1. Note om skolens formål

a.

Ove Kaj Pedersen (OKP) mener i sin bog Konkurrencestaten (2011), at ændringen af skolens og gymnasiets formålsparagraffer i 2006 og 2007 er udtryk for en konkurrencestatsliggørelse af begge uddannelser: Ja, den overordnede hypotese er ligefrem følgende:

”I begge ændringer ligger en (delvis) ny forestilling om fællesskab og individualitet, som går ud på, at det er arbejdskravet, arbejdsevnen og arbejdslysten, kort sagt arbejdet, der skal binde individerne sammen til et fællesskab, og at det nu er skolens opgave at uddanne de unge til fagligt kompetente individer med færdigheder, der gør dem i stand til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet – på markedets betingelser og helst livslangt” (s.170)

Det vil jeg nu alligevel kalde for et overrumlende statement al den stund, at ingen af disse mange ”arbejds”-ord indgår i formålsparagrafferne, som man kan læse her:

Skolens formål: http://www.emu.dk/modul/folkeskolens-form%C3%A5lsparagraf

Gymnasiets formål: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=172814

Der står tværtimod, som man kan se, alt muligt andet.

b.

OKP gør så en indsats for at få omfortolket ordlyden af formålet, så det kan betyde det modsatte af det, der står. Han henviser i den forbindelse især til et notat, som Niels Egelunds lavede til Globaliseringsrådet fra 2005 samt til nogle politikerudtalelser, der var på den tid. Det får så OKP til at sidestille faglighed og konkurrencestat, som han nærmest sætter i modsætning til demokrati og velfærdsstat. Det var sådan noget, man gik og gjorde i 00’erne i visse kredse.

Nå, men til OKP’s ridt ud i økonomismen er der blot at sige, at stort set alle begreberne i de to formålsparagraffer har en humanistisk og åndsvidenskabelig rod, der rækker langt før og efter Niels Egelund, og at man absolut ikke kan sidestille f.eks. kundskaber med økonomisk konkurrence. Og så må man jo ikke glemme, at var i 2010, at Egelund udtalte: “Internationalt, så er det altså økonomer, der oftest sidder på området. Og uddannelseforsker, hvad fanden er det?”. Ak ja, 2010 var det store nedsmeltningsår.  I dag ved enhver, at jo mere økonomisk defineret en faglighed er, desto mindre er den. Det er en pædagogisk-filosofisk lov helt uden undtagelser efter min mening.

Desuden: OKP forveksler kompetencer og kundskaber. Og det er altså ”kundskaber” der står i formålet og ikke kompetencer, som er gået hen og blevet den økonomiske term. Og sådan kunne jeg fortsætte med alle begreberne.

En sidste ting er, at OKP fortolker ”arbejde” forkert. Han gør det til en del af økonomien, dvs. ”labor”, men skal arbejde fungerer som formålsord, så skal det knyttes til ”work”, og det er også i den betydning, at formålsparagraffen bruger udtrykket ”virkelyst”, som ikke har noget at gøre med ”arbejdsmarkedet”, tværtimod faktisk. Derimod har det noget med ting, kunst, industri og håndværk at gøre. Men som sagt står der slet ikke “arbejde” nogen steder, selvom OKP på sin egen krøllede måde mener, at det står over det hele.

Link til Egelunds notat: http://www.folkeskolen.dk/~/Documents/193/41793.pdf

c.

Et andet eksempel på omfortolkningerne er OKP’s syn på demokratiet. Han siger, at skolen ”har mistet sit åg, sit ansvar for demokratiets ve og vel” (s.198). Det synes jeg nu alligevel er en vild fortolkning af stk. 3, der vrimler med demokrati-ord: ”stk 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”.

OKP baserer især sin tese om demokratiafviklingen på, at ordet ”præge” har afløst ”bygge på”, og han henviser til en analyse, grundtvigianeren Ove Korsgaard lavede i 2010, hvorefter paragraffens ordlyd skulle betyde, at eleverne skal lære ”om et demokrati, hvis værdier og hvis definition allerede er givet af andre” (s.197). øhh..jo, måske og hvad så og så måske igen? Når der står i skolens formål, at skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”, så kan det da umuligt betyde, at skolen ikke har et ansvar for demokrati? Tværtimod og heldigvis siger jeg, ikke mindst i lyset af den aktuelle globale situation.

