1. Maskens biopolitiske effekt

Ansigtet forsvinder – det uerstattelige kan ikke komme til syne.

Munden tildækkes – smagen, refleksionen kunsten og nydelsen forsvinder.

Munden tildækkes – tungen, talen, ytringen og dialogen formumles og svækkes.

Munden tildækkes – kysset og nærheden forsvinder.

Næsen tildækkes – duftens indirekte-hed, dvs. poesien, fortavses.

Tilbage står “øje” og “øre” i uformidlede former, dvs. som en blanding af evidens og styring under smittekurvens mastertegn.

En maske er et mundbind – et “bind for munden”, en “kurv” og en “mundkurv” – men den er også mere udførligt en “maske for menneskelig tilsynekomst”, et dække over pluralitet.

PS: Hånden og berøringen er også mistænkeliggjort. Dermed synker kroppen ned i køn og affekt uden det taktile og uden smag, tale og kys. Konsekvensen af det er udbrud af vold.

PPS: Træder maskens effekt og og anti-hånd i forbindelse med “antiracistisk” identitetspolitik, får vi voldelige angreb på verdens ting.

 

2. Børns leg i biostaten

Politiken havde d. 16. juni en interessant nyhed. Det drejer sig om, at Kåre Mølbak d. 19. marts frarådede børn at lege sammen. Han sagde følgende:

”Man skal holde afstand – og det gør børn ikke. Så derfor skal man aflyse legeaftalerne”.

Denne udmelding var i modstrid med Brostrøm, som hele tiden havde sagt, at

”raske børn må lege med raske børn”.

Efterfølgende blev Mølbak tilsyneladende overrulet af Brostrøm, som dog selv endte med at lyde som Mølbak alligevel. Jeg skrev om det i Smittede Tanker 8 fra d. 20. marts. Det pædagogiske resultat var en række yderst uklare meldinger om leg, som blev efterfulgt af nogle skrækkelige ”retningslinjer” for ”genåbningen” af børnehaver mm..

Nu har Politiken fået aktindsigt i en række mails, som beviser denne vigtige uenighed mellem SST og SSI om forholdet mellem leg og stat:

 

a) Mail 1, d. 19. marts:

I en mail skriver Brostrøm, med henvisning til Mølbaks lege-udtalelser, som ifølge Brostrøm ”har givet stor opstandelse i presse, på sociale medier mv.”, at udtalelserne er “i modstrid med, hvad vi fra Sundhedsstyrelsen har kommunikeret”.

Og Brostrøm tilføjer: ”Har du/I noget særligt fagligt belæg for denne meget drastiske udmelding? Eller er du fejlciteret? Vi har fra Sundhedsstyrelsen en meget stor efterspørgsel (fra børneforældre m.v.) på at give en klar udmelding her til morgen, så jeg vil gerne tage højde for en evt. ændret risikovurdering fra jeres side, så vi ikke fortsætter med modstridende udmeldinger, der giver stor forvirring i befolkningen”.

 

b) Mail 2, d. 20. marts:

Mølbak svarer ikke på den konkrete mail, men en anden mail fra SSI til sundhedsministeriets departementschef Per Okkels viser, at SSI er utilfreds med SST’s syn på ”leg”:

”Vedlagt det udkast til nyhed, som vi tidligere på dagen sendte til SST (Sundhedsstyrelsen, red.), men som de havde (urimeligt) mange bemærkninger til. Især da Kåres udtalelser i går egentlig ikke er imod SST’s anbefalinger”.

Det var netop Per Okkels, som få dage forinden, d. 14. marts, havde bedt Brostrøm om at gå fra et ”proportionalitetsprincip” til et ”ekstremt forsigtighedsprincip”.

 

c) Mail 3, d. 20. marts:

Og SST sender – også d. 20. marts – følgende utålmodige mail til SSI:

”Hvad bliver der af jeres opbakning til SST’s anbefalinger? Aftalen med Kåre – og dig – var, at I sendte en pressemeddelelse ud – og det er flere timer siden? I har heller ikke, så vidt jeg kan se, lagt et ord op på Twitter?”.

Og mailen slutter med følgende:

”Det er vores klare forventning, at I også gør en indsats for, at koncernen ikke bliver stillet i et dårligt lys”.

 

d) Pressemødet:

På pressemødet d. 20. marts forsøger Brostrøm at dække over uenigheden. Politiken skriver: ”Senere samme dag optrådte Søren Brostrøm på et af de dengang daglige corona-pressemøder, hvor han forklarede, at de to styrelser var »fuldstændig enige omkring det faglige i den her sag«”.

