Smittede tanker 29, d. 19. april

Først var der en sygdom, så folk kunne gå på hospitalet. Myndighederne forudsagde en dødelighed på linje med en hård influenza, det halve eller det dobbelte.

Så var der nogen, der forestillede sig, at hospitalerne ”braste sammen”. De havde set noget i fjernsynet nede fra Milano, hvor dødsraten langsomt nu nærmer sig en dansk influenza i 2017.

Derpå hospitaliserede man i en kæmpe nedlukningsaktion hele befolkningen. Folket blev simpelthen omdannet til et hospital. Folket blev en smitte-“klump”. De turde ikke stå tæt. Ethvert demokratis rædsel.

Men der kom ingen pres på hospitalerne, tværtimod. Hospitalerne blev tomme. Lægerne gik uvirksomme rundt, fordi sygdommen var blevet taget fra dem og lagt ud i befolkningen som sådan. Landet som sådan blev hospitaliseret. Hvad skal man med et sundhedsvæsen, hvis hele samfundet er et sundhedsvæsen?

Så døde folk af andre sygdomme, fordi de ikke gik på hospitalet.

Dødstallet blev ca. det sammen. Men til gengæld fik man sygeliggjort samfundets pædagogiske og sociale praksisser. Der kom coronahegn i landets børnehaver, så børn blev indenfor deres smittezoner.

Alle gik fra at være borger og dansker til at være smittebærer med ledsagende social skam. Skammen blev stor eller lille afhængig af det nationale og det individuelle smitteregnskab.

Sundhedssystemet havde opslugt alle andre systemer.

Sådan er biostatens logik.

Jeg er et hospital.

I dagens Weekendavisen er der en interessant artikel af Leny Malacinski, som hedder ”bland selv-medicin”. Titlen hentyder til, at den første fase af den såkaldte ”åbning” ikke kun handler om sundhedsvidenskab, men i høj grad også om politik. Hun har især fokus på åbningen af skoler og dagtilbud.

A.
Malacinskis spørger Søren Brostrøm, om man ikke bør droppe de mange antipædagogiske pladsregler i dagtilbud og skoler. Brostrøm svarer: ”Det må du spørge det politiske niveau om”. De regler er tydeligvis ikke støbt i hans kælder.

Her er Brostrøm muligvis igen i konflikt med Kåre Mølbak, som hele tiden har stået for ’børn må ikke lege sammen-linjen’, og som vil absolutisere ”social afstand” i u-endelighed med apps og det hele, og som virkelig har fået magt inde i regeringsapparatet.

Og sundhedsøkonomen Jakob Kjellberg fra VIVE understøtter Brostrøm-linjen. Han siger:

”Statsministeren kunne ophæve de bøvlede pladsregler i dag, hvis hun ville, og stadig ligge lavt i den grønne kurve, men det er et politisk spørgsmål (….) og ikke Sundhedsstyrelsens beslutning. Vi får ikke italienske tilstande, hvis daginstitutionerne dropper retningslinjerne. Det have vi heller ikke fået med de tidligere beregninger”.

Så lærte man lige det. Man kan altså roligt åbne for en almindelig pædagogisk praksis.

B.
Malancinski stiller også et andet supergodt spørgsmål. Hun spørger, hvordan man kan kræve, at børn skal have to meter mellem sig, samtidig med at Sundhedsstyrelsen siger, at ”der skam er taget højde for børns adfærd”. Det er jo en modsætning, der vil noget.

Professor i virologi, Allan Randrup Thomsen står for det ligeså supergode svar. Han siger:

”Regeringen har valgt at genåbne samfundet hos den mindst styrbare gruppe. Samtidig prøer det at gøre det styrbart vd at børnene skal følge nogle strenge hygiejneregler. Det er, som om man har sagt A, men ikke B”.

Og Brostrøm svarer bare, at han mangler at ”kommunikere” et eller andet. Han ved slet ikke. hvad en pædagogisk praksis er. Han siger også, at der er grænser for hans ansvar: ”Jeg er trods alt embedsmand”, som han siger.

C.
Professor i biomedicin, Søren Riis Paludan, mener at der er tale om, at de to strategier – inddæmnings- og afbødningsstrategien – som tidligere har kørt i nedlukningssporet, nu fosser ud af ”åbningen” og ned i børnenes verden. ”Nedlukningen” fosser ud af ”åbningen”. Åbningen er en forstærket og udvidet nedlukning.

Jakob Kjellberg slutter med en kritisk bemærkning til regeringens opfattelse af sygdommens farlighed, som han mener er stærkt overdrevet:

”Jeg kan konstatere, at der er malet et dystert billede op af COVID-19 som meget farligere, end det er ”

https://www.weekendavisen.dk/2020-16/samfund/bland-selv-medicin

Coronahegn og farlig sang:

A.
Politiken skriver i dag, at en københavnsk børnehave har købt 125 meter coronahegn, så børnene ikke leger ulovligt uden for deres “zoner”, som institutionsledelsen formulerer det.

Det er den slags praksisser, som kaldes for en “åbning” på de bonede gulve.

Lektor i psykologi ved Aarhus Universitet, Grethe Kragh-Müller, som tidligere har talt børnenes sag imod coronaen, er bekymret for, at “der vil være så stort et fokus på regler”.

