Smittede tanker 20, d. 2. april: Agamben og hans kritikere

I Smittede Tanker nr. 9 fortalte jeg om en diskussion om coronaen mellem de to venstrefløjsfilosoffer Georgio Agamben og Slavoj Zizek. Agamben ser kritisk på coronaen, som han mener producerer en generaliseret undtagelsestilstand, som isolerer mennesker bag datamaskiner i en altomfattende frygt for indre og ydre smittebærere. Zizek taler derimod begejstret om, at coronaen fremmer en ny form for solidarisk verdenskommunisme.

European Journal of Psychoanalysis har samlet en række essays fra forskellige filosoffer – heraf mange italienske -, som diskuterer coronaen med udgangspunkt i Agambens kritik. De fleste, men ikke alle, er faktisk enige med Zizek på den ene eller den anden måde. Det er tankevækkende læsning, der siger noget om, hvor store problemer dele af venstrefløjen har med samfundets politiske og pædagogiske institutioner.

Nedenfor følger en kort omtale af indlæggene, som jeg til sidst vil sætte i relation til positionerne på den danske venstrefløj, hvor de omtalte uenigheder gentages på forskellige måder.

1. Indlæg i European Journal of Psychoanalysis:

Det første essay er faktisk gammelt. Det er et uddrag fra Foucaults ”Overvågning og straf” fra 1975, hvor Foucault fortæller om de kontrolforanstaltninger og sociale kategorier, som blev etableret i forbindelse med pesten, og som efterfølgende blev til grundlaget for det moderne fængsel. Det er ”fængslende” læsning, hvis jeg må sige det på den måde. Spørgsmålet er: Hvilke fremtidige kontrolpolitikker og sociale kategorier vil coronaen producerer?

Dernæst følger Agambens indlæg fra d. 26. februar ”the Invention of an Epidemic”. Det var stort set den tekst, jeg omtalte i Smittede Tanker nr. 9. Her spørger Agamben, hvordan man kan forklare, at en sygdom med ret begrænset farlighed kan afstedkomme så kraftige tiltag, som det har været tilfældet? Og hans svar er, for det første, at der er sket en politisk almengørelse af undtagelsestilstanden, hvis konsekvens er en destruktion af det frie liv, og for det andet, at corona-politikken har etableret en ”state of fear”, som sætter tryghed over frihed.

Den franske filosof, Jean-Luc Nancy, mener i sit indlæg ”Viral Exception” fra d. 27. februar, at Agamben har for meget fokus på virussen. I stedet har vi, siger Nancy, i de seneste årtier allerede etableret en altomfattende global viralitet, dvs. en mere omfattende biologisk,” computer-scientific” og kulturel undtagelsestilstand.

Derfor bør vi ikke fokusere for entydigt kritisk på coronaen, som – ifølge Nancy – er langt mere dødelig end influenza. Han mener, at coronaen her en dødelighed på op til 30 gange influenza, og at man derfor bør tage den sundhedspolitisk meget alvorligt. Ifølge en af de andre bidragsydere har Nancy da også altid været imod Agambens og Foucaults begreb om ”biopolitik”.

Nancy brillerer til sidst med et utilstedeligt moralsk kollaps. Han refererer til en privat situation, hvor Agamben havde givet ham et dårligt råd om ikke at få en hjerteoperation.

Den italienske filosof, Roberto Esposito, er i sit indlæg ”Cured to the bitter end”, som er fra d. 28. februar, i modsætning til Nancy helt med på Agambens biopolitiske vogn. Han ser til gengæld – i modsætning til Agamben – ikke nogle farer for samfundets demokratiske praksisser. Denne risiko er ”an exaggeration to say the least”, siger Esposito. Han mener, at det, vi ser, er ”a breakdown of public authorities rather than that of a dramatic totalitarian grip”.

Desværre overser Esposito at disse to effekter – institutionelt sammenbrud og totalitarisme – ikke behøver at være modsætninger, tværtimod. Politisk svaghed og totalitær aktivisme går hånd i hånd.

