1.
Den anden dag havde jeg mit livs værste oplevelse. Mit Folketing halverede sig selv. Sølle 95 folkevalgte – selvhalveret af smitteskræk – godkendte en omfattende nedsmeltning af det danske samfunds politiske, økonomiske og pædagogiske liv. Folketinget nedlagde sig selv, mens det påstod, at det eksisterede. Lidt ligesom i 1940. Den halverede nedlæggelse forgreb sig herefter direkte på borgernes hjerner og kroppe, foreløbigt i et helt ondt år.
Og få dage efter lukkede regeringen landets grænser. En nordtysker kan ikke mere besøge sin syge moster i Vejen. En svensker kan ikke drikke en øl på Nyhavn.
Efterfølgende kom det frem, at en række toneangivende eksperter, herunder ikke mindst Sundhedsstyrelsens centralt placerede embedsmand Søren Brostrøm, direkte undsagde grænselukningen. Denne bemærkelsesværdige markering må have kostet ham nattesøvnen. Han har da heller ikke deltaget i de sidste par pressemøder, jeg har set.
Brostrøm mener, at grænselukningen er ”politisk” og ikke sundhedsfagligt begrundet. Og i denne sammenhæng er ”politisk” vel at mærke et skældsord. For sagen er jo egentlig den stik modsatte, nemlig at regeringens ”politik” er udtryk for et opgør med det politiske som sådan. Der skal ”rettes ind”, som toneangivende intellektuelle – der selv ofte bifalder besættelsestidens samarbejdspolitik – siger det. Det åbne samfund lukker sig i Animal Laborans. Mennesket går fra Bios til Zoo, som filosoffen Hannah Arendt udtrykker det.
2.
Medierne følger trop i nedsmeltningen. Professor i journalistik Erik Albæk sagde i går til Videnskab.dk, at journalisterne skal “suspendere” deres behov for at være kritiske og i stedet vise “samfundsansvar” a la situationen under besættelsestiden, som han drager direkte paralleller til. Det er nok det, som kaldes for “konstruktiv journalistik”? Albæks melding var heldigvis ikke noget for Føljetons redaktør, Lars Trier Mogensen, der ligesom jeg selv ”gyste” over al denne singulariserende ”retten ind”:
”Gys, hvor er det dumt sagt af professoren. Hvis man som journalist ikke evner at forholde sig kildekritisk til myndighederne nu, så er Corona-krakket en god anledning til at finde noget andet at lave” (fra twitter.com)
Og DR’s svar på krisen har været at nedlægge to centrale kritisk-journalistiske flader, nemlig P1 og Deadline. I stedet køres affirmativ breaking-news-journalistik på hele dagsfladen, hvor de samme journalister og eksperter interviewes igen og igen. Den tidligere DR-direktør, Christian Nissen, og en presseforsker fra AU synes det er godt for omsætningen, læste jeg et sted. Som sagt: Vi lever i en antipolitisk tid, hvor der rettes ind.
Umiddelbart efter fredagens pressemøde, hvor statsministeren altså lukkede landets grænser, sendte DR en genudsendelse af en cirkusrevy. Pludselig var der en sketch om Bjarne Corydon, så jeg tjekkede årstallet. Revyen var fra 2015. Jeg vidste dog ikke, om jeg skulle le eller græde.
3.
Er sygdommen farlig? Ja, alle tal er jo usikre, men ifølge en grundig artikel i Politiken om emnet, er dødeligheden af Corona på ca. 7 promille. Influenza har ca. 2 promille. I 2018 døde ca. 1644 personer af influenzarelaterede sygdomme herhjemme. Man regner med at ca. 3000 vil dø af Corona. Det er alvorligt, men det er ikke alvorligt nok til disse omfattende indgreb. Slet ikke!
Og virussen gør ikke almindelig mennesker syge. Det er kun gamle og meget syge personer, der er i risikogruppen, og selv for folk over 80 er dødeligheden ”kun” 14%. Det er alvorligt, men ikke så alvorligt. Slet ikke! Og de indtil nu ca. 6000 døde på verdensplan er jo ingenting. I Kina, hvor der bor næsten 1,5 mia. mennesker, er der kun registreret ca. 3000 dødsfald. Her er epidemien i aftagende. Det hjalp med nogle overvågningsapplikationer, stod der i Politiken i går.
