1. Myndighedernes anbefaling
a) Statsministerens usandhed:
Statsministeren lukkede landet ned d. 11. marts med henvisning til ”myndighedernes anbefaling”. Det har længe stået klart, at det modsatte var tilfældet. Sundhedsstyrelsen anbefalede bestemt ikke nogen nedlukning.
På et samråd i juni om dette misforhold henviste Mette Frederiksen i stedet til krisehåndteringsgruppen NOST. Men nu viser det sig, rapporterer Berlingske, at NOST heller ikke anbefalede nogen nedlukning. De anbefalede derimod så sent som d. 10. marts omtrent det samme som Sundhedsstyrelsen gjorde i styrelsens rapport fra samme dag, dvs. almindelige sundhedspolitiske tiltag.
Men ikke nok med, at NOST ikke anbefalede nogen nedlukning. På selve nedlukningsdagen, d. 11. marts fik NOST endda at vide fra det politiske niveau selv, at gruppen skulle arbejde med et ”mere vidtgående scenarie”, dvs. en nedlukning.
Nedlukningen skete altså imod myndighedernes anbefaling, men derimod på politikernes egen anbefaling.
En række forvaltningsretlige og sundhedsfaglige eksperter udtaler sig yderst kritisk om Frederiksens ageren, som ligner et brud på ministeransvarligheden.
b) Ministeransvarlighed 1
Statsministeren begrundede den største beslutning siden 2. Verdenskrig – den biopolitiske nedlukning – med, at beslutningen var på “myndighedernes anbefaling”. Men den begrundelse passede ikke. Myndighederne anbefalede ikke nedlukning, og blev i et vist omfang endda nærmest beordret til at anbefale det, som de ikke anbefalede.
Statsministeren har nu haft flere lejligheder til at forklare sig, men det kan hun ikke, og det kan hendes ministre, som har gentaget usandheden til uendelighed, heller ikke.
Nedlukningen hviler derfor på en løgn, hvilket er helt uantageligt i et demokratisk samfund, ikke mindst beslutningens omfang og indhold taget i betragtning.
Dagen efter nedlukningen, som altså falskt refererede til “myndighedernes anbefaling”, skulle et halveret Folketing vedtage den hastelov, som tillod regeringen at gå imod myndighedernes anbefaling.
Statsministeren har med andre ord misbrugt statsministeriet til at stikke folk og Folketinget blår i øjnene.
Det er ulovligt, så vidt jeg kan bedømme det.
Det samme mener Sten Bønsing, som er professor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet. Han siger til Berlingske, som også citeres i JP’s dækning:
»Det er af afgørende betydning, om man pakker politiske beslutninger ind i et fagligt grundlag. Statsministeren er bundet af ministeransvarlighedsloven til at sige sandheden, uanset om det er på et samråd eller et pressemøde«
—————-
Her er den relevante paragraf i ministeransvarlighedsloven:
“§5. En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.”
Links:
Statsministerens pressemøde d. 11. marts: https://www.regeringen.dk/…/statsminister-mette-frederikse…/
Ministeransvarlighedsloven: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1964/117
Om Berlingskes dækning af sagen: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158441382509481&id=837549480
c) Ministeransvarlighed 2
D. 11. marts vildledte statsministeren både folk og folketing med følgende centralt placerede sætning på det store nedluknings-pressemøde:
“Derfor er myndighedernes anbefaling, at vi lukker ned for al unødvendig aktivitet på de områder i en periode. Vi anlægger et forsigtighedsprincip.”
Hun taler om “myndighederne” i flertal og endda i bestemt flertal. Statsministeren må altså kunne pege på en række specifikke myndigheder, som “anbefaler”.
Når hun taler om “de områder”, så refererer hun direkte til en række helt specifikke områder, som hun nævner i talen umiddelbart før citatet, nemlig følgende:
“Daginstitutioner, skoler, uddannelsesinstitutioner. Aktivitetstilbud, arrangementer. I den kollektive trafik.”
