1. Jørn Bjerres kronik i Berlingske
Lektor ved Aarhus Universitet, Jørn Bjerre, har d. 23. juni skrevet en fremragende sociologisk analyse af coronaens adfærdsregime.
Bjerre mener, at vi er regredieret til en mere traditionel forståelse af forholdet mellem ritualer og adfærd. Det humanistiske ”ansigt” og dettes sammenhæng med samfundslivets etik har mistet betydning til fordel for en ”lovreligion”, som i ”klartekst for amøber” giver ”detaljerede regler for, hvordan man skal foretage livets basale handlinger”, og hvor ”det centrale fokus” er ”distinktionen mellem rent og urent”.
Han siger, at vi aktuelt har ”gennemlevet et socialt afguderi, et tilbagefald til en mere primitiv rituel programmering”.
Jørn Bjerre skriver i en prægnant formulering om forholdet mellem håndtryk, humanisme og ansigt: ”Hvis min hånd får lov at hænge, taber jeg ansigt”.
Med dette tab af ansigtets økologi er vi havnet i følgende situation:
”Det er denne fine økologiske balance i vores interaktionsritualer, som i løbet af coronakrisen blev erstattet af et regelregime, som har meget til fælles med de lovreligioner, der skød frem ved vores civilisations begyndelse”.
Den adfærdsmæssige konsekvens er følgende, direkte hentet fra den mørke middelalder:
”Det er netop, hvad vi har set under coronakrisen, at borgere begynder at reagere som flokvæsner, der er hinandens moralske politi”
Og ansigtet – mennesket – forsvinder bag teknik. Det ser man i denne vigtige kritik af ”masken”:
”I løbet af de sidste par måneder, hvor menneskenes ansigter mere og mere er forsvundet bag et system af masker, visirer og beskyttelsesplader, har vi erfaret, hvordan den udveksling, som normalt finder sted i ansigtets rituelle spil, kan skifte program til et territorialt spil, hvor man måler afstanden til hinanden med øjnene”.
Dermed ”kaldes flokdyrets kuede lydighed frem i os”, som i en slags moderne teknologisk version af ”Lav os en gud, som kan gå foran os”, eksemplificeret ved sætningen: ”Hvis Søren siger hop, spørger du ikke hvorfor, men hvor højt”, som var gangbar i forårets biopolitiske tumult.
Bjerre runder af med en tvetydig bemærkning til forholdet mellem frygt, corona og populisme, som har denne særlige ubestemte men alligevel præcise form, som kendetegner dygtige sociologer, når de giver anledning til videre refleksioner. Nu skal frygten “fortrænges”, dvs, at den stadig styrer, blot ubevidst. Derved kommer man til at ligne de politiske populister, som man ikke kan lide.
Jørn Bjerres kronik, Berlingske, d. 23. juni: https://www.berlingske.dk/kronikker/sidste-fase-i-coronaritualet-er-fortraengningsfasen
Søren Gosvig Olsens diskussion med lektor Steffen Holme Helledie om ”Søren siger hop”-citatet, Information, d. 2. april: https://www.information.dk/debat/2020/04/foerst-agerer-saa-reflekterer-princip-demokrati-vaerdigt
2. SSI’s forudsigelser efter 2. fase af genåbning
D. 6. maj udgav SSI en ekspertrapport om den “anden fase” af “genåbningen”. Her forudsagde man bl.a., hvor mange intensivpladser hospitalerne ville få brug for i slutningen af juni, hvis man fulgte “det ekstreme forsigtighedsprincip”.
Og slutningen af juni er jo nu!
Hvordan ser tallene ud?
6.maj-rapportens behovs-estimat: 300 pladser
Antal indlagte på intensiv, pr. 29. juni: 9 pladser
Et fejlskud på 100-vis procent.
Ifølge Kåre Mølbak var der tilbage i maj skam ikke tale om “gætværk”, men om “matematiske modeller”.
Med dette “matematiske hypergæt” fulgte man linjen fra estimaterne fra fase 1, som var ligeså “matematiske”.
https://files.ssi.dk/Ekspertrapport-af-den-6-maj
3. Magnus Heunickes stramninger af EU’s ”anbefalinger”
Regeringen begrundede skole-nedlukningerne med henvisning til ”myndighedernes anbefaling”. Men hvem var myndighederne? Først troede vi, det var Sundhedsstyrelsen, som jo blev repræsenteret af direktør Søren Brostrøm på det afgørende pressemøde, hvor selve henvisningen fandt sted.
