1. Et syvdobbelt regnskab
Først var der kaos, dvs. 1929-finanskrak og fascisme som radikaliserede det, som var. Herefter fulgte syv regnskaber, der lægger sig oveni hinanden på kryds og tværs:
1.
Efter krigen kom der et almindeligt regnskab, et ”økonomisk regnskab”, der skulle holde styr på det, som var, som jo skulle til at vokse igen. Det var en god ide. Alting har en økonomi, men ingen ting er økonomi. Vi fik åndelig og økonomisk vækst. 1800-tallet blev rettet op.
2.
I 1998 gjorde man op med “det som var”. I dette ”opgør” supplerede man det økonomiske regnskab med et teknificeret ”kompetenceregnskab” uden et ”var”. Herfra gik alt galt. Økonomien overtog tingen. Det kaldes også for ”konkurrencestaten”. Vi fik økonomisk vækst, men åndeligt tab.
3.
I 2013 uddybede man det økonomiske kompetenceregnskab, som jo var helt uden et ”var”, med et ”læringsregnskab”, som ødelagde de tavse rester af det, som var. Den ”økonomiske vækst” blev nu præciseret som økonomisk patriotisme og individuel opportunisme.
4.
I 2018 ville man supplere læringsregnskabet med et nyt regnskab, et ”Co2-regnskab”, som erstattede ”det som var” med eksistentiel skam og udlednings-kurver.
5.
I 2019 ville man supplere læringsregnskabet med et ”lighedsregnskab”, inspireret af James Heckmans kurver for læringsafkast.
6.
I 2020 ville man supplere læringsregnskabet med et identitetsregnskab, så alle konstruerede identiteter fik lige statistiske pladser overalt.
7.
D 11. marts 2020 kom så ”smitteregnskabet”, som supplerede med social skam og smittekurver for alle samfundets praksisser. En form for radikaliseret og almen smittebærer, der sætter alle former for vækst og humanitet ud af kraft.
Dermed har vi etableret et regnskab i syv lag uden pædagogisk praksis.
Det er det, man kalder for ”samfundssind”.
Aktuel kommentar:
I dag er højrefløjen mest knyttet til regnskab nr. 2 og 3, mens venstrefløjen er knyttet til regnskab nr. 3, 4, 5 og 6. Alle er vilde med regnskab nr. 7. Det er det, jeg kalder for mikrodiversitet.
Regnskab nr. 1 har alle vist glemt, selvom det har mulighed for at fremme både pædagogik, bæredygtighed og sundhed.
2. Britisk sociolog kritiserer biopolitikken
Politiken bragte søndag d. 24. maj et interview med den britiske sociolog Frank Furedi, som har forsket i forholdet mellem risiko, frygt og politik.
Furedi kritiserer den globale respons på coronaen i stærke vendinger. Han opfatter det som et angreb på politisk og social frihed.
Han blev overrasket over nedlukningerne:
”Ja, jeg blev overrasket. For jeg havde ikke troet, at befolkningerne ville være så lette at styre. Det er jo næsten som om vi siger tak, jo mere vores frihed bliver begrænset”.
Furedi har også blik for den sammenblanding mellem sundhedsfaglighed og politik, som foregår mange steder:
”Det, vi ser nu, er, at grænsen mellem det sundhedsfaglige og det politiske bliver meget uklar. Der er en ulykkelig forvirring omkring, hvornår det ene og det andet håndteres. Når man gør sundhedsfaglige problemer politiske, bliver de samtidig gjort til trusler mod den menneskelige eksistens, og det er de jo slet ikke”.
Med disse ord nærmer Furedi sig en kritik af biostatens formel som sådan. Han taler også om en ”endimenstional reaktion, næsten som mobilisering til en krig” og om, at ”vi kommer i fængsel i vores egne hjem”, og at vi glemmer ”de sociale og kulturelle konsekvenser”.
Furedi interesserer sig også for pædagogik. Han har faktisk skrevet en hel bog om opdragelse. Han taler på det kraftigste imod lukningerne af skoler, som ikke udgør nogen smitterisiko: ”Børn har brug for så meget normalitet og struktur, som overhovedet muligt.” Og i en herlig formulering får vi at vide, at ”jo mere vi får børnene til at vaske deres hænder, jo mere usikre bliver de”. Samlet set risikerer ”de yngre generationer at blive endnu mere usikre, end de allerede er”.
Med disse temaer lægger Furedi sig i forlængelse af to hjemlige debattører, nemlig Anders Fogh Jensen og Dennis Nørmark, som begge har skrevet indlæg om emnet, jf. Smittede tanker 45.
