ebog_-_Skaerm_-_skaerm_ikke.pdf