Senere viste det sig, at Brostrøm ikke havde anbefalet noget som helst. Tværtimod frarådede han nedlukningen. Så det passerede ikke. Siden er Brostrøm trådt i baggrunden. Hvornår har vi sidst hørt noget fra ham? I dag er han vist nærmest smittepolitiets fjende nr. 1 er mit indtryk. Men dengang i marts fik man hele hans CV i hovedet, hvis man sagde pip.
Men hvem var det så, der anbefalede en øjeblikkelig nedlukning? Magnus Heunicke har på et samråd nævnt de europæiske sundhedsmyndigheder, altså EDCD. Men det er heller ikke korrekt, for i den centrale ECDC-rapport fra d. 12. marts nævnes mange andre muligheder end skolelukninger, selvom de også omtales. F.eks. står der følgende:
“Before or instead of closures, health authorities should plan to reduce transmission opportunities within schools while children continue to attend through other measures.”
Søren Brostrøms forgænger i direktørstolen, Else Smith, som i dag er med i ECDC’s bestyrelse, siger ifølge Ekstrabladet d. 7. juni, at ECDC skam ikke anbefalede nogen nedlukning af skoler: ”Det anbefalede de simpelthen ikke”, lyder det, hvilket efterfølgende er blevet bekræftet af ECDC selv. Så det passede heller ikke.
Men hvem så? Magnus Heunicke har også nævnt, at EU’s sundhedskommissær, Stella Kyriakides, bad om øjeblikkelige lukninger. Men nu viser det sig, at hun heller ikke har anbefalet nogen hurtig nedlukning, men kun ECDC’s mere afbalancerede forslag, hvor skoler altså blot omtales som en mulighed længere nede på listen. Det fortæller hun til Ekstrabladet. Så det passerede heller ikke.
Så Heunicke har overdramatiseret EU’s holdning, ser det ud til. Så der er slet ingen ”myndighedernes anbefaling”?
Til gengæld har Heunicke med sine hastelove gjort sig selv til den centrale myndighed som sådan, så nu kan han agere på anbefaling af sig selv. Måske er det derfor, at Heunicke i en kommentar ikke mener, at der er noget at komme efter.
Links:
Ekstrabladets artikel, d. 20. juni: https://ekstrabladet.dk/…/heunicke-taget-i-ny-coron…/8156427
Ekstrabladets artikel, d. 7. juni: https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/kritik-af-heunicke-strammede-anbefaling-om-nedlukning/8149575
ECDC’s rapport, d. 12. marts: https://www.ecdc.europa.eu/…/RRA-sixth-update-Outbreak-of-n…
4. Politisk handling
D. 7. juni var der en stor flot demo i København, stort set uden masker. 15.000 i tæt fællesskab og i mange dejlige kulører.
Bagefter var der stor ståhej, pressemøde, ekstremistiske forsigtighedsprincipper og udskamning til den store guldmedalje.
Hvordan gik det mon så med tallene i biostatens smitteregnskab? På dødens bogholderi?
Bombombom….
Jo, der er ca. 50% færre indlagte end d. 7. juni, hvor det i forvejen var lavt. Der er pr. 26. juni sølle 31 indlagte i hele landet.
Men man fandt en smittet hund, nogle få gamle og et par små børn i Hjørring. Stor ståhej igen og lokal nedlukningsmetode.
Lungeforeningens formand, Torben Mogensen, som ellers tilhører det biopolitiske kavaleri, har flere gange luftet den ide, at coronaen ikke mere er farlig. I så fald er han på linje med det, som myndighederne vurderede helt tilbage i marts.
5. Tysk biostat
Rapport fra Tyskland:
Munden lukkes med et bind
Hånden lukkes med en handske
Man binder os på mund og hånd….
Ingen smil.
Går man på cafe, skal man give kontaktoplysninger: navn, adresse og telefonnummer til brug for smitteopsporing.
Den tyske biostat.
6. Tragedier?
Mette Frederiksen siger, at hvert mistet liv er “en tragedie”. Det passer ikke. Meget få dødsfald er tragiske. Det er fx tragisk, hvis børn drukner. Langt de fleste dødsfald er ikke tragiske i human forstand, men på en måde lykkelige, en livsfylde, hvor krop og ånd bliver til sorg og erindring.
Med denne barokke etiske og teologiske blunder kan regeringen gennemføre sit ekstremistiske forsigtighedsprincip, som nedlukningen er en direkte konsekvens af.
Og tragedie-tesen kan så, ifølge Politikens nærmest naivistiske dækning af emnet d. 26. juni, lede frem til, at også andre sygdomme kan gøres til genstand for nedlukningsmetoder. Det gælder ifølge avisen fx. influenza, som for få år siden dræbte 2800 personer med samme alders-profil som coronaen. Dengang var det blot en notits i avisen, i biostaten er det en anledning til øget statslig adfærdskontrol i u-endelighed.