I stedet for biopolitikken foreslår Furedi, at ”man gør det bedste for at beskytte de svage og i videst muligt omfang lade livet gå videre og taler om alle de andre emner, der er vigtige for vores fremtid, og som synes glemt nu”. Han sammenfatter denne indstilling i udtryk, som at ”man skal bevare fatningen og være modige”, og i det britiske ”keep calm and carry on”, altså en fastholdeldse af en før-nedluknings-horisont, som minder om de danske sundhedsmyndigheders tilgang så sent som d. 10. marts.
Furedi håber, at der kommer en ”modreaktion”, og foreslår at man i protest bør ”le af de dumme ting”.
Furedi, hvis familie flygtede fra Ungarn i forbindelse med den sovjetiske aktion i 1956, var i 1970’erne medstifter af det trotskistiske Communist Revolutionary Party. I dag er han knyttet til dette partis udløber, det frihedsorienterede nettidsskrift Spiked Online, som er en vigtig kanal for britisk modstand mod corona-politikken.
Det er på en måde lidt sjovt, at den britiske trotskisme er på frihedens side i denne sag. I Danmark hedder det trotskistiske parti SAP, som i dag er en del af Enhedslisten. Pernille Skipper er faktisk fra SAP, men som den mest indædte forkæmper for biopolitikken i hele Folketinget er hun gået en helt anden vej end Furedi. Det er tale om to forskellige versioner af Trotskys opgør med Stalin. Skippers version af Trotskys radikale verdensrevolution fører til en global bio-kommunisme, som internationalt også forfægtes af Slavoj Zizek. Furedis synspunkt fører til handlingsorienterede sociale og politiske praksisser, som konstant kritiserer politisk-bureaukratiske strukturer, hvorend de opstår. Dette synspunkt er tættere på Georgio Agambens analyse.
Men OK, Skipper forlod SAP, som ellers havde kritiseret Socialdemokratiet på det kraftigste, i 2016, da hun blev forkvinde for Enhedslisten. Nu fungerer hun som en slags hypernidkær støtte for Frederiksens biopolitiske angreb på samfundets basale strukturer.
Det er Jacob Fuglsang, der står for det fine interview.
3. Brostrøms mail i starten af marts
Der har pågået en kontrovers mellem regeringens centrale niveauer og både Sundhedsstyrelsen og SSI fra slutningen af februar og faktisk helt frem til i hvert fald d 23. marts.
Endnu en brik i puslespillet blev lagt d. 25. maj med Ekstrabladets offentliggørelse af en mail fra d. 1. marts. Mailen var skrevet af Søren Brostrøm og sendt til centralt placerede embedsmænd i Sundhedsministeriet. I mailen problematiserer Brostrøm kraftigt nedlukningslignende initiativer. Her er Brostrøms konklusioner:
a) “Der er generelt ikke god dokumentation for den smitteforebyggende effekt ved disse tiltag”.
b) “Da tiltag som begrænset forsamlingsfrihed, lukkede virksomheder, begrænset trafik m.v. ikke har været anvendt i nyere tid i Danmark ifm epidemikontrol, kan tiltagene i sig selv være med til at øge befolkningens usikkerhed og give indtryk af større risiko, end er reelt.”
c) “Tiltag som begrænsning af forsamlinger samt lukning af virksomheder, uddannelsesinstitutioner og trafikforbindelser kan have betydelige negative samfundsmæssige og økonomiske effekter.”
d) “Da der kan være et ufordelagtigt forhold mellem skadelige og gavnlige effekter, vil der derfor være en høj tærskel for at Sundhedsstyrelsen vil anbefale omfattende tiltag som anført, men udvalgte dele kan have sin plads, særligt ift. at forsinke og formindske epidemiens top. I den forbindelse kan det overvejes, om der kan være mindre indgribende tiltag, der kan fremmes politisk, f.eks. tiltag som udvidelse eller forlængelse af påskeferie m.v. eller opfordring til og understøttelse af virksomheders og uddannelsesinstitutioners muligheder for at tilbyde hjemmearbejde og –studie.”
Men Brostrøms mail fra d. 1. marts var ikke en enlig svale. Flere af de kritiske formuleringer fra mailen spadserede nemlig d. 3. marts direkte ind i et udkast til Sundhedsstyrelsens meget vigtige strategirapport, som blev færdiggjort d. 5. marts og udkom d. 10. marts. Ekstrabladet skriver, at udkastet fra d. 3. marts blev konfirmeret af både Kåre Mølbak og Søren Brostrøm.
Men i den færdiggjorte strategirapport fra d. 5-10. marts var disse kritiske formuleringer pludselig pillet ud.
Så et eller andet sted imellem d. 3. marts og d. 5. marts fik regeringsapparatet altså magt over det sundhedsfaglige system. Der var på dette tidspunkt ingen offentlige drøftelser af nedluknings-initiativer, så det hele kørte inde i statsapparatet.