Dernæst er der et indlæg fra d. 2. marts,”Welcome to Seclusion”, af den italienske filosof Sergio Benvenuto. Benvenuto frygter, at sygdommen vil dræbe 400.000 italienere – det aktuelle dødstal er ca. 13.000– og han har forståelse for regeringens aktioner. Han vil derfor hellere se ”optimistisk” på situationen. Han mener, at coronaen vil forstærke tendensen til fjernarbejde og netshopping, som styres af computere og global software. Og “schools too will disappear”, mener han. Som han siger: ”thanks to the Amazon and Netflix revolutions”.

Jeg forstår ikke, hvad der er ”optimistisk” ved det? Måske er Benvenuto sarkastisk? Jeg tror dog snarere, at det er et eksempel på det, jeg plejer at kalde for poststrukturalismens radikale affirmativitet, som vi sidst så udfoldet i forbindelse med implementering og analyse af skolereformen, hvor post-strukturalismen spillede en meget vigtig rolle.

Den næste artikel, ”The Community of the Forsaken: A Response to Agamben and Nancy”, fra d. 8. Marts, er skrevet af de to indiske filosoffer Divya Dwivedi og Shaj Mohan.

De bruger den franske filosof, Gilles Deleuze, til at tale for en biopolitisk etik, der passer som fod i hose til undtagelsestilstandens politik. Det enerådende slogan er: ”We attend to each life as precious”. De opfatter biopolitikken som ”the call of the forsaken life” og forudsiger en ledsagende ”possible emergence of its community”. De taler endda om “anastasis” (opstandelse).

Med en så ophedet etisk-religiøs begrundelse for bio-politikken forsvinder alle referencer til Agambens bekymringer og til politisk-pædagogiske emner i det hele taget. Hver gang, nogen rører ved Deleuze, så går alle institutioner, også de gode, i opløsning. Det var endnu en erfaring fra skolereforms-diskussionerne, hvor Deleuze også spillede en rolle (jvf punkt e. for den første erfaring).

Den næste artikel, som er fra d. 14. marts, hedder ”The virtues of the virus”. Den er skrevet af den italienske filosof Rocco Ronchi.

Ronchi mener, at coronavirussen er en ”event”, som minder om ”the viral nature of online communication”. Det var samme pointe som hos Nancy, og det er for så vidt en vigtig iagttagelse.

Ronchis hovedpointe er dog mere vidtgående, nemlig at denne virus-event, har tre deciderede dyder. For det første vil virussen underminere nationalstatspopulismen og dennes grænsetænkning. I stedet mener Ronchi, at virussen viser, at ”alt er i alt”, og at der ikke findes undtagelser med grænser. Virussen tvinger os til i fællesskab til at søge efter ”fælles løsninger”, som det ulideligt teknisk hedder. Virussen vil altså fremme et opgøret med nationalisme og ”fascisme”. Disse tanker ligner Zizeks ide om verdenskommunisme. De er dybt problematiske, efter min mening. Coronaen vil tværtimod fremme den forkerte slags grænser og populisme og verdensteknokrati.

En anden ”dyd” er, ifølge Ronchi, at coronaen tvinger politikken til at træde i karakter. Især hæfter han sig ved, at coronaen tildeler politik magt over økonomi. Ronchi har ret i denne effekt, som vi også har set herhjemme, men han overser i al sin blåøjede kommunisme, at en biopolitik uden økonomisk realisme vil skabe stor økonomisk og social fattigdom. Tværtimod er biopolitikken en form for forlængelse af konkurrencestaten. Det skyldes, at de deler opgøret med dannelse, folkelighed og historisk rod, som de så må rekonstruere som henholdsvis økonomisk og biopolitisk patriotisme.

Endelig fremmer coronaen ifølge Ronchi en tredje dyd, nemlig meditationen. Herhjemme har Svend Brinkmann fremført noget lignende. Vi får en slags stoicisme, som giver os en ”mere sober ide om frihed”. Vi får frihed ved at gøre noget ved de ting, som skæbnen gør ved os, mens vi reflekterer over livets gang. Men bliver vi så frie at tage en panodil, hvis vi har influenza? Problemstillingen decimeres på den måde, og jeg synes ikke, det lyder sjovt.

Det næste essay, ”Clarifications”, er skrevet af Agamben selv. Det er skrevet d. 17. marts, altså tre uger efter det første essay. Jeg var lidt spændt på, om den mellemliggende tid havde påvirket Agambens synspunkter. Men det har den ikke. Tværtimod udtrykker han sine analyser endnu mere præcist, end han gjorde d. 26. februar.