Borgmester Jesper Christensen svarer, at “vi går ikke på kompromis med det sundhedsfaglige eller det pædagogiske”. Men det er ikke korrekt. Han reducerer det “sundhedsfaglige” til “smitte”, og han opløser derefter det “pædagogiske” som sådan ved at omdanne børnene til smitteregnskabssoldater. Hvilken hyggelig hovedstads-“dannelse”. Måske kan det med tiden blive en del af Frank Jensens “smart city”?

B.
Først kom krænkelses-politiet fra de københavnske kunstkredse og forgreb sig mod sang og sprog. Kan I huske angrebet på det skønne ord “vimse” og på “han” og “hun”?

Og nu kommer biostatens nye form for social- og kunstteori med en endnu kraftigere trumf. Sang som sådan opfattes nu en smittebærer. Der er udviklet et helt smittesprog – et helt ny videnskabelig diskurs – om den skrækkelige og smittende sang.

Den nye forskning er spadseret direkte ind i Statens Serum Instituts rapporter. Nu venter vi bare på den næste menneskelige aktivitet, som kan komme ind under smitteregnskabet.

Det er biostatens forskning. Alle emner kan underordnes smitteregnskabet.

C.
Der er en eller anden forbindelse mellem krænkelses- og corona-ideologien. Begge tilstande forudsætter en slags nervøs ensomhed i udgangspunktet.

Links:
Artikel om københavnske børnehaver, Politiken, d. 17. april: https://politiken.dk/…/Daginstitution-ops%C3%A6tter-125-met…

Artikel om sangens smittefarlighed, JP, d. 17. april:https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12081579/statens-serum-institut-faellessang-kan-udgoere-en-smitterisiko/

Kåre Mølbak er en ny magtfuld mand i dansk politik. Først forsøgte han at nægte børns adgang til leg, og nu drømmer han om en “social afstand”-teknik måske i flere år under herredømmet fra sine smittekurvers matematiske modeller. Han er positivt overrasket over effekten af “social afstand”. Effekten kan arbejde i flere år for store og små.

Oprindeligt var Mølbak en almindelig embedsmand, som under det liberale demokratis regler talte for at opbygge flokimmunitet og nedtone testaggressivitet, hvilket bragte ham i konflikt med WHO og faktisk også med den nye biostatslige regering. Men nu har han funder sig til rette i sin nye magt i den nye statsform, biostaten, som nu har haft en hel måned til at opbygge dens asociale og uliberale logik i snart sagt alle samfundets systemer og praksisser.

Nu er det slut med ”flokimmunitet” og testtilbageholdenhed. Mølbak har fundet et nyt vidundermiddel, nemlig ”social afstand”, som skal virke på ubestemt tid. Han kalder sit middel for “et supervåben”, som skal spille sammen med “frivillige it-værktøjer”. Han kan slet ikke se, hvordan denne nye behandlingskategori gør almindeligt menneskelig samvær til en ”klump”, som Mette Frederiksen kalder det, en smittebærerklump.

Og nu vil han og hans nye stat styre menneskets nærhed i årevis indtil der er fundet en vaccine. Han ved, siger han, ikke engang, om der dør færre ved hans “strategi” end ved mere traditionelle tiltag, som han før gik ind for. Det er en ny “strategi”, en særlig radikaliseret “grøn kurve”.

De pædagogiske, sociale og politiske konsekvenser af Mølbaks logik vil være ubærlige.

Søren Brostrøm, som engang gik imod både ned- og grænselukning, lyder efterhånden som en biopolitisk maskine. Det er Mølbak, som sidder i maskinrummet, lader det til. Ligner han ikke også Corydon lidt? Vi er i en form for biostatslig udvidelse af konkurrencestaten? Den eneste – men også helt centrale – forskel mellem de to statsformer er, at førstnævnte har overlevelse, mens konkurrencestaten har økonomien, som enerådende kriterium. I Konkurrencestaten er det finansministeriet, der svinger taktstokken, mens det er sundhedsministeriet, der bestemmer i biostaten.

Og mens Mølbak tog den diskursive magt på pressemødet tirsdag d. 14. april sagde politikerne og ministrene mindre og mindre selvom mødet var alenlangt, en modsætning som faktisk også blev konstateret af flere andre journalister.

Her er tre links, hvor man kan læse om Mølbaks ”vending”. Især interviewet på Ingeniøren.dk er afslørende, synes jeg:

Mølbak på DR.dk: https://www.dr.dk/…/social-afstand-overrasker-kaare-moelbak…

Mølbak i Altinget: https://www.altinget.dk/…/kaare-moelbak-den-flade-danske-co…

Mølbak i Ingeniøren: https://ing.dk/artikel/kaare-moelbak-har-aendret-mening-vi-kan-danse-os-frem-vaccinen-uden-flokimmunitet-234203#show_comments

Man skal gøre noget, men man skal ikke gøre alt!

Tidligere smittede tanker:

Smittede tanker 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-d-12-marts.html

Smittede tanker 2: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-2-d-13-marts.html

Smittede tanker 3: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-3-d-15-marts.html

Smittede tanker 4: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-4-d-16-marts.html

Smittede tanker 5: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-5-d-17-marts.html

Smittede tanker 6: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-6-d-18-marts.html