Influenza er årsag til op til 650.000 dødsfald pr. år. Og Malaria har i år – bare indtil nu i år – forårsaget 200.000 dødsfald. Selv flere millioner døde – og pt er der altså 6000 corona-døde døde på verdensplan ud af en befolkning på ca. 8 mia., hvor der hvert år dør i omegnen af 60 mio mennesker – kan efter min mening ikke begrunde de nuværende aktioner og de omfattende overgreb på det pædagogiske, økonomiske, sociale og politiske liv. Man skal selvfølgelig gøre mange ting, som man også gør med andre sygdomme, men man skal ikke lukke samfund ned i det omfang, som er tilfældet.
I regionerne melder de, at der er respiratorer nok selv til en worst case-situation, og selvfølgelig kan man mobilisere noget mere personale, når der stadig er nogle uger til, at smitten kulminerer. Javel, måske skal der tages nogle ubehagelige etiske beslutninger, og måske skal der oprettes nødberedskaber i et par måneder, men sådan er det at arbejde på et hospital. Det er systemets opgave. Og man skal ikke omdanne hele samfundet til en karantænestat for at undgå det.
Sundhedssystemet skal løse sin opgave, så godt det kan og med hjælp og støtte fra stat og borgere, men det skal ikke omdanne hele samfundet til et sundhedssystem som sådan, for et virkelig samfund er ikke bygget af behovet for “overlevelse”.
Tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen, Else Smith, siger da også til Politiken, at der ”ikke er noget fagligt grundlag for at lukke hele landet ned”, og at ”det er jo ikke Ebola”. Hun spørger også, om tiltagene ”hører til i et liberalt demokrati”? Hun er en fornuftig kvinde, en snusfornuftig demokrat. Det var i øvrigt hende, som ifølge den nævnte samarbejdspolitiks-historiker skulle “rette ind”. Folkestemningen har ingen nåde, når den bygger på historicisme.
Else Smith var som direktør faktisk med til at ansætte Søren Brostrøm, læste jeg et sted. Siden blev hun afskediget af den daværende sundhedsminister, Nick Hækkerup. Hækkerup er i dag justitsminister. Han fører sig frem med, at mere overvågning fører til mere frihed, og han foreslår, at politiet skal kunne gå ind i private borgeres hjem uden retskendelse. Han er en farlig mand på den post. Man forstår godt, hvis Smith og Hækkerup ikke var perlevenner. Måske har Brostrøms aktuelle oprørstrang en tråd tilbage til sin gamle chef?
4.
Herhjemme er vi draget i sommerhus nord for Grenaa. Foran SuperBrugsen i Glesborg købte jeg et ”Hus Forbi”. Bladets lederskribent, Poul Struve Nielsen, kritiserer ”Store Søster”, som han kalder sin Mette Frederiksen-klon af ”Big Brother”. Kritikkens årsag er en algoritmebaseret overvågning af socialt udsatte person, hvilket uddybes inde i bladet. Overvågningssystemet kaldes for ”Beslutningsstøtten” ude i kommunerne.
Det er Trygfondens Børneforskningscenter, der i høj grad abonnerer på den nye socialdemokratiske lighedsideologi, og som sammen med VIA-UC står bag udviklingen af de teknisk-ideologiske løsninger. Centret har også dybe arme ned i instrumentaliseringen af skolen. Det er 00-ideologi på speed, ganget op med corydonisme og bio-stat. Det hele understøttes pædagogisk af de socialdemokratiske undervisnings- og forskningsministre i deres fælles bog om emnet fra forrige år. Vi er i ideologiens verden, det er helt klart.
De hjemløse har en pointe. Nu er vi alle hjemløse. Først kom isolationen, og så kom skammen ved den anden og ved hånden. Snart kommer algoritmen, sundhedsalgoritmen, og dennes genregestrering og læringsdatabank i BIO-staten.
Man skal gøre noget, men man skal ikke gøre alt!
