Smittede tanker 12, d. 24. marts

Farvel til friheden!

Regeringen indfører nu autoritært styre på ubestemt tid. Demokrati og frihed er under det stærkeste pres siden besættelsen. Der trues endda med udgangsforbud. Desuden smadres landets økonomi, virksomheder går konkurs, tusindvis af mennesker gøres arbejdsløse, og fremtidige generationer gældsættes.

Alt dette sker på overfladen for at undgå en forvokset influenza, som sundhedsvæsenet endda nu er ved at have den fornødne kapacitet til at behandle, selv ved mange indlæggelser.

På underfladen rumsterer vældige kræfter af kød, tarme og blod i rodet og uskøn uorden. Her finder vi den nye biomagt, som øver sig på at omdanne frie borgere til skamfulde ensomme smittebærere og samfundet som sådan til en dataficeret overlevelsesstatistik med tilhørende overvågningnetværk og national populisme som ledsagere.

Hvordan kan det ske? Konkurrencestatens ideologi beredte – med Socialdemokratiet i spidsen – vejen med dens opgør med pædagogik og demokrati. Nu kommer biostaten – endnu engang under socialdemokratisk ledelse – kørende i statistiske viruskampvogne.

Filosof Søren Gosvig Olesen er heller ikke begejstret. I et indlæg i Information skriver han, med udgangspunkt i læsninger af filosofferne Georgio Agamben og Hannah Arendt, om sit snigende ubehag ved den lukkede og autoritære diskurs, som er ved at brede sig.

Gosvig Olesens ubehag er ikke sundhedspolitisk, men rent filosofisk-politisk. Overskriften på hans indlæg er: ”Demokratiets afskaffelse truer altid der, hvor folk begynder at gå i takt”.

Den Agamben’ske ”undtagelsestilstand” er ”allerede inde i vores hoveder”, skriver Gosvig Olesen. Herinde maner undtagelsestilstanden til tavshed, dvs. det modsatte af tænkning, hvilket gør, at undtagelsestilstanden slet ikke behøver at blive erklæret som sådan.

I flere andre lande er undtagelsen endnu mere eller mindre erklæret, f.eks. i Israel, Ungarn og USA. Og faktisk også i Frankrig og Spanien, hvor der jo er indført et militaristisk udgangsforbud. Ja, selv i Norge, hvor den nye coronalov har mødt kritik for at være forfatningsstridig.

Agamben har i øvrigt selv blandet sig i corona-diskussionen med et par særdeles kritiske essays, hvilket jeg har skrevet om i en tidligere smittet tanke (nr. 9).

I Politiken har journalisten Michael Jarlner en spændende og informationsmættet artikel om nogle af krisens globale og politiske effekter. Den overordnede bekymring er følgende:

”Vi har i virusbekæmpelsens navn åbnet for nye former for overvågning og flyttet grænserne for, hvornår myndigheder kan brase ind i vores privatliv og hjem. Men måske var det lettere at flytte de grænser frem, end det bliver at rulle dem tilbage igen, når coronaen en dag er fortid”.

Herefter hæfter Jarlner sig især ved to ting. For det første omtaler han de omfattende overvågnings- og datapolitiske aspekter af sagen. Jarlner fortæller om, hvordan kinesisk totalitarisme, tech-interesser og global politik kan bruge corona-krisen til at befæste disse systemers magt i verden. Jarlner noterer sig også, at Kina med glæde støtter Italien, som er europæisk spydspids i Kinas såkaldte ”Belt and Road”-strategi.

Et andet forhold, som Jarlner nævner, er, at de populistiske regeringer i f.eks. USA, Israel og Ungarn pludselig har fået en særlig stærk interesse i at lukke samfundet helt ned med nødretsdekreter og lignende. På den måde kan staterne omdanne det, som før var liberale stater, til populistiske og autoritære ”velfærdsstater” uden reelt demokrati, men med stærk statslig styring af økonomi og borgeradfærd. Måske kan de populistiske regeringer endda bruge ”borgerløn” til at smøre de nervøse befolkninger, som et særligt overtalende bindemiddel, hvilket nok skal sætte dele af venstrefløjen i tvivl? Og hvem ved, måske kan man også lige udskyde et par valghandlinger? Blyanter smitter jo.