Sundhedsministeriet forsvarer sig med, at smitten var ”drastisk” stigende i de dage, men d. 5. marts var der kun 19 smittede i hele landet, så det var i givet fald med et meget lavt udgangspunkt i forhold til et så radikalt politisk skifte. Ministeriet siger også, at processen er helt normal. Det anfægtes dog af Sundhedsstyrelsens tidligere direktør, Else Smith og sundhedsforskeren Jakob Kjellberg, fremgår det af Ekstrabladets dækning. Og ”normale processer” er skam vigtige i store politiske sager, så det tæller ikke som argument, som jeg ser det.
Og selv uden Brostrøms og Mølbaks kritiske bemærkninger er 10. marts-rapporten langt fra at foreslå den nedlukning, som fulgte dagen efter, hvor landet blev omdannet til et smitteregnskab. Men med de nye oplysninger bliver forskellen mellem d. 10. marts og d. 11. marts endnu større, end den var før.
Dagen efter, d. 11. marts, blev både Mølbak og Brostrøm altså overtrumfet af den nye biostats kernetropper. Striden mellem Sundhedsstyrelse og ministerium var ikke ny, og den fortsatte frem til slutningen af marts. Der var strid om både grænselukning, hastelove, WHO’s testkrav og epidemilov. Og 10. marts-rapportens hovedsynspunkter blev faktisk gentaget i endnu en strategirapport fra d. 23. marts, hvor nedlukningen står som et nødtørftigt etableret fremmedelement. Så sent som d. 25. marts kan man registrere Brostrømsk modstand mod ministeriet ifm en ændring af epidemiloven.
Derfra ser det ud til, at både Brostrøm og Mølbak endelig makkede ret. Uden at opdage det, blev de nu pludselig rigets mest magtfulde mænd, som altså også var uden magt, fordi de var blevet opslugt af den magt, som de før havde været uenige med.
Fremtrædende sundhedseksperter som Else Smith, Jakob Kjellberg og Kjeld Møller Pedersen mener, at Brostrøms mail sætter nedlukningen i et helt nyt lys.
Hvis man kritiserede nedlukningen i dagene efter d. 11. marts fik, man smidt Søren Brostrøms CV i ansigtet uden yderligere bemærkninger. Men Brostrøm selv var altså imod nedlukningen i op til flere faser.
Ekstrabladet om Brostrøms mail, d. 25. maj: https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/mail-afsloerer-brostroem-advarede-om-skadelige-konsekvenser-ved-at-lukke-danmark/8135267
Ekstrabladet om de udeladte passager i 10.marts-rappporten, d. 26. maj: https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/advarsler-mod-nedlukning-forsvandt-fra-rapport/8136866
4. “VM i død”
Antropologen Dennis Nørmark har en række kritiske betragtninger om coronaindsatsen i et uhyre velskrevet indlæg i Politiken d. 23. maj. Han kalder den nye biopolitik for ”det biologiske livs kirke” og for en ”åndløs og rungende tom erstatningsreligion”.
Nørmark er dermed helt på linje med filosoffen Anders Fogh Jensen, som dagen før blev interviewet til samme avis om fuldstændig samme emne og med samme synspunkt som Nørmark. Og i ugen før var både teologen Marie Høgh og videnskabsjournalisten Lone Frank inde på noget af det samme i en Deadline. Den er gal med vores forhold til døden, siger de alle sammen på hver deres måde.
Nørmark gruer for, at der kommer en lockdown ved næste influenza-epidemi, noget som statsministeren bestemt ikke kunne afvise, da Henrik Qvotrup spurgte ind til sagen ved et af de mange pressemøder. Nedlukningens logik har sat sig som en ‘værktøjskasse’ i en nye form for “konkurrencestat”, hvor man kæmper om “VM i død”, fortæller Nørmark.
Det er i øvrigt ikke første gang, at Dennis Nørmark har markeret sig med kritiske bemærkninger til tidens ”samfundssind” (jvf. Smittede Tanker 22)
Nørmarks Indlæg peger også på en dyb splittelse i kredsen omkring LA. På biostatens side står folk som Lars Seier Christensen og Henrik Dahl, der begge tæller smitteregnskaber, så man bliver helt øm i kasketten. På en mere traditionel liberal fløj står Dennis Nørmark og Asger Aamund, som begge er særdeles kritiske over for den biopolitiske kurs. LA’s ungdom og Cepos arbejder også i frihedssporet i denne sag, dvs. tæt på Nørmark og Aamund.
På et eller andet tidspunkt må partiet diskutere sagen mere grundigt. Hvis man mener noget med “liberalisme”, må både Seier Christensen og Dahl forlade kredsen efter min mening. Dahl kan måske melde sig ind i Socialdemokratiet?