Og umiddelbart efter – ledsaget af et “derfor” – følger den konkrete uddybning af nedlukningen på disse ”områder”.
Henvisningen til “myndighedernes anbefaling” står derfor fuldstændigt centralt i talen. Det er hele det diskursive omdrejningspunkt.
Men det var løgn. Der var ikke nogen “myndighedernes anbefaling”. Ingen myndighed anbefalede, at man skule lukke skoler og uddannelsesinstitutioner osv..
Udtrykket “myndighederne” nævnes yderligere seks gange i talen vedrørende andre emner end selve beslutningen. F.eks. siger statsministeren, at hun “sammen med myndighederne beder danskerne om” nedlukningen, og at nedlukningen “ikke bliver de sidste initiativer fra myndighederne”.
Ved siden af statsministeren på pressemødet stod Søren Brostrøm, som enhver borger og menigt folketingsmedlem måtte tro repræsenterede en vigtig af de omtalte “myndighederne”. Men det gjorde han ikke, og heller ingen andre “myndigheder” gjorde det.
Det er jo intet mindre end en juridisk og forvaltningsretlig skandale, som øjeblikkeligt bør føre til statsministerens afgang og retsforfølgelse.
https://www.regeringen.dk/…/statsminister-mette-frederikse…/
2. Maskens diskurs: Fra demokrati til populisme
Dr. Fauci viste sig tidligt at tilhøre den mest forsigtighedsekstreme virologiske fløj. Han ønsker at afskaffe håndtrykket, at iføre alle amerikanere masker og at lukke ned for pædagogiske aktiviteter. Han har ingen filosofiske eller pædagogiske ‘second thoughts’. Han vil med andre ord etablere en amerikansk biostat.
Trump, som er den værste præsident i mands minde, kan kun svare igen med resterne af den populistiske stats svage men aktive agens. Han henviser med rette til Skandinavien for skoleåbning, og argumenterer med, at de stigende smitte tal i USA i høj grad skyldes, at man tester flere. Resten går op i hat og briller.
Striden mellem de to er rapporteret flere steder. Det blotte forhold, at det er Trump, der i denne sag undtagelsesvist har ret, gør desværre, at mange medier og korrespondenter er begyndt at tale for øget brug af masker herhjemme, hvilket understøttes af den danske venstrefløj.
At være imod mundbind vil derfor snart være et tegn på højrepopulisme. I denne diskursiv-hegemoniske proces fordeles sætningerne på en meget uheldig måde. Venstrefløjen vil gå ind for Stram Sprit og maskespil, som det også er tilfældet herhjemme, mens højrepopulismen vil råbe og spytte. Det er biosocialisme mod biopopulisme.
I en ny maskeret verden, hvor mennesket ikke kan se hinanden, vil den nye afstand fyldes ud af teknologisk kontrol og biologisk-emotive skred og udskamningsmarkører. Mange helt almindelige mennesker har købt denne præmis fuldstændigt, skrækslagne af 12. marts-retorikken. Det er et sørgeligt syn.
Tilhængere af frihed og demokrati vil flænse maskerne itu eller sende dem til nærmeste sygehus, mens de taler deres sag med åbent ansigt.
I Danmark har kortene mellem det sundhedsfaglige og det politiske været vendt om ift. den amerikanske situation. Den danske Sundhedsstyrelse har hidtil holdt fast i demokratiets og frihedens vej mod regeringens ”ekstreme forsigtighedsprincip”, men for nyligt har styrelsen indrømmet brug af masker i meget afgrænsede situationer uden for sygehuset. Det betyder i første omgang ikke noget, men dette principielle skifte vil snart få den effekt, at hvis smittetrykket stiger marginalt, så vil maskereglerne kunne doceres som i mange andre lande.
Det “ekstreme forsigtighedsprincip” har ingen stopklodser. Det kender kun smittekurvens realitet. Ligesom Fauci.