Fortolkning:
Der er tale om en brydning mellem regeringens ”ekstreme forsigtighedsprincip”, som Mølbak i disse uger i stigende grad tilslutter sig, og Brostrøms ”proportionalitetsprincip”. Disse to administrative begreber får pludselig enorm konsekvens for syn på børn og leg.

Leg er afgørende i en demokratisk stat, som består af borgere, der kan tænke, men den er til gene i en biostat, som består af skamfulde smittebærere.

Links:
Politiken, d. 17. juni: uenighed om legeaftaler:
https://politiken.dk/…/Brostr%C3%B8m-til-M%C3%B8lbak-i-hidt…

Kort omtale af sagen fra d. 20. marts: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-8-d-20-ma…

 

3. Forsigtigheds- og proportionalitetsprincip

Vi bliver i samme genre. Regeringen går som sagt ind for det biopolitiske ”ekstreme forsigtighedsprincip”, som overtrumfer det demokratiske ”proportionalitetsprincip”. Det lærte Sundhedsstyrelsen allerede i midten af marts. Dette skifte har haft store konsekvenser for den pædagogiske og den sociale sektor og på folkeånden i det hele taget.

I Politiken d. 22. juni er næstformand i Etisk Råd, Bolette Marie Kjær Jørgensen, ude med en kritik af dette skifte i administrativt og politisk princip. Hun taler især på vegne af gamle mennesker på plejehjem. Hun siger følgende:

”Ud fra et forsigtighedsprincip har vi indført et besøgsforbud, som griber meget stærkt ind i folks liv. Og forsigtighedsprincippet trumfer alt, for siger du det imod, er du uforsigtig”.

Kjær Jørgensen mener, at tiden nu for alvor er inde til at vende tilbage til proportionalitetsprincippet:

”Et besøgsforbud er en form for magtanvendelse, og der anlægger vi normalt det princip, at man ikke griber mere ind en højst nødvendig”.

Kjær Jørgensen bakkes på af sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen. Han siger følgende:

”Det er blevet til overforsigtighed. Der skal være proportioner, så det, man gør, står i rimeligt forhold til det, man opnår. På plejehjem taler vi om mennesker, som ikke har meget tid tilbage, og med forsigtighedsprincippet kan vi kommer til at skade mere end vi gavner”.

Samfundsforskeren og systemteoretikeren Niels Åkerstrøm Andersen er enig med de to andre:

”Det er som om forsigtighedsprincippet er blevet en generel måde, politikerne argumenterer på, som kan sætte parentes om retlige principper”

Og han fortsætter i en formulering der udstiller sagens paradoks:

”Efterhånden er forsigtighedsprincippet også blevet en begrundelse for ikke at begrunde tingene og ikke overveje konsekvenserne.”

Landets systemteoretikere har – på trods af deres manglende pædagogiske sans – god fornemmelse for kritikken af tilstande, hvor ét systems princip overtager hele samfundet som sådan. Sidst var det Lars Qvortrup, som var ude med en lignende kritik.

Så etikeren, sundhedsøkonomen og sociologen er enige. Men det er Socialdemokratiet ikke. Journalisten skriver, at partiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhof, ”holder fast i forsigtighedsprincippet”. Langhoff siger til citat: ”Vi har netop set i Hjørring, hvor hurtigt smitte kan sprede sig på et plejecenter. Vi ønsker ikke flere eksempler. Derfor er vi nødt til at have et forsigtighedsprincip”.

Det er Langhoffs biopolitiske formel.

Artikel i Politiken, d. 22. juni: https://politiken.dk/indland/art7831574/Forsigtighedsprincippet-har-styret-corona-indsatsen.-Nu-f%C3%A5r-det-kritik

 

4. Grænselukning og Grundlov

I Grundlovens §19, stk. 3 står der følgende:

“Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde”

Men Udenrigsminister Jeppe Kofoed, har ifølge Berlingske d. 14. juni ikke drøftet hverken grænselukning eller grænseåbning med udenrigspolitisk nævn.

Grænselukningen blev i forvejen gennemført på trods af Sundhedsstyrelsens indstilling, som man ellers skulle have haft, hvis man da ikke havde gennemtrumfet hasteloven, L133.

EU anbefalede bestemt heller ikke nogen grænselukning. Og med hensyn til “genåbningen”, lader Danmark til at være et af Europas mest konservative lande, selvom EU allerede har opfordret til normalisere grænselivet.