Links
Dennis Nørmarks indlæg, d. 24. maj: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7791280/Vi-har-travlt-med-at-vinde-VM-i-d%C3%B8d.-Men-livets-kvalitet-m%C3%A5-vi-%C3%A5benbart-ikke-tale-om
Anders Fogh Jensens indlæg, d. 23. maj: https://politiken.dk/debat/art7782135/M%C3%A5ske-er-det-bedre-at-vi-lever-lidt-kortere-men-dog-lever
Asger Aamunds indlæg fra d. 16.april: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/asger-aamund-mette-frederiksen-har-bragt-os-fra-demokrati-til-ddr
5. DDR-pædagogik i Aalborg
Jeg var d. 24. maj vidne til et ubehageligt indslag i 21 Søndag.
Der var klip fra Mette Frederiksens besøg på Stolpedalsskolen i Aalborg Kommune, dvs. hendes egen valgkreds. Besøget fandt sted d. 18. maj, så vidt jeg har kunnet opspore. Dvs dagen før den store genåbnings-forhandling.
På skolen står der ca. 25 små skolebørn i passende coronaafstand, viftende med små dannebrogsflag. En lærerinde dirigerer, mens børnene siger i kor:
”Velkommen til Stolpedalsskolen!”
Dertil er det ok, selvom rammen forstærker det, som nu sker:
En lille børnehaveklasse-dreng går op til statsministeren med en rød rose, som er Socialdemokratiets symbol, og siger:
”En rose til en rose”
Derefter siger alle børnene i kor, mens de flager:
”Danmarks bedste statsminister”
Jeg tænkte, om det måske var tid til lidt kritisk journalistik? Til at spørge lærere eller skoleledere eller forældre, hvad der foregår? Er vi havnet i Nordkorea?
Men DR-journalisten siger blot: ”Opbakningen er tilsyneladende stor her i hendes valgkreds i Aalborg”.
Mette Frederiksen vil gerne være børnenes statsminister. Hun er det stik modsatte. Det er børnene, som skal være hendes. Det er omvendt ejefald. Det kaldes ”samfundssind”. Det er corona-pædagogik i direkte biopolitisk konsekvens.
Hele seancen er i den dyb modstrid med skolens formål, så det var lidt synd for den pågældende lærerinde, som formodentlig blot blev revet lidt med af stemningen.
En skærpet situation ift pressens rolle, men ikke ift skolens, var tilbage i slutningen af marts, hvor TV2 i forbindelse med et interview med statsministeren havde fået en masse børn til at skamrose statsministeren i udsendelsen ”Danmark står sammen”.
Links:
21 Søndag fra minut 11:14: https://www.dr.dk/drtv/se/21-soendag_187497
Artikel om besøget, d. 18. maj: https://www.tv2nord.dk/aalborg/genaabning-statsministeren-sagde-god-morgen-paa-stolpedalsskolen
6. Fra kritisk offentlighed til råbe-land!
I gårsdagens Deadline var der et indslag om DRs og TV2s rolle i coronakrisen (jf. Smittede Tanker 45, afsnit 5).
Der var ingen repræsentanter fra tv-stationerne i studiet, men DR’s nyhedsdirektør Sandy French udtalte på en video følgende vedrørende stationens nedlukning af P1 og Deadline:
“Vores nyhedsformidling i sådan en kritisk situation skal målrettes flest muligt. Ikke bare dem der råber højst”.
“Råbe”? på Deadline og P1?
Folk så forskellige som Martin Ågerup, Lars Trier Mogensen og Jacob Mollerup var stort set enige i kritikken af især DR. Men herregud, de “råber” jo bare ifølge selveste nyhedsdirektøren.
Sandy French’ svar på kritikken bekræfter kritikken efter min mening.
7. Testes eller ej?
Først skulle der testes, og så skulle der ikke testes, og så skulle der testes igen, og så skulle der testes mere, og så skulle der testes endnu mere, og så var tests et supervåben, og så kom der soldater ved de hvide telte, og så skulle der være kontakt-kontrol-apps, og så kunne man halvere ”afstanden”, og så steg R, og så faldt R, og så steg R igen, og så faldt R igen, og så skulle børnene huske at gnide hænder i creme, efter at de havde husket at vaske hænder i et helt minut, og fodboldspillerne skulle huske, at de ikke måtte lave hovedstød, og man måtte ikke kramme, og så måtte man godt kramme, men så alligevel ikke, og man måtte gå på værtshus, men ikke på gymnasium og så videre.
Men nu skriver DR, at eksperterne for tiden er imod tests. Og børnene hylder statsministeren som ”en rose”.
Det hele har et eller andet med noget at gøre, som kaldes ”myndighederne”.