Denne mærkelige forbindelse mellem Korsgaard, OKP og de grundtvigske miljøer omkring 2010 bidrager i fællesskab til en opløsning af de begreber, som rent faktisk står i formålsparagraffen. I den forbindelse kan man tilføje, at OKP’s bog indledes med en kæmpetak til den daværende leder af Vartov. Der var nogle samarbejdsflader mellem grundtvigianerne og OKP, som jeg ikke helt har styr på. Jeg mener også, at OKP sad i nogle udvalg, måske endda i en bestyrelse? Lidt mærkeligt, eftersom hans syn på den nationale tradition er, at den blot skal bidrage til at indhøste konkurrencefordele. Det kan man læse i en lang drøftelse s. 202-203 med fuld post-strukturalistisk fanfare. Men måske kunne en presset grundtvigianisme finde et halmstrå i den analyse efter nedgangen siden 1980’erne.

2. Note om rationalistisk pædagogik

Den anden dag havde Lars Qvortrup en kronik i Kristeligt Dagblad, der handlede om konkurrencestaten. Qvortrup kritiserede OKP for at gøre konkurrencestaten til en hegeliansk ”epoke”, hvilket Qvortrup betegner som ”et spøgelse”. I stedet burde man efter Qvortrups mening vende sig til OKP’s ”rationalistiske greb”, som må henvise til det, som OKP benævner som ”rationel pædagogik” i kapitel 6 i sin bog. Jeg tror nu ikke, at den rationelle pædagogik uden videre lader sig adskille fra ”epokedelen”, men lad det nu ligge.

Hvad er så den ”rationelle pædagogik”? Ja, det er en meget sørgelig affære. Den handler om at fylde noget i en personlighed, der er tom, en ”tom signifier”, som det hedder i karakteristisk poststrukturalistisk stil. Og hvad består denne tomhed i? Jo, den består i at ”anerkende eleven som det, han allerede er (uvidende, men egenyttig)”, nemlig som en ”opportunistisk person”. Og hvordan gør man det? Jo det gør man ved at omgive denne spirende opportunisme med ”incitamenter” og ”styring”. Det må være det, som siden hen er blevet til ”læringsmålstyring”, som Qvortrup og alle hans kommuner er helt ekset i. Der er en dyb og indre forbindelse mellem Qvortrups pædagogiske ideer og den konkurrencestatslige ideologi efter min opfattelse, hvilket kronikkens argumentation jo egentlig også bekræfter.

OKP’s konklusion er ligefrem: ”På den måde peger den tomme person tilbage på den økonomiske, altså på den figur, hvor personen allerede er, hvad den skal være og kan blive, nemlig egennyttig og motiveret af incitamenter” (s. 192).

Jeg kan faktisk ikke se, hvordan denne ”rationelle pædagogik” kan løsrives fra ”konkurrencestatens spøgelse”, men uanset dette, så er denne ”rationelle pædagogik” da en total forskrækkelighed, er den ikke? Tænk at møde en elev som om han er en tom opportunistisk person, der skal paces med styring og incitamenter. Det skulle ikke være mit barn, der skal lægge krop og sjæl til det. Det er helt sikkert. Men det er måske det, som formålsparagraffen går ud på, når man har konkurrencestatsbrillerne på? Men der står bestemt ikke noget om “opportunisme” og “styring” og “incitamenter” et eneste sted i nogen skolelov i Danmark, formodentlig ikke engang i hele verden.

Men den incitamentstyrede opportunisme passer som fod i hose til John Hattie, som Qvortrup jo også er meget glad for. Hatties ideal er, at eleven utrætteligt ser på sine egne læringsmål med lærerens øjne i en konstant selvevalueringstrædemølle, der trækker optimeret læring ud af eleven via styring, incitament og strategi.

Denne optimerede læring kan så bruges ind i denne mærkelige fortolkning af skolens formål, som er på spil hos OKP, og som i videre forstand hænger sammen med hans overordnede samfundsanalyse, der står i resten af bogen, hvorefter et helt land og hvert enkelt menneske er defineret ved dets konkurrencebidrag til den globale økonomi.

Qvortrups kronik: http://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/konkurrencestaten-et-spoegelse