Da udenrigsministeren på DR1 blev spurgt om, hvorfor man ikke må rejse til f.eks. Grækenland, hvor der er langt færre smittede end i Danmark, så svarede han blot, at han skam arbejder med “modeller”, som om europæiske vekselvirkninger handlede om kommunalt smittebureaukrati.

Og nu viser det sig så, at grænsespørgsmålet ikke engang har været drøftet i udenrigspolitisk nævn, som det ellers skal ifølge Grundloven.

Det mest utrolige er måske, at historien først kommer frem nu og ikke allerede tilbage i marts. Hvor har nævnets formandsskab og medlemmer været i de sidste tre måneder?

De har jo kun tavshedspligt om mødernes indhold, men der har jo slet ikke været møder om sagen, som ellers nok kan rubriceres under “større udenrigspolitisk rækkevidde”, som der står i Grundlovens §19.

Nævnets næstformand, Michael Aastrup Jensen (V), siger dog nu, at udenrigsministeren er “gået over stregen”, og at det er “meget alvorligt”.

Links:
Berlingskes artikel om sagen:
https://www.berlingske.dk/…/kritik-af-regeringen-for-mangle…

Nævnet og dets medlemmer: https://www.ft.dk/da/udvalg/udvalgene/upn/medlemsoversigt

 

5. De nye banker

Konkurrencestatens læringsregnskab: Læringseffekt = d>0,4
Biostatens smitteregnskab: Smitteeffekt = R<1

Regnskabernes kredsløb styres af “varehuse” og “banker”:

Konkurrencestatens bank: Datavarehus for læring
Biostatens bank: Danmarks nationale biobank

Følgende datakæde materialiserer sig langsomt, men sikkert: CPR-DNA-Smitteliv-data fra læring/trivsel/uddannelsesparathed osv..

Det er den institutionelle ramme for den bio- og læringspolitiske “evidens”, som langsomt vi overflødiggøre det klassiske universitet.

Formelt set kræves der som regel samtykke for dataudvekslinger, men det er ikke noget, man reklamerer med. Et eksempel på det er bioforskningen i Midtjylland. Her er der givet dispensation fra reglerne i 33 tilfælde ud af 33 ansøgninger siden 2019. Det står i JP fra d. 15. juni.

Samme JP-artikel beskriver også, hvordan biodata fra coronatests indgår i databanken.

Magnus Heunicke har et fast biopolitisk blik på sagen uden forstyrrende etiske eller retspolitiske nuancer. JP skriver:

“Sundhedsminister Magnus Heunicke hæfter sig ved, at biobanksystemet understøtter forskning “på højt internationalt niveau, der sikrer behandlingsmetoder, der redder liv”. “Den aktuelle covid-19-situation viser, hvor vigtig forskningen er. Det skal vi også fortsat understøtte”.”

Og af en anden JP-artikel fra d. 6. juni fremgår det, at SSI, som styrer Danmarks Nationale Biobank, på et af de mange corona-pressemøder har forsøgt at skjule sammenhængen mellem coronatests og DNA-registrering.

Links:
Datavarehus: https://uddannelsesstatistik.dk/pages/grundskolen.aspx

Biobank: https://www.nationalbiobank.dk/

JP-artikel, d. 15. juni: https://jyllands-posten.dk/…/saadan-bliver-din-coronatest-…/

JP-artikel 2, d. 6. juni: https://jyllands-posten.dk/…/seruminstituttet-kan-glemme-a…/

 

6. Tre racismebegreber

1.
Traditionel racisme: Privilegier og lovgivning efter hudfarve. Dette skrækkelige princip findes stadig i visse kredse på højrefløjen og udmønter sig mere bredt i f.eks. ghettopakken.

2.
Identitetspolitikkens forstærkede racisme, den såkaldte “racialisering”: Hudfarve gøres her til en generaliseret diskurs og struktur som sådan. Den generaliserede hudfarve-ækvivalens udmanøvrerer andre egenskaber og præstationer, og den hævdes uanset privilegier og andre forskelle. Samfundets historier som sådan reduceres til ”sorthed” og ”hvidhed”, som helst skal repræsenteres i et hudfarve-regnskab med ”deklarationer”. Dette skrækkelige princip er dominerende på venstrefløjen.

Denne form for racisme kalder sig selv anti-racisme, men det er det modsatte, nemlig en forstærket racisme. Den hudfarver alle ting og aktiviteter, og udrydder tingenes essens og pluralitet.