Sin første pointe, om frygten, udtrykker han således: ”The first thing the wave of panic that has paralyzed the country has clearly shown is that our society no longer believes in anything but naked life”. Og, skriver Agamben, denne frygt for at misted det nøgne liv er ”not something that brings men and women together, but something that blinds and separates them”. Og han spørger: “What is a society with no other value other than survival?”.

Agambens anden pointe handler om undtagelsestilstanden, som med coronaen er blevet en ”normal condition”, som ”forbids us even to move”. Derfor siger han: ”A society that lives in a permanent state of emergency cannot be a free one”.

Agamben slutter med at drøfte, hvordan verdens regeringer, selv når epidemien er overstået, vil fortsætte med at bruge nedlukningernes teknikker og i den forbindelse fremskynde en kraftig udbygning af dataficeringen af de sociale relationer. Dermed undermineres det nationale til fordel for globale datamonopoler.

Tekstens indhold er dermed en næsten tro kopi af indlægget fra d. 26. februar, som jo var det fælles udgangspunkt for alle teksterne i denne samling.

Dernæst er Benvenuto på banen igen, det var ham med Netflix (jf. punkt e). Hans andet essay hedder slet og ret ”Forget about Agamben”. Der er ikke dato på, men teksten – og det gælder resten af samlingens tekster – må være fra lige omkring d. 20. marts eller senere.

Benvenuto mener uden videre, at Boris Johnson er en ”neofacist” og en ”grotesk klovn”. Den slags er jo ikke til at tage alvorligt. Og han mener også, at vi – selv ”a child, a grandparent and a lover” – er en fare for os selv. Det er ikke just en kærlighedens filosofi. I det foregående essay skrev Benvenuto jo, at han ville være “optimistisk”. Det er den nye venstrefløjsstil: Der er had til alt og alle for et abstrakt fællesskabs skyld, hvilket vender tilbage som en form for positiv psykologi. Det er upædagogisk på den store klinge.

Benvenuto er ligefrem glad for den nye ”afstand”, som biopolitikken har indført. Den fortæller os om ”the molecularity of human relations”, som Agamben ifølge Benvenuto ikke forstået. Og så gentager han, at coronaen er en meget farlig sygdom, og siger, at det biopolitiske er lig med det etiske. Herfra er der ingen returbillet.

Det virker på mig som om, at Benvenuto glæder sig til en alderdom på god afstand af andre med lidt Netflix på TV’et og lidt indkøb fra Amazon, mens alle mulige andre er ”groteske klovne” og ”neo-fascister”. Den gamle mands sofa-filosofi?

Italieneren Massimo De Carilos bidrager med ”The Thread of Contagion”. Essayet har ingen dato, men bærer præg at være skrevet langt inde i marts på grund af mange referencer til den italienske undtagelsestilstands problemer.

De Carilos er meget kritisk over for den italienske regerings politik: ”They dissolve the social bond and impose a regime og solitude and police control on the whole population, a strong reminder of the darkest experience of our recent political past”.

De Carilos spørger også til, om symbiosen mellem undtagelsestilstand og ny teknologi er en form for ”generel test of what could become the condition of ordinary life in the societies of the near future”. Hans svar er bekræftende, så vidt jeg kan se.

De Carilos’ bidrag lægger sig dermed tæt op af Agambens synspunkter.

Dernæst er Shaj Mohan på banen igen (jf punkt f) med essayet ”What Carries Us On?”. Han mener, at Agamben drømmer om ”en mytisk europæisk borgerlig idyl”, og at Agamben derfor er en typisk ”boomer” og faktisk ikke en rigtig filosof. I stedet ser Mohan for sig en ny Nietzscheansk destruktion af alle værdier, som han vil kombinere med Ghandis tanker. Det er en variant af Zizeks verdenskommunisme.

Det er interessant at se, hvordan den simplificerende – for ikke at sige latterlige – ”boomer”-semantik inddrages. Dermed etableres en passage fra corona til identitets- og klimapolitik, en kombination som med tiden kan sætte tryk på de biopolitiske kontrolkedler.