Link:
Politikens omtale af strid mellem Fauci og Trump: https://politiken.dk/…/Kl%C3%B8ften-mellem-Trump-og-Dr.-Fau…
Berlingskes omtale af samme emne: https://www.berlingske.dk/…/analyse-trump-har-fundet-ny-syn…
Washington Post om Fauci: https://www.washingtonpost.com/opinions/2020/07/16/anthony-fauci-built-truce-trump-is-destroying-it/?arc404=true&
3. Fra notits til bogholder
I april 2020 døde svenskerne på niveau med de store influenza-år i 1993 og 2000.
Under de tidligere epidemier var det hele blot en notits i avisen. Lidt naturlige udsving, som kun sundhedsvæsenet registrerede.
Siden april er de svenske tal faldet hurtigt, og i hele juni har de været totalt normaliserede.
Slut prut med dut.
Alt dette er sket uden nedlukning, men med konkrete situationsbestemte tiltag, som minder om de metoder, der blev anbefalet af de danske myndigheder, men som regeringen gik stik imod, endda med henvisning til de myndigheder, som den altså gik imod.
I stedet gav vi – via denne løgn – magten til dødens bogholdere.
Danmark har dermed tabt Big time.
https://www.euromomo.eu/graphs-and-maps
4. Kronik af stats- og finansministeren
D. 27. juni havde statsministeren og finansministeren en kronik i Politiken. Kronikken udmærker sig ved tre ting:
a) Der udvises ingen sans for den omfattende juridiske, teologiske, pædagogiske, politoogiske, sociale og juridiske kritik.
b) Kronikken er en symbiose mellem især primært biostat og sekundært konkurrencestat tilsat en lille smule klimastat. Den begrebsmæssige realitet udgøres dog af biostatens u-endelighed, og i den forstand er der faktisk hverken tale om konkurrence- eller klimastat. Økonomi og klima underordnes blot den biostatslige præmis som angives i kronikkens overskriften, og som derfor bliver både “primær” og “omsluttende”.
c) Kronikken har kun en eneste reference til noget som helst, nemlig til det såkaldte “velfærdsforlig” i 2006 under den daværende VK-regering. Det var samme år, som den store evalueringsbureaukratiske skolereform kom til verden. Denne skolereform markerer VK-tidens åndelige situation. Reformen byggede videre på de tidlige 00’eres opgør med dannelsestraditionen. Socialdemokraterne stemte for skolereformen, fordi Antorini var blevet skolepolitisk ordfører. Der skulle gøres op med dannelsestraditionen i forlængelse af Tony Blair-inspirerede “third way”, som herhjemme fra 1998 fik form som et “kompetenceregnskab”, hvilket i høj grad blevet båret frem af det nye centrum-venstre. VK-regeringen gjorde ikke andet end at bureaukratisere denne proces ved hjælp af Skolerådets arbejde med evalueringsbegrebet. Denne tavse men også larmende pædagogik-reference kommer dermed til at stå for det åndelige “står ikke nogen steder”, jvf. punkt a).
På den måde understreges coronapolitikkens og ungsocialdemokraternes dybe rod i de tidlige 00’ere med dertilhørende udelukkede og tavse områder.
Herfra flyder kronik-overskriftens u-endeligheds-stemning.
5. Justitias rapport
Tænketanken Justitia udgav d. 26. juni en flot rapport om Bio-statens vilde overdrivelser og problematiske omgang med myndigheder og retsprincipper.
Især i kapitel 4, men også i de fortløbende kapitler, redegør rapportens forfattere for hele forløbet fra starten af marts og frem til starten af juni. Her kan man læse om regeringens opgør med sundhedsmyndighederne og med proportionalitetsprincippet samt om det konsekvente og vedvarende forsøg på at hyperestimere risici.
Med udgangspunkt i rapportens gennemgang af disse emner er det uforståeligt for mig, at forfatterne samtidig viser forståelse for nedlukningen.
Til sidst følger en grundig gennemgang af nedlukningens juridiske konsekvenser, som forfatterne mener går lige til grænsen af Grundloven.