3.
Coronaen kommer imellem og reducerer alt til nøgen overlevelse. Hudfarven kan nu kobles på det nøgne liv, hvor især “sorte” livsformer nedgøres til smittekurvediversitet.

Dermed får vi en biopolitisk forstærkning af identitetspolitikkens forstærkede racisme: Den generaliserede hudfarve hægtes op på ”overlevet” liv som sådan frem for på liv og pluralitet. ”Black lives matters” udvikler sig midt i denne kategori med nye omvendte og uniformerende racismeformer, hvor den identitetspolitiske ”hvidhed” ekskluderes, og hvor kunst og historiske produkter og praksisser ødelægges og omskrives og deklareres med henvisning til det reducerende ”hvidt” og “sort” liv.

 

7. Den forstærkede racismes kritik af Ole Wæver

A. Racialiserende-racistisk indlæg:

I forbindelse med diskussionen af racismeanklagen mod Ole Wæver havde tre forskere i afrikastudier ved Københavns Universitet d. 17. juni et indlæg i Politiken i forgårs, hvor de forsvarede anklagen.

Indlægget er et godt eksempel på strukturracismens racialiserende effekt.

Først reduceres hele den vestlige videnskabsinstitution til at være en racistisk illusion. Det sker f.eks. i dette citat:

“Racisme i Howell og Richter-Montpetits brug af ordet ligger i den illusion, at man kan sige noget objektivt om verden.”

og igen i dette citat:

“hele vores vestlige videnssystem er bygget på ideer om universalitet og objektivitet, som reproducerer racisme og kolonialisme.”

Dette er vilde reduktioner.

Derpå trækker indlæggets forfattere så på selvsamme universitets-institution, som de selv lige har racialiseret:

“Handler den akademiske verden ikke om at diskutere og kritisere teorier og være i konstant dialog? Hvis ikke – hvad dælen laver vi så?”

Men “kritik” og “konstant dialog” er da lige præcist et resultat af europæisk universitetstradition og interesse for objekter og almenhed, altså – ifølge forfatterne selv – af racisme.

Forfatterne er derfor racister, endda forstærkede, fordi de racialiserer de institutioner, som i høj grad har båret kritik, kundskaber og lighed frem i verden, og som dermed løbende har stået som et pulserende værn mod fordomme og umenneskelighed.

Konklusion: De tre Afrika-forskerne mangler at studere Europa. I stedet ender de med en udvidet racisme.

 

B. Steffen Groths svar:

Lektor Steffen Groth havde i d. 20. juni en kommentar om det samme indlæg, som jeg lige har kommenteret.

Groth fortæller f.eks., hvordan kritikkens postkolonialistiske udgangspunkt ender som “en skyggeagtig gentagelse af de vilkårlige, undertrykkende vidensformer, som perspektivet blev skabt i en frontal konfrontation med”. Det er denne “skygge”, der lægger alt i mørke, som gør, at jeg omtaler denne særlige form for “anti-racisme” som en “udvidet racisme”.

Kritikken af Ole Wævers arbejde og både hans korte og lange svar på kritikken kan man finde her: https://cric.ku.dk/Publications/RacismReply/

 

8. Stram Sprit

Jeg har et forslag til et nyt venstrefløjsparti: Det nye navn bør være ”Stram Sprit”.

Dette navn refererer til henholdsvis det identitetspolitisk parallelle “Stram” Kurs og til Pernille Skippers biopolitiske af-“sprit”-ningsfiksering. Altså “stram sprit”.

Dermed understreges venstrefløjens nye selvforståelse, som pt. består af to analytiske emner, nemlig en racialiseret strukturel hvidhedsdiskurs og drømmen om biostatens verdenskommunistiske effekt.

Derimod er de gamle emner som socialt demokrati, klassekamp, offentlighed, kritik og pædagogisk frihed på stærk tilbagemarch. Disse emner er noget fra “gamle dage”, som et eller andet sted selv burde ”varedeklareres” som noget neokolonialt hvidheds-snavs, selvom emnerne har rødder i opgørene med både skyttegrave og Holocaust.

Så kan det nye parti overlade den virkelige antiracisme til gammelgrundtvigianere, tidehvervsfolk og reformpædagoger, dvs. det gode gamle centrum-venstre, som måtte genfinde 1800-tallets tradition efter Holocausts faktum, og som har lighed som forudsætning i stedet for blot som mål.