Hvis alle dødsfald er en tragedie, så mister vi livet. I stedet får vi det værste, nemlig den nøgne og totale overlevelse. Herfra taler “den rene adfærd” uden fødsel og død som åndelig struktur. Det er voldens sted.
Ps: Så vidt jeg husker, har følgende personer udtrykt forskellige former for modstand mod tragedie-synspunktet: Lone Frank, Marie Høgh, Iben Tranholm og Sørine Gotfredsen.
Politiken, d. 26. juni: https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7839257/Sundhedsanalyse-Influenza-gik-ogs%C3%A5-v%C3%A6k.-Hvad-g%C3%B8r-vi-til-efter%C3%A5ret
7. Evaluering af pædagoguddannelsen
Pædagoguddannelsen blev sidst ændret i 2013 efter en ”evaluering” fra Rambøll. Det hele foregik efter samme skrækkelige principper som skolereformen, f.eks. ”deregulering, kompetencediskurs, fagopløsning”, altså en total konkurrencestats-bureaukratisering af en stor og rig pædagogisk tradition. Meget nedslående på alle måder.
Ministeriet har skrevet om emnet i et nyt notat fra. 18. juni. Pludselig står der i det lidt tekniske notat, at der i 2016 ”rejste sig en kritik”. Ok, spændende! Hvad mon det er for noget med ”kritik”, som “rejser sig”? Jo, det er såmænd en rapport fra EVA, som ikke mente, at man levede nok op til de skrækkelige målsætninger. Det er det, jeg kalder for “mikrodiversitet”. Der findes ikke noget mere policy-bekræftende end en evalueringskritik.
Det aktuelle notat blev udgivet, fordi der netop er søsat en evaluering af uddannelsen. Der står, som jeg har forstået det, en styregruppe af ministerielle bureaukrater og professionshøjskole-ledere bag. Styregruppen blev nedsat efter EVAs “kritiske” rapport. Der er ingen pædagogisk eller videnskabelig ånd nogen steder.
Heldigvis har en gruppe engagerede lærere fra uddannelsen, hvoraf mange har høje pædagogiske uddannelser og lang erfaring, forsøgt at råbe ministeriet op i nu hele fire højt kvalificerede indlæg i Altinget. Men den form for ”kritik” er der vist ingen, der lytter til.
Ministeriet foretrækker Rambøll og EVA, som inddrages som “kritisk” stemme. Det siger alt om ånden i ministeriet, som stadig er dybt præget af 00’ernes markante opgørelse med dannelse og pædagogik.
Links:
Aktuelt ministerielt notat om processen: https://ufm.dk/…/evaluering-af-paedagoguddannelsen/Baggrund…
Ministeriets hjemmeside om evalueringen: https://ufm.dk/…/paedagog…/evaluering-af-paedagoguddannelsen
Pædagogiklærernes fire kritiske indlæg:
d. 26. maj: https://www.altinget.dk/…/undervisere-brug-vores-viden-i-ev…
d. 9. juni: https://www.altinget.dk/…/lektorer-paedagogik-boer…
d. 18. juni: https://www.altinget.dk/…/lektorer-dannelsen…
d. 25. juni: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektorer-styrk-paedagoguddannelsen-gennem-formaal-fag-og-frihed?
Rambølls evaluering fra 2012: https://www.ft.dk/samling/20111/almdel/fiv/bilag/205/1118758.pdf
EVA’s sammenfattende “kritiske” rapport fra 2016: https://www.eva.dk/videre…/status-paa-nye-paedagoguddannelse
Magisterbladet skriver om sagen, d. 19. juni: https://www.magisterbladet.dk/…/paedagoguddannelsen-skal-ev…
8. Uddannelse i spænding
I 2010 skrev jeg en bog med titlen “Uddannelse i spænding”.
Undertitlen var “åbenhjertighedens, påmindelsens og tilsynekomstens pædagogik”.
Skolereformen sørgede for at fjerne det meste af titlens relevans. Al “spænding” forsvandt ud af pædagogikken, og undertitlens reference til kritik, dannelse og personlighed gik samme vej.
Biopædagogikken forstærker denne uheldige tendens radikalt.
Med det biopolitiske “smittekuve-overlevelse” i dødens bogholderi fjernes den sidste rest af”spænding”.
Og hvad angår undertitlen:
Åbenhjertigheden trues af mundbind.
Påmindelsen om de fælles ting trues af handsken.
Tilsynekomsten trues af afstanden.
Så denne bog er virkelig irrelevant og upraktisk. Læs den derfor ikke.