Det er vigtigt, at disse overgreb på den politiske, pædagogiske og sundhedsfaglige sans for helhed løbende bliver dokumenteret i samlende dokumenter som denne rapport.
http://justitia-int.org/retsstaten-og-covid-19/
6. To gode indlæg
a.
Litteraten Marie Leonard Høegh reflekterer i denne kronik over det moderne menneskes forhold til døden i lyset af coronaen:
b.
Professor Peter Kurrild-Klitgaard reflekterer i dette indlæg over regeringens ekstreme forsigtighedsprincip:
7. Fordomme
a.
Hvorfor er folk imod fordomme? De er da vort kæreste eje. Flere af dem, tak.
Spørgsmålet er blot, hvilken poetisk og legende sammenhæng de dejlige fordomme – sammen med sagens og tingenes historiske lag, essens og pluralitet – vekselvirker i.
Fordomme er derfor oplysningens og pædagogikkens ven. De er det stik modsatte af “identitet”.
Spørger man til “identitet”, har man mistet “fordommen” , dvs. sin historisk-poetiske eksistens.
Så vi skal ikke udrydde fordomme, tværtimod. Vi skal finde dem i dybet af de fælles ting, som skal vedligeholdes og ikke rives ned.
b.
Dem, som ingen fordomme har, vil aldrig forstå en pind.
De identitære bevægelser vil udrydde fordomme. De vil derfor også udrydde forståelse. Identitet er pinde-brænde, pinde fra sønderskudte fordomme.
Fordommen er altings fineste start og endemål. Den er menneskets genskabelse af sætningernes sagshorisonter i leg og spil. En dialog hid og did gennem slægterne og horisonterne.
Så problemet med identitet til både højre og venstre er dens mangel på fordomme.
c.
Hvad er DFernes problem? Det er, at de har for få fordomme. Sådan er det, fordi partiet voksede sig stort som identitetspolitisk vedhæng til konkurencestatens opgør med alle fordomme. Fra dette “intet” kunne DF rejse sig som et fordomsreservat, altså med for få fordomme.
Hvad er de nye venstrefløjsracisters problem? Det er, at de udrydder alle fordomme og al pluralisme og dermed efterlader os som historieløse kroppe. De nye venstrefløjsracister er i den forstand af samme ånd som DF og konkurrencestaten. Hvem, det er værst, afgøres fra tue til tue.
I baggrunden bølger fordommenes levende hav og urtidsvinde. De er hele dannelsens fødthed og praksis, fuldstændig lykkelig og identitetsløs på moders-mål i fædrenes land, en nat-ional materialisering i en “matter that matters” af europæiske og verdensborgerlige begyndelser.
d.
Min holdning til statuer, bøger mm.: Fjern intet og vedligehold alle ting.
Eventuelt hærværk mod fælles ting, sprog og erindring bør straffes med en uge i kachotten samt med to år i selskab med regeringens smittestopsapp, med samtlige retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og med tvangsstudier af præcisionen på Kåre Mølbaks matematiske modeller.
Hærværksmændene skal også bære – efter eget valg – enten burka eller mundbind, og endelig skal de tvinges til at pjaske med farver på PAPIR, så de lærer at elske alle flotte blegansigter, negere og rødhuder som værende lige for Vor Herre, som jo skabte hele verdens farverigdom og pluralitet.
Lad mig antage, at du har ret. Socialdemokraterne har benyttet en uventet mulighed for at sætte sig tungt på hele samfundet ved mod bedre vidende at skræmme befolkningen fra vid og sans. Ok.
Hvordan skete det?
Var det noget Mette Frederiksen og Martin Rossen besluttede ‘on the spur of the moment’, da de pludselig øjnede muligheden for at lave et diskret statskup v.hj. a. en løgn, som de myndigheder, der blev taget til indtægt, naturligvis gennemskuede, men accepterede stiltiende? Er disse myndigheder medsammensvorne? Har folketingsflertallet ladet sig trække rundt ved næsen?
Hvad kan drevet regeringen til dette? Hvorfor accepterer oppositionen i det store og hele det, der er sket?
Jeg savner simpelthen en mening med galskaben.