Jean-Luc Nancy, som vi også mødte under pkt. c, slutter af i samme ånd som Mohan i sit essay ”A much too Human Virus”. Også her drøftes eurocentrisme for alle pengene. Europa er bare et ”old theater” med ”justice, science, democracy, beuaty and well-being” som tiltrækker “worn out og even outmoded objects”. Derfor et det “not surprising” at en virus “enters the picture”.

Så tesen er, at eurocentrisme – og vi taler her om nogle af Europas bedste bidrag til klodens udvikling – selv er årsag til og skyld i coronaen. Det hele pakket behørigt ind i en masse poststrukturalistisk vokabular.

Den sidste del af essayet – hvor coronaens globale betydning drøftes – er mere interessant. Men Nancy slipper aldrig sin poststrukturalistiske grundanalyser, som tilsiger, at vores fineste institutioner ikke er andet end undertrykkelsesmaskiner.

2. Indlæggenes relation til positionerne på den danske venstrefløj

På den danske venstrefløj har man indtil nu kunnet iagttage følgende positioner, som jeg har omtalt i andre Smittede Tanker, og som relaterer sig til ovenstående synspunkter på forskellige måder:

Regionsrådsmedlem fra Enhedslisten, Torben Kjær, ser – som mange andre fra hele det politiske spektrum – coronaen som en trussel mod demokratiet. Dette synspunkt ligger i forlængelse af Agamben. På den mere radikale venstrefløj har også professor Mikkel Bolt en flot kritik af coronaens autoritære konsekvenser, endda med direkte reference til Agambens arbejde.

De officielle dele af Enhedslisten og SF har entydigt accepteret regeringens biopolitiske initiativer. Som regel – f.eks. hos Pernille Skipper og Karsten Hønge – begrundes aktionerne rent biopolitisk. Pelle Dragstad taler om nedlukningen som en sejr for velfærdsstaten, hvilket er helt absurd i mine øjne, eftersom velfærdsstaten hører under punkt a, dvs. under demokratiets og ikke under biopolitikkens formel.

Hvis venstrefløjens officielle biostats-affirmative politik, som nævnt under punkt b, skal have en venstrepolitisk filosofisk begrundelse er der to muligheder. Denne ene mulighed er at finde begrundelsen hos folk som Slavoj Zizek, der ser coronaen som en pipeline for en ny og lykkelig verdenskommunisme, eller hos den række af Agamben-kritikere, som jeg lige har nævnt, og som i forskellige afarter, ser coronaen som et etisk og stoisk højdepunkt i kampen mod eurocentrismen.

Den anden mulighed er at forlade den politiske konsensus og søge inspiration hos de folk – jf. punkt a –, som ser socialismen som noget, der hænger sammen med demokratiske institutioner og praksisser.

Dermed reproduceres nogle diskussioner om forholdet mellem politik, demokrati og handling, som faktisk spillede en stor rolle for socialismens udvikling i det 19. og 20. århundrede. Det vender jeg muligvis tilbage til.

Links:

Link til alle teksterne i European Journal of Pychoanalysis: Filosofiske diskussioner, internationalt: http://www.journal-psychoanalysis.eu/coronavirus-and-philosophers

Diskussionen er også kommenteret af Panagiotis Sotiris i dette link på viewpointmag.com: https://www.viewpointmag.com/2020/03/20/against-agamben-democratic-biopolitics/

Og her: Lukas von den Berge i et hollandsk tidsskrift i 2020: https://www.elevenjournals.com/tijdschrift/rechtsfilosofieentheorie/2020/1/NJLP-D-20-00006

Tilføjet: Slavoj Zizek fortæller også om coronaen som en ny verdenskommunisme i et stort interview i Politiken, d. 26. april: https://politiken.dk/kultur/art7754820/%C2%BBDe-grundl%C3%A6ggende-koordinater-i-vores-livsverden-er-forsvundet%C2%AB

Smittede tanker 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-d-12-marts.html

Smittede tanker 2: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-2-d-13-marts.html

Smittede tanker 3: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-3-d-15-marts.html

Smittede tanker 4: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-4-d-16-marts.html

Smittede tanker 5: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-5-d-17-marts.html

Smittede tanker 6: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-6-d-18-marts.html

Smittede tanker 7: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-7-d-19-marts.html

Smittede tanker 8: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-8-d-20-marts.html

Smittede tanker 9: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-9-d-21-marts.html