Referencer:
Interview med Erik Albæk om journalistikkens funktion, Videnskab.dk, d. 14. marts: https://videnskab.dk/kultur-samfund/coronakrise-skal-pressen-vaere-taleroer-for-myndigheder-eller-gaa-kritisk-til-vaerks
Interview med Else Smith: ”Tidligere sundhedsdirektør: intet sundhedsfagligt belæg for at lukke ned”, Politiken d. 15. marts. https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7703620/Der-var-og-er-intet-reelt-sundhedsfagligt-bel%C3%A6g-for-at-lukke-hele-landet-ned
Politiken om kritik af grænselukningen og justitsministerens reaktion: https://politiken.dk/indland/art7704505/Det-har-nul-effekt-p%C3%A5-smitten-i-Danmark-at-lukke-gr%C3%A6nsen-nu. Justitsministerens mere udførlige svar: https://politiken.dk/indland/art7704650/%C2%BBDet-er-bestemt-ikke-symbolpolitik%C2%AB
Politikens artikel om Coronas dødelighed: https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7687389/Her-er-hvad-vi-ved-om-risikoen-for-at-d%C3%B8-af-coronavirus
Om respiratorberedskabet: https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7702739/Selv-i-skr%C3%A6kscenariet-vil-Danmark-have-respiratorer-nok-til-at-behandle-kritisk-syge-coronapatienter
Om nedlæggelsen af Deadline og P1: https://www.berlingske.dk/kultur/dr-aflyser-nyhedsformater-paa-p1-og-deadline-det-ligner-naermest-et
Poul Struve Nielsen: ”Kære Store Søster, la’ nu vær’”, Hus Forbi, nr. 3, 2020.
Signe Laursen: ”Algoritmer i jagt på udsatte familier” og ”Teknologi spænder ben for retsfølelsen”, Hus Forbi, nr. 3, 2020.
Almene kilder:
Sundhedspolitisk Tidsskrift: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/3073-lynoverblik-dagens-tal-og-vigtigste-nyheder-om-coronavirus.html
Corona-statistik: https://www.worldometers.info/coronavirus/
Tidligere smittede tanker:
Smittede tanker 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-d-12-marts.html
Smittede tanker 2: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-2-d-13-marts.html
din kritik er underlødig. Du vælger ko sekvent data, du kan lide og ser bort fra alle dem, du ikke kan lide. Influenzatallet fra 2018 var exceptionelt højt, mens det skøn på 3000 du citerer her for corona er i den nedre ende mens du lukker øjnene for Italien, Spanien, Norge og de dystre forudsigelser om Usa og meget mere. Jeg synes det siger noget fundamentalt om din filosofiske idealismes virkeligsblindhed.
Thomas du ødelægger godt nok meget for dig selv og en evt. respekt for din tænkning med din kyniske tilgang til den dødelige corona virus.
Lidt fjantende er du nu draget i sommerhus nord for Grenå forstår man, samtidig med du oplever dit livs værste krise fordi Mette Frederiksen/socialdemokratiet tager ansvar og agerer klogt i situationen.
Det gør du så ikke.
I en tidligere blog har du fortalt hvorledes du kyssede løs på et kinesisk par i en lufthavn – underforstået at sådanne bagateller som corona virus kan Thomas Aastrup Rømer da ikke tage sig af og på bedste Trump vis kan man da bare køre der ud af, så retter det nok sig selv.
Man må da håbe i hygger jer nord for Grenå og du ikke smitter den resterende familie.
Ps. du har fortsat ikke svaret mig om Gud er sidstereferent i din tænkning.
Det kan i givet fald forklare dit intellektuelle skibbrud.
En fundamentalistisk troende: kristen, muslim, eller hvad det måtte være kender jo sin begrænsning som menneske og lægger de overordnede skæbneting i hænderne på Vorherre. Tro og overtro hørte det førmoderne til, men med en sådan middelalderlig tænkning kan corona virus godt opfattes som en prøvelse, sendt af Herren.
Jeg håber ikke det er denne regres du repræsenterer, men vil du ikke godt svare mig, så vi alle kan blive klog på om det er fundamentalistisk kristendom, der er dit åndelige ståsted.
Venlig hilsen og pas bedre på jer selv og hinanden end Thomas Aastrup Rømer og Donald Trumf gør.
Morten