Coronakrisen kan medvirke til, at disse to tendenser, den globalt-datapolitiske og den nationalt-populistiske, forstærkes og flyder sammen i en ny totalitær muskulatur, som vil have vedvarende effekt, også efter at samfundene igen bliver åbnet i et eller andet omfang og på et ubestemt tidspunkt.

Jarlner bruger især henvisninger til historikeren Yuval Harari, til menneskerettighedsforskeren Maya Wang, og til den amerikanske analytiker Ian Bremer, til at tale sin analyse frem. Harari blev i øvrigt interviewet til CNN og til Politiken den anden dag, hvilket jeg fortalte om i en tidligere smittet tanke (jvf. nr. 5 og 10)

CEPOS har også meldt sig på banen. Martin Ågerup spørger til det rimelige i de drakoniske initiativer? om de er proportionale? Og han er, som mange andre fra hele det politiske spektrum, nervøs for en længerevarende ”nedlukning”.

Ågerup stiller gode og vigtige spørgsmål. Han lader dog mest til at interessere sig for de økonomiske sider, som da også helt klart relevante og vigtige for emnet, jvf. afsnit 1. Men jeg ville ønske, at CEPOS også gik ind i den mere ideologiske diskussion. Det vil kunne have en vis opdragende effekt på kredse i Venstre, LA, Ny Borgerlige og DF, som helt har købt den biopolitiske præmis.

CEPOS’ velfærdspolitiske leder, Mia Amalie Holstein, er mere kompetent ud i de filosofiske og politiske emner end Ågerup. Hun var faktisk ude og lufte en bekymring i Politiken den anden dag (se “smittede tanker, nr. 10), og hun har tidligere udtrykt sig interesseret om pædagogiske emner, hvor hun er på linje med den tidligere undervisningsminister Merete Riisager. Jeg håber, Holstein bliver mere aktiv, eftersom corona-diskussionen i høj grad handler om pædagogik.

Skoleledernes formand, Claus Hjortdal, virker på Politikens Skoleliv.dk meget begejstret for corona-krisens pædagogiske konsekvenser. Han mener, at krisen giver nye muligheder for at gribe og forstærke den digitale udvikling i skolereformens ånd. Dermed fortsætter han tendensen fra de mange it-læringsmiljøer, som opfatter den aktuelle situation som et disrupteret eksperimentarium. Devisen er: Hvad skal vi med skoler? De er jo bare læringsmetoder.

Interviewet med Hjortdal er eksemplarisk til at vise begrebernes skred ned i den pædagogiske afdeling og praksis, og den viser, hvordan konkurrencestatens ideologi, som jo skabte skolereformen, er en integreret del af den nye bio-stats problemstilling.

Man skal gøre noget, men man skal ikke gøre alt!

Links:

Michael Jarlner i Politiken, d. 23. marts: https://politiken.dk/udland/art7722530/Tre-m%C3%A5neder-har-forandret-verden-og-rystet-menneskeheden

Lidt om situationen i Norge: https://dagens.klassekampen.no/2020-03-20/mener-hun-far-for-mye-makt

Søren Gosvig Olesens indlæg i Information, d. 20. marts: https://www.information.dk/kultur/2020/03/coronaens-alvor-demokratiets-afskaffelse-truer-altid-folk-begynder-gaa-takt

Martin Ågerups indlæg i JP, d. 22. marts: https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/martinaagerup/ECE12029153/har-regeringen-lukket-danmark-for-meget-og-for-tidligt-ned-som-svar-paa-coronaepidemien

Claus Hjortdal på Politiken Skoleliv, d. 24. marts: https://skoleliv.dk/nyheder/art7723643/Skolen-er-ændret-for-altid-og-det-skal-vi-udnytte?

Tidligere smittede tanker:

Smittede tanker 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-d-12-marts.html

Smittede tanker 2: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-2-d-13-marts.html

Smittede tanker 3: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-3-d-15-marts.html

Smittede tanker 4: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-4-d-16-marts.html